ABBA | The Movie (1977) | Mamma Mia! (2008) | Voyage (2021)

TIL ÆRE FOR ABBA

Sangenes liv i den evige jukebox

Af BO GREEN JENSEN

BENNY Andersson (f. 1946) og Björn Ulvaeus (f. 1945), arkitekterne bag ABBAs sange, har altid vidst, at de var til mere end flygtige pophits. En overgang stod de alene med drømmen om at skabe noget varigt, for i bandets egen tid – det svenske verdensnavn var aktivt 1972-82 – kunne man ikke abstrahere fra de futuristiske kostumer og den maskinelle produktion.

   Faktisk græd man tørre tårer, da de fire medlemmer gik hver til sit. ABBA var en industri, og i 1980erne foragtede vi dem. Man gik stille med sin kærlighed, hvis man trods alt kunne høre noget i musikken.

   Mens Agnetha Fältskog (f. 1950) og Anni-Frid Lyngstad (f. 1945) gik mere eller mindre helhjertet ind i deres respektive solokarrierer, skyndte Benny og Björn sig at lægge afstand til schlagerne. De mente, at de kunne forene deres tæft for hurtige melodier med ambitionen om det gennemkomponerede værk, hvis de skrev en såkaldt rockopera. Gerne noget i stilen fra Andrew Lloyd Webber og Tim Rice, som dengang var konger på musicalscenen. Kun Stephen Sondheim (1930-2021), formens amerikanske klassicist, gav de britiske løver en smule modspil.

SVENSKERNE tog ikke fejl. Problemet med Chess (1984) var vel netop, at sangene lød mere som Webber og Rice end som Andersson og Ulvaeus. Til og med skrev Rice den engelske libretto. Det kyniske blik på koldkrigens politiske teater var derfor det samme som i Evita, og melodierne lagde sig meget efter Webbers skabelon.

   Chess var en kæmpesucces alle vegne, men skønt forestillingen indeholdt mindeværdige sange som »Anthem«, »One Night in Bangkok« og »I Know Him So Well«, fik den aldrig ægte klassikerstatus, og Andersson og Ulvaeus har ikke gentaget eksperimentet med det grænseløse musikteater.

   Til gengæld skrev de tre-akteren Kristina från Duvemåla, som havde urpremiere på Storan Malmö Musikteater i oktober 1995. Denne musical efter Vilhelm Mobergs Utvandrarna var et ambitiøst forsøg på at skabe noget nordisk og autentisk. Af samme grund blev succesen størst i Sverige, men det er værd at finde cd-sættet og genopdage sangene.

   Hvis Chess havde reminiscenser af 1970ernes rockmusical, pegede Kristina i retning ad det moderne musikalske melodrama, som blev normen efter Alain Boublil og Claude-Michel Schönbergs Les Miserables. Der var dog også hopsa i Anderssons score, og Ulvaeus’ libretto var nordisk til benet. Faktisk kunne man høre, at to svenske mænd havde skrevet Kristina, men man ville ikke gætte på ABBAs gulddrenge.

IMENS var ABBAs sange som tamagotchier, der holdes i live af hengivne fans. De havde fortsat betydning, og efterhånden som man lagde afstand til – eller så nostalgisk tilbage på – periodens ydre virak og glimmer, stod det klart, at man havde undervurderet materialets slidstyrke. Døgnfluerne var langtidsholdbare, og bag lallehits som »Voulez-Vous« og »Ring Ring« kunne man ane en støt strøm af rigtige sange med stor dybdevirkning, »Knowing Me, Knowing You«, »The Name of the Game« osv.

   ABBA vandt i agtelse, da Elvis Costello citerede klavergrebet i »Dancing Queen« på »Oliver’s Army« fra Armed Forces (1979). I 80erne greb hyldesten om sig. Ulvaeus optrådte sammen med U2, og på sene kompositioner som »The Day Before You Came« – et outtake fra det sidste ABBA-album The Visitors (1981), der udkom som single i oktober 1982 – kan man høre hitlyden vokse i retning ad rædselsårtiets mere begavede techno.

   Efterhånden blev det sædvane, at nihilistiske punkbands nævnte ABBA som helte og inspiratorer. For dem at se havde kraften overvintret hér, da 1970ernes konceptbaserede progressive rock dominerede scenen.

   I 1990erne fulgte den selvforstærkende revival med kopiorkestre, kritisk rehabilitering og generel opskrivning af ABBA til et navn på niveau med The Beach Boys, The Bee Gees og andet uforgængeligt popguld. Efterhånden inddrog man også The Beatles i sammenligningen, og kompilationerne ABBA Gold (1992) og More ABBA Gold (1993) blev for Andersson og Ulvaeus, hvad de røde og blå dobbeltalbums med Beatles-hits havde været for den Lennon-McCartney’ske sangskat. Her kunne nye generationer begynde.

