Bennett Miller: Foxcatcher (2014)

DEN GALE MAND

En tragisk fortælling med farcemomenter

Af BO GREEN JENSEN

DER er grænser for, hvad man kan købe for penge. Bennett Miller (f. 1966) fortæller i Foxcatcher en instruktiv og desværre sandfærdig historie om mangemillionæren John E. du Pont (1938-2010), som i 1980erne gjorde fristilsbrydning til sin store passion og etablerede et træningscenter på familiens ejendom i Pennsylvania.*

   Miller har gjort amerikanske excentrikere til sit speciale. Dokumentaren The Cruise (1998) var et portræt af turguiden Tim Levitch, som taler turister på Manhattan begge ører af. Den suveræne Capote (2005) beskrev, hvordan forfatteren Truman Capote i 1966 nåede frem til at skrive In Cold Blood, som grundlagde den nyjournalistiske metode.

   Rollen som Capote blev et definitivt gennembrud for Philip Seymour Hoffman. I 2011 lykkedes det Bennett Miller at caste Brad Pitt som baseballtræneren Billy Beane, der vendte op og ned på sportens idealer ved at sætte Amerikas foretrukne tidsfordriv i system. The Cruise var varm og kærlig, Moneyball var kølig og dedikeret.

   Foxcatcher har mere til fælles med Capote. Forfatteren var på sin måde lige så forkrøblet som millionæren, der brændte efter at gøre en forskel. Men modsat du Pont kunne han føle og skabe og forholde sig til andre mennesker. Du Pont havde storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. Han skabte ikke noget som helst.

DU Ponts mor avlede heste og betragtede brydning med afsky. Han havde hele livet søgt et felt, hvor han kunne få den respekt, som han følte han fortjente. Du Pont skrev ornitologiske værker, finansierede The Delaware Museum of Natural History, var en seriøs filatelist (som i 1980 betalte 935.000 dollar for et særlig sjældent frimærke) og sponsor i talrige sportssammenhænge.

   Han tilbød brødrene Mark og David Schultz, begge olympiske guldvindere i fristilsbrydning, at bo og træne på Foxcatcher Ranch. Mark sagde ja og blev millionærens maskot. Dave sagde nej, men flyttede senere ind med sin familie. Team Foxcatcher vandt VM i 1986, men fik ikke guld ved OL i Seoul to år senere.

I MILLERS film fortælles historien fra Marks synsvinkel. Også bryderen havde problemer med sit selvværd. Han følte, at han stod i broderens skygge. Da du Pont overtalte Dave til at flytte ind, rejste Mark fra Foxcatcher Ranch og blev fribryder. Du Pont vandt aldrig sin mors respekt. Da hun døde, slap han hestene fri, intensiverede Team Foxcatchers træning og blev stadig mere utilregnelig og paranoid.

   I 1996 kørte du Pont op til huset, hvor Dave boede med sin familie. Det var søndag, og det sneede. »Har du et problem med mig, Dave?« spurgte han og dræbte sin cheftræner med tre skud fra et automatisk våben.

MARK Schultz spilles af Channing Tatum, Dave Schultz af Mark Ruffalo. Det er dog Steve Carell, som primært er kendt for komiske roller, der stjæler billedet som den lavstammede arving med ørnenæse og dårlige tænder. Vanessa Redgrave er Johns misantropiske mor, som dybest set kun kan lide heste.

   Det virker nok som en gimmick at caste Carell, men Bennett Millers selektive og næsten antropologiske metode – der går ud på at vælge fra og lægge til i gennemresearchede miljøer – fungerer lige så godt som i Capote og Moneyball.

   John du Pont døde i fængslet i 2010. Han testamenterede 80% af sin formue til en bulgarsk fristilbryder, som havde vundet OL-guld. Du Pont-familien forsøgte at få testamentet annulleret ved tre retsinstanser. I 2012 blev dets gyldighed stadfæstet ved Delawares Superior Court. Nogen i Bulgarien må være glade for den gale mand.

DET er og bliver en fantastisk historie. Den er også dybt forstemmende. Ingen ville tro den, hvis der var tale om fiktion. Fotografen Greg Fraiser filmer alt i elegiske toner, skønt tragedien har mange farcemomenter.

