Loving Highsmith | Patricia Highsmith 1921-1995

EN FLAKKENDE SKYGGE

Et kærlighedsbrev til frontløberen

Af BO GREEN JENSEN

PATRICIA Highsmith (1921-1995) kom til verden i Fort Worth, Texas, og forlod den igen i Locarno i Schweiz, hvor hun boede de sidste 13 år af sit liv. Hun var ung i New York og boede som voksen i mange europæiske byer. Det var som regel et kærlighedsforhold, der bestemte adressen. Highsmith så sig selv som en flakkende skygge. Andrew Wilson skrev i 2003 biografien Beautiful Shadow.

   Pat voksede op hos sin mormor i Texas. En grim tid fulgte, da hendes mor var tilbage og tog hende med til New York. Hun gik på Barnard College, fik eksamen i 1942 og debuterede med novellen »The Heroine« (1945), som blev trykt i Harper’s Bazaar. Mens hun skrev de første bøger, var hun tekstforfatter hos Timely Comics. Timely blev siden til Marvel Comics, som hele verden kender i dag.

   Den udslagsgivende faktor var altid Highsmiths seksualitet. Hun var homoseksuel og forsøgte kun én gang at indlede et binært forhold, fordi hendes mor insisterede. Highsmith fik aldrig sin mors accept. Mary Coates Plangman blev 95 og døde først i 1991. Der var kun fire år uden fordømmende baggrund.

  

HIGHSMITH fik tidligt et stort publikum og fastholdt det i en lang række thrillers. Hun skrev 21 romaner, syv novellesamlinger og det løse. Titler som Deep Water (1957, da. Dybt vand) og The Two Faces of January (1964, da. Januar har to ansigter) bliver stadig læst, men det var – og er – for bøgerne om Tom Ripley, at hun blev mest anerkendt.

   Highsmiths stil er kendetegnet ved kulde, distance, intens ironi og et subjektivt blik, der tangerer tunnelsynet. Hun er god til fysiske detaljer. Der er en bemærkelsesværdig misogyni i menneskeskildringen. Især er der en evne til at reproducere de skiftende stemninger hos den jeg-svage Ripley, der tager farve efter situationen og bruger andres identitet. Ripley dræber, hvis det skal være. Han er blandt de mest usædvanlige helte, i eller uden for krimigenren.

FORFATTEREN fik en flyvende start. Hun var 23 år, da Alfred Hitchcock så det originale i præmissen for Strangers on a Train (1950, da. Farligt møde eller Farligt stævnemøde) og købte rettighederne til romanen om to fremmede, der mødes i toget, falder i snak og »bytter mord«, så ingen kan tillægge dem et motiv. Begge mænd vil dræbe deres koner, som læseren aldrig har anledning til at føle sympati for.

   Highsmith fortsatte karrieren som spændingsforfatter med The Blunderer (1954). Det er den bog, som hun er repræsenteret med i Women Crime Writers-bokssættet fra Library of America (2015). Den begynder i køen ved en biograf i New York. Der var altid en særlig filmisk kvalitet i Highsmiths bøger. Henved 30 af dem er filmatiseret.

   Før den første Tom Ripley-roman afstak en kurs, fik Highsmith udgivet bogen, der viser en anden og blødere side af hendes liv. The Price of Salt (1953, da. Carol) udkom under pseudonymet Claire Morgan. Romanen blev rost for sin solidariske skildring af kærligheden mellem den unge Therese og Carol, der sidder fast i forstædernes konformitet. Bogen slutter åbent og giver forholdet en fremtid. Især dét var usædvanligt for tiden.

HIGHSMITH fik ideen til Tom Ripley, da hun stod på sin hotelbalkon og så en mand gå alene omkring på stranden ved daggry. Også bogen om Therese og Carol kom af egne indtryk. I julen 1948 arbejdede Highsmith som ekspedient hos stormagasinet Bloomingsdale’s i New York. En betagende kvinde kom ind, og Highsmith digtede videre på historien.

   I 1990 var det vigtigt for Highsmith at vedkende sig ejerskabet, da bogen blev genudgivet, nu med Carol som titel. I 2015 forberedte Todd Haynes sin udsøgte filmatisering med Rooney Mara og Cate Blanchett. I et interview fortalte han: »Vi fandt huset, og vi tog derud. Modellen for Carol var alkoholiseret og meget ulykkelig. En dag gik hun ud i garagen, tændte motoren og tog sit liv.«

EVA VITIJA HAR en klar strategi i Loving Highsmith. Den schweiziske dokumentarist vil fortælle LGBTQ+-historien om Highsmiths liv som lesbisk kunstner. Hun vil undersøge baggrunden og finde detaljen, som forbinder thrillernes iskolde mænd med det varmere blik, som bliver kastet i Carol.