EFTER 2000 er kanoniseringen fuldbragt. I kraft af stadig mere overdådige boxsæt – i 2005 kapitulerede jeg selv og købte den lyseblå velourbox med ni komplette remasters, gavmildt arkivmateriale og to dvd’er – kan man bedre høre de mange lag i musikken. Det er svært at forstå, hvad man havde imod den. Og dog: det er stadig svært at leve med discodrønet, som kører i bunden af samtlige arrangementer. Man bliver bims efter tyve minutter, men man kan værdsætte håndværket og inspirationen.

   I parentes bemærket har Benny Andersson sagt noget af det klogeste om inspiration, jeg har hørt. Uanset hvad dagen bringer, går han ned og sidder en time ved klaveret i sit sangskriverværksted. For det er muligt, at der ikke kommer noget ud af seancen, men hvad nu hvis ideerne kom, og han ikke var på sit kontor til at skrive dem ned?

ALLE fire ABBA-medlemmer har haft et ambivalent forhold til genopdagelsen. De har naturligvis sat pris på at kunne leve af indtægterne fra de ca. 400 mio. albums, som er solgt på verdensplan, men de har lagt distance til idoltiden. Vist godkendte Andersson og Ulvaeus den forestilling, som Judy Craymer i 1999 producerede på Prince Edward Theatre i Londons West End – hvor Mamma Mia! The Musical stadig spiller for fulde huse – men de havde intet at gøre med opsætningen. Først var der da også en snert af ironisk betagelse i ABBA-renæssancen, men efterhånden fik sangene nyt liv på deres egne præmisser.

   Craymer havde produceret Chess tilbage i 80erne. Det var hende, der kunne høre mulighederne i ABBA-materialet og fik ideen til at skabe et show, som brugte de gamle sange i ny sammenhæng. Dramatikeren Catherine Johnson blev sat til at skrive historien, som teaterinstruktøren Phyllida Lloyd iscenesatte. Mamma Mia! er kvindernes rare klenodie.

   Forestillingen er oversat til 8 sprog, opført 20 steder og set af 30 mio. mennesker. Man vidste fra musicals som Grease, The Rocky Horror Show og Hairspray, at der var basis for forestillinger, som involverede publikum aktivt. Mamma Mia! var dog et af de første eksempler på den såkaldte jukebox musical, hvor én kunstners sangværk bliver stjernen.

DET er en besnærende lille historie, som viser sig at være ret dyb. På afstand ligner synopsen et påskud for omfattende audience participation, men faktisk er der mere i sagen.

   På den græske ø Kalokairi, hvor selve Afrodites Kilde siges at springe, driver britiske Donna et slidt hotel. Tilbage i 80erne anførte hun glamrocktrioen Donna & The Dynamos. Hun var forelsket i amerikaneren Sam, som imidlertid rejste hjem til sin forlovede, hvorfor Donna i hastigt tempo trøstede sig med englænderen Harry og australieren Bill. Hun fik et barn og blev boende i solen. Hun vidste ikke, hvem af de tre, der var far til datteren Sophie.

   Nu skal Sophie giftes. Hun finder Donnas dagbog fra dengang og inviterer de mulige fædre til bryllup. Donna indbyder Rosie og Tanya, de oprindelige Dynamos. Forestillingen er fuld af trioer. Med den lokale befolkning som kor og ballet er det således muligt at opføre 20 ABBA-hits i en scenografi, som arbejder kreativt med de prosaiske omgivelser.

   Den banale historie er helt i sangenes ånd. Her har det altid handlet om at formidle almindelige menneskers drømme, være »Dancing Queen« og stråle fredag aften, før man møder på kontoret mandag morgen. Der er også sange om at få børn og blive ældre. Alle kender melodien. Alle nærer drømme, som kompromitteres med tiden.

I MAMMA Mia! The Movie er den britiske musical overført til biograflærredet med stor energi og betydelig flair for den ændrede ramme. Trioen bag teaterudgaven er også ansvarlig for filmversionen: Lloyd har instrueret, Johnson har bearbejdet sit eget manuskript, Craymer har igen produceret – nu dog i ledtog med Ulvaeus og Andersson, som de seneste år er blevet mere entusiastiske omkring den lille syng-med-musical.

   Måske erkender sangskriverne, hvad deres publikum længe har vidst: at dette ikke er billige hits, men selve livsværket, de havde i sig. Sceneversionen er arrangeret af Martin Koch, som også dirigerer den britiske opsætning. På filmens soundtrack har Benny Andersson overtaget disse funktioner, fordi han fandt det vigtigt at genskabe den autentiske ABBA-lyd. Både Andersson og Ulvaeus gæsteoptræder i glimt, tekstforfatteren som gud på Olympen, komponisten som orkesterleder ved havnen på øen, hvor samtlige scener udspilles.

