Ridley Scott: House of Gucci (2021)

EN STORSLÅET TARVELIGHED

Ridley Scott kaster (atter) alting i gryden

Af BO GREEN JENSEN

MAN forventer måske en tragisk fortælling om modehuset Guccis storhed og fald. Det er ikke, hvad man får i 84-årige Ridley Scotts spillefilm nr. 27. Det ville også være kontrafaktisk: varemærket Gucci lever og er kun blevet mere ikonisk, siden det lurvede jalousidrab, som én gang for alle fjernede den italienske del af familien fra ligningen i 1995.

   Snarere fortæller House of Gucci den instruktive historie om, hvordan firmaet blev reddet fra sine ejere. Er der en helt, må det være Domenico De Sole, familiens juridiske rådgiver. Han er skakspilleren, som tænker mange træk frem. Han bliver spillet af Jack Huston, som for det meste glider i ét med tapetet, mens de indbildske hovedaktører gør sig til midt på gulvet.

SCOTT præsenterer historien som en komisk opera buffa. Der er realistiske rum og romantiske arier, men tonen i bunden er grel og kulørt. Målet må være at skabe en tarvelig storslåethed, der udstiller dårskaben og dekadencen. Det lykkes, hvis man er med på ideen. House of Gucci har dog ikke tyngden, kynismen og klarsynet, som kendetegnede All the Money in the World (2017), der brugte 1970'ernes Italien og J. Paul Gettys familie på samme måde.

DET er for så vidt en enkel historie. Fem faste skikkelser navigerer i en konfettilignende sværm af vignetter. Imens går tiden stærkt i Firenze, Milano, Rom og New York.

   Scott og fotografen Dariusz Wolski lægger hjerte i at huske livsfarven fra tre årtier. Det er sikkert karakteristisk, at tonen er kærligst i de ældste afsnit. Det begynder til tonerne af »Sono bugiarda«, som er Caterina Casellis italienske version af Neil Diamonds »I’m a Believer«. Eurythmics (»Here Comes the Rain Again«) inkarnerer 80'erne stort. Det slutter i 90'erne med rumlende mørk porno chic.

   Kildematerialet er Sara Gay Fordens bog om Gucci, men Becky Johnstons manuskript har presset kronologien. I virkeligheden mødtes Patrizia Reggiari (Lady Gaga) og Maurizio Gucci (Adam Driver) i 1970. Her sker det først i 1978.

MAURIZIO er endnu den uspolerede tronarving. Patrizia ved, hvad hun vil, med det samme. Maurizio læser jura, og hun stalker ham behændigt. Familien driver et fragtfirma og er aldrig god nok til Maurizios far.

   Nu kommer titanerne ind – eller også er det de primære klovner. Jeremy Irons spiller Rodolfo Gucci, som bestyrer den italienske forretning. Som ung skuespiller mødte han sin tyske hustru, der hjalp ham med at få stil. Han bor som Burt Lancaster i Leoparden. Rodolfo kan på én gang vise venlighed og foragt. Han gør Maurizio arveløs, da sønnen insisterer på sin kærlighed.

   Det bliver derfor onkel Aldo, som træder alfaderligt til. Aldo varetager Guccis interesser på Manhattan i New York, hvor Sophia Loren (Madelina Diana Ghenea) stjæler rampelyset, da Patrizia er på besøg. Her er mange hurtige scener, hvor legender fra tiden optræder: Anna Wintour, Gianni Versace, Karl Lagerfeld, Tom Ford. Der måtte gerne være flere, for filmen blomstrer op.

AL Pacino spiller Aldo med en hjertelig charlatanvarme, der er stik modsat kulden hos Irons. Han nyder at gøre Maurizio til en bonussøn. Hans egen søn er Paolo Gucci (Jared Leto), som hele tiden vil selv og aldrig lykkes med noget. »Han er en idiot,« konstaterer Aldo. »Men han er min idiot«.

   Da Rodolfo er borte, træder Maurizio i hans sted. Jeg skal ikke røbe mere om intrigerne, som udarter over de næste to timer. Filmen har en vis fortrolighed med Patrizia, der er glad for Maurizio, skønt hun tager ham for givet. Man forstår for så vidt, hvordan værdierne skrider for hende.

   Maurizio selv forbliver et ciffer, og Adam Driver kan spille et ciffer med stil. Han er lige så svær at læse hér, som han var i The Last Duel, Scotts anden film fra 2021. Det er alligevel en gåde, hvordan parret mister den uskyld og kærlighed, som forbandt dem. Vi ved, at magt korrumperer. Men her er der slet ingen tilløb.

DEN moralske deroute hos parret i midten er gennemført og forstemmende. Jo værre smerten bliver, jo mere karikerer Scott. Det fungerer sådan set. Tre timer går i en fart. Det føles samtidig som forspildt materiale – der er mere i menneskene og historien. Det er bare for sent for filmen at tage det op.

   Scott er altid en mesterlig håndværker, men satire hører ikke til hans kompetencer. Fortilfældet er Prêt-à-Porter (1994), et ironisk myldrebillede, som Robert Altman skabte præcis på den tid, der er skildret i House of Gucci. Berømthederne spillede næsten sig selv. Også hér indgik Sophia Loren. Men filmen var en skuffelse, og den er ikke blevet stående.   

SCOTTS bud forsvinder nok lige sådan. Jeg tror, at der er to instruktører, som kunne have fundet mere i stoffet. Italieneren Paolo Sorrentino har en Fellini-agtig fornemmelse for både skønheden og humoren og det sære. Men mest interessant kunne det være at se en Gucci-film af Tom Ford.

