Translate

Viser opslag med etiketten Nick Cave. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nick Cave. Vis alle opslag

mandag den 4. september 2023

Bertrand Bonello: Nocturama (2016) | Et interview


EN APPETIT PÅ EKSPLOSIONER
Et møde med filmskaberen Bertrand Bonello

Af BO GREEN JENSEN

PÅ plakaten står syv skikkelser med ryggen til tilskueren og ser ud over Paris. Den gyldne by er hysterisk illumineret. Der er fem unge mænd og to kvinder. De har netop udført en koordineret serie attentater på nøje udvalgte mål.
   Titlen Nocturama er en sammentrækning af nocturne og panorama. Bertrand Bonello har lånt den af sangskriveren Nick Cave. Det er samtidig ordet for den bygning, hvor natdyrene i en zoologisk have er samlet. På engelsk er der tilføjet et hipt »Paris is Happening«, som signalerer trendy modkultur 50 år efter 1968.*
   Bonello har et skæbnefællesskab med banneråret. Ikke for intet var Jean-Pierre Léaud – François Truffauts alter ego i Les 400 coups (1959, da. Ung flugt) og resten af Antoine Doinel-serien – castet som den fallerede filmskaber i Le Pornographe, Bonellos gennembrudsfilm fra 2001.
   Instruktøren er født i Nice den 11. september 1968. Nocturama er hans syvende spillefilm siden Quelque chose d’organique fra 1998. Han er en af de franske filmskabere, som arbejder videre i sporet fra la nouvelle vague og formår at markere en afstand til den kommercielle hovedstrøm, selv når han arbejder midt i den, f.eks. i Saint Laurent fra 2014.
   Bonello ligner ofte en Leos Carax med lidt mere sans for det sensationelle. Det er svært at glemme bordelskildringen i L’Apollonide – Souvenirs de la maison close (2011), som foregår ved forrige århundredeskifte. En prostitueret får sin hals skåret over, og i slutbilledet græder hun tårer af sæd.



BONELLO er en lille mand med nøddebrune øjne. Vi sidder på Le Grand Hotel i Paris. Han bakker ivrigt på en slags e-pibe og har flanørskæg som Serge Gainsbourg. Han holder af at provokere, og med Nocturama får han styret sin lyst:
   »Nocturama havde premiere to uger efter terrorangrebet i Nice. Kritikken var overvejende god. Tilskuernes reaktion var mere blandet. Filmen giver ingen forklaringer, og de ville have forklaringer. Det var enklere uden for Frankrig.
   Mange gør sig ikke klart, at det tager to-tre år at lave en film. Så publikum troede, at jeg havde lavet filmen efter angrebene og ville lukrere på virkelig lidelse og død. Jeg fik skyld for at være en opportunist.«
   – Var det svært at få filmen distribueret?
   »Ikke svært, men – delikat. Ømtåleligt. Jeg gav mange interviews, og somme tider bad jeg om at læse dem igennem, før de blev trykt. Det gør jeg ellers aldrig. Men et enkelt ord kan ændre hele meningen med en sætning.«



NOCTURAMA er stramt holdt i to tætte akter. Den første er stort set uden dialog. De unge attentatmænd rigger bomberne til ved strategiske mål: metroen i myldretiden; en gade i finanskvarteret; rytterstatuen af Jeanne d’Arc. Atmosfæren er intens og præcis. Sekvensen ligner prologen i Pickpocket (1959), hvor Robert Bresson på samme saglige måde viser lommetyvenes rutine.
   I anden akt har gruppen forskanset sig i et stormagasin. Nu bliver der talt i lange baner. Karaktererne kommer fra vidt forskellige baggrunde. Nogle er politisk motiverede, andre er små filosoffer, atter andre blot ude på skrammer. Ingen af dem er islamiske fundamentalister.
   »I dag forbinder vi terrorisme med religion, men det er ikke emnet for filmen. For mig handler det mere om modstand og trangen til oprør, størrelser der har eksisteret lige så længe som statsbegrebet.
   De har nok alle deres grunde. Det er meget forskellige grunde. Derfor kan man godt være samlet i en fælles sag og dele følelsen af at være undertrykt eller udstødt. Jeg ville give en fornemmelse af den følelse. For mig er det mere som et skrig. Som nogen der råber for at blive hørt. Og efter eksplosionerne kan vi se, at de er en smule fortabte. De har gjort, hvad de satte sig for. Nu befinder de sig i tomheden bagefter.«



