Volker Schlöndorff: Stilheden efter skuddene (2000)

REVOLUTIONENS BØRN

Livet på den anden side

Af BO GREEN JENSEN

HVAD skete der egentlig med de tyske 70er-terrorister, som ikke blev taget, døde i fængslet eller »faldt i kamp« på anden vis? Volker Schlöndorffs præcise, fint underdrejede Stilheden efter skuddene fortæller historien om en af dem, Rita Vogt (Bibiana Beglau), som er en fiktiv figur, men kunne være baseret på flere i Baader Meinhof-kredsen: Susanne Albrecht, Inge Viett, Silke Maier-Witt.*

   I de aktive år fungerer Stasi, Østtysklands forhadte hemmelige politi, som en slags slumrende makker for terroristerne. Man accepterer, at RAF-medlemmerne fragter våben gennem DDR, og myndighederne tilbyder både ideologisk og praktisk bistand, skønt regeringen officielt fordømmer de politiske attentater.

   Efter en fejlslagen aktion i Paris, bliver det nødvendigt for terroristerne at gå under jorden i Øst. Her får de valget mellem én sidste udbetaling af startkapital, hvorefter systemet vil fornægte dem, og en egentlig fremtid som borger bag jerntæppet. De vil blive forsynet med en ny identitet, et nyt liv i en virksom hverdag. Den eneste betingelse er, at de aldrig kontakter hinanden igen og i øvrigt overholder loven.

   Rita, som er begyndelsen i tyverne, da vi møder hende første gang, har af flere årsager fået nok af både kampen og flugten. Til gengæld tror hun stadig på drømmen om et samfund, der sætter menneskene over økonomien, og det er med reel forventning, at hun lader sig opsluge af sin nye virkelighed.

I ÅRENES løb bliver det til flere nye begyndelser, for heller ikke på den anden side af Muren kan de gamle terrorister i længden undgå at blive indhentet af fortiden. Som syerske på en tekstilfabrik knytter Rita et varmt venskab med den utilpassede, alkoholiserede Tatjana (Nadja Uhl), der er lige så ivrig efter at komme til Vesten, som Rita er glad for at være i Øst.

   En dag viser tv billeder af to dræbte gruppemedlemmer, og efterlysningerne genaktiveres. Atter må hun etablere sig et nyt sted, og denne gang får hun næsten mand og barn, før fortiden kræver sin ret. Trods alt er der grænser for tilgivelsen, skønt Rita i mange henseender får udsøgt særbehandling hele vejen.

   Blandt andet sørger Stasi-officeren Erwin Hull (Martin Wuttke) personligt for, at sporene efter Rita bliver slettet, når nogen har afsløret hendes identitet. Der er derfor flere sagesløse ofre for den nøjsomme frihed, som Rita nyder, og dét forhold er hun sig pinligt bevidst. På sæt og vis er hele beretningen henvendt til den fængslede Tatjana.

   Da Rita næsten har glemt, hvad det vil sige at flygte, falder muren i Berlin. Hull og hans foresatte kan ikke længere holde hånden over de revolutionære afhoppere, og der lægges langsomt op til den »lorteslutning«, som en lakonisk replik foregriber. Vi har rejst så længe sammen med Rita, at det skærer i hjertet, da retfærdigheden indhenter den reformede terrorist.

FILMEN er bemærkelsesværdig af flere grunde. For det første fokuserer den ikke på volden og de ekstreme terroraktioner, der allerede ved begyndelsen har gjort Rita og resten af gruppen fredløse. For det andet respekterer den Ritas engagement og prøver ikke at reducere hendes politiske overbevisning til en monumental forblindelse. Hun er til det sidste skildret som en selvstændig, stærk og ansvarlig person, der står ved sin fortid, skønt hun fortryder nogle af sine handlinger. Vi er med andre ord blandt »gode« terrorister. Alene dét gør filmen kontroversiel.

   Schlöndorff behandler emnet med sjælden takt. Han romantiserer aldrig Ritas revolutionære handlinger, og han pepper ikke hendes historie op med billige spændingseffekter. I filmens bedste scener ser vi et træt, værdigt menneske, der længes efter at forsvinde i en nøjsom hverdag, som hænger sammen og giver mening. Den voldsomme side af sagen skildres kort og sagligt i prologen, hvor gruppen befrier den fængslede leder. Kun han, Andreas Klein (Harald Schrott), nuanceres aldrig, men forbliver en irritabel psykopat, der dækker sig ind med politiske paroler.

SELV Stasi-officererne er skildret som anstændige mennesker, og det siger meget om filmens sobre væsen, at man gradvis accepterer den uvante fordeling af sympatien. Undertegnede gik i gymnasiet og havde som de fleste et romantisk billede af de tyske terrorister, da RAF spredte død og ødelæggelse i 1970erne. Medierne nærede min fascination, fordi de fotogene aktivister fik lov at fremstå som fritidskæmpere, der omsatte teorierne og manifesterne i handling. I flere politiske lejre blev revolutionens børn idoliseret på linje med rockmusikere. Andreas Baader og Ulrike Meinhof var klassekampens svar på legenden om Bonnie og Clyde.