   Man lærer, at kærlighed ikke kan købes, og at ingen bliver lykkelig af at være rig. Det kommer næppe bag på nogen, men Tatum, Ruffalo og Carell gør de evige sandheder meget konkrete. Man går hovedrystende ud og er glad for ikke at være født med en guldske i munden.

Se også Bennett Miller: Moneyball (2011) og Besvarede bønner: Truman Capote 1924-1984.

*) Der er forskel på fribrydning og fristilsbrydning. Fribrydning er den professionelle (især amerikanske) gladiatorsport, som blander turnering og teater, og hvor deltagerne ofte udvikler farverige persona i superheltegenren. Fristilsbrydning (som modsat romersk brydning tillader greb under hoften) er en af de to slags brydning, som der konkurreres ved OL. Det var fristilsbrydning, som i USA også kaldes collegiate eller scholastic wrestling , som indgik i den klassiske femkamp, pentalon, ved Antikkens olympiader. John E. du Ponts projekt vakte opsigt, både før og efter mordet på Dave Schultz. Tim Huddleston har skrevet Wrestling with Madness: John Eleuthère du Pont and the Foxcatcher Farm Murder (Absolute Crime Books, 2013). Sagen er efterfølgende skildret i Netflix-dokumentaren Team Foxcatcher (2016).

Foxcatcher. Instr.: Bennett Miller. Manus: E. Max Frye og Dan Futterman. Foto: Greg Fraiser. 134 min. USA 2014. Dansk premiere: 15.01.2015.

Fotos: Annapurna Pictures/ Full Nelson Entertainment/ Likely Story/ Sony Pictures Classics/ UIP/ Andrea Mihalik (John du Pont Portrait)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 03.03.2015

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.01.2015 

Bennett Miller: Moneyball (2011)

FOR SPILLETS SKYLD

Portræt af en kompromitteret sportsgren

Af BO GREEN JENSEN

DER er penge i professionel sport, og i USA kan man godt lave film om forretning. Det er således kun på overfladen, at Moneyball handler om baseball. Snarere er det en instruktiv David og Goliat-historie om den ufortrødne eners kamp mod inertien i store systemer, der forlænger sig selv af bekvemmelighed, uanset om strukturen begynder at vakle.

   Forlægget er en bog af journalisten Michael Lewis, som tilbage i guldflippertiden skrev Liar’s Poker (1989, da. Wall Street Poker), der efter sigende blev et kultobjekt blandt børsmæglerne, som den afslørede.

   Moneyball: The Art of Winning an Unfair Game (2003) har snarere fundet sit publikum blandt trænere og dedikerede fans i mindre MLB-klubber, som ikke har råd til at ansætte stjerner. Bennett Millers filmatisering er et panoramisk portræt af en demokratisk sportsgren, som for europæere aldrig bliver andet end en avanceret udgave af rundbold, stikbold og cricket i ét.

   Som alle store film om sport er Moneyball et moralsk lærestykke. Trods alt er det heller ikke penge, som er sagen. Det er dét med at være den lille og vågne, som vinder over de store og dovne.

BRAD Pitt har den altoverskyggende rolle som sportsdirektøren Billy Beane, der i 2002 vendte udviklingen for baseballholdet Oakland Athletics. Efter 11 nederlag vinder Beanes nye hold 20 kampe i streg – en rekord i professionel baseball – og er midtvejs i sæsonen den bedste klub i American League.

   Træerne blomstrer dog ikke i himlen. Beane siger tidligt, at det gælder om at vinde »the last game of the season«, for det er dén kamp, som pressen og publikum husker. Oakland A’s tabte til Minnesota Twins, da sæsonen begyndte igen efter jul. Billy får dog et fristende tilbud fra storklubben Boston Red Sox og vinder samtlige kampe på integritet, da han vælger at blive i Californien.

BEANES strategi er dikteret af nødvendighed. Efter at have talt for døve øren med direktionen og de fastansatte talentspejdere, finder han i den statistiske afdeling en blid og forsagt analytiker, Peter Brand (Jonah Hill), som aldrig har spillet baseball, men deler Billys desillusion. Billy har selv været spiller. Han blev plukket i high school og lokket med en stor karriere, som imidlertid aldrig løftede sig, fordi han blev placeret forkert af strateger, der kun tog rene tal i betragtning.