DE unge prøver varerne i forretningen af: masker, senge, gadgets, tøj. En arabisk Al Pacino-fan vil gå ned i flammer som Tony Montana i Scarface. Et hjemløst par bespises ved en Buñuelsk beggars’ banquet. Fællesskabet går i opløsning. To af terroristerne ser The Persuaders – 70er-serien med Roger Moore og Tony Curtis – og længes efter at være børn igen. Endelig angriber indsatstyrken.
   Blikket som kastes er på én gang distanceret og empatisk. Jean-Luc Godard kunne have instrueret det i sin politiske periode. Der er mere end en mundsmag af Weekend og La chinoise i Nocturama. Jeg spørger, om Bonello kan se ligheder mellem nu og 1968. Det er han meget utilbøjelig til:
   »Ja og nej. Ja, for der er altid en vilje til oprør i ungdommen. Men nej, fordi situationen nu er anderledes. I 60erne og 70erne var ideologien meget klar. Nu er det mere komplekst, svært at forstå og forklare, mere rodet i alle henseender. For 40 år havde jeg ikke lavet den anden halvdel af filmen.«



VI lader spørgsmålet hænge og skifter emne.
   – »Nocturama« kommer lige efter din film om Yves Saint Laurent –
   »Det er klart, at man tager en større risiko ved at lave en film som Nocturama. Karaktererne er svære at holde af, men man begynder at synes om dem, fordi man indser, at de er børn, som er faret vild. Og så bliver de slået ihjel med et puf.«
   – Filmen er dedikeret til din datter. Hvad sagde hun til det?
   »Hun tog det meget dårligt. Hun er 13 år. Hun sagde: Filmen handler om unge terrorister, der alle sammen bliver skudt. Så hvad har det med mig at gøre? Jeg sagde: Det er bare et billede. Den er til ungdommen i det hele taget. Hun var virkelig uenig. Men det er mig, der bestemmer.«
   – Er »Nocturama« en politisk film?
   »For mig er filmen en blanding af ultrarealisme og abstraktion. Jeg deler ikke opfattelsen af, at realisme er vigtigst. Vi er her for at læse tiden og oversætte den til vores kunst. Men jeg så Ken Loachs I, Daniel Blake. Hvad han vil med den film, er at opfordre til handling. Det har han gjort i 45 år, og han er virkelig god til det, men det er ikke min vision for filmkunsten. Jeg foretrækker film, som finder en anden måde at udtrykke den samme følelse på.«


– DE unge er en blandet gruppe. Ville de finde sammen i virkeligheden?
   »I 2016 var der en bevægelse, som kaldte sig Nuit debout. De besatte Place de la Republique hver aften i en måned. For når lovgiverne ikke lyttede til dem, måtte de selv tage diskussionen. Det var en ikke-voldelig demonstration, men flere deltagere ønskede handling. De ville sprænge ting i luften. Min film er en fiktion, men det er den samme trang til vold.«
   – Hvor fandt du skuespillerne?
   »Jeg ville blande professionelle med amatører. Bare for at skabe en anden slags musik. Så jeg så 30-40 film med unge skuespillere og valgte nogle ud. Amatørerne fandt jeg ved politiske arrangementer. Det var svært at få dem til at fungere som en gruppe. Det tog 8-9 måneder. Men det var umagen værd.
   Der var ingen improvisation. De kendte teksten, og jeg ville ikke præge dem for meget. 50 pct af filmen har jeg tænkt og skrevet. Resten er noget, de har med. Deres ansigter, måden de taler og går på. Min iscenesættelse bidrager med fiktionen, de bidrager med dokumentarismen.«
   – Talte I om politik?
   »Naturligvis. Det var grundlaget for arbejdet. De er meget som de karakterer, de spiller. Høj social bevidsthed og stor naivitet på én gang. Derfor er det vigtigt, at de er 18 og ikke 30 år. Selv målene de vælger er naive.«
   – En af pigerne sætter ild til Jeanne d’Arc –
   »Jeanne d’Arc er et vigtigt symbol for Frankrig, og Front National har prøvet at tage patent på hende. For franske tilskuere er det en stærk oplevelse at se Jeanne d’Arc brænde, for nu tilhører hun det yderste højre.«


