Gurinder Chadha | Safraz Manzoor: Blinded by the Light (2019)

HILSENER FRA BURY PARK

Dannelsesskildring forklædt som et fanbrev

Af BO GREEN JENSEN

LUFTHAVNSBYEN Luton ligger 30 km nordvest for London. Det er gammelt provinsland med ens forstadshuse og resterne af en rig industri. I generationer havde Vauxhall Motors sin base i Luton. Svære tider fulgte med jævnlig beskæring. Da bilfabrikken lukkede, blev der stille i byen.

   Der var absolut intet romantisk eller eventyrligt ved at vokse op i 1980ernes Luton. For journalisten Safraz Manzoor (f. 1971) var det særligt svært. Han var tre år, da familien ankom fra Lyallpur (nu Faisalabad) i Pakistan. Der var både åben og slet skjult racisme forbundet med at have brun hud og muslimske forældre.

   Manzoor voksede op i bydelen Bury Park. Han begyndte på Lea Manor High School i 1982. Her havde han sin musikalske åbenbaring. En kammerat med samme baggrund gav ham to kassettebånd med Bruce Springsteen: Darkness on the Edge of Town og Born in the USA. Det var frigørende på alle måder. Senere skrev han en bog om det hele. Greetings from Bury Park: Race. Religion. Rock ’n’ Roll udkom i 2008.*

I FILMUDGAVEN bliver Safraz Manzoor til teenageren Javed Khan (Viveik Kalra). Han føler, at Springsteens stemme beskriver hans egen grimede hverdag. Han lever kun for de sange en tid. Sammen med vennen Roops (Aaron Phagura) og kæresten Eliza (Nell Williams) står han på motorvejsbroen og brøler »Born to Run« ind i vinden. Allerede navnesammenfaldet besidder en besværgende magi. Det kan jo ikke være tilfældigt, at Springsteen kommer fra Asbury Park i New Jersey, hvor tingene lukker ned ligesom livet i hans eget Bury Park.

RESTEN af England hører pastelfarvet pop. Javeds barndomsven, naboen Matt (Dean-Charles Chapman), har højt hår og scorer piger på stribe. Han siger, at synthesizere er fremtiden. Matts far (Rob Brydon) deler den unge mands lidenskab. Javeds egne forældre forstår ingenting. Det er rå og racistiske tider, hvor The National Front mobiliserer. Men Javed retter ryggen og begynder at skrive journalistik. Han vinder en rejse til Asbury Park. Han kommer også over sin Springsteen-fiksering, skønt han forbliver en meget stor fan. I praksis har sangene reddet hans liv.

BLINDED by the Light er instrueret af Gurinder Chadha (f. 1960), som siden Bend It Like Beckham (2002, da. Bedre end Beckham) har været kvinden, man gik til, når der skulle skabes lette film om identitetspolitik. Hun har bearbejdet Manzoors bog sammen med partneren Paul Magaya Berges.**

   Der er som altid en tendens til at overdrive hjerteligheden. Alligevel overbeviser filmen, som er holdt i den demokratiske husstil fra Brassed Off (1996), The Full Monty (1997), Calendar Girls (2003), Kinky Boots (2005), Made in Dagenham (2010) og talrige andre sociale komedier, hvor trængte lokalsamfund slutter op om noget fælles.

   Selv folk, som ikke kan høre det store i Springsteen, vil have glæde af lynkurset med Javed Khan. Jeg anmeldte dobbeltalbummet The River i 1980. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg følte, at titelsangen var skrevet til mig og min hustru. Jeg følte også en forbindelse mellem Kastrup på Amager og Asbury Park i New Jersey. Det er netop den samhørighed, som Gurinder Chadha forløser i filmen.

SAFRAZ Manzoor har selv været til 130 koncerter med Springsteen. Efter filmen er der trofæbilleder. Blinded by the Light er tæppebelagt med blue collar-sange fra de første fem-seks triumferende album. De iscenesættes som musicalnumre, der bliver opført af godtfolk på gader og stræder. Teksterne skrives på mure og himmel.