   Volker Schlöndorff og Margarethe von Trotta (som var gift fra 1971 til 1991 og signerede flere af New German Cinemas hovedværker sammen) kritiserede mediernes medløberi allerede i deres filmatisering af Heinrich Bölls Die verlorene Ehre der Katharina von Blum (1975, da. Katharina von Blums tabte ære). Ved at skrive terroristerne op, ved at dæmonisere og mytologisere, nærede pressen en kollektiv angst og hjalp med at legitimere de midler, som staten forsvarede sig med.**

   Filmskabernes egen begrænsning var en tilbøjelighed til at se alle dissidenter som helte, men de havde blik for nuancer i en polariseret atmosfære, der kun ville males i pangfarver. Endvidere er der altid en ægte nysgerrighed på hverdagen i DDR og en forståelse for, at fortiden og nutiden hører sammen. Rita Vogt og Katharina von Blum er gjort af samme stof som Juliane og Marianne i Die bleierne Zeit (1981, da. De tyske søstre), hvor Margarethe von Trotta kortlægger søstrene Christiane og Gudrun Ennslins dannelsesvej.

DET er også denne proces, som Rita gribes af en vag væmmelse ved, da hun i modsætning til gruppens mandlige medlemmer vælger at indstille volden og myrderierne. Efter usikre internationale produktioner som The Handmaid’s Tale (1990, da. Tjenerindens fortælling), Voyager (1991, da. Homo Faber) og thrilleren Palmetto (1998) var det godt at se et sagligt tysk værk fra instruktøren, som filmatiserede Die Blechtrommel (1979, da. Bliktrommen).***

   Stilheden efter skuddene ajourfører den historie om det delte Tysklands genforening, som Margarethe von Trotta begyndte at fortælle i Das Versprechen (1995, da. Løftet). Filmen er i flere henseender et attentat mod den mentale Berlinmur, som har rejst sig i mellemtiden.

Se også De tyske terrorister: Der Baader Meinhof Komplex (2008); De tyske terrorister: Et interview med Stefan Aust [2009]; De tyske terrorister: Hvis ikke os, hvem så? (2011); Julia von Heinz: Und morgen die ganze Welt (2020).

Se også Landet bag muren: Good Bye, Lenin! (2003); Christian Petzold: Barbara (2012) [Berlinale Best Director 2012]; Edgar Reitz: Die andere Heimat (2014); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Raoul Peck: Den unge Karl Marx (2017); Erindringens politik: DDR 30 år efter | Karl Marx City (2017); Himmelflugt fra Østtyskland: DDR 30 år efter | Ballon (2019); Werk ohne Autor | Værk uden skaber | Never Look Away (2019).

*) Susanne Albrecht (f. 1951) var det første frafaldne RAF-medlem, som blev arresteret, da DDR blev opløst i 1990. Hun var efterlyst for sin medvirken i mordet på bankdirektør Jürgen Ponto i 1977. Hun blev arresteret i sin lejlighed i Rosenbecker Strasse i Berlin-Marzahn den 6. juni 1990. I DDR hed hun Ingrid Jäger, arbejdede som laborant, blev gift med en fysiker (som ikke kendte hendes baggrund), fik en søn, som hed Felix, og lod tiden gå. Albrecht blev stillet for retten i Stuttgart, tilstod, samarbejdede og modtog en fængselsdom på 12 år. Hun kom ud efter seks år og blev atter forsynet med et nyt alias. Albrecht må nu være 72. Min kilde er en artikel – »Faustpfand für die Stasi« – af Monika Dittrich på Deutschlandfunk.de [06.06.2015]. 

**) I Frankrig hedder filmen Les trois vies de Rita Vogt. Hvis titlen minder publikum om Die verlorene Ehre der Katharina von Blum – L'honneur perdu de Katharina Blum – er lanceringen samtidig ivrig efter at forbinde filmen med La double vie de Véronique (1991, da. Veronikas to liv), Krzysztof Kieslowskis fabel om et polsk liv, som det kunne forme sig for den samme kvinde på den ene eller anden side af Jerntæppet. Den franske plakat markerer inspirationen fra Tre Farver-trilogiens PR-kampagne.

 

***) Volker Schlöndorffs filmatisering af Margaret Atwoods dystopiske nyklassiker fra 1985 er lavet 25 år før den succesrige HBO-serie, som begyndte at streame i 2017. Harold Pinter skrev manuskriptet til filmen, som Karel Reisz skulle have instrueret. Serien har mere eller mindre fortrængt erindringen om biograffilmen, som få satte pris på ved premieren. Det er en stort tænkt og måske lidt tung version af den gamle dystopiske skole. Natasha Richardson, Faye Dunaway og Robert Duvall spillede Offred, Serena Joy og Kommandøren. Pinter modsatte sig brugen af voice over, men endte med at give Schlöndorff frie hænder, da han ikke »orkede mere besvær«. Det siger meget om 80ernes tidsånd (som var vidt forskellig fra både 1970'ernes og 2020'ernes), at lanceringen i snart sagt alle territorier valgte at satse på pirringsværdien i fantasien om en kvinde, der står til seksuel rådighed. Den danske plakat (fra Nordisk Film 1990) er et pragteksemplar. Først i forbindelse med videresalget på dvd og blu-ray fremhæves tjenerindernes tildækkede hår og den fundamentalistiske, puritanske atmosfære, som hersker i Gilead. The Handmaid's Tale er svær at få at se, men det kan lade sig gøre. Filmen bliver ikke streamet, men er udgivet på blu-ray (fra Fabulous/ MGM/ Park Circus) i 2018.

