Jim Jarmusch: Only Lovers Left Alive (2013)

DE ENESTE ELSKENDE

Sidste vampyrfilm før zombierne

Af BO GREEN JENSEN

FORÅR 2014: Efter 20 år, hvor alle ville bides, er vampyrfilmens seneste guldalder ved at være forbi. Fænomenet The Twilight Saga (2008-2012) er lukket. I USA bliver teenagegyseren Vampire Academy en kommerciel katastrofe, og ingen har nye projekter på vej. Kun HBO-serien True Blood (2008-2014) kæmper videre i sæson 7. Samtidig er sagakomplekset om The Walking Dead (2010-2022) i sin første, energisk knopskydende fase hos AMC. Nu er zombier sagen, der angribes fra alle vinkler og fortolkes på mange niveauer.*

   Der er en vis poetisk retfærdighed i, at det bliver vejrbidte hipsters som Neil Jordan og Jim Jarmusch, der fortæller de sidste legender. Francis Ford Coppolas opera-overdådige Bram Stoker's Dracula (1992) var et varsel om, hvad der ventede, men Jordan forløste flodbølgen med sin mørke, romantiske 1994-filmatisering af Anne Rices Interview with the Vampire (1976, da. En vampyrs bekendelser). I 2012 satte han selv et rødt punktum med Byzantium, som ikke fik dansk premiere, skønt filmen var en stor og stilfuld produktion.

   I Byzantium spiller Gemma Arterton og Saoirse Ronan to vampyrer, mor og datter, som har set for meget og levet for længe. Det er et gennemgående tema i den tænksomme ende af feltet. Tony Scotts The Hunger (1983) – med Catherine Deneuve, Susan Sarandon og David Bowie – var et tidligt eksempel. Tomas Alfredsons Lad den rette komme ind (2008) er blandt de seneste og smukkeste. Det samme gælder sydkoreaneren Park Chan-wooks besættende Thirst (2009).

BEGGE har inspireret Jim Jarmusch, der i Only Lovers Left Alive lader evigheden slippe op for Adam (Tom Hiddleston) og Eve (Tilda Swinton), som synes at være de første vampyrer og de sidste elskende i et univers, hvor livskraften dør lidt hver dag. Hun kunne være den bibelske Eva. Han blev indviet engang i renæssancen. Siden har parret holdt sig i live og skabt deres egen virkelighed.

   De har al den tid, som er i verden, og lever ofte adskilt. Han bor i et gammelt hus i udkanten af det forfaldne Detroit, hvor han nørkler med sin guitarsamling og skriver dronebaseret begravelsesmusik. Hun holder ilden i live i Tanger i Marokko, hvor også dramatikeren Christopher Marlowe (John Hurt) har opholdt sig i århundreder.

   Jarmusch morer sig med at kommentere en række kulturhistoriske konspirationsteorier. Således får Marlowe æren for at have skrevet Shakespeares skuespil. Det er heller ingen hemmelighed, at Adam komponerede en af Schuberts strygekvartetter (formentlig nr. 14 i D-mol [D 810], Der Tod und das Mädchen/ Death and the Maiden, som har et næsten vampyrisk vidtrækkende efterliv). 

MED hensyn til mad har de indrettet sig. Adam klæder sig ud som Dr. Faust og køber blod på et hospital i Detroit. Eve får sine skud via Marlowe, der har franske forbindelser. Det er et problem, at menneskers blod bliver mere forurenet. Eve har en vild lillesøster, Ava (Mia Wasikowska), som slet ikke deler Adams tristesse.

   Eva flyver til Detroit for at være sammen med Adam. Hun rejser selvsagt om natten, og der er mange lavpraktiske hensyn at tage. Så følger han med hende til Marokko, hvor Marlowe ligger for døden. Der er ikke mere blod fra den gode, franske læge, og parret venter på gaden i Tanger, mens det sidste daggry nærmer sig. Det skal vise sig, om noget eller nogen dukker op.

TEMPOET er slentrende. Genren har så mange konventioner, så megen mytologi bundet op i sine billeder, at Jarmusch kan nøjes med at markere. Det gør han mesterligt, både i Detroit og Tanger. Vist er Adam og Eva vampyrer, men især er de overlevende hippier fra 60erne, 70erne og 80erne. De deler alle Jarmuschs æstetiske præferencer.

   Filmen er først og fremmest en stemning, en lang elegisk tone, der strækker stoffet over to timer. Jarmusch viser rusen, når blodet bliver drukket, men holder sig ellers fra fysiske beskrivelser. Der er vid og lune, fin melankoli, ægte smerte, politiske betragtninger og mange musikanekdoter. Et patchwork af høj og lav fælleskultur.

