J.C. Chandor: A Most Violent Year (2014)

DET FARLIGSTE ÅR

Systemisk forfald er en evig fortælling

Af BO GREEN JENSEN

1981 i New York var, selv efter amerikansk målestok, et usædvanligt voldsomt år med flere drab og mere hård kriminalitet end sædvanligt.

   Den statistiske oplysning fylder ikke meget i J.C. Chandors fortættede skildring af en korruptionssag fra perioden. En stemme i radioen siger, at det er »the most dangerous year« i byens historie. Det er ikke sikkert, at karaktererne hører efter, for meget i filmen er ren baggrundsstøj. Alligevel sætter den stemningen fast.

   Indvandrersønnen Abel Morales (Oscar Isaac) er blevet en stor mand i fyringsolieindustrien, hvor han begyndte som lastbilchauffør. Han importerer og distribuerer selv fyringsolien, ejer en lille flåde af ramponerede tankvogne og instruerer personligt sælgerne, som går fra dør til dør for at hverve kunder.

   For personalet er der status i at avancere fra chauffør til sælger. For kolleger i faget er Abel en stor torn i øjet, fordi han nægter at følge kartellets uskrevne love og holder sig fri af korruption. Det er svært at sige, hvem der har mest imod Abel: de korrupte konkurrenter, de indfedtede fagforeninger eller det kompromitterede politi.

FILMEN følger Abel gennem en svær tid, hvor 3-4 faktorer må spille i samklang, hvis hans forretning skal overleve. Han har overtalt den jødiske spekulant, som ejer det meste af havnen, til at sælge en dok, som gør firmaet uafhængigt. Han har samtidig købt et stort hus i de fredelige forstæder, hvor man kan løbe ture og give sin børn en god opvækst. Alt, hvad Abel ejer, er stillet som sikkerhed. Hvis han ikke betaler den næste termin, vil begge handler gå tilbage, og der bliver ikke kompenseret for tab.

   A Most Violent Year er et grumset moralsk lærestykke, filmet i vinterligt lys med en stærk, ekstremt underdrejet faktor af spænding. Hele verden er en etisk gråzone, hvor man følger visse koder og navigerer efter principper, som gør alle til medvidere. Abel vil ikke spise af kagen. Chandors film røber kun det mest nødvendige om mekanismerne. Man forstår, at den ærlige mand må være en ridder eller en nar.

FOR hustruen Anna (Jessica Chastain) er Abel nok begge dele. Hun er vokset op i industrien, fører firmaets bøger og nærer ingen illusioner om, at ærlighed varer længst. Abel købte firmaet af hendes far, og hun vil ikke lade ham sætte det overstyr.

   Der er derfor lagt i ovnen alle vegne. Det er valgsæson, og den offentlige anklager (David Oyelowo) iværksætter en undersøgelse, som Abels advokat (Albert Brooks) bruger kræfter på at afværge. Abel holder kortene tæt ind til kroppen. Publikum kan aldrig vide, om der er mere i sagen, om begreber som rigtigt og forkert giver mening.

J.C. Chandors forbilleder er instruktøren Sidney Lumet og forfatteren David Mamet. Han gør en del ud af at lægge afstand til tematik og troper hos Martin Scorsese. Chandors første film, Margin Call, fulgte tolv bankfolk gennem det hektiske døgn, hvor krisen i 2008 tog form. I All is Lost var Robert Redford alene på havet og lærredet i to timer. Begge film var så kompromisløse, at de ikke fik dansk biografpremiere.

   A Most Violent Year vil nok gøre det bedre. Filmen blander ånden fra Serpico og Prince of the City med stilen og tonen fra The Godfather. Kun James Gray laver noget, der ligner, og hvis den historiske ramme ikke virker livsnødvendig – systemisk forfald er en evig fortælling – giver den til gengæld æstetisk gevinst.

   Det er en sober periodefilm med diskrete kronologiske markører. Effekterne er små, men realismen er så gennemført, at hver voldshandling virkelig gør ondt. Handlingen udspiller sig i en forvirrende verden, som kun er for voksne. Den ligner 1981 ret godt.