   Vitija tager næppe fejl, når hun ser den kamæleonagtige Ripley som en avatar for forfatteren. Highsmith brugte figuren fem gange, altid i nøgleafsnit af sit liv. »Ripliaden« består af The Talented Mr. Ripley (1955, da. Tom Ripleys talent), Ripley Under Ground (1970, da.Tom Ripley under jorden) og Ripley's Game (1974, da. Tom Ripleys spil (1974). Der er mindre opmærksomhed om de sidste to bøger. The Boy who Followed Ripley (1980) udkom aldrig på dansk. Ripley Under Water (1991, da. Tom Ripley under vand) er det tydeligste selvportræt.

   Vitija interviewer de sidste levende vidner, familie, venner og samlevere. Især forfatteren Marijane Meaker (f. 1927) taler uden at dække sig ind. Meaker og Highsmith var kærester fra 1959 til 1961. Hun genkalder sig noir-romantikken fra natklubberne og undergrundslivet i en homofobisk og kvindefjendsk tid. Hun giver Highsmiths mor hele skylden for den voksne kvindes problemer. »She was a real bitch,« siger Meaker med et blik, som ikke viger.

VITIJA filmer på stederne, der havde betydning for Highsmith: hjemstavnen i Texas; den lille by i Suffolk, hvor hun opgav at bo med sit livs kærlighed; Berlin i 1980erne; idyllen i Provence, som måtte rømmes; til sidst den asketiske funkiskasse i Schweiz, hvor forfatteren boede alene og blev stadig mere sær, krakilsk og fordomsfuld.

   Vitija citerer fra fire filmatiseringer. Det er oplagt at åbne med Hitchcock og lukke med varmen i Carol. Ripley er fastholdt i to inkarnationer. Matt Damon var castet perfekt i Anthony Minghellas 1999-version af The Talented Mr. Ripley. I Wim Wenders’ The American Friend (1977), som bygger på Tom Ripley under jorden, er Dennis Hopper til gengæld en udbrændt pilgrim, der lægger sig i fosterstilling og taler til en kassettebåndoptager. Bruno Ganz er den kræftsyge rammemager, som han knytter en ganske bevægende pagt med.

RIPLEY er på film fortolket af bl.a. John Malkovich (i Liliana Cavanis Ripley's Game, 2002), Barry Pepper (i Roger Spottiswoodes Ripley Under Ground, 2005) og Andrew Scott (i Steven Zaillians tv-version af The Talented Mr. Ripley, 2022).  Et godt bud er stadig René Cléments Plein Soleil (1960, da. Kun solen var vidne), som på engelsk hedder Purple Noon. Her bliver Ripley spillet af Alain Delon.

   Der bliver i hver ny version af den første bog skruet mere op for LGBTQ+-faktoren i forholdet mellem Ripley og Dickie Greenleaf, hvis livsstil han begærer og hvis identitet han overtager. Det er bedst gjort i Minghellas udgave, hvor Jude Law er en ondskabsfuld narcissist, snarere end en tillidsfuld tåbe. Cate Blanchett spiller Meredith Logue, der aldrig kender Ripley som andre end Greenleaf. Med titelrollen i Carol forbinder hun således filmværket.

HIGHSMITH optræder selv i arkivmateriale, filmede samtaler og interviews. Det står klart, at hun ikke havde en plan. Det bedste, som hun gjorde for sig selv, var at bryde med og afskrive sin mor. Hun fulgte altid efter kvinden, som hun elskede for tiden og havde brug for at være i nærheden af. Hun genskabte hver gang den samme rutine, med sine katte, sin vodka og cigaretterne, som hun kæderøg livet igennem.

   Patricia Highsmith skrev for sit liv, og hun fandt aldrig lykken. Der er meget at relatere til hér, uanset hvor man befinder sig på køns- og identitetsspektret. Loving Highsmith er en god introduktion til Tom Ripley og en heltefortælling fra undergrundstiden, da det krævede mod at afvige fra normen.

Se også Todd Haynes/Patricia Highsmith: Carol (2015) [Bogen og filmen]; Todd Haynes: Virkeligheden er noget rod | Et interview [2015].

Loving Highsmith. Instr. og manus: Eva Vitija. Foto: Siri Klug. 83 min. Schweiz-Tyskland 2022. Dansk premiere: 17.11.2022.

Fotos: Ensemble Films/ Lichtblik/ SRF/ RSI/ SRG/ ZDF/ Zeitgeist Films/ Filmbazar/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen er stadig i biografdistribution

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 25.11.2022

François Ozon: Swimming Pool (2003)

KVINDER I SOLEN
Sanselig hyldest til La Piscine

Af BO GREEN JENSEN

SARAH Morton skriver krimier. Det gør hun med megen succes, og engang har det sikkert været både en udfordring og en fornøjelse at få serien om Inspector Dorwell til at leve og ånde. Det er det ikke mere.