   

DER er også en troværdighed. Det må føles sådan at leve så længe. Både vi og Jarmusch ville spille den kosmiske klagemusik (han gør det faktisk – Adams elektriske sørgemarch bliver fremført af Jozef van Wissem og Sqürl, som er navnet på det fritidsband, filmskaberen deler med Carter Logan). For så vidt som filmen har mulige hits på sit soundtrack, er det Wanda Jacksons »Funnel of Love«, der bliver kværnet og strakt gennem 69 filtre af Sqürl og Madeleine Follin fra Cults.

   Only Lovers Left Alive har al den charme, man venter af Jarmusch, og er bristende fuld af filmhistoriske henvisninger. Det er hans bedste film siden Broken Flowers (2005) og den første i endnu længere tid, som har lidt af den visuelle grunge fra begyndelsen i Permanent Vacation (1980), Stranger Than Paradise (1984), Down By Law (1986) og Mystery Train (1989). En meget stor fornøjelse, hvis man holder af litterære vampyrer.

   Jarmusch nåede selv til zombiegenren i The Dead Don't Die (2019), som er langt mere komisk og katastrofisk. Om dét kan vi tale en anden god gang.

Se også Jim Jarmusch: Broken Flowers (2005); Jim Jarmusch: Paterson (2016); Efter Nosferatu: Shadow of the Vampire (2000). 

*) Briten Naomi Alderman (f. 1974), forfatter til bl.a. Disobedience og The Power (da. Kraften), kommenterer cirka samtidig udviklingen i et essay med titlen »The Meaning of Zombies«: »While vampires tend to be more popular in times of economic prosperity – think of Interview with the Vampire's lush heyday in the 1980s and early 1990s – zombies, the shuffling mass dressed in rags, tend to come to the fore in more austere times. George Romero's Dawn of the Dead comes to us from the depression of the 1970s and of course zombies are having a massive renaissance – as it were – now.« [Granta – The Magazine of New Writing #117, 2011]

   Canadieren Margaret Atwood (f. 1939) er med rette en nulevende institution. Hendes indsigt i og arbejde for genrelitteraturen strækker sig meget længere end til The Handmaid's Tale (1985, da. Tjenerindens fortælling), The Testaments (2019, da. Gileads døtre) og MaddAddam-trilogien, som består af Oryx & Crake (2003, da. Oryx og Crake), The Year of the Flood (2009, da. Syndflodens år) og MaddAddam (2013, da. d.s.). Atwood uddyber Aldermans perspektiv i en forelæsning fra 2013: 

   »The zombie apocalypse is the death of civilisation, the moment when all that becomes important is the answer to the questions: Do you have food? Do you have guns? We want to practise this in fantasy, to imagine it all the way through, especially in times of economic crisis. We live in cities now, far from the sources of food, not knowing our neighbors. Zombies are the horrifying crowd of the urban poor, the grasping hands reaching out for something, which, if you gave it to them, would destroy you. They're the interchangeable anonymous people we encounter on our daily commute, those whose humanity we cannot acknowledge.«

   Atwood forklarer sine tilhørere, hvorfor hun skrev netfortællingen »The Happy Sunrise Zombie Home« [til platformen Wattpad] sammen med Alderman, da hun (modstræbende) var blevet interesseret i zombier (»because initially I failed to grasp their charm, though others seemed to have grasped it«). Hun giver en sjældent klar og koncis analyse af horrorgenrens tre transformative mytologier: varulv, vampyr og zombie. 

   Forelæsningen hedder »Stories We Tell About Times to Come«. Hun holdt den på Southern Utah University i Cedar City, Utah, den 2. april 2013. Teksterne fra seminaret blev efterfølgende trykt i kompendiet Human Values (2013). Atwood samler sin egen op i Burning Questions: Essays and Occasional Writings (2022). Hendes indsats som kritiker og essayist står i skyggen af hendes skønlitterære virke. Jeg vil i særdeleshed anbefale samlingen In Other Worlds: SF and the Human Imagination (2011).

Only Lovers Left Alive. Instr. & manus: Jim Jarmusch. Foto: Yorick Le Saux. 123 min. UK-Tyskland-Grækenland-Frankrig 2013. Dansk premiere: 20.03.2014.

