Translate

Viser opslag med etiketten Jim Jarmusch. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jim Jarmusch. Vis alle opslag

tirsdag den 13. juni 2023

Jim Jarmusch: Only Lovers Left Alive (2013)


DE ENESTE ELSKENDE
Sidste vampyrfilm før zombierne

Af BO GREEN JENSEN

FORÅR 2014: Efter 20 år, hvor alle ville bides, er vampyrfilmens seneste guldalder ved at være forbi. Fænomenet The Twilight Saga (2008-2012) er lukket. I USA bliver teenagegyseren Vampire Academy en kommerciel katastrofe, og ingen har nye projekter på vej. Kun HBO-serien True Blood (2008-2014) kæmper videre i sæson 7. Samtidig er sagakomplekset om The Walking Dead (2010-2022) i sin første, energisk knopskydende fase hos AMC. Nu er zombier sagen, der angribes fra alle vinkler og fortolkes på mange niveauer.*
   Der er en vis poetisk retfærdighed i, at det bliver vejrbidte hipsters som Neil Jordan og Jim Jarmusch, der fortæller de sidste legender. Francis Ford Coppolas opera-overdådige Bram Stoker's Dracula (1992) var et varsel om, hvad der ventede, men Jordan forløste flodbølgen med sin mørke, romantiske 1994-filmatisering af Anne Rices Interview with the Vampire (1976, da. En vampyrs bekendelser). I 2012 satte han selv et rødt punktum med Byzantium, som ikke fik dansk premiere, skønt filmen var en stor og stilfuld produktion.
   I Byzantium spiller Gemma Arterton og Saoirse Ronan to vampyrer, mor og datter, som har set for meget og levet for længe. Det er et gennemgående tema i den tænksomme ende af feltet. Tony Scotts The Hunger (1983) – med Catherine Deneuve, Susan Sarandon og David Bowie – var et tidligt eksempel. Tomas Alfredsons Lad den rette komme ind (2008) er blandt de seneste og smukkeste. Det samme gælder sydkoreaneren Park Chan-wooks besættende Thirst (2009).



BEGGE har inspireret Jim Jarmusch, der i Only Lovers Left Alive lader evigheden slippe op for Adam (Tom Hiddleston) og Eve (Tilda Swinton), som synes at være de første vampyrer og de sidste elskende i et univers, hvor livskraften dør lidt hver dag. Hun kunne være den bibelske Eva. Han blev indviet engang i renæssancen. Siden har parret holdt sig i live og skabt deres egen virkelighed.
   De har al den tid, som er i verden, og lever ofte adskilt. Han bor i et gammelt hus i udkanten af det forfaldne Detroit, hvor han nørkler med sin guitarsamling og skriver dronebaseret begravelsesmusik. Hun holder ilden i live i Tanger i Marokko, hvor også dramatikeren Christopher Marlowe (John Hurt) har opholdt sig i århundreder.
   Jarmusch morer sig med at kommentere en række kulturhistoriske konspirationsteorier. Således får Marlowe æren for at have skrevet Shakespeares skuespil. Det er heller ingen hemmelighed, at Adam komponerede en af Schuberts strygekvartetter (formentlig nr. 14 i D-mol [D 810], Der Tod und das Mädchen/ Death and the Maiden, som har et næsten vampyrisk vidtrækkende efterliv). 



MED hensyn til mad har de indrettet sig. Adam klæder sig ud som Dr. Faust og køber blod på et hospital i Detroit. Eve får sine skud via Marlowe, der har franske forbindelser. Det er et problem, at menneskers blod bliver mere forurenet. Eve har en vild lillesøster, Ava (Mia Wasikowska), som slet ikke deler Adams tristesse.
   Eva flyver til Detroit for at være sammen med Adam. Hun rejser selvsagt om natten, og der er mange lavpraktiske hensyn at tage. Så følger han med hende til Marokko, hvor Marlowe ligger for døden. Der er ikke mere blod fra den gode, franske læge, og parret venter på gaden i Tanger, mens det sidste daggry nærmer sig. Det skal vise sig, om noget eller nogen dukker op.



