Besværgende latter: Komikeren Roberto Benigni

BESVÆRGENDE LATTER

Komikeren Roberto Benigni

Af BO GREEN JENSEN

MAN skal vænne sig til Roberto Benigni (f. 1952). Den italienske komiker har med tiden udviklet en distinkt figur, en unik fysisk stil og et lattermildt livssyn, der stædigt fastholder den enkeltes ret til at elske, håbe og tro på det bedste. En væver lille mand, som klovner på kanten af katastrofer, mens han med tunnelsyn fokuserer på livets iboende godhed. For Benigni er koppen altid halvt fuld. Og kan når som helst løbe over med the milk of human kindness.

   Han er aldrig mindre end anstrengende, men man overgiver sig, fordi Benignis begejstring så åbenlyst er helt vaskeægte. Han kom til verdensfilmen ad en bagvej, da han medvirkede i Jim Jarmuschs Down by Law (1986) og Night on Earth (1991). Hans første film som auteur med ansvar for alt hed Tu mi turbi (1983) og var italiensk. Benigni taler stadig andre sprog meget dårligt. Alligevel formåede han i 1990erne at være pinlig på fransk (i Le Monstre), på amerikansk (i Blake Edwards Son of the Pink Panther) og på italiensk (i Johnny Stecchino).

MED den forunderlige La vita è bella (1997, da. Livet er smukt) skete imidlertid en mærkelig og stor forvandling. Vist affødte filmen en typisk debat om, hvorvidt man kan forsvare at tænke på latter, eros og holocaust i én og samme kontekst, men det lykkedes Benigni at skabe en enestående fabel om en jødisk far, der i koncentrationslejren prøver at omskabe hverdagen til en poetisk leg, et livagtigt rollespil, fordi han vil skåne sin søn, som er med. Filmen ligner ikke nogen anden holocaustskildring og er især bemærkelsesværdig, fordi den ikke ser væk fra rædslerne. Endvidere er den lange første akt en pastiche på 1930ernes italienske komedie.

FRA og med Livet er smukt trådte Benigni i karakter som en enspænder, man faktisk kun kan sammenligne med Charlie Chaplin, der i sin tid var lige så anakronistisk enevældig. Benigni giver altid sin hustru Nicoletta Braschi (f. 1960) den kvindelige hovedrolle i filmene, som han skriver og instruerer. Hun fungerer til gengæld som hans producer.

   Der er ingen til at sige parret imod, hvilket nu og da resulterer i kostbare, overflødige scener, som andre kunne have talt duoen fra. Typisk er filmene også for lange, men det er de privilegerede produktionsforhold, som giver Benigni den platform, han behøver.

   Efter Livet er smukt fulgte en overdådig spillefilm efter Carlo Collodis eventyr om Pinocchio (2002). I Danmark kom den kun ud på VOD og dvd, måske fordi målgruppen hverken var børn eller voksne, men eventyrelskere i almindelighed. Ydermere var tolkningen stærkt anti-Disney. Benigni og Braschis følgende satsning var endnu et litterært eventyr. La tigre e la neve (2005, da.Tigeren og sneen) er dog også, i endnu højere grad end Livet er smukt, et kejtet forsøg på at være politisk, poetisk og filosofisk, sådan cirka in one fell swoop.

HVER nat har digteren Attilio (Benigni) den samme tilbagevendende drøm. Iført undertøj står han ved alteret i en romersk ruin uden tag. På stolene i græsset sidder nøglepersoner fra fortid og nutid, mens Tom Waits på klaver diverterer med balladen »You Can Never Hold Back Spring«.

   Bruden (Braschi) er i hvidt og erklærer, at hun vil elske med digteren her og nu. De skal kysse lige om lidt, når han er færdig med at sætte ord på øjeblikket. En græsk præst er ved at vie dem, da en parkeringsvagt bryder ind. Attilio kan aldrig huske, hvor han har stillet sin bil. Drømmen iscenesættes udførligt. Det er sådan en scene, de fleste producere ville prøve at tale filmskaberen fra at realisere.