   I det hele taget er Sarah kørt fast i sin neurotisk tilknappede hverdag. Hendes forlægger elsker hende ikke mere, men vil hellere investere sine ressourcer i unge håb som Terry Long. Denne grønskolling drysser salt i såret, da han betror Sarah, at hans gamle mor er vild med Inspektør Dorwell.

  Sarah fnyser og trækker skuldrene op. Hun er vel på alder med Charlotte Rampling, der fremstiller skikkelsen så livagtigt. Det vil sige 58 år. Hun har slet ikke brug for at høre den slags.

I ENGLAND regner det surt og vedvarende, og sådan har Sarah det indvendig. Den første scene i Swimming Pool viser ikke det forventede close-up af Sarah. I stedet fokuserer François Ozon på en læser. En trind hverdagskvinde sidder i toget og gør store øjne, da hun opdager, at passageren overfor er identisk med forfatteren til bogen, som hun selv sidder med. Men Sarah nægter at lade sig genkende. Næsten ondskabsfuldt bider hun læseren af. Hun stiger af og går op for at skælde sin forlægger (Charles Dance) ud. Han parerer imidlertid ved at sende hende til Sydfrankrig, hvor han har et hus med swimming pool. Tag dog ned og kom til hægterne, luk lidt sol ind i den dér vinterdepression.

HJEMME i huset sidder Sarahs gamle far og døser. Han nikker og falder væk uafladeligt. Så hun ser ud på haven, hvor der sagtens kunne stå et par garden gnomes, og gransker den grå regnvejrshimmel. I næste klip krydser hun kanalen, og snart er hun fremme ved huset i Frankrig, hvor lyset og varmen er venlige væsener.

   Hun indretter sig, fouragerer og flanerer i landsbyen, får computeren tilsluttet og kan for første gang i lang tid tage hul på et nyt manuskript med et smil. Det er ganske vist et lille smil, men man ser at det kommer fra hjertet. De gamle muskler kan endnu. Måske er livet slet ikke så dårligt. Da er det, at forlæggerens datter ankommer.

DÉT falder ikke i god jord. Julie (Ludivine Sagnier) er alt, hvad Sarah Morton aldrig bliver igen. I tyverne, slank på de rigtige steder, fuld af fandenivoldsk attitude. Hun spiller høj musik, ryger tjald, drikker sjusser, slæber en ny mand med hjem hver aften og kunne næsten være en karikatur på hedonistisk ungdom uden moralsk retningssans.

   Måske kan man forestille sig, at hun er det. Forholdet mellem skrift og verden er et motiv i filmen, og man kan aldrig med sikkerhed vide, om forfatteren digter videre på virkeligheden. Men ikke ét ord mere om den mulighed. Den er en af mange faktorer, som giver Swimming Pool en dimension af leg. Man må bare have den i baghovedet.

SARAH gør ikke modstand ret længe. I begyndelsen hader hun alt ved Julie, men det er svært at holde følelsen vedlige, især da hun bliver interesseret i den unge kvindes baggrund. Hun indser, at der er mysterier i forlæggerens liv, som hun intet vidste om. Og pigens slubrende livsglæde smitter. Julie får havemanden Marcel til at rense swimmingpoolen, som Sarah havde afskrevet som en kloak af levende bakteriekulturer. Sarah har sendt længselsfulde blikke efter den virile Franck, som serverer på cafeen i landsbyen, men det er Julie som tager ham med hjem. Solen bager, kødet kalder, livet er nu og hér hele tiden. De to kvinder bliver efterhånden veninder og får også en mor-datter relation.

SARAH begynder at skrive om Julie. Med ét er der også et lig, som skal skaffes af vejen. Man fornemmer, at Ozon fabulerer, og det gør han altid bedst i pasticher. I 8 femmes (2002, da. 8 kvinder – og et mord) var det især Douglas Sirk og George Cukor, som lagde grundfarver til.

   I Swimming Pool bliver både Buñuel, Chabrol og Hitchcock hilst på og drejet en halv omgang, men især er filmen en blanding af hyldest til og riff på motiver og sanselig livsfarve i La Piscine (1969), Jacques Derays stadig mere ikoniske St. Tropez-thriller med Romy Schneider og Alain Delon i deres zenit, både som par i virkeligheden og fiktive konstruktioner i filmen. Også Plein de soleil (1960, da. Kun solen var vidne), René Cléments Patricia Highsmith-filmatisering med Delon som Tom Ripley, sætter et aftryk.

   Det er meget underfundigt, ekstremt elegant og særdeles underholdende. Det er endelig også en anelse skuffende, fordi filmen som thriller bygger op til så meget, som den tøver med at levere til slut.

