Translate

Viser opslag med etiketten Noir. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Noir. Vis alle opslag

lørdag den 7. januar 2023

Loving Highsmith | Patricia Highsmith 1921-1995


EN FLAKKENDE SKYGGE
Et kærlighedsbrev til frontløberen

Af BO GREEN JENSEN

PATRICIA Highsmith (1921-1995) kom til verden i Fort Worth, Texas, og forlod den igen i Locarno i Schweiz, hvor hun boede de sidste 13 år af sit liv. Hun var ung i New York og boede som voksen i mange europæiske byer. Det var som regel et kærlighedsforhold, der bestemte adressen. Highsmith så sig selv som en flakkende skygge. Andrew Wilson skrev i 2003 biografien Beautiful Shadow.
   Pat voksede op hos sin mormor i Texas. En grim tid fulgte, da hendes mor var tilbage og tog hende med til New York. Hun gik på Barnard College, fik eksamen i 1942 og debuterede med novellen »The Heroine« (1945), som blev trykt i Harper’s Bazaar. Mens hun skrev de første bøger, var hun tekstforfatter hos Timely Comics. Timely blev siden til Marvel Comics, som hele verden kender i dag.
   Den udslagsgivende faktor var altid Highsmiths seksualitet. Hun var homoseksuel og forsøgte kun én gang at indlede et binært forhold, fordi hendes mor insisterede. Highsmith fik aldrig sin mors accept. Mary Coates Plangman blev 95 og døde først i 1991. Der var kun fire år uden fordømmende baggrund.
  

HIGHSMITH fik tidligt et stort publikum og fastholdt det i en lang række thrillers. Hun skrev 21 romaner, syv novellesamlinger og det løse. Titler som Deep Water (1957, da. Dybt vand) og The Two Faces of January (1964, da. Januar har to ansigter) bliver stadig læst, men det var – og er – for bøgerne om Tom Ripley, at hun blev mest anerkendt.
   Highsmiths stil er kendetegnet ved kulde, distance, intens ironi og et subjektivt blik, der tangerer tunnelsynet. Hun er god til fysiske detaljer. Der er en bemærkelsesværdig misogyni i menneskeskildringen. Især er der en evne til at reproducere de skiftende stemninger hos den jeg-svage Ripley, der tager farve efter situationen og bruger andres identitet. Ripley dræber, hvis det skal være. Han er blandt de mest usædvanlige helte, i eller uden for krimigenren.



FORFATTEREN fik en flyvende start. Hun var 23 år, da Alfred Hitchcock så det originale i præmissen for Strangers on a Train (1950, da. Farligt møde eller Farligt stævnemøde) og købte rettighederne til romanen om to fremmede, der mødes i toget, falder i snak og »bytter mord«, så ingen kan tillægge dem et motiv. Begge mænd vil dræbe deres koner, som læseren aldrig har anledning til at føle sympati for.
   Highsmith fortsatte karrieren som spændingsforfatter med The Blunderer (1954). Det er den bog, som hun er repræsenteret med i Women Crime Writers-bokssættet fra Library of America (2015). Den begynder i køen ved en biograf i New York. Der var altid en særlig filmisk kvalitet i Highsmiths bøger. Henved 30 af dem er filmatiseret.
   Før den første Tom Ripley-roman afstak en kurs, fik Highsmith udgivet bogen, der viser en anden og blødere side af hendes liv. The Price of Salt (1953, da. Carol) udkom under pseudonymet Claire Morgan. Romanen blev rost for sin solidariske skildring af kærligheden mellem den unge Therese og Carol, der sidder fast i forstædernes konformitet. Bogen slutter åbent og giver forholdet en fremtid. Især dét var usædvanligt for tiden.




