Bill Condon: Dreamgirls (2006) | Musicals

BABY LOVE
Sange om hudfarve, køn og moral

Af BO GREEN JENSEN

I HOLLYWOOD prøver man stadig at finde opskriften på en tidssvarende filmmusical. Ikke siden Bob Fosses Cabaret (1972) og All That Jazz (1979) har det været gjort helt overbevisende.*

   Rent illustrerende filmudgaver af Evita (1996), Rent (2004) eller Phantom of the Opera (2004) lever deres eget liv og når sjældent andre end stamgæsterne, men af og til kan succeser som Baz Luhrmanns Moulin Rouge! (2001) og Rob Marshalls Chicago (2002) give publikum troen tilbage.

   Det er dog betegnende, at Chicago var baseret på en 30 år gammel forestilling af Fred Ebb og John Kander, som også skrev Cabaret, mens Luhrmanns australske extravaganza var stykket sammen af pophits, man kendte i forvejen.

   Bill Condon, hvis hovedværker er James Whale-filmen Gods and Monsters (1998) og Kinsey (2004), men som også har manuskriptet til Chicago på samvittigheden, forsøger med relativt diskrete midler at give Dreamgirls lidt af den kant, som man savnede ved premieren i 1981. Helt afgørende er rammen rykket fra Chicago til Detroit, så ingen kan være i tvivl om, at modellen for Paradise Records og The Dreams er Motown og The Supremes. I sin tid forsøgte tekstforfatteren Tom Eyen og komponisten Henry Krieger at nedtone de oplagte overensstemmelser.

DET skyldtes ikke kun frygten for retslige efterspil. Eyen og Krieger ville understrege, at Dreamgirls skildrer den sorte populærmusiks vilkår i videre kulturel forstand. Da The Dreamettes slår igennem og bliver til The Dreams, justerer trioens manager Curtis Taylor (Jamie Foxx) balancen, fjerner den tungere, mørkere Effie White (Jennifer Hudson) fra rampelyset og anbringer Deena (Beyoncé Knowles) med flødehuden i centrum. Effie prøver at leve med skiftet, men kasseres én gang for alle, da Curtis og Deena bliver et par. I sceneudgaven af Dreamgirls var Effies trodsigt majestætiske afsked, »And I Tell You I’m Not Going«, en veritabel showstopper, som lukkede første akt.

I VIRKELIGHEDEN var det Motown-grundlæggeren Berry Gordy Jr., som forvandlede kvartetten The Primettes til trioen The Supremes og skiftede Florence Ballard ud med Cynthia Birdsong. Det skete primært af musikalske årsager og uenighed om den interne dynamik. Den i forvejen vaklende Ballard satte kurs mod bunden og døde i 1976. Hun blev kun 32 år.

   Motown var først og fremmest interesseret i Diana Ross. Gordy pressede fra begyndelsen på for at ændre gruppens navn til Diana Ross & the Supremes. Så kynisk manøvren kan synes, var den effektiv og kommercielt velfunderet, som de fleste af uhyrets dispositioner.

   The Supremes fik tolv nummer 1-singler, næsten på stribe, før Ross i 1969 forlod gruppen og blev erstattet af Jean Terrell. Der var mange forrykkelser gennem årtiet, i The Supremes såvel som i Motowns øvrige rækker. Kun Mary Wilson (1944-2021) var med The Supremes hele vejen fra 1961 til 1977.

   Ti af de tolv hits blev skrevet af Lamont Dozier og brødrene Brian og Eddie Holland. Det var et hårdt slag for Gordy og Motown, da Holland-Dozier-Holland sagde op i 1968. Titler som »Where Did Our Love Go?«, »Baby Love«, »Stop in the Name of Love« og »You Can’t Hurry Love« får sikkert nogle klokker til at ringe, ligesom de er repræsentative for sangenes gennemgående tema.

DET handlede helt kogt ned om at sælge lysebrun sex – eller løftet om samme – til det hvide Amerika, som foretrak Pat Boone og blev forskrækket over den fysiske ildhu, som Little Richard, James Brown og for den sags skyld Elvis Presley lagde for dagen. Også sidstnævnte lod sig beskære for at tækkes den hellige hitliste. Presley ville væk fra country og gospel. Motown-kunsterne ville »krydse over« fra soul og R&B til den saliggørende hvide Top 100.