LIGESOM i Ozons Sous le sable (2000, da. Under sandet) fremstiller Charlotte Rampling sin midaldrende kvindefigur med bemærkelsesværdig indlevelse. Filmen har nogle af sine bedste øjeblikke i begyndelsen, mens Sarah modstræbende kapitulerer og giver sig hen til solen og sanseligheden. Umiddelbart efter ankomsten drikker hun te på bistroen og fylder køleskabet med fornuftige surmælksprodukter. Går det højt, kan hun skeje ud med en melon, og i huset begynder hun straks på en feriekrimi om Kommissær Dorwell. Dorwell on Holiday hedder Word-filen på hendes laptop. Da hun senere fortæller Julie og Franck om bogen, er titlen ændret til Dorwell Wears a Kilt, Dorwell bærer kilt. De ler, og hun føler sig flov og absurd.

   Hun overrasker dog både sig selv og Julie. Snart står den på whisky, yppigt fedende kager, sjove cigarettter, foie gras og hvidløgspølse. Hun springer ud seksuelt, som en ørkenblomst der har ventet på regn, og i flere afgørende øjeblikke får hun brug for sin kriminelle ekspertise. Yorick le Saux’ billeder er sitrende fulde af autentisk hed-brun-krop-ved-blåt-bassin atmosfære, og efterhånden nedtones Ludivine Sagniers påtaget vulgære manér til en rådvild ung kvindes udsathed. Der er også en underfundig slutning, som giver filmen en ny dimension. Se selv, hvad der muligvis er på spil. Filmen er under alle omstændigheder en effektiv kur mod vintertristesse.

SAMTIDIG er det finurligheden, der vrider hele filmen en anelse skæv og reducerer værket til en stiløvelse. Også Sous le Sable var et solidarisk portræt af en moden kvinde, der fik sin virkelighedsopfattelse lidt justeret. Der var lette øjeblikke i Under sandet, men sagens kerne – kvindens savn – var hård og konkret. Med Swimming Pool befæster François Ozon sin position som en af tidens mest elegante europæiske filmskabere. Man venter dog stadig på værket, som skaber og siger noget virkelig vigtigt.

Se også François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Le temps qui reste/ Time to Leave (2005); François Ozon: Angel (2007); François Ozon: Ricky (2009); François Ozon: Potiche (2010) [Liv og teater]; François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Une nouvelle amie/ The New Girlfriend (2014); François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017); François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018); François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020); François Ozon: Alt gik godt/ Tout s'est bien passé (2022); François Ozon: Peter von Kant (2022).

Swimming Pool. Instr.: François Ozon. Manus: Emmanuéle Bernheim, François Ozon. Foto: Yorick le Saux. 103 min. Frankrig-UK 2003. Dansk premiere: 25.12.2003.

Fotos: Fidélité/ Focus Features/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance/ IMDB/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Store, Apple TV, Amazon Prime | Paramount+, Rakuten TV, YouTube Film 

2K Blu-ray fra StudioCanal [ArtHaus] 14.03.2019

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.12.2003

Todd Haynes: Virkeligheden er noget rod | Et interview [2015]

VIRKELIGHEDEN ER NOGET ROD
Et interview med filmskaberen Todd Haynes

Af BO GREEN JENSEN

CANNES 2015 – Der er kold vind i solen, da pressen møder Todd Haynes. Vi cirkulerer mellem små borde på taget af festivalpalæet. Serveringen er sponsoreret af et champagnefirma, så alle vægge er pyntet med farvede flasker. De fleste drikker dog klart boblevand.

   Jeg har glædet mig til at møde Todd Haynes. Den 55-årige amerikaner har været interessant at følge de sidste tyve år. Han var først en krøllet filmskaber i den campede ende af LGBT-traditionen. Kultfilmen Superstar (1988) fortæller søskendeparret Karen og Richard Carpenters historie ved kreativ brug af Barbie-dukker (og kan af samme grund kun ses i gråzonedownload, for legetøjsfabrikanten Mattel var ikke på forhånd taget i ed). Jean Genet-fantasien Poison (1991) og kortfilmen Dottie Gets Spanked (1993) er rare klenodier, som stadig bliver nærlæst af kønsforskere.

   Det var med Safe (1995), at Haynes første gang kom til Cannes og fik et publikum uden for kernesegmentet. Julianne Moore spiller en fremmedgjort Los Angeles-kvinde, der udvikler angst, agorafobi, uforklarlige smerter og en gådefuld multiallergi, som ikke reagerer på terapi. Hun forlader sin familie og isolerer sig i et refugium, hvor andre har det som hende. Hun er endelig alene i et safe room, der er som en klostercelle. Hendes mand og hendes datter kommer næppe på besøg igen. Da hvisker hun til sit spejlbillede: »Jeg elsker dig«. 

   Alle løber ture, spiser glutenfrit og har sikkerhedssystemer. Alting er hvidt, og alle er bange. Det var næsten virkelighed allerede, da Haynes formgav fablen som en kølig stiløvelse. Nu ligner Safe en forudanelse, en seismografisk profeti om, hvad der ventede efter 2000. 

