François Ozon: Swimming Pool (2003)

KVINDER I SOLEN
Sanselig hyldest til La Piscine

Af BO GREEN JENSEN

SARAH Morton skriver krimier. Det gør hun med megen succes, og engang har det sikkert været både en udfordring og en fornøjelse at få serien om Inspector Dorwell til at leve og ånde. Det er det ikke mere.

   I det hele taget er Sarah kørt fast i sin neurotisk tilknappede hverdag. Hendes forlægger elsker hende ikke mere, men vil hellere investere sine ressourcer i unge håb som Terry Long. Denne grønskolling drysser salt i såret, da han betror Sarah, at hans gamle mor er vild med Inspektør Dorwell.

  Sarah fnyser og trækker skuldrene op. Hun er vel på alder med Charlotte Rampling, der fremstiller skikkelsen så livagtigt. Det vil sige 58 år. Hun har slet ikke brug for at høre den slags.

I ENGLAND regner det surt og vedvarende, og sådan har Sarah det indvendig. Den første scene i Swimming Pool viser ikke det forventede close-up af Sarah. I stedet fokuserer François Ozon på en læser. En trind hverdagskvinde sidder i toget og gør store øjne, da hun opdager, at passageren overfor er identisk med forfatteren til bogen, som hun selv sidder med. Men Sarah nægter at lade sig genkende. Næsten ondskabsfuldt bider hun læseren af. Hun stiger af og går op for at skælde sin forlægger (Charles Dance) ud. Han parerer imidlertid ved at sende hende til Sydfrankrig, hvor han har et hus med swimming pool. Tag dog ned og kom til hægterne, luk lidt sol ind i den dér vinterdepression.

HJEMME i huset sidder Sarahs gamle far og døser. Han nikker og falder væk uafladeligt. Så hun ser ud på haven, hvor der sagtens kunne stå et par garden gnomes, og gransker den grå regnvejrshimmel. I næste klip krydser hun kanalen, og snart er hun fremme ved huset i Frankrig, hvor lyset og varmen er venlige væsener.

   Hun indretter sig, fouragerer og flanerer i landsbyen, får computeren tilsluttet og kan for første gang i lang tid tage hul på et nyt manuskript med et smil. Det er ganske vist et lille smil, men man ser at det kommer fra hjertet. De gamle muskler kan endnu. Måske er livet slet ikke så dårligt. Da er det, at forlæggerens datter ankommer.

DÉT falder ikke i god jord. Julie (Ludivine Sagnier) er alt, hvad Sarah Morton aldrig bliver igen. I tyverne, slank på de rigtige steder, fuld af fandenivoldsk attitude. Hun spiller høj musik, ryger tjald, drikker sjusser, slæber en ny mand med hjem hver aften og kunne næsten være en karikatur på hedonistisk ungdom uden moralsk retningssans.

   Måske kan man forestille sig, at hun er det. Forholdet mellem skrift og verden er et motiv i filmen, og man kan aldrig med sikkerhed vide, om forfatteren digter videre på virkeligheden. Men ikke ét ord mere om den mulighed. Den er en af mange faktorer, som giver Swimming Pool en dimension af leg. Man må bare have den i baghovedet.

SARAH gør ikke modstand ret længe. I begyndelsen hader hun alt ved Julie, men det er svært at holde følelsen vedlige, især da hun bliver interesseret i den unge kvindes baggrund. Hun indser, at der er mysterier i forlæggerens liv, som hun intet vidste om. Og pigens slubrende livsglæde smitter. Julie får havemanden Marcel til at rense swimmingpoolen, som Sarah havde afskrevet som en kloak af levende bakteriekulturer. Sarah har sendt længselsfulde blikke efter den virile Franck, som serverer på cafeen i landsbyen, men det er Julie som tager ham med hjem. Solen bager, kødet kalder, livet er nu og hér hele tiden. De to kvinder bliver efterhånden veninder og får også en mor-datter relation.

