To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100]

POLITISKE DÆMONER

Suspiria i første og anden udgave

Af BO GREEN JENSEN

I 2010 instruerede Wim Wenders 3D-filmen Pina – et dokumentarisk portræt af koreografen Pina Bausch (1940-2009), som revolutionerede det moderne danseteater med sine minimalistiske og serielle arbejder.

   Hvis det brede publikum ikke så efter, gjorde Wenders’ kolleger i hvert fald. Både danseapokalypsen i Climax (2017) – Gaspar Noés forrykte film havde dansk premiere i november 2018 – og Luca Guadagninos nye version af Suspiria skildrer dynamikken og hierarkiet i et kompagni, der ligner det navnkundige Tanztheater Pina Bausch i Wuppertal.

   Det har altid været gysergenrens styrke, at den kan bruge de psykiske energier, som nærer vores værste mareridt. Den frigør dem, snarere end at fortrænge. Fordi formen gestalter tidens indre dæmoner, kan den sige noget vigtigt, som andre genrer brænder inde med.

   Gruens grundhistorier er som gamle folkeeventyr. De kan fortælles igen på utallige måder og afsløre nye aspekter. Mary Shelleys romantiske fabel om Victor Frankensteins formastelighed har været aktuel i 200 år. Shelleys sammenflikkede skabning vandrer evigt omkring på de hjerteløse vidder sammen med vampyren i Bram Stokers Dracula (1897) og lermanden i den jødiske myte om Golem.

DARIO Argentos gamle Suspiria er et hovedværk i genren giallo (»gul«), som er italienernes svar på noir. Mareridtet forstærkes ved brug af primærfarver, som sættes effektivt op mod hinanden. Plottet er et påskud for æstetikken, men det handler som regel om skrigende kvinder, der tvivler på deres egen fornuft.

   Amerikaneren Suzy rejser til Tyskland for at få balletundervisning. Hun ankommer i tung regn og bliver afvist af en skræmt elev, som næste dag findes død og skamferet. På skolen hersker en trykket, ond stemning. Der drysser maddiker fra loftet, lærerne mumler sammen om natten. Kun Suzy trodser heksene, da det gælder. Hun står i det psykedeliske lys med sin kniv og ligner alle tiders final girl.

   De virkelige stjerner er fotografen Luciano Tovoli og scenografen Giuseppe Basan. Hver indstilling er et orgie af farver. Det okseblodsrøde Haus zum Wahlfisch i Freiburg dublerer som Tanz Akademie. Andre scener er skudt på den agorafobi-inducerende Königsplatz i München. Joan Bennett medvirker i sin sidste filmrolle. Som huslægen ses Udo Kier.

   Klokkespilsmusikken af Goblin er primitiv og effektiv. Det er naturligvis en film af sin tid, men hvor var det en fantastisk tid. Hver effekt måtte skabes i hånden, og rædslerne fik en taktil kvalitet. Suspiria blev nyrestaureret i 2017. Værdierne fremstår moderne og klart.

DEN nye Suspiria er mere end en genindspilning. For eksempel varer den dobbelt så længe og gør en dyd af at knytte an til den historiske virkelighed, som Dario Argentos førsteudgave er ophøjet ligeglad med.

   Argento skabte sin gyser (som hed Chok House ved den danske premiere) i 1977. Guadagninos fortolkning begynder netop i 1977 og bryder handlingen ned i »seks akter og en epilog, som foregår i det delte Berlin«. Det er forfatteren David Lajganich, som har skrabet indholdet ud af det gamle manuskript og skrevet et nyt med hvæssede kanter.

   En jaget kvinde banker på hos psykiateren Josef Klemperer. Han ved ikke, hvad han skal mene om hendes paranoide historier, men han ser, at hendes angst er reel. Imens er byen opskræmt af Rote Armee Fraktion-terror. Andreas Baader og Ulrike Meinhof dør i Stammheim-fængslet. Der er atter dæmoner på gaden i Tyskland.

   Suspiria handler stadig om hekse, som driver et danseakademi og optager en ung amerikansk kvinde som elev. Argentos film havde farver og stil. Guadagnino fylder den nye med hele registret af horror. Der er lemlæstelser, moderne ballet, ond koldkrigsstemning, psykoterapi og til slut en heksesabbat, der overgår det meste, man har set.