MERYL Streep har hovedrollen som Donna. Hendes veninder spilles af Julie Walters og Christina Baranski, mens fædrene gestaltes af Pierce Brosnan, Colin Firth og Stellan Skarsgård (australieren Bill Austin er til lejligheden blevet svenskeren Bill Andersson). Fra film som Mike Nichols' Postcards from the Edge (1990) og Robert Altmans A Prairie Home Companion (2006) ved man, at Streep har en udmærket stemme, men hvad med Brosnan, Firth og Skarsgaard? De synger troværdigt, ikke som stjerner, men som mænd i halvtredserne nu engang gør, hvis ellers de kan ramme en tone.

   Amanda Seyfried og Dominic Cooper forsvinder i rollerne som det unge par, der skal giftes. Det er Streep, der bærer filmen, men det er overraskende følelsesladet, ja faktisk oprigtigt bevægende, da Pierce Brosnan til slut synger »When All Is Said and Done« (som er indføjet i filmen, mens »Knowing Me, Knowing You« er taget ud). Streep brænder afstanden væk med en højdramatisk udgave af »The Winner Takes It All«. De gamle glimmerhits er gode påskud for Donna & The Dynamos til at optræde sammen – på meget slap line – igen.

TIL slut ser man også mændene glitre. Som i klassiske filmmusicals er intrigen gribende enkel, og alle tre oplever at have faderfølelsen, som de reagerer vidt forskelligt på. For det modne segment, der er filmens primære målgruppe, vil Mamma Mia! være uafbrudt underholdende, stedvis også livsklog og næsten altid charmerende. Blot må man vænne sig til, at det høje spil fra scenen er reproduceret, hvilket gør især begyndelsen skinger. Alle forældre vil endelig fatte, at »Slipping Through My Fingers« er en meget stor sang.

MAN kan ikke synge med i biografen. Til gengæld foldes plottet ud i en slags virkelighed, som modvirker præget af filmet teater. Mamma Mia! er optaget på øerne Skiathos og Skopelos.

   Det bliver næsten en pointe, at den lille musical fra begyndelsen var baseret på Melvin Franks amerikanske Bueno Sera, Mrs. Campbell (1968), en lanceringsplatform for Gina Lollobrigida. I den gamle film kan en mor have fået sin datter med tre af de amerikanske soldater, som befriede Italien under 2. Verdenskrig.

   Det er ikke verdensomstyrtende drama, men Mamma Mia! er blevet en eftertænksom og vellykket filmmusical, som forstår at udnytte formens love og regler. Den står og falder med sine sange, som næppe har fungeret bedre i nogen sammenhæng. Det skulle da være på lydsporet til vores liv, hvor den ærlige tilskuer vil erkende, at forbavsende mange sekvenser har været ledsaget af ABBAS musik.

2010erne markerede ABBAs 50-år. I tilbageblik avancerede de fra retro og kitsch til klassisk kultur og umistelig pop. For Andersson begynder rejsen i The Hep Stars (1963-71); for Ulvaeus i The Hootenannny Singers (1961-74). De var veteraner allerede, da de skrev den første sang (»Isn’t It Easy to Say«) sammen i 1966.

   Frida Lyngstad kom fra The Anna-Frid Four (1967) og forskellige norske soloprojekter. Ulvaeus producerede hendes hit »Min egan stad« i 1971. Agnetha Fältskog er yngre end de andre. Hun arbejdede sig op (på X Factor-vis) i lokale talentkonkurrencer. Som 18-årig solgte hun 80.000 eksemplarer af »Jag var så kär«, som hun selv havde skrevet.

   Fältskog blev gift med Ulvaeus i 1970. Lyngstad blev skilt fra Ragnar Frederiksson, som hun havde to børn med, og forlovet med Andersson i 1970 – de blev gift i 1978. De to par begyndte så småt at optræde sammen som Festfolket. I 1973 blev »Ring Ring« ikke valgt som årets svenske bidrag til Eurovision Song Contest. På albummet Ring Ring er de endnu bare Björn & Benny, Agnetha & Anni-Frid. Akronymet ABBA blev taget i brug samme år.

   Producer og manager Stig »Stikkan« Andersson (1931-1997) var en benhård blanding af Colonel Tom Parker, Brian Epstein og George Martin. Han lagde en strategi for næste års svenske Melodifestivalen og var med til at formgive »Waterloo«, som vandt det internationale Melodi Grand Prix i 1974. 