   Da han vågner, er Attilio alene i lejligheden, hvor han hver weekend har sine store døtre på besøg og ellers forbereder sin undervisning i køkkenet, mens fladskærmen bag ham viser Sergio Leones Den gode, den onde og den grusomme. På universitetet er kollegaen Julia mere end villig til at genoptage forholdet, men han vil finde kvinden i drømmen.

   Attilio kører langt for at høre en oplæsning, som hans iranske digterven Farud (Jean Reno) afholder. Dér er kvinden i levende live, hendes navn er Vittoria. Han vil det hele, men hun vil slet ikke. Gradvis afdækkes en forhistorie. Så tager Vittoria til Bagdad for at bo hos Farud og skrive sin digtsamling.

NETOP da iværksætter USA sit massive bombardement af Irak. Attilio får besked om, at kvinden i hans liv ligger såret og komatøs på hospitalet i Bagdad. Han rejser, som han går og står, fupper sig frem ved hjælp af drabelige hvide løgne og står få timer senere under de krydsede sabler ved porten til Bagdad.

   På hospitalet savner man de mest basale fornødenheder. Attilio og Farud sætter himmel og jord i værk. Kuriøse episoder hober sig op: en stædig kamel, en rusten motorcykel, interimistiske forsøg på at udvinde glycerin. På sin skumplende måde når filmen i mål. Alt falder på plads, men ikke uden brat død og pludseligt mørke. Heller ikke uden en effektiv scene, hvor nervøse amerikanske soldater er tæt på at atomisere den desperat klovnende italiener.

DIALOGEN er overstrøet med citater fra Marguerite Yourcenar, Jorge Luis Borges og Antoine de Saint-Exupéry. Benigni er på i samtlige scener, og filmen vil for nogle tilskuere virke hæmningsløst selvpromoverende. Der er huller og ejendommeligheder i manuskriptet, men også mange søde og stærke øjeblikke, som ikke kunne være kommet i stand, hvis beretningen var blevet strømlinet.

   Benignis humor er altid varm og solidarisk; aldrig ondskabsfuld eller morsom på andres bekostning. Vittoria har sagt, at hun ikke vil have noget at gøre med Attilio, før hun ser en tiger i sneen i Rom. Prøv at gætte med hvilket forjættende billede, den hverdagseventyrlige film skal kulminere.

   Det er let at se svaghederne, men man kapitulerer og giver sig hen til filmen, som blev lanceret på Berlinalen i 2005. Benigni og Braschi var æresgæster. Den tynde, irriterende mand er sin egen krøllede genre, men han repræsenterer, med besværgende latter og vild hyperbole, en unik europæisk komediestil, som filmkunsten ville være fattigere uden. Af og til fuldkommen afsporet, andre gange helt central og rørende enkel.

I 2020 kom Benigni igen til Berlin, da hans navn blev trykt med stort på plakaten for Matteo Garrones version af Pinocchio. Her spiller han rollen som Geppetto, mens trædukken, som bliver levende, er skabt med CGI-trylleri, som ikke fandtes i 2002, da Benigni selv tacklede den italienske klassiker. Nu er han mere nedtonet som den toscanske træskærer, der fryser og sulter og tigger, mens han længes efter en søn at dele dagene med i sit værksted.

   I 2005 troede de fleste filmkritikere, at La tigre e la neve var det første i en lang række pinlige forsøg på at gentage succesen med La vita é bella. Sådan er det slet ikke gået. Efter Tigeren og sneen trak Benigni sig mere eller mindre væk fra at lave film. Hans medvirken i Woody Allens To Rome With Love (2012) er en komisk signatur på linje med meta-rollerne i Asterix og Obelix i kamp mod Cæsar (1999) og Jim Jarmuschs Coffee and Cigarettes (2003): Benigni er med for at spille Benigni. Han har ikke selv sat flere projekter i søen.

