The Best of Youth | La meglio gioventú | En italiensk familie (2003)

SKÆBNENS STAFET
Krønikeskrivning af første karat

Af BO GREEN JENSEN

SOMMEREN 1966. Efter et bestemmende møde med den psykisk skrøbelige Giorgia (Jasmine Trinca) vælger to romerske brødre forskellige livsveje og bevæger sig ad hver sin bane gennem 40 års italiensk historie. I perioder løber deres spor parallelt, i andre ligger de langt fra hinanden. Det samme gælder for søstre, forældre, kærester og venner, men det er de to unge mænd, som bærer skæbnens stafet.

   Den indesluttede Matteo (Alessio Boni) går systemets vej, melder sig som soldat og søger siden ansættelse i politiet. Han er hverken fascist eller fan af statsmagten, men tiltrækkes af princippet om absolutte regler. I sin fritid læser han Jean-Paul Sartre og Sherwood Andersons Winesburg, Ohio (1919, da. En by i Ohio). Hos sidstnævnte finder han lidelsesfæller blandt de amerikanske knudemennesker, der går rundt med knyttede hænder i lommen.

ALTRUISTEN Nicola (Luigi Lo Cascio) bliver en læge, der aldrig lukker sin dør, men arbejder utrætteligt for at forbedre patienternes vilkår. Han lever så åbent som muligt og prøver at være en positiv kraft, skønt lykken ikke altid er med ham. Han finder sit livs kærlighed, pianisten Giulia (Sonia Bergamasco), i Firenze, hvor både hun, han og Matteo tager del i nødhjælpsarbejdet og oprydningen efter den store oversvømmelse i november 1966.

NICOLA og Giulia er begge politisk aktive i årene 1968-74, men da hun med tid og frustreret bitterhed forsvinder ind i De Røde Brigader, står han alene med datteren Sara, som han giver al den enlige fars sørgmodige omsorg.

   Brødrene Carati er to sider af det samme ansigt. Bag dem passerer den fælles historie, nu og da konkret og altomsluttende, i andre afsnit mere som et landskab, der ses gennem glasset, hvis man sidder i en bil eller et tog. Vinduet viser også tilskuerens egne træk, og dét er styrken i La meglio gioventú. Enhver kan spejle sig i den store fortælling.

   To gange lykkes det Matteo at knytte sig til andre mennesker. Soldaterkammeraten Luigi (Paolo Bonanni) mister førligheden under gadekampe. Merilla (Maya Sansa) bliver mor til hans søn og tager det sidste, sandeste foto af knudemanden. Nicola spiller en vigtig rolle i mange liv, men når først sin egen kerne til slut, da filmen for et øjeblik bryder med sin realistiske præmis. Da det sker, er følelsen ekstra lyksalig.

MARCO Tullio Giordanas store filmkrønike blev skabt til italiensk tv som en miniserie i to gange fuld aftenlængde. Den var RAIs markering af årtusindeskiftet. La meglio giuventú findes også i en kort biografversion på tre timer, som fik premiere med den internationale titel The Best of Youth. Det var selvsagt den fulde udgave, der blev vist på Cannes Festivalen i 2003, som Carsten Brandt satte op i Posthus Teatret.

   En italiensk familie er fiktiv historieskrivning på niveau med de store tv-favoritter: Matador (1978-1982) og Krøniken (2004-2007), Heimat (1984-2004), Upstairs, Downstairs (1971-1975; 2010-2012), Our Friends in the North (1996), Rich Man, Poor Man (1976-1977). Den minder i slående grad om Album (2008), Hella Joofs miniserie efter Benn Q. Holms generationsroman, som var blevet en nyklassiker, hvis DR havde troet på projektet.

DEN historiske bevægelse er markeret med stiplede linjer. Det store nyhedsstof dominerer: flodbølgen i Firenze, strejker og demonstrationer, skandaler i offentlig psykiatri, 1970ernes politiske terrorisme, processerne mod mafiavæsenet, 1990ernes korruptionsskandaler. Sange citeres strategisk, udvalgte film bliver hyldet. Det er den nye tid i 17 forklædninger. Der sættes sjældent navne på, og meget foregår off screen. Undtagelsen er sekvensen fra Firenze, som har en egen taktil og pristin helstøbthed.

