Bennett Miller: Foxcatcher (2014)

DEN GALE MAND

En tragisk fortælling med farcemomenter

Af BO GREEN JENSEN

DER er grænser for, hvad man kan købe for penge. Bennett Miller (f. 1966) fortæller i Foxcatcher en instruktiv og desværre sandfærdig historie om mangemillionæren John E. du Pont (1938-2010), som i 1980erne gjorde fristilsbrydning til sin store passion og etablerede et træningscenter på familiens ejendom i Pennsylvania.*

   Miller har gjort amerikanske excentrikere til sit speciale. Dokumentaren The Cruise (1998) var et portræt af turguiden Tim Levitch, som taler turister på Manhattan begge ører af. Den suveræne Capote (2005) beskrev, hvordan forfatteren Truman Capote i 1966 nåede frem til at skrive In Cold Blood, som grundlagde den nyjournalistiske metode.

   Rollen som Capote blev et definitivt gennembrud for Philip Seymour Hoffman. I 2011 lykkedes det Bennett Miller at caste Brad Pitt som baseballtræneren Billy Beane, der vendte op og ned på sportens idealer ved at sætte Amerikas foretrukne tidsfordriv i system. The Cruise var varm og kærlig, Moneyball var kølig og dedikeret.

   Foxcatcher har mere til fælles med Capote. Forfatteren var på sin måde lige så forkrøblet som millionæren, der brændte efter at gøre en forskel. Men modsat du Pont kunne han føle og skabe og forholde sig til andre mennesker. Du Pont havde storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. Han skabte ikke noget som helst.

DU Ponts mor avlede heste og betragtede brydning med afsky. Han havde hele livet søgt et felt, hvor han kunne få den respekt, som han følte han fortjente. Du Pont skrev ornitologiske værker, finansierede The Delaware Museum of Natural History, var en seriøs filatelist (som i 1980 betalte 935.000 dollar for et særlig sjældent frimærke) og sponsor i talrige sportssammenhænge.

   Han tilbød brødrene Mark og David Schultz, begge olympiske guldvindere i fristilsbrydning, at bo og træne på Foxcatcher Ranch. Mark sagde ja og blev millionærens maskot. Dave sagde nej, men flyttede senere ind med sin familie. Team Foxcatcher vandt VM i 1986, men fik ikke guld ved OL i Seoul to år senere.

I MILLERS film fortælles historien fra Marks synsvinkel. Også bryderen havde problemer med sit selvværd. Han følte, at han stod i broderens skygge. Da du Pont overtalte Dave til at flytte ind, rejste Mark fra Foxcatcher Ranch og blev fribryder. Du Pont vandt aldrig sin mors respekt. Da hun døde, slap han hestene fri, intensiverede Team Foxcatchers træning og blev stadig mere utilregnelig og paranoid.

   I 1996 kørte du Pont op til huset, hvor Dave boede med sin familie. Det var søndag, og det sneede. »Har du et problem med mig, Dave?« spurgte han og dræbte sin cheftræner med tre skud fra et automatisk våben.

MARK Schultz spilles af Channing Tatum, Dave Schultz af Mark Ruffalo. Det er dog Steve Carell, som primært er kendt for komiske roller, der stjæler billedet som den lavstammede arving med ørnenæse og dårlige tænder. Vanessa Redgrave er Johns misantropiske mor, som dybest set kun kan lide heste.

   Det virker nok som en gimmick at caste Carell, men Bennett Millers selektive og næsten antropologiske metode – der går ud på at vælge fra og lægge til i gennemresearchede miljøer – fungerer lige så godt som i Capote og Moneyball.

   John du Pont døde i fængslet i 2010. Han testamenterede 80% af sin formue til en bulgarsk fristilbryder, som havde vundet OL-guld. Du Pont-familien forsøgte at få testamentet annulleret ved tre retsinstanser. I 2012 blev dets gyldighed stadfæstet ved Delawares Superior Court. Nogen i Bulgarien må være glade for den gale mand.

DET er og bliver en fantastisk historie. Den er også dybt forstemmende. Ingen ville tro den, hvis der var tale om fiktion. Fotografen Greg Fraiser filmer alt i elegiske toner, skønt tragedien har mange farcemomenter.