I Dreamgirls koncentreres de mandlige rebeller i den forblæste, men ustandselige Jimmy Early (Eddie Murphy), som The Dreamettes i begyndelsen synger kor for. Også Jimmy køres i stilling som popsanger. Han ligner næsten Nat King Cole, da Curtis Taylor har skaffet ham engagement i Florida. Early vil imidlertid ikke afseksualisere sin lyd. Næsten bogstaveligt begynder alting at stritte, da han kaster åget af sig og synger som han altid har gjort. Curtis sender ham tilbage på vejen og skaffer The Dreams et endnu bedre engagement.

   Det er dette tema, som Condon belyser igen og igen. Curtis vil tjene penge og har endvidere en drøm om at anbringe guldfuglen Deena i en film om dronning Kleopatra. Stadig ser han rigtigt, og stadig knuser han sine kunstnere. Hits bliver købt med bestikkelse, når markedet ikke vil lystre.**

EFFIES bror CC (Keith Robinson), inspireret af virkelighedens Smokey Robinson, skriver stadig hits til The Dreams, skønt hans søster er ude. Han kan imidlertid ikke leve med lyden, da Curtis lægger discotrommer under hans soul. Under raceurolighederne i 1967 bliver Detroit brændt ned, bogstaveligt uden for Motown-studiet, og Jimmy Early samler en række kunstnere til fællessangen »Patience«, som også protesterer mod krigen i Vietnam. Curtis vil naturligvis ikke vide af denne gestus. Igen og igen bankes Jimmy på plads, indtil han træder definitivt ved siden af, da Motown-kunstnerne hylder deres gudfar. Herefter dør han af den heroinvane, som han samlede op hen ad vejen.

DEN vragede Effie er også langt nede, men rejser sig med hjælp fra Jimmy Earlys første manager (Danny Glover). Hun lyder nu som en sjælfuld krydsning af Etta James og Aretha Franklin, skærer en lovende single (»One Night Only«) og er atter på vej, da Curtis statuerer et eksempel. Han begraver Effies hit og relancerer sangen som Donna Summer-agtig discosex med Deena Jones & The Dreams. Da Deena endelig får nok, betror Curtis hende, at det var fordi hendes stemme var kønsløs og formgivelig, at han satte hende i fokus. I Dreamgirls lærer karaktererne af deres fejltagelser. Det gjorde de ikke i virkeligheden.

CONDONS film er i det store hele en fornøjelse, som vil tale til det publikum, der i forvejen sætter pris på blankpoleret R&B. Pastichemusikken fungerer upåklageligt, når sangenes leveres fra en af de mange tribuner i filmen. Mere kejtede er en række scener, hvor karaktererne synger dialog til hinanden. Det bliver ikke bedre af, at de recitative passager – især et skænderi for tre stemmer – lyder mere som Judas, Peter og Jesus, der mundhugges i Jesus Christ Superstar, end som noget der kommer fra Motown.

   

HOVEDGEVINSTEN er visuel. Diverse highlights fra Supremes’ karriere er rekonstrueret med flair. Hver detalje i tidsbilledet fanges i flugten, og man har ingen problemer med at forstå, hvad 60erne så i The Supremes, når Sharon Leal, Anika Noni Rose og Beyoncé Knowles bliver klædt på som The Dreams. Jennifer Hudson, der synger partiet som Effie, er hentet fra American Idol, det lokale svar på Scenen er din. Det er muligt, at hun overdriver, men i filmens ånd brænder hun bedre igennem som menneske end de smukke påklædningsdukker i centrum. Som Jimmy Early er Eddie Murphy for en gangs skyld alle pengene værd.

   Meget lykkes for Condon. Et sceneshow overføres til film, så ingen af delene lider, men først og fremmest taler Dreamgirls moral, historie og værdier, uden at tabe en tone på gulvet. Det er en langt bedre film end den museale Chicago.

Se også Guder og monstre: James Whale 1896-1957; Sex i Amerika: Alfred C. Kinsey 1894-1956; Bill Condon | Mitch Cullin: Mr. Holmes (2015). 

*) Anmeldelsen er skrevet i 2007. Meget har ændret sig, både i film, musik og kønspolitik. Jeg har valgt at lade teksten stå, som den var, både med hensyn til anskuelser, »hvad man kunne vide« og muligvis krænkende ordvalg. Vist har der været La La Land (2016) og en fjerde version af A Star is Born (2018), men Hollywood prøver stadig at finde et format til den nye filmmusical.

   Man kan se, hvor Beyoncé befandt i tiden, da Destiny's Child var i frisk erindring og tilførte filmen et metalag mere. Jeg beklager at skrive så overbærende om Jennifer Hudson. Motowns fantasipop blev i slut-60erne og 70erne fortrængt af soul med gospelrødder. R&B fusionerede med rock, jazz og funk; lyden blev mere elektrisk og politisk. Fornyelsen kom ikke mindst fra kunstnere som Nina Simone og Aretha Franklin.

   Der er megen poetisk retfærdighed i, at det netop blev Jennifer Hudson, som spillede Franklin i Liesl Tommys biopic Respect. Diana Ross havde divastatus fra 80erne og frem. Hun (og Berry Gordy, som producerede filmen) skal have mange point for at hylde Billie Holiday i Lady Sings the Blues. Hun får ingen kredit for at synge med i The Wiz.

** Overensstemmelsen mellem The Dreams og The Supremes er meget konsekvent gennemført. Deena Jones & The Dreams udsender et album med titlen Cream of the Crop. Det samme gjorde Diana Ross & The Supremes i november 1969. Berry Gordy lever stadig. Han er 91 år i 2021. Gordy krævede kompensation for det uflatterende portræt i Dreamgirls. Han havde levet med sceneudgaven, men i filmen bliver publikum opfordret til at tænke på Motown og The Supremes. Dreamworks formulerede en uforbeholden undskyldning, som Gordy accepterede. Også Smokey Robinson angreb filmens fremstilling. Diana Ross, som nu er 77, havde ingen officiel kommentar. 

Dreamgirls. Instr. og manus: Bill Condon. Foto: Tobias A. Schliessler. 130 min. USA 2006. Dansk premiere: 09.02.2007.

Fotos: Dreamworks (David James)/ Paramount/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ The Smithsonian Institution, National Portrait Gallery

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy – I 2017 udkom en 'Director's Extended Version' på dvd og blu-ray

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 09.02.2007 

Bad Times at the El Royale (2018) [Noir 100]

CALIFORNIENS HEMMELIGHEDER
Ånden fra Hollywood Babylon lever 

Af BO GREEN JENSEN

EL Royale er fra motellernes guldalder, da bilerne havde forkromede finner. Interiøret skulle ligne en blanding af skihytte, lounge og casino. Motellet ligger på grænsen mellem Californien og Nevada, så der gælder forskellige love, alt efter hvilken fløj man bliver indlogeret i. For at dramatisere det geografiske særpræg, har management trukket en rød streg gennem det hele. Ellers er husstilen lurmærket americana.
   »Alle veje fører hertil,« står der skrevet. Det er et af den slags steder, man har set på film så mange gange, at banaliteten bliver surrealistisk, hvis man overnatter i virkeligheden. Hvem management, altså ejerne, er, bliver stadig mere interessant, i hvert fald i to af de sammenflettede historier, efterhånden som tingene udarter. Men først skal syv karakterer mødes i vestibulen, så fortællingen kan præsentere og checke dem ind.

I PROLOGEN ses et værelse i total. En mand kommer ind, skubber møblerne væk, ruller tæppet til side og bryder brædderne op. Han anbringer en taske i hullet og gør rummet i orden. Det banker på. Han åbner døren ud til regnen, vender sig og bliver skudt ned. Under hele forløbet spiller »26 Miles (Santa Catalina)« med The Four Preps. Det er gylden radiopop fra 1957. I en dansk film ville The Four Jacks have drejet i den store Wurlitzer-jukebox.

   Så står der »Ti år senere«. Der bliver aldrig sat nøjagtigt årstal på, men efter alle markører at dømme, er året 1969. Præsident Nixon er nyvalgt og lover at tage hånd om al balladen.
   En gammel præst (Jeff Bridges) og en sort sangerinde (Cynthia Erivo) har mødt hinanden på parkeringspladsen. I forhallen står en slesk støvsugersælger (Jon Hamm), som åbenbart er bekendt med stedet. Han fortæller, at El Royale havde stil, før det mistede sin bevilling. Han har ventet i evigheder. En nervøs receptionist (Lewis Pullman) kommer tumlende i piccolojakke. Lidt efter ankommer en hårdkogt hippiekvinde (Dakota Johnson), som skriver »Fuck You« i stedet for sit navn i gæstebogen.
   Bad Times at the El Royale har en hel æske fuld af forbundne historier. Nogle af dem er gode, og i hvert fald bliver de samlet og præsenteret så forførende, at tilskuerens begær er vakt. Der er nok til to en halv time, og tiden flyver endda. Det er lidt som at læse Agatha Christie, hvis hun skrev som James Ellroy. Lynch og Tarantino, jo, men måske endnu mere som Pirandello-dramatik for popkulturen: Syv personer søger en forfatter og har alle en drøm om at nå deres mål.