A Most Violent Year. Instr. & manus: J.C. Chandor. Foto: Bradford Young. 125 min. USA 2014. Dansk premiere: 11.06.2015.

Fotos: Before The Door Pictures/ Washington Square Films/ FilmNation Entertainment/ Icon Productions (UK)/ A24 (US)/ Angel Films (DK)/ CineMaterial/ MovieStillsDB

A Most Violent Year streames på FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra Icon Productions 18.05.2015

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.06.2015

Bennett Miller: Moneyball (2011)

FOR SPILLETS SKYLD

Portræt af en kompromitteret sportsgren

Af BO GREEN JENSEN

DER er penge i professionel sport, og i USA kan man godt lave film om forretning. Det er således kun på overfladen, at Moneyball handler om baseball. Snarere er det en instruktiv David og Goliat-historie om den ufortrødne eners kamp mod inertien i store systemer, der forlænger sig selv af bekvemmelighed, uanset om strukturen begynder at vakle.

   Forlægget er en bog af journalisten Michael Lewis, som tilbage i guldflippertiden skrev Liar’s Poker (1989, da. Wall Street Poker), der efter sigende blev et kultobjekt blandt børsmæglerne, som den afslørede.

   Moneyball: The Art of Winning an Unfair Game (2003) har snarere fundet sit publikum blandt trænere og dedikerede fans i mindre MLB-klubber, som ikke har råd til at ansætte stjerner. Bennett Millers filmatisering er et panoramisk portræt af en demokratisk sportsgren, som for europæere aldrig bliver andet end en avanceret udgave af rundbold, stikbold og cricket i ét.

   Som alle store film om sport er Moneyball et moralsk lærestykke. Trods alt er det heller ikke penge, som er sagen. Det er dét med at være den lille og vågne, som vinder over de store og dovne.

BRAD Pitt har den altoverskyggende rolle som sportsdirektøren Billy Beane, der i 2002 vendte udviklingen for baseballholdet Oakland Athletics. Efter 11 nederlag vinder Beanes nye hold 20 kampe i streg – en rekord i professionel baseball – og er midtvejs i sæsonen den bedste klub i American League.

   Træerne blomstrer dog ikke i himlen. Beane siger tidligt, at det gælder om at vinde »the last game of the season«, for det er dén kamp, som pressen og publikum husker. Oakland A’s tabte til Minnesota Twins, da sæsonen begyndte igen efter jul. Billy får dog et fristende tilbud fra storklubben Boston Red Sox og vinder samtlige kampe på integritet, da han vælger at blive i Californien.

BEANES strategi er dikteret af nødvendighed. Efter at have talt for døve øren med direktionen og de fastansatte talentspejdere, finder han i den statistiske afdeling en blid og forsagt analytiker, Peter Brand (Jonah Hill), som aldrig har spillet baseball, men deler Billys desillusion. Billy har selv været spiller. Han blev plukket i high school og lokket med en stor karriere, som imidlertid aldrig løftede sig, fordi han blev placeret forkert af strateger, der kun tog rene tal i betragtning.

   Beane og Brand begynder at købe de spillere, som der er råd til. De har 41 mio. dollars til rådighed, og det er småpenge i Major League Baseball. De nye mænd er typisk talenter med en bygningsfejl. Nogle er gamle, andre har en uskøn spillestil, flere er mærket af skader. Alle har egentlig opgivet drømmen og bliver ikke på banen for spillets skyld, men for familien og økonomien.

OAKLANDS træner, Art Howe (Philip Seymour Hoffman), som ender med at få det meste af æren for Oaklands gode efterår, stritter imod på alle punkter. Han bliver ved med at følge sin egen plan, indtil Beane simpelt hen fyrer de spillere, som Howe vil benytte. Miljøet har kun hån til overs for discount-strategien, som umiddelbart synes mindre romantisk. Det ville være ubærligt, hvis nederlagene bare blev ved, og som tilskuer får man lov at føle en del af Billys glæde ved sejren. Moneyball er dog ikke en typisk sportsfilm med en stor forløsende slutkamp, som skaber katarsis. Der er ingen billige sejre og ingen stor fejring af viljens triumf.