   Man lærer, at kærlighed ikke kan købes, og at ingen bliver lykkelig af at være rig. Det kommer næppe bag på nogen, men Tatum, Ruffalo og Carell gør de evige sandheder meget konkrete. Man går hovedrystende ud og er glad for ikke at være født med en guldske i munden.

Se også Bennett Miller: Moneyball (2011) og Besvarede bønner: Truman Capote 1924-1984.

*) Der er forskel på fribrydning og fristilsbrydning. Fribrydning er den professionelle (især amerikanske) gladiatorsport, som blander turnering og teater, og hvor deltagerne ofte udvikler farverige persona i superheltegenren. Fristilsbrydning (som modsat romersk brydning tillader greb under hoften) er en af de to slags brydning, som der konkurreres ved OL. Det var fristilsbrydning, som i USA også kaldes collegiate eller scholastic wrestling , som indgik i den klassiske femkamp, pentalon, ved Antikkens olympiader. John E. du Ponts projekt vakte opsigt, både før og efter mordet på Dave Schultz. Tim Huddleston har skrevet Wrestling with Madness: John Eleuthère du Pont and the Foxcatcher Farm Murder (Absolute Crime Books, 2013). Sagen er efterfølgende skildret i Netflix-dokumentaren Team Foxcatcher (2016).

Foxcatcher. Instr.: Bennett Miller. Manus: E. Max Frye og Dan Futterman. Foto: Greg Fraiser. 134 min. USA 2014. Dansk premiere: 15.01.2015.

Fotos: Annapurna Pictures/ Full Nelson Entertainment/ Likely Story/ Sony Pictures Classics/ UIP/ Andrea Mihalik (John du Pont Portrait)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 03.03.2015

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.01.2015 

Lisa Cholodenko: The Kids Are All Right (2010)

DEN OVERFLØDIGE MAND

En veloplagt afsked med fædrenes tid

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film ankommer lige til tiden, skønt de kunne være fortalt når som helst. Det gælder i høj grad for Lisa Cholodenkos The Kids Are All Right, som hverken er stor eller udspekuleret, men alligevel rører ved så mange emner, at den næsten kunne være bestilt til skolebrug.

   Seksuel identitet, nonbinær ligestilling, forholdet mellem børn og forældre, behovet for at kende sin baggrund. Alle disse ting bliver taget op i hånden og vendt i lyset som hjerteformede brosten. Tonen er skiftevis let og vemodig. Stjernerne er store. Filmen har sjæl til at fylde en lastbil.

   Nic (Annette Bening) og Jules (Julianne Moore) har dannet par i en årrække. De har to børn sammen, Joni (Mia Wasikowska) på 18 og Laser (Josh Hutcherson) på 15, som den samme sæddonor er far til. Joni er Nics datter, Laser er Jules’ søn. Hjemmet præges i øvrigt af god californisk sen-hippie zen og holisme. Man spiser sundt, føler dybt, lever ansvarligt og har mange penge. På afstand ligner familien et postkort.

HELT så enkelt er det ikke, skønt varmen og kærligheden er ægte. Egentlig er den rastløse Jules vist nok lige så meget til mænd. Hun har heller aldrig haft held med nogle af de påbegyndte uddannelser og professionelle tiltag, som Nic tålmodigt har finansieret med sin lægepraksis. Til gengæld er Jules hjemmets livsstykke. Nic er den ansvarlige, som altid må kontrollere. Moore og Bening rammer deres typer perfekt.

   Børnene deler træk med deres forældre. Drengen er rastløs og mener allerede, at der må være noget mere, hvis livet skal give mening. Det er Laser, som ønsker at kende sin far, og han plager Joni om at tage kontakt til klinikken, hvilket er muligt, da hun bliver myndig. Mødrene fornemmer, at noget er i gære, men lader børnene være og plejer deres eget forhold, som er truet af hverdagens slidmærker.

IND på scenen træder da Paul (Mark Ruffalo), en charmerende livskunster med tilbagelænede vaner og masser af tid til at hænge ud, eftersom hans to mad-og-vin-steder passer sig selv. Paul er ca. 40 år, kører motorcykel og skifter sine unge kærester ud, når de keder ham. Han har aldrig taget ansvar for noget som helst, men børnenes interesse gør ham sentimental og eftertænksom. Samtidig ser han sit snit til at score Jules, da hun begynder at dyrke hans afsvedne have.