    Sangen ramte plet alle steder. Da Eurovision Song Contest fyldte 50 år i 2005, blev »Waterloo« valgt som vindersangen over dem alle. De futuristiske kostumer var generelt inspireret af britisk glam rock og i særdeleshed af The Sweet og David Bowie i Ziggy Stardust-fasen.

   Otte studiealbum udkom fra 1973 til 1981. ABBA havde 48 singlehits på ti år. De var samtidig gennem så mange rutscheture, at begge ægteskaber blev opløst – Fältskog/Ulvaeus i 1980; Lyngstad/Andersson i 1981. Efter 1982 ophørte også det professionelle samarbejde for en lang periode.

KONCERTFILMEN ABBA: The Movie (1977) dokumenterer den australske del af verdensturneen, som parrene foretog efter Arrival (1976) og før ABBA: The Album (1977). Målet var altid »at knække« det amerikanske marked. Det lykkedes eftertrykkeligt i april 1977, da »Dancing Queen« (fra Arrival) blev nummer ét på hitlisten i Billboard.

   Som alle gruppens videoclips er ABBA: The Movie instrueret af Lasse Hallström, der blev en slags betroet kronikør. Turnefilmen skildrer ærligt de udfordringer og konflikter, der lidt senere førte til bruddet. Man fornemmer, hvor fejlene findes og forstår, hvor hårdt koncertlivet er.

   Især fremgår det, at Fältskog er træt af at blive filmet bagfra – og at Lyngstad er træt af at høre om Fältskogs enestående stemme. Kvinderne vil have et liv, mændene vil arbejde mere. Filmen er for ABBA, hvad Let It Be (instr. Michael Lindsay-Hogg, UK 1970) var for The Beatles, og på samme måde er der sikkert stof til en mere forsonlig Get Back (instr. Peter Jackson, UK-USA 2021) i de omfattende fraklip.

   De fire brugte tyve år på at distancere sig fra ABBA-tiden. I 2000erne begyndte de så småt at være stolte. I 2010erne genoptog de samarbejdet. To nye sange udkom i 2018. Med coronaforsinkelse gik ABBA i Ealing-studiet i England den 22. september 2020. Her begyndte optagelserne til albummet Voyage, som udkom den 2. september 2021.

   Et sceneshow med virtuelle »avatarer« har længe været planlagt, men i 2022 synes det snarere at være et spørgsmål om tid, før de fire simpelt hen optræder analogt sammen igen. Vi har vel alle lært noget om nærvær af COVID.*

VOYAGE-albummet er stilren ABBA og behageligt at lytte til. Der er ingen banebrydende sange. På samme måde er filmen Mamma Mia! Here We Go Again (2018) først og fremmest en anledning til at samle tyve sange mere op. Der er gået fem år siden brylluppet, og Sophie forbereder genåbningen af Hotel Bella Donna. Filmen kommer ikke på helt samme måde fra hjertet.

   Det gør derimod den nye musik, selv om den bliver skabt på rutinen. I 2022 er Lyngstad og Ulvaeus fyldt 76; Andersson er 75; Fältskog, den yngste, er 71. Af alle solopladerne holdt jeg mest af hendes My Colouring Book (2004), et album med coverversioner, hvor hun synger Jackie Shannons »When You Walk in the Room« med samme inderlighed som Karla Bonoff.

   De velkonserverede pensionister er som en traditionsrig forlystelse i Tivoli. Alle elsker dem nu, hvor »Happy New Year« (fra Super Trouper-albummet 1980 og med et stemningsfuldt videoclip, der er optaget hjemme i stuen hos Lasse Hallström) er blevet Nettets officielle nytårssang. »Thank You for the Music« (fra mini-musicalen The Girl with the Golden Hair på ABBA: The Album og egentlig »bare« B-siden til slagnummeret »Eagle«) er blevet sangen, vi synes samler det hele. 46 år efter Arrival er ABBA endelig landet for real & for good.

Happy New Year

Happy New Year

May we all have our hopes, our will to try

If we don't we might as well lie down and die...

*) Stadionkomplekset ABBA Arena med den virtuelle koncertoplevelse ABBA Voyage åbnede i Queen Elizabeth Olympic Park i London den 27. maj 2022. Efter tre år er det stadig blandt de mest søgte musikalske valfartssteder. Henved 2 mio. billetter er solgt. I marts 2024 blev alle fire ABBA-medlemmer udnævnt til kommandører af Sverige. Gruppens 50 år blev fejret med flere helaftensprogrammer i SRTV, hvor de næsten optrådte sammen igen. Dokumentaren ABBA: Against the Odds (instr. James Rogan, BBC 2024) er den seneste officielle fejring. ABBA – imod alle odds streames bl.a. på TV2 Play.

