Tom Ford | Christopher Isherwood: A Single Man (2009) [Bogen og filmen]

ENLIG HERRE, ENE MAND

Christopher Isherwoods sorgarbejde

Af BO GREEN JENSEN

HVER morgen vågner han tidligt, som sorgramte mennesker nu engang gør. Han er mere følelsesløs end fortvivlet. Som regel har han drømt om ulykken, der tog hans kæreste fra ham. Ved viljens magt tager manden sig sammen, går ud og står ret under bruseren, friserer og barberer sig, finder manchetskjorten, binder slipset – altid i en windsorknude – og tager brillerne på. Da er visiret på plads. Han er atter forklædt som George Falconer, der bor i en forstad til Los Angeles og underviser i litteratur.

   Denne konstruktion, professor Falconer, er en gåde for mennesket George. Han har levet lykkeligt med Jim, for denne skildring gælder mænds kærlighed, skønt følelsen ikke er kønsspecifik.

   George ved, hvad det kræver at tilhøre »den usynlige slags«, og han er omhyggelig med sin forklædning. Han er i sin tid flygtet fra London, ganske som forfatteren Christopher Isherwood (1904-1986), der i 1929 tog til Berlin og skrev bl.a. Goodbye to Berlin, forlægget for Cabaret, før han i 1939 kom til Hollywood sammen med W.H. Auden. Isherwood blev amerikansk statsborger i 1946 og slog sig ned i Santa Monica. Han vendte aldrig tilbage til England.

   A Single Man (1964, da. Enlig herre) var en af de første mainstreamromaner med homoerotisk motiv.* Den vakte opsigt i samtiden og var et bannerskrift for aktivisterne i Gay Liberation Movement. Den blev siden overskygget af værker – bl.a. Christopher and His Kind (1976, da. Christopher og hans kreds), Isherwoods egen erindringsbog – som var mere direkte i deres kritik af den heteroseksuelle monokultur. Romanen har dog dedikerede fans. Til disse hører modeskaberen Tom Ford, der debuterer som instruktør med en overraskende helstøbt filmatisering af A Single Man.

DET er helt og holdent Georges historie (både bog og film er jeg-fortalte). I filmen har Ford tilsat ekstra spænding ved at lade dette være dagen, da George planlægger at tage sit liv. Han lægger derfor en revolver i mappen, før han forlader huset i solen, og han møder alle sin verdens bipersoner med en hemmelig viden om at tage afsked.

   Der er en distinkt elegisk grundtone i filmen, snart ironisk og galgenhumoristisk, snart så romantisk-patetisk, at man kunne se Tom Fords version af A Single Man som LGBT-kulturens svar på Love Story (1970). Det gjorde flere ved premieren. Erich Segal, som skrev det ikoniske drama om sorg og katarsis, var netop død i 2010. Så tanken lå tættere på.**

   Præmissen er altså den samme som i Simon Stahos Dag og Nat (2004). En bitter mand kører rundt og tager afsked. Dog har skæbnen planer med George. Netop som han mener, at han ikke mere har grund til at leve, bliver han forelsket i den 30 år yngre Kenny (Nicholas Hoult). Isherwood fandt sammen med fotografen Don Bachardy, som bare var 18 år, da de mødtes. I A Single Man overvejer George for første gang at give slip på erindringen om Jim.

FORD satser hele filmen på George, der fremstilles indfølt og fejlfrit af Colin Firth. Man føler aldrig, at skuespilleren anstrenger sig for at være en anden. Han er George Falconer med alt, hvad det indebærer. Der er lagt megen vægt på hans besøg hos veninden Charley (Julianne Moore), som stadig mener, at hun og George kunne have fået et »rigtigt« forhold. Ellers er filmen forankret i mænd-med-mænds seksualitet. Ikke siden Jonathan Demmes AIDS-requiem Philadelphia (1993) er den martrede homoseksualitet i dén grad blevet heroiseret.

