Bad Times at the El Royale (2018) [Noir 100]

CALIFORNIENS HEMMELIGHEDER
Ånden fra Hollywood Babylon lever 

Af BO GREEN JENSEN

EL Royale er fra motellernes guldalder, da bilerne havde forkromede finner. Interiøret skulle ligne en blanding af skihytte, lounge og casino. Motellet ligger på grænsen mellem Californien og Nevada, så der gælder forskellige love, alt efter hvilken fløj man bliver indlogeret i. For at dramatisere det geografiske særpræg, har management trukket en rød streg gennem det hele. Ellers er husstilen lurmærket americana.
   »Alle veje fører hertil,« står der skrevet. Det er et af den slags steder, man har set på film så mange gange, at banaliteten bliver surrealistisk, hvis man overnatter i virkeligheden. Hvem management, altså ejerne, er, bliver stadig mere interessant, i hvert fald i to af de sammenflettede historier, efterhånden som tingene udarter. Men først skal syv karakterer mødes i vestibulen, så fortællingen kan præsentere og checke dem ind.

I PROLOGEN ses et værelse i total. En mand kommer ind, skubber møblerne væk, ruller tæppet til side og bryder brædderne op. Han anbringer en taske i hullet og gør rummet i orden. Det banker på. Han åbner døren ud til regnen, vender sig og bliver skudt ned. Under hele forløbet spiller »26 Miles (Santa Catalina)« med The Four Preps. Det er gylden radiopop fra 1957. I en dansk film ville The Four Jacks have drejet i den store Wurlitzer-jukebox.

   Så står der »Ti år senere«. Der bliver aldrig sat nøjagtigt årstal på, men efter alle markører at dømme, er året 1969. Præsident Nixon er nyvalgt og lover at tage hånd om al balladen.
   En gammel præst (Jeff Bridges) og en sort sangerinde (Cynthia Erivo) har mødt hinanden på parkeringspladsen. I forhallen står en slesk støvsugersælger (Jon Hamm), som åbenbart er bekendt med stedet. Han fortæller, at El Royale havde stil, før det mistede sin bevilling. Han har ventet i evigheder. En nervøs receptionist (Lewis Pullman) kommer tumlende i piccolojakke. Lidt efter ankommer en hårdkogt hippiekvinde (Dakota Johnson), som skriver »Fuck You« i stedet for sit navn i gæstebogen.
   Bad Times at the El Royale har en hel æske fuld af forbundne historier. Nogle af dem er gode, og i hvert fald bliver de samlet og præsenteret så forførende, at tilskuerens begær er vakt. Der er nok til to en halv time, og tiden flyver endda. Det er lidt som at læse Agatha Christie, hvis hun skrev som James Ellroy. Lynch og Tarantino, jo, men måske endnu mere som Pirandello-dramatik for popkulturen: Syv personer søger en forfatter og har alle en drøm om at nå deres mål.

FILMENS styrke ligger i design og detaljer, der er fine udskæringer i skrinet. Naturligvis er ingen af personerne, hvad de giver sig ud for. Tættest på kommer soulsangerinden, der sagde nej til en slibrig, Phil Spector-lignende producer (instruktøren Xavier Dolan i en finurlig minirolle), både seksuelt og kunstnerisk. Han sagde, at hun ville ende som selskabssanger i Reno, og det er præcis, hvad der er sket. Næste dag skal hun synge på en klub i Reno, så hun sætter metronomen og giver sig til at synge Motown – som en engel.

   Motellet er et dukkehus, det er præstegården fra en britisk puslespilskrimi, bare henlagt til hårdkogt sen-60er-stemning. De forskellige historier bryder ind i hinanden, spoler tilbage, er forbundet på uventede steder og har alle en eksistentiel kant – som måske ikke altid overbeviser. Det hedder sig, at syv karakterer i løbet af natten får en sidste chance for at rette sig og finde tilgivelse. Det ved vi faktisk kun, fordi det står i forfatterens hensigtserklæring.

