Translate

Viser opslag med etiketten Paolo Sorrentino. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Paolo Sorrentino. Vis alle opslag

fredag den 7. januar 2022

Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021)


DEN UNGE MAND
En filmskabers dannelsesskildring

Af BO GREEN JENSEN

PÅ et tidspunkt laver alle italienske instruktører en erindringsfilm, som samler begyndelsen op. I hvert fald hvis de tilhører auteurskolen og har en vis selvfølelse. Federico Fellini satte en særlig høj standard med Amarcord (1973), men der er mange andre eksempler: Ettore Scola, Taviani-brødrene, GiuseppeTornatore. 
   Fabietto Schisa (Filippo Scotti) vokser op i 80ernes Napoli. Det er bestemmende år for drengen og byen. I 1986 scorer Diego Maradona i VM-kampen mod England. Snart efter sker miraklet. Argentineren kommer til Napoli og fører fodbold i byen til tops. Fabiettos bedstefar ser målet, der bliver scoret med »Guds hånd«, som et eksempel på trods og kosmisk protest.


FABIETTO er interesseret i film. Der er nærbilleder af VHS-kassetten med Sergio Leones Once Upon a Time in America, som Fabiettos far (instruktørens favoritskuespiller, Toni Servillo) aldrig kommer til at se. Storebror Marchino (Marlon Joubert) går til audition hos Fellini, som off screen meddeler, at ansigtet er for ordinært. Helvede bryder løs i familien, da en utroskab bliver afsløret. Men der findes også tilgivelse. Det er alt i alt et kærligt univers.



EN stor og brat tragedie slukker lyset i familien. Fabietto bliver seksuelt indviet af den gamle baronesse (Betti Pedrazzi), som ellers synes hævet over hoben. Antonio Capuano, som også uden for fiktionen er regionens lokalpatriotiske filmskaber – en napolitansk Nils Malmros eller Robert Guédiguian – råder den unge mand fra at rejse til Rom.
   Fabietto er betaget af sin ustabile moster Patrizia (Luisa Ranieri). Alt løber sammen i filmmennesket, som senere skaber bl.a. Il divo, Den store skønhed og Youth. Paolo Sorrentino (f. 1970) hører sammen med Matteo Garrone og Alice Rohrwacher til stjernerne i sin generation.


FILMEN står smukt og agtværdigt alene. Kradser man i stoffet, bliver det klart, hvor megen personlig erfaring der er. Sorrentinos forældre døde virkelig sådan, da han var 16. Det er sandt, at han mødte Antonio Capuano og begyndte som manuskriptforfatter på Polvere di Napoli (1998, int. The Dust of Naples). Fellini-fikseringen har været klar siden La Grande Bellezza, som fik Guldpalme, Oscar og Bodil i 2014.
   Her er den tydeligst i de første scener, hvor moster Patrizia bliver gjort frugtbar af Den Lille Munk og San Gennaro, der har samlet hende op ved stoppestedet i sin limousine. San Gennaro er Napolis skytshelgen. Det kan folk udefra ikke vide. Det er et tegn på filmens styrke, at den virker med eller uden forklaring.
   San Gennaro behandler Patrizia i et forfaldent palazzo, der kunne være løftet fra Fellinis Roma. Det gravkammerlignende rum oplyses af en gigantisk krystallysekrone, som ligger på gulvet. Det er et fantastisk billede. The Hand of God er den første film, som Sorrentino ikke har lavet med fotografen Luca Bigazzi. Daria D’Antonio mere end løfter opgaven.


DEN unge mand finder sig selv og forlader. Det er jo en tidløs historie. Der er magiske sekvenser som indflyvningen over Napoli, en natlig ekskursion til Capri og slutningens atter besværgende billeder af den evige hjemstavn. For deres skyld må filmen ses i biografen bare én gang. Dannelseshistorien står sig, uanset om man ser den på skærm eller lærred.
   Ja, det er Sorrentinos Amarcord. Den er mere løs i kødet, men tættere på et almindeligt liv.

Se også Paolo Sorrentino: Il divo (2008); Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011); Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013); Paolo Sorrentino: Youth (2015); Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018).