HIGHSMITH fik ideen til Tom Ripley, da hun stod på sin hotelbalkon og så en mand gå alene omkring på stranden ved daggry. Også bogen om Therese og Carol kom af egne indtryk. I julen 1948 arbejdede Highsmith som ekspedient hos stormagasinet Bloomingsdale’s i New York. En betagende kvinde kom ind, og Highsmith digtede videre på historien.
   I 1990 var det vigtigt for Highsmith at vedkende sig ejerskabet, da bogen blev genudgivet, nu med Carol som titel. I 2015 forberedte Todd Haynes sin udsøgte filmatisering med Rooney Mara og Cate Blanchett. I et interview fortalte han: »Vi fandt huset, og vi tog derud. Modellen for Carol var alkoholiseret og meget ulykkelig. En dag gik hun ud i garagen, tændte motoren og tog sit liv.«



EVA VITIJA HAR en klar strategi i Loving Highsmith. Den schweiziske dokumentarist vil fortælle LGBTQ+-historien om Highsmiths liv som lesbisk kunstner. Hun vil undersøge baggrunden og finde detaljen, som forbinder thrillernes iskolde mænd med det varmere blik, som bliver kastet i Carol.
   Vitija tager næppe fejl, når hun ser den kamæleonagtige Ripley som en avatar for forfatteren. Highsmith brugte figuren fem gange, altid i nøgleafsnit af sit liv. »Ripliaden« består af The Talented Mr. Ripley (1955, da. Tom Ripleys talent), Ripley Under Ground (1970, da.Tom Ripley under jorden) og Ripley's Game (1974, da. Tom Ripleys spil (1974). Der er mindre opmærksomhed om de sidste to bøger. The Boy who Followed Ripley (1980) udkom aldrig på dansk. Ripley Under Water (1991, da. Tom Ripley under vand) er det tydeligste selvportræt.
   Vitija interviewer de sidste levende vidner, familie, venner og samlevere. Især forfatteren Marijane Meaker (f. 1927) taler uden at dække sig ind. Meaker og Highsmith var kærester fra 1959 til 1961. Hun genkalder sig noir-romantikken fra natklubberne og undergrundslivet i en homofobisk og kvindefjendsk tid. Hun giver Highsmiths mor hele skylden for den voksne kvindes problemer. »She was a real bitch,« siger Meaker med et blik, som ikke viger.


VITIJA filmer på stederne, der havde betydning for Highsmith: hjemstavnen i Texas; den lille by i Suffolk, hvor hun opgav at bo med sit livs kærlighed; Berlin i 1980erne; idyllen i Provence, som måtte rømmes; til sidst den asketiske funkiskasse i Schweiz, hvor forfatteren boede alene og blev stadig mere sær, krakilsk og fordomsfuld.
   Vitija citerer fra fire filmatiseringer. Det er oplagt at åbne med Hitchcock og lukke med varmen i Carol. Ripley er fastholdt i to inkarnationer. Matt Damon var castet perfekt i Anthony Minghellas 1999-version af The Talented Mr. Ripley. I Wim Wenders’ The American Friend (1977), som bygger på Tom Ripley under jorden, er Dennis Hopper til gengæld en udbrændt pilgrim, der lægger sig i fosterstilling og taler til en kassettebåndoptager. Bruno Ganz er den kræftsyge rammemager, som han knytter en ganske bevægende pagt med.



RIPLEY er på film fortolket af bl.a. John Malkovich (i Liliana Cavanis Ripley's Game, 2002), Barry Pepper (i Roger Spottiswoodes Ripley Under Ground, 2005) og Andrew Scott (i Steven Zaillians tv-version af The Talented Mr. Ripley, 2022).  Et godt bud er stadig René Cléments Plein Soleil (1960, da. Kun solen var vidne), som på engelsk hedder Purple Noon. Her bliver Ripley spillet af Alain Delon.
   Der bliver i hver ny version af den første bog skruet mere op for LGBTQ+-faktoren i forholdet mellem Ripley og Dickie Greenleaf, hvis livsstil han begærer og hvis identitet han overtager. Det er bedst gjort i Minghellas udgave, hvor Jude Law er en ondskabsfuld narcissist, snarere end en tillidsfuld tåbe. Cate Blanchett spiller Meredith Logue, der aldrig kender Ripley som andre end Greenleaf. Med titelrollen i Carol forbinder hun således filmværket.