Mamma Mia! The Movie. Instr.: Phyllida Lloyd. Manus: Catherine Johnson. Foto: Haris Zambarloukos. 108 min. USA-UK-Tyskland 2008. Dansk premiere: 11.07.2008.

Mamma Mia! Here We Go Again. Instr.: Ol Parker. Manus: Ol Parker, Richard Curtis, Catherine Johnson, Judy Craymer. Foto: Robert D. Yeoman. 114 min. USA-UK-Japan 2018. Dansk premiere: 19.07.2018.

ABBA: The Movie. Instr.: Lasse Hallström. Manus: Lasse Hallström, Robert Caswell. Foto: Jack Churchill, Paul Onorato. 95 min. Sverige-Australien 1977. Dansk premiere: 26.12.1977.

Fotos: Universal International Pictures (Peter Mountain)/ Polar Music/ DisCogs/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Mamma Mia! The Movie streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios [10th Anniversary Edition] 01.05.2018

Mamma Mia! Here We Go Again streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios [Sing-Along Edition] 26.11.2018

Abba: The Movie streames på TV2 PLAY

2K Blu-ray fra Universal Music 27.10.2008

Ajourført version af filmanmeldelse – med rubrikken 'Tak for musikken' – i Weekendavisen Kultur 11.07.2008.

Klassiske karakterer: Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018)

NÅR LEGETØJ BLIVER LEVENDE

E.T.A. Hoffmanns Nøddeknækkeren

Af BO GREEN JENSEN

HER er en helt anden slags julefilm. I det gamle London gør familien Stahlbaum sig klar til at gå til fint julebal. Far (Matthew Macfadyen) er stolt af sine børn. Han håber at få en dans med hver datter. Familien gør sit bedste, men de er alle sammen triste, fordi Mor (Anna Madeley) ikke længere lever.

   Hver af pigerne får en gave med en besked fra deres mor. Clara (Mackenzie Foy) får et æggeformet smykkeskrin, som hun ikke kan åbne. Hun er ellers god til mekaniske ting. Så følger hun en gylden tråd i sin søgen efter nøglen – og står med ét i Juletræsskoven, hvor forbløffende eventyr venter.

   Her husker alle Dronning Marie, Claras mor, som skabte rigerne, da hun var barn. Clara møder kaptajn Philip (Jayden Fowora-Knight), den standhaftige nøddeknækkersoldat, som holder vagt ved broen til det fjerde rige. Før hed det Forlystelsesland. Her hersker Dronning Rød, som alle frygter. 

   De andre tre riger tilhører nu Musekongen. Clara finder nøglen, men musene tager den. Hun og Philip rejser gennem Sneflokkeland, Blomsterland og Snoldeland. Hun møder Musekongen. Ingen er, hvad de giver sig ud for. Heller ikke feen Sukkergodt, som gerne vil være veninde.

   Alt er skævt og svimlende. Der er gode ønskedrømme og flotte, mørke mareridt. Det er en verden i dyb ubalance. Sådan har det været, siden dronning Marie forsvandt. Nu kan Clara måske rette tingene op.

   Måske vil hun tilgive sin far. Måske er den rustrøde dronning ikke så ond. Det begynder og slutter som i de bedste fortællinger. Clara oplever noget i fantasien og vender klogere og stærkere tilbage til virkeligheden.

TYSKEREN E.T.A. Hoffmann (1776-1822) skrev flere slags fantastiske historier. Nogle var muntre, andre uhyggelige og makabre. Ofte var det lyse og det mørke blandet sammen. Han inspirerede andre, som læste hans tekster, bl.a. H.C. Andersen, der havde flere ideer fra Hoffmann.

   Eventyret om Nøddeknækkeren og Musekongen fra 1816 er en af de første julehistorier, hvor Julen ligner den jul, som vi kender. Det er også en af de første historier, hvor legetøj bliver levende. Der ville ikke være eventyr som »Hyrdinden og skorstensfejeren« – eller animationsfilm som Toy Story-serien – uden Hoffmans Nøddeknækkeren.

   Den sælsomme fortælling blev først oversat til dansk i 1984, men vi har altid vidst, hvem Hoffmann var. I 1880 skrev franskmanden Jacques Offenbach en opera, som hedder Hoffmanns Eventyr. Den blev i 1951 til en film af englænderen Michael Powell, som allerede havde brugt H.C. Andersen i balletfilmen De røde sko (1948).*

   I 1892 skrev russeren Pjotr Tjajkovskij musik til den traditionsrige ballet, som stadig bliver opført hver jul, bl.a. på Det Kongelige Teater. Selv Barbie og hendes dukkeveninder har danset til musikken fra Tjajkovskis Nøddeknækkeren.