HAYNES har altid talt gennem stilen. I Far from Heaven (2002) var hvert blad i haven lagt, så det kunne matche farven i Julianne Moores hår. Hendes mand var til mænd, så hun søgte trøst hos den afrikansk-amerikanske gartner. Filmen var et melodrama i stilen fra 50er-film med Jane Wyman og Rock Hudson, nu med en ironisk bund, men stadig med menneskevarme.

   Til Haynes’ bedrifter hører også en tv-udgave af Mildred Pierce (2011), som han lavede for HBO med Kate Winslet i titelrollen. I det gamle Hollywood blev George Cukor kaldt kvindernes instruktør. Todd Haynes har lidt af ham i sig. Og naturligvis stilskaberen Douglas Sirk, som også talte i koder.

   Haynes er ikke filmuddannet. Han har en kandidatgrad i kunsthistorie og semiotik. Til gengæld er han filmfikseret. Christine Vachon har produceret de fleste af hans film, og Edward Lachman har fotograferet dem alle. Haynes er kendt for at lave en inspirationsbog med udklip, når en ny produktion skal designes. Han vælger også selv sin musik.

   Ud af det er der kommet en halv snes gennemførte film, men juvelen i kronen er I'm Not There fra 2007, hvor Bob Dylans biografi bliver gransket i seks fantastiske spor. Flere optræder som Dylan: Ben Whishaw, Marcus Franklin, Heath Ledger, Christian Bale, Richard Gere. Bedst af dem alle er Cate Blanchett, der spiller Dylan i Don’t Look Back-perioden.

I CAROL er Blanchett tilbage som kvinden, der bryder ud af sit ægteskab i 1952. Vi ser hende gennem det blik, som bliver kastet af den unge Therese, der spilles af Rooney Mara. Blanchett og Mara er også i Cannes. De har i dagens anledning klædt sig i stilen fra filmen. Det har instruktøren ikke. Han ligner præcis, hvad han er: en venlig, udkørt amerikaner, der har levet sit liv under ordnede forhold.

   – Hvordan kom du i gang med Carol?

   »Det var ikke min egen idé. Filmen var udviklet, da jeg kom til. Jeg tror, Phillys Nagy havde skrevet manuskriptet, allerede før Liz Karlsen kom ombord som producer. Jeg hørte om det fra Sandy Powell, kostumedesigneren, som også var tilknyttet sammen med Cate.

   Det må have været i 2012. Og jeg var nysgerrig. Jeg havde andre projekter, men året efter skulle de bruge en instruktør, og Liz Karlsen spurgte, om jeg ville se på det. Jeg kendte ikke bogen. Jeg havde læst manuskriptet, som var en smuk gennemskrivning, men det var bogen, der blæste mig bagover.«

   – Var det perioden, som interesserede dig?

   »Det var en faktor, men først og fremmest var det beskrivelsen af en forelskelse – set fra Thereses synsvinkel, som bogen er fuldkommen indlejret i. Den forlader aldrig hendes perspektiv. Og den forelskedes bevidsthed, som prøver at læse hvert tegn, hvert spor, der måske siger noget om genstanden for deres interesse – den bevidsthed ligner den kriminelle bevidsthed.

   Det giver romanen en særlig kvalitet, at kærlighed og kriminalitet er forbundne. Kærligheden er i sig selv forbudt, men også før det kommer så vidt, er fornemmelsen der. Alle, som har elsket, vil genkende den tilstand. Og føle, at der ikke findes ord for, hvad de følte. For Therese er der ingen fortilfælde. Hun ved ikke, hvordan hun skal danne syntaksen.

   Så subjektiviteten var interessant. De bedste kærlighedshistorier er fortalt fra den svagere, mere elskende synsvinkel. I Carol ændrer den balance sig. Til slut er det Carol, som beder Therese flytte ind, og Therese er blevet mere reserveret. Så at finde tyngdepunktet og navigere omkring det, var hvad jeg startede med.«

– Hvad med filmens titel?

   »Bogen udkom, mens Patricia Highsmith stadig levede, med titlen Carol og hendes eget navn på. Jeg har altid syntes om den oprindelige titel, The Price of Salt, som er mere uudgrundelig. Men jeg kan godt forstå, at andre – især når de så klip fra optagelserne – foretrak Carol. Hun stråler over hele historien. Og jeg tænkte, at Prisen på salt måske blev for mærkelig og prosaisk.«

   – Du er tilbage i 50erne og igen med et homoerotisk tema. Ganske som i Far from Heaven –
   »Far from Heaven var en hyldest til Douglas Sirk og technicolor-processens unaturlige farver. I forbindelse med Carol så vi mere på store kærlighedsfilm end på titler fra den specifikke periode, som er 1952-53. Her så vi snarere på fotos fra tiden. Og dokudramaer, der var optaget i New York på den tid. Her er New York en sakkende, bekymret storby, der lige er begyndt at kravle ud af krigens skygger. Edward Lachman og jeg ville bruge en tilsodet, nedslidt palet. Farverne er hverken varme eller kolde. De flyder sammen og giver det hele en ubestemmelig temperatur.«

