Sophie Hyde | Katy Brand: Good Luck to You, Leo Grande (2022)

KÆRLIGHED OM EFTERMIDDAGEN

En sober film om mennesker og ærlig købesex

Af BO GREEN JENSEN

ET intimt snakkestykke om alder og klasse, købesex og kønspolitik, fantasier som udleves og teorier i praksis. »Hvad taler vi om, når vi taler om kærlighed?« kunne man spørge med Raymond Carver.

   Held og lykke, Leo Grande er ikke en erotisk komedie, skønt tonen for det meste er munter, og emnet er sex hele vejen. Ej heller en realistisk tragedie, for få ting er tragiske i virkeligheden. Er der noget, som manuskriptforfatteren Katy Brand (f. 1979) har blik for i sin voksne og fint kallibrerede dialog, er det gentagelsen som grundvilkår. Tryghed er fætter til ensformigheden. Og lykken er virkelig en underlig fisk.

FILMEN skildrer fire møder mellem Nancy Stokes og Leo Grande. Begge hedder faktisk noget andet. De mødes på et anonymt hotel med udsigt til tage i sol eller regn. Hun er kunden, han er sexarbejderen. Der er udsving i relationen, men filmen er ikke interesseret i magt, snarere i frydens og afsavnets væsen. Hun er ærlig i sine betroelser og nysgerrig på hans profession. »Leo Grande« er en mere kompleks konstruktion.

   Han bliver spillet af Daryl McCormack, som er kendt fra især Peaky Blinders. Han er 29 år. Hun er Emma Thompson på 62. Det skal nok være karakterernes alder. Hun var gift i 31 år med den samme, ret bornerte mand, som har været død i et år. Der er to voksne børn, som skuffer på hver deres måde. Hun har undervist piger i religion og nærer ingen illusioner om uskyld. Det er Leo, som af og til foreslår, at hun ser det fra børnenes side.

   Nancy har skrevet fem punkter ned på en liste, hun vil igennem, mens der er råd: oral sex i tre variationer; så hende øverst; endelig at blive taget bagfra. Men ikke analt. Nancy gyser ved tanken om ting, der trænger ind i åbninger, som er beregnet til ting, der skal ud. Katy Brands tekst har mange farver og lag. I et af dem mærker man, at hun var stjerne i satireserien Katy Brand’s Big Ass Show (2007-2009). Men selv humoren, som dækker over generthed, bliver tonet betydeligt ned undervejs.

DER er fire lange scener, som smager af tv-teater. Dialogen er så udsøgt, at man tænker på et radiospil. Men begge indtryk bedrager. Værket er en film først og fremmest, og fotografen Bryan Mason, som også har klippet, får meget ud af at gå tæt på ansigterne og skifte beskæring. Skønt den fysiske nærkontakt er fingeret, bliver det en meget håndgribelig dans.

   De er rundt om mange emner, flere lag af fortrolighed bliver brudt. Han er tilbøjelig til at lukke af, når hun ryster ham i rollen som beleven forfører. De første møder er en succes. Så har hun stalket ham digitalt, og det kommer til et brud i tredje scene. Fjerde møde finder sted i restauranten, hvor en af Nancys gamle elever får ansigt. Ellers er der kun de to i filmen.

SLUTBILLEDET har vakt opsigt. Emma Thompson står nøgen i fuld figur foran spejlet. Det er billedet af et menneske, som endelig tager livet på sig, præcis som det er. Uden illusioner, men også uden forbehold. Som en kvindelig kollega sagde efter filmen: »Man har aldrig set det billede før«.

   Det er sandt, og det er bare en af kvaliteterne ved Held og Lykke, Leo Grande. Emma Thompson bliver ofte taget for givet. Her er hun i sin bedste rolle siden Dommerens valg. Der er meget, som lykkes i filmen. Den er værd at se og tænke videre over.

Good Luck to You, Leo Grande (Held og lykke, Leo Grande). Instr.: Sophie Hyde. Manus: Katy Brand. Foto: Bryan Mason. 97 min. UK-USA 2022. Dansk premiere: 22.09.2022.