GODDARD vil give publikum små aha-oplevelser, hver gang en skjult skuffe bliver trukket ud. Jeg skal derfor ikke røbe meget. Men den første historie giver en idé om atmosfæren og forklarer, hvorfor kameraet kan se ind i værelserne. For Jon Hamms karakter sælger ikke støvsugere. Han giver sig til at finde skjulte mikrofoner i lokalet. Overraskende er der to sæt, så han ringer til »Direktøren« og fortæller om sin opdagelse. Der er en korridor bag værelserne. Man kan se ind gennem spejlene. Der står endda et kamera.

   Hamm ser mere, end han regnede med. Præsten har brudt gulvet op og leder under brædderne. Sangerinden øver sig, og han tænder for højttaleren, så han kan høre hende synge. Hos hippiepigen bliver en anden pige, som ligner den første, trukket ind og bundet fast til en stol foran spejlet. Mr. Hoover siger, at Hamm ikke skal gribe ind. Han skal bare finde filmen med det politisk belastende materiale. En vigtig person har været sammen med nogen. Der er henvisninger til døde Kennedy-brødre og en sadistisk senator, som går over stregen. Filmen er fuld af gotisk americana i den mørke tradition.

NOGLE ting er nyttige at vide. Den angrende receptionist har en fortid som snigskytte i Vietnam. Hippiepigen har reddet sin søster fra en Charles Manson-agtig kultleder, der bliver spillet af Chris Hemsworth. Emily har reddet sin søster, helt fra de var børn, og det var Far, de skulle gemme sig for. Men Ruth (Cailee Spaeny) er ikke altid enig med sin søster. Meget vil ske. Nogle vil dø. Alle lag hænger sammen og er pakket tæt med nostalgisk paranoia, vidtløftige konspirationsteorier og klassiske film noir-troper. Mennesker bliver fanget af deres grådige væsen. Men to karakterer får lov til at stråle. Det er lige netop værd at blive i fortællingen for.
   Det er tydeligt, at filmen er forelsket i sin tid, sit look og sin næsten okkulte mentalitet. Bad Times at El Royale er instrueret af Drew Goddard (The Cabin in the Woods), som har skrevet mange succeser for andre og nu får chancen med sit eget projekt.
   Der kommer flere af denne slags retroaktive auteurfilm. David Robert Mitchells Under the Silver Lake (2018) er en anden mørk fortælling fra Californien i legendernes tid. De nye film er udtryk for, at endnu en generation af filmskabere opdager Hollywood Babylon-tiden. De er Sunset Boulevard, Chinatown og L.A. Confidential for nu.
   Er man til denne slags americana, vil Bad Times at the El Royale både fascinere og falde på et tørt sted. Hvis man ikke kender kortene, vil spillet snarere irritere og genere. Jeg nød næsten alle de hurtige finter. I sin genre er filmen en delikatesse. 

Bad Times at the El Royale. Instr. og manus: Drew Goddard. Foto: Seamus McGarvey. 121 min. USA 2018. Dansk premiere: 18.10.2018.

Fotos: Goddard Textiles/ Twentieth Century Fox/ 20th Century Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (i DK) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Twentieth Century Fox 01.01.2019

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 19.10.2018

To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100]

POLITISKE DÆMONER

Suspiria i første og anden udgave

Af BO GREEN JENSEN

I 2010 instruerede Wim Wenders 3D-filmen Pina – et dokumentarisk portræt af koreografen Pina Bausch (1940-2009), som revolutionerede det moderne danseteater med sine minimalistiske og serielle arbejder.

   Hvis det brede publikum ikke så efter, gjorde Wenders’ kolleger i hvert fald. Både danseapokalypsen i Climax (2017) – Gaspar Noés forrykte film havde dansk premiere i november 2018 – og Luca Guadagninos nye version af Suspiria skildrer dynamikken og hierarkiet i et kompagni, der ligner det navnkundige Tanztheater Pina Bausch i Wuppertal.