   – I bogen er Therese scenograf. I filmen vil hun være fotograf.
   »Den ændring havde Phyllis Nagy allerede foretaget i manuskriptet. I bogen er der mere kunstnerisk ambition (og prætention) i karaktererne. Alle er bestemt for en æstetisk karriere. Jeg kan godt lide, at vi slap af med noget af dét. Karaktererne er mere jordbundne i vores film. Jeg var mest interesseret i kærlighedsvinklen. Det handler om blikket, man kaster på dén, man begærer. Therese er begyndt at tænke over, hvordan hun ser på verden. Hun beskærer sit motiv, hun bruger kameraet til at se med. Det gav mening at lade hende fotografere.«

– Er det også en film om forførelse?

   »Det har mere med erfaring og uskyld at gøre. Carol kender scenariet på forhånd. Og alligevel er der en tvetydighed. Jeg tror, hun er tiltrukket af denne åbne bog, en renvisket tavle, som er helt hæmningsløs. Men der er også situationer, hvor Carol bliver irriteret, og kompleksiteten i hendes eget liv trækker hende væk fra Therese. Der er en frokostscene, hvor Carol bliver distraheret og glemmer det hele, mens Therese sidder fast og er alene i sin tilbedelse. Carol har al magten, Therese er overladt til hendes luner.

   Therese har ingen rygrad endnu. Hun er ikke blevet formet af afvisninger og nederlag. Hun er fuldkommen åben, næsten så det irriterer. Bagefter indser Carol, at den åbenhed er forbløffende og radikal. Den er noget, hun vil have mere af i sit liv. Men da hun vender tilbage efter mere, er den forsvundet. Therese er ved at blive voksen.«

   – Man kan kun få erfaring ved at blive såret?

   »Selvfølgelig. Derfor er de rigtige øjeblikke så sjældne, og de er aldrig synkrone. Der er denne smukke-melankolske kærlighedscocktail. Måske vil de aldrig møde hinanden på det rigtige tidspunkt. Og der er sociale faktorer, aldersforskellen, økonomien. Alle elementer indgår i ligningen.«

– Hvad med det lesbiske tema?

   »Ingen af disse karakterer er fuldkommen sikre på, hvem de er. Jeg tror, Carol indser, at hun blev forelsket i sin veninde, Abby, men at følelsen ikke var bæredygtig. Hun ved bare, at hendes ægteskab ikke fungerer. Og at den, hun er, ikke kan få plads i den konforme verden. Men hun har ikke haft en pludselig erkendelse af, at hun er lesbisk og at dét ændrer alt.

   Så jeg ser dem ikke som disse lesbiske ur-sjæle, der brænder efter at bryde ud af deres skal. Forskellige faktorer har ført dem sammen i dette øjeblik. De er bare mennesker, der mødes. Og sådan er seksualiteten, tror jeg.

   For tiden har vi meget faste forestillinger om gay og straight, og det hjælper og er praktisk i lovgivningsarbejdet omkring ægteskab mellem personer af samme køn. Men man siger: Du blev født sådan hér, og der er to felter, du kan sætte kryds i, homo eller hetero, og det er dét. For mig har det aldrig været helt dækkende for kompleksiteten i menneskers begær. Realiteten er meget mere indviklet. Virkeligheden er noget rod.«

– Ville kærlighedsforholdet være anderledes i dag, hvor de sociale faktorer er ændret?

   »Helt klart. Det er umuligt at løfte dem ud af deres tid og dét øjeblik. De er præget af deres ængstelser og spændinger, af frygten og begrænsningerne i deres tid. Og på en måde gør de begrænsninger måske begæret mere intenst og nødvendigt. Det bliver en måde at bryde bestemte mønstre på og undgå valg, man skal forholde sig til.«

   – Men alligevel må de være evige typer, siden historien bliver ved at have så megen relevans for os –

   »Jeg tror ikke, det har så meget at gøre med den specifikke lesbiske kontekst. Det har mere at gøre med – kærlighedens væsen, simpelt hen. Men det er en kærlighed, der må kæmpe for at sige sit navn og finde sin stemme og sin form. Og dét er sat på spidsen i denne periode.

   Det hele kommer virkelig lige ud af Patricia Highsmiths erfaring og hendes forestillingsevne. Dét er fascinerende. Hun skriver Strangers on a Train. Hun sælger den til Hitchcock. Hun er stadig i tyverne, det er hendes første roman. Hun har ikke penge til huslejen, så hun tager et job hos Bloomingdale’s og står i legetøjsafdelingen ved juletid. Og denne flotte kvinde kommer ind og beder om hjælp med at finde ud af, hvilken slags dukke hun skal købe til sin datter.