SOM Bonello siger, giver filmen ingen forklaring. Den er funderet på en stemning, og æstetikken er det stærkeste virkemiddel. Udførelsen er ubønhørligt præcis. Det gælder ikke mindst slutaktens famlen, der er lige så omhyggeligt koreograferet som logistikken omkring attentaterne.
   – Hvor ligger stormagasinet, de gemmer sig i?
   »Det var umuligt at finde et rigtigt stormagasin. Det er bygget op i studiet, en kæmpestor dekoration på 6000 kvadratmeter. Det skulle ikke være et bestemt firma. Bare en dekadent luksusforretning.«**
   – Men resten er lavet på gaden?
   »Ja. Vi måtte skaffe en masse tilladelser. Den sværeste var metroen. De fleste eksplosioner er skabt digitalt, men bilerne der springer i luften er virkelige. Vi måtte spørge mange steder. I dag ville jeg sikkert ikke få de tilladelser. Ikke efter november 2015.«
   – I stormagasinet ser vi, hvordan medierne dækker attentaterne. Man får fornemmelsen af et samfund, der lukker ned. På en af kanalerne siger de: Vi må ikke vise flere billeder…
   »Da Charlie Hebdo blev angrebet, viste de for meget i tv. Terroristerne kunne se, hvor politiet var. Så efter det blev der nedlagt billedforbud. Dengang havde jeg ikke skrevet filmen endnu. Det var noget af det, jeg tog fra virkeligheden og brugte i fiktionen.«
   – En af mændene trækker frisk luft. Han taler med en ung kvinde, som cykler forbi. Hun er ikke bange, snarere lettet. Hun siger sådan noget som, at »dette måtte ske på et tidspunkt« –
   »Det er kernen i filmen. Som jeg siger, er der en anspændthed, en appetit på eksplosioner og noget, der må ske. Jeg vil ikke gøre det mere specifikt. Det er Adèle Haenel, som siger det, men det er mine ord i hendes mund.«
  – Overvejede du at lade dem flygte?
   »Jeg prøvede i manuskriptet. De slap ikke væk alle sammen, men en eller to af dem gjorde. Og det virkede ikke. Det føltes virkelig fake.«


NOCTURAMA er ikke bevægende i gængs forstand. Der er – om Bonello så vil være ved det – en reminiscens af 1970ernes film om en forurettet terror, der blev begået af borgerskabets egne børn. Bonello har selv komponeret musikken. Noget dyrebart bliver risikeret med nervepirrende skødesløshed. Nocturama er uafbrudt interessant og elektrisk.

Bertrand Bonello blev interviewet på Le Grand Hotel i Paris den 13. januar 2017.


*) Bonellos første titel var Paris est une fête, som er den franske titel på Ernest Hemingways erindringsbog A Moveable Feast (1964), der i Michael Tejns danske oversættelse hedder Der er ingen ende på Paris. Bonellos film vil kritisere konsumerismen og kapitalismens værdier. Måske er det sandt, at Nocturama var færdig før terrorangrebene på satiremagasinet Charlie Hebdo (07.01.2015), spillestedet Bataclan og Stade de France (13.11.2015) og strandpromenaden i Nice (14.06.2016). Men filmen gnider kind med virkeligheden, uanset hvad forfatteren siger. Nocturama får sin særlige frisson i kraft af forbindelsen til de islamistiske terrorhandlinger. Det gør det ikke mindre bemærkelsesværdigt, at filmen fremstår som en tillidserklæring til ungdommen.   

**) Ikke desto mindre er de fleste interiørscener optaget i Grand Magasin de la Samaritaine i rue de la Monnaie i 1. arrondissement. Udendørsscenerne er optaget ved indgangen i rue du Pont-Neuf. Det er uklart, om Bonello svarer undvigende af hensyn til La Samaritaine. En dansk version af Nocturama ville bruge Magasin du Nord som location.