   Alle filmens centrale figurer er kvinder, og de vigtigste af dem er hekse. Psykiateren bliver inddraget som det nødvendige vidne. Heksene lokker ham med en kopi af den døde, jødiske hustru. Hun bliver spillet af Jessica Harper, der havde hovedrollen i den originale Suspiria.

GUADAGNINO er en formidabel billedskaber. Han bliver ofte beskyldt for at sætte form over indhold, og han kom tæt på i den (med rette) beundrede filmatisering af Call Me by Your Name (2017), André Acimans homoerotiske sjæler. Men som regel er der tale om en komplet sammensmeltning af form og idé, som overflødiggør videre eksponering.

   Guadagnino har castet og virkelig brugt Tilda Swinton i fire af sine seks spillefilm. Hun var en version af sig selv i The Protagonists (1999), det borgerlige moderdyr i I Am Love (2009) og rocksstjernen uden stemme i A Bigger Splash (2012). Det er kun i Melissa P. (2005) og Call Me by Your Name, at hun ikke medvirker.

   I Suspiria spiller Swinton tre roller – de sidste to under dæknavnet Lutz Ebersdorf. Hun er nem nok at kende som Madame Blanc, filmens Pina Bausch-figur, der har skrevet forestillingen Volk og instruerer sin amerikanske elev i »at brække næsen på al skønhed« for at nå ind til en sandhed. Swinton spiller også Helena Markos, den hæslige heksemor, som er ældre end tiden. Det er dog som Josef Klemperer, den mandlige psykiater, at hun virkelig satser og eksperimenterer.

   Måske er det ren gimmick-casting. Alligevel føjer det noget til den bærende matriarkalske fundats i Guadagninos version af heksehistorien. Alt i filmen foregår på feministiske præmisser. Som en af heksene hvæser, da den gamle mand bliver lokket i fælden: »Du havde rigelig tid til at få din kone ud af Berlin – og når kvinder fortæller dig sandheden, kalder du det for tvangstanker!«

DEN visuelle ondskab er modbydelig og konkret. Først danser Susie (Dakota Johnson) en kollega ihjel. Mens Susie viser Madame Blanc, hvad hun kan, bliver danseren, som hun erstatter, kastet rundt som en levende dukke i spejlsalen over øvelokalet. Kroppen bliver knækket og mast til en rædselsfuld klump, mens den styres af Susies bevægelser.

   Tre timer senere er den store heksesabbat ikke en klaustrofobisk affære som hos Argento. Her er der en kolossal kælder, et stort ritual og mere eksploderende blod, end man har set siden Francis Ford Coppolas udgave af Dracula (1992). Der er en overvældende gru i sceneriet, som mest af alt ligner levendegjorte malerier af Francis Bacon.

   Suspiria har en anden slutning hos Guadagnino. Jeg vil nøjes med at sige, at novicens nye funktion overrasker. Og at fiktionen bliver føjet sammen med verdenshistorien.

   Thom Yorke (fra Radiohead) har skrevet det atmosfæriske score, som ikke kan konkurrere med Goblins gamle musik. Ellers er der sammenfald mellem regning og facit. Suspiria forløser tidens politiske og seksuelle dæmoner i en blodig og gennemført ond åbenbaring.

   Guadagninos næste projekt er en film baseret på Bob Dylan-albummet Blood on the Tracks. Jeg tænker, at Tilda Swinton igen skal spille flere kønsroller.

