David Fincher: Zodiac (2007) [Noir 100]

I ZODIACS TID

Evig tvivl, kryptering og hjemstavn

Af BO GREEN JENSEN

SERIEMORDEREN Zodiac spredte angst og bæven i San Francisco og det nordlige Californien fra december 1968 til et godt stykke ind i 70erne, hvor drabene ebbede ud.

   Hans speciale var nedskydning af elskende par, som han dræbte på afsides lokaliteter som Blue Rock Springs i Valejo og Lake Berryessa i Napa Valley. I to tilfælde overlevede mændene og kunne fortælle om udførlig mishandling.

   Zodiac slog med sikkerhed til ved fem lejligheder, men tog selv »æren« for flere forbrydelser i de opsigtsvækkende breve, som han sendte til politi og aviser.

   Det var om noget de makabre breve, kælne i tonen og skrevet i kode, som gjorde sagen stor i tidens mediebillede. Det blev da også diskuteret, om man snarere burde tie manden ihjel. Den 1. august 1969 sendte Zodiac breve til Vallejo Times-Herald og San Francisco-aviserne Examiner og Chronicle. Hvis ikke alle tre blade trykte brevene på forsiden, ville mordene tage til.

   Koden kombinerede en række eksotiske tegnsystemer, fra semaforalfabet til astrologiske symboler. Den blev knækket af et lærerpar. Siden fulgte mere avancerede koder, og journalisten Paul Avery blev sammen med David Toschi fra drabsafdelingen i San Francisco den PR-sultne psykopats foretrukne korrespondenter.

KARAKTERISTISK for Zodiac var blandt andet hans forfængelighed og hans filminteresse. Paul Avery modtog en mordtrussel, da han skrev om tegn på »latent homoseksualitet« i en artikel om Zodiacs virke.

   Brevene indeholdt henvisninger til Richard Connells novelle »The Most Dangerous Game« (1924), som i 1932 blev til den klassiske B-film med Leslie Banks, Fay Wray og Joel McCrea (faktisk filmet om natten i de samme kulisser, hvor Merian Coopers King Kong blev drejet om dagen). Titlen henviser mere til jagt end til spil. Den megalomane Count Zaroff venter på strandede skribe, så han kan jage menneskene, som søger tilflugt på hans ø.

   Fordi mordene talte så magtfuldt til tiden, blev der straks skrevet bøger og indspillet film, som tog afsæt i Zodiac-mytologien. I Don Siegels Dirty Harry (1971), den første film med Clint Eastwood i rollen som »Dirty« Harry Callahan, er det en morder, som kalder sig »Scorpio«, der terroriserer San Francisco. Tom Hansons tarvelige The Zodiak Killer (1971) var en spekulationsfilm, som lukrerede på sagen.

   Zodiac »anmeldte« disse film, og i sit sidste brev til San Francisco Chronicle, dateret 29. januar 1974, kaldte han William Friedkins The Exorcist (1973, da. Eksorcisten) for den bedste »saterical comidy«. Brevet angav endvidere kampens stilling: »Me = 37. SFPD = 0«.

PÅ San Francisco Chronicle sad en stille ung mand, bladets tegner Robert Graysmith, og fulgte udviklingen med interesse. Mens resten af verden lagde sagen til side, blev han stadig mere besat af ideen om at afsløre Zodiacs identitet.

   Paul Avery gik i hundene, og den karismatiske Toschi (modellen for Steve McQueen-karakteren i Bullitt og en inspirationskilde for Peter Falk som Columbo) blev taget af sagen. Graysmith mistede både sit job og sin familie, men kunne ikke tænke på andet end at bevise, at Zodiac var identisk med Arthur Leigh Allen. Allen var den mistænkte, som politiet havde interesseret sig længst for. Han bar et ur af mærket Zodiac og delte morderens kærlighed til The Most Dangerous Game.

   Graysmith skrev to bøger, Zodiac (1986) og Zodiac Unmasked (2002), der blev kæmpemæssige sællerter. Begge konkluderer, at alting peger på Allen, men kan ikke lukke sagen definitivt. Det er aldrig bevist, at Allen, som døde i 1992, var Zodiac.

   Graysmith opsøgte Allen i den isenkramforretning, hvor han arbejdede efter en pædofilidom. Han så meget længe på manden, konstaterede at han ingen særlige karakteristika havde, og lukkede bogen om Zodiac. Andre forfattere, der har skrevet om sagen, er ikke så sikre som Graymith, og nogle er lodret uenige. Det er imidlertid Graysmiths bøger, som David Fincher bygger storfilmen Zodiac på.