Fotos: Genesius Pictures/ Align/ Cornerstone Films/ Searchlight Pictures/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.Kultur 22.09.2022

Much Ado About Nothing/ Stor ståhej for ingenting (1993)

SANG FOR ALLE VINDE

En guldrandet metakomedie for par 

Af BO GREEN JENSEN

DET britiske filmmagasin Empire lavede i 1992 en punkt-for-punkt og film-for-film sammenligning af Laurence Oliviers og Kenneth Branaghs karrierer. Kometen fra Belfast var netop fyldt 30, og på listen over værker og bedrifter var der så mange sammenfald, at man skulle tro Branagh led af et Olivier-kompleks. De fleste ville frabede sig at blive målt i forhold til Olivier for hvert lille skridt i karrieren. Det er dog, hvad Branagh insisterer på igen og igen.

   Efter den respektfulde filmatisering af Henrik V fra 1989, lavede Branagh meget hurtigt to meget forskellige og overvejende vellykkede genrefilm. Dead Again (1991) var en melodramatisk krimi i traditionen fra 40'ernes film noir, mens snakkestykket Peter's Friends (1992) var en underholdende krydsning af The Big Chill og sædeskildrende samtidskomik à la Alan Ayckbourn. Her vender Branagh tilbage til Shakespeare. Dog ikke til den Hamlet eller Macbeth, man kunne forvente, men til den første af de såkaldt »gyldne« komedier, Much Ado About Nothing, som Shakespeare skrev 1598-99.*

   Nu er Branagh ikke typen, der hviler på sine laurbær eller slår sig til ro i en genre. Efter Stor ståhej har han kastet sig over en filmatisering af Mary Shelleys Frankenstein, med sig selv i titelrollen og Robert De Niro som »Skabelsen«. Man kan næsten kun beundre Branagh for hans energi og kunstneriske dødsforagt. Det gør dog ikke automatisk Stor ståhej til et mesterværk.

DET er ikke ud fra nogen vurdering et af Shakespeares store stykker. Snarere er det en lykkelig bagatel. Intrigen er gedigent rodet, og som den første af de gyldne komedier ligner Much Ado mest af alt skitsen til tre-fire senere og bedre forsøg.

   Branagh, der selv har produceret og skrevet filmens manuskript, realiserer komedien som et dynamisk spil for ensemble og stjerner. Tonen er upbeat fra begyndelsen, hvor Emma Thompson i rollen som Leonatos datter, rappenskralden Beatrice, reciterer teksten fra stykkets gennemgående sang, der i Lembckes gamle oversættelse bød os alle, både damer og herrer: »Vær frisk og glad i sinde,/ o lad kun sorg og klage gå/ med sang for alle vinde.«

   Dette sidste, svært fordanskelige hey nonny nonny-vers bliver i Ib Lindbergs undertekster til en lille trille. Branagh og kompagni har ikke pyntet på eller moderniseret den 400 år gamle dialog, og for en gangs er også den danske oversætter en stjerne. For Lindbergs mundrette kondensat består prøven med bravour.

HELE Leonatos hus ligger i græsset og lytter, da budbringeren bekendtgør, at Don Pedro med følge er på vej til Messina. I rammescenens sommeridyl indgår moderne effekter og periodegods i en skøn sammenblanding, som i det store hele fungerer godt. Roger Lansers kamera er forståeligt forelsket i det toscanske landskab ved Chianti, hvor filmen er optaget.

   Hele kompagniet springer op som forårskaniner og træder for alvor ind i deres roller. Og det er vel det svære i filmen: at tage den forceret skælmske tone alvorligt og tro på disse brave figurer, der tumler, traller, gantes og slår gækken løs så demonstrativt, at det halve kunne være mere end nok.

   Branagh og Thompson slipper bedst fra det. Derimod kan man ikke abstrahere fra de tusind tv-roller, man har set fnisepeteren Richard Briers og bulderbassen Brian Blessed i. De skal her gribe os som Leonato og hans bror Antonio. Det hverken kan eller gør de.

   Langt bedre går det i de fremmedes lejr. Don Pedro med følge ankommer i en fejende flot westernpastiche, iklædt tjekket anakronistiske uniformer og, med undtagelse af skurken Don Juan, alle kække og struttende fulde af livsglæde, selvsikkerhed og potens.

DET er godt tænkt at lade husstanden i Messina fremstille af britiske teaterskuespillere, mens Don Pedros følge primært består af amerikanske filmstjerner.

