Sangen har vinger: Florence Foster Jenkins 1868-1944

OPERAELSKERENS SELVBEDRAG

To film om en diva, der ikke kunne synge

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE mennesker synger som engle. Andre vil gerne og tror, at de kan.

   Tag nu Narcissa Florence Foster (1868-1944). Hun blev født i Philadelphia, havde rige forældre og blev set som et vidunderbarn, fordi hun var god til at spille klaver. Florence optrådte endda for præsident Rutherford Hayes i Det Hvide Hus.

   Men pigen ville synge. Allerede som 9-årig drømte hun om at stå på scenen i La Scala. Hendes far, som sikkert havde gehør, ville ikke investere i operastudier. Mor bakkede derimod datteren op.

   Som 14-årig blev hun gift med en læge, Frank Jenkins, der var 16 år ældre og nåede at give hende syfilis, før parret blev separeret i 1886. I 1909 mødte hun St. Clair Bayfield, en britisk skuespiller, som var ti år yngre. Der var uden tvivl sladder om mål og motiver, men de blev sammen til hendes død, og Bayfield sagde aldrig et ondt ord om sin formuende partner. 

   Som voksen fik hun midler til at gøre, som hun ville. Hun grundlagde da »The Verdi Club«, et selskab for sangens entusiaster, der havde Enrico Caruso og Alice Farrar som æresmedlemmer. Hver sæson sluttede med en koncert. Højdepunktet var et tableau vivant, der havde Florence i centrum, stylet og iscenesat efter alle kunstens regler.

   Koncerterne blev afholdt i balsalen på Hotel Ritz Carlton. De var store tilløbsstykker, for skønt alle kunne høre, at Florence sang falsk, ville man gerne se giraffen og grine. Enkelte så konturerne af en tragisk figur i den tonedøve operaelsker.

   På YouTube kan man høre Jenkins synge »Der Hölle Rache«-arien fra Tryllefløjten. Det lyder som en høne, der hiver efter vejret. Jenkins kompenserer ved at skrige, når hun ikke kan nå de højeste toner. Der findes ni indspilninger, alle med arier i coloratura-registret.*

   Som 76-årig optrådte Florence ved en udsolgt koncert i Carnegie Hall. Blandt gæsterne var komponisten Cole Porter. Talentet blev takseret i flere aviser. Kritikerne overgik hinanden i sarkastiske nedrakninger. En måned senere døde Florence Jenkins.

1. En gispende diva

XAVIER Giannolis Marguerite (2016) flytter historien til 1920ernes Paris, hvor millionøsen Marguerite Dumont ganske som Florence Jenkins er midtpunkt for et operaselskab. Årsfesten er en social begivenhed. Alle, som er noget, vil gerne med.

   Hendes mand kommer altid for sent. Han har længe søgt trøst andetsteds og betragter sin hustru som en monstrøsitet. Filmen sætter lighedstegn mellem ægteskabets mangel på varme og amatørens higen efter applaus.

   Første gang jeg så Marguerite, var på Mostraen i Venedig. I programmet stod blot, at filmen foregik i 1920erne og havde en operadiva i centrum. Hele salen fik et chok, da Marguerite brød ud i sang. Det er desværre ikke muligt at genskabe oplevelsen, for nu ved alle, hvad der venter. Selv filmens trailer gør reklame for mordet på sangen.

MARGUERITE bliver introduceret via begynderen Hazel (Christa Théret), en ung sangerinde, som kommer for at varme publikum op. Hun synger smukt og regner med, at den sagnomspundne værtinde gør det samme. Trods alt er garderoben fuld af fotografier, som viser Marguerite i de klassiske roller.

   Billederne er taget af tjeneren Madelbos (Denis Mpunga), der har sin egen dagsorden. Han prøver altid at skåne og glæde sin arbejdsgiver. Madelbos ligner – men er kun et stykke af vejen – en variation over Max von Mayerling, butlerfiguren som spilles af Erich Von Stroheim i Billy Wilders Sunset Boulevard (1950). Marguerites overbærende mand bliver spillet af André Marcon, som hele tiden skammer sig. For ham får man bare en stille foragt.

   Det er svært at blive klog på, hvad man føler for Marguerite. Måske en slags sentimental respekt for karakterens selvbedrag. Og en vis sørgmodig sympati, fordi hun elsker og ikke bliver elsket tilbage, hverken af sangen eller sin mand.