FORDI stilikonet Fincher er manden bag Se7en (1995) og Fight Club (1999), knytter der sig enorme forventinger til Zodiac, hans første film efter den skuffende konventionelle Panic Room (2002). Fincher, som er født i 1962, gik i skole i Marin County, mens Zodiac hjemsøgte omegnen og medierne bearbejdede sagen. Hans film er derfor også en erindring om 60erne, 70erne og 80erne i Californien, og det er i høj grad dette sædeskildrende aspekt, der gør den så intens og seværdig.

   Til selve sagen holder Fincher en distance, der er meget fint afstemt mørket og kulden, som udgør filmskaberens signatur. Trods mængden af kronologiske detaljer, er det ikke en film, som bader hver scene i periodekolorit. Der økonomiseres med de tidstypiske virkemidler. Vist bliver Donovan-sangen »Hurdy Gurdy Man« et vagt satanisk ledemotiv, og vist gør titelsekvensen dramatisk brug af Santanas »Soul Sacrifice«, men tilskueren bliver ikke tæppebombarderet med golden oldies. Filmens karakterer måber ikke over samtiden. For dem er der tale om nutid.

FORDI filmen spiller så længe, næsten tre timer, er der overskud til at skildre de mange falske spor og løse ender, som distraherer detektiverne. Dybest set er styrken i Zodiac den sidste rest af en nagende tvivl. Da Fincher ikke kan lukke sagen og give publikum vished én gang for alle, bliver efterforskningen et billede på den ambivalens og uoverskuelighed, hvormed »sandheden« tegner sig for os i samtiden.

   Det er ganske betagende gjort, og Fincher undlader helt konsekvent at gøre brug af de moralske problemstillinger og fantastiske virkemidler, som ganske vist løftede Se7en og Fight Club, men samtidig gjorde dem til mytologi. Zodiac tangerer den rene realisme, som man sjældent ser i en Hollywood-film.

DER er blændende detaljer. Første billede viser nathimlen over Vallejo, oplyst af 4.juli-fyrværkeriet, og tegner byens horisont på samme måde, som Los Angeles fremtræder i Blade Runner. Har Fincher en helt, er det nok Ridley Scott. 

   Ti år går mellem Zodiacs breve og slutningen på Graysmiths efterforskning. Fincher skildrer det ved at vise den højeste bygning i San Francisco, et glastårn [Transamerica Pyramid] som rejses og fyldes og tændes, i timelapse/fast-motion.

   Til slut ser Allen og Graysmith på hinanden. Der er ingen genkendelse, blot en ironisk konstatering af ondskabens grundlæggende banalitet. Nu er Zodiac blevet en bestseller, som de rejsende køber i lufthavnen.

   Tiden har ændret dem alle. Avery (Robert Downey Jr.) er død af lungeemfysem. Toschi (Mark Ruffalo) er ikke længere i drabsafdelingen. Graysmith (Jake Gyllenhaal) ser igen sine børn, men er ikke blevet genforenet med Melanie (Chloë Sevigny). De mødtes og skiltes i Zodiacs tid, og som Melanie syrligt bemærker, kom deres forhold aldrig længere efter stævnemødet, der bragte dem sammen. Det var den aften, de tog hjem til ham, fordi Zodiac havde lovet at ringe.

DER er hverken melodramatiske krumspring eller nervepirrende nærkamp. Fincher er lige så fascineret af Zodiacs kryptogrammer, som han var af John Does skriblerier i Se7en. Mordene er klinisk skildret, de hverken svælger i eller ser væk fra hjertets søle. Der er ingen moralske pointer – hvilket i sig selv vel er en væsentlig pointe.

   Af samme grund har Zodiac en følelsesmæssig slagside. Graysmith bliver aldrig mere end et manisk ciffer, og den charmerende Toschi fylder for lidt til at afgive varme, der holder i længden. Som tiden går, bliver man sulten efter nogen at identificere sig med og noget at føle stærkt for. Det kan filmen ikke give, fordi den er skåret så klinisk og sobert.

   Finchers film imponerer som altid, men den ryster os sjældent og bevæger os aldrig. Man har meget ud af at se den, men Zodiac vil næppe, som Se7en og Fight Club, blive en af de film, som man genser med glæde.

Se også David Fincher: Fight Club (1999); David Fincher: Gone Girl (2014) [Noir 100]; David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021] og David Fincher: The Curious Case of Benjamin Button (2008)

Zodiac. Instr.: David Fincher. Manus: James Vanderbilt. Foto: Harris Savides. 158 min. USA 2007. Dansk premiere: 17.05.2007.