Fotos: Recorded Picture Company/ Pandora Filmproduktion/ Snow Wolf Produktion/ Faliro House Produktions/ Le Pacte/ HanWay Films/ ARD Degeto Film/ Lago Film/ Neue Road Movies/ DFFF/ Film- und MedieStiftung NRW/ Schleswig-Holstein Film Commission/ FFA/ Sony Pictures Classics/ Miracle Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Rolex [Mentor Margaret Atwood and protegée Naomi Alderman at Toronto University photo].

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, HBO MAX, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime og YouTube Movies.

Anmeldelsen stod [minus intro og note] i Weekendavisen Kultur 21.03.2014 

Jim Jarmusch: Broken Flowers (2005)

GAMLE FLAMMER

Jim Jarmusch i 00ernes mainstream

Af BO GREEN JENSEN

FÅ formår som Bill Murray (f. 1950) at vise følelser uden at fortrække en mine. Hans pokerfjæs er et knust drengeansigt, som blot er blevet mere skuffet og vejrbidt, siden den lakoniske maske havde nyhedens interesse for 40 år siden. Murray er som årgangsvin. Han bliver bedre og bedre med alderen.

   Desværre har der sjældent været roller, som brugte den udtryksfulde udtryksløshed konstruktivt. Værdige undtagelser er John McNaughtons Mad Dog and Glory (1993, da. Pigen i midten), Sam Raimis tænksomme Groundhog Day (1993, da. En ny dag truer) og Wes Andersons gakkede Rushmore (1998). Alligevel tænkte man endelig, da den livstrætte skuespiller fik rollen som livstræt skuespiller i Sofia Coppolas Lost in Translation (2003).*

   

HER kommer ærke-auteur Jim Jarmusch (f. 1953) imidlertid med en atypisk rund og tilgængelig film, der gør lige så god brug af Murrays talenter. Han spiller den reserverede Don Johnston, et følelsesmæssigt menneskepindsvin, som foretrækker at leve så stille som muligt foran fladskærmen i sit forstadseksil. Hans formue kommer fra IT-udstyr, men i hjemmet er der ingen computer, og da hans seneste kæreste (Julie Delpy) forlader ham i første scene, bliver han bare siddende og tænker sit. Situation er ikke ny for Don Johnston.

   Så kommer brevet, der vækker ham lidt. En gammel kæreste skriver, at de sammen har en voksen søn, som hun aldrig har fortalt ham om. Der er bare ingen afsender på. »Det var lige godt pokkers,« kan man se Murray tænke. Indtil videre bliver han dog siddende. Senere kommer naboen (Jeffrey Wright), en glad mand med kone og stor børneflok, og præsenterer en detaljeret rejseplan. Han opsøger da sine gamle flammer, og fire af filmens stærkeste blomster får hver et kvarter at gøre godt med: Sharon Stone, Frances Conroy, Jessica Lange og Tilda Swinton.

STONES karakter er stadig i stemning og har en promiskuøs teenagedatter (Alexis Dziena), som for en sikkerheds skyld hedder Lolita. Conroy er blevet ejendomsmægler. Lange tager sig mere end godt betalt for at psykoanalysere folks kæledyr, mens Swinton bor i skurvogn og er blevet en bitter og stram biker chick. Han ser dem, sover også hos en enkelt, men siger ellers så lidt som muligt, mens han overvejer de mulige liv, som han desværre eller heldigvis er gået glip af. Om der er en søn, får man muligvis hold på til allersidst, da Murray for et øjeblik bliver atypisk sentimental.

DET er ikke nogen stor film, og det er intet typisk Jarmusch-arbejde. Alligevel fik Broken Flowers juryens Grand Prix ved årets Cannes Festival, og man genser den gerne for stemningen, typerne og den stedvis meget slet skjulte satire i skildringen af de sociale miljøer. Kvinderne er uden undtagelse prægtige, og Murray kan sin type til fuldkommenhed.

   Ikke desto mindre ligner Broken Flowers mere et supplement til Alexander Paynes About Schmidt (2002, da. Rundt om Schmidt), en road movie for enkemænd med Jack Nicholsen i fri drift på vejen til Denver, end en film af manden bag Down by Law (1986), Dead Man (1995) og Ghost Dog (1999). Broken Flowers er let som et snefnug og umådeligt charmerende. Den er sikkert også hurtigt glemt igen.

Se også Jim Jarmusch: Only Lovers Left Alive (2013); Jim Jarmusch: Paterson (2016).