   Denzel Washington er en flot Don Pedro, Keanu Reeves er hans hadefulde halvbror, og som flødeskægget Claudio har Robert Sean Leonard den fornødne ungdom og naivitet. Han og Kate Beckinsales Hero fortjener til fulde hinanden. De er som nyfødte hittebørn efter stormen, mens Branagh og Thompson mod alle odds puster liv og varme ind i den stadige krig på ironi, som Benedikt og Beatrice fører med hinanden.

DA filmen når til at være alvorlig, tvivler man aldrig alvor på udfaldet. Branagh kunne for min skyld have givet godheden mere kvalificeret modspil ved at udbygge Keanu Reeves' karakter.

   Som comic relief og absurd show-i-showet er Michael Keaton anbragt i partiet som den naragtige vægter Dogberry eller Slåen, der så gerne vil bruge høje og fint svungne ord, men til stadighed farer vild i deres mening, mens han lægger en brutalitet for dagen, der næsten må være møntet på ordensmagten til alle tider. »Despekterer du ikke mit embede?« spørger han. Alene at udtænke et svar lige så kringlet, ville kræve betydeligt arbejde.

   Det er for meget af et nummer, når Keaton og kumpaner rider bort på usynlige heste, men det er et forfriskende forsøg på at trænge igennem den aura af tør, hvid pænhed, som hviler tungt over filmen.

GÅR man ind til Stor ståhej for ingenting med en forventning om at blive løftet og forført af filmens gyldne drømmemaskine, har man en anstrengt aften foran sig.

   Det lykkes aldrig nogen i salen at glemme, at det vi ser ikke er Benedikt og Beatrice, som gantes, men Branagh og Thompson, der leger – og til og med leger på skrømt – at de er karakterer i et klassisk skuespil. Mens man ser dem, tænker man mest af alt på Leigh og Olivier, Taylor og Burton, på Howard Keel og Kathryn Grayson og på, om Branagh og Thompson næste gang vil løbe linen helt ud i en genindspilning af Kiss Me Kate.**

   De to stjerner skygger for resten af filmen, der primært fungerer i afsnit og sætstykker, hvor man fornemmer noget af varmen bag masken. Stor ståhej er en tapper komedie, der skiftevis charmerer og irriterer. Sit præg af noget anstrengt forvinder den aldrig. Men den prøver.

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/ Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999); Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015) + Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015].

I temaet »Liv og teater« se også bl.a. Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673; Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac; Nøgler til livet: Tennessee Williams 1911-1983; Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996).

*) Kenneth Branagh nåede først til at lave sin filmudgave af Hamlet i 1996. Den benytter til gengæld den uforkortede tekst og har en spilletid på fire timer. Han spiller Macbeth i National Theatre-opførelsen, som blev optaget og streamet i 2013. Instruktører var Rob Ashford og Tim Van Someren. Rosalie Craig havde rollen som Lady Macbeth.

**) Branagh og Thompson var stadig gift med hinanden, da de indspillede Much Ado About Nothing. De blev skilt i 1995. Der er tradition for, at roller i Stor ståhej bliver spillet af par i et anstrengt forhold. Musicalen Kiss Me Kate (1953), som George Sidney instruerede med Howard Keel og Kathryn Grayson i hovedrollerne, handler om et fraskilt skuespillerpar, der udlever konflikter og finder hinanden igen under opsætningen af en musical baseret på The Taming of the Shrew (da. Trold kan tæmmes). Filmen, som er optaget i 3D og Technicolor, var en stor succes for MGM-studiet. Den er fuld af fremragende Cole Porter-sange. Det er her, at to gangstere (Keenan Wynn og James Whitmore) synger »Brush Up Your Shakespeare«. Det er i Kiss Me Kate, at Ann Miller får brillerne til at dugge, da hun stepper og synger »Too Darn Hot«.  

Much Ado About Nothing (Stor ståhej for ingenting). Instr. & manus: Kenneth Branagh. Foto: Roger Lanser. UK-USA 1993. Dansk premiere: 08.10.1993.

Fotos: Renaissance Films/ American Playhouse Theatrical Films/ BBC Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ MGM/ YouTube (MGM Official Trailer + clips from Kiss Me Kate)

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV og YouTube Film

2K Blu-ray fra Entertainment in Video (UK) 03.02.2014.

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.10.1993.

Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005)

LOVLØSE RADIODAGE
Fra de flydende stationers tid

Af BO GREEN JENSEN

ENGANG var der piratradio til. Herhjemme havde vi Radio Mercur (1958-62) og Danmarks Commercielle Radio (1961-62). I England var det stationer som Wonderful Radio London (1964-67), Swinging Radio England (1966) og Radio Caroline, der fra 1964 sendte pop og rock ’n’ roll til folket fra fartøjer uden for sømilegrænsen.

