Bennett Miller: Foxcatcher (2014)

DEN GALE MAND

En tragisk fortælling med farcemomenter

Af BO GREEN JENSEN

DER er grænser for, hvad man kan købe for penge. Bennett Miller (f. 1966) fortæller i Foxcatcher en instruktiv og desværre sandfærdig historie om mangemillionæren John E. du Pont (1938-2010), som i 1980erne gjorde fristilsbrydning til sin store passion og etablerede et træningscenter på familiens ejendom i Pennsylvania.*

   Miller har gjort amerikanske excentrikere til sit speciale. Dokumentaren The Cruise (1998) var et portræt af turguiden Tim Levitch, som taler turister på Manhattan begge ører af. Den suveræne Capote (2005) beskrev, hvordan forfatteren Truman Capote i 1966 nåede frem til at skrive In Cold Blood, som grundlagde den nyjournalistiske metode.

   Rollen som Capote blev et definitivt gennembrud for Philip Seymour Hoffman. I 2011 lykkedes det Bennett Miller at caste Brad Pitt som baseballtræneren Billy Beane, der vendte op og ned på sportens idealer ved at sætte Amerikas foretrukne tidsfordriv i system. The Cruise var varm og kærlig, Moneyball var kølig og dedikeret.

   Foxcatcher har mere til fælles med Capote. Forfatteren var på sin måde lige så forkrøblet som millionæren, der brændte efter at gøre en forskel. Men modsat du Pont kunne han føle og skabe og forholde sig til andre mennesker. Du Pont havde storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. Han skabte ikke noget som helst.

DU Ponts mor avlede heste og betragtede brydning med afsky. Han havde hele livet søgt et felt, hvor han kunne få den respekt, som han følte han fortjente. Du Pont skrev ornitologiske værker, finansierede The Delaware Museum of Natural History, var en seriøs filatelist (som i 1980 betalte 935.000 dollar for et særlig sjældent frimærke) og sponsor i talrige sportssammenhænge.

   Han tilbød brødrene Mark og David Schultz, begge olympiske guldvindere i fristilsbrydning, at bo og træne på Foxcatcher Ranch. Mark sagde ja og blev millionærens maskot. Dave sagde nej, men flyttede senere ind med sin familie. Team Foxcatcher vandt VM i 1986, men fik ikke guld ved OL i Seoul to år senere.

I MILLERS film fortælles historien fra Marks synsvinkel. Også bryderen havde problemer med sit selvværd. Han følte, at han stod i broderens skygge. Da du Pont overtalte Dave til at flytte ind, rejste Mark fra Foxcatcher Ranch og blev fribryder. Du Pont vandt aldrig sin mors respekt. Da hun døde, slap han hestene fri, intensiverede Team Foxcatchers træning og blev stadig mere utilregnelig og paranoid.

   I 1996 kørte du Pont op til huset, hvor Dave boede med sin familie. Det var søndag, og det sneede. »Har du et problem med mig, Dave?« spurgte han og dræbte sin cheftræner med tre skud fra et automatisk våben.

MARK Schultz spilles af Channing Tatum, Dave Schultz af Mark Ruffalo. Det er dog Steve Carell, som primært er kendt for komiske roller, der stjæler billedet som den lavstammede arving med ørnenæse og dårlige tænder. Vanessa Redgrave er Johns misantropiske mor, som dybest set kun kan lide heste.

   Det virker nok som en gimmick at caste Carell, men Bennett Millers selektive og næsten antropologiske metode – der går ud på at vælge fra og lægge til i gennemresearchede miljøer – fungerer lige så godt som i Capote og Moneyball.

   John du Pont døde i fængslet i 2010. Han testamenterede 80% af sin formue til en bulgarsk fristilbryder, som havde vundet OL-guld. Du Pont-familien forsøgte at få testamentet annulleret ved tre retsinstanser. I 2012 blev dets gyldighed stadfæstet ved Delawares Superior Court. Nogen i Bulgarien må være glade for den gale mand.

DET er og bliver en fantastisk historie. Den er også dybt forstemmende. Ingen ville tro den, hvis der var tale om fiktion. Fotografen Greg Fraiser filmer alt i elegiske toner, skønt tragedien har mange farcemomenter.

   Man lærer, at kærlighed ikke kan købes, og at ingen bliver lykkelig af at være rig. Det kommer næppe bag på nogen, men Tatum, Ruffalo og Carell gør de evige sandheder meget konkrete. Man går hovedrystende ud og er glad for ikke at være født med en guldske i munden.