 

Fotos: Paramount Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Film-history.org (timelapse)/ Alchetron (Graysmith portrait)/ The Fincher Analyst (Graysmith Drawing)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray [1 movie, 2 cuts] fra Paramount Pictures 29.10.2024

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.05.2007

Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]

CHINATOWN REVISITED

Jake Nicholson instruerer selv fortsættelsen

VI skriver 1948. Stedet er stadig Los Angeles, og der er gået ti år, siden den fandenivoldske privatopdager Jake Gittes – Jack Nicholson i en af sin karrieres mest gavmilde glansroller – stak næsen for langt frem, fik den skåret op med en springkniv af Roman Polanski og blev forvandlet fra sulten kyniker til såret elsker gennem sin kærlighed til Faye Dunaway.

   Plottet i den genreskabende Chinatown (1974) var labyrintisk, uigennemskueligt og faktisk ganske realistisk i sin sindige kredsen om økonomiske kræfter, vandforsyning, frugtavlere og jordbesiddere i den ur-kapitalistiske showcase, som var Californien i sin vorden.

   John Hustons perverse edderkop af et frådende magtmenneske havde ikke alene bedrevet blodskam med Dunaways karakter. Han havde også fostret en datter, som han forsøgte at tage fra hende, måske for at begå endnu mere blodskam. I Noah Cross havde filmen en superskurk, hvis dekadente uhyrlighed gik over selv Nicholsons forstand og tolerancetærskel.

FØR det afsluttende skudopgør på åben gade lovede Gittes den døende Dunaway at tage sig af datteren Katherine, hvis han kunne. Men Chinatown var en film for voksne. Uhyrerne vandt, og hun forsvandt et sted i uvisheden. Den første Jake havde løst gåden, knækket mysteriet, tabt sit hjerte og vundet en pyrrhussejr. Forget it, Jake. It's Chinatown. Der var ikke ét gran af glæde i den slutning.

DET er værd at repetere intrigen, for hvis The Two Jakes har en indbygget svaghed, er det dens betragtelige grad af indforståethed. Filmen må virke gådefuld og ufremkommelig for de få, som ikke har set Chinatown. Til gengæld har manuskriptforfatteren Robert Towne, en af Hollywoods mest solide håndværkere, virkelig gjort sig umage med portrættet af den modne Jake Gittes ti år efter tragedien.

   Townes interesse for bysamfundet Los Angeles’ vækst og misvækst i mellemkrigstiden stikker dybere end til det sædvanlige påskud for et plot. I begge film tager han udgangspunkt i autentiske sager og skildrer, hvor giftig og beskidt en forretningsgang kan blive, når et samfund har brug for vand og energi.

   Towne, der i 1988 iscenesatte sit eget manuskript til thrilleren Tequila Sunrise, skulle selv have instrueret dette flagskib blandt sequels. Så kom han op at skændes med filmens stjerne. Nicholson fik sin vilje og overtog selv instruktørstolen. Han har gjort et glimrende stykke arbejde. Det er længe siden, man har haft det så godt med at se en film, som både er en sequel, altså en fortsættelse, og en genrefilm med avancerede fyrværkerieffekter.*

JAKE Gittes er blevet rig, mæt og mere rund i sit væsen. Han specialiserer sig stadig i de utroskabssager, som ingen – mindst af alle Philip Marlowe og de øvrige private eyes, som figuren baserer sig på – ellers ville røre ved.

   Forretningen går strygende. Jake har personlig parkering foran sin private kontorbygning. Han har adskillige ansatte, skilt over døren, dyrker sin golf lidenskabeligt og bor i en overdådig art deco-lejlighed, der som resten af de fotogene periodedetaljer er en fryd for både betragterens øje og Vilmos Zsigmonds kamera.

   Jake er tilfreds og har grund til at være det. Eneste irritationsmoment er de periodiske rystelser, der minder alle menneskene i Los Angeles om, at de lever på kanten af et jordskælv.

EN dag tager han sig imidlertid af en utroskabssag for den anden Jake, byggematadoren Jake Berman (ukuelige Harvey Keitel), hvis kone ligger i med hans bedste ven og kompagnon. Så eksploderer fortiden i Jakes ansigt. Han hvirvles ind i en sag om byggegrunde, gas og olie i undergrunden, forbyttede identiteter og mord camoufleret som drab i affekt.

HVEM Kitty Berman (en lovlig nuttet og nymfeagtig Meg Tilly) egentlig er, går ret hurtigt op for tilskueren, men man hænger til det sidste på i den gotisk indviklede historie, der fører tilbage til nøglesteder og bipersoner fra Chinatown, mens opklaringen slentrer af sted efter samme halvvejs tilfældige retningslinier som i Farvel, min elskede og Det lange farvel.