   Mellem brødrene fungerer den svigtede, men langsomt helbredte Giorgia som et sindbillede på Italiens drøm. Til sidst samles trådene på (film)øen Stromboli ved Sicilien og på marken i Toscana, hvor den yngste Carati-søster bygger et hus med sin mand. For fans af Italien er filmen et must. Den kommer rundt i alle byerne, fra Torino i nord til Palermo i syd. Der er rigelig grund til at græde og le.

MAN kunne mageligt skære en time af filmen, men den gør sin virkning over tid og slutter i Norge i 2003, hvor en ny generation ser naturen ved Nordkap som et endnu ikke tabt Paradis. Således sluttes fortællingens cirkel. Giordanas film er en tillidserklæring til livet, som det sker for én, modsat ideerne om hvordan det bør leves, som skrives ned i bøger og formuleres i politiske teorier.

   Der skal uden tvivl tages tilløb, før man sætter sig til en film på seks timer. Denne er dog investeringen værd. Filmen kom til Danmark med otte års forsinkelse. Det gav den faktisk lidt ekstra kant. I 2003 var den stadig en rekonstruktion. Nu er den blevet ét med historien.

La meglio gioventú (The Best of Youth/ En italiensk familie). Instr.: Marco Tullio Giordana. Manus: Sandro Petraglia, Stefano Rulli. Foto: Roberto Forza. 360 min. Italien 2003. Dansk premiere: 04.03.2011.

Fotos: BiBi Film/ RAI Fiction/ Film Commission Torino-Piemonte/ RAI 1/ Posthus Teatret

Filmen streames ikke i DK – i Italien og Frankrig på Amazon Prime og Google Play; senest remastereret og udsendt på dvd i 2013.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2011.

Paolo Sorrentino: Il Divo (2008)

DEN EVIGE ANDREOTTI
Nærbillede af det politiske dyr

Af BO GREEN JENSEN

CANNES Festivalen 2008 blev en sejr for den nye italienske filmkunst, som igen var ved at nå niveauet fra 1960ernes og 70ernes guldalder. Ganske vist gik Guldpalmen til en fransk film – Laurent Cantets Entre les murs (da. Klassen) – men to italienske film tog de næststørste priser. Matteo Garrone fik årets Grand Prix for sin hårdkogt realistiske Gomorra, et fletværk af fortællinger fra Camorra-klanernes Napoli, mens Paolo Sorrentino modtog le Prix du Jury for sin ekstravagante Il Divo, der var en af årets store positive overraskelser.

   Il Divo er et stærkt karikeret portræt af Giulio Andreotti (1919-2013), der i en menneskealder fungerede som Italiens premierminister. Syv gange dannede Andreotti regering på vegne af partiet Kristne Demokrater. Uanset hvordan det politiske vejrlig så ud, var den evige Andreotti en faktor.

   Ifølge filmen herskede han ved en blanding af terror, intriger og afpresning, som ikke adskilte sig fra Il Camorras. Det migræneplagede magtmenneske var en opportunist i særklasse. Han var uden politiske idealer, men ville sælge sin sjæl for at regere. Mafiaen støttede hans kandidatur, og besværlig modstand blev skaffet af vejen ved vold, hvis parlamentarismens værktøjer ikke slog til.