The Hand of God (È stata la mano di Dio). Instr. og manus: Paolo Sorrentino. Foto: Daria D’Antonio. 130 min. Italien 2021. Dansk premiere: 03.12.2021 (streaming 15.12.2021)


Fotos: The Apartment/ Netflix/ Gianni Fiorito/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames på Netflix
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.12.2021

mandag den 29. november 2021

Paolo Sorrentino: Il Divo (2008)


DEN EVIGE ANDREOTTI
Nærbillede af det politiske dyr

Af BO GREEN JENSEN

CANNES Festivalen 2008 blev en sejr for den nye italienske filmkunst, som igen var ved at nå niveauet fra 1960ernes og 70ernes guldalder. Ganske vist gik Guldpalmen til en fransk film – Laurent Cantets Entre les murs (da. Klassen) – men to italienske film tog de næststørste priser. Matteo Garrone fik årets Grand Prix for sin hårdkogt realistiske Gomorra, et fletværk af fortællinger fra Camorra-klanernes Napoli, mens Paolo Sorrentino modtog le Prix du Jury for sin ekstravagante Il Divo, der var en af årets store positive overraskelser.
   Il Divo er et stærkt karikeret portræt af Giulio Andreotti (1919-2013), der i en menneskealder fungerede som Italiens premierminister. Syv gange dannede Andreotti regering på vegne af partiet Kristne Demokrater. Uanset hvordan det politiske vejrlig så ud, var den evige Andreotti en faktor.
   Ifølge filmen herskede han ved en blanding af terror, intriger og afpresning, som ikke adskilte sig fra Il Camorras. Det migræneplagede magtmenneske var en opportunist i særklasse. Han var uden politiske idealer, men ville sælge sin sjæl for at regere. Mafiaen støttede hans kandidatur, og besværlig modstand blev skaffet af vejen ved vold, hvis parlamentarismens værktøjer ikke slog til.


SORRENTINOS film går stik modsat den brutale realisme i Gomorra. Il Divo er en politisk kunstfilm, der benytter alle de æstetiske virkemidler fra tidens pop cinema. Som satire er filmen langt mere effektiv end Nanni Morettis Il Caimano (2007), der på samme måde angreb Silvio Berlusconi, i øvrigt et af Andreottis store fjendebilleder.*
   Her er tredimensionelle titler, som vendes og drejes inde i billedet, fræsende radiohits, spraglede eksplosioner og ikonografiske slowmotion-sekvenser i stilen fra Tarantinos Reservoir Dogs, når Andreotti og hans ministre møder på arbejde. Trods hovedpersonens bizarre natur lykkes det Sorrentino at skabe empati og formidle en paradoksal sympati for den kronisk søvnløse enspænder, et mix af suveræn majestæt og grå eminence, der lever en stor del af livet om natten, når han endelig kan gå i fred.**


HER er også indklip med Aldo Moro, partifællen og kollegaen/konkurrenten, der i 1978 tages som gidsel og myrdes af De Røde Brigader. Det er en af de eneste sager, som giver Andreotti samvittighedsnag. Ellers er han af væsen en fisk, der ikke lader sig bevæge af noget. Toni Servillo spiller ham fremragende. Han er skiftevis hård og fortabt som den ensomme ministerpræsident.
   Il Divo siger utvivlsomt endnu mere til Sorrentinos landsmænd, men har rigeligt på hjerte som det er. Andreotti var 90 år, da filmen fik premiere. Veteranen fungerede stadig i politiske sammenhænge, skønt han var blevet dømt og frikendt og dømt igen i en række parodiske korruptionssager.


ANDREOTTI så Il Divo, før filmen blev offentliggjort. Han havde ingen kommentarer til sit portræt, men skal have sukket og spurgt, om man dog ikke kunne have ventet i fem år med at lave den. I Cannes sagde Sergio Castellitto på juryens vegne, at han betragter Gomorra og Il Divo som tematiske tvillinger. Skønt formsproget er vidt forskelligt, taler begge film om de skjulte magtstrukturer, som arbejder under overfladen i vestlige demokratier. Det er muligvis sådan i Italien. Forhåbentlig gælder det ikke i samme grad for Danmarks vedkommende.


PAOLO Sorrentino (f. 1970) har fra begyndelsen været en skarp billedmager, som især holder at udforske afhængighed og ubehag, aldrig mere isnende end i La conseguenze dell'amore (2004), om en forretningsmand der vasker mafiapenge og i praksis er spærret inde på sit schweiziske luksushotel, eller anfægtende end i den stiliserede L'amico di famiglia (2006), hvor en fysisk og psykisk forkrøblet ågerkarl terroriserer sine omgivelser.
   I Il Divo rammer han målet præcist og sætter sit fingeraftryk mellem offerets øjne. Det er en formidabel og frapperende film, som man kan se flere gange uden helt at blive færdig. Vejen er banet for This Must Be the Place (2011), Sorrentinos første engelsksprogede film, og det for alvor modne arbejde i La grande bellezza (2013) og Youth (2015). 