Suspiria (Chok House). Instr.: Dario Argento. Manus: Dario Argento og Daria Nicoldi. Foto: Luciano Tovoli. 101 min. Italien 1977. Dansk premiere: 13.02.1981; repremiere 31.10.2017

Suspiria. Instr.: Luca Guadagnino. Manus: David Lajganich. Foto: Sayombhu Mukdeeprom. 152 min. Italien-USA 2018. Dansk premiere: 15.11.2018.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity/ Scanbox Entertainment/ Miracle Film/ La Biennale di Venezia
Suspiria  (1977) streames på GRAND HJEMMEBIO – udkom senest på (regionsfri) 4K Blu-ray fra Synapse Films i 2019

Suspriria (2018) streames på AMAZON PRIME, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Weekendavisen Kultur 01.10.2017 + 16.11.2018

Bevægelsens grundstof: Pina Bausch 1940-2009

                   
»DANS, ELLER VI ER FORTABTE«

Pina Bausch lever i tre dimensioner

Af BO GREEN JENSEN

KOREOGRAFEN Pina Bausch (1940-2009) var leder af Wuppertals Danseteater, som hun etablerede i 1972 og drev i byens operahus.
   Her skabte hun 44 fysiske stykker, som gav genlyd verden over og blev indbegrebet af modernitet. Kirsten Dehlholms Hotel Pro Forma er den nærmeste danske pendant. Legenden kom også til København, hvor Tanztheater Wuppertal opførte Nelken (1982) i Torpedohallen i 1996. Arbejdet er dokumenteret i flere spillefilm, bl.a. Pedro Almodóvars Tal til hende (2002). I Federico Fellinis Og skibet sejler (1983) kan man se Pina Bausch som prinsesse Lherimia.*
   Filmskaberen Wim Wenders var ved at realisere et længe planlagt arbejdsportræt, da Bausch fik konstateret kræft og døde 68 år gammel i sommeren 2009. Hans film blev derfor en blanding af hyldest og gravskrift. I Bauschs ånd blev den også et eksperiment. Pina er produceret i 3D-formatet, som sædvanligvis er forbeholdt action- og animationsfilm. 3D er ofte en overflødig og faktisk generende gimmick, men det gælder ikke i Wenders’ version. Tværtimod gør filmen en fordom til skamme: Det er altså muligt at skabe meningsfuld filmkunst i tre dimensioner.

WENDERS har valgt at citere fire hovedværker: Frühlingsopfer (1975), Café Müller (1978), Kontakthof (2000) og Vollmond (2006). Smukkest er begyndelsen og slutningen, hvor truppen forlader teatret og går på række gennem landskabet. Danserne siger de samme ord og gentager fire gestus synkront, én for hver årstid. De bliver ved, til bevægelsen ikke giver mening og alligevel giver al mulig mening. I Vollmond skabes dansen ved hjælp af vand, som bliver slynget og kastet. Bausch bruger aldrig kroppen som ciffer. Hun dyrker den som hvert menneskes udtryk.

   Gentagelsen er det grundlæggende i Bauchs koreografier, der som regel foldes ud i tableauer. Café Müller udspiller sig i en sal fuld af borde og stole, som danserne bakser med, sætter til side og kæmper sig imellem, som gjaldt det eksistentielle forhindringer, de udtjente møbler et liv hober op. Et par repeterer en given sekvens. Hun omfavner ham, bliver stødt væk, falder om, kravler op og begynder igen. Det fortsætter i en uendelig sløjfe. Der er ikke én bevægelse, som samler dansen hos Pina Baush. Det er summen af dem alle, som skaber »kunstværket i den mekaniske reproduktions tidsalder«.

FOR Bausch var det livsnødvendigt at danse. Filmen tager sit motto – »tanzt, tanzt, sonst sind wir verloren« – fra et essay af koreografen. Bausch var ikke interesseret i at skelne mellem danseren og dansen. Hun blev kendt for at inddrage kunstnerens psykologi. Hun førte lange, terapeutiske samtaler med sine 36 dansere og bad hver af dem trække på sin erindring. På den måde blev hver enkelt aften unik.

   I samme ånd lader Wenders danserne tale i stærkt stiliserede udsagn, som alle lovpriser det døde geni. Dét fungerer mindre godt. Man havde hellere set ti tætte minutter med Bausch i fokus op gennem tiden. En række optrin for to dansere er opført på udvalgte steder i Wuppertal, bl. a. i byens højskinnebane. De tangerer det banale. Det gør scenerne fra teaterrummet sjældent. De besidder en ydmyg selvfølgelighed, som er velgørende efter så mange balletfilm, der knæsætter den dramatiske solo.