Die Stille nach dem Schuss (Stilheden efter skuddene). Instr.: Volker Schlöndorff. Manus: Wolfgang Kohlhase, Volker Schlöndorff. Foto: Andreas Höfer. 101 min. Tyskland 2000. Dansk premiere: 04.05.2001.

Fotos: ARTE/ Babelsberg Film/ Mitteldeutscher Rundfunk/ Mitteldeutsches Filmkontor/ Kino International/ Angel Films/ Art House/ Deutschlandfunk/ CTV International/ Nordisk Film/ Orion Pictures/ Fabulous Films/ MGM/ Park Circus/ CineMaterial/ MovieStillsDB  

Filmen streames ikke i DK – i Tyskland på Amazon Store

En tidlig udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.05.2001

Bertrand Bonello: Nocturama (2016) | Et interview

EN APPETIT PÅ EKSPLOSIONER

Et møde med filmskaberen Bertrand Bonello

Af BO GREEN JENSEN

PÅ plakaten står syv skikkelser med ryggen til tilskueren og ser ud over Paris. Den gyldne by er hysterisk illumineret. Der er fem unge mænd og to kvinder. De har netop udført en koordineret serie attentater på nøje udvalgte mål.

   Titlen Nocturama er en sammentrækning af nocturne og panorama. Bertrand Bonello har lånt den af sangskriveren Nick Cave. Det er samtidig ordet for den bygning, hvor natdyrene i en zoologisk have er samlet. På engelsk er der tilføjet et hipt »Paris is Happening«, som signalerer trendy modkultur 50 år efter 1968.*

   Bonello har et skæbnefællesskab med banneråret. Ikke for intet var Jean-Pierre Léaud – François Truffauts alter ego i Les 400 coups (1959, da. Ung flugt) og resten af Antoine Doinel-serien – castet som den fallerede filmskaber i Le Pornographe, Bonellos gennembrudsfilm fra 2001.

   Instruktøren er født i Nice den 11. september 1968. Nocturama er hans syvende spillefilm siden Quelque chose d’organique fra 1998. Han er en af de franske filmskabere, som arbejder videre i sporet fra la nouvelle vague og formår at markere en afstand til den kommercielle hovedstrøm, selv når han arbejder midt i den, f.eks. i Saint Laurent fra 2014.

   Bonello ligner ofte en Leos Carax med lidt mere sans for det sensationelle. Det er svært at glemme bordelskildringen i L’Apollonide – Souvenirs de la maison close (2011), som foregår ved forrige århundredeskifte. En prostitueret får sin hals skåret over, og i slutbilledet græder hun tårer af sæd.

BONELLO er en lille mand med nøddebrune øjne. Vi sidder på Le Grand Hotel i Paris. Han bakker ivrigt på en slags e-pibe og har flanørskæg som Serge Gainsbourg. Han holder af at provokere, og med Nocturama får han styret sin lyst:

   »Nocturama havde premiere to uger efter terrorangrebet i Nice. Kritikken var overvejende god. Tilskuernes reaktion var mere blandet. Filmen giver ingen forklaringer, og de ville have forklaringer. Det var enklere uden for Frankrig.

   Mange gør sig ikke klart, at det tager to-tre år at lave en film. Så publikum troede, at jeg havde lavet filmen efter angrebene og ville lukrere på virkelig lidelse og død. Jeg fik skyld for at være en opportunist.«

   – Var det svært at få filmen distribueret?

   »Ikke svært, men – delikat. Ømtåleligt. Jeg gav mange interviews, og somme tider bad jeg om at læse dem igennem, før de blev trykt. Det gør jeg ellers aldrig. Men et enkelt ord kan ændre hele meningen med en sætning.«

NOCTURAMA er stramt holdt i to tætte akter. Den første er stort set uden dialog. De unge attentatmænd rigger bomberne til ved strategiske mål: metroen i myldretiden; en gade i finanskvarteret; rytterstatuen af Jeanne d’Arc. Atmosfæren er intens og præcis. Sekvensen ligner prologen i Pickpocket (1959), hvor Robert Bresson på samme saglige måde viser lommetyvenes rutine.

   I anden akt har gruppen forskanset sig i et stormagasin. Nu bliver der talt i lange baner. Karaktererne kommer fra vidt forskellige baggrunde. Nogle er politisk motiverede, andre er små filosoffer, atter andre blot ude på skrammer. Ingen af dem er islamiske fundamentalister.

   »I dag forbinder vi terrorisme med religion, men det er ikke emnet for filmen. For mig handler det mere om modstand og trangen til oprør, størrelser der har eksisteret lige så længe som statsbegrebet.

   De har nok alle deres grunde. Det er meget forskellige grunde. Derfor kan man godt være samlet i en fælles sag og dele følelsen af at være undertrykt eller udstødt. Jeg ville give en fornemmelse af den følelse. For mig er det mere som et skrig. Som nogen der råber for at blive hørt. Og efter eksplosionerne kan vi se, at de er en smule fortabte. De har gjort, hvad de satte sig for. Nu befinder de sig i tomheden bagefter.«

DE unge prøver varerne i forretningen af: masker, senge, gadgets, tøj. En arabisk Al Pacino-fan vil gå ned i flammer som Tony Montana i Scarface. Et hjemløst par bespises ved en Buñuelsk beggars’ banquet. Fællesskabet går i opløsning. To af terroristerne ser The Persuaders – 70er-serien med Roger Moore og Tony Curtis – og længes efter at være børn igen. Endelig angriber indsatstyrken.