FILMENS styrke ligger i design og detaljer, der er fine udskæringer i skrinet. Naturligvis er ingen af personerne, hvad de giver sig ud for. Tættest på kommer soulsangerinden, der sagde nej til en slibrig, Phil Spector-lignende producer (instruktøren Xavier Dolan i en finurlig minirolle), både seksuelt og kunstnerisk. Han sagde, at hun ville ende som selskabssanger i Reno, og det er præcis, hvad der er sket. Næste dag skal hun synge på en klub i Reno, så hun sætter metronomen og giver sig til at synge Motown – som en engel.

   Motellet er et dukkehus, det er præstegården fra en britisk puslespilskrimi, bare henlagt til hårdkogt sen-60er-stemning. De forskellige historier bryder ind i hinanden, spoler tilbage, er forbundet på uventede steder og har alle en eksistentiel kant – som måske ikke altid overbeviser. Det hedder sig, at syv karakterer i løbet af natten får en sidste chance for at rette sig og finde tilgivelse. Det ved vi faktisk kun, fordi det står i forfatterens hensigtserklæring.

GODDARD vil give publikum små aha-oplevelser, hver gang en skjult skuffe bliver trukket ud. Jeg skal derfor ikke røbe meget. Men den første historie giver en idé om atmosfæren og forklarer, hvorfor kameraet kan se ind i værelserne. For Jon Hamms karakter sælger ikke støvsugere. Han giver sig til at finde skjulte mikrofoner i lokalet. Overraskende er der to sæt, så han ringer til »Direktøren« og fortæller om sin opdagelse. Der er en korridor bag værelserne. Man kan se ind gennem spejlene. Der står endda et kamera.

   Hamm ser mere, end han regnede med. Præsten har brudt gulvet op og leder under brædderne. Sangerinden øver sig, og han tænder for højttaleren, så han kan høre hende synge. Hos hippiepigen bliver en anden pige, som ligner den første, trukket ind og bundet fast til en stol foran spejlet. Mr. Hoover siger, at Hamm ikke skal gribe ind. Han skal bare finde filmen med det politisk belastende materiale. En vigtig person har været sammen med nogen. Der er henvisninger til døde Kennedy-brødre og en sadistisk senator, som går over stregen. Filmen er fuld af gotisk americana i den mørke tradition.

NOGLE ting er nyttige at vide. Den angrende receptionist har en fortid som snigskytte i Vietnam. Hippiepigen har reddet sin søster fra en Charles Manson-agtig kultleder, der bliver spillet af Chris Hemsworth. Emily har reddet sin søster, helt fra de var børn, og det var Far, de skulle gemme sig for. Men Ruth (Cailee Spaeny) er ikke altid enig med sin søster. Meget vil ske. Nogle vil dø. Alle lag hænger sammen og er pakket tæt med nostalgisk paranoia, vidtløftige konspirationsteorier og klassiske film noir-troper. Mennesker bliver fanget af deres grådige væsen. Men to karakterer får lov til at stråle. Det er lige netop værd at blive i fortællingen for.
   Det er tydeligt, at filmen er forelsket i sin tid, sit look og sin næsten okkulte mentalitet. Bad Times at El Royale er instrueret af Drew Goddard (The Cabin in the Woods), som har skrevet mange succeser for andre og nu får chancen med sit eget projekt.
   Der kommer flere af denne slags retroaktive auteurfilm. David Robert Mitchells Under the Silver Lake (2018) er en anden mørk fortælling fra Californien i legendernes tid. De nye film er udtryk for, at endnu en generation af filmskabere opdager Hollywood Babylon-tiden. De er Sunset Boulevard, Chinatown og L.A. Confidential for nu.
   Er man til denne slags americana, vil Bad Times at the El Royale både fascinere og falde på et tørt sted. Hvis man ikke kender kortene, vil spillet snarere irritere og genere. Jeg nød næsten alle de hurtige finter. I sin genre er filmen en delikatesse. 

Bad Times at the El Royale. Instr. og manus: Drew Goddard. Foto: Seamus McGarvey. 121 min. USA 2018. Dansk premiere: 18.10.2018.

Fotos: Goddard Textiles/ Twentieth Century Fox/ 20th Century Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (i DK) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Twentieth Century Fox 01.01.2019

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 19.10.2018