*) OVENSTÅENDE er skrevet i 2005, da selviske mænd var mere på mode. Efter Rushmore blev Murray uundværlig for Wes Anderson, der har brugt ham i sine film lige siden: The Royal Tenenbaums (2001); The Life Aquatic with Steve Zissou (2004); The Darjeeling Limited (2007); Moonrise Kingdom (2012); The Grand Budapest Hotel (2014) og The French Dispatch (2021). Murray lægger stemme til Grævling i Fantastic Mr. Fox (2009) og til Boss i Isle of Dogs (2018), som begge er animationsfilm. Faktisk er Asteroid City (2023), som får Cannes-premiere i maj, den første Anderson-film uden spor af Bill Murray.

   I Sofia Coppolas On The Rocks (2020) vender Murray tilbage som en vakkelvorn far, der aldrig rigtigt har været der for sin datter og kun melder ind, når det passer i hans planer. Filmen kan ses som et revisionistisk blik på levemandstypen fra både Broken Flowers og Lost in Translation. I Theodore Melfis St. Vincent (2014) kan man se, hvordan det er muligt at misbruge Murrays gnavpotmanér. I Roger Michells mere vellykkede Hyde Park on Hudson (2012) spiller Murray lidt mere mod sin type og forsvinder i rollen som Franklin Delano Roosevelt.

   Jarmusch brugte Murray igen i zombiesatiren The Dead Don't Die (2019), hvor han er sheriffen i byen, der inficeres.

Broken Flowers. Instr.: Jim Jarmusch. Manus: Jim Jarmusch, Bill Raden, Sara Driver. Foto: Frederik Elmes. 105 min. USA 2005. Dansk premiere: 07.10.2005.

Fotos: Focus Features/ Five Roses/ BAC Films/ NFI/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, YouTube Movies

Weekendavisen Kultur 07.10.2005 + 30.04.2023

Joel & Ethan Coen: Burn After Reading (2008)

PÅ AMERIKANSKE LAGENER
Brødrene Coen vurderer nationens tilstand

Af BO GREEN JENSEN

BRØDRENE Joel og Ethan Coen har udtalt, at de gerne vil gøre mindst ét forsøg i hver af de klassiske filmgenrer. Som regel har de gjort flere. To sociale komedier – The Hudsucker Proxy (1994, da. Det store spring) og O Brother, Where Art Thou? (2000) er henlagt til Depressionen i 1930erne og hylder forbilledet Preston Sturges.

   Samme periode er fanget i en mørkere belysning i gangsterdramaet Miller’s Crossing (1990) og Hollywood-mareridtet Barton Fink (1991). Der har altid været noget ved kriser, som talte til disse filmskabere. Var The Man Who Wasn’t There (2001) deres film noir, og No Country For Old Men (2007) den tragiske western, er Burn After Reading måske en spionfilm, som brødrene Coen vil se dem.

   Der er tale om en knopskydende kaoskomedie fra den samme absurd-pragmatiske skuffe, som samtidskrimien Fargo (1996) kom op af. Scenen er nærmiljøet omkring CIAs kontor i Washington D.C. Flere sociale lag er i spil, og hver karakter har sin selviske dagsorden. Også moralen er som i Fargo: Grådighed fører til døden, om det så skal være ad snoede veje, og ingen véd med sikkerhed noget, når det endelig kommer til stykket.

PERSPEKTIVET er fra begyndelsen kosmisk. En satellit zoomer ind på Washington og omegn. Kameraet bryder gennem taget i CIAs hovedkvarter og følger i gulvhøjde med et par italienske herresko. Disse tilhører efterretningsanalytikeren Osborne Cox (John Malkovich), der kaldes ind til sin afdelingschef for at blive fyret, idet man ikke længere kan se gennem fingre med hans tiltagende alkoholproblem. Scenen er en mesterlig opvisning i vigende blikke, sigende miner og flegmatisk underdrejede replikker.

   Lapsen kaster sig ud i den første af mange tirader, som ingen virkning har overhovedet. Jo mere akut han føler sit nederlag og sin mangel på betydning, jo vredere bliver den frustrerede mand. Hvis ikke Cox i øvrigt var arrogant og ubehagelig, kunne han næsten ligne en tragisk person. Noget lignende gælder for de øvrige karakterer, der skiftes til at skyde handlingen rundt, som gjaldt det finalen i narrativ fodbold.

   Disse mennesker er tarvelige, dovne eller dummere end politiet tillader, men de er også ganske rørende i deres kriblen og krablen. Således modvirkes misantropien, der kan være lige så dominerende hos brødrene Coen som hos Woody Allen, af et blik for den heroiske bestræbelse, som alle vore hverdage udgør.

COX tager hjem for at overbringe sin hustru, børnelægen Katie (Tilda Swinton), den dårlige nyhed i let forskønnet version. Han siger, at han har taget sin afsked, fordi han ikke føler sig værdsat. I første omgang må samtalen vente, da en kreds af bekendte kommer til cocktails.