SORRENTINOS film går stik modsat den brutale realisme i Gomorra. Il Divo er en politisk kunstfilm, der benytter alle de æstetiske virkemidler fra tidens pop cinema. Som satire er filmen langt mere effektiv end Nanni Morettis Il Caimano (2007), der på samme måde angreb Silvio Berlusconi, i øvrigt et af Andreottis store fjendebilleder.*

   Her er tredimensionelle titler, som vendes og drejes inde i billedet, fræsende radiohits, spraglede eksplosioner og ikonografiske slowmotion-sekvenser i stilen fra Tarantinos Reservoir Dogs, når Andreotti og hans ministre møder på arbejde. Trods hovedpersonens bizarre natur lykkes det Sorrentino at skabe empati og formidle en paradoksal sympati for den kronisk søvnløse enspænder, et mix af suveræn majestæt og grå eminence, der lever en stor del af livet om natten, når han endelig kan gå i fred.**

HER er også indklip med Aldo Moro, partifællen og kollegaen/konkurrenten, der i 1978 tages som gidsel og myrdes af De Røde Brigader. Det er en af de eneste sager, som giver Andreotti samvittighedsnag. Ellers er han af væsen en fisk, der ikke lader sig bevæge af noget. Toni Servillo spiller ham fremragende. Han er skiftevis hård og fortabt som den ensomme ministerpræsident.

   Il Divo siger utvivlsomt endnu mere til Sorrentinos landsmænd, men har rigeligt på hjerte som det er. Andreotti var 90 år, da filmen fik premiere. Veteranen fungerede stadig i politiske sammenhænge, skønt han var blevet dømt og frikendt og dømt igen i en række parodiske korruptionssager.

ANDREOTTI så Il Divo, før filmen blev offentliggjort. Han havde ingen kommentarer til sit portræt, men skal have sukket og spurgt, om man dog ikke kunne have ventet i fem år med at lave den. I Cannes sagde Sergio Castellitto på juryens vegne, at han betragter Gomorra og Il Divo som tematiske tvillinger. Skønt formsproget er vidt forskelligt, taler begge film om de skjulte magtstrukturer, som arbejder under overfladen i vestlige demokratier. Det er muligvis sådan i Italien. Forhåbentlig gælder det ikke i samme grad for Danmarks vedkommende.

PAOLO Sorrentino (f. 1970) har fra begyndelsen været en skarp billedmager, som især holder at udforske afhængighed og ubehag, aldrig mere isnende end i La conseguenze dell'amore (2004), om en forretningsmand der vasker mafiapenge og i praksis er spærret inde på sit schweiziske luksushotel, eller anfægtende end i den stiliserede L'amico di famiglia (2006), hvor en fysisk og psykisk forkrøblet ågerkarl terroriserer sine omgivelser.

   I Il Divo rammer han målet præcist og sætter sit fingeraftryk mellem offerets øjne. Det er en formidabel og frapperende film, som man kan se flere gange uden helt at blive færdig. Vejen er banet for This Must Be the Place (2011), Sorrentinos første engelsksprogede film, og det for alvor modne arbejde i La grande bellezza (2013) og Youth (2015). 

Se også Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011); Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013); Paolo Sorrentino: Youth (2015); Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018); Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021).

*) Sorrentino nåede til at tegne portrættet af Berlusconi i sin ottende film, den to-delte Loro (da. Silvio og de andre) fra 2018. Det er også her Toni Servillo, som fremstiller det politiske dyr. Servillo har således både spillet Andreotti og hans ærkemodstander. I Nanni Morettis Il Caimano har Sorrentino selv en lille rolle. Mange af de Fellini-inspirerede ideer om Vatikanets pragt og dekadence er videreført og forstørret i de to miniserier, The Young Pope (2016) og The New Pope (2019-2020), som Sorrentino skrev og instruerede for HBO i Italien. 

**) Totalbilledet af en gruppe karakterer, der nærmer sig eller passerer kameraet, som et hold og typisk i slowmotion, er blevet en trope; en streng, som bare skal strejfes for at antyde hele akkorden. Måske var det Sam Peckinpah, der brugte tricket første gang i The Wild Bunch (1969, da. Den vilde bande). Mest ikonisk er det anvendt i Philip Kaufmans The Right Stuff (1983, da. Mænd af rette støbning) om de første amerikanske astronauter. Jeg nævner Tarantinos Reservoir Dogs (1992, da. Håndlangerne), men kunne have fremhævet Michael Bays Armageddon (1998) eller Pixar-filmen Monsters, Inc. (2001) af Pete Docter. Thomas Vinterberg bruger stilgrebet både i Kollektivet (2016) og (i slingrende ironisk form) i Druk (2020). Den kritiske term for sekvensen er »Power Walk«. 

 Il Divo (Il divo: La straordinaria vita di Giulio Andreotti). Instr. og manus: Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 110 min. Italien 2008. Dansk premiere: 14.08.2009.

Fotos: Indigo Film/ Curzon Artificial Eye/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Cinematrailersnet [MPI English Language Trailer via YouTube]

Filmen streames på MUBI

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.08.2009

Matteo Garrone: Gomorra (2008)

INGEN VEJ TILBAGE

Mafiavæsen i virkeligheden

Af BO GREEN JENSEN

MENS den sicilianske mafia, Cosa Nostra, er verdensberømt, har Napoli-regionens Camorra haft held til at trives mere diskret. I Italien er organiseret kriminalitet ikke et eksotisk indslag i aftennyhederne, men en reel industri med en årlig omsætning på 150 milliarder euro. Der er intet aspekt af det offentlige liv, som Camorraen ikke har del i. Det anslås, at organisationen tæller 25.000 aktive soldater og har 200.000 affilierede støtter.

   Camorraen er aktiv på traditionelle områder som narko, prostitution, åger, hasard, lejemord, terror og »beskyttelse«. Den er samtidig dybt integreret i samfundsøkonomien, for sorte penge må vaskes hvide et sted. Ergo driver man bank og finans, ejer hele byggerier og supermarkedskæder, er en væsentlig faktor i film- og musikindustri. Camorraen fremstiller kopier af kostbare mærkevarer og yder lån til de samme fabrikker, som forsyner modehusene med originale modeller.

   Banderne tilbyder renovation og har specialiseret sig i deponering af kemisk affald, som på kreativ vis absorberes i miljøet. Overhovedet er Camorraen ikke så meget en lyssky underverden som en alternativ samfundsstruktur. Banderne kalder sig selv for Systemet. Man kan leve og dø i Camorraens arme. Det er præcis, hvad man gør i Napoli og Caserta.

JOURNALISTEN Roberto Saviano skrev i 2006 Gomorra, der folder baglandet ud som et stort panorama. Modsat Cosa Nostra har Camorraen ikke et stærkt, centralt hierarki, men udgør en simrende fællesmængde af klaner og bander, som til stadighed deles, bekriger og forsones med hinanden, som radikale celler i samfundets blodstrøm. Savianos far var læge og blev straffet af camorrister, da han tilså et offer for Systemet.

   Sønnens bog er en spraglet hybrid af fiktionsreportage og dokumentarisme. Gomorra er udkommet i 42 lande. Herhjemme hedder den Mafiaen i Napoli. Saviano siger, at han kunne færdes frit i miljøet, fordi Camorraen kun reagerer på aggressiv konkurrence. Efter udgivelsen kom han på klanernes dødsliste og har siden været under politibeskyttelse. Der er dog ikke system i Camorraens galskab. Matteo Garrone mødte ingen modstand, da han ville filmatisere Gomorra. Tværtimod var man tilbøjelig til at betragte filmen som positiv PR.*

FILMEN åbner rigelig spektakulært med to nedskydninger i et solcenter. Det ultraviolette lys giver drabene en surrealistisk Hollywood-kvalitet, som netop ikke præger resten af filmen. For det meste er lys bare lys i Gomorra. Der bruges ikke filtre og højnede farver. Der er ingen smældende baggrundsmusik. Brutaliteten er konkret og vilkårlig. Her er livet bogstaveligt ingenting værd.

   Der er fem forbundne handlingsspor, som slynger sig ind og ud af hinanden. Mest rørende og forstemmende er to unge mænd, Marco og Ciro, som tror at de kan gå på vandet og leger Al Pacino i rollen som Tony »Scarface« Montana, vel at mærke med rigtige våben. De er skuffede over den lokale godfather, en effektiv yngre type med fuldskæg, der som regel går i nusset undertrøje. De snyder afrikanerne og vil ikke være underlagt den ene eller anden Camorra-fraktion. Drengene vil være frie agenter. De ender som affald i skovlen på den gravko, der til slut fjerner filmens kasserede længsler.

NETOP affald er blevet en lidenskab og en levevej for den distingverede Franco (Toni Servillo), som er på evigt udkig efter depotkapacitet. Gamle miner, udtørrede reservoirer, underjordiske tanke, men også markarealer kan bruges. Franco er en respektabel forbryder. Han har gode manerer og spørger alfaderligt til familien, når han køber affaldslicenser af døende bønder. Lærlingen Roberto (Carmine Paternoster), som er ung og universitetsuddannet, ser ham fra siden og er først imponeret af sin fars gamle chef og rollemodel.

   Ved et sygebesøg får Franco en kurv med ferskner foræret af familien, der har forvandlet al sin jord til depot. Franco takker og smiler. Senere beder han Roberto kaste frugterne i grøften. »De stinker jo – kan du ikke lugte det?« Så står Roberto ved udsigten og tænker vel, at Camorraen har forvandlet hele Caberia til et giftdepot.

   Man kan ikke med sikkerhed vide, hvad han tænker. I denne film går personerne ikke og forklarer sig i ét væk. Roberto siger til Franco, at arbejdet alligevel ikke er noget for ham. Den ældre mands facade krakelerer i åben foragt. Du skal ikke tro, du er noget særligt. Roberto retter ryggen og går. Han bliver sandsynligvis til den forfatter, som ender med at skrive Gomorra.

ROBERTO er filmens magnetiske nordpol. Hans komplementære modsætning er den 13-årige Toto, som ser med store øjne på de voksne gangsteres spændende livsførelse. Her er en vej ud af byggeriet, hvor alle lever på Camorraens nåde. Under en sjælden politirazzia ser han, hvor posen med narko og våben placeres. Han giver sine helte byttet tilbage, da betjentene er kørt. Fra da af går Toto i lære. Han optages efter sin ildprøve, at tage en kugle i brystet med skudsikker vest på. Hans bedste ven bliver hans fjende, men Toto har valgt side. En dag vil han stå blandt de fede beach boys i hawaiiskjorte og badesandaler, der hænger ud i stripbaren og kører lig væk fra stranden, når dagen er omme.

PÅ god italiensk vis betragter Camorraen sig selv som en familie. Hvis trofaste soldater bliver fængslet eller falder i krigen mod politi og rivaliserende bander, træder mafiaens eget socialvæsen til. Don Ciro (Gianfelice Imparato) er den stille funktionær, il sottomario, som kommer med økonomisk bistand og praktiske råd til de enlige mødre og skrantende gamle, der bor i Camorraens betonghettoer. Han ser de utroligste ting, men prøver ikke at have nogen mening om listen, som han arbejder efter. Han er bare skyggen og budbringeren.

   Dog er det svære tider med udenlandsk konkurrence og konjunkturbestemt minusvækst. Familierne er ikke længere taknemlige for de almisser, som Don Ciro afleverer, og han rystes i sit inderste ved nogle drab, som han oplever tæt på. Alt for sent prøver Don Ciro at gøre en forskel. Han går i forbøn for kvinden Maria, og han prøver at tale med hendes søn, som har sluttet sig til fjenden. Den unge mand ønsker dog ikke fred. Han vil »score og hente penge«. Don Ciro er Camorraens svar på den pæne småborger, der for længe lader stå til og adlyder. Han resignerer og passer atter sin rute, nu med en skudsikker vest under vindjakken. Som generationsfællen Franco må han erkende, at der ikke er nogen vej ud og tilbage.

DEN sirlige skrædder Pasquale (Salvatore Cantalupo) er én gang for mange blevet misbrugt af sin arbejdsgiver, der vil sælge alt til spotpris, hvis det kan sikre ham en ordre. Pasquale tager derfor imod et tilbud om at undervise kinesiske syere, der vil ind på Camorraens marked. Pasquale er næsten blevet ven med fabrikanten, da Systemet iværksætter sin universalløsning. Skrædderen overlever, men vender ikke »hjem« til fabrikken.