 

JEG nævner disse ting, fordi Disney-filmen bruger lidt af det hele: Tjajkovskijs musik, Hoffmanns ret uhyggelige fortælling (hvor musekongen er ond og har syv hoveder) og de fantastiske scener fra Powells opera/ballet-film.

   Nøddeknækkeren og de fire kongeriger er som en serie af drømme, der skifter farve uafbrudt. Du tænker på andre eventyrlande som Narnia, Neverland/Ønskeøen og Oz. Uniformerne giver det hele en aura af The Beatles og Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band.

   Før i tiden kunne man ikke skabe billeder digitalt. Filmfolkene måtte bygge rekvisitter og modeller. Det skabte en naturlig begrænsning for, hvor højt et eventyr kunne flyve. Nu kan alt lade sig gøre. Det kræver så, at kunstnerne har disciplin og vision og god smag.

   Det synes jeg faktisk, at Nøddeknækkeren har. Filmen er instrueret af svenskeren Lasse Hallström, som har arbejdet i USA i mange år, men som engang lavede gode nordiske tv-serier som Alle vi børn i Bulderby. Han har ikke glemt, hvordan man fortæller, så børn hører efter.

   Nøddeknækkeren og de fire kongeriger bliver kritiseret for ikke at være original. Måske har trætte, voksne anmeldere set mange piger som Clara. Det er ikke dit problem. Jeg har nu ikke set lige præcis denne historie før.

   Jeg har til gengæld set den samme massive brug af surrealistiske effekter i film af Tim Burton og Terry Gilliam. Det er sanseudvidende billedstof. Du skal bare give dig hen til fantasien. Det nytter ikke at sidde og være logisk, når drømmemaskinen for alvor tager fart.

SOM en hyldest til forfatteren, der satte mytologien i gang, har Nøddeknækkeren kaptajn Philip fået efternavnet Hoffman. En masse berømte skuespillere medvirker, bl.a. Keira Knightley (som feen Sukkergodt) og Helen Mirren (som Dronning Rød). Men det er den nu 20-årige Mackenzie Foy – som var 16, da filmen blev indspillet – der brænder igennem og bærer det hele som Clara.

   I hvert fald er filmen et godt juletilbud. Når du næsten har kvalme af nuttede nisser, vil Nøddeknækkeren virke som modgift. 

*) Nøddeknækkeren udkom for første gang uforkortet i 1985, oversat af Villy Sørensen (1929-2001) og illlustreret af amerikaneren Maurice Sendak (1928-2012), der er endnu bedre kendt for Where the Wild Things Are (1963, da. Villy Vilddyr; Landet med de vilde krabater), In the Night Kitchen (1977) og Outside Over There (1981). Sendak modtog H.C. Andersen-medaljen i 1970 og fik som den første Litteraturpriset til Astrid Lindgrens Minne i 2003. Forlaget Apostrof købte udgivelsen for Sendaks illustrationer, men Villy Sørensen oversatte teksten efter den originale tyske udgave. Michael Powell og Emeric Pressburgers The Tales of Hoffmann (1951) var en kostbar og meget ambitiøs film for sin tid. Den er uden dialog og lader Offenbachs opera opføre til balletsekvenser, som er koreograferet til filmen af Frederick Ashton. The Tales of Hoffman blev restaureret i 4K i 2015 og er udgivet på blu-ray af The Criterion Collection. Den er ikke så vellykket som The Red Shoes. Snarere et præstationsbevidst stykke, der stiver sig af med elitekultur. Realfilmens svar på Fantasia, om man vil.

**) Medinstruktøren Joe Johnston (f. 1950) er manden, der pustede liv i den undervurderede The Rocketeer (1991), som var en hyldest til gamle tegneserier og føljetonfilm. Han instruerede realfilmsekvenserne i den halvt animerede The Pagemaster (1994, da. Bøgernes Herre), hvor Macaulay Culkin slår hovedet og bliver ført ind i klassiske eventyrromaner, mens han ligger bevidstløs på gulvet i biblioteket. Johnston havde mere kommercielt held med den første og bedste version af Jumanji (1995) og tredje del af Jurassic Park-sagaen (2001). Han landede i Marvel-universet med Captain America: The First Avenger (2011). Johnstons første film var Honey, I Shrunk the Kids (1989, da. Skat, børnene er skrumpet). Den mest personlige er sikkert October Sky (1999), som foregår i det amerikanske Midtvesten i 1957, da Sovjetunionens opsendelse af Sputnik 1-satellitten indleder rumalderen og vækker bekymring, misundelse og længsel i lige doser. To teenagebrødre bliver inspireret til at bygge deres egne raketter. De følger drømmen, som Johnston fulgte sin. Det har ofte været hans rolle at rydde op i og reparere på andres projekter. På Nøddeknækkeren instruerede han scener, som blev skrevet og tilføjet, da Lasse Hallström havde forladt projektet. 

Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (The Nutcracker and the Four Realms). Instr.: Lasse Hallström, Joe Johnston. Manus: Ashleigh Powell (efter tekst af E.T.A. Hoffmann og koreografi af Marius Petipa). Foto: Linus Sandgren. 99 min. USA 2018. Dansk premiere: 01.11.2018

Fotos: Walt Disney Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ SF Studios/ FilmAffinity/ Forlaget Apostrof (Maurice Sendak)

Filmen streames på Blockbuster, Disney+, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies.

Trykt første gang i Weekendavisen Faktisk 02.11.2018 

Federico Fellini: Casanova (1976) | Klassiske karakterer

TO GANGE CASANOVA

Fellinis fortegning og Hallströms idyl 

Af BO GREEN JENSEN

FELLINIS Casanova har aldrig været populær, heller ikke blandt mesterens tilhængere. Ved premieren i 1976 fik den en særdeles blandet modtagelse, og hverken det markante produktionsdesign, Donald Sutherlands indsats i titelrollen eller filmens hele karakter af filosofisk og erotisk manifest, kunne overbevise fanskaren om, at Casanova var et hovedværk.

   Federico Fellini (1920-1993) var altid mest elsket for sin varme og sit overskud. Tre år efter erindringsstyrken i Amarcord (1973), en på alle måder vidunderlig film, kom kynismen og liderligheden i Casanova som en kold spand vand i ansigtet.

   Da filmen fyldte 30 år, blev den digitalt restaureret. Den eksemplarisk istandsatte udgave blev vist første gang på Venedig Festivalen i 2005. Venezia var Casanovas by, og eftersom Mostraen samme år præsenterede Lasse Hallströms Casanova i sit hovedprogram, var det oplagt at huske netop dén film af Fellini.

   Man kan sagtens finde fejl og mangler ved Fellinis stiliserede og manierede film. Imidlertid har den en stil, et filosofisk grundsyn og en bærende kunstnerisk idé. Det samme kan man dårligt sige om Hallströms solbeskinnede komedie, der dyrker den galante gavtyveside af Casanova-myten og lader Heath Ledger lægge damerne ned, uden at bekymre sig særligt om karakterens indre dæmoner.

DEN historiske skikkelse, Giovanni Giacomo Casanova (1725-98), var formentlig en blanding af Fellinis hvidkalkede libertiner og Hallströms vitale rosenkavaler. Han tjente de rige og levede af dem, fuskede med flere af tidens nye videnskaber og gjorde sig på legendarisk vis gældende som »forfatter, kardinalsekretær, officer, violinist, diplomat, historiker, falskspiller, tidsskriftredaktør m.v.«

   Jeg citerer her artiklen i Den Store Danske Encyklopædi. Mest berømt blev manden dog som en umættelig elsker, der i levende live inkarnerede myten om Don Juan. Casanova promoverede selv dette image i sin 12 bind store Mit livs historie (skrevet 1789-97, senest oversat 1962-68). Denne drabelige selvbiografi har med tiden fået status som en af litteraturens store sædeskildringer, en slags subversivt alternativ til Samuel Pepys’ lidt mere lødige Dagbog.

   Her ser den store forfører tilbage på bedrifter, der fandt sted i en tid, hvor han lignede Heath Ledger mere end Donald Sutherlands fugleagtige mand. Men i den sidste nedbrudte periode, da en fysisk og psykisk bankerot er total, lyder Casanovas stemme faktisk som den, der høres off screen hos Fellini: »Jeg er 58 Aar gammel, jeg kan ikke rejse til Fods og Vinteren staar for Døren. Naar jeg tænker paa at tage af sted for at genoptage mit Liv som Eventyrer, ser jeg mig selv i Spejlet, og jeg brister i Latter.«

   Donald Sutherland har beskrevet optagelserne som et rent mareridt. Samarbejdet kom dårligt fra start. Sutherland, som ikke talte italiensk, havde forberedt sig grundigt til rollen, men Fellini kasserede baggrundslitteraturen og forklarede sin stjerne, at han ikke interesserede sig for den Casanova. I stedet ville han bruge figuren til at kritisere en tiltagende følelsesløshed og kynisme i tidsånden.*

   En aktuel forbrydelse havde inspireret Fellini. To rige unge mænd havde voldtaget og dræbt en kvinde. Bagefter lagde de liget i bagagerummet på deres bil og gik til fest. Da liget blev fundet, forklarede mændene, at kvindens død ikke rørte dem særligt, fordi hun ikke var nogen de kendte. Så på en måde kunne de heller ikke forestille sig, at andre kendte hende. De havde slet ingen følelser i forbindelse med deres ugerning. 