   Den nævenyttige Katie, der er værre end sin mand i snart sagt alle henseender, kan ikke koncentrere sig, fordi hendes elsker, vagtmanden Harry Pfarrer (George Clooney) er blandt gæsterne sammen med sin kolde hustru, Sandy (Elizabeth Marvel), der skriver børnebøger om nuttede dyr. Osborne og Harry udveksler spydige bemærkninger. Begge kvinder betror, med eksakt samme ordvalg, deres mænd, at modparten er »a cold, stuck-up bitch«. Det er ikke gavmildheden, som trykker i dette sociale segment.

DA gæsterne er taget hjem, går Osborne til bekendelse. Hans kone spørger, hvad han har tænkt sig, og vil høre mere om økonomien. Cox har en plan om at blive sikkerhedskonsulent og i øvrigt skrive en erindringsbog om sin tid i regeringens tjeneste. »Og hvem fanden skulle være interesseret i den?« spørger Katie, som ikke i årevis har forbundet sin mand med positiv opmærksomhed. Næste dag sidder hun hos advokaten, der gnider sig i hænderne ved udsigten til en lukrativ skilsmissesag. Han råder fru Cox til at gøre sig hård. Forestil Dem Tilda Swintons ansigt. Denne kvinde har altid haft let ved at se stort på næstekærligheden.

   Katie har ret, når hun ser en fiasko i Cox. Han erkender det selv, mens han drikker og dikterer sin drabelige historie. Ingen ringer til Cox Services. Hans kone tager dog fejl, når hun tror, at der ikke er nogen, som interesserer sig for hans erindringer. Ikke for hvad der faktisk står, men for hvad der kunne stå og for hvem der ville læse det skrevne. Selv den narcissistisk motionerende Harry Pfarrer, hvis primære hobby er netdating, har en smule ondt af den martrede hanrej. Han synes også, at glansen går af Katie Cox, da hun begynder at tale besværligt om skilsmisser.

NUVEL. Ad sindrige omveje havner en cd-kopi, som Katie har taget af Osbornes harddisk, på gulvet i omklædningsrummet hos Hardbodies, hvor advokatens sekretær går til fitness. Det er dette strengt taget vilkårlige link, der skal føre så mange ulykker med sig, at man kun kan kapere dem ved at le, skønt der egentlig ikke er grund til at grine. Hardbodies drives af hængeøret Ted Treffon (Richard Jenkins), en frafalden græsk-ortodoks præst, som er ulykkeligt forelsket i den bramfri og smådumme motionsinstruktør Linda Litzke.

   Linda Litzke er en forrygende skabning. Figuren fremstilles af brødrene Coens evige og efterhånden også aldrende hjerter dame, Frances McDormand. Linda tænker stort set kun på de plastiske operationer, der skal gøre hende attraktiv nok til at date potente handyr som den frejdige Harry. Blot vil hendes sygesikring ikke betale for kirurgien.

   Linda er faktisk enormt pisset af på det hele, ikke mindst på Ted Treffon og sine blævrende overarme, da hendes yngre og endnu mindre kløgtige kollega, cykeldrengen Chad Feldheimer (Brad Pitt i en sjælden komisk glansrolle) finder discen med de hemmelige filer. Chad mener, at Osborne Cox vil være parat til at betale en findeløn.

   Linda skal lige vende ideen, så er hun i dén grad med på det hele. Osborne skælder ud i telefonen, og Linda bliver mere edderspændt, mens hun dater den virile eks-sherif og har endnu mere brug for sine livsnødvendige operationer.

KONTAKTEN knyttes en gang for alle, da et møde mellem Chad og Cox udvikler sig forudsigelig dårligt. Linda overtaler Chad, og parret henvender sig på den russiske ambassade. Det er ikke gået op for Linda, at Den Kolde Krig er forbi. Sandsynligvis har hun aldrig vidst, hvad den egentlig gik ud på, i hvert fald ikke sådan lige. Via russerne sparkes bolden, filmens macguffin, tilbage på CIA’s banehalvdel. Man overvåger de patetiske ægteskabsbrydere i et forsøg på at finde ud af, hvad alle disse latterlige amatører egentlig vil.

   Som sagt er netop dét pointen: at ingen véd noget om noget. I No Country for Old Men gik man til grunde efter en plan; der var en vis ubønhørlig logik i processen. Her skvatter man rundt og falder på halen i et forvirret clusterfuck af dimensioner.