SNARERE bliver små regnskaber rettet. Billys ekskone (Robin Wright) og hans teenagedatter (Kerris Dorsey) er stolte til slut, og når Billy er i tvivl om retningen i nutiden, tænker han i klassisk afviklede flashbacks på bestemmende øjeblikke i sin egen karriere.

   Han forstår, hvad der driver den enkelte spiller og er generelt en god arbejdsgiver, som hellere siger tingene ligeud, når ubehagelige beskeder skal viderebringes. Han går afsides, mens kampene bliver spillet, og er maskulint tavs som en westernfigur. Brad Pitt skal bære hele filmen, som han selv har medproduceret, og det gør han med samme koncentration, som han investerede i Andrew Dominiks The Assassination of Jesse James (2007) og Terrence Malicks The Tree of Life (2011).

DET er dog manuskriptet af Steven Zaillian og Aaron Sorkin, som gør den store forskel i Moneyball. Sorkin, en forhenværende journalist, taleskriver og spindoktor, er altid bedst, når han arbejder med indviklet kontekst, masser af tal og henved 100 medvirkende (som i tv-serien The West Wing og manuskriptet til filmen om Facebook, David Finchers The Social Network). Her lægger han alt frem, så det giver mening, også hvis man intet ved om baseball og sportsindustrien.

DEN amerikanske filmhistorie er fuld af stort baseballdrama, fra The Ball Game (1898), Headin' Home (1920) med legendariske Babe Ruth som sig selv og The Pride of the Yankees (1942) med Gary Cooper som Lou Gehrig til tragiske takes som The Natural (1984, da. Den bedste) med Robert Redford. Den moralske forretning er skildret bl.a. i John Sayles’ Eight Men Out (1988, da. Korruptionens mænd) om matchfix-skandalen i 1919, der siden danner baggrund for Phil Alden Robinsons magiske Field of Dreams (1989). Senest en baseballfilm nåede til Danmark, var da Kevin Costner havde hovedrollen i Sam Raimis For Love of the Game (1999), hvor man fik den fulde katarsis sammen med etik og finans.

DER er endnu flere film om american football og boksning. I Europa bliver sporten ofte et spørgsmål om sejr eller nederlag, typisk for et landshold efter politiske omvæltninger. I den amerikanske version er der flere nuancer og mere grå virkelighed. Der måtte godt være flere spillefilm om professionel sport. I hvert fald kan man lære noget af Moneyball. Både om penge og psykologi.

Se også Bennett Miller: Foxcatcher (2014) og Besvarede bønner: Truman Capote 1924-1984.

Moneyball. Instr.: Bennett Miller. Manus: Steven Zaillian og Aaron Sorkin. Foto: Wally Pfister. 133 min. USA 2011. Dansk premiere: 15.12.2011.

Fotos: Columbia Pictures/ Scott Rudin Productions/ Michael de Luca Productions/ Film Rites/ Sidney Kimmel Entertainment/ Specialty Films/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ TriStar Pictures (The Natural still)/ Orion Pictures (Eight Men Out still)/ Gordon Pictures - Universal Pictures [Field of Dreams Burt Lancaster still].

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy/ YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 19.03.2012

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.12.2011

Martin Scorsese: The Departed (2006)

RØVERE OG SOLDATER
Scorseses stilrene Oscar-magnet

Af BO GREEN JENSEN

FORTABTE sønner kan godt være gamle og relativt højt respekterede mænd. Det er ikke mange kunstnere, hverken i eller uden for filmen, som efter en lødig flirt med prisværdige emner bliver budt velkommen hjem af alle i folden, inklusive forhenværende nej-sigere, når de atter ser stort på smagfulde hensyn og leverer det hårde stof uden filter: gangsterdrab, blodhævn, eksplosiv vold og en fuldkommen mangel på ædle hensigter.