TEMPOET er slentrende. Genren har så mange konventioner, så megen mytologi bundet op i sine billeder, at Jarmusch kan nøjes med at markere. Det gør han mesterligt, både i Detroit og Tanger. Vist er Adam og Eva vampyrer, men især er de overlevende hippier fra 60erne, 70erne og 80erne. De deler alle Jarmuschs æstetiske præferencer.
   Filmen er først og fremmest en stemning, en lang elegisk tone, der strækker stoffet over to timer. Jarmusch viser rusen, når blodet bliver drukket, men holder sig ellers fra fysiske beskrivelser. Der er vid og lune, fin melankoli, ægte smerte, politiske betragtninger og mange musikanekdoter. Et patchwork af høj og lav fælleskultur.
   


DER er også en troværdighed. Det må føles sådan at leve så længe. Både vi og Jarmusch ville spille den kosmiske klagemusik (han gør det faktisk – Adams elektriske sørgemarch bliver fremført af Jozef van Wissem og Sqürl, som er navnet på det fritidsband, filmskaberen deler med Carter Logan). For så vidt som filmen har mulige hits på sit soundtrack, er det Wanda Jacksons »Funnel of Love«, der bliver kværnet og strakt gennem 69 filtre af Sqürl og Madeleine Follin fra Cults.
   Only Lovers Left Alive har al den charme, man venter af Jarmusch, og er bristende fuld af filmhistoriske henvisninger. Det er hans bedste film siden Broken Flowers (2005) og den første i endnu længere tid, som har lidt af den visuelle grunge fra begyndelsen i Permanent Vacation (1980), Stranger Than Paradise (1984), Down By Law (1986) og Mystery Train (1989). En meget stor fornøjelse, hvis man holder af litterære vampyrer.
   Jarmusch nåede selv til zombiegenren i The Dead Don't Die (2019), som er langt mere komisk og katastrofisk. Om dét kan vi tale en anden god gang.


*) Briten Naomi Alderman (f. 1974), forfatter til bl.a. Disobedience og The Power (da. Kraften), kommenterer cirka samtidig udviklingen i et essay med titlen »The Meaning of Zombies«:
 »While vampires tend to be more popular in times of economic prosperity – think of Interview with the Vampire's lush heyday in the 1980s and early 1990s – zombies, the shuffling mass dressed in rags, tend to come to the fore in more austere times. George Romero's Dawn of the Dead comes to us from the depression of the 1970s and of course zombies are having a massive renaissance – as it were – now.« [Granta – The Magazine of New Writing #117, 2011]
   Canadieren Margaret Atwood (f. 1939) er med rette en nulevende institution. Hendes indsigt i og arbejde for genrelitteraturen strækker sig meget længere end til The Handmaid's Tale (1985, da. Tjenerindens fortælling), The Testaments (2019, da. Gileads døtre) og MaddAddam-trilogien, som består af Oryx & Crake (2003, da. Oryx og Crake), The Year of the Flood (2009, da. Syndflodens år) og MaddAddam (2013, da. d.s.). Atwood uddyber Aldermans perspektiv i en forelæsning fra 2013: 
   »The zombie apocalypse is the death of civilisation, the moment when all that becomes important is the answer to the questions: Do you have food? Do you have guns? We want to practise this in fantasy, to imagine it all the way through, especially in times of economic crisis. We live in cities now, far from the sources of food, not knowing our neighbors. Zombies are the horrifying crowd of the urban poor, the grasping hands reaching out for something, which, if you gave it to them, would destroy you. They're the interchangeable anonymous people we encounter on our daily commute, those whose humanity we cannot acknowledge.«
   Atwood forklarer sine tilhørere, hvorfor hun skrev netfortællingen »The Happy Sunrise Zombie Home« [til platformen Wattpad] sammen med Alderman, da hun (modstræbende) var blevet interesseret i zombier (»because initially I failed to grasp their charm, though others seemed to have grasped it«). Hun giver en sjældent klar og koncis analyse af horrorgenrens tre transformative mytologier: varulv, vampyr og zombie. 
   Forelæsningen hedder »Stories We Tell About Times to Come«. Hun holdt den på Southern Utah University i Cedar City, Utah, den 2. april 2013. Teksterne fra seminaret blev efterfølgende trykt i kompendiet Human Values (2013). Atwood samler sin egen op i Burning Questions: Essays and Occasional Writings (2022). Hendes indsats som kritiker og essayist står i skyggen af hendes skønlitterære virke. Jeg vil i særdeleshed anbefale samlingen In Other Worlds: SF and the Human Imagination (2011).