   Beane og Brand begynder at købe de spillere, som der er råd til. De har 41 mio. dollars til rådighed, og det er småpenge i Major League Baseball. De nye mænd er typisk talenter med en bygningsfejl. Nogle er gamle, andre har en uskøn spillestil, flere er mærket af skader. Alle har egentlig opgivet drømmen og bliver ikke på banen for spillets skyld, men for familien og økonomien.

OAKLANDS træner, Art Howe (Philip Seymour Hoffman), som ender med at få det meste af æren for Oaklands gode efterår, stritter imod på alle punkter. Han bliver ved med at følge sin egen plan, indtil Beane simpelt hen fyrer de spillere, som Howe vil benytte. Miljøet har kun hån til overs for discount-strategien, som umiddelbart synes mindre romantisk. Det ville være ubærligt, hvis nederlagene bare blev ved, og som tilskuer får man lov at føle en del af Billys glæde ved sejren. Moneyball er dog ikke en typisk sportsfilm med en stor forløsende slutkamp, som skaber katarsis. Der er ingen billige sejre og ingen stor fejring af viljens triumf.

SNARERE bliver små regnskaber rettet. Billys ekskone (Robin Wright) og hans teenagedatter (Kerris Dorsey) er stolte til slut, og når Billy er i tvivl om retningen i nutiden, tænker han i klassisk afviklede flashbacks på bestemmende øjeblikke i sin egen karriere.

   Han forstår, hvad der driver den enkelte spiller og er generelt en god arbejdsgiver, som hellere siger tingene ligeud, når ubehagelige beskeder skal viderebringes. Han går afsides, mens kampene bliver spillet, og er maskulint tavs som en westernfigur. Brad Pitt skal bære hele filmen, som han selv har medproduceret, og det gør han med samme koncentration, som han investerede i Andrew Dominiks The Assassination of Jesse James (2007) og Terrence Malicks The Tree of Life (2011).

DET er dog manuskriptet af Steven Zaillian og Aaron Sorkin, som gør den store forskel i Moneyball. Sorkin, en forhenværende journalist, taleskriver og spindoktor, er altid bedst, når han arbejder med indviklet kontekst, masser af tal og henved 100 medvirkende (som i tv-serien The West Wing og manuskriptet til filmen om Facebook, David Finchers The Social Network). Her lægger han alt frem, så det giver mening, også hvis man intet ved om baseball og sportsindustrien.

DEN amerikanske filmhistorie er fuld af stort baseballdrama, fra The Ball Game (1898), Headin' Home (1920) med legendariske Babe Ruth som sig selv og The Pride of the Yankees (1942) med Gary Cooper som Lou Gehrig til tragiske takes som The Natural (1984, da. Den bedste) med Robert Redford. Den moralske forretning er skildret bl.a. i John Sayles’ Eight Men Out (1988, da. Korruptionens mænd) om matchfix-skandalen i 1919, der siden danner baggrund for Phil Alden Robinsons magiske Field of Dreams (1989). Senest en baseballfilm nåede til Danmark, var da Kevin Costner havde hovedrollen i Sam Raimis For Love of the Game (1999), hvor man fik den fulde katarsis sammen med etik og finans.

DER er endnu flere film om american football og boksning. I Europa bliver sporten ofte et spørgsmål om sejr eller nederlag, typisk for et landshold efter politiske omvæltninger. I den amerikanske version er der flere nuancer og mere grå virkelighed. Der måtte godt være flere spillefilm om professionel sport. I hvert fald kan man lære noget af Moneyball. Både om penge og psykologi.

Se også Bennett Miller: Foxcatcher (2014) og Besvarede bønner: Truman Capote 1924-1984.

Moneyball. Instr.: Bennett Miller. Manus: Steven Zaillian og Aaron Sorkin. Foto: Wally Pfister. 133 min. USA 2011. Dansk premiere: 15.12.2011.

Fotos: Columbia Pictures/ Scott Rudin Productions/ Michael de Luca Productions/ Film Rites/ Sidney Kimmel Entertainment/ Specialty Films/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ TriStar Pictures (The Natural still)/ Orion Pictures (Eight Men Out still)/ Gordon Pictures - Universal Pictures [Field of Dreams Burt Lancaster still].

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy/ YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 19.03.2012

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.12.2011