FILMEN følger Florence Jenkins’ livsbane, men skaber sine egne karakterer. Kritikeren Lucien Beaumont (Sylvain Dieuaide) og digteren Kyrill Von Priest (Aubert Fenoy) – som nærmest er en Emil Bønnelycke-type – sniger sig ind til operafesten. De kan ikke finde ud af, om de er dadaister eller anarkister, men de vil helt sikkert sabotere borgerskabets skønhedsideal.

   Lucien skriver en anmeldelse, der beskriver Marguerites stemme som »et naturfænomen«. For første gang føler hun sig forstået. Marguerite optræder som nationalsymbolet Marianne i en politisk revy, der ender med håndgemæng og skandale. Hun føler bare bruset ved omsider at stå på en offentlig scene.

   Ved koncerten sker noget skræmmende smukt, som ikke skete i virkeligheden. Det er alt, hvad man har ønsket sig for Marguerite. Den altid seværdige Catherine Frot (La tourneuse de pages, Sage femme) lægger masser af varm empati i figuren.

   Der er skrevet fem skuespil om Florence Jenkins. Især Peter Quilters Glorious! (2005) med Maureen Lipman var en succes. Emnet er oplagt for soloforestillinger som Viva la Diva (2004) og Souvenir (2006). Den nøgne biografi er lagt frem i dokumentaren A World of Her Own (2008). I en kommende film bliver hun spillet af Meryl Streep, som skal være fantastisk i rollen. Florence Foster Jenkins er instrueret af Stephen Frears.

   Det gør ikke Marguerite overflødig. Filmen er gennemført original i sin blanding af drama, komedie, satire og romantisk historieskrivning. Den siger vist nok, at man skal synge for livet – uanset om man egentlig kan.

2. Når den tykke dame synger

EN hårdkogt talemåde siger, at intet er afgjort, før den tykke dame synger. It ain’t over ’till the fat lady sings. Fyndordet kommer fra baseball, men henviser til en operascene. I hvert fald kunne det handle om Florence Foster Jenkins.

   Florence blev født i 1886 i Philadelphia. Hun havde rige forældre og var god til at spille klaver. Pigen ville synge, men hendes far så ingen basis for at udvikle talentet. Da hun arvede ham, fik hun endelig råd.

   Florence blev gift med en læge, som gav hende syfilis. Så mødte hun skuespilleren St. Clair Bayfield, som hun levede platonisk med i årtier. De stiftede »The Verdi Club«, et selskab for operaentusiaster. Hver sæson sluttede med en koncert. Kulminationen var et udførligt tableau, som havde klubpræsidenten i centrum.

HER tager filmen Florence (2016) sin begyndelse. Prologen rekonstruerer tableauet, hvor sangerinden besøger komponisten Stephen Foster (1826-1864), der kæmper med temaet til »Oh! Susanna«. Inspirationens Engel bliver firet ned fra snoreloftet. Ingen fortrækker en mine. De kritiske stemmer er taget i ed.

   Sagen var jo, at mæcenen ikke kunne synge. Du har måske selv hørt Florence fremføre »Der Hölle Rache«-arien fra Tryllefløjten. Nattens Dronning skriger højt og hiver efter vejret. Der findes ni af de skræmmende indspilninger.

   Som 76-årig optrådte Jenkins ved en udsolgt koncert i Carnegie Hall. Amatøren insisterede, og denne gang kunne St. Clair Bayfield ikke købe pressens velvilje. Giften drev i de kritiske nedrakninger. En måned senere døde sanglærken. Det var den 26. november, 1944.

I Xavier Giannolis Marguerite var navnene var ændret og rammen flyttet til 1920ernes Frankrig. Det var stort set ellers den samme historie. Giannoli gav sangerinden en kritisk fan, og hun blev i fem minutter en bannerfigur for tidens anarkister og dadaister.

   Stephen Fears har en mere robust og realistisk tilgang til stoffet. Florence følger den faktiske biografi ganske nøje, helt ned til detaljer som at Cole Porter og Tallulah Bankhead var blandt tilhørerne ved den sidste koncert.

   Synsvinklen ligger primært hos Bayfield, der har sit eget liv uden for ægteskabet. Sangerindens faste akkompagnatør, Cosmé McMoon – der skrev hendes radiohit, »Serenata Mexicana« – er et andet kronvidne. Begge mænd ved, at de lever af Florences penge.

FLORENCE er en stor karakter, larger than life i enhver henseende, og der må ikke overdrives, hvis figuren skal virke på film. Meryl Streep giver Jenkins store fagter og et skær af uskyldig melankoli. Hver skæv tone er gengivet efter de eksisterende optagelser med Florence og McMoon.