   Og Patricia Highsmith får hendes navn og adresse og bliver syg. Ryger på hospitalet med skoldkopper. Og i sin febertilstand udtænker hun hele denne historie. Men hun beholder sedlen med kvindens adresse. Og da Strangers On a Train har premiere året efter, tager hun ud til huset og står i buskene. Det er så interessant. Hvad begæret gør ved én, selv når man har fået status og en karriere. Selv da kan man blive drevet så langt ud.«

– Overvejede du at bruge den historie?

   »Vi fandt huset, og vi tog derud. Andrew Wilson, som skrev biografien Beautiful Shadow om Patricia Highsmith, fandt ud af, at modellen for Carol i virkeligheden var alkoholiseret og meget ulykkelig. En dag gik hun ud i garagen, tændte motoren og tog sit liv. Så hun hørte aldrig om romanen eller noget.

   Vi optog en scene, hvor Therese kører ud til Carols hus og kigger ind gennem vinduet. Men på det sted i filmen arbejder jeg med at finde balancepunktet og flytte opmærksomheden fra Therese til Carol. Det var faktisk Cates idé at lave scenen med Carol og Abby i huset. Abby spørger, hvad der blev af Therese, og nogen vender i indkørslen. Carol går i panik omkring at blive overvåget osv. Jeg er glad for den scene. På det tidspunkt tror vi, at Therese er taget videre, men man kan aldrig vide.«

– Du brugte også Cate Blanchett i I’m Not There. Og endnu mere spektakulært –

   »Det var en fantastisk forvandling. Jeg glemmer aldrig, da Cate fik Bob Dylan-kostumet på og trådte i karakter. Parykken, tænderne, bakkenbarterne, tøjet. Der blev sagt: Todd, kom hen i Cates trailer. Jeg trådte ind og tænkte: For fanden! Så jeg var overvældet fra begyndelsen. Men jeg måtte overtale hende til at spille rollen. Og hvem ville ikke have anfægtelser? Det var et stort spring. Cate er virkelig, virkelig cool. Hun overraskede mig dengang, så jeg blev ikke overrasket nu.«

   – Er 50erne en af de store filmperioder?

   »Der er forbløffende film fra 50erne. Jeg vil ikke pege på nogen bestemt. Hver periode har sine enestående højdepunkter, i hvert fald til og med 70erne. I øjeblikket ser jeg en masse stumfilm. Det er måske den bedste periode af dem alle. Den smukkeste og mest subtile, hvor der kun var billedet at forholde sig til. Ingen ord. Men jeg elsker 50erne. Og 40erne. Og 30erne. Og så videre...«

Se også Todd Haynes: I'm Not There (2007) [Bob Dylan 80 år]; Todd Haynes: Velvet Goldmine (1998); Todd Haynes: Far from Heaven (2002); Todd Haynes | Brian Selznick: Wonderstruck (2017) [Bogen og filmen]; Todd Haynes | Patricia Highsmith: Carol (2015) [Bogen og filmen]; Loving Highsmith | Patricia Highsmith 1921-1995.

Todd Haynes blev interviewet på Mouton Terrace, Palais de Festival i Cannes den 18.maj 2015 [68. Festival de Cannes 13.-24. maj 2015] Rooney Mara modtog prisen for Best Performance by an Actress. Både hun og Cate Blanchett var Oscar-nomineret for deres roller.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ SF Studios/ Wall of Celebrities (Todd Haynes Portrait)/ Festival de Cannes

Carol streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio. Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Studio Canal (region B) 21.03.2016

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 11.03.2016 

Todd Haynes/Patricia Highsmith: Carol (2015) [Bogen og filmen]

PRISEN PÅ SALT
Kønnets undren i Eisenhower-tiden

Af BO GREEN JENSEN

FORELSKELSEN er en svimlende blanding af rus og betingelsesløs hengivelse. Verden forvandles af blikket, den kaster. Film- og litteraturteori elsker at tale om begær, objekt/subjekt osv. som intellektuelle konstruktioner. Men i nogle fiktioner bliver ordet til kød. Så falder det abstrakte sprog fra hinanden.

   I 1952 arbejder den unge Therese Belivet (Rooney Mara) som juleassistance i stormagasinet Bloomingdale’s på Manhattan. Hun er ellers fotograf. Hun går stilfærdigt ud med Richard (Jake Lacy), der ser hende som hustrumateriale. Det er USA lige før Eisenhower-tiden. Kønsrollerne er ikke til forhandling.

   Therese er ansat i legetøjsafdelingen. Det er hårdt, utaknemligt arbejde, hvor man bliver stiv i ansigtet af at smile og får ømme fødder af at stå. Lindringen kommer, da Carol Aird (Cate Blanchett), en moden kvinde, som er indbegrebet af elegance, beder om hjælp med at vælge en dukke til sin datter.

SÅDAN begynder et kærlighedsforhold, som ændrer tilværelsen for begge kvinder. Todd Haynes’ film ser Carol med Thereses øjne, men lader gradvis positionerne skifte. Der er aldrig en fuldendt balance.