Se også Bennett Miller: Moneyball (2011) og Besvarede bønner: Truman Capote 1924-1984.

*) Der er forskel på fribrydning og fristilsbrydning. Fribrydning er den professionelle (især amerikanske) gladiatorsport, som blander turnering og teater, og hvor deltagerne ofte udvikler farverige persona i superheltegenren. Fristilsbrydning (som modsat romersk brydning tillader greb under hoften) er en af de to slags brydning, som der konkurreres ved OL. Det var fristilsbrydning, som i USA også kaldes collegiate eller scholastic wrestling , som indgik i den klassiske femkamp, pentalon, ved Antikkens olympiader. John E. du Ponts projekt vakte opsigt, både før og efter mordet på Dave Schultz. Tim Huddleston har skrevet Wrestling with Madness: John Eleuthère du Pont and the Foxcatcher Farm Murder (Absolute Crime Books, 2013). Sagen er efterfølgende skildret i Netflix-dokumentaren Team Foxcatcher (2016).

Foxcatcher. Instr.: Bennett Miller. Manus: E. Max Frye og Dan Futterman. Foto: Greg Fraiser. 134 min. USA 2014. Dansk premiere: 15.01.2015.

Fotos: Annapurna Pictures/ Full Nelson Entertainment/ Likely Story/ Sony Pictures Classics/ UIP/ Andrea Mihalik (John du Pont Portrait)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 03.03.2015

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.01.2015 

Evig Latter: Komikeren Andy Kaufman 1949-1984

MANDEN FRA MÅNEN

Milos Forman, Jim Carrey og Andy Kaufman

Af BO GREEN JENSEN

MAN siger om nogle mennesker, at de lever i deres egen verden. Er særheden mere udtalt, synes vi enerne kommer fra en anden klode, og bliver adfærden decideret aparte, må både sproget og velviljen kapitulere. Så lukker vi bare personerne inde og kalder dem syge i sindet.

   Den amerikanske komiker Andy Kaufman (1949-1984) hørte for mange at se til i sidstnævnte kategori. Imidlertid fik han så mange fans og disciple, at man ikke kunne indlægge ham. Det var heller ikke muligt at affærdige hans grænseoverskridende humor, som dyrkede det pinlige, kejtede og uforudsete i en ramme – tv-mediet – hvor alt skal ligge fast på forhånd, ikke mindst de mest spontane islæt.

   For tv-selskabet ABC blev forbindelsen med Kaufman et mareridt. Da man fyrede ham, stævnede han direktøren og krævede 200 millioner dollars i erstatning. For denne sum ville han købe selskabet og forvandle det til et netværk, der sendte fribydning i døgndrift.

   Det juridiske aspekt bliver ikke beskrevet i Milos Formans film om den mærkelige mand fra Long Island. Det gør til gengæld hans bizarre forhold til brydning med kvinder. Faktisk skildres forblindelsen så udførligt, at man næsten taber tråden midt i den ellers velskabte film.*

   Kaufmans tid havde det ligesådan. Latka fra Taxi var pludselig sær. I hvert fald var han gået over stregen og fik aldrig lov at vende tilbage, hverken som den majestætisk ubehøvlede Las Vegas-sanger Tony Clifton, som »Foreign Man«, Elvis Presley eller andre af sine personaer.

KAUFMAN var med i førsteudgaven af Saturday Night Live, men det var rollen som Latka Gravas i situationskomedien Taxi (1978-83), der gjorde ham til stjerne. Andy hadede Taxi. Hans manager George Shapiro – i filmen spillet af Danny DeVito, der havde en hovedrolle i Taxi – måtte lægge et stort arbejde i at overtale ham, og han mildnedes aldrig i sin foragt.

   Hvis et publikum ville se Latka Gravas live, straffede han det ved at synge samtlige vers af »One Hundred Bottles of Beer« eller læse hele F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby med karikeret britisk accent. Hvis han ikke sendte dem Tony Clifton. Publikum blev dog ved med at komme. Judd Hirsch fra Taxi kunne ikke fordrage Andy Kaufman, men da Kaufman døde skrev Hirsch nekrologen i Rolling Stone Magazine.

   Det var ikke mindst den slags behagesyge forstillelse, som Kaufman ville udfordre. Hans dadaistiske praksis giver lidt mere mening, hvis man opfatter ham som performance-kunstner, snarere end stand-up komiker. Det kunne man på klubscenerne, og også det unge publikum, der sad oppe for at se Saturday Night Live, satte pris på hans eminente håndtering af den lange, pinlige pause.