HIGHSMITH optræder selv i arkivmateriale, filmede samtaler og interviews. Det står klart, at hun ikke havde en plan. Det bedste, som hun gjorde for sig selv, var at bryde med og afskrive sin mor. Hun fulgte altid efter kvinden, som hun elskede for tiden og havde brug for at være i nærheden af. Hun genskabte hver gang den samme rutine, med sine katte, sin vodka og cigaretterne, som hun kæderøg livet igennem.
   Patricia Highsmith skrev for sit liv, og hun fandt aldrig lykken. Der er meget at relatere til hér, uanset hvor man befinder sig på køns- og identitetsspektret. Loving Highsmith er en god introduktion til Tom Ripley og en heltefortælling fra undergrundstiden, da det krævede mod at afvige fra normen.


Se også Todd Haynes/Patricia Highsmith: Carol (2015) [Bogen og filmen]; Todd Haynes: Virkeligheden er noget rod | Et interview [2015].

Loving Highsmith. Instr. og manus: Eva Vitija. Foto: Siri Klug. 83 min. Schweiz-Tyskland 2022. Dansk premiere: 17.11.2022.


Fotos: Ensemble Films/ Lichtblik/ SRF/ RSI/ SRG/ ZDF/ Zeitgeist Films/ Filmbazar/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity
Filmen er stadig i biografdistribution
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 25.11.2022

torsdag den 3. november 2022

Jean-Pierre & Luc Dardenne: La fille inconnue (2016) + interview


EN LUKKET DØR
Om soning, skyld og (dårlig) samvittighed

Af BO GREEN JENSEN

HVIS læger vil have et liv og blive gamle i faget, må de nu og da lukke af og gå hjem. At man har aflagt den hippokratiske ed, er ikke ensbetydende med at stå til rådighed i døgndrift. Det handler om at være professionel, respektere reglerne og opdrage sine patienter. Ellers er der ingen ende på det, og man risikerer at blive udnyttet.
   Det er nogle af de ting, som lægen Jenny Davin (Adèle Haenel) forklarer sin praktikant Julien (Olivier Bonnaud), der er yngre og mindre erfaren. Der er en undertone i udvekslingen. Hun markerer sig som chef og ville finde fejl, selv om Julien ingen begik.
   Det er aften på klinikken i Seraing, den slidte industriby i Liège-regionen, hvor alle de belgiske Dardenne-brødres film foregår. Det har været en besværlig dag, og Adèle er i forvejen rastløs, fordi hun er på vej til en mere lukrativ stilling. Hun er færdig med at slide sig op i et Sisyfos-job og bo alene over den nedslidte praksis. Eller måske er hun bare kontrær.
   Senere vil hun analysere forløbet igen og igen. I situationen insisterer hun bare på ikke at åbne den lukkede dør, da der bliver banket og tryglet en time efter lukketid. Det er ikke, fordi hun er et dårligt menneske eller en ligeglad læge. Det handler mere om at sætte Julien på plads.



HOVMOD er en dødssynd, og her er der afregning ved kasse ét. Snart bliver liget af en ukendt kvinde fundet i nærheden. Politiet vil se filerne fra overvågningskameraet i konsultationen. Her er kvindens ansigt frosset i yderste nød. Hun banker på og beder om hjælp, der er nogen efter hende. Jenny føler ikke blot ansvar, men også en personlig skyld. Var døren blevet åbnet, havde den ukendte kvinde været i live.
   Politiet er på bar bund. Det tager betjentene dog ganske roligt. Kvinden var efter alt at dømme en prostitueret indvandrer af afrikansk herkomst, som opholdt sig illegalt i Belgien. Der var ingen papirer. Senere er der et navn: Serena Ndong. Men ingen grund til at starte en stor efterforskning. Det var ikke et vigtigt liv, der tabt.



