J.C. Chandor: A Most Violent Year (2014)

DET FARLIGSTE ÅR

Systemisk forfald er en evig fortælling

Af BO GREEN JENSEN

1981 i New York var, selv efter amerikansk målestok, et usædvanligt voldsomt år med flere drab og mere hård kriminalitet end sædvanligt.

   Den statistiske oplysning fylder ikke meget i J.C. Chandors fortættede skildring af en korruptionssag fra perioden. En stemme i radioen siger, at det er »the most dangerous year« i byens historie. Det er ikke sikkert, at karaktererne hører efter, for meget i filmen er ren baggrundsstøj. Alligevel sætter den stemningen fast.

   Indvandrersønnen Abel Morales (Oscar Isaac) er blevet en stor mand i fyringsolieindustrien, hvor han begyndte som lastbilchauffør. Han importerer og distribuerer selv fyringsolien, ejer en lille flåde af ramponerede tankvogne og instruerer personligt sælgerne, som går fra dør til dør for at hverve kunder.

   For personalet er der status i at avancere fra chauffør til sælger. For kolleger i faget er Abel en stor torn i øjet, fordi han nægter at følge kartellets uskrevne love og holder sig fri af korruption. Det er svært at sige, hvem der har mest imod Abel: de korrupte konkurrenter, de indfedtede fagforeninger eller det kompromitterede politi.

FILMEN følger Abel gennem en svær tid, hvor 3-4 faktorer må spille i samklang, hvis hans forretning skal overleve. Han har overtalt den jødiske spekulant, som ejer det meste af havnen, til at sælge en dok, som gør firmaet uafhængigt. Han har samtidig købt et stort hus i de fredelige forstæder, hvor man kan løbe ture og give sin børn en god opvækst. Alt, hvad Abel ejer, er stillet som sikkerhed. Hvis han ikke betaler den næste termin, vil begge handler gå tilbage, og der bliver ikke kompenseret for tab.

   A Most Violent Year er et grumset moralsk lærestykke, filmet i vinterligt lys med en stærk, ekstremt underdrejet faktor af spænding. Hele verden er en etisk gråzone, hvor man følger visse koder og navigerer efter principper, som gør alle til medvidere. Abel vil ikke spise af kagen. Chandors film røber kun det mest nødvendige om mekanismerne. Man forstår, at den ærlige mand må være en ridder eller en nar.

FOR hustruen Anna (Jessica Chastain) er Abel nok begge dele. Hun er vokset op i industrien, fører firmaets bøger og nærer ingen illusioner om, at ærlighed varer længst. Abel købte firmaet af hendes far, og hun vil ikke lade ham sætte det overstyr.

   Der er derfor lagt i ovnen alle vegne. Det er valgsæson, og den offentlige anklager (David Oyelowo) iværksætter en undersøgelse, som Abels advokat (Albert Brooks) bruger kræfter på at afværge. Abel holder kortene tæt ind til kroppen. Publikum kan aldrig vide, om der er mere i sagen, om begreber som rigtigt og forkert giver mening.

J.C. Chandors forbilleder er instruktøren Sidney Lumet og forfatteren David Mamet. Han gør en del ud af at lægge afstand til tematik og troper hos Martin Scorsese. Chandors første film, Margin Call, fulgte tolv bankfolk gennem det hektiske døgn, hvor krisen i 2008 tog form. I All is Lost var Robert Redford alene på havet og lærredet i to timer. Begge film var så kompromisløse, at de ikke fik dansk biografpremiere.

   A Most Violent Year vil nok gøre det bedre. Filmen blander ånden fra Serpico og Prince of the City med stilen og tonen fra The Godfather. Kun James Gray laver noget, der ligner, og hvis den historiske ramme ikke virker livsnødvendig – systemisk forfald er en evig fortælling – giver den til gengæld æstetisk gevinst.

   Det er en sober periodefilm med diskrete kronologiske markører. Effekterne er små, men realismen er så gennemført, at hver voldshandling virkelig gør ondt. Handlingen udspiller sig i en forvirrende verden, som kun er for voksne. Den ligner 1981 ret godt.