   Osbornes chef orienterer sin overordnede – J.K. Simmons med skudsikker deadpan – om den bizarre kausalitetskæde. CIA-direktøren lytter med undren, men uden interesse. Brænd de besværlige lig. Lad være med at involvere FBI. Vend tilbage med en forklaring, når en sådan foreligger og giver mening.

SÅDAN bliver det ved i Burn After Reading. Javel hr. Minister møder en blanding af Pulp Fiction, Woody Allens Match Point og brødrene Coens egen debutfilm Blood Simple (1984).

   Her er blot antydet kompleksiteten i det latterligt sindrige set-up. Fra dette punkt knytter spillet sine egne absurde forbindelser. Indsatsen øges, ofrene bliver flere, udviklingen stadig mere grotesk. Harry Pfarrer konstruerer en dildomaskine, som han vil imponere Linda med i sin kælder. I Seattle optræder hans kone i tv og har en affære med Dermot Mulroney. Alting hænger så nedrigt sammen, at man ikke kan fortænke Osborne Cox i at hente en økse, for én gang for alle at skære igennem, da Katie tømmer parrets konto og skifter låsene ud.

ALLE overreagerer, alle handler i selvforstærkende hysteri. Der vælter lig ud af skabene, og dét er ingen metafor. Det skulle da være, hvis man betragter filmen som et sindbillede på den panik og paranoia, som øjeblikkets finanskrise har udløst. Gør man dét, er Burn After Reading både aktuel og profetisk.

   Under alle omstændigheder er filmen mørk og morsom på en gennemført elegant facon. Burn After Reading er fuldt på højde med Fargo, og det er brødrenes bedste film siden The Big Lebowski (1998). Kunne nogen komme til bunds i moradset, var det nok en mand af The Dudes kaliber, men netop denne mennesketype mangler i dagens antiseptiske Washington, hvor kun russerne bliver ved med at ryge.

   

DET er naturligvis ikke tilfældigt, at George Clooney og Tilda Swinton har en bittersød samtale i sengen, der er redt op med Stars-and-Stripes-sengetøj. På amerikanske lagener kan man se, hvor tarveligt alting er blevet, i en tid uden indre værdier, hvor man frygter sin egen skygge og fordriver tiden med ægteskabsbrud, mens man afventer næste angreb fra himlen. Netop dén jeremiade er lagt i munden på John Malkovich, før også han helt fortjent bukker under. Ingen får lov at pudse sin glorie. Bunden er slet ikke nået endnu.

   Formelt set var No Country for Old Men måske en dybere film, et atypisk fokuseret forsøg på at visualisere Cormac McCarthys tragiske pessimisme, men Burn After Reading skildrer en verden, vi kender, ikke som ren, enkeltstående myte, men som flimrende ustabil virkelighed.

   I ørkenen i Texas gik verden til på grund af ondskab. I Washington truer en apokalypse af dovenskab, dumhed og idioti. Harry Pfarrer får abstinenser, hvis han ikke kan klemme en løbetur ind. Selv grådigheden er middelmådig, og Osbornes bog er blot en samling selvforherligende røverhistorier, som han aldrig får skrevet færdig. Det er en lettelse for alle parter, da man omsider kan henlægge sagen og brænde manuskriptet. Ingen kan se på det rolige vand, hvor høje bølgerne var under stormen.

BURN After Reading er endnu bedre castet end sædvanligt, og manuskriptet hører til brødrenes bedste. Joel og Ethan Coen gør sig sjældent i budskaber, dyb undertekst eller markant definerede holdninger. Hvad de derimod har, er en skarp attitude. Den kommer til udtryk i den sædvanligvis ironiske afstand mellem form og indhold, og Burn After Reading er ingen undtagelse. Det hele ligner måske noget pjat, men man bliver klogere på nationens tilstand ved at lytte til brødrenes slørede tale. Man har det Amerika, man fortjener. Lige nu kan vi se et Europa, der bevæger sig samme vej i ekspresfart.

Se også Joel & Ethan Coen: O Brother, Where Art Thou? (2000); Joel & Ethan Coen: The Man Who Wasn't There (2001) [Noir 100]; To versioner: True Grit (1969/2010) | Westerns 100; Joel & Ethan Coen: Inside Llewyn Davis (2013); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]. 

Burn After Reading. Instr. og manus: Joel & Ethan Coen. Foto: Emmanuel Lubezki. 96 min. USA 2008. Dansk premiere: 10.10.2008.