   Tony Clifton-figuren var et originalt koncept, men da Kaufman begyndte at kæmpe med kvinder, slap velviljen op. Hans fejde med fribryderen Jerry Lawler var aftalt spil, men lignede alvor. På David Lettermans talkshow slog Lawler Kaufman i dørken for åben skærm. Kaufman og Bob Zmuda, som var Andys makker i tykt og tyndt, morede sig uforbeholdent, men kun de to lo, så det kunne høres.

FORMANS film er forvirrende, fordi den rokerer om på nøglebegivenhederne i Kaufmans liv og komprimerer kronologien. Ti-femten år koncentreres til noget, der ligner det halve. Endvidere får man indtryk af en vis orden, en progressiv metode i Kaufmans galskab. Virkeligheden var ikke så entydig. Fribryderen tog sin kontaktsport alvorligt, men dyrkede samtidig transcendental meditation og afsluttede sin optræden med at servere mælk og småkager for publikum.

   Man On the Moon lægger sig i naturlig forlængelse af Formans forrige film, The People vs. Larry Flynt (1996, da. Folket mod Larry Flynt), en heltedyrkende fremstilling af fantasten og pornografen, som udgav Hustler Magazine. Flynt fik lov at fremstå som en amerikansk dissident, der handlede ud fra moralske principper. I tilgift fik man et gennemført billede af tiden og kulturen, som Hustler fødtes i og med. På samme måde er hovedattraktionen i Man on the Moon de minutiøse rekonstruktioner af amerikanske mediefænomener fra 1970erne og 80erne.
   Heppekoret The Rockettes er på scenen, da Andy tager afsked med sit publikum i Carnegie Hall. De oprindelige skuespillere fra Taxi, inklusive Judd Hirsch, medvirker i genopførelsen af den famøse episode, som Kaufmans monstrøse Tony Clifton-persona dekonstruerede live, og vi ser Andy kaste et glas vand i ansigtet på Michael Richards, da han som gæstevært på Fridays saboterer programmet. Richards (senere krøltoppen Kramer i Seinfeld) spiller dog ikke sig selv, og det er faktisk godt at se, at der er grænser for, hvad man tilgiver en afdød legende i pengenes navn.

DET er tydeligt, at Forman solidariserer sig med de amerikanske excentrikere, som manuskriptforfatterne Scott Alexander og Larry Karaszewski efterhånden har samlet et galleri af. Alexander og Karaszewski skrev også Larry Flynt-filmen, men det var deres manuskript til Tim Burtons Ed Wood (1994), som etablerede metoden.

   Alle tre film benytter en traditionel, tv-biografisk form til at skildre særdeles utraditionelle personer. Kronologien gør det ud for dramatisk stringens, og det er så op til emnet – fantasten, eneren, sabotøren i centrum – at levere de egenskaber, der skal knæsætte tema og hovedmotiv.**

   Det er i den forbindelse interessant at se, hvor forskelligt accenten lægges af de medlevende instruktører. Ed Wood, den karismatiske B-filmskaber, som aldrig tog en scene om og fik afløb for frustrationerne ved at udleve sit transseksuelle væsen, blev i Burtons fortættede mørke genstand for en genuin vision. Man blev ikke klogere på manden, men man var uafbrudt fascineret og eminent underholdt. Filmens afsind matchede emnets, og af samme grund føltes den både vedkommende og kunstnerisk tilfredsstillende. Man sad aldrig og spurgte, hvad man skulle med filmen.

MILOS Forman er mere realitetsorienteret. For ham udgjorde desperadoen Larry Flynt et forfriskende brud med tidens politiske korrekthed, og hele apparatet omkring Hustler blev skildret med lige dele satirisk årvågenhed og antropologisk interesse. Den tjekkiske tilflytter har jo outsiderblikket til fælles med de utilpassede amerikanere. Som de er han en fremmed i et fremmed land og betragter mediemaskineriets absurditeter med forfærdede og fascinerede øjne, som kunne sidde på et væsen fra Mars. For Burton, som selv er en af de store originaler og et oplagt emne for Alexander og Karaszewski, havde Ed Woods verden karakter af slaraffenland.