   Alligevel er filmen mere end et fanbrev. Den handler om at finde sig selv midt i støjen. Til slut skal Javed læse sit essay, men taler i stedet for til sin far. Sangen om »Independence Day« starter op. Jeg opdager, at jeg har tårer i øjnene. Det sker ellers sjældent. Jeg har siddet for længe i biografen til at lade mig rive med på den måde.

MEN lige nu lever det hele igen, og Springsteen synger direkte til hjertet. Det samme gør filmen, når den er bedst.

*) Safraz Manzoor har gjort adskilligt for hjemstavnen. I 2005 skabte han tv-dokumentaren Luton, Actually, som blev sendt på BBC2. Også BBC4-podcasten From Luton Streets to Jersey Shores, der beskriver pilgrimsrejsen til Springsteens fødeby, var et skridt på vejen til Greetings from Bury Park. I 2021 udkom They, or They: What Muslims and Non-Muslims Get Wrong About Each Other (448 s. London: Wildfire). I 2023 tiltrådte Manzoor æresposten som Chancellor på University of Bedfordshire, der har sin primære campus i Luton. 

**) Berlin 2017: »Dag 4. Fire film, otte timer. Det er præcis en arbejdsdag [...] Storfilmen Viceroy’s House folder hele det episke udstyr ud i en skildring af nedtællingen til indisk selvstændighed og grundlæggelsen af Pakistan i 1947. Det sker med Hugh Bonneville som Lord Mountbatten, den sidste britiske vicekonge, og Gillian Anderson som hans hustru. Også nøglepersoner som Nehru, Mahatma Gandhi og Muhammad Jinnah er portrætteret.

   Vicekongens kolossale embedsbolig – med 500 tjenestefolk – får Buckingham Palace til at ligne et kolonihavehus. Gurinder Chadha, hvis mormor var blandt de 14 millioner mennesker, der måtte migrere ved delingen af Indien, bruger hierarkierne i paladset til at anskueliggøre de sociale og religiøse forskelle. Der er en kærlighedshistorie mellem en hinduistisk mand og en muslimsk kvinde, men den er ikke hovedsagen. Hvor historiske epos i gamle dage brugte realpolitikken som bagtæppe for melodramaet, er det cirka omvendt i de nye periodefilm.« [FB 13.02.2017]

Se også Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019); The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); Yasemin Samdereli: Almanya – Welcome to Germany (2011).

Blinded by the Light. Instr.: Gurinder Chadha. Manus: Gurinder Chadha, Paul Magaya Berges, Safraz Manzoor. Foto: Ben Smithard. 118 min. UK-Frankrig-USA 2019. Dansk premiere: 17.10.2019.

Fotos: New Line Cinema/ Levantine Films/ Ingenious Media/ Bend It Films/ Rakija Films/ Orange Studios/ Cornerstone Films/ Endeavor Content/ Dream Cars/ Prairie Pictures/ StormStock/ BFI Bruce Limited 2019/ SF Studios/ CineMaterial/ Google Images/ YouTube Premium [Warner Bros. International Pictures Trailer + Bruce Springsteen clips]

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra SF Studios 06.02.2020

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 17.10.2019.

Mario Martone: Nostalgia (2022)

GLØDEN, FARVERNE, DUFTEN
En film om at længes og drukne i hjemve

Af BO GREEN JENSEN

EFTER 40 år i Cairo vender napolitaneren Felice Lasco (Pierfrancesco Favino) hjem til den firkant, Rione Sanità, hvor hans verden begyndte og endte i teenagetiden. Felice var 15 år, da han rejste. Først kan han knap huske sproget. Så dykker han ned i en sanselig topografi og bliver forført af erindring. Filmen ved længe før protagonisten, at han aldrig kommer til Cairo igen.