   Texaneren fik sit gennembrud som designer, da han skabte Guccis 1994-kollektion. I House of Gucci bliver han spillet af Reeve Carney. Han fik chancen, fordi ingen store navne ville arbejde for Gucci, der blev afskrevet som en mormorbutik. Ford blev hos Gucci til 2004. Han har selv instrueret to fornemme film: A Single Man (2009) og Nocturnal Animals (2016).

   Efter premieren på Scotts film sagde Ford, at han følte det, som havde han overlevet en orkan. Han tilføjede: »Det er svært at se humor og camp i noget, der var så blodigt. I virkeligheden var ingenting camp. Somme tider var det absurd, men i den sidste ende var det bare tragisk.«

FILMEN er fuld af ikoniske tasker, tørklæder, kjoler og sko. Da det første forræderi er fuldbragt, og Aldo må sælge sine aktier i Gucci, så Maurizio kan blive enevældig, viser stråmanden ham en af sine Gucci-sko. Det er en hyttesko med indlagt guldblad, som Aldo designede til Clark Gable.

   Når filmen gør plads til detaljer, bliver den mere vedkommende. Patrizia er lamslået, da hun ser en kopi af »the Bamboo Bag« – den ikoniske taske med bambushåndtag – som køkkenpigen har fået af sin mand. Det fører til en diskussion af kopifænomenet, som Aldo i øvrigt opmuntrer. Men i glimtet af stuepigen er der et helt socialt rum, som åbner sig.

DET er en film, som er bygget af sladder og metavirkelighed. Salma Hayek spiller sandsigersken, der hjælper med at bestille drabet på Maurizio. Hayek er gift med François-Henri Pinault, som er CEO for Kering, der ejer luksusmærker som YSL og Boucheron. Men juvelen i selskabets krone er Gucci.

   Scott kaster alting i gryden. Det slutter, som i virkeligheden, med et lejemord og en dom på 29 års fængsel. Patrizia Gucci er 74 år i dag. Hun blev løsladt i 2016. Efter sigende er hun meget tilfreds med filmens portræt.

   House of Gucci er et forrevent vanitasbillede. Filmen skal ses som et stift genrestykke. Sir Ridley behersker trods alt sin metier. Der er et vist format over tarveligheden.

Se også Blade Runner – The Final Cut (1982/2007); Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005); Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: American Gangster (2007); Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; All the Money in the World (2017) [Christopher Plummer 1929-2021]; Ridley Scott: The Last Duel (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

House of Gucci. Instr.: Ridley Scott. Manus: Becky Johnston, Roberto Bentivegna. Foto: Dariusz Wolski. 158 min. UK-Canada-USA 2021. Dansk premiere: 02.12.2021.

Fotos: BRON Studios/ MGM/ Scott Free Productions/ Universal Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB.

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Teksten trykt (let forkortet) i Weekendavisen Kultur 03.12.2021.

Sangen har vinger: Florence Foster Jenkins 1868-1944

OPERAELSKERENS SELVBEDRAG

To film om en diva, der ikke kunne synge

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE mennesker synger som engle. Andre vil gerne og tror, at de kan.

   Tag nu Narcissa Florence Foster (1868-1944). Hun blev født i Philadelphia, havde rige forældre og blev set som et vidunderbarn, fordi hun var god til at spille klaver. Florence optrådte endda for præsident Rutherford Hayes i Det Hvide Hus.

   Men pigen ville synge. Allerede som 9-årig drømte hun om at stå på scenen i La Scala. Hendes far, som sikkert havde gehør, ville ikke investere i operastudier. Mor bakkede derimod datteren op.

   Som 14-årig blev hun gift med en læge, Frank Jenkins, der var 16 år ældre og nåede at give hende syfilis, før parret blev separeret i 1886. I 1909 mødte hun St. Clair Bayfield, en britisk skuespiller, som var ti år yngre. Der var uden tvivl sladder om mål og motiver, men de blev sammen til hendes død, og Bayfield sagde aldrig et ondt ord om sin formuende partner. 

   Som voksen fik hun midler til at gøre, som hun ville. Hun grundlagde da »The Verdi Club«, et selskab for sangens entusiaster, der havde Enrico Caruso og Alice Farrar som æresmedlemmer. Hver sæson sluttede med en koncert. Højdepunktet var et tableau vivant, der havde Florence i centrum, stylet og iscenesat efter alle kunstens regler.

   Koncerterne blev afholdt i balsalen på Hotel Ritz Carlton. De var store tilløbsstykker, for skønt alle kunne høre, at Florence sang falsk, ville man gerne se giraffen og grine. Enkelte så konturerne af en tragisk figur i den tonedøve operaelsker.

   På YouTube kan man høre Jenkins synge »Der Hölle Rache«-arien fra Tryllefløjten. Det lyder som en høne, der hiver efter vejret. Jenkins kompenserer ved at skrige, når hun ikke kan nå de højeste toner. Der findes ni indspilninger, alle med arier i coloratura-registret.*

   Som 76-årig optrådte Florence ved en udsolgt koncert i Carnegie Hall. Blandt gæsterne var komponisten Cole Porter. Talentet blev takseret i flere aviser. Kritikerne overgik hinanden i sarkastiske nedrakninger. En måned senere døde Florence Jenkins.

1. En gispende diva

XAVIER Giannolis Marguerite (2016) flytter historien til 1920ernes Paris, hvor millionøsen Marguerite Dumont ganske som Florence Jenkins er midtpunkt for et operaselskab. Årsfesten er en social begivenhed. Alle, som er noget, vil gerne med.