   Sangen er tænkt som en komisk effekt, der forløser det tragiske i karakteren. Første gang Florence synger, er det et chok. Siden bliver det trættende, men strategien fungerer. Publikum reagerer med vantro og latter. Som tilskuer vælger man side og holder med Florence mod alle de andre.

   Streep er så godt som reduceret til en rekvisit. Guldet ligger i Hugh Grants portræt af St. Clair Bayfield, en sofistikeret karakter med Cary Grant-kvaliteter, fuld af sørgmodig selvironi. Også Simon Helberg får noget interessant ud af Cosmé McMoon, der vægrer sig ved at henrette musen.

   De økonomiske realiteter er aldrig helt ude af billedet. Frears er også her en taktfuld instruktør, der træder tilbage og lader fortællingen ånde. Der bliver aldrig peget fingre, og der er ingen firkantet pointe.

3. Hvis du har det i dig

STEPHEN Frears har arbejdet i utal af genrer, altid med solidt resultat. Florence Foster Jenkins ser teatermiljøet fra samme vinkel som Mrs Henderson Presents (2005), hvor Judi Dench og Bob Hoskins tilbød ærbar striptease i London under Blitzen. Den satiriske sædeskildring er smagt til med en anelse fin nostalgi.

   »Amatør. En tonedøv diva skriger for livet, mens publikum klapper og griner.« Sådan så overliggeren ud, da Marguerite-anmeldelsen blev trykt. Der er en mærkelig, ubehagelig faktor i den morskab, vi som eftertid skal se på Florence og hendes fæller med. Der er bagudrettet skadefryd og hånlatter. Musikken bliver promoveret i comedy-kategorien. Vi er i nærheden af Janteloven. Ællinger skal kanøfles, især hvis de larmer og gør sig til.

   Det fine ved Florence-filmene er, at de vender sig mod denne stemning og prøver at pakke latteren ud. »You're laughing and she touches you. It's inherently ridiculous and courageous at the same time,« bemærker Frears i et interview med Anne Thompson fra Indiewire. »People may say I can't sing,« skal Foster have sagt, »but no one can ever say I didn't sing«. Frears' film – som har manuskript af Nicholas Martin og Julia Kogan – lader ordene være noget, som Florence siger til Bayfield på sit dødsleje.

   

ET af de bedste musikøjeblikke, jeg kender, er introen til »If It's in You« fra albummet The Madcap Laughs (1970) med Pink Floyd-grundlæggeren Syd Barrett (1946-2006). Det er en svær sang, og Barrett begynder flere gange for at ramme strengene rigtigt og komme forbi stedet, hvor han synger falsk. Man kunne sagtens klippe tilløbet ud, men Barrett (og David Gilmour og Roger Waters, som har produceret The Madcap Laughs) lader det stå, for den falske start er vigtig og hører med.

   Marguerite har en frisk svimmelhed i sit anslag. Florence Foster Jenkins er lydefrit skruet sammen. Blot virker filmen ikke som en nødvendig fortælling, mere som en historisk rekonstruktion.

   Men både i Florence og Marguerite er der et øjeblik, hvor sangerinden får lov at synge så stort og rent, som hun selv hører det. I Giannolis film sker det på rystende vis. Hos Frears er skønsangen noget, som Florence drømmer sammen med filmen og sit publikum. Miraklet bliver større af netop dén grund.   

Se også Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006) [Dronningebilleder]; Stephen Frears | Posy Simmonds: Tamara Drewe (2007/2010); Klassiske karakterer: Dangerous Liaisons | Les liaisons dangereuses.

*) Sangværket er samlet på adskillige album, der lukrerer på den komiske effekt. På Spotify ligger bl.a. A Florence! Foster!! Jenkins!!! Recital!!!! (RCA Victor Red Seal, 1954), Florence Foster Jenkins (HMV, 1956), The Unbelievable Glory of the Human Voice (RCA Victor Red Seal, 1962) og The Truly Unforgettable Voice of Florence Foster Jenkins (Sony Classical, 2016).

   Nicheudgivelsen The Muse Surmounted – Florence Foster Jenkins and Eleven of Her Rivals (Homophone, 2004) bruger Cosmé McMoon-kompositionen »Valse Caressante« som blikfang og påskud for at samle andre anstrengte operastemmer: Rosalina Mello, Betty-Jo Schramm, Sylvia Sawyer, Mari Lyn etc. Sætstykket er en 7:47 minutter lang skæring, hvor Cosmé McMoon fortæller om sin tid på scenen og i studiet med Jenkins.