   The Two Jakes er overhovedet på ambitionsniveau med sidstnævnte bittersøde Raymond Chandler-arbejde. Filmen vil både være genrestykke og passionsdrama. Den kommer snublende tæt på at lykkes, og Nicholson selv er en fornøjelse fra først til sidst, da han råber til Meg Tilly, at fortiden aldrig holder op.

*) Jack Nicholsons The Two Jakes blev indspillet 25 år efter Roman Polanskis Chinatown og havde premiere for 30 år siden. I mellemtiden har den naturligvis fået sin egen nostalgiske nimbus og periodepatina. For eksempel giver det et stik i hjertet at se, hvordan Tom Waits og Rubén Blades, begge bedre kendt som sanger-sangskrivere i 1990, gør sig stor umage i meget små roller, og det er gribende at høre Van Dyke Parks' score, der bestræber sig på at glatte alle excentriske rynker ud og levere en pastiche på sen-80ernes forestilling om detektivkontorer og røgfuld natklubjazz. Parks medvirker selv  i en lille rolle.
   Det samme gør danskeren Pia Grønning (f. 1949), som Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaard, dansk filmkritiks svar på Statler & Waldorf, giver følgende skudsmål i Drømmen om Hollywood: Danske filmfolk gennem tiderne (2017): »Pludselig dukkede hun op i en lille rolle som lægen dr. Elsa Branchauer i The Two Jakes  (...) Inden da have Pia Grønning faktisk medvirket i et par film i Skandinavien. I Danmark blev hun hurtigt slået ihjel i Esben Høilund Carlsens Nitten røde roser (1974), men hun havde en hovedrolle som Cecil i Knud Leif Thomsens Hosekræmmeren (1971). Filmene har dog lignet en tilfældighed i et liv, hvor den tidligere Miss Aalborg oftest har ernæret sig som fotomodel eller indretningsarkitekt.« 

   I Sam Wassons svært underholdende bog om The Big Goodbye: Chinatown and the Last Years of Hollywood (398 s. New York: Flatiron Books, 2020) kan man læse den fulde og i sig selv ret noir-agtige historie om, hvordan Jack Nicholson, Robert Towne og produceren Robert Evans var unge og blev ældre sammen i 1960ernes, 70ernes og 80ernes Hollywood. Da New Hollywood blev en popcornsforretning, som finansimperier købte og solgte, blev det stadig sværere at holde fast i kriterier som kvalitet. Evans holdt fokus på Chinatown, da han var produktionschef på Paramount. 15 år senere forsøger Nicholson med alle midler at holde sammen på sit instruktørprojekt og på venskabet, mens Evans er ved at gå helt ned med flaget, og Towne har begravet sig i dyb, kokaindreven research. Polanski er tilknyttet, men trækker sig ret hurtigt ud. En tredje Chinatown-film, Gittes vs. Gittes, som skulle tage figuren ind i 1950ernes HUAC- og brintbombetid, blev skrinlagt efter The Two Jakes. Evans døde i 2019, Towne i 2024. Nicholson på 87 er last man standing. Han og Towne talte ikke for alvor sammen igen.

The Two Jakes. Instr.: Jack Nicholson. Manus: Robert Towne. Foto: Vilgos Zsigmond. 137 min. USA 1991. Dansk premiere: 29.11.1991

Foto: 88 Productions/ Paramount Pictures/ Paramount Home Entertainment/ Flatiron Books/ YouTube (trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.11.1991

En ny slags fortæller: Jim Thompson 1906-1977 [Noir 100]

SOM AT SLÅ I EN MELON

Jim Thompson og The Killer Inside Me

Af BO GREEN JENSEN

USA i 1950erne. Lou Ford er sherif i Central City, et støvet udsted med ambitioner om at blive en hovedby. Navnet er lidt af en vittighed. Byen ligger, hvor det vestlige Texas begynder, og er kun centralt placeret i forhold til ødemarken. På skiltet ved bygrænsen står der:  »De nærmer Dem nu CENTRAL CITY, TEX. ’Hvor håndtrykkene er lidt stærkere.’ Befolkn: (1932) 4,800. Befolkn: (1952) 48,000. SE OS VOKSE!«

   Sheriffen morer sig over den slags prætentioner. Han er vokset op i byen, hvor hans far var den lokale læge. Alle mener, de kender Lou Ford, og det spiller han på, når han afreagerer, f.eks. ved at slukke sin cigar i håndfladen på en hjemløs beruser, der tigger om penge, da sheriffen er på vej hjem til sin fars hus efter et godt, gratis måltid på en af restauranterne, som han »beskytter«. Eller ved altid at lede efter kvinder, han kan slå til plukfisk, når de har været i seng sammen.