   I stedet bliver modekunstneren langturschauffør. I cafeteriaet ser han tv-billeder af Scarlett Johansson, som ankommer til Lidoen under den venetianske Mostra. Hun bærer en af Pasquales kreationer. I bogen er det faktisk Angelina Jolie, som går i land på Lido di Venezia, og Pasquale begynder at græde. I filmen smiler han bittert, men har stadig en familie at komme hjem til. Og livet i behold.

OGSÅ Garrones film er en hybrid. Gomorra blander antropologisk miljøskildring og psykologisk indlevelse med sociologisk metode og hård realisme. En ubønhørlig inerti er sat i fokus. Der er ingen overordnet romantisk bevægelse, som man ser i amerikanske mafiafilm. Snarere ligner Gomorra de panoramiske fagportrætter, som Steven Soderbergh og Stephen Gaghan har dyrket i film som Traffic (2000) og Syriana (2005). Skønt det ligner dokumentarisme, er man aldrig i tvivl om den fiktive strategi.

   Emnet er sobert behandlet. Der svælges ikke i noget som helst – det skulle da være virkelighed. Der er sikkert også tale om en vigtig sag, men for mange danske tilskuere vil den feudale mentalitet virke fjern. For mafia-aficionados er det gefundenes fressen. Filmen rammer én på samme måde som kriminalreportage i tv. Man ser til på sikker afstand og gyser over en primitiv livsform. Har man anlæg for voyeurisme, er det ingen uproblematisk tendens.

   

FORMEN er derimod ikke fjern. Gomorra imponerer som film ved sin stilsans, sit vibrerende nærvær, sit overvældende troværdighedspræg. Denne faktor er aldrig stærkere end i sekvensen med de badende desperadoer. Så langt ude Marco og Ciro nu er, inkarnerer de en livsfølelse, der er slukket eller slettet i de ældre karakterer.

   Garrone filmer med vidt åben linse. Man tror, hvad han siger om sin æstetiske metode: »Det råmateriale, jeg havde at arbejde med i Gomorra, var i sig selv så kraftfuldt, at jeg forsøgte at filme det så diskret som overhovedet muligt, som var jeg bare en tilfældig tilskuer. På den måde kunne jeg mest effektivt realisere de følelser, jeg havde, mens jeg lavede filmen.«

   Så Gomorra er hverken The Godfather eller Romanzo criminale. Den er lidt som The Sopranos uden wisecracks, men især er det interessant at sammenligne filmen med landsmanden Gabriele Salvatores’ Io non no puara (2003, da. Jeg er ikke bange). Her bliver det klart for drengen Michele, at hele landsbyen, inklusive hans egne forældre, er indblandet i bortførelsen af den blege dreng, som børnene har fundet i et hul i jorden. Her er stilen lige så høj, som den er neutral i Gomorra, men de to film gør sært nok den samme slags indtryk.

Se også Matteo Garrone: Tale of Tales (2015); Matteo Garrone: Dogman (2018); Animation | Matteo Garrone: Pinocchio (2019).

*) Mafiaen i Napoli udkom på Borgens Forlag i 2007, oversat af Lorens Juul Madsen. I 2014 blev Savianos bog brugt som forlæg for tv-serien Gomorrah, der streames på HBO Nordic. Fire gange 12 episoder af »Italiens svar på The Wire« er produceret. Matteo Garrone er ikke involveret i produktionen. Måske har Camorraen selv investeret.  

Gomorra. Instr.: Matteo Garrone. Manus: Maurizio Braucci, Ugo Chiti, Gianni di Gregorio, Massimo Gaudioso, Matteo Garrone, Roberto Saviano. Foto: Marco Onarato. 137 min. Italien 2008. Dansk premiere: 03.10.2008

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ Camera Film/ Alchetron/ Wikipedia

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, HBO Nordic, iTunes og SF Anytime - Miniserien fra 2014 streames på Blockbuster, HBO Nordic og Viaplay

Weekendavisen Kultur 03.10.2008