   Jules’ seneste ambition er at blive Californiens svar på Signe Wenneberg. Nic tror ikke på det. Jules forstår med ét, hvad det var ved mænd, som tiltalte hende. Børnene er vilde med Paul, som kommer til middag. Nic bliver mere vissen og bitter time for hver time. Hun hader alt ved Paul, hans flair for at elske, hans store talent at indynde sigl. Og hun frygter, at Jules vil forsvinde. Omvendt har Nic skabt familien og holdt den sammen. Den fortabte far har dybest set ikke gjort noget som helst.

DE komplekse relationer er skildret med indlevelse og akkuratesse. Næsten hver scene blander den underliggende alvor med perlende situationskomik, og alle fem karakterer får lov at folde sig ud. Man ser ikke slutningen komme på afstand. Som i virkeligheden er der ingen nem løsning eller noget klart svar. Det bliver klart for børnene, at deres mødre er begge forældre i familien. Hvis det er sådan, hvad skal man da med ligningens ubekendte faktor, den redundante, kronisk umodne mand?

BLOGOSFÆREN er for tiden fuld af livsstilsanalyser, som drager netop dén konklusion: at ilden i mændenes sol bliver svag, mens månens kraft er i tiltagende.

   Enlige kvinder fravælger manden. Forældre af samme køn kan få børn, når de adopterer eller bliver insemineret. Da vakler patriarkatet for alvor. Det er kvinderne, som danner netværker, tager uddannelser, dyrker det spirituelle, drejer verden i positiv retning, i hvert fald hvis de kan undgå at blive til jakkesæt uden køn.

   Eller hvad? En dag bliver sønnerne voksne, og måske kunne hele familien tage ved lære, uanset køn og seksualitet. Filmen har de ting med i sin slutning, hvor faderskikkelsen står og vil ind. Realismen i Blumberg og Cholodenkos manuskript er cementeret med symboler. Filmen føles dog florlet og frisk, så man ikke har set magen på den amerikanske mainstreamscene i et årti.

LISA Cholodenko (f. 1964) har gjort indtryk med High Art (1998), sædeskildringen Laurel Canyon (2002), som fik en chance i Danmark, og den rugende Cavedweller (2004) med Kyra Sedgwick som en musiker, der genstarter sit liv fra bunden.

   I 2014 skabte hun (efter et stærkt manuskript af Jane Anderson) en af bedste litterære miniserier, da hun instruerede Frances McDormand i Olive Kitteridge efter Elizabeth Strouts roman (som er fortalt i 13 forbundne noveller). Siden har Cholodenko arbejdet på flere serier. Et remake af Maren Ades Toni Erdmann (2016) har snart været meget længe på vej.

   The Kids Are All Right tager udgangspunkt i filmskaberens egen identitet og erfaring. Her bliver hun endelig salgbar og bred, men uden at svigte de mindre films integritet. Fremfor alt er hun ikke neurotisk som sine mandlige fætre. The Kids Are All Right er en virkelig vinder.

The Kids Are All Right. Instr.: Lisa Cholodenko. Manus. Stuart Blumberg og Lisa Cholodenko. Foto: Igor Jadue-Lillo. 106 min. USA 2010. Dansk premiere: 16.09.2010.

Fotos: Focus Features/ Gilbert Films/Antidote Films/ Mandalay Visions/ UCG/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, MUBI, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.09.2010 

David Fincher: Zodiac (2007) [Noir 100]

I ZODIACS TID

Evig tvivl, kryptering og hjemstavn

Af BO GREEN JENSEN

SERIEMORDEREN Zodiac spredte angst og bæven i San Francisco og det nordlige Californien fra december 1968 til et godt stykke ind i 70erne, hvor drabene ebbede ud.

   Hans speciale var nedskydning af elskende par, som han dræbte på afsides lokaliteter som Blue Rock Springs i Valejo og Lake Berryessa i Napa Valley. I to tilfælde overlevede mændene og kunne fortælle om udførlig mishandling.

   Zodiac slog med sikkerhed til ved fem lejligheder, men tog selv »æren« for flere forbrydelser i de opsigtsvækkende breve, som han sendte til politi og aviser.