   Hendes mand kommer altid for sent. Han har længe søgt trøst andetsteds og betragter sin hustru som en monstrøsitet. Filmen sætter lighedstegn mellem ægteskabets mangel på varme og amatørens higen efter applaus.

   Første gang jeg så Marguerite, var på Mostraen i Venedig. I programmet stod blot, at filmen foregik i 1920erne og havde en operadiva i centrum. Hele salen fik et chok, da Marguerite brød ud i sang. Det er desværre ikke muligt at genskabe oplevelsen, for nu ved alle, hvad der venter. Selv filmens trailer gør reklame for mordet på sangen.

MARGUERITE bliver introduceret via begynderen Hazel (Christa Théret), en ung sangerinde, som kommer for at varme publikum op. Hun synger smukt og regner med, at den sagnomspundne værtinde gør det samme. Trods alt er garderoben fuld af fotografier, som viser Marguerite i de klassiske roller.

   Billederne er taget af tjeneren Madelbos (Denis Mpunga), der har sin egen dagsorden. Han prøver altid at skåne og glæde sin arbejdsgiver. Madelbos ligner – men er kun et stykke af vejen – en variation over Max von Mayerling, butlerfiguren som spilles af Erich Von Stroheim i Billy Wilders Sunset Boulevard (1950). Marguerites overbærende mand bliver spillet af André Marcon, som hele tiden skammer sig. For ham får man bare en stille foragt.

   Det er svært at blive klog på, hvad man føler for Marguerite. Måske en slags sentimental respekt for karakterens selvbedrag. Og en vis sørgmodig sympati, fordi hun elsker og ikke bliver elsket tilbage, hverken af sangen eller sin mand.

FILMEN følger Florence Jenkins’ livsbane, men skaber sine egne karakterer. Kritikeren Lucien Beaumont (Sylvain Dieuaide) og digteren Kyrill Von Priest (Aubert Fenoy) – som nærmest er en Emil Bønnelycke-type – sniger sig ind til operafesten. De kan ikke finde ud af, om de er dadaister eller anarkister, men de vil helt sikkert sabotere borgerskabets skønhedsideal.

   Lucien skriver en anmeldelse, der beskriver Marguerites stemme som »et naturfænomen«. For første gang føler hun sig forstået. Marguerite optræder som nationalsymbolet Marianne i en politisk revy, der ender med håndgemæng og skandale. Hun føler bare bruset ved omsider at stå på en offentlig scene.

   Ved koncerten sker noget skræmmende smukt, som ikke skete i virkeligheden. Det er alt, hvad man har ønsket sig for Marguerite. Den altid seværdige Catherine Frot (La tourneuse de pages, Sage femme) lægger masser af varm empati i figuren.

   Der er skrevet fem skuespil om Florence Jenkins. Især Peter Quilters Glorious! (2005) med Maureen Lipman var en succes. Emnet er oplagt for soloforestillinger som Viva la Diva (2004) og Souvenir (2006). Den nøgne biografi er lagt frem i dokumentaren A World of Her Own (2008). I en kommende film bliver hun spillet af Meryl Streep, som skal være fantastisk i rollen. Florence Foster Jenkins er instrueret af Stephen Frears.

   Det gør ikke Marguerite overflødig. Filmen er gennemført original i sin blanding af drama, komedie, satire og romantisk historieskrivning. Den siger vist nok, at man skal synge for livet – uanset om man egentlig kan.

2. Når den tykke dame synger

EN hårdkogt talemåde siger, at intet er afgjort, før den tykke dame synger. It ain’t over ’till the fat lady sings. Fyndordet kommer fra baseball, men henviser til en operascene. I hvert fald kunne det handle om Florence Foster Jenkins.

   Florence blev født i 1886 i Philadelphia. Hun havde rige forældre og var god til at spille klaver. Pigen ville synge, men hendes far så ingen basis for at udvikle talentet. Da hun arvede ham, fik hun endelig råd.

   Florence blev gift med en læge, som gav hende syfilis. Så mødte hun skuespilleren St. Clair Bayfield, som hun levede platonisk med i årtier. De stiftede »The Verdi Club«, et selskab for operaentusiaster. Hver sæson sluttede med en koncert. Kulminationen var et udførligt tableau, som havde klubpræsidenten i centrum.

HER tager filmen Florence (2016) sin begyndelse. Prologen rekonstruerer tableauet, hvor sangerinden besøger komponisten Stephen Foster (1826-1864), der kæmper med temaet til »Oh! Susanna«. Inspirationens Engel bliver firet ned fra snoreloftet. Ingen fortrækker en mine. De kritiske stemmer er taget i ed.

   Sagen var jo, at mæcenen ikke kunne synge. Du har måske selv hørt Florence fremføre »Der Hölle Rache«-arien fra Tryllefløjten. Nattens Dronning skriger højt og hiver efter vejret. Der findes ni af de skræmmende indspilninger.

   Som 76-årig optrådte Jenkins ved en udsolgt koncert i Carnegie Hall. Amatøren insisterede, og denne gang kunne St. Clair Bayfield ikke købe pressens velvilje. Giften drev i de kritiske nedrakninger. En måned senere døde sanglærken. Det var den 26. november, 1944.

I Xavier Giannolis Marguerite var navnene var ændret og rammen flyttet til 1920ernes Frankrig. Det var stort set ellers den samme historie. Giannoli gav sangerinden en kritisk fan, og hun blev i fem minutter en bannerfigur for tidens anarkister og dadaister.