Only Lovers Left Alive. Instr. & manus: Jim Jarmusch. Foto: Yorick Le Saux. 123 min. UK-Tyskland-Grækenland-Frankrig 2013. Dansk premiere: 20.03.2014.


Fotos: Recorded Picture Company/ Pandora Filmproduktion/ Snow Wolf Produktion/ Faliro House Produktions/ Le Pacte/ HanWay Films/ ARD Degeto Film/ Lago Film/ Neue Road Movies/ DFFF/ Film- und MedieStiftung NRW/ Schleswig-Holstein Film Commission/ FFA/ Sony Pictures Classics/ Miracle Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Rolex [Mentor Margaret Atwood and protegée Naomi Alderman at Toronto University photo].
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, HBO MAX, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime og YouTube Movies.
Anmeldelsen stod [minus intro og note] i Weekendavisen Kultur 21.03.2014 

søndag den 30. april 2023

Jim Jarmusch: Broken Flowers (2005)


GAMLE FLAMMER
Jim Jarmusch i 00ernes mainstream

Af BO GREEN JENSEN

FÅ formår som Bill Murray (f. 1950) at vise følelser uden at fortrække en mine. Hans pokerfjæs er et knust drengeansigt, som blot er blevet mere skuffet og vejrbidt, siden den lakoniske maske havde nyhedens interesse for 40 år siden. Murray er som årgangsvin. Han bliver bedre og bedre med alderen.
   Desværre har der sjældent været roller, som brugte den udtryksfulde udtryksløshed konstruktivt. Værdige undtagelser er John McNaughtons Mad Dog and Glory (1993, da. Pigen i midten), Sam Raimis tænksomme Groundhog Day (1993, da. En ny dag truer) og Wes Andersons gakkede Rushmore (1998). Alligevel tænkte man endelig, da den livstrætte skuespiller fik rollen som livstræt skuespiller i Sofia Coppolas Lost in Translation (2003).*


   
HER kommer ærke-auteur Jim Jarmusch (f. 1953) imidlertid med en atypisk rund og tilgængelig film, der gør lige så god brug af Murrays talenter. Han spiller den reserverede Don Johnston, et følelsesmæssigt menneskepindsvin, som foretrækker at leve så stille som muligt foran fladskærmen i sit forstadseksil. Hans formue kommer fra IT-udstyr, men i hjemmet er der ingen computer, og da hans seneste kæreste (Julie Delpy) forlader ham i første scene, bliver han bare siddende og tænker sit. Situation er ikke ny for Don Johnston.
   Så kommer brevet, der vækker ham lidt. En gammel kæreste skriver, at de sammen har en voksen søn, som hun aldrig har fortalt ham om. Der er bare ingen afsender på. »Det var lige godt pokkers,« kan man se Murray tænke. Indtil videre bliver han dog siddende. Senere kommer naboen (Jeffrey Wright), en glad mand med kone og stor børneflok, og præsenterer en detaljeret rejseplan. Han opsøger da sine gamle flammer, og fire af filmens stærkeste blomster får hver et kvarter at gøre godt med: Sharon Stone, Frances Conroy, Jessica Lange og Tilda Swinton.



STONES karakter er stadig i stemning og har en promiskuøs teenagedatter (Alexis Dziena), som for en sikkerheds skyld hedder Lolita. Conroy er blevet ejendomsmægler. Lange tager sig mere end godt betalt for at psykoanalysere folks kæledyr, mens Swinton bor i skurvogn og er blevet en bitter og stram biker chick. Han ser dem, sover også hos en enkelt, men siger ellers så lidt som muligt, mens han overvejer de mulige liv, som han desværre eller heldigvis er gået glip af. Om der er en søn, får man muligvis hold på til allersidst, da Murray for et øjeblik bliver atypisk sentimental.



DET er ikke nogen stor film, og det er intet typisk Jarmusch-arbejde. Alligevel fik Broken Flowers juryens Grand Prix ved årets Cannes Festival, og man genser den gerne for stemningen, typerne og den stedvis meget slet skjulte satire i skildringen af de sociale miljøer. Kvinderne er uden undtagelse prægtige, og Murray kan sin type til fuldkommenhed.
   Ikke desto mindre ligner Broken Flowers mere et supplement til Alexander Paynes About Schmidt (2002, da. Rundt om Schmidt), en road movie for enkemænd med Jack Nicholsen i fri drift på vejen til Denver, end en film af manden bag Down by Law (1986), Dead Man (1995) og Ghost Dog (1999). Broken Flowers er let som et snefnug og umådeligt charmerende. Den er sikkert også hurtigt glemt igen.