   Blikket som kastes er på én gang distanceret og empatisk. Jean-Luc Godard kunne have instrueret det i sin politiske periode. Der er mere end en mundsmag af Weekend og La chinoise i Nocturama. Jeg spørger, om Bonello kan se ligheder mellem nu og 1968. Det er han meget utilbøjelig til:

   »Ja og nej. Ja, for der er altid en vilje til oprør i ungdommen. Men nej, fordi situationen nu er anderledes. I 60erne og 70erne var ideologien meget klar. Nu er det mere komplekst, svært at forstå og forklare, mere rodet i alle henseender. For 40 år havde jeg ikke lavet den anden halvdel af filmen.«

VI lader spørgsmålet hænge og skifter emne.

   – »Nocturama« kommer lige efter din film om Yves Saint Laurent –

   »Det er klart, at man tager en større risiko ved at lave en film som Nocturama. Karaktererne er svære at holde af, men man begynder at synes om dem, fordi man indser, at de er børn, som er faret vild. Og så bliver de slået ihjel med et puf.«

   – Filmen er dedikeret til din datter. Hvad sagde hun til det?

   »Hun tog det meget dårligt. Hun er 13 år. Hun sagde: Filmen handler om unge terrorister, der alle sammen bliver skudt. Så hvad har det med mig at gøre? Jeg sagde: Det er bare et billede. Den er til ungdommen i det hele taget. Hun var virkelig uenig. Men det er mig, der bestemmer.«

   – Er »Nocturama« en politisk film?

   »For mig er filmen en blanding af ultrarealisme og abstraktion. Jeg deler ikke opfattelsen af, at realisme er vigtigst. Vi er her for at læse tiden og oversætte den til vores kunst. Men jeg så Ken Loachs I, Daniel Blake. Hvad han vil med den film, er at opfordre til handling. Det har han gjort i 45 år, og han er virkelig god til det, men det er ikke min vision for filmkunsten. Jeg foretrækker film, som finder en anden måde at udtrykke den samme følelse på.«

– DE unge er en blandet gruppe. Ville de finde sammen i virkeligheden?

   »I 2016 var der en bevægelse, som kaldte sig Nuit debout. De besatte Place de la Republique hver aften i en måned. For når lovgiverne ikke lyttede til dem, måtte de selv tage diskussionen. Det var en ikke-voldelig demonstration, men flere deltagere ønskede handling. De ville sprænge ting i luften. Min film er en fiktion, men det er den samme trang til vold.«

   – Hvor fandt du skuespillerne?

   »Jeg ville blande professionelle med amatører. Bare for at skabe en anden slags musik. Så jeg så 30-40 film med unge skuespillere og valgte nogle ud. Amatørerne fandt jeg ved politiske arrangementer. Det var svært at få dem til at fungere som en gruppe. Det tog 8-9 måneder. Men det var umagen værd.

   Der var ingen improvisation. De kendte teksten, og jeg ville ikke præge dem for meget. 50 pct af filmen har jeg tænkt og skrevet. Resten er noget, de har med. Deres ansigter, måden de taler og går på. Min iscenesættelse bidrager med fiktionen, de bidrager med dokumentarismen.«

   – Talte I om politik?

   »Naturligvis. Det var grundlaget for arbejdet. De er meget som de karakterer, de spiller. Høj social bevidsthed og stor naivitet på én gang. Derfor er det vigtigt, at de er 18 og ikke 30 år. Selv målene de vælger er naive.«

   – En af pigerne sætter ild til Jeanne d’Arc –

   »Jeanne d’Arc er et vigtigt symbol for Frankrig, og Front National har prøvet at tage patent på hende. For franske tilskuere er det en stærk oplevelse at se Jeanne d’Arc brænde, for nu tilhører hun det yderste højre.«

SOM Bonello siger, giver filmen ingen forklaring. Den er funderet på en stemning, og æstetikken er det stærkeste virkemiddel. Udførelsen er ubønhørligt præcis. Det gælder ikke mindst slutaktens famlen, der er lige så omhyggeligt koreograferet som logistikken omkring attentaterne.

   – Hvor ligger stormagasinet, de gemmer sig i?

   »Det var umuligt at finde et rigtigt stormagasin. Det er bygget op i studiet, en kæmpestor dekoration på 6000 kvadratmeter. Det skulle ikke være et bestemt firma. Bare en dekadent luksusforretning.«**

   – Men resten er lavet på gaden?

   »Ja. Vi måtte skaffe en masse tilladelser. Den sværeste var metroen. De fleste eksplosioner er skabt digitalt, men bilerne der springer i luften er virkelige. Vi måtte spørge mange steder. I dag ville jeg sikkert ikke få de tilladelser. Ikke efter november 2015.«

   – I stormagasinet ser vi, hvordan medierne dækker attentaterne. Man får fornemmelsen af et samfund, der lukker ned. På en af kanalerne siger de: Vi må ikke vise flere billeder…

   »Da Charlie Hebdo blev angrebet, viste de for meget i tv. Terroristerne kunne se, hvor politiet var. Så efter det blev der nedlagt billedforbud. Dengang havde jeg ikke skrevet filmen endnu. Det var noget af det, jeg tog fra virkeligheden og brugte i fiktionen.«

   – En af mændene trækker frisk luft. Han taler med en ung kvinde, som cykler forbi. Hun er ikke bange, snarere lettet. Hun siger sådan noget som, at »dette måtte ske på et tidspunkt« –

   »Det er kernen i filmen. Som jeg siger, er der en anspændthed, en appetit på eksplosioner og noget, der må ske. Jeg vil ikke gøre det mere specifikt. Det er Adèle Haenel, som siger det, men det er mine ord i hendes mund.«

  – Overvejede du at lade dem flygte?