   Bedst tilrettelagt er Naxos/Nostalgia-sampleren Florence Foster Jenkins & Friends – Murder on the High Cs – Original Recordings 1937-1951, der er genudgivet som Florence Foster Jenkins: The Complete Legacy 1937-1951 (2003). Her er de ni obligatoriske Jenkins/McMoon-skæringer suppleret med otte konkurrerende bidrag: Alexander Kipnis (»Little Jack Horner«); John Charles Thomas (»Sing a Song of Sixpence«); Josephine Tumminia m/ Jimmy Dorsey & His Orchestra (»The Blue Danube«); Ezio Pinza m/ The Sons of the Pioneers (»The Little Old State of Texas«); Jimmy Durante i duet med Helen Traubel (»The Song's Gotta Come From the Heart«) og vice versa (»A Real Piano Player«) + (danske) Lauritz Melchiors livtag med »Please Don't Say No«. 

Marguerite. Instr.: Xavier Giannoli. Manus: X. Giannoli & Marcia Romano. Foto: Glynn Speeckaert. 129 min. Frankrig-Tjekkiet-Belgien 2015. Dansk premiere: 28.04.2016.

Florence Foster Jenkins (Florence). Instr.: Stephen Frears. Manus: Nicholas Martin. Foto: Danny Cohen. 111 min. UK-Frankrig 2016. 25.08.2016.

Fotos: Fidélité Films/ Gabriel/ France 3 Cinéma/ Sirena Film/ Scope Pictures/ Jouror Productions/ CN5 Productions/ Memento Films/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ Cofinova 11/ La BAnque Postale Image 8/ Sofica Manon 5/ CNC/ Eurimages/ Memento Films International/ Cohen Media Group [trailer]/Angel Films// Pathé Pictures International/ BBC Films/ Qwerty Films/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ SF Studios

Marguerite streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Florence Foster Jenkins streames på Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, TV Play, Viaplay

Weekendavisen Kultur 29.04.2016 + 26.08.2016 + rev. 18.09.2023 

Richard Curtis: Love Actually (2003)

KLODEN DREJER

En britisk jule(ny)klassiker

Af BO GREEN JENSEN

RICHARD Curtis (f. 1956) er forfatteren bag Four Weddings and a Funeral (1994), en af Englands største succeser til dato og filmen, der gjorde Hugh Grant til Hugh Grant.

   Curtis havde skrevet kilometervis af tv-manuskripter, primært til komedieserier med Rowan Atkinson, fra den gakkede Blackadder til den efterhånden luvslidte Mr. Bean, men med Fire bryllupper og en begravelse sprang han ud i en mere fuldtonende fremstilling af tilværelsen. Filmen ligner stadig en genistreg. Den rykker i én, skønt man sagtens kan se, hvordan der bliver manipuleret med finmekanikken i følelsesregistret.

   Siden har Curtis adskillige gange forsøgt at skrive Four Weddings igen. Det er formentlig også, hvad man har bedt ham om, for finessen ved Fire bryllupper var, at den slog stort an i samtlige territorier, inklusive USA. Curtis har leveret sin bløde mellemvare i manuskripterne til Notting Hill (1999) og filmatiseringen af Bridget Jones’ Diary (2001). Selv Bean (1997), biografudgaven af Mr. Bean, blev tilsat sentimentale kvaliteter.

   Det ville være lyv at påstå, at »the Curtis touch« ikke har virket. Tværtimod har stilen dannet skole. Bløde britiske film som Nick Hornby-filmatiseringen About a Boy (2002) ville ikke være drejet så fermt uden Curtis’ eksempel.

EFTER disse brede succeser har Curtis fået sit eget legetøj. Med Love Actually debuterer han som instruktør på en film, han også har skrevet. Hele paraden af britiske spillere er aktiveret, fra stjerner som Hugh Grant, Colin Firth, Emma Thompson og Alan Rickman til mindre kendte navne som Bill Nighy, Keira Knightley (og selvsagt Rowan Atkinson).

   Amerikanerne tages i ed med turistprospekter af hjerternes London, en stor rolle til Laura Linney og en strategisk vigtig cameo til Billy Bob Thornton, der som amerikansk præsident besøger den britiske premierminister (Hugh Grant) i Downing Street 10.