  

LOU Ford nærer ingen illusioner om noget. Han betragter tilværelsen med betydelig indsigt, mens han gemmer sit forkrøblede indre bag en jovial facade. For verden at se, er han en ren arketype: »Jeg havde stadig min Stetson hat på, skubbet godt om i nakken. Jeg var iført en lyserød skjorte og sort butterfly, og bukserne fra mit blå sæt tøj var hevet lidt op, så de nåede kanten af mine Justin støvler. Slank og senet; en mund der var klar til at dræve. En typisk western sherif, sådan så jeg ud. Måske lidt mere venlig end gennemsnittet. Måske lidt renere. Men alt i alt typisk.«*

   Man håber dog ikke, at han er typisk. For denne mand leger med loven. Han arrangerer beviser, sætter ærlige mennesker op mod hinanden og mishandler sagesløse kvinder med et smil, især hvis de forvirrer ham ved at forelske sig. Han har en traumatisk historie, som han egentlig ikke fortrænger. Tværtimod kommer den til ham i glimt, når han læser om seksuelle afvigelser i sin afdøde fars bibliotek. Der var noget med husholdersken Helena, som kunne lide at blive slået og taget med vold. Og der var noget med en pige, som Lou forgreb sig på femten år før. Først når tankerne finder hende, begynder han at holde igen.

MONSTRET Lou Ford var en ny slags fortæller, da pulp fiction-forfatteren Jim Thompson, i samtiden kendt som »the Dime Store Dostoevsky«, introducerede ham i sin fjerde roman. The Killer Inside Me (1952, da. Min indre dræber) er dén af Thompsons ca. 30 bøger, som stadig læses bredest og er beundret af disciple som James Ellroy og Stephen King.

   Lou ligner en upålidelig fortæller, men lyder som en ærlig mand. Man kan aldrig med sikkerhed vide, om han taler sandt i afstanden mellem indre mental ormegård og borgerlig ydre facade. Manden virker nøgtern og åben, men han er også ærekær og paranoid. I sin amoralske hudløshed kunne han være prototypen for en mutation. Han er i mange henseender forløberen for Patrick Bateman i Bret Easton Ellis’ American Psycho (1990) og lignende fingerede bekendelser.

   

BURT Kennedy filmatiserede The Killer Inside Me i 1976. Stacy Keach havde rollen som den psykopatiske fortæller, der går igen i mange af Thompsons bøger.

   Michael Winterbottoms take på stoffet er dog anderledes kropsnært. Flere forlod biografen, da filmen blev vist på Berlinalen i 2010. Ved pressemødet handlede samtlige spørgsmål om ét: Hvorfor skal vi i close-up se, at Casey Affleck ødelægger Jessica Albas ansigt, før han senere dræber Kate Hudson og arrangerer gerningsstedet, så perifere mænd, der også bliver myrdet til lejligheden, kan tage skylden?

   Hvad skal vi med sadismen og det ekstreme kvindehad? Der er al mulig grund til at kritisere den dehumaniserende vold, som florerer i amerikanske genrefilm. Torturpornoserier som Hostel og Saw er gode argumenter for at genindføre en vis censur, fordi de forvandler menneskemisbrug til pirring. Og giver syge individer syge ideer, uanset hvad psykologer så siger om lutrende afreaktion.

   Problemet er naturligvis, at man ikke kan sortere i stoffet, hvis en kunstnerisk ytringsfrihed skal give mening. Forbyder man alle spekulationsfilm, forbyder man også Psycho, Peeping Tom, The Devils, A Clockwork Orange og Lad den rette komme ind.

    Problemet er dog i højere grad, at det ikke er affald som Hostel og Saw, det opskræmte publikum udvandrer fra. Dé film bliver sendt lørdag aften i tv som underholdning med lidt mere x-factor. Man reagerer på The Killer Inside Me, fordi volden bliver modbydeligt konkret. Karaktererne er mennesker, ikke cifre som ofres i spillet.

   Det er den samme virkning, som Thompson opnår i bogen, hvor Lou Ford beskriver sin handling således: »Jeg smækkede hende op mod væggen og hamrede løs, det var som at slå i en melon. Først hårdt, og så blev alt blødt. Hun faldt sammen, hendes knæ gav efter, hendes hoved hang slapt; og så skubbede hun sig langsomt, tomme for tomme, op igen.«

LOU Ford (Affleck) og Joyce Lakeland (Alba) finder sammen, da han skal bortvise hende fra byen. Han er høflig på beleven sydstatsvis – »herude er man en mand, en mand og gentleman, eller også er man slet ikke noget« – og hun driller ham med hans dobbeltmoral. Han giver hende en endefuld med sit bælte, og de tænder begge på afstraffelsen. Forholdet til Joyce er faktisk det tætteste på kærlighed, som sheriffen med sygdommen indvendig nogen sinde er kommet. Det skræmmer ham, og han véd allerede dér og da, at den farlige skønhed må skaffes af vejen.