TIL gengæld er Benigni blevet en af de mest populære (og kontroversielt højst betalte) scenekunstnere i sit hjemland. Fra 2006 turnede han med enmandsshowet TuttoDante, en stand-up bedrift i Anders Matthesen-kategorien: Benigni reciterer Den guddommelige Komedie efter hukommelsen og bruger (uden at tage noget fra teksten) Dante som afsæt for personlige anekdoter og kommentarer til aktuelle italienske forhold.

   Showet varede 90 minutter og blev opført 130 gange: der findes et bokssæt med de samlede forestillinger. I 2007 fulgte 10 mio seere med, da Benigni opførte Il V canto dell'Inferno - dvs. 5. sang af »Helvede« i La divina Commedia - på RAI Uno. Siden turnerede Benigni med TuttoDante i USA og Latinamerika.

   I 2011 kom han ridende ind på Sanremo Festivalen og dekonstruerede den italienske nationalsang, »Il canto degli Italiani«. Det skete igen i en lang monolog, og anledningen var 150-året for il Risorgimento, Italiens Samling. Hesten kunne være et visuelt ekko af den, som er farvet grøn og bemalet med antisemitiske slogans i første akt af Livet er smukt.

   I 2014 gentog han tricket fra TuttoDante med forestillingen De ti bud, som blev sendt i tv over to aftener og set af 11 mio. italienere. Efter sigende ringede pave Frans personligt og takkede Benigni for et nyt blik på det kanoniske stof.

   Roberto Benigni er 68 år. Måske kan succesen med Garrones Pinocchio give ham mod på at lave flere nye film og arbejde uden for Italien igen. Eller synes historien at være den om kunstneren, der flirtede med international status og valgte at blive i landet, hvor han kender og mestrer alle nuancer. Som Kellerdirk gjorde i Danmark; som alle de franske sangere gør.

   Nicoletta Braschi er blevet ved filmen. Hun kan ses som cigaretprinsessen Alfonsina De Luna, der udnytter sine livegne i Alice Rohrwachers Lazzaro den lykkelige (2018). Benigni var tilbage på Sanremo Festivalen i 2020, hvor han reciterede Højsangen og forholdt sig til covid-19 pandemien på en måde, som hans landsmænd kunne se både humoren og sig selv i.

Se også Roberto Benigni: Livet er smukt (1997); Lazzaro den lykkelige (Lazzaro felice) [Bedste biograffilm 2019 nr. 5]; Animation | Matteo Garrone: Pinocchio (2019) + Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021.

Se også Evig Latter: Stan Laurel 1890-1965 og Oliver Hardy 1892-1957; Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig Latter]; Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig Latter]; Evig Latter: Jacques Tati 1907-1982; Evig Latter: Dirch Passer 1926-1980 og Kjeld Petersen 1920-1962; Evig Latter: Komikeren Andy Kaufman 1949-1984.

Tigeren og sneen (La Tigre e la neve). Instr.: Roberto Benigni. Manus: Roberto Benigni og Vincenzo Cerami. Foto: Fabio Cianchetti. 114 min. Italien 2005. Dansk premiere: 12.04.2006.

Fotos: Melampo Cinematografica/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB

Tigeren og sneen streames ikke  - Livet er smukt kan ses på Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime

2K Blu-ray fra CG Entertainment (Italien) 25.11.2008

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 02.11.2020

Weekendavisen Kultur 12.04.2006 + Helte & Djævle 100 fanbreve + februar 2021

Matteo Garrone: Tale of Tales (2015)

HISTORIERNES HISTORIE

Da eventyr blandede gru og magi

 

Af BO GREEN JENSEN

MATTEO Garrone er en af skarpe italienske instruktører fra generationen, der blev født i 1968. Han fik første gang lov selv at skrive historien i gyseren L’Imbalsamatore fra 2002.