   Emnet er kærlighed uden grænser, dén der fylder luften og får kloden til at dreje, skønt mørket og tvivlen nu og da truer. I Four Weddings blev den gamle schlager »Love is All Around« støvet af. Her genanvendes sangen i halvt satirisk øjemed, da den fallerede popstjerne Billy Mack (uimodståeligt fremstillet af Bill Nighy, som tog patent på typen allerede i Still Crazy) gør comeback med en skamløs juleudgave.*

SANGEREN og premierministeren er to af de ti-tolv personer, som Love Actually trækker rundt i manegen. Her er også Alan Rickman som reklamemanden, der overvejer at være sin hustru utro, Liam Neeson som har mistet sin kone, hans stedsøn på ti år som drømmer om en af de lidt ældre piger, og Emma Thompson som den hustru, Rickman er i færd med at svigte. Hun er tilfældigvis søster til Grants minister, som prøver at modstå sin kærlighed til husassistenten Martine McCutcheon. Colin Firth bliver svigtet og prøver at skrive sig ud af miseren i Frankrig, hvor han forelsker sig i en portugisisk kvinde. Sprogforbistring er altid en faktor med komiske muligheder.

SÅLEDES er filmen et patchwork af kriblende kærlighedsforbindelser. Man mødes og skilles, svigtes i ét væk og finder dog hinanden, forfølger på ubændig vis sine mål, mens skæbnen – i skikkelse af Curtis – står parat med en trøstende skulder at græde ud ved og et bittersødt fyndord, som siger det hele. Det er næsten som i virkeligheden – men også kun næsten. Man må acceptere den stærkt forenklede udgave af hverdagen, som er forudsætningen for »the Curtis touch«, hvis man for alvor vil have glæde af filmen. Den manipulerer ganske skamløst og giver os, hvad den tror vi vil have.

DET vil vi faktisk også, de fleste af os, i hvert fald. Curtis er livsklog som en brevkasseredaktør og lige så forudsigelig i sine ytringer. I England, hvor Jante-loven også gælder, er filmen blevet hånet i flere toneangivende fora. Det fortjener den ikke. Helheden tangerer det sødladne, men der er fine og præcise øjeblikke, som Curtis filtrer fri af mangfoldigheden og sætter fast med uanfægtelig flair.

   Hugh Grant danser rundt i Downing Street 10, når han tror sig alene. Han giver den hårdkogte amerikanske præsident tørt på ved pressemødet. Emma Thompson tror, at hun skal have julepakken med guldsmykket, som Rickman har købt til sin kæreste. I stedet får hun en Joni Mitchell-cd, men kan ikke reagere, da familien skal afsted til juleforestillingen på børnenes skole, hvor alle strømme konvergerer i den svimlende sentimentale slutning.

CURTIS åbner og lukker filmen med autentiske videobilleder af par og familier, som mødes i Heathrow Airport. Fortælleren forkynder, at »love actually is all around«. Da der blev ringet fra de faldende tårne på Manhattan, gjaldt det kærlige opkald til hjemmet. Curtis bliver ved en halv time for længe og skamrider sine bedste effekter, men man er temmelig solgt og på under filmen. Man genoplever 2003 øjeblikke fra sine egne relationer gennem årene.

   Og dét er betingelsen. Hvis man ikke selv kommer med noget, får man ingenting med sig hjem. De husker måske episodeserien Karrusel, ti sammenvævede vignetter om kærlighedens veje, som Claus Bjerre komponerede for TV2 i 1998? Det var for meget og for tyndt, men det var ikke uden evner. Her er den britiske biografudgave.

PS 2021: DER er gået tæt på 20 år, så en historisk udredning kan nok være nyttig. Love Actually er blevet den foretrukne julefilm blandt millennials, men har sine rødder i efterkrigsgenerationen – min generation – som amerikanerne kalder baby boomers, altså børn som voksede op i den nye velfærdsstat efter krigen og tog tryghed, økonomisk vækst og så videre for givne størrelser.

   De fleste medvirkende lever endnu. Undtagelsen er Alan Rickman (1946-2016), som kun blev 69 år. Han burde være husket for mange bedrifter, ikke mindst filmene The Winter Guest (1997) og A Little Chaos (2014), som han selv instruerede og var medforfatter på. Men rollen som Severus Snape i Harry Potter-serien blev en faktor, som skyggede for det meste af resten.