FILMEN foregår i 1962 og er forelsket i tiden på samme måde som Sam Mendes’ Revolutionary Road (2008) og Matthew Weiners fine tv-serie Mad Men (2007-2015). Fords kritikere har antydet, at han alene vælger perioden for at kunne iscenesætte hver detalje i George Falconers univers.

   Fetichismen er sandt nok en faktor. Det bliver tydeligt i scenen, hvor George har en blid dialog med den prostituerede Carlos (John Kortajarena) på parkeringspladsen bag den liquor store, hvor han henter gin og cigaretter før sit besøg hos Charley. Mændene sidder i solnedgangen og deler en cigaret. Bag dem ses Janet Leighs panikslagne øjne på en vægstor plakat for Alfred Hitchcocks Psycho. Det sitrer i cineasten, og det er en effektiv ramme om scenen. Det er også rendyrket reklamefilmsæstetik.

DER er dog andet og mere på spil. For det første er det en pointe, at George lever i Californiens gyldne storhedstid. For det andet har verden netop holdt vejret under Cubakrisen. En kollega fortæller George om det beskyttelsesrum, han har indrettet, og i et komisk indklip poserer kernefamilien à la American Gothic. I sin sorg og illusionsløshed er George stærkere end sine medmennesker. Som den eneste frygter han ikke det atomare ragnarok. Og netop som han atter kan frygte, har skæbnen også en bonus til ham.

   A Single Man er stærk, stilfuld og meget bevægende realiseret. 49-årige Colin Firth skaber sin karrieres bedste karakter og lægger afstand til signaturrollen som Mr. Darcy, der (for) længe har sat ham i bås. Filmen gør indtryk hinsides sin tematisering af køn og seksualitet. Den handler om livskraft; om sorgens væsen; om at stå ved, hvem man er; om at forlade og om at åbne sig for livet. En stor historie småt forklædt. Som den sorgramte George Falconer, der civiliserer sig foran spejlet.

Se også Tom Ford: Nocturnal Animals (2016) [Noir 100] + Bob Fosse: Cabaret (1972) | Musicals.

*) Romanen udkom på Grafisk Forlag i 1964 i Georgjeddes oversættelse. Forlaget Turbine har genudgivet den i 2020, nu i Juliane Wammens oversættelse og med titlen Ene mand. 

**) Erich Segal (1937-2010) var en alsidig mand. Han var professor i græsk og latin, skrev adskillige akademiske værker om litteratur i Antikken (især den romerske komedie) og underviste på Harvard, Yale og Princeton. Samtidig havde han sans for sin tid og var heldig med hensyn til timing. Segal var medforfatter på manuskriptet til Yellow Submarine (1968), animationsfilmen som levendegør Beatles-sange, og han skrev romanen Love Story med en klar intention om at demonstrere den lutrende sorg i katharsis-begrebet. Hans agent kunne se en film i manuskriptet, så bogen og filmen udkom tæt på hinanden. Love Story var et kulturfænomen. Man skal næsten have været der for at begribe, hvor meget filmen fyldte i tiden. Også fortsættelsen Oliver's Story (1977) blev til efter tie-in princippet, og Ryan O'Neal repeterede sin rolle som Oliver Barrett IV. Segal skrev seks romaner mere. Den bedste er The Class (1985), som følger fem medlemmer af årgang 1958 på Harvard University.         

***) David Hockney: Don Bachardy and Christopher Isherwood, 1968. Acryl på lærred. 212 x 303,5 cm. Privateje. Calvin Brodie har fotograferet parret, der betragter sig selv. Bachardy og Isherwood mødtes i 1953 og levede sammen til Isherwoods død i 1986. Don Bachardy (f. 1934) bor stadig i huset i Santa Monica. Han blev 90 år i maj 2024.