   Felice kommer egentlig for at se sin mor (Aurora Quattrocchi), der ikke har reageret på breve og opkald i længere tid. Han er chokeret over at se, hvordan hun er blevet fordrevet fra de lyse værelser øverst i huset. Alle taler om, hvordan kinesere og Camorraen har overtaget kvarteret. Hun siger, at mørket ikke generer, for hun kan alligevel ikke se. Der er en meget bevægende scene, hvor Felice giver sin mor et bad. Han når lige at være der, før hun dør.

FELICE bor i begyndelsen på et hotel. Da han bliver optaget af at udforske de gamle steder og stemninger, fjerner han spejlet på væggen, sætter et kort op og indrammer firkanten: »Jeg var fascineret af ideen om at optage en film, der udspiller sig, ikke i en by, men i et kvarter i en by, som var det et skakbræt,« siger instruktøren Mario Martone (f. 1959), som selv er fra Napoli, om sin film. »Derfor er alle gader, huse og folk i Nostalgia unikke for Rione Sanità, en bydel som ikke har udsigt til havet.«

   Felice går ture og engagerer sig langsomt i det lokale. Han overværer messen, som Fader Luigi (Francesco Di Leva) markerer sin trods med, skønt både myndighederne og Camorraen har frabedt sig demonstrationer. Han ringer til sin hustru (Sofia Essaidi) i Egypten og siger tak, fordi hun sendte ham hjem. Han møder sin mors gamle bejler, Raffaela (Nello Mascia), som driver et skrædderi og prøver at holde sig fri af kriminelle relationer. Dét er det svære i La Sanità. Camorraen har sine fingre i alt, og midt i nettet sidder den flygtige Oreste (Tommaso Ragno), som Felice var ven med engang.

 »DU kan ikke tage tilbage,« siger en talemåde om erindringens steder. Felice gør forsøget og betaler prisen i Nostalgia. Vi bruger betegnelsen nostalgi om en længsel, en forskønnet erindring, der er sentimental, men relativt harmløs. Evigt ejes kun det tabte osv.

   Det er i forbifarten værd at huske på ordets ophav. Det har græske rødder og er dannet af nostos (for hjemkomst) og algos (for smerte). Oprindelig var det en medicinsk diagnose. Lægen Johannes Hofer (1669-1752) brugte begrebet til at beskrive den melankolske tilstand, som greb især schweiziske lejesoldater, der længtes efter hjemstavnens sublime landskaber.

   Martone beskriver med stor konsekvens, hvordan Felice synker dybere ned i erindringen om en ungdom, han idylliserer. Tilbage i guldalderen var han og Oreste uadskillelige. Der er en omstændighed i deres fortid, som jeg ikke skal dvæle nærmere ved. Den driver al videre handling.

   Da Felice ser på sin mors gamle fotografier, viser et af dem drengene på deres motorcykel. Han har sit første fuldt realiserede flashback efter 40 minutter. Da kører han og Oreste fra Sanità ud til vandet. I fortiden er scopebillederne bokset ind, så formatet simulerer Super 8. Felice kommer langsomt til live igen. Han vågner med hele sit væsen hver gang.

NOSTALGIA har nyt score af Laurent Eyquem, men på strategiske steder bruger lydsporet kompositioner af Edgar Froese (1944-2015) og kosmiske krautrockere Tangerine Dream, som stadig er aktive, selv efter stifterens død.

   På vejen til Tangerine Dream var Froese medlem af et mere sangorienteret band, The Ones. De udgav i 1967 singlen »Lady Greengrass«, som må have været et hit i Italien. I hvert fald spiller »Lady Greengrass« i fuld længde under hele den første erindringssekvens og bliver gentaget under de fyldige credits. Sangen siger mere om, hvad der har været, end alle de fysiske flashbacks tilsammen.

