Klassiske karakterer: Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018)

NÅR LEGETØJ BLIVER LEVENDE

E.T.A. Hoffmanns Nøddeknækkeren

Af BO GREEN JENSEN

HER er en helt anden slags julefilm. I det gamle London gør familien Stahlbaum sig klar til at gå til fint julebal. Far (Matthew Macfadyen) er stolt af sine børn. Han håber at få en dans med hver datter. Familien gør sit bedste, men de er alle sammen triste, fordi Mor (Anna Madeley) ikke længere lever.

   Hver af pigerne får en gave med en besked fra deres mor. Clara (Mackenzie Foy) får et æggeformet smykkeskrin, som hun ikke kan åbne. Hun er ellers god til mekaniske ting. Så følger hun en gylden tråd i sin søgen efter nøglen – og står med ét i Juletræsskoven, hvor forbløffende eventyr venter.

   Her husker alle Dronning Marie, Claras mor, som skabte rigerne, da hun var barn. Clara møder kaptajn Philip (Jayden Fowora-Knight), den standhaftige nøddeknækkersoldat, som holder vagt ved broen til det fjerde rige. Før hed det Forlystelsesland. Her hersker Dronning Rød, som alle frygter. 

   De andre tre riger tilhører nu Musekongen. Clara finder nøglen, men musene tager den. Hun og Philip rejser gennem Sneflokkeland, Blomsterland og Snoldeland. Hun møder Musekongen. Ingen er, hvad de giver sig ud for. Heller ikke feen Sukkergodt, som gerne vil være veninde.

   Alt er skævt og svimlende. Der er gode ønskedrømme og flotte, mørke mareridt. Det er en verden i dyb ubalance. Sådan har det været, siden dronning Marie forsvandt. Nu kan Clara måske rette tingene op.

   Måske vil hun tilgive sin far. Måske er den rustrøde dronning ikke så ond. Det begynder og slutter som i de bedste fortællinger. Clara oplever noget i fantasien og vender klogere og stærkere tilbage til virkeligheden.

TYSKEREN E.T.A. Hoffmann (1776-1822) skrev flere slags fantastiske historier. Nogle var muntre, andre uhyggelige og makabre. Ofte var det lyse og det mørke blandet sammen. Han inspirerede andre, som læste hans tekster, bl.a. H.C. Andersen, der havde flere ideer fra Hoffmann.

   Eventyret om Nøddeknækkeren og Musekongen fra 1816 er en af de første julehistorier, hvor Julen ligner den jul, som vi kender. Det er også en af de første historier, hvor legetøj bliver levende. Der ville ikke være eventyr som »Hyrdinden og skorstensfejeren« – eller animationsfilm som Toy Story-serien – uden Hoffmans Nøddeknækkeren.

   Den sælsomme fortælling blev først oversat til dansk i 1984, men vi har altid vidst, hvem Hoffmann var. I 1880 skrev franskmanden Jacques Offenbach en opera, som hedder Hoffmanns Eventyr. Den blev i 1951 til en film af englænderen Michael Powell, som allerede havde brugt H.C. Andersen i balletfilmen De røde sko (1948).*

   I 1892 skrev russeren Pjotr Tjajkovskij musik til den traditionsrige ballet, som stadig bliver opført hver jul, bl.a. på Det Kongelige Teater. Selv Barbie og hendes dukkeveninder har danset til musikken fra Tjajkovskis Nøddeknækkeren.

 

JEG nævner disse ting, fordi Disney-filmen bruger lidt af det hele: Tjajkovskijs musik, Hoffmanns ret uhyggelige fortælling (hvor musekongen er ond og har syv hoveder) og de fantastiske scener fra Powells opera/ballet-film.

   Nøddeknækkeren og de fire kongeriger er som en serie af drømme, der skifter farve uafbrudt. Du tænker på andre eventyrlande som Narnia, Neverland/Ønskeøen og Oz. Uniformerne giver det hele en aura af The Beatles og Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band.