SARAH begynder at skrive om Julie. Med ét er der også et lig, som skal skaffes af vejen. Man fornemmer, at Ozon fabulerer, og det gør han altid bedst i pasticher. I 8 femmes (2002, da. 8 kvinder – og et mord) var det især Douglas Sirk og George Cukor, som lagde grundfarver til.

   I Swimming Pool bliver både Buñuel, Chabrol og Hitchcock hilst på og drejet en halv omgang, men især er filmen en blanding af hyldest til og riff på motiver og sanselig livsfarve i La Piscine (1969), Jacques Derays stadig mere ikoniske St. Tropez-thriller med Romy Schneider og Alain Delon i deres zenit, både som par i virkeligheden og fiktive konstruktioner i filmen. Også Plein de soleil (1960, da. Kun solen var vidne), René Cléments Patricia Highsmith-filmatisering med Delon som Tom Ripley, sætter et aftryk.

   Det er meget underfundigt, ekstremt elegant og særdeles underholdende. Det er endelig også en anelse skuffende, fordi filmen som thriller bygger op til så meget, som den tøver med at levere til slut.

LIGESOM i Ozons Sous le sable (2000, da. Under sandet) fremstiller Charlotte Rampling sin midaldrende kvindefigur med bemærkelsesværdig indlevelse. Filmen har nogle af sine bedste øjeblikke i begyndelsen, mens Sarah modstræbende kapitulerer og giver sig hen til solen og sanseligheden. Umiddelbart efter ankomsten drikker hun te på bistroen og fylder køleskabet med fornuftige surmælksprodukter. Går det højt, kan hun skeje ud med en melon, og i huset begynder hun straks på en feriekrimi om Kommissær Dorwell. Dorwell on Holiday hedder Word-filen på hendes laptop. Da hun senere fortæller Julie og Franck om bogen, er titlen ændret til Dorwell Wears a Kilt, Dorwell bærer kilt. De ler, og hun føler sig flov og absurd.

   Hun overrasker dog både sig selv og Julie. Snart står den på whisky, yppigt fedende kager, sjove cigarettter, foie gras og hvidløgspølse. Hun springer ud seksuelt, som en ørkenblomst der har ventet på regn, og i flere afgørende øjeblikke får hun brug for sin kriminelle ekspertise. Yorick le Saux’ billeder er sitrende fulde af autentisk hed-brun-krop-ved-blåt-bassin atmosfære, og efterhånden nedtones Ludivine Sagniers påtaget vulgære manér til en rådvild ung kvindes udsathed. Der er også en underfundig slutning, som giver filmen en ny dimension. Se selv, hvad der muligvis er på spil. Filmen er under alle omstændigheder en effektiv kur mod vintertristesse.

SAMTIDIG er det finurligheden, der vrider hele filmen en anelse skæv og reducerer værket til en stiløvelse. Også Sous le Sable var et solidarisk portræt af en moden kvinde, der fik sin virkelighedsopfattelse lidt justeret. Der var lette øjeblikke i Under sandet, men sagens kerne – kvindens savn – var hård og konkret. Med Swimming Pool befæster François Ozon sin position som en af tidens mest elegante europæiske filmskabere. Man venter dog stadig på værket, som skaber og siger noget virkelig vigtigt.

Se også François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Le temps qui reste/ Time to Leave (2005); François Ozon: Angel (2007); François Ozon: Ricky (2009); François Ozon: Potiche (2010) [Liv og teater]; François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Une nouvelle amie/ The New Girlfriend (2014); François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017); François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018); François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020); François Ozon: Alt gik godt/ Tout s'est bien passé (2022); François Ozon: Peter von Kant (2022).

Swimming Pool. Instr.: François Ozon. Manus: Emmanuéle Bernheim, François Ozon. Foto: Yorick le Saux. 103 min. Frankrig-UK 2003. Dansk premiere: 25.12.2003.