   En kritiker (Joseph Bevan i Sight & Sound) har skrevet, at Jim Thompson som noir-forfatter ikke var hårdkogt, men snarere cracked, dvs. skåret og halvt ødelagt. Syg i roen, som Lou Ford selv ville sige. Thompsons far var sherif i en texansk lilleby og blev dømt i en underslæbssag. Han genbruger scenariet i tre-fire af sine romaner, bl.a. Pop. 1280 (1964).

   I Hollywood forsøgte han at leve som professionel manuskriptforfatter. Det var Thompson, der skrev Lionel Whites roman Clean Break om til Stanley Kubricks første studiefilm, The Killing (1956). Thompson havde dog aldrig heldet med sig. Han var stærkt alkoholiseret i det meste af sit voksenliv, og familiens penge blev brugt på sygehusophold. Han var flere gange døden nær og blev endelig ramt af en hjerneblødning, som tog både sproget og førligheden fra ham. Hele den triste historie er fastholdt i Robert Politos biografi Savage Art (1996).**

   Kubrick beklagede, at de aldrig fik realiseret projektet Lunatic at Large, som Thompson skrev på bestilling. Efter sigende forsvandt den eneste kopi af manuskriptet. Men efter Kubricks død fandt hans svigersøn det i hans arkiv.

THOMPSON satte dog sit præg på filmbyen. Hammett og Chandler har højere status, men Thompson vinder på intensitet. Der er kommet effektive genrestykker, noir-film i vekslende kronologisk belysning, ud af romaner som A Swell-Looking Babe (1954), A Hell of a Woman (1954, da. Satans til kvindemenneske), After Dark, My Sweet (1955), The Kill-Off (1957), The Grifters (1963, da. Ærlige svindlere) og den efterladte novelle »This World, Then the Fireworks« (skrevet 1955, samlet op i Fireworks: The Lost Writings, 1989).

   I Frankrig filmatiserede Alain Corneau A Hell of a Woman som Série noire (1979), mens Bertrand Tavernier henlagde Pop. 1280 til en nordafrikansk by og kaldte fortællingen Coup de Torchon (1981, da. Bourkassa-Ourbangui eller Rent bord).

   Thompsons evergreen er og bliver The Getaway (1959, da. Vild flugt), som findes i to filmudgaver. Alle elsker Sam Peckinpahs 1972-film med Steve McQueen og Ali McGraw. Roger Donaldsons 1994-genindspilning med Alec Baldwin og Kim Basinger er i forhold en ret anonym atmosfære. The Getaway er dog ikke typisk for Thompson. Det er en stramt komponeret gangsterroman med sympatiske karakterer, som læseren følger i tredje person. Thompsons ærligste værker har en fortæller, som henvender sig i fortrolig jeg-form.

DENNE fortæller er altid solidarisk med sin sygdom og ærlig med sit stof. En nihilistisk grundfølelse præger forfatterskabet, også hvor det er vildest og mest ujævnt. Som sagt fik Thompson tilnavnet »the Dime Store Dostoevsky«. Man kunne også kalde ham »kioskromanens Kierkegaard«, for bøgerne er skrevet mellem Angst og Bæven, og det er Sygdommen til Døden, han forbinder med den menneskelige tilstand. Ingen siger det bedre end Lou Ford i den bizart bevægende slutning på The Killer Inside Me:

   »Ja, jeg tror, det er det hele, medmindre vores slags får en ny chance det næste sted. Vores slags. Vi mennesker. Alle os der startede spillet med en skæv kø, alle os der ønskede så meget og fik så lidt, der ville det så godt og gjorde det så skidt. Alle vi mennesker. Mig og Joyce Lakeland og Johnnie Pappas og Bob Maples og det store drog til Elmer Conway og søde, lille Amy Stanton. Alle os.«

   

CASEY Affleck er fremragende som Lou Ford. Affleck spillede manden, som skød Jesse James, i Andrew Dominiks The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford (2007, da. Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford). Dominik ville egentlig filmatisere The Killer Inside Me med Tom Cruise i en atypisk rolle. Stjernen valgte i stedet at vise den mørke side af sit talent i Michael Manns Collateral (2004), og på den måde landede projektet hos Michael Winterbottom, den altid energiske altmuligmand.