   Felice bliver besat af ideen om at se sin gamle ven igen. Især gør det en forskel, da han atter drikker vin. Han lytter ikke til Raffaela og præsten, der til at begynde med håber, at Felice vil blive og være et eksempel for de unge i Sanità. Oreste selv forsøger med alle midler at få den gamle ven til at rejse. Der er absolut ingen nostalgi fra hans side.

MARTONE præsenterer Oreste i glimt, før han lader mændene mødes. Det sker efter 90 minutter. Felice har overbevist sig selv om, at al modstand vil smelte, hvis blot de kan ses. Han får Oreste til at smile, men smilet når ikke blikket. Felice taler om sine planer. Han har købt et hus og vil hente sin familie. »Jeg blev født her, og jeg vil gerne dø her,« erklærer han med en stor gestus. »Det kan vi godt arrangere,« siger Oreste med knastørre øjne.

   Slutningen kommer så klinisk og brat, at det svirper i tilskueren længe efter. Nostalgia er suverænt bygget op. Det er klart, at manden må føle sig hjemme i en by, hvor hver gade omfavner ham som en søn. Murens farver gløder, duften i mørket er stærk. For Felice er hvert sted besjælet. For et nøgternt blik er det bare varm sten.

DEN hårdkogte psykologi er i slægt med Napoli-baggrunden hos Elena Ferrante. Forlægget er en posthumt udgiven roman af hjemstavnsforfatteren Ermanno Rea (1927-2016). Martone siger om sin strategi:

   »Jeg bad skuespillerne og filmholdet om at give sig hen til miljøet og lade sig omslutte, som var det en labyrint, uden frygt for at fare vild. Med kameraet på skuldrene begyndte vi at gå rundt i gaderne, på jagt efter en virkelighedens filmkunst. Møde efter møde, liv efter liv, historie efter historie, vi endte med at optage den sidste scene uden at forstå dens betydning. Vi kunne ikke finde den. Måske er der ingen mening, måske har der aldrig været nogen. Der er labyrinten, og der er nostalgien, som bliver skæbnen for mange – måske for os alle.«

FACIT er en poesi, som overskrider sin specifikke fortælling. Mystikken i stoffet er universel. Martone ved, hvad han gør, når han henviser til Andrej Tarkovskij – Nostalghia (1983) var titlen på russerens italienske eksilarbejde. Han citerer for god ordens skyld Pasolini: »Knowledge lies in nostalgia. He who has not lost himself possesses not.«

   Så er alle magter taget i ed. Nostalgia var årets italienske Oscar-kandidat. Martone var i 90erne blandt de toneangivende filmskabere. Han forsvandt i teaterarbejde og store periodefilm. Med Nostalgia er han tilbage på niveau med Paolo Sorrentino, Matteo Garrone og Alice Rohrwacher. Nostalgia er til alle, som holder af il cinema italiano.

Nostalgia. Instr.: Mario Martone. Manus: Ippolita Di Majo, Mario Martone. Foto: Paolo Carnera. 117 min. Italien-Frankrig 2022. Dansk premiere: 06.07.2023.

Fotos: Picomedia/ Mad Entertainment/ Medusa Film/ Rosebud Entertainment Pictures/ Minestero della Cultura/ Regione Lazio/ Film Commission Regione Campania/ MEDIA Programme of the European Union/ Medusa Distribuzione/ Palace Films/ Curzon Film Distributors/ Another World Entertainment/ Cinematerial
Filmen steames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelse indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 06.07.2023; trykt 07.07.2023 [sidste bidrag ever i WA]

Denzel Washington: Fences (2016) [Black Lives Matter 20]

AMERIKANSK TEATER
Denzel Washingtons instruktørdebut

Af BO GREEN JENSEN

DRAMATIKEREN August Wilson (1945-2005) brugte hovedparten af sit liv på at skrive om stedet, han kom fra. Wilson voksede op i Hill District i Pittsburgh, Pennsylvania, hvor hans tyske far var bager og hans afrikansk-amerikanske sydstatsmor mor gjorde rent. De ti skuespil i »The Pittsburgh Cycle« er både en hjemstavnsskildring af Vangede Billeder-typen og et aftryk af sorte amerikaneres liv i det tyvende århundrede.

   Hver tekst udspiller sig i et bestemt årti, fra Gem of the Ocean (2003), hvor tiden er 1900erne, til Radio Golf (2005), som foregår i 1990erne. Wilson fik ideen og lagde sin plan i 1980erne, hvor nogle af værkets stærkeste stykker – Ma Rainey's Black Bottom, The Piano Lesson – blev til på ganske få år. Fences, som er henlagt til 1950ernes Pittsburgh, havde premiere i 1987 og modtog både en Pulitzer Prize og en Tony Award.

FLERE teatre har opført den samlede cyklus. Da Fences gik på Broadway i 2010, spillede Denzel Washington og Viola Davis hovedrollerne som Troy og Rose Maxon. Wilson skrev en filmudgave, men den blev aldrig produceret, fordi han insisterede på en afrikansk-amerikansk instruktør. Efter hans død kunne det lade sig gøre, da Hollywood-stjernen Denzel tog over.

   Fences tegner et varmt og alligevel tragisk portræt af renovationsarbejderen Troy Maxon. Han er på alder med århundredet og repræsentant for sin generation. Den unge mand ville spille professionel baseball. Han sad 15 år inde for manddrab. Han blev gift med den stoiske Rose og fik sønnerne Lyons (Russell Hornsby) og Cory (Jovan Adebo). Nu drømmer Cory om at spille college football. Troy gør alt for at afskrække ham.

   Det er solidt amerikansk teater af den klassiske skole, hvor en realistisk familieskildring får en allegorisk bund med symbolske motiver. Der er ikke gnist af ironi eller eksperimenter. Der er altid et ekko af Eugene O’Neill og Tennessee Williams. Fences er ofte en sort dramatikers sidestykke til  Arthur Millers Death of a Salesman (1949, da. En sælgers død).

DENZEL Washington har instrueret sig selv og Viola Davis. Filmen vil stilfærdigt lukke scenerummet op. De fleste situationer er henlagt til baghaven, hvor Troy endelig når til at sætte et hegn – også om sit hjerte – og i køkkenet i det lille hus, han har købt for sin brors krigserstatning.

   Korte glimt af gader og skiftende vejr gør underværker for oplevelsen. Danske Charlotte Bruus Christensen (Submarino, Far From the Madding Crowd, Molly's Game, A Quiet Place) har fotograferet, så det ligner 1957, skønt der ikke er brugt demonstrative markører. Hun gjorde det samme for periodens New York i Anton Corbijns LIFE (2015) om James Dean før berømmelsen. Filmen fik ikke dansk premiere, men det er sikkert dén, som Washington og produceren Scott Rudin har set.

   Teksten har meget på hjerte. Den handler også om klasse og race, men ser ikke racismen som noget systemisk. Tingene har ændret sig i Troys tid. Hegnet, han sætter mod verden, er mere en mur om ham selv. Det kunne lykkes for hans sønner, hvis han ikke modarbejdede dem. Lyons er musiker og beder sin far om at komme hen og høre ham. Troy afviser alle udstrakte hænder. Det skal være på hans måde eller slet ingen.

KARAKTEREN Troy er a man in full, og Washington leverer de store monologer om at spille baseball mod Døden med forventelig patos. Anslaget er vagt musealt, så de første akter føles som pligtstof. Det tegner alt i alt til at blive en lang dags rejse mod nat.

   Men fem kvarter inde i filmen går der alligevel hul. Det sker, da Troy fortæller Rose, at han skal være far til en anden kvindes barn. Han taler om at stå på det samme sted i 18 år. Hun svarer med en monolog om at stå der sammen med ham. Det kunne let være blevet ulidelig grådkvalt. I stedet følger tyve intense minutter, hvor vi ser og hører to mennesker.

FENCES er gammeldags på en god måde. Den har ikke det flydende præg og den filmiske sjæl, som Barry Jenkins' Moonlight (2016) – der kan siges at beskrive et afrikansk-amerikansk liv i samme ånd og på samme måde – er selve indbegrebet af. Men den har dybde, udsyn og social bevidsthed.

   Viola Davis fik en Oscar for rollen som Rose. Det er dog Denzel Washingtons film på alle måder. Han bærer virkelig rollen som Troy, der ved stykkets premiere i 1985 blev spillet af James Earl Jones.

   Her er skæmmende klicheer som Troys bror, Gabriel, et hjerneskadet orakel, og de O’Neillske konflikter mellem fædre og sønner. Der er også en sjældent fin skildring af venskabet mellem Troy og kollegaen Bono (Stephen McKinley Henderson).

TIDENS gang er smukt markeret, og da Troy til slut er alene med døden på kastetuen, bliver det for alvor en sanselig film. Fences er også en stor tekst om baseball som livsmetafor. Prøv at se den sammen med Barry Levinsons The Natural (1984, da. Den bedste), en miskendt filmatisering af Bernard Malamuds magiske roman, der gav Robert Redford lejlighed til at spille igennem. 

   I USA var Fences en kritisk succes, som solgte ganske mange billetter. Det kunne dog ikke friste danske distributører. Den fik derfor premiere som Månedens Film i Cinemateket. Det er i sagens natur ingen effektfilm, men den er værd at se og blive klogere af.

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Bush + Renz: Antebellum (2020). 

Fences. Instr.: Denzel Washington. Manus: August Wilson. Foto: Charlotte Bruus Christensen. 139 min. USA 2016. Dansk premiere: 03.08.2017.

Fotos: BRON Studios/ Scott Rudin Productions/ Paramount Pictures/ DFI Cinemateket/ CineMaterial/ MovieStillsDB/  Tom Sweeney - Minneapolis Star Tribune (August Wilson Portrait)  

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 04.05.2017 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.08.2017

Etnisk arrogance: Sameblod (2016)

SAMERNES SAG
Foragt, fortrængning, frigørelse

Af BO GREEN JENSEN

SAMERNE er det fortrængte skandinaviske naturfolk. Befolkningen i Lapland blev behandlet lige så dårligt som de oprindelige amerikanere og de danske inuitter, men der er færre film om Sápmi, som nationen hedder på samisk.

   Amanda Kernells Sameblod er en klassisk udviklings- og frigørelsesskildring, som råder bod på fortielsen. Den gør for samernes sag, hvad Phillip Noyces Rabbit-Proof Fence (2002) gjorde for de australske aboriginals, og er i nordisk sammenhæng et sidestykke til Louise Friedbergs Eksperimentet (2010) om 1950ernes danske forsøg på at »opdrage« anbragte grønlandske børn.

SØSTRENE Elle-Marja og Njenna (spillet af søstrene Lene Cecilia og Mia Erika Sparrok) vokser op i Lapland i efterkrigstiden. Der bliver tisket og talt grimt om samerne på egnen, som er fuld af den svenske version af white trash. Det er lovpligtigt at gå i skole og lære svensk. Det er til gengæld ikke muligt at tage en videregående uddannelse, hvis man er same. »Jeres hjerner fungerer på en anden måde,« siger lærerinden, som fatter interesse for Elle-Marja.

   I skolen bliver pigerne udsat for ydmygende frenologiske undersøgelser i Josef Mengele-genren. I samernes bagland er man totalt afvisende over for svenskernes civilisation. Elle-Marja er altid pigen i midten. Hun forelsker sig, flygter til Uppsala og snyder sig ind på Akademiet ved at tage et svensk navn.