JEAN-Pierre (f. 1951) og Luc Dardenne (f. 1954) har altid skildret de svageste, mest udsatte grupper. De har gjort det ved at følge en eller to karakterer helt tæt, og i begyndelsen blev den ekstreme beskæring bygget ind i æstetikken. Resultatet var en radikal realisme, som blev brødrenes signatur.
   I gennembrudsfilmen La Promesse – Løftet (1996) og guldpalmevinderen Rosetta (1999) følger et håndholdt kamera karakteren i centrum på en halv til en hel meters afstand. Tilskueren føler både overensstemmelse og distance. Det er en helt anden fornemmelse, end den som man får ved subjektiv kameraføring i konventionel forstand.
   I Le Fils – Sønnen (2002), som for mig at se stadig er brødrenes bedste film, bliver den kropsnære form til håndgribelig suspense. En mester og en lærling drejer cirkler om hinanden på et værksted. Mesteren fnyser og stamper og stirrer olmt på den frejdigt ubekymrede lærling, en ung mand med en straffeattest, der ikke kan gøre nogen ting rigtigt.



DET bliver ubærligt spændende at følge, hvad den ældre mand har på den yngre, og hvad han vil stille op med sin vrede og hævngerrighed. Titlen giver som altid et hint om, hvad det drejer sig om og hvor det ender. Som Jean-Pierre Dardenne siger om brødrenes modus operandi:
   »Det tager lang tid for os. Først må vi have: En karakter, en situation, en titel og en slutning. Det er muligt, disse ting ændrer sig under arbejdet, men vi kan ikke begynde, før vi har en vag idé om, hvor det ender.«
   – Er det sket I har ændret en titel?
   »Ja. Drengen med cyklen (Le gamin au vélo). Den første titel var Pitbull. Og den var måske for lukket om sig selv. Men drengens karakter var virkelig sammenbidt, og han havde tunnelsyn som en pitbull.«
   – Og den ukendte kvinde?
   »Fra begyndelsen ville vi fortælle en historie om en læge, som blev ansvarlig for et menneskes død, og undersøge hendes reaktion. Kvinden som døde skulle være ukendt: ingen spor, ingen papirer. Så voila: La fille inconnue. Med den titel siger vi også, hvad vi vil lede efter i filmen. Vi vil ikke lede efter motiver og årsager. Vi vil finde navnet på pigen, så hun ikke længere er den ukendte kvinde.«


I SØNNEN spilles mesteren af Olivier Gourmet, som har medvirket i samtlige Dardenne-film til dato. Af dem er 18. De første var dokumentarer, de seneste ti er fiktioner i spillefilmslængde:
   »For os er filmen mere end et spejl. Fiktion er et redskab til at udforske livets muligheder. Den lader os være inden i hovedet på vores karakterer. Virkeligheden på film er mere virkelig end i virkeligheden. Den viser mere, end et spejl ville vise. Men den siger kun noget om verden, hvis publikum engagerer sig i Jennys karakter.«
   I 2005 fik brødrene deres anden guldpalme for L’Enfant – Barnet. Her får et hjemløst ungt par et barn. Generelt tager de tingene, som de kommer, og den unge far (spillet af brødrenes anden faste hovedkraft, Jérémie Renier) forstår i første omgang ikke, hvor kæresten bliver ophidset, da han sælger deres barn. De kan jo altid få et nyt. Men han elsker hende, retter sig og vokser med opgaven, mens han arbejder på at få barnet tilbage.



DARDENNE-brødrene er [da vi taler i 2017] henholdsvis 66 og 63 år. Efterhånden som deres status er vokset, har de eksperimenteret med – for det første – at brede formen ud, så kameraet fanger andet end ryggen på karakteren i centrum og mere af den omliggende virkelighed.
   For det andet har de forsøgsvis arbejdet med kvindelige stjerner, der kan sælge flere billetter: Cécile de France er i Drengen med cyklen (2011) den varme damefrisør, som bliver en reservemor for problembarnet Cyril; Marion Cotillard er i Deux jours, une nuit (2015, da. To dage, en nat) den fritstillede fabriksarbejder, som har en lang weekend til at overbevise kollegerne om, at de skal stemme for hendes videre ansættelse.
   Der er i begge film reminiscenser af de første værkers strenge formelle kvalitet. Kameraet ser stadig Cotillard tæt på og bagfra, mens hun går fra dør til dør. Men generelt kan man få en fornemmelse af, at brødrene er blevet rundere i mælet. Det gælder dog ikke for Le Silence de Lorna (2008), den eneste Dardenne-film, som aldrig kom til Danmark. Her gifter en rumænsk prostitueret sig med en belgisk narkoman for at få statsborgerskab og give sine alfonser en base. Planen er at drive ham fra forstanden og i graven, men Lorna får ondt af den lidende stråmand.