   Det var om noget de makabre breve, kælne i tonen og skrevet i kode, som gjorde sagen stor i tidens mediebillede. Det blev da også diskuteret, om man snarere burde tie manden ihjel. Den 1. august 1969 sendte Zodiac breve til Vallejo Times-Herald og San Francisco-aviserne Examiner og Chronicle. Hvis ikke alle tre blade trykte brevene på forsiden, ville mordene tage til.

   Koden kombinerede en række eksotiske tegnsystemer, fra semaforalfabet til astrologiske symboler. Den blev knækket af et lærerpar. Siden fulgte mere avancerede koder, og journalisten Paul Avery blev sammen med David Toschi fra drabsafdelingen i San Francisco den PR-sultne psykopats foretrukne korrespondenter.

KARAKTERISTISK for Zodiac var blandt andet hans forfængelighed og hans filminteresse. Paul Avery modtog en mordtrussel, da han skrev om tegn på »latent homoseksualitet« i en artikel om Zodiacs virke.

   Brevene indeholdt henvisninger til Richard Connells novelle »The Most Dangerous Game« (1924), som i 1932 blev til den klassiske B-film med Leslie Banks, Fay Wray og Joel McCrea (faktisk filmet om natten i de samme kulisser, hvor Merian Coopers King Kong blev drejet om dagen). Titlen henviser mere til jagt end til spil. Den megalomane Count Zaroff venter på strandede skribe, så han kan jage menneskene, som søger tilflugt på hans ø.

   Fordi mordene talte så magtfuldt til tiden, blev der straks skrevet bøger og indspillet film, som tog afsæt i Zodiac-mytologien. I Don Siegels Dirty Harry (1971), den første film med Clint Eastwood i rollen som »Dirty« Harry Callahan, er det en morder, som kalder sig »Scorpio«, der terroriserer San Francisco. Tom Hansons tarvelige The Zodiak Killer (1971) var en spekulationsfilm, som lukrerede på sagen.

   Zodiac »anmeldte« disse film, og i sit sidste brev til San Francisco Chronicle, dateret 29. januar 1974, kaldte han William Friedkins The Exorcist (1973, da. Eksorcisten) for den bedste »saterical comidy«. Brevet angav endvidere kampens stilling: »Me = 37. SFPD = 0«.

PÅ San Francisco Chronicle sad en stille ung mand, bladets tegner Robert Graysmith, og fulgte udviklingen med interesse. Mens resten af verden lagde sagen til side, blev han stadig mere besat af ideen om at afsløre Zodiacs identitet.

   Paul Avery gik i hundene, og den karismatiske Toschi (modellen for Steve McQueen-karakteren i Bullitt og en inspirationskilde for Peter Falk som Columbo) blev taget af sagen. Graysmith mistede både sit job og sin familie, men kunne ikke tænke på andet end at bevise, at Zodiac var identisk med Arthur Leigh Allen. Allen var den mistænkte, som politiet havde interesseret sig længst for. Han bar et ur af mærket Zodiac og delte morderens kærlighed til The Most Dangerous Game.

   Graysmith skrev to bøger, Zodiac (1986) og Zodiac Unmasked (2002), der blev kæmpemæssige sællerter. Begge konkluderer, at alting peger på Allen, men kan ikke lukke sagen definitivt. Det er aldrig bevist, at Allen, som døde i 1992, var Zodiac.

   Graysmith opsøgte Allen i den isenkramforretning, hvor han arbejdede efter en pædofilidom. Han så meget længe på manden, konstaterede at han ingen særlige karakteristika havde, og lukkede bogen om Zodiac. Andre forfattere, der har skrevet om sagen, er ikke så sikre som Graymith, og nogle er lodret uenige. Det er imidlertid Graysmiths bøger, som David Fincher bygger storfilmen Zodiac på.

FORDI stilikonet Fincher er manden bag Se7en (1995) og Fight Club (1999), knytter der sig enorme forventinger til Zodiac, hans første film efter den skuffende konventionelle Panic Room (2002). Fincher, som er født i 1962, gik i skole i Marin County, mens Zodiac hjemsøgte omegnen og medierne bearbejdede sagen. Hans film er derfor også en erindring om 60erne, 70erne og 80erne i Californien, og det er i høj grad dette sædeskildrende aspekt, der gør den så intens og seværdig.