   »Jeg prøvede i manuskriptet. De slap ikke væk alle sammen, men en eller to af dem gjorde. Og det virkede ikke. Det føltes virkelig fake.«

NOCTURAMA er ikke bevægende i gængs forstand. Der er – om Bonello så vil være ved det – en reminiscens af 1970ernes film om en forurettet terror, der blev begået af borgerskabets egne børn. Bonello har selv komponeret musikken. Noget dyrebart bliver risikeret med nervepirrende skødesløshed. Nocturama er uafbrudt interessant og elektrisk.

Bertrand Bonello blev interviewet på Le Grand Hotel i Paris den 13. januar 2017.

*) Bonellos første titel var Paris est une fête, som er den franske titel på Ernest Hemingways erindringsbog A Moveable Feast (1964), der i Michael Tejns danske oversættelse hedder Der er ingen ende på Paris. Bonellos film vil kritisere konsumerismen og kapitalismens værdier. Måske er det sandt, at Nocturama var færdig før terrorangrebene på satiremagasinet Charlie Hebdo (07.01.2015), spillestedet Bataclan og Stade de France (13.11.2015) og strandpromenaden i Nice (14.06.2016). Men filmen gnider kind med virkeligheden, uanset hvad forfatteren siger. Nocturama får sin særlige frisson i kraft af forbindelsen til de islamistiske terrorhandlinger. Det gør det ikke mindre bemærkelsesværdigt, at filmen fremstår som en tillidserklæring til ungdommen.   

**) Ikke desto mindre er de fleste interiørscener optaget i Grand Magasin de la Samaritaine i rue de la Monnaie i 1. arrondissement. Udendørsscenerne er optaget ved indgangen i rue du Pont-Neuf. Det er uklart, om Bonello svarer undvigende af hensyn til La Samaritaine. En dansk version af Nocturama ville bruge Magasin du Nord som location.

Nocturama. Instr. & manus: Bertrand Bonello. Foto: Léo Hinstin. 130 min. Frankrig-Tyskland-Belgien 2016. Dansk premiere: 30.03.2017.

Fotos: Rectangle Productions/ Wild Bunch/ Pandora Filmproduktion/ Arte France Cinéma/ WDR/Arte/ Scope Pictures/ My New Picture/ Canal+/ Ciné+/ ARTE/ Eurimages/ CNC/ FFA/ La Région Île-de-France/ Film- und MedieStiftung NRW/ SoftTVCiné 3/ Cinémage 10/ Cofinova 12/ Palatine Étoile 13/ Cinéventure/ Cofinova 9/ Cinémage 7 Développement/ GrassHopper Pictures/ Wild Bunch Distribution/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Filmgrab/ Toronto International Film Festival [YouTube trailer]/ The Criterion Channel [Bonello portrait photo]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, YouTube Movies

Første udgave af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 31.03.2017

Olivier Assayas: Après mai/ Efter revolutionen (2012)

ERINDRINGENS KOREOGRAFI

Olivier Assayas genoplever sine læreår

Af BO GREEN JENSEN

STUDENTEROPRØRET i maj 1968 er skildret på film mange gange, men synsvinklen flytter sig med historien. Tiden selv fokuserede på farverne, musikken, de bevidsthedsforstærkende stoffer og den nye nøgenhed i film som Easy Rider, Zabriskie Point, Performance og Woodstock. Det politiske grundfjeld nåede man først, da 1970ernes europæiske storbyterrorisme og amerikanske fænomener som Weather Underground og Symbionese Liberation Army blev analyseret og undersøgt. Omsider blev alvoren under det hele erkendt, kan vi sige; det var ikke bare flower power, flyvende sommer og »sjov tobak«, som gen-x'ere og millennials har fået det til i en arrogant tid, hvor alternativer til konsumerisme og kapitalisme bliver betragtet som sentimental naivisme. 

   En overgang var det moderne at se tilbage i vrede og undren. Siden fulgte nostalgisk overbærenhed, bittersød ironiseren og direkte latterliggørelse. I Skandinavien går bevægelsen fra Peter Bays Fede Tider (1996) og Niels Gråbøls Det store flip (1997) til Lukas Moodyssons Tillsammans (2000), Hans-Petter Molands Kammerat Pedersen (2006) og Thomas Vinterbergs Kollektivet (2016). Først fortalte aktørerne selv. Nu er vidnerne deres børn, yngre søskende og elever. Snart bliver det børnebørnenes tur. Den levende historie er ikke skrevet færdig endnu.

FILMSKABEREN Olivier Assayas (f. 1955) var 13 år i 1968 og hørte først kun musikken. Tre år senere gik han i gymnasiet, da radikaliseringen af studentermiljøet var mest kompromisløs. Den var også noget givent. Parolerne hørte simpelt hen med til at være ungdom i tiden, skønt man bagefter gik hjem fra skole og så småborgerligt fjernsyn med forældrene.