DET er i de seneste film et problem, at der kommer et næsten idyllisk skær over socialrealismen. Det skal helst ende godt. Solidariteten skal virke. Fællesskabet ser lyset i tide og henter den udsatte ind. Jean-Pierre Dardenne siger, at karaktererne ikke må blive talerør for instruktørernes livssyn, men det er præcis, hvad der sker i brødrenes film efterhånden.
   Det har været vigtigt for dem altid at arbejde sammen og få det sidste ord. Derfor har de produceret deres film uafhængigt – gennem selskabet Les Films du Fleuve, som har base i Liége – og efterhånden, som varerne gav overskud, har de investeret i film af beslægtede kolleger.
   På den måde opstår noget i retning af et netværk for socialrealister. Dardenne-brødrene er medproducenter på film af britiske Ken Loach (Jeg, Daniel Blake), franske Jacques Audiard (Dheepan), tunesiske Mohamed ben Attia (Hedi) og rumænske Cristian Mungiu (Prøven). Ofte konkurrerer de med deres egne film. Det har de udmærket med.



FOR Jenny bliver episoden med den lukkede dør og den ukendte kvinde et eksistentielt vendepunkt. Politiet har fundet et forkert navn. Hun sætter alt ind på at opklare, hvem den dræbte kvinde var.
   Jenny opsøger farlige mænd og begynder at spørge dem ud. Hun bliver i den fattige praksis, hvor hun kan udfritte patienterne. Her spørger hun sig ind til en løsning på gåden. Både en søn (Olivier Gourmet) og en far (Jérémie Renier) er på tale som gerningsmænd. Men hvordan og hvorfor er ikke så vigtigt. Det gælder om at give kvinden et navn. Kan Jenny gøre dét, bliver det atter muligt at ånde.
   Det er ikke en thriller, hvor action er konge, men Jennys efterforskning følger noir- og detektivgenrens troper. Her får filmen den samme intensitet, som udtrykket havde i Sønnen. Samtidig ser vi Jenny med patienterne, i sit rette element, hvor hun er en værdsat og givende læge. Her er de lyse sider fra brødrenes senere film.



DET er naturligvis også en film om, hvordan vi alle lukker døren, i sindet såvel som i virkeligheden, efterhånden som flygtningekrisen udarter. Som Jean-Pierre Dardenne udtrykker det:
   »Det er en film om en dør, der ikke bliver åbnet. Pigen er sort, og hun bliver fundet uden papirer, i nærheden af vandet, så der er en resonans af alle spørgsmål om immigration og vores behandling af de mennesker, som dør under tilsvarende omstændigheder.
   Hvad doktor Jenny nægtede denne pige, var retten til gæstfrihed. Gæstfrihed betyder ikke, at alle migranter kan komme og bo i Europa. Men selv om der ikke er arbejde til alle disse mennesker, ser vi ingen grund til at blande det sammen med vildfarelsen om, at vi må lade være med at redde dem ude på havet og sørge for dem på en eller anden måde. Det er, som om vi lukker til og folder os helt sammen om os selv.«
   Brødrene Dardenne er i klasse med brødrene Taviani og brødrene Coen. De kunne ikke drømme om at arbejde uden hinanden, og med Kvinde, ukendt har de skabt deres stærkeste, varmeste film siden Sønnen.

Citaterne er fra en samtale med Jean-Pierre Dardenne, som for en gangs skyld kom uden sin bror. Interviewet fandt sted på Hotel Le Grand i Paris den 13. januar 2017.


La fille inconnue (Kvinde, ukendt). Instr. og manus: Jean-Pierre & Luc Dardenne. Foto: Alain Marcoen. 113 min. Belgien-Frankrig 2016. Dansk premiere: 08.06.2017.