Fotos: Focus Features/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ YouTube (Focus Features Official Trailer)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra SF Studios 10.10.2008

4K UHD + 2K Blu-ray fra Shout Factory 08.04.2025

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.10.2008

David Mackenzie: Young Adam (2003) [Bogen og filmen]

TIDEN OG FLODEN

En overset skotsk ædelsten

Af BO GREEN JENSEN

GRIMET, fattigt, trøstesløst: et sted bliver næppe mere prosaisk end Skotland i 50erne. Alligevel finder den unge Adam, som faktisk hedder Joe Taylor, en vis mening i dagenes vekslen på floden. Han har opgivet at skrive og taget hyre på en pram, der sejler kul mellem Glasgow og Edinburgh.

   Skipper (Peter Mullan) spiller guitar, mens Joe gør kur til hans hustru (Tilda Swinton), en meget pragmatisk indstillet kvinde, der ikke venter sig noget af nogen. Med ét er Joe blevet skipper og reservefar. Det var ikke, hvad han havde tænkt, men sådan går det, når man lader sig bære af skæbnen. Værre er den mørke erindring om kæresten Cathie, som Joe har forladt.

   Da et kvindelig bliver fundet i floden, må Joe for det første lukke sit ansigt og lade som om, at han ingenting ved. For det andet må han forholde sig til, hvad han faktisk husker og ved. Det sker i en voice over, der svarer til den indre monolog i romanen, som Alexander Trocchi skrev i 1954. Ewan McGregor fremsiger den med indlevelse.

   Imens eskalerer jalousien og klaustrofobien på flodbåden. Joe er fanget i en blanding af græsk skæbnedrama og skotsk film noir. Han må levere på begæret, som han ikke føler mere. Samtidig gør han sig store tanker om tilværelsen.

DER er flere konkurrerende dagsordener i Young Adam, som var David Mackenzies spillefilm nummer to. Selve tiden og floden skal hyldes. Det samme skal 3-4 landskabsmalere og Jean Vigos arthouse-klassiker L’Atalante (1934). Frem for alt vil filmen dog promovere sit forlæg. Alexander Trocchi var en litterær desperado, som tilhørte beatgenerationen i Skotland. I Young Adam skildrede han kunstneren som hvalp. Siden blev den ældre køters stofmisbrug beskrevet i hovedværket Cain’s Book (1963, da. Kains bog).*

   Alligevel lykkes det filmen at finde sin egen stil, sjæl og tone. Citaterne fra bogen står som rolige pauser, hvor landskaberne kommer til deres ret. Endvidere gør David Byrnes musik – som kombinerer atmosfæriske kompositioner med en majestætisk ballade om »The Great Western Road« – umådelig meget for filmen.**

   

EWAN McGregor er god som den tænksomme sjuft, Emily Mortimer er hjerteskærende som kæresten Cathie. Mullan og Swinton har mindre at arbejde med og er begrænset af de typer, som Joe-Trocchi-Mackenzie ser i karaktererne.

   Baggrunden lægges frem i fragmenter, et mønster af skæbne bliver samlet. Filmen ligner en fatalistisk traktat, og resignationen er håndgribelig. Men det samme er kropsvarmen, som den unge Adam afgjort har sans for. Endelig sker retfærdigheden i dén grad ikke fyldest. Det var sådan Trocchi så tilværelsen, og man har ofte grund til at give ham ret.

MACKENZIES film er smal i tematikken, men mangfoldig i sin udførelse. En pornografisk erindring fra samlivet med Cathie skejer ud i voldtægt og tilgivelse. Hun kommer træt hjem og kræver, at han skriver noget, folk kan forstå. Han kan slet intet skrive og har brugt hele dagen på at lave budding.

   Der følger en grænseoverskridende scene, som mange år efter er det, der står klarest. Det burde være blevet de to, fornemmer man filmen igennem. Joe ved det også, og det bliver alting værre af, men i flodens løb skal vi alle den vej. Young Adam er en sjældent gennemarbejdet film, der kan bære at blive set flere gange. Den vil oven i købet vokse sig større.

Se også David Mackenzie: Hallam Foe (2007); David Mackenzie: Hell or High Water (2016) [Westerns 100]. 

NOTER

*) Alexander Trocchi (1925-1984) var en hovedperson i de skotske udgaver af beat og situationisme. Trocchi voksede op i Glasgow – hans mor var skotsk, hans far italiensk – og tilbragte en stor del af sit liv på både som prammen i Young Adam. Det var her, han tjente til dagen og vejen, når de litterære indtægter ikke slog til – eller forfatteren havde brug for at forsvinde i en fart og leve under radaren for en tid. Trocchi var narkoman og afhængig af heroin i det meste af sit voksne liv. Han handlede også med stoffet og havde mange episoder med politi og toldmyndigheder. Cain's Book kan læses som et sidestykke til William Burroughs' Junkie.