   Man føler sig derfor tættere på virkeligheden hos Forman, og selv hvis man ikke delte den universelle begejstring for Folket mod Larry Flynt, skulle man være tungnem for at overse det moralske lærestykke, som lå gemt i portrættet af manden, der med næb og kløer forsvarede sin ret til at pirre, hidse og skænde på tryk. Ved vejs ende var man manipuleret så grundigt, at man kunne forveksle Flynt med en frihedskæmper. Effekten lå dog betænkelig tæt på den, som får én til at dele Jim Garrisons konspirationsteori, når man netop har set Oliver Stones film om mordet på JFK.

DENNE film har ikke samme præg af selvfølgelig henvendelse. Man er meget imponeret, ikke mindst af Jim Carreys Andy Kaufman, men denne gang spørger man virkelig, hvad vi egentlig skal med historien. »Efter Andys død er hans liv blevet forvandlet til én stor vandrehistorie,« står der på websitet Goofing On Elvis, som er en af de mange hyldestsider på Nettet. Her betragter man filmen som en forpasset chance og en vulgærudgave af Kaufmans geni.***
   Robin Williams (1951-2014) citeres for betragtningen: »Andy gjorde sig selv til præmissen, og resten af verden var pointen.« På R.E.M.-albummet Automatic for the People (1992) sang Michael Stipe den hyldestsang til Kaufman, som filmen – der har Stipe som med-producer – tager sin titel efter. Da den endelig klinger under creditsekvensen til slut, får man for første gang en klump i halsen og føler, at noget falder i hak. Ellers er man det meste af vejen forbavsende upåvirket af den sygehistorie som bliver fortalt.

DE bedste øjeblikke er begyndelsen, som lader Carrey lege stop-motion med forteksterne, og scenen hvor den kræftsyge Kaufman er fløjet til Filippinerne for bogstaveligt at få sygdommen revet ud af kroppen.

   En healer presser tilsyneladende blodige ting ud gennem huden på folk. Da det bliver Kaufmans tur, gennemskuer han bedraget. Carrey lukker da sine øjne og smiler, for i denne sidste indsigt, som han hellere havde været foruden, findes kernen i Kaufmans evangelium: »If you believe/They put a man on the moon/ If you believe/ There’s nothing up their sleeve/ then nothing is cool«.

   Kaufman satte pris på grusomme vittigheder, der ikke havde nogen pointe. Han havde aldrig røget eller drukket, spiste kun sund mad og mediterede, når han kunne. Alligevel fik han konstateret lungekræft og døde i en alder af 35 år. »Now Andy, did you hear about this one?/ Tell me are you locked in the punch?/ Andy, are you goofing on Elvis/ Tell me are we losing touch?«

Se også Store instruktører: Milos Forman 1932-2018; Klassiske karakterer: Dangerous Liaisons | Les liaisons dangereuses; Slipstream | Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004); Charles Dickens | Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009).

Se også Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig latter]; Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]; Evig latter: Jacques Tati 1907-1982; Evig latter: Dirch Passer 1926-1980 og Kjeld Petersen 1920-1962; Besværgende latter: Komikeren Roberto Benigni; Evig latter: Stan Laurel 1890-1965 og Oliver Hardy 1892-1957.  

*) Det er uklart, om Kaufmans kærlighed til professionel brydning var et kønspolitisk statement, en personlig seksuel særhed, et langstrakt mediestunt eller en regulær sportslig ambition. Fribrydning fyldte virkelig meget i hans liv de sidste år, men altid i karikeret teaterversion. Fra 1979-83 havde han mere end 400 kampe med kvinder, bl.a. Playboy-pinuppen Susan Smith (1981). Han kaldte sig »Inter-Gender Wrestling Champion of the World« med fingeret, uudgrundelig stolthed. Hans 1982-kamp mod Jerry »The King« Lawler (som spiller sig selv i Man on the Moon) er legendarisk. Ligeledes den episode af Late Night with David Letterman, hvor Lawler slår Kaufman i ansigtet efter megen verbal aggression fra begge parter. Først i 1995, da NBC sendte »A Comedy Salute to Andy Kaufman« blev det afsløret, at fjendskabet var iscenesat og kampene var aftalte. Det var Jim Carrey, som røbede det, endnu før han var castet som Kaufman i Man on the Moon. Sangerinden Debbie Harry og multikunstneren Laurie Anderson medvirkede i Kaufmans brydeforestilling. For dem var der aldrig tvivl om, at Kaufmans lidenskab var en kunstnerisk performance og indgik i en kosmisk comedy act, der kunne siges at omfatte hele tilværelsen. 