   Assayas valgte politikken fra, fordi den insisterede på nytteværdi og ikke ville anerkende æstetikken. Han blev i første omgang billedkunstner, en aspirerende situationist, som med tiden drev i filmens retning. Han skriver om det i essayet »Une adolescence dans l’aprés-mai. Lettre à Alice Debord« (2005), som er udgangspunktet for Efter revolutionen. Også tv-filmen La page blanche (1994) og biograffilmen L’Eau froide (1994, da. Cold Water) brugte det biografiske stof.*

   Gilles, Christine og Alain er politisk aktive på gymnasiet, en betonfirkant i en døsig forstad til Paris. De er på gaden med molotovcocktails den 9. februar 1971, da politiet nedkæmper en demonstration ved Place de Clichy. Her tager filmen sin begyndelse. Der er fra første scene lagt et filter af erindring, en tilbageskuende koreografi, i de handlingsmættede billeder. Midt i mængden så man det ikke sådan.

HAR man samme alder som Assayas, vil meget føles som fælles erindring. Aktionerne planlægges ved fællesmøder, hvor man vedtager dekreter og skriver selvhøjtidelige manifester om de mindste og mest trivielle ting. Men engagementet er ægte og risikovilligt. Det ligner ikke den glasklokkeagtige ungdom, der fulgte i skærmenes tid.

   Eleverne overmaler skolen med politisk graffiti. Rektor kalder en af hærværksmændene ned og siger, at han ikke vil presse ham til at sladre. Detaljen er dækkende for den integritet, der prægede progressive voksne i tiden. På fantastisk vis trådte man faktisk til side.

   Filmen følger de unge over et år. Det revolutionære sværmeri får konsekvenser, da en bygningsvagt såres alvorligt. Det bliver nødvendigt at gå under jorden. Gilles og Christine tager til Italien med et marxistisk filmkollektiv (navnet er »Porc-épic«, som betyder pindsvin), der belærer den spirende filmskaber om nødvendigheden af distance. Den forbudte æstetik er et tema, som får Gilles til at trække sig væk. Christine finder sammen med en ældre mand fra kollektivet, der laver en film om strejkende arbejdere.

   Gilles’ første kæreste, den romantiske Laure, tager til England (»Min stedfar skal lave lys for Soft Machine på deres turné«) og bliver forelsket i en musiker. Hun lader Gilles forstå, at han ikke skal vente. Vennen Alain bliver imens mindre hårdkogt, da han møder amerikaneren Leslie. De bor i et kollektiv sammen. Hun får fjernet det barn, han er far til, og rejser hjem for at lære at danse på Juillard. Alain absorberer oplevelsesstoffet. Siden smiler han ikke så tit. 

   Gilles får sine tegninger trykt (i undergrundsudgivelsen Parapluie, som var en aflægger af Actuel, det franske sidestykke til Superlove, MM og politisk revy) og laver lysshow for et band, der eksperimenterer med psykedeliske former. Han hjælper sin far, der er ansat i tv-industrien, med at bearbejde Simenons Maigret.** 

   Til slut er Gilles i London som praktikant på en B-film om fortidsdyr, nazister og bikiniklædte jungleprinsesser. Om aftenen ser han asketisk art cinema og forstår, at han savner Christine. Han lærer faget fra bunden og smiler ved synet af en primitiv monsterattrap. Makværket indspilles i Pinewood Studios. Miljøet er genskabt i kærlige detaljer, meget som i Lars von Trier og Jacob Thuesens Erik Nietzsche – De unge år (2007). Man mærker på lyset og tonen, at den kommende kunstner har fundet sit spor.

EFTER revolutionen er en fragmenteret sværm af stemninger, snarere end et forsøg på at beskrive perioden stringent. Assayas’ idol i kunsten var situationisten Guy Debord (1931-1994). Une adolescence dans l’après-mai er tilegnet hans enke. Filmen er også et skrin med erindrede øjeblikke, en æske med regn, som Marcel Proust ville nyde at åbne. Da Gilles tager afsked med Laure i en skov, er kameraet anbragt på en kran. Perspektivet vides ud, som det kun kan lade sig gøre på film og i hukommelsen.

   Ellers er det musikken, som bærer de rekonstruerede indtryk. Gilles er ikke med til sommerfesten, hvor man sætter ild til store høstakke. Den hedonistiske skønhed selvantænder og bliver en husbrand, som dræber den nu heroinafhængige Laure. Under hele sekvensen spiller en skæring fra Soft Machines første album, og Kevin Ayers’ stemme spørger: »Why Are We Sleeping?«.

   Andre nøglesange er med Syd Barrett (»Terrapin«), Amazing Blondel (»Fantasia Lindum/ Celestial Light«), Nick Drake (»Know«), Captain Beefheart (»Abba Zaba«), Incredible String Band (»Air«), Tangerine Dream (»Sunrise in the Third System«) og Dr. Strangely Strange (»Strings in the Earth and Air«). Sangskriveren og livskunstneren Kevin Ayers (1944-2013), som kunne være manden, Laure forelsker sig i, høres atter på skæringen »Decadence« fra soloalbummet Bananamour (1973).