   Dog var det, hvad der skete for Martin Scorsese, som med helaftensthrilleren The Departed fik sin største succes i en længere årrække. Efter noble tiltag som Kundun (1997), Bringing Out the Dead (1999), Gangs of New York (2002) og The Aviator (2004) var han med eftertryk vendt tilbage til det betændte gangsterformat fra Goodfellas (1990) og Casino (1995). The Departed kunne på en måned sælge billetter for mere end 100 mio. dollars. Det var aldrig tidligere sket for Scorsese, som bestemt fortjente at score et hit.

   Efterfølgende modtog filmen Oscars i fire af de fem kategorier, hvor den var nomineret: Best Picture, Director, Adapted Screenplay og Film Editing. Scorsese havde været nærved-og-næsten så mange gange. Også derfor var stemningen god ved den 79. Academy Awards-ceremoni, hvor The Departed blev foretrukket for Babel, Letters from Iwo Jima, Little Miss Sunshine og The Queen.

SPØRGSMÅLET er så, om filmen kan bære. Egentlig er der tale om et remake, en efterjusteret amerikanisering af Andy Lau og Alan Maks kinesiske politisaga Infernal Affairs (2002), som var en stor succes mange steder. Herhjemme fik den premiere i juni 2004 og blev set af den lille, men trofaste skare, der sværger til asiatiske genrefilm.

   Præmissen er enkel og original. To politikadetter tager begge eksamen med udmærkelse. Den ene bliver anbragt undercover, dybt inde i triadestrukturen, som forvalter Hong Kongs organiserede kriminalitet. Den anden stiger til vejrs i etaten, men er i virkeligheden agent for triaden. Kun ganske få kender til hemmeligheden, og med årene bliver de færre.

   Det er dette deep cover, der gør en stor forskel. Man forklæder sig ikke blot for en uge. Man forpligter sig muligvis for et liv.

MAN har set lignende plots i spiongenren og den politiske thriller, hvor spejlkrig og skyggeboksning især i 1970erne var faste faktorer. Der er tale om en variation af muldvarpescenariet. Spændingen kommer især af, at de to mænd ikke kender hinandens identitet. Kun tilskueren besidder det fulde overblik, men rystes alligevel jævnligt i troen, når endnu en røver eller soldat bliver afsløret som agent for de andre.

   Helhedsindtrykket viser en uigennemtrængelig labyrintisk struktur, hvor moral i høj grad er en trossag, og personlig integritet er lige så nødvendig, som den er besværlig. Hvis man mister sig selv, er man prisgivet, for »to live outside the law you must be honest,« som Bob Dylan sang, da han og Scorsese var unge.

   Det er svært for en stikker at møde sit eget blik i barberspejlet. Det gælder uanset, om han arbejder for den maskerede ondskab eller forsvarer den kompromitterede godhed. Dybest set er alting ét fedt, når det gælder.

SCORSESE og forfatteren William Monahan har taget Lau og Maks historie, forenklet handlingsgangen og flyttet scenariet til Boston, hvor gangsterne har irske navne. Flere går stadig i kirke, og mange kommer af ydmyge kår.

   At Scorsese svigter sine sædvanlige italienske wiseguys og goodfellas, gør ingen nævneværdig forskel. Faktisk tangerer det ren camouflage og svarer til, at Nils Malmros optager sin tiende film, Kærestesorger (2009), i Viborg i stedet for Århus. Tematikken og de sociale koder er i vid udstrækning som altid. Det skal dog siges, at tonen i The Departed virker lidt mere tillært og vagt tv-agtig, som noget man har set på film, snarere end levet med og midt i.