   Danmark fik allerede i 1962 en lov, som forbød de kommercielle monopolbrud. I England ventede man til 1967 med at vedtage The Marine Broadcasting Offences Act, der ulovliggjorde piratvirksomheden. Det lod den sig selvsagt ikke standse af. Ingen og intet kunne standse musikken, der flød som blod fra selve hjertet af det hele på den tid. 

   The Boat that Rocked er en nostalgisk hyldest til disse rebelske radiodage. Hovedparten af filmen udspiller sig ombord på en tæret trawler i Nordsøen, hvor otte excentriske discjockeys vender sort vinyl around the clock, lever for musikken og holder sig oppe på tanken om den månedlige besøgsdag, hvor groupier kommer ombord for at score favoritstemmen.

   

RADIO Rock bestyres af Quentin (Bill Nighy), übercool og aristokratisk, og staben tæller stjerner som amerikaneren The Count (Philip Seymour Hoffman) og den feterede Gavin Connaught (Rhys Ifans). Der er dog længst kø ved døren hos Midnight Mark (Tom Wisdom), som har forstået, at tavshed virkelig rykker. Hans kahyt ligner coveret til Electric Ladyland.

   Som publikums vej ind i vildnisset fungerer den relativt ærbare teenager Carl (Tom Sturridge), der er blevet bortvist fra sin skole og skal føres tilbage på rette spor af sin gudfar, Quentin. Som han ser og tager del i miljøet, bliver The Boat that Rocked i passager et britisk sidestykke til Cameron Crowes lille nyklassiker Almost Famous (2000).

   Manuskriptet er med vilje ikke lagt ordentligt til rette, men former sig som et syret mix af snart brillante, snart platte anekdoter, der uvægerligt kredser om spiritus, sex og narkotika. En spænding går på spørgsmålet om, hvem der er far til Carl. Ved juletid kommer Mor (Emma Thompson) på besøg og lader en forløsende bemærkning falde.

MENS nationen sidder klistret til radioapparaterne, forsøger den fascistoide, af princip indeklemte minister Dormandy (Kenneth Branagh bader sig i skurkerollen) med alle midler at trykke friheden ned. Skibet synker i en pastiche på Titanic, før fiskerbåde med hengivne fans kommer sejlende til undsætning, som gjaldt det evakueringen af stranden ved Dunkirk.

   Filmens suverænt bedste scene er dog hanekampen mellem The Count og Gavin, der udfordrer hinanden til at kravle op i sendemasten. Efter sigende bygger alt på autentiske løgnehistorier om Radio Caroline. Mange er forudsigelige, men dysten i masten er original.

   The Boat that Rocked vil også gerne fremstå som et forsvar for retten til at spille folkets musik, men den del af sagen afvikles mindre overvisende, fordi man kun hører harmløse klassikere og fordi det musikalske tidsbillede er meget udflydende. Filmen foregår 1966-67, men musikken rækker langt ind i 1970erne. Alt ender med fællesdans på dækket til tonerne af David Bowies »Let’s Dance« (1983). I den virkelige verden holdt Radio Caroline ikke op med at sende, men satte blot et International bag sit navn. Stationen er stadig aktiv i 2021.

RICHARD Curtis (f. 1956) skrev manuskripterne til Fire bryllupper og en begravelse (1994), Notting Hill (1999) og filmudgaven af Bridget Jones’ Dagbog (2001), før han i 2003 sprang ud som hjertelig mainstream-auteur med den meget vellykkede Love Actually. Hjemme bliver han ofte kritiseret for sin stålsat optimistiske humor og et glat præg af feel good-fermhed, der gør filmene salgbare i USA. Måske derfor er The Boat that Rocked lavet løst og anarkistisk, med noget nær dødsforagt for den kommercielle bæredygtighed.

   Titlen henviser til Peter Sellers-satiren The Mouse that Roared (1959, da. Musen der brølede), som Jack Arnold instruerede i ånden fra ældre Ealing Studios-lystspil. Et europæisk hertugdømme erklærer USA krig for at kvalificere sig til den økonomiske bistand, som plejer at følge med nederlaget. Sellers spiller tre hovedroller i traditionen fra forbilledet Alec Guinness, som satte en høj standard i Kind Hearts and Coronets (1949, da. Syv små synder).