   Det var dog Gomorra fra 2008, der gav Garrone et internationalt publikum. Roberto Savianos bog om il Camorra, den napolitanske mafia, blev i Garrones hænder et myldrebillede af skiftende tider og skikke. Mens Saviano kom på Camorraens sorte liste, blev Garrone en helt i miljøet. Gangsterne elskede, at han gjorde dem til filmstjerner.

   Garrone er uddannet filmfotograf. I Reality fra 2012 fik han en fiskehandlers besættelse af realityshows til at begynde som hjertelig socialrealisme og slutte som tindrende afsind, alene ved lyssætning og kreativ billedbeskæring. Tale of Tales er faktisk den første film, hvor han ikke fører kameraet selv.

TALE of Tales er en fantastisk effektfilm for voksne. Det er også en af de europudding-produktioner, som der er rigeligt mange af for tiden. En distinkt filmskaber får mulighed for at bruge den store værktøjskasse. Til gengæld skal der filmes på engelsk og med etablerede stjerner. Der kan godt komme gode ting ud af forsøget, men sjældent film på niveau med de lokale produktioner, der gav instruktørerne chancen.

   Tale of Tales står sig dog stærkt billedmæssigt. Det er en eventyrfilm, som udspiller sig i et feudalt middelalderunivers af den slags, hvor man forventer spektakulære islæt som dragerne i Game of Thrones-serien. Garrone leverer en blanding af dét og for alvor magiske eventyrfilm som Jacques Demys Peau d'âne (1970, da. Æselskind) og La belle et la bête (1946, da. Skønheden og Udyret) i Jean Cocteaus drømme(sur)realistiske version.

FILMEN er en sammenvævning af tre eventyr fra Giambattista Basiles Il racconta dei racconti. Basile levede fra 1566 til 1632. Han var en forløber for Charles Perrault og brødrene Grimm, men læses kun i hjemlandet nu. Basile samlede folkeeventyr, som han skrev ned og gav sit personlige touch. Det er hos ham, at man finder de første versioner af Askepot, Rapunzel,Tornerose, Den bestøvlede kat og Hans og Grete.*

   Garrone lader historierne være lige så makabre, bizarre og sjofle, som de fremstår hos Basile. En gold dronning (Salma Hayek) spiser et uhyres hjerte for at blive gravid. En distræt konge (Toby Jones) fodrer og træner en loppe, der bliver stor som et vildsvin. Han gifter sin datter væk til en kæmpe, der slæber prinsessen med til en grotte. En gøglerfamilie dør i forsøget på at redde hende. Trolden flænser dem på et minut.

   

IMENS bliver en liderlig konge (Vincent Cassel) betaget af en smuk sangstemme. Den tilhører den ene af to gamle søstre, som farver tøj og bliver i huset om dagen. De holder kongen hen ved at give ham en finger. Den ene strammer huden op og tilbringer natten med kongen. Han kaster hende ud fra tårnet næste dag.

   Den kasserede søster får mælk af en heks og bliver nu virkelig så ung, at hun kan spilles af Stacy Martin. Hendes søster betaler en slagter for at få flået huden af, så skindet kan skifte. Hun stavrer blodigt tilbage til slottet. Imens tager prinsessen selv kampen op og skærer halsen over på kæmpen i grotten.

   Det er skæve, robuste moraliteter, som ikke er smurt ind i sukker og forvandlet til noget for børn. De groteske ting er skildret i klare, prægtige billeder. Stadig og frem for alt er det Garrone, til trods for den engelske dialog.

TIL gengæld er det et åbent spørgsmål, om filmen gør noget for Basile som forfatter. Den lykkes som en tour de force, der fra det første hedeflimrende billede af gaderne i Selvascura signalerer, at dette ikke er Mormors sædvanlige godnathistorier. Bagefter har man det lidt, som da Terry Gilliam satte alle effekter ind på at skabe en actionfilm om The Brothers Grimm (2005). Ideen er god, men det er svært at se en dybere mening i den fantastiske farvelade.