Fotos: Les Films du Fleuve (stills + portrait: Christine Plenus)/ Archipel 35/ Savage Film/ France 2 Cinéma/ VOO/ BE TV/ RTBF/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wild Bunch/ Curzon/ Sundance Selects/ Camera Film

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, YouTube Movies.
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 09.06.2017.

torsdag den 17. juni 2021

Nicolas Winding Refn: The Neon Demon (2016) [Noir 100]


SCENER FRA NEONVILDNISSET
En instruktiv fabel fra Englenes By

Af BO GREEN JENSEN

DEN indledningsvis uskyldige Jesse (Elle Fanning) er en himmelfalden nymfe, som dumper ned i neonvildnisset og gør lynkarriere som fotomodel.
   Stjernefrø er noget, man fodrer svin med i Los Angeles, men Jesse har drukket af ungdommens kilde. Hun besidder det særlige stof – et sjældent mix af medfødt skønhed og evnen til inkarnere andres fantasi – som man vil dræbe for i samme by.
   Jesse dukker op til en casting og bliver straks udvalgt til at posere for cremen af blaserte agenter og fotografer. Det er ikke populært hos rivaler som Gigi (Bella Heathcote) og Sarah (Abbey Lee), der kæmper med kunstige midler for at opnå de ting, som kommer naturligt til Jesse.
   Jesse bliver mere eller mindre adopteret af den lesbiske Ruby (Jena Malone), som sminker og styler de unge modeller. Det gør hun med den samme dedikerede ekspertise, som hun lægger i sit bijob på lighuset. Her gør hun kadaverne i stand og har frusteret sex med de smukkeste af dem.




NÅR Jesse har fri, kører hun op til Hollywood-skiltet sammen med Dean (Karl Glusman). De ser ud over natbyen, som ikke er skildret så smukt siden Blade Runner. Dean tager de første fotos af Jesse, så hun kan vise et portfolio til ruffersken Roberta (Christina Hendricks) på modelbureauet. Hun er allerede hér klædt ud som et offer for modebevidste vampyrer.
   I glimt giver filmen en god Los Angeles-skildring. Jesse bor på et nedslidt motel, hvor ejeren Hank (Keanu Reeves) gør sit bedste for at overgå Norman Bates. I scenerne fra modeindustrien er symbolerne skåret i pap. På skyggesiden får de lov at stå som doodles. Jesse kommer sent hjem og hører lyde fra sit værelse. En bjergløve er kravlet ind. Hank er ikke overrasket. Han er bare sur og skriver skaderne på Jesses regning.




FILMENS sætstykker er de store modeoptagelser. Efterhånden bliver Jesse for meget for veninderne. Ruby skifter side, da Jesse støder hende fra sig. Endelig tager de tre piger hævn i et hus, som ligner mausolæet fra Sunset Boulevard.
   Jesse bliver simpelt hen dræbt og fortæret. The Neon Demon må være den første danske film, som viser nekrofili og kannibalisme i kærlige detaljer.
   Næste dag gør Refn sig ekstra umage med iscenesættelsen af et solgennembagt fashion shoot. Gigi og Sarah har fået de eftertragtede jobs. Men det rituelle måltid murrer i maven. Så Sarah kaster et helt øje op, før hun bruger skræddersaksen til at begå harakiri. Rivalerne ville eje Jesses skønhed. Nu må neondæmonen simpelt hen ud.



DER er naturligvis noget smukt i den konsekvens, hvormed Nicolas Winding Refn dyrker sine besættelser. Det er heller ikke svært at se en moralsk fortælling om prisen for skønhed i hans fortælling fra Englenes By. Refn sværger til genrer. I den anderledes varme Drive brugte han typer og troper fra 70ernes New Hollywood. Her er vi ude i skinger italiensk giallo af typen, som Refn elsker og voksede op med.
   Tiden ligner slut-80erne og begyndelsen af 90erne. Han ser på samme måde som Bret Easton Ellis i Glamorama. Han drømmer stadig om det samme som David Lynch. The Neon Demon er Refns Mulholland Drive, som Fear X i sin tid var hans Lost Highway. Men NWR er nu sin egen dreng.