   I USA hedder Curtis' film bare Pirate Radio. Den franske titel er Good Morning England. Trods disse prisværdige anstrengelser blev The Boat that Rocked ingen succes noget sted. Den ligner jo hverken Four Weddings eller Love Actually.

MUSIKKEN er et overflødighedshorn. Der er 36 skæringer på det gavmilde dobbeltalbum med lydsporet. Og mange flere i filmen. Hertil kommer et score af Hans Zimmer og citater fra en bred palet, der rækker fra Edward Elgar (»Nimrod« fra The Enigma Variations ledsager forliset og redningsaktionen i Dunkirk-stil) til Ennio Morricone. 

   The Boat that Rocked er rodet, ujævn, ofte indforstået og mindst en halv time for lang. Men der er charme og tidsånd i rigeligt mål, og slutningen vokser, som årene går. Filmen er et festmåltid for den rigtige tilskuer. Har man tendens til søsyge, skal man overveje sit besøg. Ikke siden Breaking the Waves har billedet vugget så konsekvent og livagtigt.

Se også Richard Curtis: Love Actually (2003); Richard Curtis: About Time (2013); Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019).

The Boat that Rocked. Instr. og manus: Richard Curtis. Foto: Danny Cohen. 129 min. UK 2009. Dansk premiere: 17.04.2009.

Fotos: United International Pictures/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV og TV Play

2K Blu-ray fra Fabulous Films 08.08.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.04.2009

Richard Curtis: Love Actually (2003)

KLODEN DREJER

En britisk jule(ny)klassiker

Af BO GREEN JENSEN

RICHARD Curtis (f. 1956) er forfatteren bag Four Weddings and a Funeral (1994), en af Englands største succeser til dato og filmen, der gjorde Hugh Grant til Hugh Grant.

   Curtis havde skrevet kilometervis af tv-manuskripter, primært til komedieserier med Rowan Atkinson, fra den gakkede Blackadder til den efterhånden luvslidte Mr. Bean, men med Fire bryllupper og en begravelse sprang han ud i en mere fuldtonende fremstilling af tilværelsen. Filmen ligner stadig en genistreg. Den rykker i én, skønt man sagtens kan se, hvordan der bliver manipuleret med finmekanikken i følelsesregistret.

   Siden har Curtis adskillige gange forsøgt at skrive Four Weddings igen. Det er formentlig også, hvad man har bedt ham om, for finessen ved Fire bryllupper var, at den slog stort an i samtlige territorier, inklusive USA. Curtis har leveret sin bløde mellemvare i manuskripterne til Notting Hill (1999) og filmatiseringen af Bridget Jones’ Diary (2001). Selv Bean (1997), biografudgaven af Mr. Bean, blev tilsat sentimentale kvaliteter.

   Det ville være lyv at påstå, at »the Curtis touch« ikke har virket. Tværtimod har stilen dannet skole. Bløde britiske film som Nick Hornby-filmatiseringen About a Boy (2002) ville ikke være drejet så fermt uden Curtis’ eksempel.

EFTER disse brede succeser har Curtis fået sit eget legetøj. Med Love Actually debuterer han som instruktør på en film, han også har skrevet. Hele paraden af britiske spillere er aktiveret, fra stjerner som Hugh Grant, Colin Firth, Emma Thompson og Alan Rickman til mindre kendte navne som Bill Nighy, Keira Knightley (og selvsagt Rowan Atkinson).

   Amerikanerne tages i ed med turistprospekter af hjerternes London, en stor rolle til Laura Linney og en strategisk vigtig cameo til Billy Bob Thornton, der som amerikansk præsident besøger den britiske premierminister (Hugh Grant) i Downing Street 10.

   Emnet er kærlighed uden grænser, dén der fylder luften og får kloden til at dreje, skønt mørket og tvivlen nu og da truer. I Four Weddings blev den gamle schlager »Love is All Around« støvet af. Her genanvendes sangen i halvt satirisk øjemed, da den fallerede popstjerne Billy Mack (uimodståeligt fremstillet af Bill Nighy, som tog patent på typen allerede i Still Crazy) gør comeback med en skamløs juleudgave.*

SANGEREN og premierministeren er to af de ti-tolv personer, som Love Actually trækker rundt i manegen. Her er også Alan Rickman som reklamemanden, der overvejer at være sin hustru utro, Liam Neeson som har mistet sin kone, hans stedsøn på ti år som drømmer om en af de lidt ældre piger, og Emma Thompson som den hustru, Rickman er i færd med at svigte. Hun er tilfældigvis søster til Grants minister, som prøver at modstå sin kærlighed til husassistenten Martine McCutcheon. Colin Firth bliver svigtet og prøver at skrive sig ud af miseren i Frankrig, hvor han forelsker sig i en portugisisk kvinde. Sprogforbistring er altid en faktor med komiske muligheder.