**) Scott Alexander (f. 1963) og Larry Karazewski (f. 1961) fik senere travlt med at udvikle antologiserien American Crime Story (2016-2021) [som i hver sæson fokuserer på en autentisk mordsag, der bliver et løbende mediecirkus. I første sæson gjaldt det sagen mod O.J. Simpson; i sæson to lejemordet på Gianni Versace. I DK streames serien på Disney+].  De føjede to figurer til vokskabinettet af enere med deres manuskripter til Tim Burtons Big Eyes (2014) – med Amy Adams som kitschkunstneren Margaret Keane (1927-2022) – og Craig Brewers Netflix-film Dolemite is My Name (2018), hvor Eddie Murphy gør comeback som blaxploitation-ikonet Rudy Ray Moore (1927-2008). Der ligger adskillige biopics, skrevet af lyst eller på bestilling, som ikke blev realiseret: Howard Hughes, The Marx Brothers, The Grateful Dead, Patty Hearst. Sidstnævnte blev taget op af Paul Schrader. Det var samme Schrader, som skildrede skuespilleren Bob Cranes mørke side i Auto-Focus (2002) , som kunne have været skrevet af Alexander og Karazewski. De nøjedes dog med at producere filmen, som Michael Gerbosi skrev manuskript til. I skrivende stund er Shoe Dog – en biopic om Nike-grundlæggeren Phil Knight – i forproduktion hos Netflix. 

**) Jim Carrey spillede Kaufman midt i et cirka ti år langt winning streak, hvor han knap kunne gøre noget forkert, i hvert fald i sin store og hengivne fanskares øjne. Den gyldne tid begyndte med Ace Ventura: Pet Detective, Dumb and Dumber og The Mask (1994), toppede med titelrollen i Peter Weirs The Truman Show (1998) og sluttede cirka efter stjernestunden i Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004), hvor det ellers så ud, som om karrieren kunne nå et nyt niveau i (endnu) mere dramatiske roller. 

   Efter rutineindsatsen som Count Olaf i A Series of Unfortunate Events (2004, da. Lemony Snickets Én ulykke kommer sjældent alene) fulgte usikre roller i LGBTQ+-komedien I Love You Philip Morris (2009) og familiefilmen Mr. Popper's Penguins (2011). Kun den svage sequel Dumb and Dumber To (2014), hvor både Carrey og Jeff Daniels bliver svigtet af en halvhjertet indsats fra skaberne Bobby og Peter Farrelly (der ligesom ikke rigtigt vil være ved deres gamle komedie) har lignet en populær Carrey-film.

   Men på Mostraen i Venedig i 2017 trådte Carrey pludselig frem og brød sin tavshed med Netflix-dokumentaren Jim & Andy: The Great Beyond, som Chris Smith har instrueret og Barry Poltermann har klippet med Carreys egne optagelser fra indspilningen af Man on the Moon.

   The Great Beyond beskriver, hvordan Carrey og Milos Forman arbejdede med Andy Kaufman-portrættet. Carrey filmede selv på settet, så man kunne se, hvordan han blev i karakter som Kaufman og den onde tvilling Tony Clifton. I 2017-optagelserne sidder Carrey uventet distingveret og siger dybe ting om omsider at være fri af sociale hensyn og strukturer, om bare at lade sig falde og flyde i nuet. Det er ikke en halvglemt stjerne, der masturberer. Det er overraskende værdigt og relevant, netop fordi Carrey endelig har lagt behagesygen fra sig.

   I 2020 arbejder Carrey videre med komedieprojekter på Showtime (I'm Dying Up Here 2017-2018; Kidding 2018-2020). Endvidere er han sprunget ud som politisk karikaturtegner med en række aktuelle kommentarer på Twitter. I 2020 udkom Memoirs and Misinformation, en surrealistisk autofiktion, som Carrey skrev i samarbejde med Dana Vachon. I lydbogsudgaven blev Carreys stemme fremført af Jeff Daniels.

Man on the Moon. Instr.: Milos Forman. Manus: Scott Alexander og Larry Karaszewski. Foto: Anastas N. Michos. 119 min. USA 1999. Dansk premiere: 17.03.2000

Fotos: Universal Pictures/ Mutual Pictures/ NETFLIX/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ YouTube (Rotten Tomatoes Original 1999 Trailer + tv-clips + R.E.M. Official Music Video]

Filmen streames på PLUTO TV

2K Blu-ray fra ESC Editions (region B) 24.04.2018

2K Blu-ray fra Kino Lorber (region A) 22.02.2022

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 17.03.2000 – noter nyskrevne november 2020 – efterjusteret februar 2025