   Før i tiden kunne man ikke skabe billeder digitalt. Filmfolkene måtte bygge rekvisitter og modeller. Det skabte en naturlig begrænsning for, hvor højt et eventyr kunne flyve. Nu kan alt lade sig gøre. Det kræver så, at kunstnerne har disciplin og vision og god smag.

   Det synes jeg faktisk, at Nøddeknækkeren har. Filmen er instrueret af svenskeren Lasse Hallström, som har arbejdet i USA i mange år, men som engang lavede gode nordiske tv-serier som Alle vi børn i Bulderby. Han har ikke glemt, hvordan man fortæller, så børn hører efter.

   Nøddeknækkeren og de fire kongeriger bliver kritiseret for ikke at være original. Måske har trætte, voksne anmeldere set mange piger som Clara. Det er ikke dit problem. Jeg har nu ikke set lige præcis denne historie før.

   Jeg har til gengæld set den samme massive brug af surrealistiske effekter i film af Tim Burton og Terry Gilliam. Det er sanseudvidende billedstof. Du skal bare give dig hen til fantasien. Det nytter ikke at sidde og være logisk, når drømmemaskinen for alvor tager fart.

SOM en hyldest til forfatteren, der satte mytologien i gang, har Nøddeknækkeren kaptajn Philip fået efternavnet Hoffman. En masse berømte skuespillere medvirker, bl.a. Keira Knightley (som feen Sukkergodt) og Helen Mirren (som Dronning Rød). Men det er den nu 20-årige Mackenzie Foy – som var 16, da filmen blev indspillet – der brænder igennem og bærer det hele som Clara.

   I hvert fald er filmen et godt juletilbud. Når du næsten har kvalme af nuttede nisser, vil Nøddeknækkeren virke som modgift. 

*) Nøddeknækkeren udkom for første gang uforkortet i 1985, oversat af Villy Sørensen (1929-2001) og illlustreret af amerikaneren Maurice Sendak (1928-2012), der er endnu bedre kendt for Where the Wild Things Are (1963, da. Villy Vilddyr; Landet med de vilde krabater), In the Night Kitchen (1977) og Outside Over There (1981). Sendak modtog H.C. Andersen-medaljen i 1970 og fik som den første Litteraturpriset til Astrid Lindgrens Minne i 2003. Forlaget Apostrof købte udgivelsen for Sendaks illustrationer, men Villy Sørensen oversatte teksten efter den originale tyske udgave. Michael Powell og Emeric Pressburgers The Tales of Hoffmann (1951) var en kostbar og meget ambitiøs film for sin tid. Den er uden dialog og lader Offenbachs opera opføre til balletsekvenser, som er koreograferet til filmen af Frederick Ashton. The Tales of Hoffman blev restaureret i 4K i 2015 og er udgivet på blu-ray af The Criterion Collection. Den er ikke så vellykket som The Red Shoes. Snarere et præstationsbevidst stykke, der stiver sig af med elitekultur. Realfilmens svar på Fantasia, om man vil.

**) Medinstruktøren Joe Johnston (f. 1950) er manden, der pustede liv i den undervurderede The Rocketeer (1991), som var en hyldest til gamle tegneserier og føljetonfilm. Han instruerede realfilmsekvenserne i den halvt animerede The Pagemaster (1994, da. Bøgernes Herre), hvor Macaulay Culkin slår hovedet og bliver ført ind i klassiske eventyrromaner, mens han ligger bevidstløs på gulvet i biblioteket. Johnston havde mere kommercielt held med den første og bedste version af Jumanji (1995) og tredje del af Jurassic Park-sagaen (2001). Han landede i Marvel-universet med Captain America: The First Avenger (2011). Johnstons første film var Honey, I Shrunk the Kids (1989, da. Skat, børnene er skrumpet). Den mest personlige er sikkert October Sky (1999), som foregår i det amerikanske Midtvesten i 1957, da Sovjetunionens opsendelse af Sputnik 1-satellitten indleder rumalderen og vækker bekymring, misundelse og længsel i lige doser. To teenagebrødre bliver inspireret til at bygge deres egne raketter. De følger drømmen, som Johnston fulgte sin. Det har ofte været hans rolle at rydde op i og reparere på andres projekter. På Nøddeknækkeren instruerede han scener, som blev skrevet og tilføjet, da Lasse Hallström havde forladt projektet. 

Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (The Nutcracker and the Four Realms). Instr.: Lasse Hallström, Joe Johnston. Manus: Ashleigh Powell (efter tekst af E.T.A. Hoffmann og koreografi af Marius Petipa). Foto: Linus Sandgren. 99 min. USA 2018. Dansk premiere: 01.11.2018

Fotos: Walt Disney Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ SF Studios/ FilmAffinity/ Forlaget Apostrof (Maurice Sendak)

Filmen streames på Blockbuster, Disney+, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies.

Trykt første gang i Weekendavisen Faktisk 02.11.2018 

Robert Altman: The Company (2003)

DANSERNES VERDEN
Robert Altman går til balletten 

Af BO GREEN JENSEN

ROBERT Altmans film har mange kvaliteter. Især var han uovertruffen, når det gjaldt om at udrede de fine spil og tråde, som definerer en gruppe socialt. Han kunne noget særligt med kollektivformen, og den forbinder hans mest markante arbejder, fra klassikere som M*A*S*H (1970) og Nashville (1975) til sene highlights som Short Cuts (1993) og Gosford Park (2001). Mindre film som Hollywood-satiren The Player (1992), modeskildringen Prêt-à-Porter (1994), erindringsstykket Kansas City (1996) og feriekrimien Cookie’s Fortune (1999) kan forekomme løse og ujævne, men man husker dem altid for atmosfæren.
   The Company var en bestillingsopgave. Imidlertid løste Altman den så inspireret, at dansefilmen føles som et kærlighedsarbejde. Stjernefrøet Neve Campbell var balletdanser, før hun blev skuespiller. Hun havde i årevis drømt om at skabe en film, der hylder dansens æteriske væsen, samtidig med at den skildrer de personlige afsavn og det hårde fysiske arbejde, som er forbundet med faget. Hun kontaktede forfatteren Barbara Turner, der har få men gode titler som Ulu Grosbards Georgia (1995) og Ed Harris' Pollock (2000) på sit generalieblad.

DET fremgår ikke, hvorfor Chicagos vist nok verdenskendte Joffrey Ballet blev genstanden for Campbells lovprisning. Til gengæld indrømmede Altman, at han i første gang sagde nej tak, da Turner og Campbell henvendte sig. Han vidste intet om dans, men blev alligevel interesseret. Ikke i dansernes verden som sådan, men i processen som udgår en forestilling. »Dansere gør det umulige. Alligevel vil vi være som dem. De er det smukke, det skrøbelige og udtryksfulde. De er essensen af det æteriske,« udtalte han.

   Ligesom Nashville og Prêt-à-Porter opleves filmen som fiktion med dokumentarisk anslag. Koreograferne Lar Lubovitch og Robert Desrosiers genskaber deres arbejde med forestillingerne Light Rain og Blue Snake. Danserne spiller sig selv. Kompagniets direktør, »Mr. A.«, er derimod en fiktiv karakter, som spilles af generationsikonet Malcolm McDowell, her 60 år gammel og god i en atypisk rolle. Der er vævet romantiske sidehistorier og karrierevignetter ind i den overordnede sammenhæng, men dansen er autentisk, og filmen skildrer et virkeligt år i ballettruppens liv.

   Resultatet er en livsalig bagatel, der fungerer forbløffende godt. Altman eksponerer emnet ved hjælp af den orkestrale teknik, som han (i regelen i samråd med klipperen Geraldine Peroni) bruger i sin øvrige sædeskildrende praksis. Fordi filmen er fattig på egentlig handling, er der tid til at dvæle ved dansen og forvandle lydsiden til en mosaik af de mange versioner, som schlageren »My Funny Valentine« er blevet udsat for gennem tiden. The Company ender med at udtrykke de kvaliteter, som man savnede i Nicholas Hytners Center Stage (2000) og et par andre balletfilm fra årtusindeskiftet.