SÅLEDES er filmen et patchwork af kriblende kærlighedsforbindelser. Man mødes og skilles, svigtes i ét væk og finder dog hinanden, forfølger på ubændig vis sine mål, mens skæbnen – i skikkelse af Curtis – står parat med en trøstende skulder at græde ud ved og et bittersødt fyndord, som siger det hele. Det er næsten som i virkeligheden – men også kun næsten. Man må acceptere den stærkt forenklede udgave af hverdagen, som er forudsætningen for »the Curtis touch«, hvis man for alvor vil have glæde af filmen. Den manipulerer ganske skamløst og giver os, hvad den tror vi vil have.

DET vil vi faktisk også, de fleste af os, i hvert fald. Curtis er livsklog som en brevkasseredaktør og lige så forudsigelig i sine ytringer. I England, hvor Jante-loven også gælder, er filmen blevet hånet i flere toneangivende fora. Det fortjener den ikke. Helheden tangerer det sødladne, men der er fine og præcise øjeblikke, som Curtis filtrer fri af mangfoldigheden og sætter fast med uanfægtelig flair.

   Hugh Grant danser rundt i Downing Street 10, når han tror sig alene. Han giver den hårdkogte amerikanske præsident tørt på ved pressemødet. Emma Thompson tror, at hun skal have julepakken med guldsmykket, som Rickman har købt til sin kæreste. I stedet får hun en Joni Mitchell-cd, men kan ikke reagere, da familien skal afsted til juleforestillingen på børnenes skole, hvor alle strømme konvergerer i den svimlende sentimentale slutning.

CURTIS åbner og lukker filmen med autentiske videobilleder af par og familier, som mødes i Heathrow Airport. Fortælleren forkynder, at »love actually is all around«. Da der blev ringet fra de faldende tårne på Manhattan, gjaldt det kærlige opkald til hjemmet. Curtis bliver ved en halv time for længe og skamrider sine bedste effekter, men man er temmelig solgt og på under filmen. Man genoplever 2003 øjeblikke fra sine egne relationer gennem årene.

   Og dét er betingelsen. Hvis man ikke selv kommer med noget, får man ingenting med sig hjem. De husker måske episodeserien Karrusel, ti sammenvævede vignetter om kærlighedens veje, som Claus Bjerre komponerede for TV2 i 1998? Det var for meget og for tyndt, men det var ikke uden evner. Her er den britiske biografudgave.

PS 2021: DER er gået tæt på 20 år, så en historisk udredning kan nok være nyttig. Love Actually er blevet den foretrukne julefilm blandt millennials, men har sine rødder i efterkrigsgenerationen – min generation – som amerikanerne kalder baby boomers, altså børn som voksede op i den nye velfærdsstat efter krigen og tog tryghed, økonomisk vækst og så videre for givne størrelser.

   De fleste medvirkende lever endnu. Undtagelsen er Alan Rickman (1946-2016), som kun blev 69 år. Han burde være husket for mange bedrifter, ikke mindst filmene The Winter Guest (1997) og A Little Chaos (2014), som han selv instruerede og var medforfatter på. Men rollen som Severus Snape i Harry Potter-serien blev en faktor, som skyggede for det meste af resten.

   Man undrer sig vel, når jeg taler om Keira Knightley og Bill Nighy som »mindre kendte navne«. Men Knightley (f. 1985) var kun 18 år og kom fra gennembrudsrollen i Bend It Like Beckham (2002). Nighy (f. 1949) havde tre årtier på film, tv og teater bag sig, men udviklede først ved årtusindeskiftet den uforlignelige type, han siden bliver castet som.

   Hugh Grants premierminister var naturligvis baseret på Tony Blair, som inkarnerede dynamisk New Labour og var britisk statsleder 1997-2007. Billy Bob Thorntons amerikanske præsident ligner et forvarsel om Donald Trump, men er baseret på George W. Bush, der var præsident i to perioder fra 2001-2009.