Fotos: Fidélité/ Focus Features/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance/ IMDB/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Store, Apple TV, Amazon Prime | Paramount+, Rakuten TV, YouTube Film 

2K Blu-ray fra StudioCanal [ArtHaus] 14.03.2019

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.12.2003

Luca Guadagnino: A Bigger Splash (2015)

I LUFTEN HÆNGER ET VANDSPRØJT TILBAGE

Luca Guadagnino sætter af fra David Hockney

Af BO GREEN JENSEN

DER er nogle gamle venner, som man ser igen med bange anelser. Måske var de sjove, da man selv var sjov; måske ved man af bitter erfaring, at de ikke er til at slippe af med. De kommer fra et andet kapitel, som man ikke orker at læse igen. Det er ikke, fordi man ikke kan huske, hvor skægge de farlige venner kunne være. Men de var ikke til at styre, når de først blev lukket ind.

   Sådan et menneske er musikproduceren Harry Hawks (Ralph Fiennes). Den formidable mand melder sin ankomst, netop som rockstjernen Marianne Lane (Tilda Swinton) har fundet sig tilrette i en dyb, vegeterende fred med Paul de Smedt (Matthias Schoenaerts), en filmskaber, der holder lang tankepause.

   Parret plejer og støtter hinanden efter seriøse livskriser, der fik dem til at slå pjalterne sammen. Hun hviler ud efter en halsoperation, som gør at hun ikke kan tale. Han er tørlagt efter en bilulykke, som måske var et sløret forsøg på at dø. De nyder de rolige dage på Pantelleria, en lille italiensk ø, som ligger tættere på Tunesien end på Sicilien.

HARRY kender også Pantelleria. Kaosbringeren er fortrolig med alle terræner. Der er ikke den mad, som han ikke har smagt, eller den vin, som han ikke har drukket – som regel på husets regning. Han kan sikkert også huske, hvad ejerens børnebørn hedder. Var social flair en valuta, ville Harry være hovedrig. Han er sådan en mand, som man ikke siger nej til.

   Harry ringer fra lufthavnen, hvor han er landet sammen med teenageren Penelope (Dakota Johnson), som vist nok er hans nyligt opdagede datter. I hvert fald skal hun distrahere Paul, mens Harry får Marianne til at synge igen, på scenen såvel som i kærestesengen. Det var ham, der præsenterede Marianne og Paul for hinanden. Harry synes, de skylder ham noget til gengæld.

DAGENE går ved den blå swimmingpool, hvor slangerne hvisler i græsset. Der er flashbacks til en kronet tid, hvor Marianne synger for menneskehavet og ligner en blanding af Annie Lennox og David Bowie. I nutiden er der migranter på stien ved den lejede villa. Også de er en del af menneskehavet, som turisterne har isoleret sig fra.

   Der er dårlig karma fra første scene med Harry og Penelope i huset. Marianne og Paul har nydt at leve stille og elske som dyr. Harry kan slet ikke have sådan noget. Han drikker vin som vand og ryster gourmetmad ud af ærmerne på sin hawaiiskjorte. Farverne skriger til himlen. Manden taler fra morgen til aften.

   I en særligt velskabt scene beskriver Harry, hvordan han (vist nok) producerede Voodoo Lounge (1994) for The Rolling Stones tilbage i den store tid. Han spiller luftguitar, mens han Jagger-danser til »Emotional Rescue«. Manden har altså en lang karriere. Emotional Rescue er fra 1980. Harry var 16. Nu er han (muligvis) uhelbredeligt syg. Man ved aldrig helt, om han lyver. I hvert fald har han brug for Marianne, hvis han skal kæmpe sig værdigt tilbage.