DET lyder prætentiøst og muligvis mildt latterligt, når Robert Desrosiers fortæller danserne om sine tanker med Blue Snake, som er en slags tantrisk ode til ånden fra 60erne. Men til slut er den blå slange slående smuk, og Mr. A. kan være stolt, fordi han så det fra begyndelsen. Modne danseres nedgangsår skildres. En akillessene brister så højt, at det kan høres, og McDowell har en fornem scene, hvor han husker de stjerner, som døde af AIDS. Der sættes dog ikke navn på erhvervssygdommen.

   Som essensen af æterisk er The Company lidt af en himmerigsmundfuld. Vaslav Nijinskij blev engang spurgt, hvordan han egentlig bar sig ad. Den legendariske danser forstod ikke helt. Så forklarede han: »Jeg springer bare op i luften og bliver hængende et øjeblik.« Anekdoten er muligvis apokryf – jeg har den fra historikeren Modris Eksteins – men det er et aftryk af denne mirakuløse lethed, som Robert Altman har fastholdt i The Company.

Se også Robert Altman | Raymond Carver: Short Cuts (1993) [Bogen og filmen]; Robert Altman: Kansas City (1996); Robert Altman: Dr. T & the Women [2000]; Robert Altman: Gosford Park (2001); Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006). 

Se også Darren Aronofsky: Black Swan (2010); Det store spring: Ballerina (2016); Bevægelsens grundstof: Pina Bausch 1940-2009; To versioner: Suspiria (1977/2018).  

 

The Company. Instr.: Robert Altman. Manus: Barbara Turner. Foto: Andrew Dunn. 112 min. USA 2003. Dansk premiere: 18.06.2004

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity

Filmen streames ikke, men kan stadig fås på dvd

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 18.06.2004 

Det store spring: Ballerina (2016)

DET STORE SPRING

Gode balletfilm er ikke det værste

Af BO GREEN JENSEN

BALLETDANS kan være den smukkeste blanding af kunst, musik og fysisk teater. Du skal bare se ordentligt efter.

   Animationsfilmen Ballerina udspiller sig i Paris. Året må være 1888, for der bygges stadig på Eiffeltårnet, som stod klar til verdensudstillingen i 1889. Filmens ene helt, drengen Viktor, bliver netop ansat hos arkitekten Gustave Eiffel, da han kommer til byen sammen med pigen Félicie, som altid har været hans bedste veninde.

   Jeg vil ikke narre nogen. Ballerina er nok mest til piger, og Félicie er helt klart heltinden i centrum. Hun og Viktor er vokset op på et hjem for forældreløse børn. Han er god til mekaniske ting, hun har altid drømt om at danse. De får skældud, når de prøver at stikke af, men nonnerne er gode nok. Senere, da det virkelig gælder, er det faktisk opsynsmanden, som hjælper Félicie med at nå frem til den afgørende prøve.

MEN først må hun gruelig meget igennem. Hun drømmer om at danse Svanesøen i den store operabygning, som også var ny i 1888. Men ingen vil give en begynder en chance, især hvis hun ikke har rige forældre og kommer fra den rigtige baggrund. Dét har konkurrenten Camilla, hvis nedrige mor, Marie Kongsgård, gør alt for at skubbe sin datter helt frem.

   Filmens budskab er netop, at der ikke findes nogen »rigtig« baggrund. Det vigtige er, at man danser fra hjertet, når man har mestret den svære teknik. Félicie snyder sig ind på balletskolen. Hun bliver trænet af Odette, som gør rent, men engang var »den bedste danser i sin generation«.

   Det siger Menander, som underviser pigerne og bestemmer, hvem der skal danse. Balletmesteren er heldigvis en god mand, der forstår at ændre mening. Først vil han bare af med Félicie. Så ser han, hvor meget hun kan. Faktisk bliver det vigtigt for Menander at give Félicie chancen.

IMENS flakker Viktor planløst omkring. Han reparerer spilledåsen, som er det eneste, Felicie har efter sin mor. Og han håber, at hun holder af ham.