   Love Actually er fuld af sexisme, som skurrer i 2021. Her er graverende aldersforskel; mænd i lyseblå skjorter, som udnytter deres professionelle position; gedigent krænkende adfærd og mange #MeToo-forvarsler. Jeg synes dog ikke, at filmen dyrker de ting eller hylder strukturen. Curtis har skrevet en let sædeskildring, der skildrer verden, som den så ud. Det er netop den krænkende brutalitet i Thorntons karakter, der gør ham til en skurk. Og Grant træder i karakter ved at se stort på transatlantiske relationer og sætte gæsten på plads. Han siger fra og står ved sin demokratiske kærlighed.

   UK fremstår derved mere civiliseret – USA er for længst blevet supermagten, man må cleare de mindste ting med. Curtis kompenserer med sympatiske roller til Laura Linney og January Jones (der endnu ikke havde fået rollen som Betty Draper i Mad Men).

   Forskydningen i den geopolitiske magtbalance var stadig et vemodigt britisk vilkår, da Curtis gik i skole på Harrow og studerede ved Christ Church College i Oxford. Her var hans bedste ven Rowan Atkinson. De udviklede Blackadder og Mr. Bean sammen. Atkinson fungerer som en talisman for Curtis i Love Actually. Han medvirker dog ikke i The Boat that Rocked (2009) og About Time (2013), som Curtis instruerede efter Love Actually. 

   Richard Curtis er 65 år i 2021. Han har siden 80ernes slutning været kæreste med Emma Freud (f.1962), som er Lucien Freuds niece og Sigmund Freuds oldebarn. Samt forfatter, skuespiller og medieperson i sin egen ret. Emma Freud har været tilknyttet alle Curtis’ filmprojekter. Parret har fire børn sammen, bl.a. aktivisten Scarlett Curtis (f. 1995), som i 2017 var medstifter af det nyfeministiske kollektiv The Pink Protest.

*) Videoclippet til »Christmas is All Around« er i sig selv en fornem pastiche/parodi på de hyperstiliserede musikvideoer med Robert Palmer (1949-2003), der var med til at give singlerne »Addicted to Love« (fra albummet Riptide, 1985) og »Simply Irresistible« (fra albummet Heavy Nova, 1988) særlig gennemslagskraft i MTV’s storhedstid. Modefotografen Terence Donovan (1936-1996) instruerede de ikoniske clips, som der stadig er stor søgning på. Succesen var en anelse mindre med »I Didn't Mean to Turn You On« (den femte single fra Riptide), hvor Palmer og Donovan bliver trætte af 80’er-fetichismen og sætter af fra New Look-paletten i My Fair Lady, som Cecil Beaton formgav i 1964. Ikke siden de første albumforsider, som fotografen Karl Stoecker og designeren Antony Price udførte for Bryan Ferry og Roxy Music, er sex brugt som blikfang med så megen humor og stil. Som bekendt er verdensmanden Ferry faktisk minearbejdersøn fra County Durham. Robert Palmer kom fra Batley i Yorkshire. Det er ikke til at sige, hvor Billy Mack kommer fra, men selvironien er ramt på et hår.

Se også Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005); Richard Curtis: About Time (2013); Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019). 

Se også Frank Capra: It's a Wonderful Life (1946); Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Christian Carion: En dag uden krig/ Joyeux Noël (2005); Arnaud Desplechin: Un Conte de Noël/ Et juleeventyr (2008); Charles Dickens | Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009); Klassiske karakterer: Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Paprika Steen: Den tid på året (2018); Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019]; Rúnar Rúnarsson: Echo (2019) [Xmas Special 2022].

Love Actually (Love Actually – Kald det kærlighed). Instr. & manus: Richard Curtis. Foto: Michael Coulter. 134 min. USA-UK 2003. Dansk premiere: 21.11.2003.

Fotos: Universal Pictures/ StudioCanal/ Working Title Films/ DNA Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/YouTube 

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.11.2003

Emma Thompson: Nanny McPhee [Bogen og filmen]

ADLYD ELLER UNDGÆLD

En definitiv kur mod uartige børn

Af BO GREEN JENSEN

FORFATTEREN Christianna Brand (1907-1988) er herhjemme kendt for sprøde britiske krimiserier om politimænd med navne som Chucky, Cockrill og Charlesworth. Hun skrev også noveller med Roald Dahl-agtigt udspekulerede slutninger og forfattede 12 ordinære romaner under fire forskellige navne: Mary Roland, China Thompson, Annabel Jones og Mary Ann Ashe.