Se også Matteo Gomorra: Gomorra (2008); Matteo Garrone: Dogman (2018); Animation | Matteo Garrone: Pinocchio (2019).

*) Basile begyndte sin karriere som venetiansk lejesoldat, fungerede som administrator i flere italienske konge- og hertugdømmer og endte som venerabel jurist. Kavaleren skrev også digte og sange. Efter hans død blev eventyrene samlet og udgivet af hans søster, Adriana Basile, som var sanger og komponist. Der er to bind og 50 eventyr, som bliver fortalt på fem dage i den Dekameron-inspirerede rammehistorie. Il racconta dei racconti (1634) er derfor også kendt som il Pentamerone. Brødrene Grimm fremhævede Basile i forordet til Kinder- und Hausmärchen (1812-58). Basiles bog er oversat til engelsk (i 1893 af den opdagelsesrejsende soldat og polyhistor Sir Richard Francis Burton, som også introducerede 1001 nats eventyr i Storbritannien), tysk og fransk. Der foreligger ingen dansk Pentameron. Basile mente selv, at hans historier var henvendt til børn. Den fulde napolitanske titel er Lo conto de li cunti overo lo trattenemiento de peccerilles, dvs. fortællingernes fortælling eller morskab for de mindste. Il racconta bliver betragtet som den første moderne eventyrsamling. Det er den første bog, som er bevidst om eventyret som genre og fuldt dedikereret til denne. Basile blev nyoversat (med fyldige noter af Nancy L. Canepa, Associate Professor i fransk og italiensk ved Dartmouth College, som også har skrevet en afhandling om Basile) i 2007 og er under genopdagelse. Penguin Classics genudgav Canepas oversættelse i 2016.

Tale of Tales (Il racconto dei racconti). Instr.: Matteo Garrone. Manus: Edoardo Albinati, Ugo Chiti, Massimo Gaudioso, Matteo Garrone. Foto: Peter Suschitzky. 125 min. Italien-Frankrig-UK 2015. Dansk premiere: 10.12.2015.

Fotos: Archimede/ Camera Film/ CineMaterial/ FilmAfffinity

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime og YouTube Movies

Weekendavisen Kultur 11.12.2015

Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013)

DET PRAGTFULDE DYR

Sorrentino på sporet efter Fellini

Af BO GREEN JENSEN

PAOLO Sorrentinos La grande bellezza var så langt den smukkeste film på Cannes Festivalen 2013. Her kom endelig de store billeder, man sultede efter hos mere sagsorienterede realister, og skønt menneskesynet er vildt misantropisk, findes også en varme inderst i værket, hvor inspirationen mod alle odds bliver fornyet.

   Sorrentinos film er en kærlighedserklæring til Rom. Den citerer fra samtlige film, som kom før, men er i bund og grund sit eget pragtfulde dyr. Man kan indvende, at æstetikken tangerer en visuel barok eller manierisme, som bevidst går efter det storladne udtryk. Det er dog få film, som lykkes så sikkert på så høj en præmis.

FLANØREN og dandyen Jep Gambardella (Toni Servillo har i hovedrollen en distraherende lighed med den ældre Ebbe Rode) fejrer sin 65-års fødselsdag med en fest på tagterrassen. Hans lejlighed har udsigt til Colosseum. Et sammenrend af ekstreme, forvredne og dekadente typer hopper op og ned til musikken. De lever hedonismen ud, så man ikke har set magen siden Federico Fellinis stilskabende La Dolce Vita (1960, da. Det søde liv).

   Et meget langt stykke af vejen er det den samme personkreds af karikerede døgnvæsener, som er ajourført for tiden 50 år efter. I centrum er Jep, forfatteren der kun skrev en enkelt bog, romanen Det menneskelige apparatur. Siden har han levet – og levet godt – af at skrive portrætinterviews til de store aviser. Han er vittig, skarp og elegant. Som filmen skrider frem, fornemmer man, at hans kynisme dækker over en form for kvæstet følsomhed. Jep er romantiker i sit hjerte, men frygter, at alt er for sent. Også andre referencer er hentet hos Fellini. Sorrentino skildrer Rom med den samme sult på emnet, som Fellini demonstrerede i Roma (1972).