PINA er ganske enkelt et pragtværk. For første gang bliver 3D-formatet et redskab, der tjener bevægelsen og stofligheden i stedet for blot at chokere og imponere. Filmen fik premiere på Berlinalens 3D-dag i 2011. Samme dag kunne man se Werner Herzogs ikke mindre betagende Cave of Forgotten Dreams, hvor 3D-teknikken bliver brugt til at udforske de første menneskers hulemalerier i Chauvet i Sydfrankrig. De tyske dokumentarfilm er til dato de bedste argumenter for 3D-formatet som kunstnerisk virkemiddel.**

   Wenders har altså igen skabt en film, der konsoliderer hans status som europæisk art cinema-mester. Han har atter gjort det næsten uforvarende, som tilfældet var med musikdokumentaren Buena Vista Social Club (1999), der på samme måde kom ud af det blå, efter en række svage fiktionsfilm. Den forvrøvlede Palermo Shooting (2008) misbrugte sine gode ideer og bar præg af at være skabt af en mand, som ingen turde sige nej til.***
   Med Pina er han tilbage i fortroppen. Det er en varm og forbløffende vellykket film, som også kan ses i almindelig 2D.

*) Der er mange udmærkede tv-film om Pina Bausch og Tanztheater Wuppertal. En af de mest interessante er Chantal Akermans Eines Tages fragte mich Pina... (1983), som på engelsk hedder enten On Tour with Pina Bausch eller One Day Pina Asked. Anne Linsel lavede dokumentaren Pina Bausch til tysk tv i 2006. Her er hele den faktuelle indramning, som Wenders fravælger i sit portræt. Bausch skrev og instruerede selv Die Klage der Kaiserin (1990, eng. The Complaint of an Empress), som blev vist på Berlinalen i 1990.     

**) Ti år mere med 3D har ikke ændret dette forhold. 3D beriger animationsfilm og forstærker oplevelsen i effektfilm, men kun superheltegenren har brugt teknikken konstruktivt. I et længere perspektiv bliver 3D et overgangsfænomen, forløberen for VR-formatet. I 2016 filmatiserede Wim Wenders et teaterstykke af Peter Handke, Die schönen Tage von Aranjuez. Ein Sommerdialog (2012). Dialogen føres i en forfatters hus, i arbejdsværelse, køkken og have. Der er ingen fysisk dramatik, men filmen er optaget i ægte 3D. Føjer det noget til værket? Det gør i hvert fald lige dén samtale mere interessant. 

***) Både Wenders og Herzog er fortsat i dette mønster. Herzog er en enestående dokumentarist, der i essayform tænker og taler med mediet, men fiktionsfilmen Queen of the Desert (2015) – med Nicole Kidman som Gertrude Bell, et kvindeligt sidestykke til T.E. Lawrence (of Arabia) – er et anakronistisk forsøg på at føje en ikke-eksisterende mainstream. Wenders afleverer fornemt bestillingsarbejde i The Salt of the Earth (om fotografen Sebastião Salgado), Berlin-segmentet i Cathedrals of Culture (2014) og portrættet af Pope Francis: A Man of His Word (2018). Men fiktionsfilmen Submergence (2017) er om muligt værre end Palermo Shooting. Det sidste hovedværk er og bliver tidehvervsfilmen In weiter ferne so nah! (1993, da. Så fjern, så nær!). De sidste gode fiktionsfilm var Land of Plenty (2004) og Don't Come Knocking (2005), en fortsættelse til Paris, Texas. 

Pina. Instr. og manus: Wim Wenders. Foto: Hélène Louvart. 100 min. Tyskland-Frankrig-Storbritannien 2011. Dansk premiere: 12.01.2012

Fotos: Donata Wenders/ Neue Road Movies/ Peter Lindbergh/ Ulli Weiss/ Pina Bausch Foundation/ The Criterion Collection

Pina streames på FILMSTRIBEN og Grand Hjemmebio 

2K Blu-ray + Blu-ray 3D fra Warner Bros. [Deluxe Edition] 30.09.2011

2K Blu-ray + Blu-ray 3D fra The Criterion Collection [spine #644] 22.01.2013

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 13.01.2012