*) OVENSTÅENDE er skrevet i 2005, da selviske mænd var mere på mode. Efter Rushmore blev Murray uundværlig for Wes Anderson, der har brugt ham i sine film lige siden: The Royal Tenenbaums (2001); The Life Aquatic with Steve Zissou (2004); The Darjeeling Limited (2007); Moonrise Kingdom (2012); The Grand Budapest Hotel (2014) og The French Dispatch (2021). Murray lægger stemme til Grævling i Fantastic Mr. Fox (2009) og til Boss i Isle of Dogs (2018), som begge er animationsfilm. Faktisk er Asteroid City (2023), som får Cannes-premiere i maj, den første Anderson-film uden spor af Bill Murray.
   I Sofia Coppolas On The Rocks (2020) vender Murray tilbage som en vakkelvorn far, der aldrig rigtigt har været der for sin datter og kun melder ind, når det passer i hans planer. Filmen kan ses som et revisionistisk blik på levemandstypen fra både Broken Flowers og Lost in Translation. I Theodore Melfis St. Vincent (2014) kan man se, hvordan det er muligt at misbruge Murrays gnavpotmanér. I Roger Michells mere vellykkede Hyde Park on Hudson (2012) spiller Murray lidt mere mod sin type og forsvinder i rollen som Franklin Delano Roosevelt.
   Jarmusch brugte Murray igen i zombiesatiren The Dead Don't Die (2019), hvor han er sheriffen i byen, der inficeres.


Broken Flowers. Instr.: Jim Jarmusch. Manus: Jim Jarmusch, Bill Raden, Sara Driver. Foto: Frederik Elmes. 105 min. USA 2005. Dansk premiere: 07.10.2005.


Fotos: Focus Features/ Five Roses/ BAC Films/ NFI/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, YouTube Movies
Weekendavisen Kultur 07.10.2005 + 30.04.2023

søndag den 1. august 2021

Jim Jarmusch: Paterson (2016)

BLOMMERNE I KØLESKABET
Hverdag i ånden fra William Carlos Williams

Af BO GREEN JENSEN

DET er svært at (gen)skabe det enkle på film. De fleste film er fællesværker, kulminationen på en lang proces, som nødigt overlader noget til tilfældigheder. De enkle øjeblikke er derfor konstruktioner – sandfærdige som postkort – eller stykker af tiden, som bliver sat fast ved et tilfælde, fordi kameraet registrerer noget særligt, som vi ikke ser, når vi færdes i virkeligheden til hverdag.
   Men det lykkes for Jim Jarmusch i hjemstavnsdigtet Paterson. Ganske vist stammer Jarmusch ikke fra byen – han kommer fra Akron, Ohio, og flyttede til New York som 17-årig – men det gør buschaufføren Paterson, som har boet i det samme hus og gået den samme rute hver dag, så længe nogen kan huske.
   Paterson (Adam Driver) kommer gerne lidt for sent og falder i staver, når bussen skal startes. Det er, fordi han skriver på et digt i en af de notesbøger, der efterhånden fylder en halv hyldemeter i garderobeskabets hjemmekontor. Paterson kender sit sted ud og ind. Han inkarnerer provinsbyen ved Paterson Falls i New Jersey, det amerikanske svar på en gammeldags købstad.

   

DE seneste år har Paterson boet sammen med den fantastiske Laura, som formentlig har kurdiske rødder. Filmen er ikke stor i baggrund og forhistorier. Til gengæld er den god til at skildre kærligheden i huset, hvor uret ringer kl. seks hver morgen (bortset fra om søndagen), og hvor bulldoggen Marvin betragter sig selv som alfahannen.
  Laura (Golshifteh Farahani fra My Sweet Pepper Land) er summen af ynde og solskin. Hun lytter til Patersons digte og vil holde ham fast på at udgive dem. Selv er hun et levende aktivitetscenter, som skriver efter hele cowgirl-udstyret, når hun har købt et guitarkursus på tv. For Nashville venter lige om lidt.
   Eller Laura indretter stuen igen og maler denne gang alting sort eller hvidt. Det fører til artistiske cup cakes, som hun vil starte en forretning med. Paterson er passiv. Han vil bare se på verden og skrive sine digte. De er på én gang et moderne par og lige så meget retro, som Poeten og Lillemor var.