   Stephen Fears har en mere robust og realistisk tilgang til stoffet. Florence følger den faktiske biografi ganske nøje, helt ned til detaljer som at Cole Porter og Tallulah Bankhead var blandt tilhørerne ved den sidste koncert.

   Synsvinklen ligger primært hos Bayfield, der har sit eget liv uden for ægteskabet. Sangerindens faste akkompagnatør, Cosmé McMoon – der skrev hendes radiohit, »Serenata Mexicana« – er et andet kronvidne. Begge mænd ved, at de lever af Florences penge.

FLORENCE er en stor karakter, larger than life i enhver henseende, og der må ikke overdrives, hvis figuren skal virke på film. Meryl Streep giver Jenkins store fagter og et skær af uskyldig melankoli. Hver skæv tone er gengivet efter de eksisterende optagelser med Florence og McMoon.

   Sangen er tænkt som en komisk effekt, der forløser det tragiske i karakteren. Første gang Florence synger, er det et chok. Siden bliver det trættende, men strategien fungerer. Publikum reagerer med vantro og latter. Som tilskuer vælger man side og holder med Florence mod alle de andre.

   Streep er så godt som reduceret til en rekvisit. Guldet ligger i Hugh Grants portræt af St. Clair Bayfield, en sofistikeret karakter med Cary Grant-kvaliteter, fuld af sørgmodig selvironi. Også Simon Helberg får noget interessant ud af Cosmé McMoon, der vægrer sig ved at henrette musen.

   De økonomiske realiteter er aldrig helt ude af billedet. Frears er også her en taktfuld instruktør, der træder tilbage og lader fortællingen ånde. Der bliver aldrig peget fingre, og der er ingen firkantet pointe.

3. Hvis du har det i dig

STEPHEN Frears har arbejdet i utal af genrer, altid med solidt resultat. Florence Foster Jenkins ser teatermiljøet fra samme vinkel som Mrs Henderson Presents (2005), hvor Judi Dench og Bob Hoskins tilbød ærbar striptease i London under Blitzen. Den satiriske sædeskildring er smagt til med en anelse fin nostalgi.

   »Amatør. En tonedøv diva skriger for livet, mens publikum klapper og griner.« Sådan så overliggeren ud, da Marguerite-anmeldelsen blev trykt. Der er en mærkelig, ubehagelig faktor i den morskab, vi som eftertid skal se på Florence og hendes fæller med. Der er bagudrettet skadefryd og hånlatter. Musikken bliver promoveret i comedy-kategorien. Vi er i nærheden af Janteloven. Ællinger skal kanøfles, især hvis de larmer og gør sig til.

   Det fine ved Florence-filmene er, at de vender sig mod denne stemning og prøver at pakke latteren ud. »You're laughing and she touches you. It's inherently ridiculous and courageous at the same time,« bemærker Frears i et interview med Anne Thompson fra Indiewire. »People may say I can't sing,« skal Foster have sagt, »but no one can ever say I didn't sing«. Frears' film – som har manuskript af Nicholas Martin og Julia Kogan – lader ordene være noget, som Florence siger til Bayfield på sit dødsleje.

   

ET af de bedste musikøjeblikke, jeg kender, er introen til »If It's in You« fra albummet The Madcap Laughs (1970) med Pink Floyd-grundlæggeren Syd Barrett (1946-2006). Det er en svær sang, og Barrett begynder flere gange for at ramme strengene rigtigt og komme forbi stedet, hvor han synger falsk. Man kunne sagtens klippe tilløbet ud, men Barrett (og David Gilmour og Roger Waters, som har produceret The Madcap Laughs) lader det stå, for den falske start er vigtig og hører med.

   Marguerite har en frisk svimmelhed i sit anslag. Florence Foster Jenkins er lydefrit skruet sammen. Blot virker filmen ikke som en nødvendig fortælling, mere som en historisk rekonstruktion.

   Men både i Florence og Marguerite er der et øjeblik, hvor sangerinden får lov at synge så stort og rent, som hun selv hører det. I Giannolis film sker det på rystende vis. Hos Frears er skønsangen noget, som Florence drømmer sammen med filmen og sit publikum. Miraklet bliver større af netop dén grund.   

Se også Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006) [Dronningebilleder]; Stephen Frears | Posy Simmonds: Tamara Drewe (2007/2010); Klassiske karakterer: Dangerous Liaisons | Les liaisons dangereuses.

*) Sangværket er samlet på adskillige album, der lukrerer på den komiske effekt. På Spotify ligger bl.a. A Florence! Foster!! Jenkins!!! Recital!!!! (RCA Victor Red Seal, 1954), Florence Foster Jenkins (HMV, 1956), The Unbelievable Glory of the Human Voice (RCA Victor Red Seal, 1962) og The Truly Unforgettable Voice of Florence Foster Jenkins (Sony Classical, 2016).

   Nicheudgivelsen The Muse Surmounted – Florence Foster Jenkins and Eleven of Her Rivals (Homophone, 2004) bruger Cosmé McMoon-kompositionen »Valse Caressante« som blikfang og påskud for at samle andre anstrengte operastemmer: Rosalina Mello, Betty-Jo Schramm, Sylvia Sawyer, Mari Lyn etc. Sætstykket er en 7:47 minutter lang skæring, hvor Cosmé McMoon fortæller om sin tid på scenen og i studiet med Jenkins.