Nocturama. Instr. & manus: Bertrand Bonello. Foto: Léo Hinstin. 130 min. Frankrig-Tyskland-Belgien 2016. Dansk premiere: 30.03.2017.


Fotos: Rectangle Productions/ Wild Bunch/ Pandora Filmproduktion/ Arte France Cinéma/ WDR/Arte/ Scope Pictures/ My New Picture/ Canal+/ Ciné+/ ARTE/ Eurimages/ CNC/ FFA/ La Région Île-de-France/ Film- und MedieStiftung NRW/ SoftTVCiné 3/ Cinémage 10/ Cofinova 12/ Palatine Étoile 13/ Cinéventure/ Cofinova 9/ Cinémage 7 Développement/ GrassHopper Pictures/ Wild Bunch Distribution/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Filmgrab/ Toronto International Film Festival [YouTube trailer]/ The Criterion Channel [Bonello portrait photo]
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, YouTube Movies
Første udgave af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 31.03.2017

tirsdag den 2. marts 2021

Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford (2007) [Westerns 100]


LEGENDERNES TID
Den æstetiske western

Af BO GREEN JENSEN

MED mellemrum genrejses den episke western. Det sker da i realistisk belysning og med stærk betoning af desillusionen, men fortsat med mytologien som baggrund. Filmskaberne elsker den amerikanske nationalgenre, og det samme gør et stort publikum.
   Dog har det notorisk været svært at nå de yngre tilskuere, som industrien lever af i dag. Sidst en western for alvor slog an, gjaldt det Clint Eastwoods Unforgiven (1992), og sidst en western gjorde sig heldigt bemærket, var da Kevin Costners Open Range fik premiere i 2003.*
   Brødrene Coens nyfortolkning af True Grit (2010) og Quentin Tarantinos The Hateful Eight (2015) var gode undtagelser fra denne regel. Antoine Fuquas genindspilning af The Magnificent Seven (2016) var det sidste større studieforsøg - og en eftertrykkelig skuffelse i kommercielt henseende. 
   Andrew Dominiks smukke, rustikke og monumentale The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford minder mest af alt om Lawrence Kasdans helaftensfilm Wyatt Earp (1994), som var en økonomisk katastrofe ved premieren, men har haft et langt og fortjent efterliv. Begge film drejer Vestens legender i det revisionistiske perspektiv, som John Ford, genrens Shakespeare, anlagde i The Man who Shot Liberty Valance (1962). Signaturlinien »When the fact becomes legend, print the legend,« blev citeret i Wyatt Earp. Den kunne stå som motto for filmen om Jesse James og hans morder, der bygger på en roman af Ron Hansen.**



EARP og James var aktive, som bekendt på hver sin side af loven, i den periode, hvor vi herhjemme havde guldalder og begyndende moderne nervøsitet. Jesse James (1847-82) blev sin tids mest berømte desperado, en legende i levende live og en folkehelt, som var halvt tolereret i staten Missouri, hvor han og broderen Frank havde base.
   James så ikke sig selv som forbryder, men som forhenværende medlem af en uafhængig sydstatsguerilla, Quantrill's Raiders, der i kølvandet på krigen mellem Nord og Syd hævnede de forbrydelser, som yankeehæren havde begået i Dixie. Det pointeres i filmens prolog, at han ikke fortrød et eneste af de 17 mord, han begik.
   Mordet på Jesse James tager sin begyndelse i september 1881, da James-brødrene nok en gang forbereder et sidste stort togrøveri, som skal sikre dem økonomisk. Af den originale James-bande er kun Frank (Sam Shepard) og Jesse (Brad Pitt) tilbage. Jesse lever under navnet Howard en respektabel tilværelse i Kansas City, hvor han og hustruen Zerelda har en kernefamilie med en søn og en datter. Børnene ved ikke, hvordan deres far tjener penge. De ved ikke engang, hvad han virkelig hedder.