   Først er det alt eller intet for Therese. Carol griber snarere chancen for en distraktion. Hun er ved at blive skilt fra Harge (Kyle Chandler), som er såret og forvirret, fordi Carol var ham utro med Abby (Sarah Poulson). Meget er oppe i luften, da krigen om forældremyndigheden over parrets datter begynder.

   Kvinderne bliver indhentet af de juridiske realiter, da de sætter ud på et næsten Nabokovsk road movie-togt. Hvis de elskende på noget tidspunkt har et lykkeligt, ligeværdigt øjeblik sammen, er det hér i motellernes Amerika, hvor alder, køn og klasse har mindre betydning.

FILMEN bygger på romanen The Price of Salt, som Patricia Highsmith (1921-1995) skrev i 1951. Hun havde job hos Bloomingdale’s i julen 1948. Hun blev selv betaget af en kunde, men fik kun lejlighed til at leve forelskelsen ud i sin fantasi.

   Da bogen udkom, stod der Claire Morgan på omslaget. Highsmith sagde senere, at det ikke var på grund af romanens lesbiske tema. Hun havde netop udgivet Strangers on a Train (1950, da. Farligt møde), som Alfred Hitchcocks filmatisering gjorde til en succes. Den unge forfatter blev rådet fra at skrive en anden slags bog så hurtigt efter.

   Prisen på salt blev diskret markedsført som »en moderne roman om to kvinder«. Den lidt mere lurvede billigbogsudgave solgte over én million eksemplarer. Hver uge kom der flere fanbreve. Da var Highsmith videre med The Blunderer (1954) og på vej mod The Talented Mr. Ripley (1955, da.Tom Ripleys talent).

   Den oprindelige titel var ifølge Highsmith en bibelhenvisning. I Første Mosebog er det den pris, som Lots hustru betaler for at se sig tilbage, da familien forlader Sodoma og Gomorra: »Men Lots hustru så sig tilbage, og hun blev til en saltstøtte.« Det kan sikkert bredes mere ud. Prisen på salt er vel prisen på tårer.

   I 1990 blev bogen genoptrykt – også på dansk – under Highsmiths eget navn og med titlen Carol. Hun gav selv et bud på dens succes. Som regel havde homoerotiske kærlighedshistorier en moraliserende slutning, hvor den forbudte elskov blev straffet. Carol slutter åbent og er en realistisk udviklingsroman. Der er ingen opbyggelig dobbeltmoral.

TODD Haynes er en meget præcis instruktør, som ofte får tingene sagt ved at genbruge stilgreb fra sine forbilleder. Carol er tematisk tæt på Far from Heaven (2002), som var en hyldest til Douglas Sirk, 50er-melodramaets mester. Æstetisk er den forbundet med miniserien Mildred Pierce (2011).

   Haynes castede Cate Blanchett som Bob Dylan i 60er-afsnittet af I'm Not There (2007), der stadig er hans bedste film. Som Carol koncentrerer hun alt, hvad den unge Therese begærer: erfaring, problemer, sanselighed. Hun er også god som den ydmyge kvinde, der spørger, om de skal ses igen.

   Har filmen én reference, er det William Wylers The Children's Hour (1961, da. Sladder), hvor Shirley MacLaine og Audrey Hepburn var lesbiske lærerinder. Carol kopierer ramme for ramme centrale scener, hvor kvinderne næsten kysser hinanden. Sex er ikke hovedsagen, men i Carol bliver kærlighedens utopi realiseret.

TYVE år efter Safe (1995) og Velvet Goldmine (1998) er Haynes fortsat en af tidens originale filmskabere. I radikale LGBT-kredse bliver han somme tider beskyldt for at gå »fjendens« ærinde. Det er lidt, som når marxister kalder socialisten Ken Loach for en klasseforræder. Teoretisk baseret kritik har svært ved at se det enkelte udtryk.

   Carol er en gribende skildring af et kærlighedsforhold og et antropologisk tilbageblik på en tid med andre konventioner. Filmen bruger Blanchett som blikfang, men det er Rooney Mara, der giver den sødme og fornemmelsen af en fremtid, som er (lidt) mindre hadefuld og indskrænket.

Se også Loving Highsmith | Patricia Highsmith 1921-1995; Todd Haynes: Virkeligheden er noget rod | Et interview [2015].

Carol. Instr.: Todd Haynes. Manus: Phillys Nagy. Foto: Edward Lachman. 118 min. UK-Frankrig-Australien-USA 2015. Dansk premiere: 10.03.2016

Patricia Highsmith: Carol. Oversat efter »The Price of Salt/ Carol« (1952) af Birthe Lundsgaard. 316 s. Gyldendal, 1992.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ SF Studios/ W.W. Norton & Company/ Gyldendal

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Studio Canal (region B) 21.03.2016

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.03.2016