A Most Violent Year. Instr. & manus: J.C. Chandor. Foto: Bradford Young. 125 min. USA 2014. Dansk premiere: 11.06.2015.

Fotos: Before The Door Pictures/ Washington Square Films/ FilmNation Entertainment/ Icon Productions (UK)/ A24 (US)/ Angel Films (DK)/ CineMaterial/ MovieStillsDB

A Most Violent Year streames på FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra Icon Productions 18.05.2015

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.06.2015

The Best of Youth | La meglio gioventú | En italiensk familie (2003)

SKÆBNENS STAFET
Krønikeskrivning af første karat

Af BO GREEN JENSEN

SOMMEREN 1966. Efter et bestemmende møde med den psykisk skrøbelige Giorgia (Jasmine Trinca) vælger to romerske brødre forskellige livsveje og bevæger sig ad hver sin bane gennem 40 års italiensk historie. I perioder løber deres spor parallelt, i andre ligger de langt fra hinanden. Det samme gælder for søstre, forældre, kærester og venner, men det er de to unge mænd, som bærer skæbnens stafet.

   Den indesluttede Matteo (Alessio Boni) går systemets vej, melder sig som soldat og søger siden ansættelse i politiet. Han er hverken fascist eller fan af statsmagten, men tiltrækkes af princippet om absolutte regler. I sin fritid læser han Jean-Paul Sartre og Sherwood Andersons Winesburg, Ohio (1919, da. En by i Ohio). Hos sidstnævnte finder han lidelsesfæller blandt de amerikanske knudemennesker, der går rundt med knyttede hænder i lommen.

ALTRUISTEN Nicola (Luigi Lo Cascio) bliver en læge, der aldrig lukker sin dør, men arbejder utrætteligt for at forbedre patienternes vilkår. Han lever så åbent som muligt og prøver at være en positiv kraft, skønt lykken ikke altid er med ham. Han finder sit livs kærlighed, pianisten Giulia (Sonia Bergamasco), i Firenze, hvor både hun, han og Matteo tager del i nødhjælpsarbejdet og oprydningen efter den store oversvømmelse i november 1966.

NICOLA og Giulia er begge politisk aktive i årene 1968-74, men da hun med tid og frustreret bitterhed forsvinder ind i De Røde Brigader, står han alene med datteren Sara, som han giver al den enlige fars sørgmodige omsorg.

   Brødrene Carati er to sider af det samme ansigt. Bag dem passerer den fælles historie, nu og da konkret og altomsluttende, i andre afsnit mere som et landskab, der ses gennem glasset, hvis man sidder i en bil eller et tog. Vinduet viser også tilskuerens egne træk, og dét er styrken i La meglio gioventú. Enhver kan spejle sig i den store fortælling.

   To gange lykkes det Matteo at knytte sig til andre mennesker. Soldaterkammeraten Luigi (Paolo Bonanni) mister førligheden under gadekampe. Merilla (Maya Sansa) bliver mor til hans søn og tager det sidste, sandeste foto af knudemanden. Nicola spiller en vigtig rolle i mange liv, men når først sin egen kerne til slut, da filmen for et øjeblik bryder med sin realistiske præmis. Da det sker, er følelsen ekstra lyksalig.

MARCO Tullio Giordanas store filmkrønike blev skabt til italiensk tv som en miniserie i to gange fuld aftenlængde. Den var RAIs markering af årtusindeskiftet. La meglio giuventú findes også i en kort biografversion på tre timer, som fik premiere med den internationale titel The Best of Youth. Det var selvsagt den fulde udgave, der blev vist på Cannes Festivalen i 2003, som Carsten Brandt satte op i Posthus Teatret.

   En italiensk familie er fiktiv historieskrivning på niveau med de store tv-favoritter: Matador (1978-1982) og Krøniken (2004-2007), Heimat (1984-2004), Upstairs, Downstairs (1971-1975; 2010-2012), Our Friends in the North (1996), Rich Man, Poor Man (1976-1977). Den minder i slående grad om Album (2008), Hella Joofs miniserie efter Benn Q. Holms generationsroman, som var blevet en nyklassiker, hvis DR havde troet på projektet.

DEN historiske bevægelse er markeret med stiplede linjer. Det store nyhedsstof dominerer: flodbølgen i Firenze, strejker og demonstrationer, skandaler i offentlig psykiatri, 1970ernes politiske terrorisme, processerne mod mafiavæsenet, 1990ernes korruptionsskandaler. Sange citeres strategisk, udvalgte film bliver hyldet. Det er den nye tid i 17 forklædninger. Der sættes sjældent navne på, og meget foregår off screen. Undtagelsen er sekvensen fra Firenze, som har en egen taktil og pristin helstøbthed.

   Mellem brødrene fungerer den svigtede, men langsomt helbredte Giorgia som et sindbillede på Italiens drøm. Til sidst samles trådene på (film)øen Stromboli ved Sicilien og på marken i Toscana, hvor den yngste Carati-søster bygger et hus med sin mand. For fans af Italien er filmen et must. Den kommer rundt i alle byerne, fra Torino i nord til Palermo i syd. Der er rigelig grund til at græde og le.

MAN kunne mageligt skære en time af filmen, men den gør sin virkning over tid og slutter i Norge i 2003, hvor en ny generation ser naturen ved Nordkap som et endnu ikke tabt Paradis. Således sluttes fortællingens cirkel. Giordanas film er en tillidserklæring til livet, som det sker for én, modsat ideerne om hvordan det bør leves, som skrives ned i bøger og formuleres i politiske teorier.

   Der skal uden tvivl tages tilløb, før man sætter sig til en film på seks timer. Denne er dog investeringen værd. Filmen kom til Danmark med otte års forsinkelse. Det gav den faktisk lidt ekstra kant. I 2003 var den stadig en rekonstruktion. Nu er den blevet ét med historien.

La meglio gioventú (The Best of Youth/ En italiensk familie). Instr.: Marco Tullio Giordana. Manus: Sandro Petraglia, Stefano Rulli. Foto: Roberto Forza. 360 min. Italien 2003. Dansk premiere: 04.03.2011.

Fotos: BiBi Film/ RAI Fiction/ Film Commission Torino-Piemonte/ RAI 1/ Posthus Teatret

Filmen streames ikke i DK – i Italien og Frankrig på Amazon Prime og Google Play; senest remastereret og udsendt på dvd i 2013.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2011.

Bennett Miller: Moneyball (2011)

FOR SPILLETS SKYLD

Portræt af en kompromitteret sportsgren

Af BO GREEN JENSEN

DER er penge i professionel sport, og i USA kan man godt lave film om forretning. Det er således kun på overfladen, at Moneyball handler om baseball. Snarere er det en instruktiv David og Goliat-historie om den ufortrødne eners kamp mod inertien i store systemer, der forlænger sig selv af bekvemmelighed, uanset om strukturen begynder at vakle.

   Forlægget er en bog af journalisten Michael Lewis, som tilbage i guldflippertiden skrev Liar’s Poker (1989, da. Wall Street Poker), der efter sigende blev et kultobjekt blandt børsmæglerne, som den afslørede.

   Moneyball: The Art of Winning an Unfair Game (2003) har snarere fundet sit publikum blandt trænere og dedikerede fans i mindre MLB-klubber, som ikke har råd til at ansætte stjerner. Bennett Millers filmatisering er et panoramisk portræt af en demokratisk sportsgren, som for europæere aldrig bliver andet end en avanceret udgave af rundbold, stikbold og cricket i ét.

   Som alle store film om sport er Moneyball et moralsk lærestykke. Trods alt er det heller ikke penge, som er sagen. Det er dét med at være den lille og vågne, som vinder over de store og dovne.

BRAD Pitt har den altoverskyggende rolle som sportsdirektøren Billy Beane, der i 2002 vendte udviklingen for baseballholdet Oakland Athletics. Efter 11 nederlag vinder Beanes nye hold 20 kampe i streg – en rekord i professionel baseball – og er midtvejs i sæsonen den bedste klub i American League.

   Træerne blomstrer dog ikke i himlen. Beane siger tidligt, at det gælder om at vinde »the last game of the season«, for det er dén kamp, som pressen og publikum husker. Oakland A’s tabte til Minnesota Twins, da sæsonen begyndte igen efter jul. Billy får dog et fristende tilbud fra storklubben Boston Red Sox og vinder samtlige kampe på integritet, da han vælger at blive i Californien.

BEANES strategi er dikteret af nødvendighed. Efter at have talt for døve øren med direktionen og de fastansatte talentspejdere, finder han i den statistiske afdeling en blid og forsagt analytiker, Peter Brand (Jonah Hill), som aldrig har spillet baseball, men deler Billys desillusion. Billy har selv været spiller. Han blev plukket i high school og lokket med en stor karriere, som imidlertid aldrig løftede sig, fordi han blev placeret forkert af strateger, der kun tog rene tal i betragtning.

   Beane og Brand begynder at købe de spillere, som der er råd til. De har 41 mio. dollars til rådighed, og det er småpenge i Major League Baseball. De nye mænd er typisk talenter med en bygningsfejl. Nogle er gamle, andre har en uskøn spillestil, flere er mærket af skader. Alle har egentlig opgivet drømmen og bliver ikke på banen for spillets skyld, men for familien og økonomien.

OAKLANDS træner, Art Howe (Philip Seymour Hoffman), som ender med at få det meste af æren for Oaklands gode efterår, stritter imod på alle punkter. Han bliver ved med at følge sin egen plan, indtil Beane simpelt hen fyrer de spillere, som Howe vil benytte. Miljøet har kun hån til overs for discount-strategien, som umiddelbart synes mindre romantisk. Det ville være ubærligt, hvis nederlagene bare blev ved, og som tilskuer får man lov at føle en del af Billys glæde ved sejren. Moneyball er dog ikke en typisk sportsfilm med en stor forløsende slutkamp, som skaber katarsis. Der er ingen billige sejre og ingen stor fejring af viljens triumf.

SNARERE bliver små regnskaber rettet. Billys ekskone (Robin Wright) og hans teenagedatter (Kerris Dorsey) er stolte til slut, og når Billy er i tvivl om retningen i nutiden, tænker han i klassisk afviklede flashbacks på bestemmende øjeblikke i sin egen karriere.

   Han forstår, hvad der driver den enkelte spiller og er generelt en god arbejdsgiver, som hellere siger tingene ligeud, når ubehagelige beskeder skal viderebringes. Han går afsides, mens kampene bliver spillet, og er maskulint tavs som en westernfigur. Brad Pitt skal bære hele filmen, som han selv har medproduceret, og det gør han med samme koncentration, som han investerede i Andrew Dominiks The Assassination of Jesse James (2007) og Terrence Malicks The Tree of Life (2011).

DET er dog manuskriptet af Steven Zaillian og Aaron Sorkin, som gør den store forskel i Moneyball. Sorkin, en forhenværende journalist, taleskriver og spindoktor, er altid bedst, når han arbejder med indviklet kontekst, masser af tal og henved 100 medvirkende (som i tv-serien The West Wing og manuskriptet til filmen om Facebook, David Finchers The Social Network). Her lægger han alt frem, så det giver mening, også hvis man intet ved om baseball og sportsindustrien.

DEN amerikanske filmhistorie er fuld af stort baseballdrama, fra The Ball Game (1898), Headin' Home (1920) med legendariske Babe Ruth som sig selv og The Pride of the Yankees (1942) med Gary Cooper som Lou Gehrig til tragiske takes som The Natural (1984, da. Den bedste) med Robert Redford. Den moralske forretning er skildret bl.a. i John Sayles’ Eight Men Out (1988, da. Korruptionens mænd) om matchfix-skandalen i 1919, der siden danner baggrund for Phil Alden Robinsons magiske Field of Dreams (1989). Senest en baseballfilm nåede til Danmark, var da Kevin Costner havde hovedrollen i Sam Raimis For Love of the Game (1999), hvor man fik den fulde katarsis sammen med etik og finans.

DER er endnu flere film om american football og boksning. I Europa bliver sporten ofte et spørgsmål om sejr eller nederlag, typisk for et landshold efter politiske omvæltninger. I den amerikanske version er der flere nuancer og mere grå virkelighed. Der måtte godt være flere spillefilm om professionel sport. I hvert fald kan man lære noget af Moneyball. Både om penge og psykologi.

Se også Bennett Miller: Foxcatcher (2014) og Besvarede bønner: Truman Capote 1924-1984.

Moneyball. Instr.: Bennett Miller. Manus: Steven Zaillian og Aaron Sorkin. Foto: Wally Pfister. 133 min. USA 2011. Dansk premiere: 15.12.2011.

Fotos: Columbia Pictures/ Scott Rudin Productions/ Michael de Luca Productions/ Film Rites/ Sidney Kimmel Entertainment/ Specialty Films/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ TriStar Pictures (The Natural still)/ Orion Pictures (Eight Men Out still)/ Gordon Pictures - Universal Pictures [Field of Dreams Burt Lancaster still].

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy/ YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 19.03.2012

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.12.2011

Cristian Mungiu: Bacalaureat/ Graduation/ Prøven (2016)

I VIRKELIGHEDEN ER DER INGEN MUSIK

Mungiu er blandt Europas store socialrealister

Af BO GREEN JENSEN

MAJ 2017: DET er allerede ti år siden, at 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007) væltede Cannes Festivalen og blev en stille succes verden over. Instruktøren Cristian Mungiu, som dengang var 38 år, fik status som ambassadør for »den rumænske bølge«, der havde været undervejs allerede i Hr. Lazarescus sidste rejse (2005) af Cristi Puiu og 12:08 øst for Bukarest (2006) af Corneliu Porumboiu.

   Mungius film skildrede forretningsgangen omkring en abort, som to unge kvinder bogstaveligt satte livet på spil for at få i stand. Otilia (Anamaria Marinca) gjorde alt for at hjælpe sin desperate veninde (Laura Vasiliu). Der var ingen lykkelig udgang på forløbet, men publikum sad tilbage med en lutrende følelse af at have set et menneske gøre sit yderste for en anden.

   Filmskaberne fra Rumænien har udviklet sig vidt forskelligt. Mungiu – der også er studiechef og producer på mange kollegaers film – står stadig som humanisten og socialrealisten blandt de efterhånden midaldrende instruktører, som voksede op under diktatoren Nicolae Ceausescu, men debuterede efter systemskiftet.

BACALAUREAT skildrer de moralske skred, som finder sted, da en far i den bedste mening forsøger at købe en god eksamenskarakter til sin datter. Filmen kortlægger korruptionens nuancer og ser problemet som en folkesygdom, men den handler især om en far og en datter, der altid har set sig selv som et team.

   Kirurgen Romeo Aldea (Adrian Titieni) og hustruen Magda (Lia Bugnar) kom som nyudklækkede kandidater til provinsbyen Cluj-Napoca. Det var i 1991, da der herskede optimisme efter afsættelsen af Ceausescu.

   Mange i generationen – som også er Mungius – valgte at migrere mod vest, men Romeo og Magda forpligtede sig på hinanden og Rumænien. Fremtiden tegnede lys. Det blev mere eller mindre taget for givet, at velfærd og retskaffenhed ville følge med afmonteringen af statskommunismen.

EFTER 25 år er optimismen både død og begravet. Romeo arbejder uden begejstring, og Magda er kronisk deprimeret. Han ser en tidligere patient, men forholdet skal ikke føre til noget. Romeo har affundet sig med, hvordan tingene blev – men sådan skal det ikke være for datteren Eliza (Maria Dragus), der er ved at tage sin studentereksamen.

   Familien har arbejdet – sammen og hårdt – på at gøre pigen til en eliteelev. Nu venter en britisk universitetsuddannelse. Sidste formalitet er den afgangsprøve, som Eliza skal op til, da filmen begynder. Det er vigtigt, at hun scorer en høj karakter. Så kan alting i og for sig blive ved, som det vil.

   Her bliver Romeo svigtet af skæbnen. Han sætter datteren af ved skolen. Hun skal gå et lille stykke og bliver udsat for et seksuelt overgreb. Bagefter må hånden forbindes. Hun er rystet, men stort set i et stykke. Det er bare et vidt åbent spørgsmål, om hun kan gøre sit bedste ved Prøven.

ROMEO vil ikke tage chancer. Han beslutter at inkassere den goodwill, som hans blakkede status kan mønstre. Først lægger han følere ud. Så forsøger han sig med camoufleret afpresning og griber endelig til regulær bestikkelse – som alle andre i byen er vant til at gøre.

   Den lokale politichef henviser til den korrupte borgmester. Politimanden spilles med frejdig brutalitet af Vlad Ivanov, som altid inkarnerer den ubekvemme sandhed i Mungius film. Man skal derfor høre efter, når han taler. Det var Ivanov, der foretog den illegale abort i 4 måneder, 3 uger og 2 dage.

   Mens Romeo får tunnelsyn, falder han støt i sin datters agtelse. Eliza vil gerne gøre det godt, men hun vil ikke trækkes ind i de voksnes lurvede kompromiser. Bacalaureat – som havde arbejdstitlen Fotografii de familie – er i det mindste en tillidserklæring til ungdommen. Eksamen bliver derfor afviklet på en anden måde, end lægen har tænkt.

MUNGIU har kun lavet to film siden 4 måneder, 3 uger og 2 dage. Han instruerede et segment i antologifilmen Tales from the Golden Age (2011, da. Den gyldne tid), som han skrev alle fem historier til. Året efter var Dupa dealuri (da. Beyond the Hills) et mørkt og forstemmende billede af livet på et landligt kloster, hvor psykiske lidelser blev fordrevet med middelalderlig eksorcisme.

   Bacalaureat er tættere på gennembrudsfilmen. Der er igen et akut problem, som udstiller de korrupte strukturer. Hovedparten af scenerne udspiller sig i bilen, mens far og datter kører rundt i byen, som ligner en permanent byggeplads. Mungiu skaber spænding uden at ty til æstetiske tricks. Han vil ikke bruge stemningsmusik, for »i virkeligheden er der ingen musik«.

DER findes flere slags socialrealisme. Især gør det en forskel, om kunsten bliver brugt til at kritisere eller konstatere. Nogle film har et politisk budskab; andre nøjes med at iagttage og registrere tingene, som de er.

   Mungius form er et bud på den nødvendige socialrealisme, som vil overleve i biografen, uanset hvor diffus og effekthungrende fremtiden bliver. Han ser klart, dømmer ikke og er hverken idealist eller misantrop. Han laver enkle film om mennesker, der er fanget i indifferente systemer.

   Der vil altid være (god) brug for de film.

Se også Abort på film | Cristian Mungiu: 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007).

Prøven (Bacalaureat). Instr. & manus: Cristian Mungiu. Foto: Tudor Vladimir Panduru. 128 min. Rumænien-Frankrig-Belgien 2016. Dansk premiere: 11.05.2017.

Fotos: Mobra Films/ Le Films du Fleuve/ Why Not Productions/ Wild Bunch/ Romanian Film Board/ Groupana Romana/ Orange/ Canal+/ Ciné+/ Eurimages/ FRance 3 Cinéma/ France Télévisions/ Camera Film/ Wikipedia (Cristian Mungiu au Festival de Cannes 2012 by Georges Biard)/ Unifrance.

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og iTunes.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.05.2017