MENS Frank er en skuffet realist, der er træt af at leve uden for loven, synes Jesse om sin feterede status. Den 19-årige Robert Ford (Casey Affleck) er måske hans ivrigste fan. Bob har samlet udklip om James-brødrene, siden han lærte at læse. Han beder om at blive medlem af banden, som hans storebror Charley (Sam Rockwell) er tilknyttet.
  Frank afviser drengen. Jesse kan kende en discipel, når han ser ham, og tager sig af den unge stalker, der giver andre myrekryb. »Vil du være som mig, eller vil du være mig?« spørger han i en af flere nænsomme scener, der tangerer et homoerotisk motiv. Det kunne være John Lennon, som sludrede med Mark Chapman. Filmen undgår behændigt de Kristus-analogier, der er gennemgående i westernmytologien, men det er klart, at Bob Ford er en Judas.
   James-figuren er ikke så enkel, som Dominik lægger op til. Vist besidder den charmerende outlaw en tragisk karisma, men der slås stadig større sprækker i facaden, efterhånden som han forsvinder i paranoia og religiøse vrangforestillinger. Han har en syvende sans for at være ét skridt foran sine forfølgere. Familien flytter ofte om natten, og Jesse holder streng justits med tidligere bandemedlemmer. I det sidste år af sit liv er han godt i gang med at likvidere gamle støtter. Nogle af hans grunde er gode. Andre bunder i ren forfølgelsessyge.



DEN markante titel bevirker, at man fra starten ved, hvor historien vil ende. Heraf følger en stærk rituel kvalitet. Fra de første Kansas-billeder er himlen stemt som en klokke i vinter. Det lykkes Dominik at forlene sin elegiske stil med robust realisme og betydelig skønhed. For alvor interessante er de scener, hvor heller ikke tilskueren ved, om Jesse mener det, når han griner og smiler. Det er en af Brad Pitts bedste roller. Imens vokser Ford som menneske. Man får gradvis forståelse og endelig også en vis respekt for hans situation.
   Det er brydningstid i en verden, hvor man dræber hinanden i flæng, mens man etablerer det moderne samfund, hvor fiktioner om Jesse James (og Wyatt Earp og William Bonney, Deadwood, Calamity Jane og Bill Hickok) vil være en væsentlig del af folkloren. Roger Deakins skildrer den i billeder, der er så klart komponeret, at man stadig måber over æstetikken, da filmen er flere timer gammel.
   Emnet er, som titlen siger. Hvordan bar Ford sig ad med at dræbe James, og hvorfor blev det nødvendigt? Det er fascinerende at følge den irreversible proces, som fører Jesses største fan til stedet, hvor han likviderer sit idol. Scenen er skildret utallige gange – sjældent mere anfægtende end på Paul Kennerleys konceptalbum The Legend of Jesse James (1980), hvor Levon Helm lægger stemme til Jesse, og hvor Emmylou Harris som hustruen Zee råber »Jesse!«, ganske som Sarah Louise Parker i Dominiks film.***


HER
 står Nick Cave for musikken og medvirker selv i en scene. Efter drabet på James får Bob Ford sin dusør og turnerer med en sceneudgave af sin bestemmende stund. Han tror, at tiden vil beundre ham, men stadig oftere saboteres forestillingen af tilråb, der stempler ham som kujon. Dråben er sangen, han hører i baren, hvor han drikker sig ned i en glemsel. Den handler om hvordan »the dirty coward Robert Ford« tog livet af den ædle Jesse James.



I sin sidste halve time følger filmen de ti år, som går, mens Ford modnes og prøver at lægge begivenhederne bag sig. Her drager Dominik for alvor nytte af dybden i Ron Hansens roman. Brad Pitts desperado repræsenterer en svindende periode, kæmpernes og legendernes tid, men Bob Ford er en moderne og meget genkendelig skikkelse. I 1892 blev han selv skudt på gaden i Creede, Colorado, hvor han levede stille og drev en beværtning.
   Mordet på Jesse James var en velkommen genkomst for genren, som stadig er specifikt amerikansk og kan sige noget vigtigt, ikke så meget om tiden, der var, men om måden vi færdes på i historien.