DET er en kritisk uskik at give kunstnerne gode råd om filmen, de burde have lavet. Alligevel skal det siges, at jeg ser med blandede følelser på Refns æstetisk udsøgte stiløvelser, som hægter virkeligheden og psykologien af, for bedre at kunne skildre en arketypisk sandhed.
   Tilbage i den danske tid kunne Refn behandle et følelsesstof, så man sad med livet i hænderne. Det gjorde han i Bleeder, i Fear X og i Pusher II, som stadig er stedet, hvor alt balancerer. Men siden Drive har det ikke rigtigt interesseret ham.



DET gør derimod myte, stil og satire. Smukkest ved The Neon Demon er forsøget på at skabe en feministisk horrorfilm. Det er ikke en mands våde drøm om påklædningsdukker. Refns medforfattere er kvinder; de betagende billeder er belyst og beskåret af Natasha Braier. Hvis vikingemyten i Valhalla Rising var Refns Carl Mar Møller-øjeblik, er The Neon Demon hans forsøg på at vise The Woman Being Born.
   Det er en renfærdig film på sin måde. Et helstøbt værk fra en stor stilistiker. Men hjertets sager og den lille drengs ting er lagt væk. For nu vil Refn være voksen, og han tror, at voksen ser sådan hér ud. Verden begyndte i Eden og gik til grunde i Los Angeles. Nørden fra Danmark var med hele vejen.


The Neon Demon. Instr.: Nicolas Winding Refn. Manus: Mary Laws, Polly Stenham, Nicolas Winding Refn. Foto: Natasha Braier. 117 min. Dansk premiere: 09.06.2016.


Fotos: Space Rocket Nation/ Gaumont/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime, TV2 Play og Viaplay Rent & Buy
4K UHD + 2K Blu-ray fra Koch Media 10.11.2016
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.06.2016

mandag den 15. februar 2021

David Fincher: Gone Girl (2014) [Noir 100]


LØGN OVER LØGN
Når to narcissister fortjener hinanden

Af BO GREEN JENSEN

DAVID Finchers tiende spillefilm er en stramt komponeret krimihistorie, som lader to upålidelige fortællere forvirre tilskueren med modstridende versioner af et forløb, der lægges frem i nøje afmålte doser. Hele idéen er, at publikum skal lade sig forføre af først den ene, så den anden fortæller. Man bør derfor vide så lidt som muligt, hvis filmen skal virke efter hensigten. Læs derfor kun videre, hvis du allerede kender den populære thriller af Gillian Flynn, som ligger til grund for Finchers filmatisering.
   Flynn har selv bearbejdet romanen, som fungerer på mange niveauer, skønt præmissen for så vidt er enkel. Nick og Amy Dunne (Ben Affleck og Rosamund Pike) har 5 års bryllupsdag, da han kommer hjem til huset i North Carthage, Missouri, og finder knust glas under vinduet. Til gengæld er Amy forsvundet. Han kontakter politiet og kommer hurtigt til at stå øverst på listen over mistænkte.



KRIMINALFOLKENE Boney (Kim Dickens) og Gilpin (Patrick Fugit) finder blodspor i køkkenet. Der er fejl i Nicks forklaring, vitale informationer, han har udeladt, og fundet af Amys dagbog bliver en særligt belastende faktor. Den fortæller en anderledes mørk version af historien om det gyldne par. Her er Nick en voldelig ægtemand, der har brugt sin hustrus penge på golfkøller og en gigantisk fladskærm. At disse ting står i garagen hos Nicks søster, Margo (Carrie Coon), øger sandhedsværdien af dagbogens udsagn. Amy skriver, at hun frygter for sit liv.
   Der er hans version og hendes version. Længe lytter man primært til ham, mens fortiden eksponeres i flashbacks, som stammer fra hendes dagbog. Begge forklaringer overbeviser; begge forstår at fingere en stemning og konstruere plausible detaljer. Midtvejs bliver der vendt op og ned på alle begreber. Så følger parrets fælles historie, der bliver fortalt i en mere objektiv form. Meget er stadig oppe i luften, men ét står fast: de to ægtefæller fortjener hinanden.