 

DER sker så lidt i Paterson. Der er bare kærlige dage, der passerer i en lind strøm, som de fleste liv gerne vil. Man tænker, der må komme en konflikt. Men der er kun territorialstriden mellem Paterson og Marvin samt enkelte tilløb til hævede stemmer, når Paterson ikke er spontant begejstret for Lauras seneste idé. De er enige om, at de er skabt for hinanden.
   Dagenes rytme binder scenerne sammen, og digtene giver dem dybde og fylde. Det er små, løse tekster om ting, der bliver sagt; stemninger der strejfes; erindringsstyrken i etiketten på en æske tændstikker; alt muligt småt som er virkelig stort. Digtene er skrevet til filmen af Ron Padgett og bliver prentet på lærredet efterhånden. Der er enkelte udstregninger, men de fleste sidder i første forsøg. Tænk hvis det var så enkelt i virkeligheden.



STEDET er ikke valgt i blinde. Paterson er for det første en malerisk gammel arbejderby, hvor analoge værdier stadig er store. For det andet var det hér, at digteren William Carlos Williams (1883-1963) fungerede som læge. Hovedværket Paterson (1946-58) – et strømmende kaos i fem korte bøger – er en ode til floden, byen, vandfaldet, ideen om Amerika og netop hverdagenes styrke.
   Det store digt (246 sider) skriver byen frem i mange stilarter og stemmer. Også hér er »Paterson« både et sted og en mand. Der er alt fra episk bredformat og lokalhistorisk krønikeskrivning til haiku, imagisme og notater på krøllede sedler.
   Williams ville skabe en digtning, der gjorde sig fri af Europas gravstøv. Han skrev en prægtig essaysamling, der hedder In the American Grain (1925). Her skaber han en amerikansk tradition ved at følge med skikkelser fra historien: Columbus, Cortez og Montezuma, Juan Ponce de Leon, Walter Raleigh, Samuel de Champlain, Thomas Morton, Cotton Mather, Père Sebastian Rasles, Daniel Boone, George Washington, Benjamin Franklin, John Paul Jones, Jacataqua, Aaron Burr, Edgar Allan Poe og Abraham Lincoln.
   Hele kontinentet inddrages (inklusive Canada og Latinamerika). Williams gør sig tanker om »The Advent of the Slaves«, der vil tale til læseren, som ankommer med Black Lives Matter-øjne. Bogens højdepunkt er dog heltekåringen af Edgar Allan Poe. For Williams er og bliver Poe den første amerikanske forfatter.

 

WILLIAMS ser en særlig instruktiv skæbne i soldaten og politikeren Sam Houston (1793-1863). Houston blev født i Virginia og voksede op i Tennessee. Som 16-årig løb han hjemmefra og sluttede sig til Cherokee-folket. Som 18-årig kom han »hjem« og blev lærer. Han kæmpede i krigen mod England i 1812. Han gik ind i politik og blev kongresmedlem for Tennessee. Fra 1827-29 var han statens guvernør. Han trak sig efter en politisk skandale og sluttede sig atter til Cherokee-nationen, som imens var fordrevet til Arkansas-territoriet.
   Houston tog til Texas, blev general i republikkens hær og kæmpede i krigen mod Mexico. I 1836 var han øverstkommanderende i slaget ved San Jacinto, hvor the lone star state tog revanche for nederlaget ved Fort Alamo. I 1845 fik Texas status som den 28. amerikanske delstat. Houston blev guvernør i Texas. Byen Houston bærer hans navn.
   For Williams eksemplificerer Houston alt, som er særligt ved det amerikanske: »However hopeless it may seem, we have no other choice: we must go back to the beginning; it must be done all over; everything that is must be destroyed.«*