    Brands hjertesag var dog uartige børn. Antologien Naughty Children (1962) kan læses som supplement til børnebogstrilogien om Nurse Matilda (1964-1975), som i dag er forfatterskabets mest populære bestanddel.

   Skuespilleren Emma Thompson fik i 2005 ideen til at dreje Nurse Matilda-skikkelsen endnu mere i retning ad P.L. Travers' Mary Poppins-figur, som er den primære inspiration for Nanny McPhee, skønt ingen siger det højt noget sted. Poppins var mere åbenlyst hekseagtig i Travers’ bøger, som Walt Disney i 1964 gav den store tur i sukkermaskinen, men ideen er alle steder den samme: en god heks kommer som streng barnepige og hjælper børnene i en truet familie med at rette forskellige fejl.

I NANNY McPhee med nye tryllerier handler det om at tage sig af to evakuerede krigsbørn, som under Blitzen i 1940ernes England skal falde til på landet. Her frygter Mrs. Green og hendes tre børn, at Far er faldet i krigen, mens Svoger med alle midler forsøger at få kontrol over gården, så han kan indfri en fæl spillegæld. De forkælede bybørn tilhører den rige del af familien. I Krigsministeriet sidder deres far og styrer slagets gang, mens han er ved at blive skilt fra deres mor.

   Alting begynder således dystert, men inden længe kommer Nanny McPhee og justerer den moralske balance. Til slut kender drenge igen deres fædre, og mørket krænges bogstaveligt ud i en eksplosion af farver, hvid magi og kosmisk kærlighed, som føles 1960er-varm og hippieagtig. Også Emma Thompson er et barn af sin tid.

NANNY McPhee rejser videre med vinden, men modsat Mary Poppins forvandles hun selv i processen med at læge. Først er hun hæslig at se på, har tryne i stedet for næse, en behåret vorte ved munden og verdens skæveste fortand. For hver gang en opgave lykkes, bliver hun smukkere. Rynkerne glattes, næsen får facon, vorten forsvinder og endelig rettes den strittende tand. Nu er hun elsket. Alle ønsker, at hun skal blive – og netop derfor må hun rejse.

DEN første film om Nanny McPhee tog traditionen i ed ved at have Angela Lansbury på rollelisten, mens Colin Firth fungerede som enkemand i Georg von Trapp-traditionen. Toeren er bemandet med kræfter som Maggie Gyllenhaal, Rhys Ifans og Ralph Fiennes, men det er Thompson og de fem børn, som trækker det tungeste læs.

   Først irriterer universet ved at være så grotesk og excentrisk. Så charmerer det både barnet og den voksne tilskuer ved at udvikle en snarrådig indre logik. Endvidere er fortællingens længste tråd – om akrobatisk springende, flyvende grise – simpelt hen sjov at følge og original, skønt den bygger på det britiske mundheld om, at en given ting ikke og aldrig vil ske, før helvede fryser og grise kan flyve.

   Emma Thompson ville gerne have lukket serien med en tredje film om Nanny McPhee, men produktionsselskabet vurderede, at indtægterne fra den første sequel var for små til at bære en treer i mål.

Se også Klassiske karakterer: Mary Poppins og Pamela Travers 1896-1999; Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4].

  

*) Christianna Brand har en lille, men hengiven tilhængerskare blandt fans af den britiske puslespilskrimi. Hendes mest populære bøger var Inspector Cockrill-romanen Green for Danger (1944, da. Grønt betyder fare) og debutbogen Death in High Heels (1941), der blev filmatiseret i 1947 med Don Stoddard i rollen som Inspector Charlesworth. Kun tre af Brands cirka 40 bøger er oversat. I 1970 udkom Suddenly at His Residence (1947, da. Tilståelsen i støvet) som bind 65 i den solide og savnede Berlingske Kriminalserie, hvor mange titler bare er gået tabt. Tage la Cour bragte to noveller i antologierne Teaterblod (1972) og Musefælden og andre historier om politiet i arbejde (1971). Det amerikanske forlag Mysterious Press har udgivet alle Cockrill-romanerne som e- og lydbøger. Nurse Matilda-trilogien består af Nurse Matilda (1964), