Etnisk arrogance: Sameblod (2016)

SAMERNES SAG
Foragt, fortrængning, frigørelse

Af BO GREEN JENSEN

SAMERNE er det fortrængte skandinaviske naturfolk. Befolkningen i Lapland blev behandlet lige så dårligt som de oprindelige amerikanere og de danske inuitter, men der er færre film om Sápmi, som nationen hedder på samisk.

   Amanda Kernells Sameblod er en klassisk udviklings- og frigørelsesskildring, som råder bod på fortielsen. Den gør for samernes sag, hvad Phillip Noyces Rabbit-Proof Fence (2002) gjorde for de australske aboriginals, og er i nordisk sammenhæng et sidestykke til Louise Friedbergs Eksperimentet (2010) om 1950ernes danske forsøg på at »opdrage« anbragte grønlandske børn.

SØSTRENE Elle-Marja og Njenna (spillet af søstrene Lene Cecilia og Mia Erika Sparrok) vokser op i Lapland i efterkrigstiden. Der bliver tisket og talt grimt om samerne på egnen, som er fuld af den svenske version af white trash. Det er lovpligtigt at gå i skole og lære svensk. Det er til gengæld ikke muligt at tage en videregående uddannelse, hvis man er same. »Jeres hjerner fungerer på en anden måde,« siger lærerinden, som fatter interesse for Elle-Marja.

   I skolen bliver pigerne udsat for ydmygende frenologiske undersøgelser i Josef Mengele-genren. I samernes bagland er man totalt afvisende over for svenskernes civilisation. Elle-Marja er altid pigen i midten. Hun forelsker sig, flygter til Uppsala og snyder sig ind på Akademiet ved at tage et svensk navn.

SAMEBLOD er meget smukt fotograferet og eksponeret i en tidløs form, der vil tale til alle med hjerte for sagen. Man lærer, hvad det vil sige at joike, og kan på sikker afstand føle indignation på samernes vegne. Lene Cecilia Sparrok spiller Elle-Marja, så man synes, man kender pigen bagefter.

   Den unge kvindes fortælling er forankret i en nutidig ramme, hvor Elle-Marja som gammel besøger Sápmi med sin voksne søn, der kun kan tre samiske ord. Her må Elle-Marja forholde sig til sin egen foragt og fortrængning. Intet er enkelt i denne konflikt, og filmen lader såret være vidt åbent.

   Sameblod modtog adskillige priser, herunder Europaparlamentets LUX-pris og debutantprisen på Venice Days (Giornate degli autori). I Sverige var den Guldbagge-nomineret i otte kategorier og vandt for bedste manus (Kernell) og klip (Anders Skov). Lene Cecilia Sparrok blev årets kvindelige hovedrolleindehaver, og Sameblod modtog publikumsprisen. 

Se også Louise Friedberg: Eksperimentet (2010) og Etnisk arrogance: Rabbit-Proof Fence (2002).

Sameblod (Sami Blood). Instr. og manus: Amanda Kernell. Foto: Sophia Olsson. 110 min. Sverige-Norge-Sápmi-Danmark 2016. Dansk premiere: 09.03.2017.

Fotos: Bautafilm/ Nordisk Film/ DFI/ Filmbazar/ CineMaterial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies.  

Anmeldelsen er en Filmrevy fra Weekendavisen Kultur 10.03.2017

Bill Condon: Dreamgirls (2006) | Musicals

BABY LOVE
Sange om hudfarve, køn og moral

Af BO GREEN JENSEN

I HOLLYWOOD prøver man stadig at finde opskriften på en tidssvarende filmmusical. Ikke siden Bob Fosses Cabaret (1972) og All That Jazz (1979) har det været gjort helt overbevisende.*

   Rent illustrerende filmudgaver af Evita (1996), Rent (2004) eller Phantom of the Opera (2004) lever deres eget liv og når sjældent andre end stamgæsterne, men af og til kan succeser som Baz Luhrmanns Moulin Rouge! (2001) og Rob Marshalls Chicago (2002) give publikum troen tilbage.

   Det er dog betegnende, at Chicago var baseret på en 30 år gammel forestilling af Fred Ebb og John Kander, som også skrev Cabaret, mens Luhrmanns australske extravaganza var stykket sammen af pophits, man kendte i forvejen.

   Bill Condon, hvis hovedværker er James Whale-filmen Gods and Monsters (1998) og Kinsey (2004), men som også har manuskriptet til Chicago på samvittigheden, forsøger med relativt diskrete midler at give Dreamgirls lidt af den kant, som man savnede ved premieren i 1981. Helt afgørende er rammen rykket fra Chicago til Detroit, så ingen kan være i tvivl om, at modellen for Paradise Records og The Dreams er Motown og The Supremes. I sin tid forsøgte tekstforfatteren Tom Eyen og komponisten Henry Krieger at nedtone de oplagte overensstemmelser.

DET skyldtes ikke kun frygten for retslige efterspil. Eyen og Krieger ville understrege, at Dreamgirls skildrer den sorte populærmusiks vilkår i videre kulturel forstand. Da The Dreamettes slår igennem og bliver til The Dreams, justerer trioens manager Curtis Taylor (Jamie Foxx) balancen, fjerner den tungere, mørkere Effie White (Jennifer Hudson) fra rampelyset og anbringer Deena (Beyoncé Knowles) med flødehuden i centrum. Effie prøver at leve med skiftet, men kasseres én gang for alle, da Curtis og Deena bliver et par. I sceneudgaven af Dreamgirls var Effies trodsigt majestætiske afsked, »And I Tell You I’m Not Going«, en veritabel showstopper, som lukkede første akt.

I VIRKELIGHEDEN var det Motown-grundlæggeren Berry Gordy Jr., som forvandlede kvartetten The Primettes til trioen The Supremes og skiftede Florence Ballard ud med Cynthia Birdsong. Det skete primært af musikalske årsager og uenighed om den interne dynamik. Den i forvejen vaklende Ballard satte kurs mod bunden og døde i 1976. Hun blev kun 32 år.

   Motown var først og fremmest interesseret i Diana Ross. Gordy pressede fra begyndelsen på for at ændre gruppens navn til Diana Ross & the Supremes. Så kynisk manøvren kan synes, var den effektiv og kommercielt velfunderet, som de fleste af uhyrets dispositioner.

   The Supremes fik tolv nummer 1-singler, næsten på stribe, før Ross i 1969 forlod gruppen og blev erstattet af Jean Terrell. Der var mange forrykkelser gennem årtiet, i The Supremes såvel som i Motowns øvrige rækker. Kun Mary Wilson (1944-2021) var med The Supremes hele vejen fra 1961 til 1977.

   Ti af de tolv hits blev skrevet af Lamont Dozier og brødrene Brian og Eddie Holland. Det var et hårdt slag for Gordy og Motown, da Holland-Dozier-Holland sagde op i 1968. Titler som »Where Did Our Love Go?«, »Baby Love«, »Stop in the Name of Love« og »You Can’t Hurry Love« får sikkert nogle klokker til at ringe, ligesom de er repræsentative for sangenes gennemgående tema.

DET handlede helt kogt ned om at sælge lysebrun sex – eller løftet om samme – til det hvide Amerika, som foretrak Pat Boone og blev forskrækket over den fysiske ildhu, som Little Richard, James Brown og for den sags skyld Elvis Presley lagde for dagen. Også sidstnævnte lod sig beskære for at tækkes den hellige hitliste. Presley ville væk fra country og gospel. Motown-kunsterne ville »krydse over« fra soul og R&B til den saliggørende hvide Top 100.

I Dreamgirls koncentreres de mandlige rebeller i den forblæste, men ustandselige Jimmy Early (Eddie Murphy), som The Dreamettes i begyndelsen synger kor for. Også Jimmy køres i stilling som popsanger. Han ligner næsten Nat King Cole, da Curtis Taylor har skaffet ham engagement i Florida. Early vil imidlertid ikke afseksualisere sin lyd. Næsten bogstaveligt begynder alting at stritte, da han kaster åget af sig og synger som han altid har gjort. Curtis sender ham tilbage på vejen og skaffer The Dreams et endnu bedre engagement.

   Det er dette tema, som Condon belyser igen og igen. Curtis vil tjene penge og har endvidere en drøm om at anbringe guldfuglen Deena i en film om dronning Kleopatra. Stadig ser han rigtigt, og stadig knuser han sine kunstnere. Hits bliver købt med bestikkelse, når markedet ikke vil lystre.**

EFFIES bror CC (Keith Robinson), inspireret af virkelighedens Smokey Robinson, skriver stadig hits til The Dreams, skønt hans søster er ude. Han kan imidlertid ikke leve med lyden, da Curtis lægger discotrommer under hans soul. Under raceurolighederne i 1967 bliver Detroit brændt ned, bogstaveligt uden for Motown-studiet, og Jimmy Early samler en række kunstnere til fællessangen »Patience«, som også protesterer mod krigen i Vietnam. Curtis vil naturligvis ikke vide af denne gestus. Igen og igen bankes Jimmy på plads, indtil han træder definitivt ved siden af, da Motown-kunstnerne hylder deres gudfar. Herefter dør han af den heroinvane, som han samlede op hen ad vejen.

DEN vragede Effie er også langt nede, men rejser sig med hjælp fra Jimmy Earlys første manager (Danny Glover). Hun lyder nu som en sjælfuld krydsning af Etta James og Aretha Franklin, skærer en lovende single (»One Night Only«) og er atter på vej, da Curtis statuerer et eksempel. Han begraver Effies hit og relancerer sangen som Donna Summer-agtig discosex med Deena Jones & The Dreams. Da Deena endelig får nok, betror Curtis hende, at det var fordi hendes stemme var kønsløs og formgivelig, at han satte hende i fokus. I Dreamgirls lærer karaktererne af deres fejltagelser. Det gjorde de ikke i virkeligheden.

CONDONS film er i det store hele en fornøjelse, som vil tale til det publikum, der i forvejen sætter pris på blankpoleret R&B. Pastichemusikken fungerer upåklageligt, når sangenes leveres fra en af de mange tribuner i filmen. Mere kejtede er en række scener, hvor karaktererne synger dialog til hinanden. Det bliver ikke bedre af, at de recitative passager – især et skænderi for tre stemmer – lyder mere som Judas, Peter og Jesus, der mundhugges i Jesus Christ Superstar, end som noget der kommer fra Motown.

   

HOVEDGEVINSTEN er visuel. Diverse highlights fra Supremes’ karriere er rekonstrueret med flair. Hver detalje i tidsbilledet fanges i flugten, og man har ingen problemer med at forstå, hvad 60erne så i The Supremes, når Sharon Leal, Anika Noni Rose og Beyoncé Knowles bliver klædt på som The Dreams. Jennifer Hudson, der synger partiet som Effie, er hentet fra American Idol, det lokale svar på Scenen er din. Det er muligt, at hun overdriver, men i filmens ånd brænder hun bedre igennem som menneske end de smukke påklædningsdukker i centrum. Som Jimmy Early er Eddie Murphy for en gangs skyld alle pengene værd.

   Meget lykkes for Condon. Et sceneshow overføres til film, så ingen af delene lider, men først og fremmest taler Dreamgirls moral, historie og værdier, uden at tabe en tone på gulvet. Det er en langt bedre film end den museale Chicago.

Se også Guder og monstre: James Whale 1896-1957; Sex i Amerika: Alfred C. Kinsey 1894-1956; Bill Condon | Mitch Cullin: Mr. Holmes (2015). 

*) Anmeldelsen er skrevet i 2007. Meget har ændret sig, både i film, musik og kønspolitik. Jeg har valgt at lade teksten stå, som den var, både med hensyn til anskuelser, »hvad man kunne vide« og muligvis krænkende ordvalg. Vist har der været La La Land (2016) og en fjerde version af A Star is Born (2018), men Hollywood prøver stadig at finde et format til den nye filmmusical.

   Man kan se, hvor Beyoncé befandt i tiden, da Destiny's Child var i frisk erindring og tilførte filmen et metalag mere. Jeg beklager at skrive så overbærende om Jennifer Hudson. Motowns fantasipop blev i slut-60erne og 70erne fortrængt af soul med gospelrødder. R&B fusionerede med rock, jazz og funk; lyden blev mere elektrisk og politisk. Fornyelsen kom ikke mindst fra kunstnere som Nina Simone og Aretha Franklin.

   Der er megen poetisk retfærdighed i, at det netop blev Jennifer Hudson, som spillede Franklin i Liesl Tommys biopic Respect. Diana Ross havde divastatus fra 80erne og frem. Hun (og Berry Gordy, som producerede filmen) skal have mange point for at hylde Billie Holiday i Lady Sings the Blues. Hun får ingen kredit for at synge med i The Wiz.

** Overensstemmelsen mellem The Dreams og The Supremes er meget konsekvent gennemført. Deena Jones & The Dreams udsender et album med titlen Cream of the Crop. Det samme gjorde Diana Ross & The Supremes i november 1969. Berry Gordy lever stadig. Han er 91 år i 2021. Gordy krævede kompensation for det uflatterende portræt i Dreamgirls. Han havde levet med sceneudgaven, men i filmen bliver publikum opfordret til at tænke på Motown og The Supremes. Dreamworks formulerede en uforbeholden undskyldning, som Gordy accepterede. Også Smokey Robinson angreb filmens fremstilling. Diana Ross, som nu er 77, havde ingen officiel kommentar. 

Dreamgirls. Instr. og manus: Bill Condon. Foto: Tobias A. Schliessler. 130 min. USA 2006. Dansk premiere: 09.02.2007.

Fotos: Dreamworks (David James)/ Paramount/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ The Smithsonian Institution, National Portrait Gallery

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy – I 2017 udkom en 'Director's Extended Version' på dvd og blu-ray

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 09.02.2007 

Etnisk arrogance | Louise Friedberg: Eksperimentet (2010)

GRØNLAND I VIRKELIGHEDEN

Kolonimagten Danmark siger endelig undskyld

Af BO GREEN JENSEN

DANSKERE bryster sig ofte af landets sociale og demokratiske værdier. Vi siger stadig ikke »vi« uden stolthed, skønt de seneste årtiers udlændingepolitik har anbragt os et lunt sted mellem Holland, Ungarn og Serbien i den internationale bevidsthed. I kolonitiden var Danmark ikke værre, men heller ikke bedre end de imperialistiske stormagter. Den historiske afstand er bare blevet så vid, at man sagtens kan glemme.

   Grønland tænker vi ikke på som en koloni i gængs forstand. For var »vi« ikke altid af hjertet gode formyndere i den etniske kulisse med sælfangere og snebjerge? Kunne »eskimoerne« finde ud af andet end at drikke, blive korrupte og generelt gå i hundene, da de fik hjemmestyre? Og ligger det hele ikke så langt tilbage, at man bare skal lade det ligge? Nu kommer klimaændringen jo og gør Grønland til fremtidens boomtown.

   »Eksperimentet«, som beskrives i Louise Friedbergs første spillefilm, var en detalje i ouverturen til den grundlovsændring , som i 1953 ophævede Grønlands kolonistatus og gjorde øen til et amt i det danske rigsfællesskab. I 1951 blev 22 grønlandske børn sendt til Danmark og sat i familiepleje. Efter et år skulle de tilbage og have the finishing touches på Røde Kors’ nye børnehjem i Nuuk. Tanken var, at man prægede børnene med dansk kultur, så de kunne vokse op som en civiliseret elite.

INGEN tog sig særligt af børnenes følelser. De blev skilt fra deres familier, glemte deres modersmål og fungerede dårligt, da de kom hjem efter endnu en adskillelse. Eksperimentet er baseret på Tine Brylds interviewbog I den bedste mening (2010). Her kan man blandt andet læse, at flere syddanske familier ville adoptere deres plejebørn, men fik afslag.

   Initiativet svarer til de pædagogiske tiltag, som på samme tid blev iværksat i USA, hvor reservaternes børn blev bortadopteret, og i Australien, hvor den indfødte befolkning blev anbragt i koncentrationslejre. Alle steder blev børn gjort fortræd og mistede deres kulturelle forankring. Ingen steder viste forsøget, hvad magtherrerne havde ønsket. I USA og Australien verserer en række erstatningssager. Man taler begge steder om, hvad der skete for the stolen generations.

EKSPERIMENTET i Grønland var ingen succes. På afstand ligner det kulturforagt og racehygiejne, men både Bryld og Friedberg anerkender, at meget blev gjort i god tro, skønt den underliggende dagsorden var præget af politiske hensyn. Også grønlandske kræfter bakkede op om forsøget på at fjerne naturmennesket i de kommende slægter. Der var tale om et prestigeprojekt, som skulle ligestille grønlandsk og dansk. Tanken om prægning blev siden forladt, men ofrene for den lever endnu.

   Friedbergs film vælger en traditionel form og skildrer hverdagen på børnehjemmet med nænsom akkuratesse. Tre af forsøgskaninerne får en historie. Den nuttede Daniel tisser i sengen og har svært ved at læse. Den trodsige Dorthe bliver bitter på Karen, som ved opvakt snyd i skolen bliver forstander Gerts favorit. Karen føler sig ekstra udsat, fordi hun kan besøge sin mor, der har stiftet ny familie i Nuuk. Karens far døde af tuberkulose, som var den tids svøbe i Grønland.

   Forstander Gertsen har selv en baggrund som plejebarn. Hun er uddannet sygeplejerske og vil gøre meget for børnenes skyld. Samtidig har hun investeret hele sin faglige stolthed i Eksperimentet. Hendes hovedmodstander er Svendsen (Kurt Ravn), inspektøren på den danske skole, som i sit inderste mener, at grønlænderne er uforbederlige. Hendes allierede er landshøvding Omann (Morten Grunwald), en bureaukrat, som skiftevis tror på projektet og overvejer at opgive det.

ALLE filmens konflikter er samlet i Gerts karakter. I forholdet til Karen er hun næsten en mor. I forholdet til mændene er hun næsten en feminist. Hun vågner som erotisk væsen, da hun indleder et forhold til doktor Niels (Mads Wille). Han vil udstyre et tuberkuloseskib og behandle grønlænderne ambulant. Gert opfordrer ham til at søge midler hos Omann. Senere forstår hun, at hun har undermineret sit eget projekt.

   Pigen Karen, som ser alt, men ingenting siger, spilles med betydelig styrke af Laura Skaarup Jensen. Som hendes mor, Margrethe, ses Nukaka Coster-Waldau. Der dvæles nok rigeligt længe ved scenen, hvor mor og datter må opgive at tale sammen. Karaktererne er overført direkte fra Tine Brylds bog. Modellen for Karen er Helene Thiesen (f. 1944). Hendes mor bor stadig i Nuuk og taler forsat ikke dansk.

   Gertsen hed egentlig Dorothea Frederikke Bengtzen (1906-96). Man ved så lidt om, hvem hun var og hvad hun tænkte, at Louise Friedberg og Rikke de Fine Licht kan tage sig udstrakte friheder i deres eksemplariske manuskript. Ellen Hillingsø fungerer smukt i rollen. Hun ligner en moderne kvinde fra 1950erne og kan i flere scener minde om Lisbeth Movin.

I FILMENS øverste lag eksponeres der sindigt og pædagogisk. Eksperimentet stækkes i nogen grad af sin akkuratesse og loyalitet over for skæbnerne og forlægget. Sagt på en anden måde, er man ikke ved at gå til af spænding. Imidlertid foregår meget under overfladen, og filmen er lidt af et isbjerg. Især er den god til at vise, at man ikke når langt ved at bruge moralske byggeklodser som rigtigt og forkert.

   Det er befriende at se en film med en æstetisk idé, som hverken vil overdrive det skønne eller dyrke den rykkende, kornede stil, som gør det ud for realisme nu. Fotografen Magnus Nordenhof Jønck lader den smukke natur komme fuldt til sin ret, men han iscenesætter den ikke, og der ligger klare og gode principper bag Nikolaj Danielsens og M. Wan Sputnicks production design.

   Måske er børnehjemmets festsal dekoreret efter gamle fotos. I hvert fald ligner den noget, som Martin Nyrop kunne have skabt til en nationalromantisk højskolebygning. Farveskala og lyssætning henviser til malerier af Anna Ancher og Vilhelm Hammershøi, men også Edward Hopper er kastet i mixet. Ola Kvernbergs score vil ikke lyde som Hans Zimmer. Martin Schades klipning er vederkvægende rolig.

   På denne diskrete baggrund kan psykologien arbejde i fred og med dybde, uden at skulle pumpes op med de gængse melodramatiske virkemidler. Det giver Eksperimentet en saglig, præcis kvalitet, som gør følelsen endnu stærkere. Filmen vil med tiden blive en klassiker i sin genre, hvor man finder frapperende islæt som Phillip Noyces australske Rabbit-Proof Fence (2002) og Amanda Kernells svensk-norske Sameblod (2016).

Tirsdag den 8. december 2020 indledte statsminister Mette Frederiksen Folketingets spørgetime med at udtrykke Danmarks officielle (og uforbeholdne) undskyldning til ofrene for »Eksperimentet«. 

Se også Etnisk arrogance: Rabbit-Proof Fence (2002); Dansk kolonitid: Guldkysten | Gold Coast (2015); Christina Rosendahl: Idealisten (2015); Etnisk arrogance: Sameblod (2016); Hlynur Pálmason: Vanskabte Land/ Godland (2022); Survival Cinema | Peter Flinth: Against the Ice (2022).  

Eksperimentet. Instr.: Louise N.D. Friedberg. Manus: Rikke de Fine Licht og Louise N.D. Friedberg. Foto: Magnus Nordenhof Jønck. 90 min. Danmark 2010. Dansk premiere: 09.09.2010.

Tine Bryld: I den bedste mening. 367 s, ill. Opr. 1987. Ny udgave. Gyldendal, 2010.

Helene Thiesen: For flid og god opførsel. Vidnesbyrd fra et eksperiment. 165 s., ill. Forlaget Milik, 2011. 

Anne Kirstine Hermann: Imperiets børn – da Danmark vildledte FN og Grønland for at beholde sin sidste koloni. 318 s., ill. Gyldendal, 2021.

Fotos: Christian Geisnæs/ Nimbus/ Sandrew Metronome

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime

2K Blu-ray fra HAU 30.04.2020

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.09.2010