   The Killer Inside Me er flot, stiliseret neo-noir og en effektiv film, som ikke mindst lever i kraft af fotografen Marcel Zyskinds næsten hysterisk farvestærke billeder. Winterbottom er britisk og ser på Eisenhower-årenes Texas med et antropologisk, lettere benovet blik for ærketypisk americana. Stephen Frears, en anden flittig og ekspansiv brite, gik efter elegance og finesse, da han filmatiserede The Grifters i 1990.

   Winterbottoms tone er dog tættere på nerven og kernen hos Thompson. The Killer Inside Me er ikke den underholdningsfilm, som man tror, at man skal se, og som plakaten signalerer. Men det er skarp og frapperende art cinema af den virkelighedsnære og vigtige slags.

*) Citeret efter Jim Thompson: Min indre morder. Oversat efter »The Killer Inside Me« (1952) af Bjarne Nielsen. 168 s. Fremad, 1988, s. 22. Alle citater er fra denne udgave. Forlaget Zomba Books udgav i 1980erne en omnibusserie, Black Box Thrillers, som i hvert bind samlede 4 hovedværker af et mere eller mindre 'glemt' noir/ pulp fiction-forfatterskab, som var værd at genopdage. Jeg købte bindet, som samler The Getaway, The Killer Inside Me, The Grifters og Pop. 1280 (med en nyttig introduktion af Nick Kimberley) i London for £2.95. Det sælges p.t. for £60 på e-Bay. Også Anthony Boucher, David Goodis, Horace McCoy og Cornell Woolrich blev samlet op. The Killer Inside Me er en af 5 ikoniske titler i Crime Novels: American Noir of the 1950s (ed. Robert Polito, 892 s., LOA #95), som Library of America udgav i 1997. 

**) Robert Polito: Savage Art. A Biography of Jim Thompson. 544 s. New York: Vintage Books/ London: Serpent's Tail, 1996. Den eneste store biografi og en god indføring i tiden, forfatterskabet og pulp fiction/film noir-miljøet. Der er meget få fotos af Thompson i omløb. Portrættet i denne artikel viser ham foran sin mors hus i La Jolla i Californien i 1942. Det er trykt i Savage Art og tilhører Thompson-familien.

The Killer Inside Me. Instr.: Michael Winterbottom. Manus: John Curran og Michael Winterbottom. Foto: Marcel Zyskind. 109 min. USA 2010. Dansk premiere: 01.07.2010

Fotos: Hero Entertainment/ UIP / The Thompson Family/ YouTube (IFC Films US Trailer)

The Killer Inside Me streames på FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra Icon Film Distribution 27.09.2010

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 02.07.2010

Lynne Ramsay: You Were Never Really Here (2017)

REJSE NED I EN FLOSSET ERINDRING

En sang om selvtægt fra Lynne Ramsay og Joaquin Phoenix

Af BO GREEN JENSEN

SKOTSKE Lynne Ramsay (f. 1969) har kun instrueret fire film på 20 år. Til gengæld sidder de fast alle fire. Der er drengen, som finder sol i kloakken bag Glasgows slumkarreer i Ratcatcher (1999). Der er Samantha Morton som enken, der flygter fra al slags erindring i Morvern Callar (2002). Der er Tilda Swinton som mor til en dreng, der begår massemord på sin skole.

   Især den sidste film, We Need to Talk About Kevin (2011), er noget særligt. Ramsays radikale version af Lionel Shrivers brevroman kunne være en central billedtekst. Når den ikke blev det, kan det skyldes, at Ramsay gør Kevin for kold og hans mor for medskyldig.

   Ramsay går altid ind i karakteren og lader gammel erindring bestemme i glimt. Der er en scene med Swinton og Kevin som tumling. Hun triller bolden til ham og smiler. Han triller ikke bolden tilbage. Senere bliver han optaget af Robin Hood og træner ihærdigt med bue og pil. Så sidder de i fængslets besøgsrum. Nu er det Swinton, som ikke smiler tilbage.

OGSÅ hævneren Joe hører til de fortabte. Som dreng blev han lukket inde i skabet. Han har været jægersoldat og FBI-officer. Nu lever han af at finde bortløbne teenagepiger. Arbejdet udføres på freelancebasis, men ikke nødvendigvis med diskretion. For flere penge følger der blod med.

   Lynne Ramsay har fundet Joe i en roman af Jonathan Ames. Hun har brudt bogen op og lavet slutningen om i samråd med Joaquin Phoenix, som lægger alle kræfter i fremstillingen af Hævnens Engel. Fortiden kommer i glimt og i drømme. Joe kan lide at ligge med en pose over hovedet. Der er hedebølge i New York, da han får sin sidste opgave.