   Det har altid været gysergenrens styrke, at den kan bruge de psykiske energier, som nærer vores værste mareridt. Den frigør dem, snarere end at fortrænge. Fordi formen gestalter tidens indre dæmoner, kan den sige noget vigtigt, som andre genrer brænder inde med.

   Gruens grundhistorier er som gamle folkeeventyr. De kan fortælles igen på utallige måder og afsløre nye aspekter. Mary Shelleys romantiske fabel om Victor Frankensteins formastelighed har været aktuel i 200 år. Shelleys sammenflikkede skabning vandrer evigt omkring på de hjerteløse vidder sammen med vampyren i Bram Stokers Dracula (1897) og lermanden i den jødiske myte om Golem.

DARIO Argentos gamle Suspiria er et hovedværk i genren giallo (»gul«), som er italienernes svar på noir. Mareridtet forstærkes ved brug af primærfarver, som sættes effektivt op mod hinanden. Plottet er et påskud for æstetikken, men det handler som regel om skrigende kvinder, der tvivler på deres egen fornuft.

   Amerikaneren Suzy rejser til Tyskland for at få balletundervisning. Hun ankommer i tung regn og bliver afvist af en skræmt elev, som næste dag findes død og skamferet. På skolen hersker en trykket, ond stemning. Der drysser maddiker fra loftet, lærerne mumler sammen om natten. Kun Suzy trodser heksene, da det gælder. Hun står i det psykedeliske lys med sin kniv og ligner alle tiders final girl.

   De virkelige stjerner er fotografen Luciano Tovoli og scenografen Giuseppe Basan. Hver indstilling er et orgie af farver. Det okseblodsrøde Haus zum Wahlfisch i Freiburg dublerer som Tanz Akademie. Andre scener er skudt på den agorafobi-inducerende Königsplatz i München. Joan Bennett medvirker i sin sidste filmrolle. Som huslægen ses Udo Kier.

   Klokkespilsmusikken af Goblin er primitiv og effektiv. Det er naturligvis en film af sin tid, men hvor var det en fantastisk tid. Hver effekt måtte skabes i hånden, og rædslerne fik en taktil kvalitet. Suspiria blev nyrestaureret i 2017. Værdierne fremstår moderne og klart.

DEN nye Suspiria er mere end en genindspilning. For eksempel varer den dobbelt så længe og gør en dyd af at knytte an til den historiske virkelighed, som Dario Argentos førsteudgave er ophøjet ligeglad med.

   Argento skabte sin gyser (som hed Chok House ved den danske premiere) i 1977. Guadagninos fortolkning begynder netop i 1977 og bryder handlingen ned i »seks akter og en epilog, som foregår i det delte Berlin«. Det er forfatteren David Lajganich, som har skrabet indholdet ud af det gamle manuskript og skrevet et nyt med hvæssede kanter.

   En jaget kvinde banker på hos psykiateren Josef Klemperer. Han ved ikke, hvad han skal mene om hendes paranoide historier, men han ser, at hendes angst er reel. Imens er byen opskræmt af Rote Armee Fraktion-terror. Andreas Baader og Ulrike Meinhof dør i Stammheim-fængslet. Der er atter dæmoner på gaden i Tyskland.

   Suspiria handler stadig om hekse, som driver et danseakademi og optager en ung amerikansk kvinde som elev. Argentos film havde farver og stil. Guadagnino fylder den nye med hele registret af horror. Der er lemlæstelser, moderne ballet, ond koldkrigsstemning, psykoterapi og til slut en heksesabbat, der overgår det meste, man har set.

   Alle filmens centrale figurer er kvinder, og de vigtigste af dem er hekse. Psykiateren bliver inddraget som det nødvendige vidne. Heksene lokker ham med en kopi af den døde, jødiske hustru. Hun bliver spillet af Jessica Harper, der havde hovedrollen i den originale Suspiria.