A Single Man. Instr.: Tom Ford. Manus: David Scearce og Tom Ford. Foto: Eduard Grau. 100 min. USA 2009. Dansk premiere: 04.03.2010.

Fotos: Fade to Black Productions/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ SF Studios

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate Films 12.10.2021

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.03.2010

Luca Guadagnino: A Bigger Splash (2015)

I LUFTEN HÆNGER ET VANDSPRØJT TILBAGE

Luca Guadagnino sætter af fra David Hockney

Af BO GREEN JENSEN

DER er nogle gamle venner, som man ser igen med bange anelser. Måske var de sjove, da man selv var sjov; måske ved man af bitter erfaring, at de ikke er til at slippe af med. De kommer fra et andet kapitel, som man ikke orker at læse igen. Det er ikke, fordi man ikke kan huske, hvor skægge de farlige venner kunne være. Men de var ikke til at styre, når de først blev lukket ind.

   Sådan et menneske er musikproduceren Harry Hawks (Ralph Fiennes). Den formidable mand melder sin ankomst, netop som rockstjernen Marianne Lane (Tilda Swinton) har fundet sig tilrette i en dyb, vegeterende fred med Paul de Smedt (Matthias Schoenaerts), en filmskaber, der holder lang tankepause.

   Parret plejer og støtter hinanden efter seriøse livskriser, der fik dem til at slå pjalterne sammen. Hun hviler ud efter en halsoperation, som gør at hun ikke kan tale. Han er tørlagt efter en bilulykke, som måske var et sløret forsøg på at dø. De nyder de rolige dage på Pantelleria, en lille italiensk ø, som ligger tættere på Tunesien end på Sicilien.

HARRY kender også Pantelleria. Kaosbringeren er fortrolig med alle terræner. Der er ikke den mad, som han ikke har smagt, eller den vin, som han ikke har drukket – som regel på husets regning. Han kan sikkert også huske, hvad ejerens børnebørn hedder. Var social flair en valuta, ville Harry være hovedrig. Han er sådan en mand, som man ikke siger nej til.

   Harry ringer fra lufthavnen, hvor han er landet sammen med teenageren Penelope (Dakota Johnson), som vist nok er hans nyligt opdagede datter. I hvert fald skal hun distrahere Paul, mens Harry får Marianne til at synge igen, på scenen såvel som i kærestesengen. Det var ham, der præsenterede Marianne og Paul for hinanden. Harry synes, de skylder ham noget til gengæld.

DAGENE går ved den blå swimmingpool, hvor slangerne hvisler i græsset. Der er flashbacks til en kronet tid, hvor Marianne synger for menneskehavet og ligner en blanding af Annie Lennox og David Bowie. I nutiden er der migranter på stien ved den lejede villa. Også de er en del af menneskehavet, som turisterne har isoleret sig fra.

   Der er dårlig karma fra første scene med Harry og Penelope i huset. Marianne og Paul har nydt at leve stille og elske som dyr. Harry kan slet ikke have sådan noget. Han drikker vin som vand og ryster gourmetmad ud af ærmerne på sin hawaiiskjorte. Farverne skriger til himlen. Manden taler fra morgen til aften.

   I en særligt velskabt scene beskriver Harry, hvordan han (vist nok) producerede Voodoo Lounge (1994) for The Rolling Stones tilbage i den store tid. Han spiller luftguitar, mens han Jagger-danser til »Emotional Rescue«. Manden har altså en lang karriere. Emotional Rescue er fra 1980. Harry var 16. Nu er han (muligvis) uhelbredeligt syg. Man ved aldrig helt, om han lyver. I hvert fald har han brug for Marianne, hvis han skal kæmpe sig værdigt tilbage.

SICILIANEREN Luca Guadagnino (f. 1971) er en mand, der bliver set skævt til i det italienske filmmiljø. Han taler hårdt om kolleger og har tjent formuer på at lave tv-reklamer for Gucci og Cartier. Han fik tidligt kontakt med Tilda Swinton, som medvirkede i The Protagonists (1999). Det var også Swinton, som spillede matriarken i Io sono amore/ I Am Love (2009), der blev et stort arthouse hit.