   Bedst tilrettelagt er Naxos/Nostalgia-sampleren Florence Foster Jenkins & Friends – Murder on the High Cs – Original Recordings 1937-1951, der er genudgivet som Florence Foster Jenkins: The Complete Legacy 1937-1951 (2003). Her er de ni obligatoriske Jenkins/McMoon-skæringer suppleret med otte konkurrerende bidrag: Alexander Kipnis (»Little Jack Horner«); John Charles Thomas (»Sing a Song of Sixpence«); Josephine Tumminia m/ Jimmy Dorsey & His Orchestra (»The Blue Danube«); Ezio Pinza m/ The Sons of the Pioneers (»The Little Old State of Texas«); Jimmy Durante i duet med Helen Traubel (»The Song's Gotta Come From the Heart«) og vice versa (»A Real Piano Player«) + (danske) Lauritz Melchiors livtag med »Please Don't Say No«. 

Marguerite. Instr.: Xavier Giannoli. Manus: X. Giannoli & Marcia Romano. Foto: Glynn Speeckaert. 129 min. Frankrig-Tjekkiet-Belgien 2015. Dansk premiere: 28.04.2016.

Florence Foster Jenkins (Florence). Instr.: Stephen Frears. Manus: Nicholas Martin. Foto: Danny Cohen. 111 min. UK-Frankrig 2016. 25.08.2016.

Fotos: Fidélité Films/ Gabriel/ France 3 Cinéma/ Sirena Film/ Scope Pictures/ Jouror Productions/ CN5 Productions/ Memento Films/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ Cofinova 11/ La BAnque Postale Image 8/ Sofica Manon 5/ CNC/ Eurimages/ Memento Films International/ Cohen Media Group [trailer]/Angel Films// Pathé Pictures International/ BBC Films/ Qwerty Films/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ SF Studios

Marguerite streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Florence Foster Jenkins streames på Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, TV Play, Viaplay

Weekendavisen Kultur 29.04.2016 + 26.08.2016 + rev. 18.09.2023 

The Best of Youth | La meglio gioventú | En italiensk familie (2003)

SKÆBNENS STAFET
Krønikeskrivning af første karat

Af BO GREEN JENSEN

SOMMEREN 1966. Efter et bestemmende møde med den psykisk skrøbelige Giorgia (Jasmine Trinca) vælger to romerske brødre forskellige livsveje og bevæger sig ad hver sin bane gennem 40 års italiensk historie. I perioder løber deres spor parallelt, i andre ligger de langt fra hinanden. Det samme gælder for søstre, forældre, kærester og venner, men det er de to unge mænd, som bærer skæbnens stafet.

   Den indesluttede Matteo (Alessio Boni) går systemets vej, melder sig som soldat og søger siden ansættelse i politiet. Han er hverken fascist eller fan af statsmagten, men tiltrækkes af princippet om absolutte regler. I sin fritid læser han Jean-Paul Sartre og Sherwood Andersons Winesburg, Ohio (1919, da. En by i Ohio). Hos sidstnævnte finder han lidelsesfæller blandt de amerikanske knudemennesker, der går rundt med knyttede hænder i lommen.

ALTRUISTEN Nicola (Luigi Lo Cascio) bliver en læge, der aldrig lukker sin dør, men arbejder utrætteligt for at forbedre patienternes vilkår. Han lever så åbent som muligt og prøver at være en positiv kraft, skønt lykken ikke altid er med ham. Han finder sit livs kærlighed, pianisten Giulia (Sonia Bergamasco), i Firenze, hvor både hun, han og Matteo tager del i nødhjælpsarbejdet og oprydningen efter den store oversvømmelse i november 1966.

NICOLA og Giulia er begge politisk aktive i årene 1968-74, men da hun med tid og frustreret bitterhed forsvinder ind i De Røde Brigader, står han alene med datteren Sara, som han giver al den enlige fars sørgmodige omsorg.

   Brødrene Carati er to sider af det samme ansigt. Bag dem passerer den fælles historie, nu og da konkret og altomsluttende, i andre afsnit mere som et landskab, der ses gennem glasset, hvis man sidder i en bil eller et tog. Vinduet viser også tilskuerens egne træk, og dét er styrken i La meglio gioventú. Enhver kan spejle sig i den store fortælling.

   To gange lykkes det Matteo at knytte sig til andre mennesker. Soldaterkammeraten Luigi (Paolo Bonanni) mister førligheden under gadekampe. Merilla (Maya Sansa) bliver mor til hans søn og tager det sidste, sandeste foto af knudemanden. Nicola spiller en vigtig rolle i mange liv, men når først sin egen kerne til slut, da filmen for et øjeblik bryder med sin realistiske præmis. Da det sker, er følelsen ekstra lyksalig.

MARCO Tullio Giordanas store filmkrønike blev skabt til italiensk tv som en miniserie i to gange fuld aftenlængde. Den var RAIs markering af årtusindeskiftet. La meglio giuventú findes også i en kort biografversion på tre timer, som fik premiere med den internationale titel The Best of Youth. Det var selvsagt den fulde udgave, der blev vist på Cannes Festivalen i 2003, som Carsten Brandt satte op i Posthus Teatret.

   En italiensk familie er fiktiv historieskrivning på niveau med de store tv-favoritter: Matador (1978-1982) og Krøniken (2004-2007), Heimat (1984-2004), Upstairs, Downstairs (1971-1975; 2010-2012), Our Friends in the North (1996), Rich Man, Poor Man (1976-1977). Den minder i slående grad om Album (2008), Hella Joofs miniserie efter Benn Q. Holms generationsroman, som var blevet en nyklassiker, hvis DR havde troet på projektet.

DEN historiske bevægelse er markeret med stiplede linjer. Det store nyhedsstof dominerer: flodbølgen i Firenze, strejker og demonstrationer, skandaler i offentlig psykiatri, 1970ernes politiske terrorisme, processerne mod mafiavæsenet, 1990ernes korruptionsskandaler. Sange citeres strategisk, udvalgte film bliver hyldet. Det er den nye tid i 17 forklædninger. Der sættes sjældent navne på, og meget foregår off screen. Undtagelsen er sekvensen fra Firenze, som har en egen taktil og pristin helstøbthed.

   Mellem brødrene fungerer den svigtede, men langsomt helbredte Giorgia som et sindbillede på Italiens drøm. Til sidst samles trådene på (film)øen Stromboli ved Sicilien og på marken i Toscana, hvor den yngste Carati-søster bygger et hus med sin mand. For fans af Italien er filmen et must. Den kommer rundt i alle byerne, fra Torino i nord til Palermo i syd. Der er rigelig grund til at græde og le.

MAN kunne mageligt skære en time af filmen, men den gør sin virkning over tid og slutter i Norge i 2003, hvor en ny generation ser naturen ved Nordkap som et endnu ikke tabt Paradis. Således sluttes fortællingens cirkel. Giordanas film er en tillidserklæring til livet, som det sker for én, modsat ideerne om hvordan det bør leves, som skrives ned i bøger og formuleres i politiske teorier.

   Der skal uden tvivl tages tilløb, før man sætter sig til en film på seks timer. Denne er dog investeringen værd. Filmen kom til Danmark med otte års forsinkelse. Det gav den faktisk lidt ekstra kant. I 2003 var den stadig en rekonstruktion. Nu er den blevet ét med historien.

La meglio gioventú (The Best of Youth/ En italiensk familie). Instr.: Marco Tullio Giordana. Manus: Sandro Petraglia, Stefano Rulli. Foto: Roberto Forza. 360 min. Italien 2003. Dansk premiere: 04.03.2011.

Fotos: BiBi Film/ RAI Fiction/ Film Commission Torino-Piemonte/ RAI 1/ Posthus Teatret

Filmen streames ikke i DK – i Italien og Frankrig på Amazon Prime og Google Play; senest remastereret og udsendt på dvd i 2013.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2011.

Marco Bellocchio: Buongiorno, notte | Good Morning, Night (2003)

VILDFARELSEN
Den italienske venstrefløjs syndefald

Af BO GREEN JENSEN

FOR 50 år siden, i 1970ernes Europa, stod der endnu en romantisk aura omkring ideologisk motiveret terrorisme. Det var borgerskabets egne børn, som begik den, og dybt i hele tiden lå en dyrkelse af ungdom som mulighed for indsigt, der i dag ville være utænkelig. Især begrebet overbevisning nød noget nær religiøs respekt. Demokratiet så det som sin pligt at lytte til ekstreme stemmer, thi også de hørte med i fællesskabet, og hvem sagde at flertallet havde patent på den moralske og politiske sandhed?

   På pervers vis måtte man næsten respektere sin fjende, for i en særlig optik gav modstanden mening. Forbrydelser kunne ikke blot forsvares, men betragtes som nødvendige våben og redskaber i den store frihedskamp mod Systemet. I min egen gymnasietid diskuterede vi fænomener som proletariatets diktatur og det historiske imperativ med gravalvorlige miner. Man skrev sange og digte til ære for den tyske byguerilla. Baader Meinhof, Rote Armee Fraktion, IRA for the hell of it, amerikanske Weatherman Underground. Alt flød sammen under plakaterne med den myrdede Ernesto »Ché« Guevara, som havde både Kristus-blikket og det rigtige rockstjerneudtryk.

MIDT i den abstrakte revolutionsiver kom der af og til realiteter på tværs. Når man så, hvad parolerne faktisk førte til, blev der sunget om sejren med mindre begejstring. Da terrorgruppen Brigate Rosse (De Røde Brigader) i marts 1978 tog Aldo Moro, formand for Italiens kristne demokrater, som gidsel i »befrielseskampen«, kunne moderate stemmer forsvare initiativet. De forstummede dog, og fordømmelsen var entydig, da den tidligere ministerpræsident blev myrdet efter 55 dage. Med henrettelsen fulgte en selvretfærdig politisk erklæring.

   På den »progressive« venstrefløj førte mordet på Aldo Moro til megen debat og en vis selvransagelse. Nogle sagde fra, andre blev i folden. Sagen blev en lakmusprøve i forholdet mellem samvittighed og overbevisning, på samme måde som den sovjetrussiske invasion af [daværende] Tjekkoslovakiet havde været ti år før. Moro var kendt som en anstændig politiker og et ansvarligt menneske. Han var nok det mindst egnede emne for en inhuman politisk demonstration. De Røde Brigader var aktive frem til 1989, men med mordet på Moro mistede de enhver form for folkelig opbakning.*

MARCO Bellocchio (f. 1939) tilhører generationen, der kom efter Fellini, Visconti og Antonioni. Han skrev og instruerede nogle af sine bedste arbejder (Næverne i lommen, Kina er nær, I faderens navn, Triumftoget) i de politiske sen-60ere og 70ere. Modsat mere frapperende fæller som Bertolucci og Pasolini fik han aldrig et stort publikum i Nordeuropa. I Italien og Frankrig står han blandt kæmper. I 80erne blev han mere indadvendt, og i 90erne så godt som forsvandt han i en lukket form, der angiveligt undersøgte forbindelsen mellem politik, seksualitet og religion.

   Det lyder mere spændende, end det var. På Cannes Festivalen kunne dvælende arbejder som Il sogno della farfalla (1994) og Il principe di Homburg (1997) få én til at tænke, at stjernen var slukket. Veteranen har rejst sig med skeptiske film om religiøse og politiske emner. Han har så godt som fravalgt metafysikken. Vincere (2009) var en hård og knastør film om diktatoren Benito Mussolini. Mafiafilmen Il traditore (The Traitor), som konkurrerede i Cannes i 2019, var en moralsk og sanselig sædeskildring, der gav yngre kolleger som Matteo Garrone og Paolo Sorrentino a run for their money.

   Den unge Bellocchio var grov og diffus, den ældre er altid politisk og kritisk. I Buongiorno, notte skildrer han nøgternt, med næsten blid renfærdighed, hvordan bortførelsen af og mordet på Aldo Moro kan have formet sig for terroristerne. Vi følger gidseltagerne, tre mænd og kvinden Chiara (Maya Sansa), der ser sig selv som frihedskæmpere og soldater i en undergrundskrig.

   De indretter sig i lejligheden, hvor Moro (Roberto Herlitzka) bliver holdt fanget i et lille rum bag nogle reoler. De holder facaden over for naboerne, passer deres arbejde, spiser sammen som en familie. Selve bortførelsen finder sted off camera. Det er ikke en spændingsfilm på den måde. Med ét er Moro der bare, og de unge terrorister må forholde sig til realiteten bag idealet.**

DET gør de på forskellig vis, mens Moro skriver breve til familie, kolleger og myndigheder, i begyndelsen med ført hånd, på Brigadernes vegne, men endelig for egen regning i en slags samarbejde med bortførerne. Da han skriver et sidste afgørende brev til Paven, og så godt som trygler Kirken om at reagere, kalder han sine vogtere ind for at høre deres mening. Chiara er hårdest i sin kritik. Hun siger til Moro, at brevet lyder for leflende og underdanigt.

   Alligevel er det Chiara, som har de fleste anfægtelser. Filmen følger med hende på arbejde – hun er universitetsbibliotekar – og registrerer, hvordan den offentlige stemning veksler for og imod, før den bliver til fordømmelse. En ung mand, som skriver digte og skuespil, forsøger at blive kæreste med Chiara. Hun holder frikvarter fra bortførelsen og går med ham til en sammenkomst, hvor gamle kommunister mindes den gode kamp i 1940erne. »Hjemme« i lejligheden er der jubel, da Chiara kan fortælle, at nogen har malet brigadernes røde stjerne på væggen i bibliotekets elevator.

DER er en sval ubønhørlighed i forløbet. Den mest nidkære ideolog blandt de fire fører lange samtaler med Moro for at få ham til at forstå og i praksis billige sin egen død. Mod slutningen deler filmen sig og løber i to parallelle spor. I et drømmende skær ser vi Chiara give sine kammerater sovemedicin, så Moro om natten kan forlade lejligheden og gå smilende hjem gennem daggryet. Men i den hårde hovedstrøm af virkelighed er der ingen udveje. Moro får sin »dom« læst op og bliver henrettet efter planen, atter off camera.

   Fordi Bellocchio fravælger spændingsskabende tricks, og fordi han ikke åbenlyst vælger side, har man som tilskuer mulighed for og overskud til at se sagen fra både Brigadernes, Moros og omverdens vinkel. Den eneste faktor, som ikke bliver frikendt, er Vatikanet. Vi ser den sygdomssvækkede pave læse Moros brev og beslutte sig for ikke at reagere. Endelig udsender han en erklæring om, at De Røde Brigader må overgive sig betingelsesløst. På dette tidspunkt ville en hvilken som helst tilnærmelse få Brigaderne til at vente.

GODMORGEN nat er en virkningsfuld film med flere dobbelte bunde. Der er rig lejlighed til at leve sig ind. Man kan have fysiske flashbacks til tiden og huske, hvordan vi tænkte og agerede i 1970erne, som denne tilskuer gjorde, eller man kan drage den uundgåelige forbindelse til nutidens politiske forbrydelser og reflektere over midler og mål.

   Kritikken af Kirken er derimod et internt katolsk anliggende. Det var dén, der gjorde Godmorgen nat til en omdiskuteret succes i sit hjemland. Bellocchio blev fornærmet, fordi filmen »kun« fik en manuskriptpris på årets Venice Film Festival og endda blev talt ned af lokale jurymedlemmer. Også hans forrige film, L’Ora di religione (da. Min mors smil) fra 2002, havde teologisk (dobbelt)moral på sin kunstneriske dagsorden. 

   Det er en skarp og saglig mikrofortælling, der holder sig strengt til de indre processer. Bellocchio havde behandlet terrorismen og talt med flere brigademedlemmer i dokumentaren Sogni infranti (1995, int. Broken Dreams). I 2022 vendte han tilbage til stoffet i Esterno notte (Exterior Night), en seks timer lang miniserie, som fortæller makrohistorien og anlægger et panoramisk perspektiv på voldens tid og »anni di piombo«. Venstrefløjens syndefald kan endelig ses med en vis form for klarhed, i hvert fald fra den aldrende filmskabers vinkel.***

EXTERIOR Night fik biografpremiere som en spillefilm i to dele. Uden for Italien bliver den streamet i seks episoder. Aldo Moro og hans hustru, Eleonora Chiavarelli, spilles af Fabrizio Gifuni og Margherita Buy. Forvandlingskunstneren Toni Servillo gentager ikke sin indsats fra Paolo Sorrentinos Il Divo, hvor han blev ét med rollen som Giulio Andreotti, den politiske overlever. I stedet er han castet som pave Paul 6. Exterior Night streames på Viaplay – og 83-årige Marco Bellocchio er allerede stærkt tilbage i Cannes med Rapito (Kidnapped).****  

Se også De tyske terrorister: Der Baader Meinhof Komplex (2008); De tyske terrorister: Et interview med Stefan Aust [2009]; De tyske terrorister | Andres Veiel: Hvis ikke os, hvem så? (2011); Volker Schlöndorff: Stilheden efter skuddene (2000); Julia von Heinz: Und morgen die ganze Welt (2020); In the Name of the Father: Gerry Conlon 1954-2014; Heroiske fragmenter: Ernesto Ché Guevara 1928-1967; Efterbilleder: Terrorangrebet i fælleskulturen [Re: 9/11]; Steven Spielberg: Munich/München (2005); Kenneth Branagh: Belfast (2021); Philip Roth: Amerikansk pastorale (1997); Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008) [Danmarks Besættelse 80 år]; Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]; Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen].

*) Det samme skete i Tyskland, da Rote Armee Fraktion i oktober 1977 henrettede den 62-årige Hanns Martin Schleyer, som var formand for Forbundet af tyske arbejdsgiverforeninger (BDA). Modsat Moro havde Schleyer belastende træk i sin baggrund. Som ung var han medlem af Hitler Jugend, og under 2. verdenskrig blev han officer i SS, hvor han fungerede som Richard Heydrichs næstkommanderende. Disse forhold trådte i baggrunden, da RAF foretog likvideringen. RAF tog Schleyer som gidsel den 5. september 1977 og krævede 11 RAF-medlemmer løsladt fra Stammheim-fængslet i Stuttgart. Kravet blev gentaget i forbindelse med flykapringen i Mogadishu den 13. oktober 1977. Helmut Schmidts forbundsregering nægtede at forhandle med terroristerne. Man tilbageholdt løsesummen, som blev rejst af Schleyers familie, og situationen i Mogadishu blev løst ved en kommandoindsats den 17. oktober. Dagen efter tog tre RAF-medlemmer deres liv i Stammheim: Andreas Baader, Gudrun Enslinn og Jan-Carl Raspe. Ulrike Meinhof havde hængt sig i sin celle den 9. maj 1976.  

**) Navnene er ændret, men Buongiorno, notte bygger på brigademedlemmet Anna Laura Braghettis (f. 1953) bog om sin rolle i bortførelsen, Il prigioniero (1998), som hun skrev sammen med journalisten Paola Tavella. Psykologien er ikke den samme. Braghetti fortsatte arbejdet ufortrødent og deltog i flere terroraktioner. Den 12. februar 1980 udførte hun og Bruno Seghetti attentatet på Vittorio Bachelet, vicepræsidenten for det øverste retslige råd. Hun blev arresteret i maj samme år og afsoner en livsvarig fængselsdom. De øvrige vogtere i »folkets fængsel« var Prospero Gallinari og Germano Maccari (1953-2001), der poserede som Braghettis samlever. Det var kolonnelederen Mario Moretti, som kontrollerede operationen og førte samtaler med Moro. Moretti påtog sig ansvaret for drabet i retten. Han blev arresteret i 1981 og afsoner seks livstidsdomme.

***) »Anni di piombo« – »blyets år« – er betegnelsen for perioden 1968-1982, da krigsførelsen mellem det yderste venstre og højre [med aktiv medvirken fra kriminelle organisationer som 'Ndrangheta og diverse politienheder] var på sit højeste. Navnet er en tilpasning af den italienske titel på Margaretha von Trottas film Die blauerne Zeit (1981), som i fiktiv form fortæller om søstrene Christiane og Gudrun Ensslin. I Danmark hedder filmen De tyske søstre.

****) Rapito (eller La conversione) havde verdenspremiere på Cannes Festivalen den 23. maj 2023. Den historiske film er autentisk baseret og beskriver, hvordan en jødisk dreng, Edgarto Mortara fra Bologna, i 1858 blev fjernet fra sin familie og opdraget i Vatikanet, hvor han gjorde gejstlig karriere. Med andre ord en film om katolsk antisemitisme og en øvelse i etnisk arrogance, der udspringer af samme menneskesyn som de amerikanske tvangsadoptioner af børn fra indianske nationer, finske og svenske forædlingsprogrammer med samer i Lapland, australske opdragelseslejre for børn fra den oprindelige befolkning og danske forsøg med anbringelse og indoktrinering af grønlandske børn. Steven Spielberg arbejdede i 2016 på en film om Edgarto Mortara, før han opgav projektet. Bellocchio har skrevet Rapito i samarbejde med Susanna Nicchiarelli (som instruerede Trine Dyrholm i Nico, 1988). 

Buongiorno, notte (Godmorgen nat). Instr. & manus: Marco Bellocchio. Foto: Pasquale Mari. 105 min. Italien 2003. Dansk premiere: 15.04.2005

Fotos: Filmalbatros/ Rai Cinema/ Sky/ MiBAC/ Festival de Cannes/ Wikimedia Commons

Filmen streames ikke i DK – i Italien på RAIPlay og YouTube [Cinema]

Ingen BD-udgivelse – DVD fra Artficial Eye CURZON (UK) 21.03.2006

Miniserien Esterno notte (2022) streames på VIAPLAY med titlen Exterior Night

Første del af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.04.2005