FOR Gilles er det en øjenåbner at læse Simon Leys' Les habits neufs du président Mao (1971, da. »Formand Maos nye klæder«), en kritik af kulturrevolutionen i Kina, der også blandt danske intellektuelle blev affærdiget som reaktionær propaganda. Han læser »I am 25« fra beatdigteren Gregory Corsos Gasoline (1958), ser Bo Widerbergs lyrisk-politiske Joe Hill (1971) og inspireres som tegner af Edward Gorey og Robert Crumb.

   I Christines politiske spor er der citater fra agiterende dokumentarfilm som Laos, images sauvées (Madeleine Riffaud) og Le courage du peuple (Jorge Sanjines). Alt er kompileret med den samme omhu, som Assayas demonstrerede i L’Heure d’été (2008, da. Sommertid). Af og til bliver filmskaberen næsten kurator i et mentalitetshistorisk museum.

   Da er det de unge skuespillere, som gør ordet til kød og giver filmen liv. Clément Métayer (Gilles), Lola Créton (Christine), Félix Armand (Alain), Carole Combes (Laure) og India Menuez (Leslie) er fysiske beviser for styrken og selvstændigheden i den ungdom, som filmen erklærer sin tillid. Sanger-sangskriveren Johnny Flynn er trubaduren, der sidder på græsset og spiller Phil Ochs’ »The Ballad of William Worthy« fra All the News that's Fit to Sing (1964). Dolorès Chaplin har en cameo som afklædt prinsesse i pastichen på kitschet britisk sci-fi.***

DER er lavet stribevis af nostalgiske film om hippietidens utopi, og i genrer fra drama til farce findes et arsenal af fremstillinger, som fokuserer på den politiske aktivisme, der fører til De Røde Brigader, Baader-Meinhof-gruppen i Tyskland, Blekingegadebanden i Danmark. Som krønike er Après mai i familie med Philippe Garrels Les amants réguliers (2005), der i grynet sort-hvid følger veteranerne fra 1968 til nu. Den minder uvilkårligt også om Bernardo Bertoluccis The Dreamers (2003), en ofte overset og undervurderet filmatisering af Gilbert Adairs The Holy Innocents (1988).****

   Først og sidst er filmen sin egen. Assayas præsenterede Efter revolutionen i Venedig, hvor han modtog prisen for bedste manuskript. Han sagde ved den lejlighed om sin metier: »Ved slutningen af Après mai forstår Gilles omsider, hvorfor han valgte filmen. Biograflærredet er stedet, hvor en erindring kan blive genfødt, hvor det tabte kan findes igen, hvor verden endnu står til at redde. Maleriet kan ikke afstedkomme denne magiske forvandling, denne genopstandelse, som ikke eksisterer i nogen anden kunstform.«

   Efter revolutionen var Assayas’ spillefilm nr. 14. Og en af værklistens bedste til dato.

Se også Bernardo Bertolucci: The Dreamers (2003); Forvandlingens tid: En film om Robert Kennedy 1925-1968; Woodstock 1969-2019; Fjerne søster: Christa »Nico« Päffgen 1938-1988 [V.U. Legends]; De tyske terrorister: Et interview med Stefan Aust [2009]; Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2003); Marco Bellocchio: Buongiorno notte | Good Morning, Night (2003).

Se også Olivier Assayas: L'Heure d'été/ Sommertid (2008) | Et interview; Olivier Assayas: Clouds of Sils Maria (2014); Olivier Assayas: Personal Shopper (2016); Olivier Assayas: Doubles vies | Non Fiction | Mellem linjerne (2019).

*) DET østrigske filmmuseum har udgivet A Post-May Adolescence – Letter to Alice Debord i Adrian Martins engelske oversættelse (Wien: Filmmuseum Synema Publikationen, 2012). Bogen optrykker to andre essays om Guy Debord: »Under circumstances eternal: From the depths of a shipwreck« (1994) og »The hidden oeuvre«, som Rachel Zerner har oversat. Teksten uddyber og viderefører erindringsstoffet fra Après mai. Den er ikke mindst nyttig og meget præcis i sin beskrivelse af, hvordan punkæstetikken virkede på inbetweeners, der var præget af ideer og paroler fra maj 68 og hippietidens bløde æstetik. Brevet til Alice Debord er en filmskabers dannelsesskildring. Assayas' artikler om film, kunst og filmkunst er samlet i Présences (Paris: Gallimard, 2009).

La page blanche er en novellefilm, som Assayas skabte til antologiserien Tous les garçons et les filles de leur âge, der blev produceret [af Georges Benayoun og Paul Rozenberg efter en idé af Chantal Poupaud] for fransk ARTE 1993-94. Hvert bidrag skulle dramatisere en bestemmende coming-of-age-oplevelse fra instruktørens eget teenage-årti, holde spilletiden på en time og bruge flittigt løs af tidstypisk musik (som Françoise Hardys gennembrudssang, der har givet serien titel). Det er med andre ord samme koncept, som ligger til grund for François Ozons Jeune et jolie (2013, da. Ung & Smuk). De øvrige instruktører var Chantal Akerman, Olivier Dahan, Emilie Deleuze, Claire Denis, Laurence Ferreira Barbosa, Cédric Kahn og André Téchiné. Assayas overholdt formkravet, men klippede samtidig en lang version af novellefilmen. På samme måde fik André Téchiné Les roseaux sauvages (1994, da. De vilde siv) ud af sit bidrag til serien, Le chêne et le roseau. Assayas' film bruger første gang karaktererne Gilles og Christine, som i 1994 bliver spillet af Virginie Ledoyen og Cyprien Fouquet. L'eau froide blev vist på Cannes Festivalen og fik fransk premiere i juli 1994, men nåede aldrig uden for festivalkredsløbet. Filmen blev stort genopdaget i 2018, da ophavsretsproblemerne omkring musikken i filmen omsider var løst. L'eau froid kunne åbne i USA med titlen Cold Water. The Criterion Collection har udgivet Cold Water på dvd og blu-ray (#944). 