PLOTTET er i detaljer kopieret efter den kinesiske skabelon. Forbryderen Frank Costello (Jack Nicholson) og politikommissæren Oliver Queenan (Martin Sheen) er gamle og så godt som ligeværdige modstandere, meget som Karla og Smiley i en tæt koldkrigsthriller af John le Carré. De vælger hver en fager prins og installerer ham i fjendens palads. Gadedrengen Sullivan (Matt Damon) betragter Costello som en slags far, skylder ham sin priviligerede opvækst og ender som leder af afdelingen, der specifikt er etableret for at knække gangsterens status som konge.

   Den sammenbidte Costigan (Leonardo DiCaprio) var som skilsmissebarn splittet mellem to miljøer, moderens forlorne societybaggrund, som hun havde giftet og for drengen at se prostitueret sig til, og faderens barske taberkvarter, hvor Costellos ord var den eneste lov. Man var enten med eller mod ham. Costigan senior stod fast på sin hæderlighed og døde som en fattig, men også respekteret mand, der for drengen i mørket blev et eksempel.

   Sullivan kan charmere enhver med sit drengede smil og sit vindende væsen. Kun kriminalassistent Digham (Mark Wahlberg), Queenans ubestikkelige og imponerende uforskammede sidekick, er ikke modtagelig. Costigan overbeviser de skeptiske gangstere ved uhæmmet brug af blind aggression. DiCaprio, den kroniske pubertetsknægt, er rigtig godt castet som desperado. Hadets sved formelig perler af manden, der lever sit drevne liv én dag ad gangen.

TONEN smøres på i lag. Jack Nicholson præsenterer miljøet med en tour de force af et foredrag, der kunne være inspireret af sociologen Pierre Bourdieus teorier om symbolsk og kulturel kapital. Senere sætter DiCaprio sig i respekt med en grænseoverskridende voldsom udtværing af to udenbys mafialakajer. Damon indleder et forhold til psykologen Madolyn (Vera Farmiga), men det samme gør den forpinte DiCaprio. Kvinden ved hverken ud eller ind, og kun publikum kender den fulde relation.

   Filmen varer tre timer, er uafbrudt engagerende og altid meget velspillet. De mest intense scener ligger, hvor Sullivan og Costigan er tættest på at røre hinanden. Det lykkes Damon at fryse DiCapprios skygge på et overvågningskamera. For det første er billedet skrøbelig smukt. For det andet siger det mere om mændenes uopnåelige lykke end alle dialogerne i tekstens øverste lag. Eneste problem er Nicholson, der som altid er farlig og morsom at følge. Han spiller hér sin skikkelse så langt ud, at realismen erstattes af grov grand guignol.

MOD slutningen udarter alt utroværdigt, for mange forhold afvikles symmetrisk. Man fornemmer, at der er mindre under overfladen end sædvanligt. Filmen har ikke den samme latente valør, som Joe Pesci og Robert De Niro er garanter for i de mafiaepos, hvor Scorsese færdes med større selvfølgelighed.

   Ikke desto mindre er The Departed en meget tilfredsstillende filmoplevelse, der løber ned i sindet som ren billedhonning. Det kinesiske forlæg fik både en forhistorie og en fortsættelse. Det gør The Departed ikke. Der er en rigtig slutning, og den findes næppe mørkere.

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Martin Scorsese: The Aviator (2004); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

The Departed. Instr.. Martin Scorsese. Manus: William Monahan. Foto: Michael Ballhaus. 152 min. USA 2006. Dansk premiere: 10.11.2006.

Fotos: Warner Bros./ Plan B./ Initial/ Vertigo/ Media Asia Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 23.04.2024

Anmeldelsen trykt i Weekendendavisen Kultur 10.11.2006

David O. Russell: The Fighter (2010)

NÅR MÆND SLÅR IGEN

Karakter, kvalitet og personlig moral

Af BO GREEN JENSEN

MARK Wahlberg har i The Fighter sin bedste dramatiske rolle siden Boogie Nights (1997), hvor han først gjorde indtryk som pornostjernen Dirk Diggler. David O. Russells atypisk kropsnære film er en utrolig, skønt autentisk baseret fortælling om baggrunden for den sejr, som den 11. marts 2000 gjorde »Irish« Micky Ward til verdensmester, da han mødte letweltervægteren Shea Neary i London.