   Ballerina er ikke stor i historien, men den er fantastisk flot tegnet, og det lykkes at gøre dansen så smuk og dramatisk, at man næsten glemmer tid og sted.

   Tidligt i filmen er Félicie fortryllet, da hun ser den voksne ballerina, som skal danse hovedrollen. Danserinden udfører det store spring, som kaldes le grand jeté på balletsprog.

TIL slut er der så dansekrig, og Félicie tager selv det store spring ud over operatrappen, mens tiden i biografen står stille. Det er mageløst. Selv Camilla synes, Félicie skal vinde. Men hendes mor har andre planer.

   Ballerina er enkel, flot og klart fortalt. Animationsstilen minder meget om Pixar-filmen Ratatouille, men filmen bliver sin egen, når Felicie danser ballet. Viktors opfindelser er også ret sjove. Du kommer op at flyve højt over Paris.

JEG så filmen med min yngste datter, som selv har gået til ballet i tre år. Vi var begge to begejstrede for le grand jeté, og hun kunne godt lide, når der blev trænet i slow motion. Du kan roligt medbringe hele familien. Gode balletfilm er ikke det værste.

Dagens blogindlæg er dedikeret til Ava Iris Green Lett, som endelig (med et års forsinkelse p.g.a. COVID-19-pandemien) kunne danse sin 5-års solo til Balletkompagniets Diplomoverrækkelse i Portalen den 20. juni 2021. Til voksne gæster anbefales Darren Aronofsky: Black Swan (2010), som er ballet noir, et psykologisk drama og en stor dansefilm i sin helt egen ret. 

Ballerina. Instr.: Éric Summer, Éric Warin, Mimi Maynard, Paulette Victor-Lifton. Manus: Éric Summer, Laurent Zeitoun, Carol Noble. Foto: Jericca Cleland. 89 min. Canada-Frankrig 2016. Danske stemmer. Frarådes under 7 år. Dansk premiere: 09.11.2017

Fotos: Quad Productions/ Sweet Chili Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Faktisk 10.11.2017

Darren Aronofsky: Black Swan (2010)

»DANDSE SKAL DU!«
Ballet noir for begyndere

Af BO GREEN JENSEN

DER er flere slags balletfilm, men for så vidt kun to hovedspor. Enten fokuserer man på glæden ved det fælles, de mange forskellige kræfter, som raser i ensemblet og ved kollektiv gejst bliver ét på den store premiereaften, hvor alting balancerer og forløses. Der kan nok være modgang, men grundatmosfæren er lys og heroisk. Sådan oplever man for eksempel ballettens verden i Robert Altmans The Company (2003).

   Eller også er enerens kamp hovedsagen. Man følger solistens arbejde og engagerer sig i hans eller hendes personlige baggrund. Det gælder egentlig uanset, om rammen er fiktiv eller dokumentarisk. Man når til at beundre disciplinen og begribe, hvorfor netop dette parti i denne opsætning bliver verdens vigtigste ting for en tid.

   I sidstnævnte kategori er en undergenre, man kunne kalde ballet noir. Det er dén, hvor dansen tager magten fra den enkelte danser. Grundstenen har gennem 70 år været The Red Shoes (1948), Michael Powell og Emeric Pressburgers farvemættede modernisering af H.C. Andersens eventyr »De røde Skoe« fra 1845. I Powells udgave bliver stjålen musik, rivaliseringen mellem to kompagnier og seksuel besættelse et bagtæppe for den sidste flammende dans til døden, som udføres af Moira Shearer.

TIL kernen af febrile balletfilm føjer sig nu Darren Aronofskys Black Swan. Natalie Portman har rollen som Nina Sayers, der på højden af sin bane får mulighed får at danse drømme- og dobbeltpartiet som Odette og Odile, den hvide og den sorte svane i Pjotr Tjajkovskijs uopslidelige Svanesøen (1877). Nina, der lever asketisk og paces frem af sin overbeskyttende mor (Barbara Hershey), som selv er forhenværende danser, vil gøre alt for at dreje og briste i lyset. Koreografen (Vincent Cassel) har dog ikke besluttet, om rivalen Lily (Mila Kunis) måske er et bedre valg til partiet.

   For Nina består problemet i at finde ind til den farlige side af selvet, så også de dæmoniske facetter kan forløses. Hun er derimod skabt til inkarnere den brusende hvide svane. For Lily er det omvendt. Koreografen opfordrer Nina til at udforske mørket, og han viger ikke tilbage for at presse hende seksuelt. Fra første færd har Nina syner, som kunne være hallucinationer. Hun er i øvrigt også ved at få vinger og lider af en vane med at skære i sig selv, som driver hendes mor til fortvivlelse.

FILMENS styrke ligger i den sammenbidte, stakåndede alvor. Vi ser med Ninas øjne og kan aldrig med sikkerhed skelne drøm og psykose fra virkelighed. Både dansernes verden og New Yorks natteliv, som Nina begynder at udforske sammen med Lily, er iscenesat med intens realisme. Nina vil om nødvendigt dræbe sin mørke tvilling for at danse baletten til ende. Dansen koster da også et liv, men begreberne slår en saltomortale, før spejlstumpen sidder i brystet til slut.

   Black Swan har alle den fødte klassikers træk. Ligesom i The Red Shoes er selve opførelsen af balletten højdepunktet, og skellet mellem dans og virkelighed viskes fuldkommen ud i den store finale. Natalie Portman yder en kompromisløs indsats, som Aronofsky gør alt for at maksimere. Af samme grund er filmen også et melodrama, der let kammer over i ren hysteri. Hvis man tvivler bare ét øjeblik, falder hele konstruktionen til jorden. Tricket udføres dog ret suverænt.

ARONOFSKY er manden bag genistregen Pi (1998), misbrugsskildringen Requiem for a Dream (2000), den holistiske scifi-fabel The Fountain (2006) og fribryderfilmen The Wrestler (2008). Black Swan rummer lidt af begge sidstnævnte. Og kimen til både Noah (2014) og Mother! (2017).

   Filmen fortjener at blive elsket, og mange vil gøre det uden forbehold. Mit går på graden af skævvreden psykologi. Så effektiv finalen føles, forekommer den meget gemacht. Endelig gentages ledemotivet så monomant, at man næsten når et mæthedspunkt med Tjajkovskijs vidunderlige musik.

   Mest imponerende er dæmonien, som er lige dele American Gothic, Dostojevskijs Dobbeltgængeren og den truende engel i Andersens barske, regulært foruroligende eventyr:

»Dandse skal Du!« sagde han, »dandse paa dine røde Skoe, til Du bliver bleg og kold! Til din Hud skrumper sammen som en Beenrads! Dandse skal Du fra Dør til Dør og hvor der boe stolte forfængelige Børn, skal Du banke paa, saa at de høre Dig og frygte Dig! Dandse skal Du, dandse --!«

   Georgina Parkinson fra American Ballet Theatre har trænet skuespillerne, som i særligt svære scener dubleres af danserne Sarah Lane og Maria Riccetto. Benjamin Millepied fra New York City Ballet har udført koreografien, og kompagniets dansere er udlånt af Pennsylvania Ballet. Komponisten Clint Mansell har bearbejdet Tjajkovskijs partitur, så filmens score bliver mere insisterende.

   Black Swan er højspændt, stram som wiren under en vaklende linedanser – og hele tiden i fare for at briste. Helheden skærer i sindet som glas, men blodet flyder dunkelt og smukt.

Se også Darren Aronofsky: The Fountain (2006); Darren Aronofsky: Noah (2014).

Se også Robert Altman: The Company (2003); Bevægelsens grundstof: Pina Bausch 1940-2009; Det store spring: Ballerina (2016); To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100].