**) OPTIKKEN i Après mai er autofiktiv, men flere forhold er brugt 1:1. Assayas er søn af modeskaberen Catherine Polya (1919-2006) og manuskriptforfatteren Raymond Assayas (1911-1981), som skrev under navnet Jacques Rémy. Assayas senior huskes måske for sit samarbejde med René Clement (Les Maudits, 1947), Roger Vadim (Les bijoutiers du clair de lune, 1958), René Clair (Tout l'or du monde, 1961), Christian-Jaque (Guerre secrète, 1965) og Marcel Camus (Le mur de l'Atlantique, 1970), men hovedparten af sit arbejdsliv lagde han i tv-serien Les Enquètes du commissaire Maigret (1967-1990), som han skabte, skrev og vedligeholdt sammen med Claude Barma (1918-1992). På 23 år blev det til 88 tv-film i fuld featurelængde, alle med Jean Richard (1921-2001) i rollen som den ikoniske kriminalinspektør. Nord for Frankrig er det især Jean Gabin, man forbinder med Maigret på film, men for generationer af franskmænd var Jean Richard manden med piben. I Après mai må Gilles assistere sin far, da denne udvikler Parkinsons. Gilles har intet til overs for Simenon som forfatter og bebrejder sin far, at han spilder sit liv på at skabe borgerlig underholding, »opium for folket« i marxistisk terminologi. Det er uklart, om Assayas deler Gilles' foragt eller bruger hans arrogance som et udtryk for ungdommelig skråsikkerhed. Gilles kender ikke til kompromiser endnu. Ved slutningen har han vel indset, at der kommer en dag, hvor han gør.  

***) Modellen for filmen-i-filmen er The Land That Time Forgot (1974, da. Det glemte land), den første af fire billigt producerede effektfilm med amerikaneren Doug McClure (1935-1995), som britiske Amicus Productions – en konkurrent til Hammer Films – og siden EMI Films havde succes med i tiden. Den amerikanske partner var American International Pictures.The Land That Time Forgot, At the Earth's Core (1976, da. I jordens indre) og The People that Time Forgot (1977) er (løst og frit) baseret på »Hollow Earth«-bøger af Edgar Rice Burroughs. Warlords of the Deep (1978, da. Atlantis – byen under havet) var skrevet fra grunden af Brian Hayles, men skåret af samme spraglede stof og skudt on location på Gozo og Malta. Scifi-koryfæet Michael Moorcock skrev manuskriptet til The Land That Time Forgot, hvor pterodactyler angriber moderne kampfly, og en naziubåd strander i tiden. De før-digitale effekter er gribende rudimentære. Der var allerede i 70erne en anakronistisk længsel efter 50ernes og 60ernes lavbudgetfilm. Alle fire film blev instrueret af Kevin Connor. De har bevaret en kitschet kultstatus og er særdeles kære klenodier i dag.

****) The Holy Innocents udkom i 1988. Romanen blev revideret og genudgivet som The Dreamers i 2003, da forfatteren selv skrev manuskriptet til Bertoluccis filmatisering. Gilbert Adair (1944-2011) fik udgivet ti fiktionsværker – også Love and Death on Long Island (1990) er filmatiseret – og en række kritiske essaysamlinger. Alice Through the Needle's Eye (1985) og Peter Pan and the Only Children (1987) er kærligt gennemførte (meta)tekster i stilen fra Lewis Carroll og J.M. Barrie. Romanerne i »Evadne Mount«-trilogien er raffinerede pasticher på den britiske guldalderkrimi. Også kultur(af)læsningen i Hollywood's Vietnam (1981) og The Postmodernist Always Rings Twice (1982) er markant. I britisk sammenhæng blev hans rolle ofte at forklare fransk teori for engelske læsere, hvilket han gjorde på vittig vis i talrige klummer. I Flickers: An Illustrated Celebration of 100 Years of Cinema (1995) har han samlet en personlig kanon, som han uddyber i karakteristisk idiosynkratisk form. Adair blev kun 66 år. Forfatterskabet er desværre (slet) ikke oversat.  

Après mai (Efter revolutionen). Instr. & manus: Olivier Assayas. Foto: Eric Gautier. 122 min. Frankrig 2012. Dansk premiere: 25.04.2013.

Fotos: MK2 Productions/ France 3 Cinéma/ Vortex Sutra/ Canal+/ Ciné+/ La Région Île-de-France/ France Télévisions/ CNC/ IFC Films/ Camera Film/ The Criterion Collection/ Österreichisches Filmmuseum SYNEMA/ Unifrance/ DFI/ Cinematerial/ MovieStillsDB 

Filmen streames på Filmstriben og er udkommet på dvd/blu-ray [i DK fra Another World Entertaiment]

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 26.04.2013