   Til selve sagen holder Fincher en distance, der er meget fint afstemt mørket og kulden, som udgør filmskaberens signatur. Trods mængden af kronologiske detaljer, er det ikke en film, som bader hver scene i periodekolorit. Der økonomiseres med de tidstypiske virkemidler. Vist bliver Donovan-sangen »Hurdy Gurdy Man« et vagt satanisk ledemotiv, og vist gør titelsekvensen dramatisk brug af Santanas »Soul Sacrifice«, men tilskueren bliver ikke tæppebombarderet med golden oldies. Filmens karakterer måber ikke over samtiden. For dem er der tale om nutid.

FORDI filmen spiller så længe, næsten tre timer, er der overskud til at skildre de mange falske spor og løse ender, som distraherer detektiverne. Dybest set er styrken i Zodiac den sidste rest af en nagende tvivl. Da Fincher ikke kan lukke sagen og give publikum vished én gang for alle, bliver efterforskningen et billede på den ambivalens og uoverskuelighed, hvormed »sandheden« tegner sig for os i samtiden.

   Det er ganske betagende gjort, og Fincher undlader helt konsekvent at gøre brug af de moralske problemstillinger og fantastiske virkemidler, som ganske vist løftede Se7en og Fight Club, men samtidig gjorde dem til mytologi. Zodiac tangerer den rene realisme, som man sjældent ser i en Hollywood-film.

DER er blændende detaljer. Første billede viser nathimlen over Vallejo, oplyst af 4.juli-fyrværkeriet, og tegner byens horisont på samme måde, som Los Angeles fremtræder i Blade Runner. Har Fincher en helt, er det nok Ridley Scott. 

   Ti år går mellem Zodiacs breve og slutningen på Graysmiths efterforskning. Fincher skildrer det ved at vise den højeste bygning i San Francisco, et glastårn [Transamerica Pyramid] som rejses og fyldes og tændes, i timelapse/fast-motion.

   Til slut ser Allen og Graysmith på hinanden. Der er ingen genkendelse, blot en ironisk konstatering af ondskabens grundlæggende banalitet. Nu er Zodiac blevet en bestseller, som de rejsende køber i lufthavnen.

   Tiden har ændret dem alle. Avery (Robert Downey Jr.) er død af lungeemfysem. Toschi (Mark Ruffalo) er ikke længere i drabsafdelingen. Graysmith (Jake Gyllenhaal) ser igen sine børn, men er ikke blevet genforenet med Melanie (Chloë Sevigny). De mødtes og skiltes i Zodiacs tid, og som Melanie syrligt bemærker, kom deres forhold aldrig længere efter stævnemødet, der bragte dem sammen. Det var den aften, de tog hjem til ham, fordi Zodiac havde lovet at ringe.

DER er hverken melodramatiske krumspring eller nervepirrende nærkamp. Fincher er lige så fascineret af Zodiacs kryptogrammer, som han var af John Does skriblerier i Se7en. Mordene er klinisk skildret, de hverken svælger i eller ser væk fra hjertets søle. Der er ingen moralske pointer – hvilket i sig selv vel er en væsentlig pointe.

   Af samme grund har Zodiac en følelsesmæssig slagside. Graysmith bliver aldrig mere end et manisk ciffer, og den charmerende Toschi fylder for lidt til at afgive varme, der holder i længden. Som tiden går, bliver man sulten efter nogen at identificere sig med og noget at føle stærkt for. Det kan filmen ikke give, fordi den er skåret så klinisk og sobert.

   Finchers film imponerer som altid, men den ryster os sjældent og bevæger os aldrig. Man har meget ud af at se den, men Zodiac vil næppe, som Se7en og Fight Club, blive en af de film, som man genser med glæde.

Se også David Fincher: Fight Club (1999); David Fincher: Gone Girl (2014) [Noir 100]; David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021] og David Fincher: The Curious Case of Benjamin Button (2008)

Zodiac. Instr.: David Fincher. Manus: James Vanderbilt. Foto: Harris Savides. 158 min. USA 2007. Dansk premiere: 17.05.2007.

 

Fotos: Paramount Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Film-history.org (timelapse)/ Alchetron (Graysmith portrait)/ The Fincher Analyst (Graysmith Drawing)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray [1 movie, 2 cuts] fra Paramount Pictures 29.10.2024

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.05.2007