   Guadagnino debuterede som operainstruktør i 2011, hvor han iscenesatte Verdis Falstaff. Han siger selv, at han ser Harry Hawks som en efterkommer af Shakespeares karakter. Begge er større end virkeligheden, og begge er blevet anakronismer. De er døende kæmper i dværgenes tid, men de er også flodheste, der stamper i strømmen. Det er ikke deres verden mere.

   Harry får næsten udført sin mission. Han får Marianne til at grine og gå på vulkaner igen, mens Penelope og Paul, som efterhånden væmmes ved det hele, forenes i naturen, helt efter planen. Men den forjættende swimmingpool, der er omdrejningspunktet i så mange scener, skal endelig bruges (melo)dramatisk.

   A Bigger Splash er en sludrevorn film, der skal afkodes i flere omgange. Forlægget er Jacques Derays La Piscine (1969), der brugte cool bossa nova på samme måde, som Guadagnino bruger årgangsrock. Men La Piscine var en regulær thriller med Alain Delon, Romy Schneider, Maurice Ronet og Jane Birkin. A Bigger Splash er mere diffus. Filmen er et stort snakkestykke, og Swintons stilhed taler lige så stærkt som Fiennes’ motormund.

FILMEN tager sin titel fra David Hockneys 1967-maleri af en swimmingpool med en sennepsgul vippe og to palmer ved et hus i Californien. Der er ingen personer i syne, men i luften hænger et vandsprøjt tilbage. Hvad man ser, er aftrykket af en bevægelse. Dén faktor passer fortrinligt til filmen.*

   Guadagnino siger, at han optog en smuk prolog med maleriet. Men det smukkeste var at skære forklaringen bort. Måske har der været flere scener med afrikanske flygtninge. Filmen er bedst, når den intet forklarer. Der er et irriterende omstændeligt afsnit, hvor det lokale politi bumler rundt.

   Uanset hvad man skal lægge i filmen, er den visuelt stærk hele tiden og for det meste psykologisk troværdig. Fiennes forlener sin karakter med en uimodståelighed, som man hader. Swinton arbejder aktivt med intet at sige. Johnson og Schoenaerts har mindre at tage fat i som nymfen og faunen.

   Men er filmen værd at se? bliver der spurgt. Dét er den afgjort. God og dårlig er vage begreber. Lad os lande på interessant og markant.

Se også Luca Guadagnino: I Am Love (2009); Luca Guadagnino: Call Me By Your Name (2017); To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100].

*) David Hockneys A Bigger Splash (1967) hænger i London på Tate Gallery. Billedet måler 2,5 x 2,5 meter og har sin titel, fordi Hockney året før havde malet Splash og A Little Splash. Hockneys første ikoniske swimmingpool-maleri var det beefcake-inspirerede Peter Getting Out of Nick's Pool fra 1964. Han malede A Bigger Splash fra april til juni 1967, mens han underviste på University of California i Berkeley. Fra 1970-1972 optog Jack Hazan portrætfilmen A Bigger Splash (1973), som indirekte skildrer kunstnerens brud med sin kæreste, Peter Schlesinger. Billedet, som man ser Hockney arbejde på i filmen, er Portrait of an Artist (Pool with two Figures) fra 1972. I 2018 blev det handlet for 90,3 mio. dollars på en auktion i New York. 

A Bigger Splash. Instr. Luca Guadagnino. Manus: David Kajganich. Foto: Yorick Le Saux. Frankrig-Italien 2015. Dansk premiere: 17.03.2016

Fotos: Frenesi Film Company/ SF Studios/ Tate Collection

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, SF Anytime, Viaplay Rent & Nuy

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.03.2016