   Først henter Joe den datter (Ekaterina Samsonov), som senator Votto har mistet. Han finder hende på et bordel for rige mænd, der vil have unge piger. Joe rydder op med en hammer. Scenen minder om Park Chan-wooks Oldboy (2003), men er anderledes sat sammen. Her bliver alt set på afstand gennem et overvågningskamera. Mens hævneren afreagerer, synger Rosie & the Originals »Angel Baby«. 

   Joe har set både ilden og regnen. Han er fuldkommen ligeglad med, om han dør. Men der er djævle højere oppe i systemet. Hyrede voldsmænd tager pigen tilbage og dræber Joes mor. Så går han til modangreb. Det bliver næppe mere apokalyptisk.

   

FILMEN er først og fremmest en rejse ned i en flosset erindring. Det er rigtigt, som der står på plakaten, at Joe kunne være en moderne udgave af Travis Bickle fra Martin Scorseses ikoniske Taxi Driver (1976). Men Joe har en anden psykologi. Der er skræmmende dybhavsfisk i akvariet. Han husker en vogn fuld af døde vietnamesiske piger. Han tager jakkesæt på og begraver sin mor. Nu vil han gøre det ordentlig færdigt.

   Det slutter ikke efter skabelonen. Faktisk er det uvist, om det slutter overhovedet. I filmens bedste scene får Joe en gerningsmand ned med nakken. Manden ligger stille og venter. Imens spiller radioen »I've Never Been To Me« med 80er-popnavnet Charlene. Joe ser, at morderen holder af sangen. Han holder ham i hånden, mens de nynner udtoningen sammen.

JONNY Greenwoods musik føjer meget til filmen og modsvarer Thomas Townends kameraarbejde. You Were Never Really Here kom sent til Cannes i 2017. Ramsay delte manuskriptprisen (med Yorgos Lanthimos for The Killing of a Sacred Deer), og Joaquin Phoenix modtog skuespillerprisen. Der blev klappet i syv minutter. Der gik ærligt talt også inflation i den begejstring.

   For når rusten bliver banket af skroget, kan man se, at der mangler en dybde i filmen. Det kan være, fordi den mangler i manden, som Phoenix fremstiller empatisk. Der er masser af mørk atmosfære, men ikke den klarhed, som stak gennem sorgen i Morvern Callar og We Need To Talk About Kevin. Joe kommer fra en knaldroman. Jeg tror på ham som et symbol og en trope. Men ikke i virkeligheden.

   Der skal dog ikke herske tvivl om styrken i Ramsays filmkunst. Ej heller om hendes engagement. Der er flere profetiske #MeToo-motiver. Her er tiden virkelig løbet fra alle mænd. Selv de bedste, som brænder for sagen. Dét gør hævneren Joe med hver fiber. Dette menneskebjerg kunne vælte enhver. 

   Der gik otte år mellem We Need to Talk about Kevin og You Were Never Really Here. Forhåbentlig kommer den næste film hurtigt.**

Se også Lynne Ramsay: We Need to Talk About Kevin (2011); Lynne Ramsay: Jeg stiller bare spørgsmål [2011] | Et interview.

*) Jonathan Ames: You Were Never Really Here. 112 s. First Vintage Crime/ Black Lizard, 2013. Extended movie tie-in edition: Pushkin Vertigo, 2018. Bogen og filmen slutter stadig forskelligt.

**) Die, My Love er færdigoptaget i februar 2025 og får formentlig premiere i Cannes til maj eller Venedig i efteråret. Jennifer Lawrence, Robert Pattinson og LaKeith Stanfield har de centrale roller, også ældre navne som Sissy Spacek og Nick Nolte optræder. Ramsay har skrevet manuskriptet sammen med Enda Walsh. Forlægget er en mørk udstedsthriller af argentineren Ariana Harwicz (f. 1977) . Matate, amor (2012) udkom på engelsk i 2017 og var indstillet til den internationale Man Booker Prize i 2018. En kvindes smuldrende sind er i fokus og fungerer som læserens filter. I filmen er topografien overført fra Frankrig (hvor forfatteren er bosat) til Montana. Black Label Media har produceret i samarbejde med Excellent Cadaver, som er Jennifer Lawrences eget produktionsselskab.

You Were Never Really Here. Instr. og manus: Lynne Ramsay. Foto: Thomas Townend. 89 min. UK 2017. Dansk premiere: 22.03.2018

Fotos: Why Not Productions/ Film4/ BFI/ Amazon Studios/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (songs + clips)/ Pushkin Press

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal | Optimum 02.07.2018

4K UHD + 2K Blu-ray fra Umbrella Entertainment 05.02.2025

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 23.03.2018