Black Swan. Instr.: Darren Aronofsky. Manus: Mark Heyman, Andrés Heinz, John McLaughlin. Foto: Matthew Libatique. 108 min. USA 2010. Dansk premiere: 20.01.2011

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Fox Searchlight Pictures/ 20th Century/ SF Studios/ 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 01.04.2013

Anmeldelsen er fra Weekendavisen Kultur 21.01.2011

Bevægelsens grundstof: Pina Bausch 1940-2009

                   
»DANS, ELLER VI ER FORTABTE«

Pina Bausch lever i tre dimensioner

Af BO GREEN JENSEN

KOREOGRAFEN Pina Bausch (1940-2009) var leder af Wuppertals Danseteater, som hun etablerede i 1972 og drev i byens operahus.
   Her skabte hun 44 fysiske stykker, som gav genlyd verden over og blev indbegrebet af modernitet. Kirsten Dehlholms Hotel Pro Forma er den nærmeste danske pendant. Legenden kom også til København, hvor Tanztheater Wuppertal opførte Nelken (1982) i Torpedohallen i 1996. Arbejdet er dokumenteret i flere spillefilm, bl.a. Pedro Almodóvars Tal til hende (2002). I Federico Fellinis Og skibet sejler (1983) kan man se Pina Bausch som prinsesse Lherimia.*
   Filmskaberen Wim Wenders var ved at realisere et længe planlagt arbejdsportræt, da Bausch fik konstateret kræft og døde 68 år gammel i sommeren 2009. Hans film blev derfor en blanding af hyldest og gravskrift. I Bauschs ånd blev den også et eksperiment. Pina er produceret i 3D-formatet, som sædvanligvis er forbeholdt action- og animationsfilm. 3D er ofte en overflødig og faktisk generende gimmick, men det gælder ikke i Wenders’ version. Tværtimod gør filmen en fordom til skamme: Det er altså muligt at skabe meningsfuld filmkunst i tre dimensioner.

WENDERS har valgt at citere fire hovedværker: Frühlingsopfer (1975), Café Müller (1978), Kontakthof (2000) og Vollmond (2006). Smukkest er begyndelsen og slutningen, hvor truppen forlader teatret og går på række gennem landskabet. Danserne siger de samme ord og gentager fire gestus synkront, én for hver årstid. De bliver ved, til bevægelsen ikke giver mening og alligevel giver al mulig mening. I Vollmond skabes dansen ved hjælp af vand, som bliver slynget og kastet. Bausch bruger aldrig kroppen som ciffer. Hun dyrker den som hvert menneskes udtryk.

   Gentagelsen er det grundlæggende i Bauchs koreografier, der som regel foldes ud i tableauer. Café Müller udspiller sig i en sal fuld af borde og stole, som danserne bakser med, sætter til side og kæmper sig imellem, som gjaldt det eksistentielle forhindringer, de udtjente møbler et liv hober op. Et par repeterer en given sekvens. Hun omfavner ham, bliver stødt væk, falder om, kravler op og begynder igen. Det fortsætter i en uendelig sløjfe. Der er ikke én bevægelse, som samler dansen hos Pina Baush. Det er summen af dem alle, som skaber »kunstværket i den mekaniske reproduktions tidsalder«.

FOR Bausch var det livsnødvendigt at danse. Filmen tager sit motto – »tanzt, tanzt, sonst sind wir verloren« – fra et essay af koreografen. Bausch var ikke interesseret i at skelne mellem danseren og dansen. Hun blev kendt for at inddrage kunstnerens psykologi. Hun førte lange, terapeutiske samtaler med sine 36 dansere og bad hver af dem trække på sin erindring. På den måde blev hver enkelt aften unik.

   I samme ånd lader Wenders danserne tale i stærkt stiliserede udsagn, som alle lovpriser det døde geni. Dét fungerer mindre godt. Man havde hellere set ti tætte minutter med Bausch i fokus op gennem tiden. En række optrin for to dansere er opført på udvalgte steder i Wuppertal, bl. a. i byens højskinnebane. De tangerer det banale. Det gør scenerne fra teaterrummet sjældent. De besidder en ydmyg selvfølgelighed, som er velgørende efter så mange balletfilm, der knæsætter den dramatiske solo.