   Man undrer sig vel, når jeg taler om Keira Knightley og Bill Nighy som »mindre kendte navne«. Men Knightley (f. 1985) var kun 18 år og kom fra gennembrudsrollen i Bend It Like Beckham (2002). Nighy (f. 1949) havde tre årtier på film, tv og teater bag sig, men udviklede først ved årtusindeskiftet den uforlignelige type, han siden bliver castet som.

   Hugh Grants premierminister var naturligvis baseret på Tony Blair, som inkarnerede dynamisk New Labour og var britisk statsleder 1997-2007. Billy Bob Thorntons amerikanske præsident ligner et forvarsel om Donald Trump, men er baseret på George W. Bush, der var præsident i to perioder fra 2001-2009.

   Love Actually er fuld af sexisme, som skurrer i 2021. Her er graverende aldersforskel; mænd i lyseblå skjorter, som udnytter deres professionelle position; gedigent krænkende adfærd og mange #MeToo-forvarsler. Jeg synes dog ikke, at filmen dyrker de ting eller hylder strukturen. Curtis har skrevet en let sædeskildring, der skildrer verden, som den så ud. Det er netop den krænkende brutalitet i Thorntons karakter, der gør ham til en skurk. Og Grant træder i karakter ved at se stort på transatlantiske relationer og sætte gæsten på plads. Han siger fra og står ved sin demokratiske kærlighed.

   UK fremstår derved mere civiliseret – USA er for længst blevet supermagten, man må cleare de mindste ting med. Curtis kompenserer med sympatiske roller til Laura Linney og January Jones (der endnu ikke havde fået rollen som Betty Draper i Mad Men).

   Forskydningen i den geopolitiske magtbalance var stadig et vemodigt britisk vilkår, da Curtis gik i skole på Harrow og studerede ved Christ Church College i Oxford. Her var hans bedste ven Rowan Atkinson. De udviklede Blackadder og Mr. Bean sammen. Atkinson fungerer som en talisman for Curtis i Love Actually. Han medvirker dog ikke i The Boat that Rocked (2009) og About Time (2013), som Curtis instruerede efter Love Actually. 

   Richard Curtis er 65 år i 2021. Han har siden 80ernes slutning været kæreste med Emma Freud (f.1962), som er Lucien Freuds niece og Sigmund Freuds oldebarn. Samt forfatter, skuespiller og medieperson i sin egen ret. Emma Freud har været tilknyttet alle Curtis’ filmprojekter. Parret har fire børn sammen, bl.a. aktivisten Scarlett Curtis (f. 1995), som i 2017 var medstifter af det nyfeministiske kollektiv The Pink Protest.

*) Videoclippet til »Christmas is All Around« er i sig selv en fornem pastiche/parodi på de hyperstiliserede musikvideoer med Robert Palmer (1949-2003), der var med til at give singlerne »Addicted to Love« (fra albummet Riptide, 1985) og »Simply Irresistible« (fra albummet Heavy Nova, 1988) særlig gennemslagskraft i MTV’s storhedstid. Modefotografen Terence Donovan (1936-1996) instruerede de ikoniske clips, som der stadig er stor søgning på. Succesen var en anelse mindre med »I Didn't Mean to Turn You On« (den femte single fra Riptide), hvor Palmer og Donovan bliver trætte af 80’er-fetichismen og sætter af fra New Look-paletten i My Fair Lady, som Cecil Beaton formgav i 1964. Ikke siden de første albumforsider, som fotografen Karl Stoecker og designeren Antony Price udførte for Bryan Ferry og Roxy Music, er sex brugt som blikfang med så megen humor og stil. Som bekendt er verdensmanden Ferry faktisk minearbejdersøn fra County Durham. Robert Palmer kom fra Batley i Yorkshire. Det er ikke til at sige, hvor Billy Mack kommer fra, men selvironien er ramt på et hår.

Se også Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005); Richard Curtis: About Time (2013); Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019). 

Se også Frank Capra: It's a Wonderful Life (1946); Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Christian Carion: En dag uden krig/ Joyeux Noël (2005); Arnaud Desplechin: Un Conte de Noël/ Et juleeventyr (2008); Charles Dickens | Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009); Klassiske karakterer: Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Paprika Steen: Den tid på året (2018); Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019]; Rúnar Rúnarsson: Echo (2019) [Xmas Special 2022].

Love Actually (Love Actually – Kald det kærlighed). Instr. & manus: Richard Curtis. Foto: Michael Coulter. 134 min. USA-UK 2003. Dansk premiere: 21.11.2003.

Fotos: Universal Pictures/ StudioCanal/ Working Title Films/ DNA Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/YouTube 

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.11.2003