   Den 35-årige bokser havde mange års kampe som »trinbræt« bag sig. Ward var den solide modstander, ikke for sølle og ikke for stærk, som blev brugt på vejen til større kampe, og han havde ry for altid at tabe, når det gjaldt. På mange måder var han en slags Rocky Balboa i virkeligheden.

THE Fighter er fuld af nervøs energi og besidder en dokumentarisk kvalitetet, som især kommer til sin ret, når emnet netop ikke er boksning, men hverdagen i en dysfunktionel storfamilie i bluecollarforstaden Lowell, Massachusetts. Micky har levet i skyggen af sin ældre halvbror, Dicky Eklund (Christian Bale), som engang besejrede Sugar Ray Leonard, men siden gik ned i et frit fald, som crack og kriminalitet hjalp godt på vej.

   Ved filmens begyndelse er HBO ved at optage et tv-program om narkokulturen i Lowell. Dicky fungerer som sonde og guide, men har overbevist sig selv om, at programmet skal dokumentere hans comeback.

DER er ni voksne børn i familien, som Alice Ward (Melissa Leo) kontrollerer på hæmningsløs løvindefacon. Det har altid været Dicky først og siden Mickey, som hun også er manager for.

   Der er et tavst kor på syv forkælede søstre, og familien er økonomisk afhængig af sporten, hvor man af og til bliver betalt for at tabe og må tage kampe med dårlige odds. Kun bokserens far ser, at sønnen har brug for at gøre sig fri. Da Mickey samtidig møder Charlene (Amy Adams), en bartenderske med et hjerte af guld, får moderdyret kamp til stregen for første gang i sit liv.

DEN amerikanske boksefilm er en hævdvunden genre, som typisk har skildret tabernes kampe, tilskuernes blodtørst, intriger i periferien og omkostningerne ved at have succes.

   De bedste film handler om arrangerede kampe: den undertippede kriger, der gør comeback; guddommelige gladiatorer, der ender som desorienterede ringvrag. Somebody Up There Likes Me (1956), Fat City (1972), Raging Bull (1980), Million Dollar Baby (2004). Listen er lang, og The Fighter har lidt af det hele.

   Som sportsfilm er den uinteressant. For det første har Mickey en decideret uskøn strategi, som består i at lade sig slå på så længe, at modstanderen åbner sig for et slag, som sættes ind i kampens sidste omgang. Han vinder på stød, der ville diskvalificere ham i en rigtig turnering. For det andet er kampsekvenserne ikke bygget op efter tvekampens dramaturgi. Finalen er dog en relativ undtagelse.

FILMEN lever stærkere på gaden, i fængslet og træningslokalet. Christian Bale stjæler ofte billedet med sin fremstilling af den narkoskadede Dickey, der rejser sig med opgaven og træner sin bror, da det gælder. Det er dog Wahlberg, som selv har produceret og kommer fra samme baggrund som Ward, der bærer filmen ved hverken at være overdrevent rebelsk eller tragisk.

   Som det hører med i biopics, ser man under de sidste credits optagelser af karaktererne i virkeligheden. Micky og Dicky ligner i slående grad. Hvad skal man så med historien? Man skal vel lære at føre stødet igennem, også når aftalen ikke er god. Og at tro på kærligheden. Også i dén forstand er det Rocky, som The Fighter kommer tættest på i sin form.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012); David O. Russell: American Hustle (2013); David O. Russell: Joy (2015); David O. Russell: Amsterdam (2022).

The Fighter. Instr.: David O. Russell. Manus: Scott Silver, Paul Tamasy, Eric Johnson. Foto: Hoyte Van Hoytema. 115 min. USA 2010. 10.02.2011.

Fotos: Closest to the Hole Productions/ Paramount/ NFD/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, FlixFling Rent & Buy, Grand Hjemmebio, Nordisk Film+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 18.0.2024

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 11.02.2011