PINA er ganske enkelt et pragtværk. For første gang bliver 3D-formatet et redskab, der tjener bevægelsen og stofligheden i stedet for blot at chokere og imponere. Filmen fik premiere på Berlinalens 3D-dag i 2011. Samme dag kunne man se Werner Herzogs ikke mindre betagende Cave of Forgotten Dreams, hvor 3D-teknikken bliver brugt til at udforske de første menneskers hulemalerier i Chauvet i Sydfrankrig. De tyske dokumentarfilm er til dato de bedste argumenter for 3D-formatet som kunstnerisk virkemiddel.**

   Wenders har altså igen skabt en film, der konsoliderer hans status som europæisk art cinema-mester. Han har atter gjort det næsten uforvarende, som tilfældet var med musikdokumentaren Buena Vista Social Club (1999), der på samme måde kom ud af det blå, efter en række svage fiktionsfilm. Den forvrøvlede Palermo Shooting (2008) misbrugte sine gode ideer og bar præg af at være skabt af en mand, som ingen turde sige nej til.***
   Med Pina er han tilbage i fortroppen. Det er en varm og forbløffende vellykket film, som også kan ses i almindelig 2D.

*) Der er mange udmærkede tv-film om Pina Bausch og Tanztheater Wuppertal. En af de mest interessante er Chantal Akermans Eines Tages fragte mich Pina... (1983), som på engelsk hedder enten On Tour with Pina Bausch eller One Day Pina Asked. Anne Linsel lavede dokumentaren Pina Bausch til tysk tv i 2006. Her er hele den faktuelle indramning, som Wenders fravælger i sit portræt. Bausch skrev og instruerede selv Die Klage der Kaiserin (1990, eng. The Complaint of an Empress), som blev vist på Berlinalen i 1990.     

**) Ti år mere med 3D har ikke ændret dette forhold. 3D beriger animationsfilm og forstærker oplevelsen i effektfilm, men kun superheltegenren har brugt teknikken konstruktivt. I et længere perspektiv bliver 3D et overgangsfænomen, forløberen for VR-formatet. I 2016 filmatiserede Wim Wenders et teaterstykke af Peter Handke, Die schönen Tage von Aranjuez. Ein Sommerdialog (2012). Dialogen føres i en forfatters hus, i arbejdsværelse, køkken og have. Der er ingen fysisk dramatik, men filmen er optaget i ægte 3D. Føjer det noget til værket? Det gør i hvert fald lige dén samtale mere interessant. 

***) Både Wenders og Herzog er fortsat i dette mønster. Herzog er en enestående dokumentarist, der i essayform tænker og taler med mediet, men fiktionsfilmen Queen of the Desert (2015) – med Nicole Kidman som Gertrude Bell, et kvindeligt sidestykke til T.E. Lawrence (of Arabia) – er et anakronistisk forsøg på at føje en ikke-eksisterende mainstream. Wenders afleverer fornemt bestillingsarbejde i The Salt of the Earth (om fotografen Sebastião Salgado), Berlin-segmentet i Cathedrals of Culture (2014) og portrættet af Pope Francis: A Man of His Word (2018). Men fiktionsfilmen Submergence (2017) er om muligt værre end Palermo Shooting. Det sidste hovedværk er og bliver tidehvervsfilmen In weiter ferne so nah! (1993, da. Så fjern, så nær!). De sidste gode fiktionsfilm var Land of Plenty (2004) og Don't Come Knocking (2005), en fortsættelse til Paris, Texas. 

Pina. Instr. og manus: Wim Wenders. Foto: Hélène Louvart. 100 min. Tyskland-Frankrig-Storbritannien 2011. Dansk premiere: 12.01.2012

Fotos: Donata Wenders/ Neue Road Movies/ Peter Lindbergh/ Ulli Weiss/ Pina Bausch Foundation/ The Criterion Collection

Pina streames på FILMSTRIBEN og Grand Hjemmebio 

2K Blu-ray + Blu-ray 3D fra Warner Bros. [Deluxe Edition] 30.09.2011

2K Blu-ray + Blu-ray 3D fra The Criterion Collection [spine #644] 22.01.2013

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 13.01.2012