GUADAGNINO er en formidabel billedskaber. Han bliver ofte beskyldt for at sætte form over indhold, og han kom tæt på i den (med rette) beundrede filmatisering af Call Me by Your Name (2017), André Acimans homoerotiske sjæler. Men som regel er der tale om en komplet sammensmeltning af form og idé, som overflødiggør videre eksponering.

   Guadagnino har castet og virkelig brugt Tilda Swinton i fire af sine seks spillefilm. Hun var en version af sig selv i The Protagonists (1999), det borgerlige moderdyr i I Am Love (2009) og rocksstjernen uden stemme i A Bigger Splash (2012). Det er kun i Melissa P. (2005) og Call Me by Your Name, at hun ikke medvirker.

   I Suspiria spiller Swinton tre roller – de sidste to under dæknavnet Lutz Ebersdorf. Hun er nem nok at kende som Madame Blanc, filmens Pina Bausch-figur, der har skrevet forestillingen Volk og instruerer sin amerikanske elev i »at brække næsen på al skønhed« for at nå ind til en sandhed. Swinton spiller også Helena Markos, den hæslige heksemor, som er ældre end tiden. Det er dog som Josef Klemperer, den mandlige psykiater, at hun virkelig satser og eksperimenterer.

   Måske er det ren gimmick-casting. Alligevel føjer det noget til den bærende matriarkalske fundats i Guadagninos version af heksehistorien. Alt i filmen foregår på feministiske præmisser. Som en af heksene hvæser, da den gamle mand bliver lokket i fælden: »Du havde rigelig tid til at få din kone ud af Berlin – og når kvinder fortæller dig sandheden, kalder du det for tvangstanker!«

DEN visuelle ondskab er modbydelig og konkret. Først danser Susie (Dakota Johnson) en kollega ihjel. Mens Susie viser Madame Blanc, hvad hun kan, bliver danseren, som hun erstatter, kastet rundt som en levende dukke i spejlsalen over øvelokalet. Kroppen bliver knækket og mast til en rædselsfuld klump, mens den styres af Susies bevægelser.

   Tre timer senere er den store heksesabbat ikke en klaustrofobisk affære som hos Argento. Her er der en kolossal kælder, et stort ritual og mere eksploderende blod, end man har set siden Francis Ford Coppolas udgave af Dracula (1992). Der er en overvældende gru i sceneriet, som mest af alt ligner levendegjorte malerier af Francis Bacon.

   Suspiria har en anden slutning hos Guadagnino. Jeg vil nøjes med at sige, at novicens nye funktion overrasker. Og at fiktionen bliver føjet sammen med verdenshistorien.

   Thom Yorke (fra Radiohead) har skrevet det atmosfæriske score, som ikke kan konkurrere med Goblins gamle musik. Ellers er der sammenfald mellem regning og facit. Suspiria forløser tidens politiske og seksuelle dæmoner i en blodig og gennemført ond åbenbaring.

   Guadagninos næste projekt er en film baseret på Bob Dylan-albummet Blood on the Tracks. Jeg tænker, at Tilda Swinton igen skal spille flere kønsroller.

Suspiria (Chok House). Instr.: Dario Argento. Manus: Dario Argento og Daria Nicoldi. Foto: Luciano Tovoli. 101 min. Italien 1977. Dansk premiere: 13.02.1981; repremiere 31.10.2017

Suspiria. Instr.: Luca Guadagnino. Manus: David Lajganich. Foto: Sayombhu Mukdeeprom. 152 min. Italien-USA 2018. Dansk premiere: 15.11.2018.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity/ Scanbox Entertainment/ Miracle Film/ La Biennale di Venezia
Suspiria  (1977) streames på GRAND HJEMMEBIO – udkom senest på (regionsfri) 4K Blu-ray fra Synapse Films i 2019

Suspriria (2018) streames på AMAZON PRIME, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Weekendavisen Kultur 01.10.2017 + 16.11.2018