SAMEBLOD er meget smukt fotograferet og eksponeret i en tidløs form, der vil tale til alle med hjerte for sagen. Man lærer, hvad det vil sige at joike, og kan på sikker afstand føle indignation på samernes vegne. Lene Cecilia Sparrok spiller Elle-Marja, så man synes, man kender pigen bagefter.

   Den unge kvindes fortælling er forankret i en nutidig ramme, hvor Elle-Marja som gammel besøger Sápmi med sin voksne søn, der kun kan tre samiske ord. Her må Elle-Marja forholde sig til sin egen foragt og fortrængning. Intet er enkelt i denne konflikt, og filmen lader såret være vidt åbent.

   Sameblod modtog adskillige priser, herunder Europaparlamentets LUX-pris og debutantprisen på Venice Days (Giornate degli autori). I Sverige var den Guldbagge-nomineret i otte kategorier og vandt for bedste manus (Kernell) og klip (Anders Skov). Lene Cecilia Sparrok blev årets kvindelige hovedrolleindehaver, og Sameblod modtog publikumsprisen. 

Se også Louise Friedberg: Eksperimentet (2010) og Etnisk arrogance: Rabbit-Proof Fence (2002).

Sameblod (Sami Blood). Instr. og manus: Amanda Kernell. Foto: Sophia Olsson. 110 min. Sverige-Norge-Sápmi-Danmark 2016. Dansk premiere: 09.03.2017.

Fotos: Bautafilm/ Nordisk Film/ DFI/ Filmbazar/ CineMaterial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies.  

Anmeldelsen er en Filmrevy fra Weekendavisen Kultur 10.03.2017

Greta Gerwig: Lady Bird (2017)

I LØBET AF ÅRET

Bolden rammer i første forsøg

Af BO GREEN JENSEN

DET foregår i Sacramento i 2002. Allerede hér skiller Greta Gerwigs instruktørdebut sig ud fra fra de fleste coming-of-age film. Et velvalgt citat fra Joan Didion – »De, der taler om californisk hedonisme, har aldrig tilbragt en jul i Sacramento« – sætter den på én gang seriøse og selvironiske tone. Både Didion og Gerwig kommer fra byen.

   Ganske vist bruger Christine McPherson, som insisterer på kælenavnet Lady Bird, det sidste år af sin gymnasietid på at længes væk og foragte, hvad hun betragter som indbegrebet af konformitet og provins, men hun ender med at se sig tilbage i vemodig, taknemmelig undren.

   Lady Bird er især en film om forholdet mellem datter og mor. Saoirse Ronan er generelt god som den i egne øjne oversete og misforståede teenager, men det er i samspillet med Laurie Metcalf (Roseanne Barrs søster i 90er-serien Roseanne), at scenerne bliver noget særligt.

MARION McPherson er sygeplejerske. Hun er skuffet over sit liv, men hun elsker sin datter. De kører til 1000 ting sammen. De skændes, så gnisterne fyger, og Lady Bird kaster sig ud. Eller de hører hele John Steinbecks Vredens druer som lydbog, 21 timer, der giver dem begge tårer i øjnene.

   Christine fylder 18 og består sin køreprøve i andet forsøg. Da hun endelig er sluppet ud af Sacramento, ringer hun til sin mor og fortæller om følelsen, som hun fik ved at køre rundt og besidde sin by på en ny, voksen måde. Kun Marion vil forstå, hvad hun mener, tænker Christine.

   Nu vil hun ikke hedde Lady Bird mere. Og hun vil sige noget sødt til sin mor, som hun tog en lidt for brat afsked med. Gerwig gentager en række af filmens prosaiske kørescener. Nu er de både et frihedssymbol og en kærlighedserklæring. Med beundringsværdig økonomi formulerer filmen et nødvendigt Nu må jeg rejse og tilføjer et varmt Herfra min verden går.