*) Sorrentino nåede til at tegne portrættet af Berlusconi i sin ottende film, den to-delte Loro (da. Silvio og de andre) fra 2018. Det er også her Toni Servillo, som fremstiller det politiske dyr. Servillo har således både spillet Andreotti og hans ærkemodstander. I Nanni Morettis Il Caimano har Sorrentino selv en lille rolle. Mange af de Fellini-inspirerede ideer om Vatikanets pragt og dekadence er videreført og forstørret i de to miniserier, The Young Pope (2016) og The New Pope (2019-2020), som Sorrentino skrev og instruerede for HBO i Italien. 

**) Totalbilledet af en gruppe karakterer, der nærmer sig eller passerer kameraet, som et hold og typisk i slowmotion, er blevet en trope; en streng, som bare skal strejfes for at antyde hele akkorden. Måske var det Sam Peckinpah, der brugte tricket første gang i The Wild Bunch (1969, da. Den vilde bande). Mest ikonisk er det anvendt i Philip Kaufmans The Right Stuff (1983, da. Mænd af rette støbning) om de første amerikanske astronauter. Jeg nævner Tarantinos Reservoir Dogs (1992, da. Håndlangerne), men kunne have fremhævet Michael Bays Armageddon (1998) eller Pixar-filmen Monsters, Inc. (2001) af Pete Docter. Thomas Vinterberg bruger stilgrebet både i Kollektivet (2016) og (i slingrende ironisk form) i Druk (2020). Den kritiske term for sekvensen er »Power Walk«. 


 
Il Divo (Il divo: La straordinaria vita di Giulio Andreotti). Instr. og manus: Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 110 min. Italien 2008. Dansk premiere: 14.08.2009.

Fotos: Indigo Film/ Curzon Artificial Eye/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Cinematrailersnet [MPI English Language Trailer via YouTube]
Filmen streames på MUBI
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.08.2009

søndag den 28. november 2021

Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011)


NOGET ER GALT
Sean Penn som en pilgrim på tilfældets veje

Af BO GREEN JENSEN

»DER er et eller andet i vejen. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan mærke, at noget er galt.« Replikken – som er stærkt inspireret af den gamle Buffalo Springfield-sang »For What It’s Worth« - bliver fremsagt fire-fem gange i Paolo Sorrentinos This Must Be the Place. Det sker, når Cheyenne, en forhenværende rockstjerne, igen har grund til at føle sig utryg. Han puster hårlokken væk, ser på verden med sigende udtryksløshed og konstaterer tørt sin bekymring.
   Cheyenne er en gennemført Peter Pan. Han blev rig af 80ernes sange, men har ikke optrådt i tyve år. I stedet bor han palæagtigt uden for Dublin sammen med hustruen Jane (Frances McDormand), som er anderledes handlekraftig. Han følges med hengiven fan, som kunne være hans datter. Han sælger aktier, er opmærksom på krisen og køber ind i supermarkedet. Han triller kufferten hjem til sit slot, hvor en designer har skrevet CUISINE på væggen i det forkromede køkken.



NOGET er galt. Det har det været siden 1988, da Cheyenne vendte ryggen til tiden, fordi to teenagere begik selvmord med henvisning til en af hans sange. Han mente jo ikke alt dét med mørket. Som han siger til David Byrne, da de mødes backstage i New York, skrev Cheyenne de ting, som folk ville have. Deprimerede sange for deprimerede unge. Byrne er derimod en virkelig kunstner, konstaterer Cheyenne. Han blev ved; han har drømme; han realiserer projekter, som påvirker verden.
   Byrne svarer ikke. Han har netop sunget Talking Heads-nummeret, som filmen tager sin titel efter, i en funklende klar og energisk version. Sangen handler om længsel efter tryghed og har vel som pointe, at man må finde sit hjem overalt. Vi rejser på tilfældets veje, og måske er det hér, at livet begynder. Cheyenne er kommet til USA for at begrave sin far, som han ikke talt med i 30 år.


SIDEN begiver han sig ud for at finde den SS-soldat, der gjorde faderens liv til et helvede i Auschwitz. Cheyenne søger hjælp hos en gnaven Simon Wiesenthal-figur (Judd Hirsch) og jager historiens genfærd i sære småbyer fra Michigan til New Mexico. Han finder bødlens hustru, datter, barnebarn og endelig også den gamle mand selv. Uendelig langsomt finder han hjem. Det er dybest set dén historie, som filmen vil fortælle, da den når sagens kerne efter to timers svinkeærinder.



SORRENTINOS film er en løs konstruktion, som ad omveje kommer rundt om adskilligt. Sean Penn bærer alt i rollen som Cheyenne, der stadig farver sit lange hår sort, bruger læbestift og går i læder, så han næsten er Robert Smith fra The Cure op ad dage.
   Han taler med tynd fistelstemme og bevæger sig provokerende langsomt. Denne mand har gjort alt for at sætte tiden i stå. Han er samtidig en fuldkommen uimponeret iagttager. Han er god til at tale med fremmede, der reagerer på hans aparte fremtoning med samme undrende fascination, som de fleste tilskuere vil føle.
   For så vidt hænger filmen slet ikke sammen. Cheyennes liv i Dublin og den fortabte søns nazijagt i USA kunne være adskilte historier med hver sin hovedperson. Sorrentino får dog et spændende misfoster ud af materialet. Der er en betagende insisterende uskyld i Cheyennes fikserede karakter. Manden har masser af integritet, skønt han ligner en rynket dreng på 50. Det er derfor, han ikke vil være voksen. »Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan mærke, at noget er galt.«



SORRENTINO har lavet fine italienske film før This Must Be the Place. Især Il divo (2008), et satirisk portræt af Giulio Andreotti, var uforudsigelig og farvestærk. Her forsøger han sig med en af de globale road movies, som Wim Wenders opfandt i 1990erne. Det er næppe tilfældigt, at Harry Dean Stanton optræder i en enkelt scene som Robert Plath, manden der først satte hjul på sin kuffert og blev millionær på ideen. Stanton havde sit livs rolle i Paris, Texas (1984), som ser på det amerikanske landskab med de samme store øjne som Cheyenne.


DAVID Byrne skabte filmen True Stories (1986), da han ville sætte Talking Heads’ sange om huse og mad i en passende ramme. Billederne af det mærkelige »
Land of Plenty finder sammen her, hvor Cheyenne får besøg af en bison, tager en tavs indianer med i sin bil, køber våben på vejen og betragter statuen af verdens største pistacienød.
   Han spiller »This Must Be the Place« for sin fars bøddels overvægtige barnebarn, der kun kender sangen med Arcade Fire. Før den lille koncert sætter drengen et foto af sin far på sofabordet. Bagefter tager han billedet med sig og siger tak. Filmen er fuld af sådanne småting. Den er allermest rørende, når den er mindst.


DER er en god begyndelse og en rigtig stærk slutning, som alene hænger sammen i kraft af Sean Penns Kaspar Hauser-figur. Man skal se denne film for detaljernes skyld, for de essayistiske betragtninger, der gør den til et skarpt og ganske livagtigt billede af USA og Europa i nedgangstiden. Man skal ikke se den for drama og klarhed. De ting kan man finde i andre film, som ikke vil kendes ved fremmedgjortheden.



This Must Be the Place. Instr.: Paolo Sorrentino. Manus: Umberto Contarello, Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 118 min. Italien-Frankrig-Irland 2011. Dansk premiere: 12.01.2012.


Fotos: Indigo Film/ Pathé/ TWC/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.01.2012

lørdag den 27. november 2021

Paolo Sorrentino: Youth (2015)


GAMLE MÆND OM AFTENEN
Sorrentino bestiger Der Zauberberg

Af BO GREEN JENSEN

EN komponist og en filminstruktør, begge ved slutningen af livet; en voksen datter, der bliver forladt; en genert bjergbestiger, som bliver forelsket; en Novalis-citerende Hollywoodstjerne, der forbereder sig på at spille Adolf Hitler.
   Figurerne er gæster på et eksklusivt kursted i Schweiz, hvor også Miss Universe flytter ind. De ser på buddhistmunken, som mediterer i haven. De diskuterer, om han kan levitere. De taler om livet og døden, mens dagene kommer og går. Der er sådan set ikke andet.
   Youth kombinerer motiver fra to af Paolo Sorrentinos andre film: Kærlighedens konsekvenser (2004) og La grande bellezza (2013, da. Den store skønhed), som blev sit års udenlandske Oscar-vinder. I den sky skuespiller, som bliver spillet af Paul Dano, er der reminiscenser af den blokerede rockstjerne i This Must Be the Place (2011).



DER er igen ingen grænser for tænksomheden og billedskønheden. Ej heller for selvfølelsen og ambitionen hos den nu midaldrende italiener. La grande bellezza var Sorrentinos La dolce vita. Youth er hans Der Zauberberg.
   I Trolddomsbjerget fra 1924 samler Thomas Mann en kreds af tidstypiske karakterer, som bliver behandlet for tuberkulose på kurhotellet Berghof i de schweiziske alper. Hans Castorp skal besøge sin brystsyge fætter, men ender med at blive på Troldfjeldet i syv år.*
   Her overhører han samtaler mellem humanisten Settembrini og den radikaliserede Naphta, som er jøde, jesuit og kommunist. Han sværmer for Clawdia Chauchat, en sanselig russisk aristokrat, som imidlertid er optaget af den dionysiske Mynheer Peeperkorn.
   Romanen er både mytologisk og satirisk. Før Clawdia rejser, skænker hun Castorp en kærlighedsnat. Som minde får han et røntgenbillede af hendes lunger, altså et portræt af hendes indre jeg. Han sætter det ved sin seng.
   Mens de karikerede patienter vender ryggen til almuen nede i lavlandet, er en sønderrivende krig undervejs. Da det lykkes Castorp at bryde fortryllelsen og vende tilbage til virkeligheden, er det med stor sikkerhed for at dø.


DER er ingen Castorp-karakter i Youth og heller ingen fashionabel sygdom, som konsoliderer hotelgæsternes fællesskab. Det skulle da være elitens begær efter uforstyrret splendid isolation.
   Alligevel bruger man tid på at finde overenstemmelser mellem Manns og Sorrentinos bjergtinder. Stemningen omkring samtalerne mellem komponisten Fred Ballinger (Michael Caine) og filmskaberen Mick Boyle (Harvey Keitel) er den samme. Også Miss Universe (Madelina Ghenea) kommer fra Rusland.
   Sorrentino fremhæver selv forbindelsen. For en sikkerheds skyld er Youth faktisk filmet på Berghotel Schatzalp i Davos, som var et sanatorium, da Katia Mann blev behandlet for tuberkulose i 1912. Her begyndte Mann at skrive Trolddomsbjerget som et sidestykke til Der Tod in Venedig (1912, da. Døden i Venedig).


PÅ samme måde må Youth være tænkt som en tvilling. Den store skønhed var fuld af kærlige henvisninger til 60er-film af Federico Fellini og Michelangelo Antonioni. Det gav ekstra vægt til portrættet af den indolente journalist og hans kreds af romerske døgnvæsener.
   I Youth er virkningen modsat. Det er decideret distraherende, at Sorrentino fører regnskab i forhold til Trolddomsbjerget. Tricket får tilskueren til at spørge, om karaktererne i grunden er så dybe, som de bliver fremstillet.



FILMEN bliver reddet, fordi personerne selv er i tvivl. Ballinger og Boyle er gamle mænd, som har prøvet det hele og betragter ungdommens lidenskab med distance. Muligvis med vemod, men ikke med misundelse.
   Ballinger er træt og ville ønske, at han havde de prostataproblemer, han fingerer. Kongehuset sender en mand for at bede ham dirigere sit hovedværk Simple Songs. Han siger kategorisk nej og kan dårligt selv huske hvorfor.
   Det kan datteren (Rachel Weisz), der fungerer som hans assistent. Hvis filmen trods alt har en Castorp, må det være Lena Ballinger.


   
DER er gjort meget ud af miljøet. Mark Kozalek optræder på terrassen, og sangerinden Paloma Faith spiller sig selv. Hun har hugget Lenas mand, der tilfældigvis er søn af Mick Boyle. Så de gamle mænd går aftentur og siger forbavsende banale ting til hinanden.
   Boyle har barrikaderet sig sammen med fem unge manuskriptforfattere. Filmen, som de skriver, skal på én gang være mesterværk og svanesang, comeback og testamente. Men produktionen er i pengenød.
   Alt afhænger af, om Boyles gamle flamme og forreste stjerne (Jane Fonda) vil spille hovedrollen. Hun kommer og prøver på sin måde at være ærlig. Boyles reaktion er den ene grund til, at Ballinger omsider går på podiet.



DET er generelt en fornøjelse at følge samtalerne mellem Caine og Keitel, som efterhånden lukker skuespilleren ind i deres venskab. Dano sminker sig som Hitler og bliver i karakter i flere dage for at afprøve gæsternes reaktion.
   Et andet godt øjeblik er vist på filmens plakat. De gamle mænd bliver stille, da den nøgne Miss Universe gør dem selskab i badet.
   Youth modtog tre af Det Europæiske Filmakademis EFA-priser for 2015: årets film, årets skuespiller (Caine) og bedste instruktør. Selv savner jeg efterhånden den visuelle rock ’n ’roll fra Il Divo (2008), Sorrentinos suveræne karaktermord på politikeren Giulio Andreotti. Han er altid en stor billedskaber, men i Youth bliver det hele måske mere litterært, end godt er.
   Caine og Keitel skaber fulde karakterer. Selv Jane Fonda liver op i rollen som aldrende diva. Sidst i filmen bliver det afgjort, om buddhistmunke egentlig kan levitere.



*) Også Hayao Miyazaki har henvist til bogen i Når vinden rejser sig (2013), hvor flyingeniøren Jiro Horikoshi faktisk møder Hans Castorp på kurstedet, hvor han frier til sin tilkommende hustru. Der Zauberberg er oversat til dansk flere gange. Carl V. Østergaards version fra 1924 har titlen Troldfjeldet og var den kurante udgave, indtil Ulrich Horst Petersen nyoversatte romanen som Trolddomsbjerget i 1989. Det er desværre svært at komme til at se filmen/miniserien Der Zauberberg/ La montagne magique/ The Magic Mountain, som fransk, (vest)tysk, østrigsk og italiensk tv producerede sammen i 1982. Hans W. Geissendörfer bearbejdede bogen og instruede bl.a. Christoph Eichhorn (Castorp), Marie-France Pisier (Clawdia Chauchat), Irm Hermann (Fräulein Engelhart) og Rod Steiger (Mynheer Peperkorn). Et særligt indtryk gjorde Charles Aznavour i rollen som Naphta. Jeg har aldrig glemt scenen med tuberkulosefotoet som en kærlighedspant. Filmen, som varer 153 minutter, er fra samme periode som Tony Palmers Wagner (1981) med Richard Burton som komponisten, Francois Villiers' Romain Rolland-dramatisering Jean-Christophe (1978) med Klaus Maria Brandauer og Ingmar Bergmans Fanny & Alexander (1982). I nogle territorier var der biografpremiere; andre steder blev filmene vist i længere tv-versioner, hvor føljetonens grammatik kom bedre til sin ret. Dansk tv sendte Der Zauberberg over to aftener. Filmen blev restaureret og vist på Berlinalen i 2008. Arthaus udgav et dvd-bokssæt, som man stadig kan være heldig at finde i Tyskland. 

Youth (La Giovenezza). Instr. og manus: Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 124 min. Italien-Frankrig-Schweiz 2015. Dansk premiere: 14.01.2016.


Fotos: Indigo Film/ Medusa Film/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.01.2016 

lørdag den 20. februar 2021

Matteo Garrone: Dogman (2018)


ALLE DE MUDREDE VEJE
To italienske mænds hundeliv

Af BO GREEN JENSEN

MATTEO Garrone (f. 1968) er moralisten blandt de stærke instruktører, som for tiden markerer den italienske filmkunst. Garrone har en særlig panoramisk sans for bredden og dybden, alle arbejdsgangene i et miljø. Han var derfor så god til at skildre Napolis skrantende mafiavæsen i gennembrudsfilmen Gomorra (2008).
   I Garrones film tager personerne farve efter miljøet. Der er aldrig nogen, som hæver sig over deres baggrund, og hvis de prøver, bliver de straks trukket ned. Det gælder for de skydeglade drenge, der tror, at de kan lade hånt om al faglig etik i Gomorra, og for fiskehandleren, der drømmer om at leve i et tv-show i Reality (2012). Det gælder især for de farvestrålende figurer, der befolker eventyrfilmen Tale of Tales (2015).
   Så atmosfæren er en aktiv medspiller. I Dogman ligger hundefrisøren Marcellos salon på det mudrede torv i en trøstesløs kystby, hvor der sikkert kom badegæster engang. Der er forfaldne huse med tomme ferielejligheder, og i det fjerne ser man resterne af en forlystelsespark. Der er intet liv på torvet nu, og alle har kendt bedre dage.

MARCELLO (Marcello Fonte) supplerer sin indtægt ved kokainsalg. Hans ivrigste kunde er kæmpen Simoncello (Edoardo Pesce), en forhenværende bokser, som generelt er en plage for byen. Simoncello står klar i butikken hver morgen og afslutter dagen med et besøg. Han tvinger Marcello med fysiske trusler, men samtidig er han afhængig af Marcello.
   Relationen mellem de to mænd er uklar. Måske gik de i skole sammen. Måske var Simoncello mindre blæst før slagene og kokainen. I hvert fald kan han være uventet blød, og Marcello er også afhængig af ham. Somme tider tager den store mand den lille med i byen. Marcello er vist også den eneste butiksindehaver, som ikke betaler beskyttelsespenge.


FORRETNINGEN ved siden af Marcellos sælger smykker. Det går op for Simoncello, at han kan komme ind til guldsmedens skatte gennem væggen hos Marcello. Den lille mand tigger den store om ikke at udføre tyveriet. Politiet ved, at Simoncello står bag og vil lade Marcello gå, hvis han angiver »vennen«. Marcello nægter og kommer i fængsel.

   Da han bliver løsladt, er han en paria i kvarteret. Alle vender sig væk i foragt. Forretningen er færdig, den sidste tillid er svigtet. Simoncello slår det hen og vil genoptage rutinen. Marcello beslutter da at tage hævn. Han vil én gang for alle gøre sig fri af den primitive nemesis, og hundene skal hjælpe ham. Der er komplikationer, men filmens plakat giver et fingerpeg om, hvordan det ender for kæmpen og hundefrisøren.


DET er en film noir fra virkeligheden – inspireret af faktiske forhold – men især står Garrone i kærlig gæld til de neorealistiske værker, som Vittorio de Sica, Roberto Rossellini og andre skabte i 1940ernes slutning, da de gjorde en dyd (minimalistisk filmkunst med hjerte og social samvittighed) af en nødvendighed (Italiens økonomi efter krigen).

   Dogman er dog ikke Cykeltyven. Det er ikke en behagelig film. På den måde ligner den Paolo Sorrentinos En ven af familien (2006), hvor en ågerkarl i den samme slags by gik rundt og var en ækel konge i kvarteret. Garrone og Sorrentino er store æsteter. Når de vil gøre det grimt, kan de virkelig levere.



Dogman. Instr.: Matteo Garrone. Manus: Ugo Chiti, Massimo Gaudioso og Matteo Garrone. Foto: Nicolaj Brüel. 102 min. Italien 2018. Dansk premiere: 28.02.2019


Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ Camera Film
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Nordic, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og YouTube Movies
Trykt i Weekendavisen Kultur 01.03.2019

torsdag den 9. april 2020

Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013)


DET PRAGTFULDE DYR
Sorrentino på sporet efter Fellini

Af BO GREEN JENSEN

PAOLO Sorrentinos La grande bellezza var så langt den smukkeste film på Cannes Festivalen 2013. Her kom endelig de store billeder, man sultede efter hos mere sagsorienterede realister, og skønt menneskesynet er vildt misantropisk, findes også en varme inderst i værket, hvor inspirationen mod alle odds bliver fornyet.
   Sorrentinos film er en kærlighedserklæring til Rom. Den citerer fra samtlige film, som kom før, men er i bund og grund sit eget pragtfulde dyr. Man kan indvende, at æstetikken tangerer en visuel barok eller manierisme, som bevidst går efter det storladne udtryk. Det er dog få film, som lykkes så sikkert på så høj en præmis.


FLANØREN og dandyen Jep Gambardella (Toni Servillo har i hovedrollen en distraherende lighed med den ældre Ebbe Rode) fejrer sin 65-års fødselsdag med en fest på tagterrassen. Hans lejlighed har udsigt til Colosseum. Et sammenrend af ekstreme, forvredne og dekadente typer hopper op og ned til musikken. De lever hedonismen ud, så man ikke har set magen siden Federico Fellinis stilskabende La Dolce Vita (1960, da. Det søde liv).
   Et meget langt stykke af vejen er det den samme personkreds af karikerede døgnvæsener, som er ajourført for tiden 50 år efter. I centrum er Jep, forfatteren der kun skrev en enkelt bog, romanen Det menneskelige apparatur. Siden har han levet – og levet godt – af at skrive portrætinterviews til de store aviser. Han er vittig, skarp og elegant. Som filmen skrider frem, fornemmer man, at hans kynisme dækker over en form for kvæstet følsomhed. Jep er romantiker i sit hjerte, men frygter, at alt er for sent. Også andre referencer er hentet hos Fellini. Sorrentino skildrer Rom med den samme sult på emnet, som Fellini demonstrerede i Roma (1972).


JEP føler ikke længere den samme glæde ved festerne i den smagfulde lejlighed, hvor loftet kan ses som et blåt hav i solen. Han er vant til at have kontrol over situationen og sine følelser. Han er også vant til at være tilfreds med den ene roman, som det blev til. Nu begynder masken at glide af. Han finder sammen med en yngre kvinde, den sårede skønhed Ramona (Sabrina Ferilli), som er datter af en gammel ven. Han introducerer sin verden til hende – og på den måde også til publikum.
   Jep ydmyger en selvretfærdig veninde og nedgør systematisk hendes intellektuelle bedrifter. Hvis Jep er en aldrende Marcello Rubini, kunne Stefania (Galatea Ranzi) ) være Oriana Fallaci-wannabe typen. Monologen er et retorisk sætstykke – hvem ville ikke gerne kunne tale så skarpt? Alligevel er det den samme veninde, han danser med på græsset til sidst, da det står klart, at slutningen nærmer sig hastigt. Det er altid senere, end vi tror. Jeb har altid sagt sådan, men det er ikke før nu, at han også har følt det.
 

LUCA Bigazzis kamera gør notater på samme måde, som Jep registrerer poetiske detaljer: et særligt lys, en eksplosion af fugle, skikkelser på gaden i sære konstellationer. Det er meget i stilen og ånden fra Gianni Di Venanzo (1920-1966), som var fotograf på Fellinis 8½, men også på Antonionis La notte, som er det andet forbillede for Sorrentino.**
   Der er satire over kirken, den højere finansverden, populistisk tv, kulturradikal jounalistik og pornografisk konceptkunst à la Marina Abramovic. Der er fin musik fra mange kilder og en stor, bedrøvet skønhed. Det er en mageløs film af instruktøren til Il Divo (2008) og This Must Be the Place (2011). I La grande bellezza lykkes det hele.



*) Den store skønhed fik både Oscar, Golden Globe og en britisk BAFTA som årets internationale spillefilm. Ved European Film Awards var der fire store priser: bedste film, instruktør, skuespiller og klipper. Den fik ingen priser i Cannes. 2013 var året, hvor Steven Spielberg var juryformand i hovedkonkurrencen (mens Thomas Vinterberg præsiderede over Un Certain Regard-siderækken), og det blev set som sejr for et eller andet, at Guldpalmen gik til LGBT-filmen Adéles liv kapitel 1 & 2. Denne var samtidig – allerede dengang – udskældt for det maskuline blik, som Abdellatif Kechiche kastede på Léa Seydoux og Adèle Exarchopoulos i de udførlige sexscener (som dog er for intet at regne i forhold til, hvad Kechiche efterfølgende har brugt tid på i Mektoub, My Love: Canto Uno (2018) og Mektoub, My Love: Intermezzo (2019). Den store skønhed var kortlistet til danske Bodil- og Robert-priser, men begge foreninger (Bodil er en kritikerpris; Robert uddeles af filmbranchen) fulgte eksemplet fra Cannes.
**) La dolce vita, 8½ og La notte havde faktisk den samme manuskriptforfatter, Ennio Flaiano (1910-1972), som i Den store skønhed synes at være en direkte inspiration, ikke for Jep Gambardella-figuren, men for hans nærmeste ven, Lello Cava, som bliver spillet af Carlo Buccirosso. Buccirosso er sminket, så han også rent fysisk ligner Flaiano.

Den store skønhed (La grande bellezza). Instr.: Paolo Sorrentino. Manus: Umberto Conzarello og Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 142 min. Italien-Frankrig 2013. Dansk premiere: 05.09.2013.


Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ Camera Film
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.09.2013