SICILIANEREN Luca Guadagnino (f. 1971) er en mand, der bliver set skævt til i det italienske filmmiljø. Han taler hårdt om kolleger og har tjent formuer på at lave tv-reklamer for Gucci og Cartier. Han fik tidligt kontakt med Tilda Swinton, som medvirkede i The Protagonists (1999). Det var også Swinton, som spillede matriarken i Io sono amore/ I Am Love (2009), der blev et stort arthouse hit.

   Guadagnino debuterede som operainstruktør i 2011, hvor han iscenesatte Verdis Falstaff. Han siger selv, at han ser Harry Hawks som en efterkommer af Shakespeares karakter. Begge er større end virkeligheden, og begge er blevet anakronismer. De er døende kæmper i dværgenes tid, men de er også flodheste, der stamper i strømmen. Det er ikke deres verden mere.

   Harry får næsten udført sin mission. Han får Marianne til at grine og gå på vulkaner igen, mens Penelope og Paul, som efterhånden væmmes ved det hele, forenes i naturen, helt efter planen. Men den forjættende swimmingpool, der er omdrejningspunktet i så mange scener, skal endelig bruges (melo)dramatisk.

   A Bigger Splash er en sludrevorn film, der skal afkodes i flere omgange. Forlægget er Jacques Derays La Piscine (1969), der brugte cool bossa nova på samme måde, som Guadagnino bruger årgangsrock. Men La Piscine var en regulær thriller med Alain Delon, Romy Schneider, Maurice Ronet og Jane Birkin. A Bigger Splash er mere diffus. Filmen er et stort snakkestykke, og Swintons stilhed taler lige så stærkt som Fiennes’ motormund.

FILMEN tager sin titel fra David Hockneys 1967-maleri af en swimmingpool med en sennepsgul vippe og to palmer ved et hus i Californien. Der er ingen personer i syne, men i luften hænger et vandsprøjt tilbage. Hvad man ser, er aftrykket af en bevægelse. Dén faktor passer fortrinligt til filmen.*

   Guadagnino siger, at han optog en smuk prolog med maleriet. Men det smukkeste var at skære forklaringen bort. Måske har der været flere scener med afrikanske flygtninge. Filmen er bedst, når den intet forklarer. Der er et irriterende omstændeligt afsnit, hvor det lokale politi bumler rundt.

   Uanset hvad man skal lægge i filmen, er den visuelt stærk hele tiden og for det meste psykologisk troværdig. Fiennes forlener sin karakter med en uimodståelighed, som man hader. Swinton arbejder aktivt med intet at sige. Johnson og Schoenaerts har mindre at tage fat i som nymfen og faunen.

   Men er filmen værd at se? bliver der spurgt. Dét er den afgjort. God og dårlig er vage begreber. Lad os lande på interessant og markant.

Se også Luca Guadagnino: I Am Love (2009); Luca Guadagnino: Call Me By Your Name (2017); To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100].

*) David Hockneys A Bigger Splash (1967) hænger i London på Tate Gallery. Billedet måler 2,5 x 2,5 meter og har sin titel, fordi Hockney året før havde malet Splash og A Little Splash. Hockneys første ikoniske swimmingpool-maleri var det beefcake-inspirerede Peter Getting Out of Nick's Pool fra 1964. Han malede A Bigger Splash fra april til juni 1967, mens han underviste på University of California i Berkeley. Fra 1970-1972 optog Jack Hazan portrætfilmen A Bigger Splash (1973), som indirekte skildrer kunstnerens brud med sin kæreste, Peter Schlesinger. Billedet, som man ser Hockney arbejde på i filmen, er Portrait of an Artist (Pool with two Figures) fra 1972. I 2018 blev det handlet for 90,3 mio. dollars på en auktion i New York. 

A Bigger Splash. Instr. Luca Guadagnino. Manus: David Kajganich. Foto: Yorick Le Saux. Frankrig-Italien 2015. Dansk premiere: 17.03.2016

Fotos: Frenesi Film Company/ SF Studios/ Tate Collection

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, SF Anytime, Viaplay Rent & Nuy

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.03.2016