GERWIG har også godt fat i Christines forhold til sin desillusionerede far. Fatalisten Larry (Tracy Letts) bliver arbejdsløs. Christine finder hans antidepressiver. Men det er Larry, som samler skårene op, når Christine og Marion skændes. Han hjælper datteren med at skrive til de fornemme universiteter, hun gerne vil ind på. Han besidder en stor, skuffet ro.

   Der er endelig en bror eller halvbror, Miguel. Han vil ikke flytte væk. Marion og Larry tog hans kæreste ind i familien, da forældrene smed hende ud. Nu søger far og søn den samme stilling. Marion tager ekstrajob som kriserådgiver og får sin datters dramalærer som patient.

   Alle skæbner i Sacramento er forbundne. Gerwig modsiger en masse stereotyper, især dén om amerikansk kynisme og selvtilstrækkelighed. Det er en stor familieskildring fra en lille californisk by.

FILMEN følger Christines sidste skoleår. Hun forholder sig til sin fremtid og sine forældre. Hun har to intense kæresteforhold og venter spændt på at blive defloreret.

   Den irsk-katolske Danny (Lucas Hedges fra Manchester by the Sea) er god til at spille teater og synge, men viser sig at foretrække drenge. I en sød scene lover Lady Bird ikke at røbe, hvad hun så på toilettet efter skoleforestillingen. Som i øvrigt er en opførelse af Stephen Sondheims Merrily We Roll Along. Gerwig lader sangene indgå og kommentere.

   Kyle (Timothée Chalamet fra Call Me by Your Name) er cool som James Dean og Jim Morrison, men lyver om at være jomfru. Han ødelægger øjeblikket for Christine. På den måde opdager hun, at venskab er det vigtigste. Hun har svigtet livskammeraten Julie (Beanie Feldstein) for den populære Jenna (Odeya Rush). Da Kyle trækker sig fra skoleballet, træder Lady Bird i karakter og danser med Julie i stedet.

   Sådan bliver banale erfaringer til bestemmende værdier i en film uden anden ydre dramatik, end at tiden går. Der sker ikke meget i løbet af året. Alligevel er det hér, at det hele begynder.

GRETA Gerwig har fortrinsvis gjort sig bemærket som medforfatter og skuespiller i kæresten Noah Baumbachs film. Først var hun den unge aupair, som fik kolerikeren Ben Stiller til at se op fra sin navle i Greenberg (2010). Så sprang hun bogstaveligt ud i Frances Ha (2013). Gerwig er født i 1983. Hun har stof til at drive det vidt, både foran og bag kameraet.

   Lady Bird er ikke en hvilken som helst teenagefilm. Gerwig har skabt et periodestykke og en hjemstavnsskildring med den samme klassiske kvalitet, som man finder i Peter Bogdanovichs The Last Picture Show (1971, da. Den sidste forestilling), George Lucas’ American Graffiti (1973, da. Sidste nat med kliken) og Barry Levinsons Diner (1982). Det er amerikansk på samme måde som et flagmaleri af Childe Hassam eller Jasper Johns. Vist ser hunkønnet modningen med andre øjne, men det er den samme sædeskildrende sensibilitet.

JOHN Hartfords ballade »This Eve of Parting« fungerer som en sprød temasang. Ellers bliver tiden hyldet i sange af Ani Di Franco og Alanis Morrisette. »Hand in My Pocket« spiller i bilen, da Larry kører Lady Bird i skole. »Hun skrev den sang på ti minutter,« jubler Christine.

   »Det tror jeg gerne,« siger hendes far.

Se også Noah Baumbach | Greta Gerwig: Frances Ha (2013); Greta Gerwig | Louise May Alcott: Little Women (1868/2019); Bogen og filmen | Don DeLillo: White Noise (1985/2022).

Lady Bird. Instr. & manus: Greta Gerwig. Foto: Sam Levy. 94 min. USA 2017. Dansk premiere: 26.04.2018.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinty/ Filmgrab/ YouTube (Theatrical trailer)

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime , Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios (regionsfri) 02.07.2018

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.04.2018