JEP føler ikke længere den samme glæde ved festerne i den smagfulde lejlighed, hvor loftet kan ses som et blåt hav i solen. Han er vant til at have kontrol over situationen og sine følelser. Han er også vant til at være tilfreds med den ene roman, som det blev til. Nu begynder masken at glide af. Han finder sammen med en yngre kvinde, den sårede skønhed Ramona (Sabrina Ferilli), som er datter af en gammel ven. Han introducerer sin verden til hende – og på den måde også til publikum.

   Jep ydmyger en selvretfærdig veninde og nedgør systematisk hendes intellektuelle bedrifter. Hvis Jep er en aldrende Marcello Rubini, kunne Stefania (Galatea Ranzi) ) være Oriana Fallaci-wannabe typen. Monologen er et retorisk sætstykke – hvem ville ikke gerne kunne tale så skarpt? Alligevel er det den samme veninde, han danser med på græsset til sidst, da det står klart, at slutningen nærmer sig hastigt. Det er altid senere, end vi tror. Jeb har altid sagt sådan, men det er ikke før nu, at han også har følt det.

 

LUCA Bigazzis kamera gør notater på samme måde, som Jep registrerer poetiske detaljer: et særligt lys, en eksplosion af fugle, skikkelser på gaden i sære konstellationer. Det er meget i stilen og ånden fra Gianni Di Venanzo (1920-1966), som var fotograf på Fellinis 8½, men også på Antonionis La notte, som er det andet forbillede for Sorrentino.**

   Der er satire over kirken, den højere finansverden, populistisk tv, kulturradikal jounalistik og pornografisk konceptkunst à la Marina Abramovic. Der er fin musik fra mange kilder og en stor, bedrøvet skønhed. Det er en mageløs film af instruktøren til Il Divo (2008) og This Must Be the Place (2011). I La grande bellezza lykkes det hele.

Se også Paolo Sorrentino: Il divo (2008); Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011); Paolo Sorrentino: Youth (2015); Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018); Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021).

*) Den store skønhed fik både Oscar, Golden Globe og en britisk BAFTA som årets internationale spillefilm. Ved European Film Awards var der fire store priser: bedste film, instruktør, skuespiller og klipper. Den fik ingen priser i Cannes. 2013 var året, hvor Steven Spielberg var juryformand i hovedkonkurrencen (mens Thomas Vinterberg præsiderede over Un Certain Regard-siderækken), og det blev set som sejr for et eller andet, at Guldpalmen gik til LGBT-filmen Adéles liv kapitel 1 & 2. Denne var samtidig – allerede dengang – udskældt for det maskuline blik, som Abdellatif Kechiche kastede på Léa Seydoux og Adèle Exarchopoulos i de udførlige sexscener (som dog er for intet at regne i forhold til, hvad Kechiche efterfølgende har brugt tid på i Mektoub, My Love: Canto Uno (2018) og Mektoub, My Love: Intermezzo (2019). Den store skønhed var kortlistet til danske Bodil- og Robert-priser, men begge foreninger (Bodil er en kritikerpris; Robert uddeles af filmbranchen) fulgte eksemplet fra Cannes.

**) La dolce vita, 8½ og La notte havde faktisk den samme manuskriptforfatter, Ennio Flaiano (1910-1972), som i Den store skønhed synes at være en direkte inspiration, ikke for Jep Gambardella-figuren, men for hans nærmeste ven, Lello Cava, som bliver spillet af Carlo Buccirosso. Buccirosso er sminket, så han også rent fysisk ligner Flaiano.

Den store skønhed (La grande bellezza). Instr.: Paolo Sorrentino. Manus: Umberto Conzarello og Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 142 min. Italien-Frankrig 2013. Dansk premiere: 05.09.2013.

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ Camera Film

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.09.2013

Fellini på Broadway: Nine (2009) | Musicals

FELLINIS SANG

En musical efter 8½

Af BO GREEN JENSEN

ROM midt i 1960erne, tiden for La dolce vita. Den feterede filmskaber Guido Contini (Daniel Day-Lewis) skal påbegynde produktionen af sin niende film, Italia, men har kun denne arbejdstitel i kassen, da det løbende mediecirkus begynder.

   Guidos første film var succeser, som gjorde alt ved Italien moderne. Siden har der været nogle flop, som ingen undlader at nævne, når de roser hans tidlige værker. Nu er Claudia (Nicole Kidman), mesterens actrice fétîchè, på vej for at medvirke i hans nye projekt.

   Penge, cast og teknik er på plads, men Guido har ikke én scene klar. Han er i personlig og professionel krise, svigter alles tillid på stribe og kan ikke forene sin kærlighed til hustruen Luisa (Marion Cotillard) med sit begær efter hundyret Claudia. Han fører imaginære samtaler med sin afdøde Mamma (Sophia Loren) og undgår både pressen og sin producent, mens han søger tilflugt på et kursted og prøver at få nye ideer.

   

DET er ikke forkert, hvis man tænker, at Nine i referat lyder mere som Federico Fellinis 8½ (1963) end som en filmmusical af Rob Marshall, manden bag den succesrige Chicago (2003), som sammen med Baz Luhrmanns Moulin Rouge! (2001) fik branchen til at tro på den store song and dance én gang til. Nine er hverken mere eller mindre end en musicaludgave af 8½. Intet virkemiddel er sparet, og foruden Day-Lewis medvirker en veritabel stjerneparade af kvinder i stort set alle livets aldre.

   Fellini selv ville have elsket ideen. Det er dog ikke sikkert, at han ville have jublet over resultatet.

NINE har om ikke andet en imponerende indviklet baggrund. Tullio Pinelli og Brunollo Rondi skrev manuskriptet til 8 1/2 på baggrund af ideer, som Fellini havde udviklet sammen med Ennio Flaiano. Mario Fratti skrev med udgangspunkt i dette sceneversionen af Nine, som fik premiere på Broadway i maj 1982 med engelsk tekst af Arthur Kopit og sange af Maury Yeston. Førsteudgaven havde Tommy Tune som instruktør og Raul Julia i rollen som Guido Contini. Den blev opført 729 gange og har været genopsat flere gange, senest i 2003 med Antonio Banderas som Fellinis avatar.

   Det er i sig selv fascinerende, at den samme idé kan forvandles så mange gange, begynde i filmen og via teatret vende tilbage til filmen, nu med sange, mindre dybde og mange flere farver. Samtidig kan mange af filmens problemer føres tilbage til det mudrede ophav. Historien om Guido Contini fungerer ikke uden Fellini-referencen, og Daniel Day-Lewis fungerer især godt i rollen, fordi han kan reproducere den indolent-intellektuelle faktor, som Marcello Mastroianni rendyrkede i sine film med Fellini.

   Disse er uløseligt forbundet med Nino Rotas lækre, lounge-tilsmagte musik, som decideret ikke ligner den kantede, robuste husstil i amerikanske scenemusicals, der igen ligger temmelig langt fra den europæiske smag for rockoperette og kønne ballader i traditionen fra Webber/Rice og Boublil/Schönberg.

NINE er med andre ord mere Chicago og Cabaret, end den er Phantom, Evita eller Les Mis. Læg hertil, at Fellinis univers lige nu kun taler til unge cineaster og et ældre publikum, der stort set er holdt op med at gå i biografen. Man har da i hvert fald en del af forklaringen på den manglende interesse for Nine, som især i USA har været påfaldende.

   Især er Nine præget af Rob Marshalls lærlingeforhold til Bob Fosse (1927-1987), instruktøren og koreografen, som med Cabaret (1972) og All That Jazz (1979) skabte de sidste for alvor vellykkede filmmusicals, men havde sit daglige virke på Broadway, hvor den unge Marshall fungerede som hans instruktørassistent. Fosse instruerede både scene- og filmudgaven af musicalen Sweet Charity (1966, 1969), som bygger på Fellinis Le Notti di Cabiria (1957, da. Gadepigen Cabiria). I All That Jazz brugte han netop 8½ som afsæt for sin selvbiografiske fortælling om koreografen Joe Gideons hårde liv og sidste dage.

   Marshall benyttede også i Chicago en eksisterende koreografi af Fosse (med sange af John Kander og Fred Ebb, som skrev både sceneversionen og filmudgaven af Cabaret) og annammede flere af Fosses strategier og fysiske tics. Det samme sker i Nine, især når Dion Beebes billeder følger Day-Lewis i hoftehøjde med en tændt super trouper i synet. På en bagvendt måde ligner Nine nu og da en imiteret italiensk sangudgave af Federico Fellini ifølge Bob Fosse.

PROBLEMET er ikke, at der er sange, men at stilen ikke passer til emnet. Visuelt spektakulære showstoppers som »Be Italian« og »Cinema Italiano« lades i stikken af sange, der lyder mere som Richard Rodgers end som Nino Rota, mere som Broadway til enhver tid end som Rom, Venezia og Rimini i 1960erne. Bedre lykkes filmens ballader, især to bittersødt eftertænksomme numre, som Marion Cotillard fremfører i rollen som Luisa. »My Husband Makes Movies« stammer fra den oprindelige opsætning. »Take It All« har Maury Yeston skrevet til filmudgaven. Det er det enkleste nummer i Nine, men det skaber et ægte filmøjeblik.

DANIEL Day-Lewis er imponerende atletisk i sin sammenbidte fortolkning af »Guido’s Song«, mens Penélope Cruz vrider kroppen dekorativt og forgæves i »A Call From the Vatican«. Fellinis selvopgør med den katolske mands dobbeltmoral er en central del af 8½, men en overflødig faktor i Nine. Scenerne med den 75-årige Sophia Loren som Guidos sexede mor tangerer et ødipalt freakshow. Derimod er den jævnaldrende Judi Dench meget velanbragt som kostumieren Lilli, der altid ved, hvad Guido bærer i hjertet – og ved det før og bedre end ham selv.

NINE er mindre detaljeret i skildringen af Guidos fremmegjorthed og groteske distance. Der er med andre ord skruet ned for surrealismen hos Fellini, men det er i store træk den samme subjektive fortælling om en blokeret kunstner i midtvejskrise.

   Marshall fravælger Fellinis pragtfulde ouverture i bilkøen, men følger ellers 8 ½ frem til det sted, hvor Guido opgiver filmen i filmen. Man savner Fellinis lysende rumskib på stranden, men får i stedet en varm, vemodig epilog, hvor Guido faktisk har lært af sine fejltrin, da alle skikkelserne fra hans fortid, nutid og fremtid mødes på scenen og fylder lærredet ud i den prægtige »Finale«.

NINE er en intelligent musical og en film for voksne mennesker. Den har de nævnte skønhedsfejl, men kompenserer rigeligt for dem med varme, farver og vitalitet. Den er smuk at se på og original. Et ekko af Fellini er bedre end en gentagelse af Chicago, især hvis det ankommer via Bob Fosse.

Se også Store instruktører: Federico Fellini 1920-1993; Fantastiske landskaber: Federico Fellini 100 år; Den definitive metafilm: Federico Fellini's 8½ (1962); Federico Fellini: Casanova (1976). 

Nine. Instr.: Rob Marshall. Manus: Michael Tolkin og Anthony Minghella. Foto: Dion Beebe. 118 min. USA 2009. Dansk premiere: 14.01.2010

Fotos: TWC/ Mis Label/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube [trailer + clips]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, TV2 PLAY

2K Blu-ray fra Sony Pictures 04.05.2010

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.01.2010