MAN har i USA betegnelsen a regional author. Den anerkender værkets betydning, men konstaterer samtidig dets begrænsning. Forfatteren bliver så at sige hægtet af og sat i bås. Men Williams var stolt af at være lokal. Han så sig selv som skrivende i opposition til kulturpessimismen hos Ezra Pound og T.S. Eliot. Især Eliot var han vred på. Williams syntes, at digteren fra St. Louis, Missouri, havde svigtet sin baggrund ved at tage til Europa og forklæde sig i højbritiske nålestriber. Han mente, at The Waste Land (1922) var et makværk.
   Især ét af Williams' enkle, tidlige digte bliver ofte citeret:

I have eaten
the plums
that were in
the icebox

and which
you were probably
saving
for breakfast

Forgive me
they were delicious
so sweet
and so cold

(»Jeg har spist/ blommerne/ som lå i/ køleskabet/ og som du/ sikkert havde/ gemt/ til morgenmad// Tilgiv mig/ De smagte pragtfuldt/ så søde/ og så kolde«).


DIGTET hedder »This Is Just To Say«
 (»Bare for lige at sige«). Det kunne Paterson også have skrevet. Der skal nok være skeptikere, som synes det hele løber for let. Men et stille liv er dyrekøbt og noget at tage vare på. Jarmuschs rolige film er en taksigelse.
   Sjældent har to skuespillere klædt hinanden så godt som Driver og Farahani (for ikke at tale om naturtalentet Ellie, den nu desværre afdøde bulldog, som spiller Marvin). 
   Jarmusch fylder filmen med fetichistiske detaljer, kuriosa og pakkenelliker. Naturligvis ligger et slidt eksemplar af The Collected Earlier Poems of William Carlos Williams på skamlen i Patersons hjemmekontor. Naturligvis sidder et foto af Williams blandt baseballkort, gulnede udklip og helteportrætter (af bl.a. komikeren Lou Costello og digteren Allen Ginsberg, som begge kom fra Paterson) på opslagstavlen i baren, hvor Paterson parkerer Marvin og går ind.
   Da Paterson og Laura går i biografen, er repertoiret påfaldende anakronistisk. Den moderne multiplex har Abbott and Costello Meet Frankenstein (1948) og Erle C. Kentons Island of Lost Souls (1932) blandt de kommende attraktioner.



IDYLLEN i Paterson er naturligvis et glansbillede. Der er sikkert også et reduktivt kvindesyn og alt muligt. Men hvor er det dog befriende at slentre igennem så megen skødesløs charme og så mange fine hverdagslandskaber. Da digtene går til – jeg røber ikke mere – er Paterson stille i fem minutter. Så går han ned til vandfaldet og begynder forfra. Der er ingen ende på styrken i hverdagen, i hvert fald ikke som Jim Jarmusch ser det.



*) »Uanset hvor håbløst det kan synes, har vi ikke noget andet valg: vi må gå tilbage til begyndelsen; det hele må gøres igen; alt som er må ødelægges.« Det er Williams' version af Ezra Pounds »Make It New« og en undsigelse af vedtagen tradition. Det er karakteristisk for Williams at forbinde historisk biografi og personlig poetik. Paterson er først og fremmest en læsning af verden som levende tekst – og omvendt.

**) Bemærk også helteportrættet af marionetkunstneren Floyd Vivino (f. 1951). Vivino er hånddukkeføreren fra The Uncle Floyd Show, som David Bowie omtaler kærligt i sangen »Slip Away« på albummet Heathen (2002). Jeg nævner detaljen blandt tusind andre, man kunne tage fat i, fordi jeg troede, at Uncle Floyd havde noget med Pink Floyd at gøre, da jeg hørte sangen første gang. »Uncle« Floyd er kun verdensberømt i New Jersey. 


Paterson. Instr. og manus: Jim Jarmusch. Foto: Frederick Elmes. 118 min. USA 2016. Dansk premiere: 05.01.2017.


Fotos: K5 International/ Bleecker Street Media/ Camera Film/ Festival de Cannes/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ New Directions/
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Pluto TV, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Universal Studios 04.04.2017
2K Blu-ray fra Le Pacte (Frankrig) i bokssættet Jim Jarmusch Coffret 14 Films 1980-2019 15.11.2023
2K Blu-ray fra Studio Canal (Plaion Pictures) i bokssættet Jim Jarmusch Complete Collection Blu-ray 23.03.2023 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.01.2017 (men er her skrevet ud i længere form)