   Under 2. verdenskrig virkede Trocchi som sømand på de arktiske konvojer, som sejlede forsyninger til Murmansk. Efter krigen studerede han på University of Glasgow – Trocchi var fra samme generation som The Angry Young Men. Han fik et kandidatstipendium og bosatte sig i Paris, hvor han redigerede magasinet Merlin sammen med Richard Seaver. Blandt bidragyderne var Henry Miller, Samuel Beckett og Pablo Neruda. Trocchis bøger udkom på Olympia Press, som også udgav Burroughs og Miller, Nabokovs Lolita, Becketts Molloy, O's historie, Jean Genet og Markis de Sades samlede værker. Young Adam har nr. 109 i det legendariske Traveller's Companion Bibliotek. Trocchi skrev den under pseudonymet Frances Legel.

   Trocchi tog til USA og boede både i Californien og New York. Cain's Book var forbudt af censurmyndigheden i UK, men blev et respekteret avantgardehit i Amerika. En tid lang måtte Trocchi gå under jorden. Norman Mailer formidlede en kontakt til Irving Layton i Montreal. Trocchi tog hyre på en flodpram og sejlede til Canada.

   Trocchi kendte gud og hvermand: Allen Ginsberg, Terry Southern, R.D. Laing, William Burroughs, Leonard Cohen. De sidste ti år boede han i en to-etagers taglejlighed i Observatory Gardens 4 i Kensington i London. Trocchi fik to sønner med hustruen Lyn. Hun døde af leverbetændelse i 1976. Samme år døde sønnen Marc af cancer som 19-årig. Trocchi selv fik konstateret lungekræft og døde efter en operation i 1984. Samme år tog Nicholas, den yngste søn, sit liv ved at springe fra taget på huset i Kensington.

   Trocchi skrev i årevis på The Long Book, en fortsættelse til Cain's Book. Han blev aldrig færdig, men fragmenterne er samlet i The Sigma Portfolio. William Burroughs skrev forord til digtsamlingen Man at Leisure (1972). Allen Ginsberg kaldte Trocchi »the most brillant man I've ever met«. En genopdagelse begyndte i 1990erne. I Danmark blev Trocchi præsenteret af Jannick Storm og Dan Turell i to-bindsantologien Døds-layoutet (Arena/ Arkiv for ny litteratur, 1972). Forlaget Antipyrine udgav Kains bog i 2019. Kasper Opstrup har oversat og udreder Trocchis tanker i forordet.

**) David Byrnes musik er udgivet med titlen Lead Us Not into Temptation (Thrill Jockey Records, 2003). Først undertitlen oplyser, at der er tale om »Music from the Film Young Adam«. Det er et fremragende album fra eks-Talking Heads-frontmandens mest aktive filmkomponistperiode. David Byrne er faktisk født i Dunbarton i Skotland. Familien kom til Ontario i Canada i 1954, da Byrne var to år, og tog videre til Maryland i USA, da han var otte. Ligesom David Mackenzie, der er skotsk ind til benet, har Byrne haft et forhold til Young Adam og det skotske spor i beatbevægelsen fra puberteten. Begge har Alexander Trocchi på listen over personlige helte. Den apokalyptiske stemning i »The Great Western Road«, der lyder som noget, australske Nick Cave kunne have skrevet i samme periode, er ikke grebet ud af luften og har lokal skotsk forankring. Great Western Road er daglig jargon for hovedvej A82, der løber mellem Glasgow og Inverness. Ligesom vi i Danmark taler om Frederikssundsmotorvejen. 

Young Adam. Instr. & manus: David Mackenzie. Foto: Giles Nuttgens. 98 min. UK-Frankrig 2003. Dansk premiere: 15.10.2004.

Alexander Trocchi: Young Adam. 160 s. Calder/ Oneworld Classics, 2018.

Alexander Trocchi: Kains bog. Oversat efter Cain's Book (1963) og med forord af Kasper Opstrup. 308 s. Forlaget Antipyrine, 2019. 

Fotos: Recorded Picture Company/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Calder/ Oneworld Classics/ Thrill Jockey Records/ Wikimedia Commons/ Glasgow Live

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Alamode Film (regionsfri) 27.09.2013

Anmeldelsen bygger på en Filmrevy i Weekendavisen Kultur 15.10.2004 [noter tilføjet november 2021; henvisninger ajourført marts 2025]