*) Costner er og bliver genrens mest standhaftige elsker. Måske mærker han stadig suset fra de 7 Academy Awards, som Dances with Wolves (1990, da. Danser med ulve) modtog ved Oscaruddelingen i 1991. Han forsøgte sig atter i episk skala, da tv-serien Yellowstone (2018-2024) med diverse prequels og spin-offs (1883, 1923, The Madison) blev så lukrativ en succes, at han kunne skrive, producere, instruere og spille hovedrollen i den stort tænkte Horizon: An American Saga (2024). Kapitel 1 solgte så få billetter, at Paramount aflyste biografpremieren på Horizon: An American Saga – Chapter 2. Ikke desto mindre er Chapter 3 i postproduktion. I DK streames Yellowstone på SkyShowtime; Horizon: An American Saga – Del 1 købes/lejes på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy.


**) Ron Hansen: The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford. 304 s. New York: Alfred A. Knopf, 1983. Ron Hansen (f. 1947), Pete Dexter (Deadwood), Cormac McCarthy (Blood Meridian) og Larry McMurtry (Lonesome Dove) er [eller var, da noten blev skrevet 
– McMurtry døde i 2021, McCarthy i 2023] de førende nulevende westernforfattere. Hansens bedste bog er den første, Desperadoes fra 1979. I 2020 redigerede han The Western: Four Classic Novels of the 1940s & 50s for Library of America. Hansens favoritter er The Ox-Bow Incident (Walter Van Tilburg Clark, 1940), Shane (Jack Schaefer, 1946), The Searchers (Alan Le May, 1954) og Warlock (Oakley Hall, 1958). De er alle fire klassisk filmatiseret som De døde ved daggry (William Wellman, 1942), Shane – den tavse rytter (George Stevens, 1953), Forfølgeren (John Ford, 1956) og Warlock – den lovløse by (Edward Dmytryk, 1959). 



***) Paul Kennerley (f. 1948) er britisk, men har især arbejdet inden for country-western og americana. I 1978 skrev og producerede han konceptalbummet White Mansions, som ser den amerikanske borgerkrig og dens efterspil fra de besejrede sydstaters side. Waylon Jennings, Jessie Colter og Steve Cash fremfører de fremragende sange. I 1980 fulgte The Legend of Jesse James, hvor Levon Helm (Jesse James), Johnny Cash (Frank James) og Emmylou Harris (Zerelda James) har de store partier. Kennerley var gift med Emmylou Harris fra 1985 til 1993. Han skrev og producerede hendes country/rock-opera The Ballad of Sally Rose (1985, genudsendt med nyt materiale 2018). White Mansions og The Legend of Jesse James er samlet som Confederate Tales (1997). Kennerleys tilgang til den amerikanske borgerkrig ligner Sønner af de Slagne-synsvinklen, som Robbie Robertson og The Band lagde frem i »The Night They Drove Old Dixie Down« på deres andet album, The Band, i 1969. Joan Baez havde et stort hit med sangen, også i Danmark, i 1971. Den er ikke i høj kurs for tiden, hvor identitetspolitikken ikke har plads til undtagelser og revisionisme. Racisme og slaverispørgsmålet er aldrig et issue i James-kontekst. Brødrene var dirt farmers fra Missouri, bønder og husmænd, ikke plantageejere fra Alabama og Louisiana. Men der er næppe tvivl om, at de var racister efter tidens norm. Det kunne være Jesse James, som sang på Jerry Josephs »Dead Confederate« fra The Beautiful Madness (2020): »Jesus was a white man and he promised we could rule/ So we burn his holy cross in honor, hang the negro and the fool/ and Baby, I will rise again out on Highway 29/ In the meantime, I'll join the Earth, bide my wicked sands of time// Hey now baby, I'm a dead confederate, 80 years I've stood my ground/ I ain't sorry, ain't regretting it, now they're trying to tear me down/ Hey now baby, I'm a dead confederate, rebel pride, a heart of stone/ I ain't worried, I ain't sweating it, wish they'd just leave me alone.« 



The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford (Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford)). Instr. & manus: Andrew Dominik. Foto: Roger Deakins. 155 min. USA 2007. Dansk premiere: 02.11.2007


Fotos: Warner Bros./ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ A&M Records/ Library of America/ YouTube [trailer + Jerry Joseph performance of 'Dead Confederate' - courtesy Slant Magazine]
Filmen streames (køb eller leje) på Apple TV, Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 03.11.2007