NICK og Amy mødtes på Manhattan i 2007. Begge havde skrivejobs. Begge fandt den anden part befriende forskellig fra hoben af opblæste almindeligheder. Begge nød at spille en spændende og romantisk rolle i filmen, som den anden iscenesatte. Som ægte narcissister var de skabt for hinanden. Som alle narcissister syntes de, at de selv var lidt mere interessante. Det var i hvert fald let at blive et par.



FACADEN krakelerer, da finanskrisen kommer i 2008. Begge mister deres arbejde. Det gør i første omgang ikke så meget, for Amy lever i virkeligheden af royalties, hendes forældre har tjent på at skrive en serie elskede børnebøger om Amazing Amy. Amy hader sine forældre, fordi de stjal hendes barndom. I bøgerne var hun et gyldent barn, som kunne og ville det hele. I virkeligheden var hun en ordinær lille pige.
   Vi ved fra Nick, at Amy er den fødte manipulator. Selv fremstår han som en lidt indolent, men dybest set også gedigen mand, der har fundet det svært at vende hjem til fødebyen. Han har åbnet en bar, som giver underskud. Han underviser i creative writing. Da det viser sig, at han har et forhold til en studerende, bliver hans troværdighed yderligere undermineret. For resten var Amy vist nok gravid. Så hvem manipulerer mest, og kunne Nick være den psykopatiske sjuft, som Amy beskriver?
   Alle viser sig fra deres værste side, da Amys forsvinden bliver varmt mediestof. Filmen har sin virkelige styrke i den satiriske, men ikke urealistiske skildring af tv-stationernes hæmningsløshed, studieværternes standret, groupier, der lægger fotos på Twitter, hele aftrykket af den offentlige mening, når den er værst. Fordi Fincher er en misantrop på niveau og i klasse med Alfred Hitchcock, bliver ingen skånet undervejs: ikke Nick, ikke Amy og absolut ikke publikum. Hér er den mediekultur, vi fortjener.



BÅDE i filmen og bogen taler Nick og Amy med hver sin stemme. Film er dog et mere bogstaveligt medium, og at publikum faktisk ser tingene ske, inklusive de løgne som bliver fortalt, øger troværdighedspræget af begge versioner. Fincher instruerer i sin sædvanlige, klinisk afmålte stil, der er blevet kaldt precision noir. Historien ligger perfekt for hans metode. Det er løgn over løgn til det sidste, og måske er sandheden simpelt hen pillet i stykker, da der ikke er flere bedrag at bestyre.
   Ben Affleck er både tillidvækkende og tilpas uaflæselig som den nødstedte Nick. Rosamund Pike fungerer lige godt som gylden pige, forurettet furie, trailer trash og regulær sociopat. I forbifarten registrerer filmen en kriseramt nation. Sandheden skrives af den dygtigste løgner, og al sympati er til salg for en slik.
   Nick lærer på den hårde måde, at det gælder om at smile på de rigtige steder. På en i øvrigt solid rolleliste gør Tyler Perry særligt indtryk som superadvokaten, der forstår spillets regler og trives med hele det glitrende show.
   Der er meget, man ikke vil røbe af hensyn til historien og måden, som Fincher fortæller den på. Midtvejs ved man, hvad der blev af Amy, men krigen bliver ved til det sidste, og efterhånden er det snarere bedragets omfang, som fascinerer. Filmen er et generationsportræt, en ægteskabsskildring og en sønderlemmende kulturkritik. Den er for resten også en udmærket thriller, omend af den mere vidtløftige slags.




Kvinden der forsvandt (Gone Girl). Instr.: David Fincher. Manus: Gillian Flynn. Foto: Jeff Cronenweth. 145 min. USA 2014. Dansk premiere: 23.10.2014.

Gillian Flynn: Kvinden der forsvandt. Oversat efter Gone Girl (2012) af Charlotte A.E. Glahn. 492 s. Forlaget Gad, 2013.


Fotos: Twentieth Century Fox/ SF Studios/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ Crown Publishing, Forlaget Gad
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime,YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox [includes Amazing Amy Book] 02.02.2015
Weekendavisen Kultur 24.10.2014