 

FELLINI syntes ikke om Casanova. Det er naturligvis nøglen til filmen, der anbringer sin indbildske titelfigur i en lang række dekadente tableauer, som føjer den sammen med Satyricon (1969) og Roma (1972). Casanova ser sig selv som en tragisk figur, når han dusker den ene perverse hertuginde efter den anden. I London oplever han for første gang, at han ikke kan få rejsning. Han står da på broen og hyler i mørket, klynker og raser mod de hårde kvinder, der forsvinder ind i tågen.

   Da Sutherland spillede scenen sådan, fik han endelig ros af Fellini. Indtil da havde optagelserne været et langstrakt helvede, fordi filmen som de optog ikke ville stemme overens med filmen, som Fellini havde i hovedet.

   »Han var ikke en seriøs person,« siger Sutherland om Casanova. »Han var et overfladisk menneske, som troede at han var en seriøs person.« Det hårde skudsmål passer afgjort på Fellinis Casanova, som i bedste fald er en tragisk nar, der ikke kan huske, hvad det vil sige at elske. Alligevel bliver han i filmens hjertescene et billede på alle mænd, da han møder sit ideal i form af en mekanisk kvinde, renæssancens svar på den moderne bolledukke, der i sagens natur kan blive ved ligesom han og være lige så følelseskold. Figuren er fremstillet meget fascinerende af Adele Angela Lujodice.

CASANOVA har altid udfordret filmkunsten. Hans livshistorie har ligget til grund for bogstavelig talt hundredevis af mere eller mindre slibrige fantasier om den store venetianske forfører. De gode bud kan dog tælles på et par hænder. Et af de mest interessante er den skikkelse, som Frank Finlay skar i Mark Cullinghams britiske miniserie fra 1971. Serien havde manuskript af Dennis Potter, der så Casanova som en seksuel frihedskæmper.

   I Ettore Scolas nyklassiker Il mundo nuovo (1982), der på dansk bliver kaldt både Den nye verden og Natten i Varennes, er Casanova en af passagererne i vognen, som i 1791 fører flere af tidens ærketyper væk fra det revolutionshærgede Frankrig. Casanova spilles her af Marcello Mastroianni. I vognen sidder også Thomas Paine (Harvey Keitel), pornografen Restif de la Bretonne (Jean-Louis Barrault) og Sophie de la Borde (Hanna Schygulla), som var hofdame hos Marie Antoinette.

LASSE Hallströms Casanova er ingen katastrofe. I det mindste er den skudt på gerningsstedet (Fellini genskabte alt i Cinecittà), ser virkelig ud af en masse og repræsenterer et comeback for Lena Olin, der får lov at være sanselig, moden og viis på én gang. Heath Ledgers Casanova er særdeles karismatisk. Sutherlands kulde er til gengæld uforglemmelig.

   Fellini skabte langt vigtigere film, men den mislykkede Casanova knytter faktisk an til den klassiske La dolce vita (1960). Begge film betragter de livstrætte døgnvæsener, som ikke har overskud til at elske. Denne syrlige bismag er vigtig at huske, når man hylder sødmen og livsfylden hos den store italienske billedskaber.

Se også Store instruktører: Federico Fellini 1920-1993; Fantastiske landskaber: Federico Fellini 100 år; Fellini på Broadway: Nine (2009); Den definitive metafilm: Federico Fellini's 8½ (1962). 

*) Sutherland fortæller i dokumentaren 'Casanova, Fellini, and Me'. Interviewet varer 46 minutter og er standardtilbehør på dvd og blu-ray. Fellini's Casanova udkom senest på blu-ray i 2015 (Mr Bongo Essential World Cinema and Music) og 2020 (Kino Lorber).

Fellinis Casanova (Il Casanova di Federico Fellini). Instr.: Federico Fellini. Manus: Bernardino Zapponi og Federico Fellini. Foto: Giuseppe Rotunno. 155 min. Italien 1976/2005. Dansk premiere: 22.04.1977.

Casanova. Instr.: Lasse Hallström. Manus: Jeffrey Hatcher. Foto: Oliver Stapleton. 112 min. USA 2005. Dansk premiere: 03.03.2006. 

Fotos: Freemantle Media/ Mr. Bongo/ CineMaterial/ Filmaffinity

Federico Fellinis Casanova streames ikke p.t.

2K Blu-ray fra Kino Lorber (Restored Edition) 08.12.2020

Lasse Hallstrôms Casanova streames på Apple TV

2K Blu-ray fra Disney Buena Vista 23.01.2007

Anmeldelsen stod i Ekko - Magasinet om film og medier #32 marts-april 2006. Her gav vi stjerner. Fellini fik fire (af seks), Hallström fik to. Nu var det nok blevet fem til Fellini og bare en enkelt til Hallström.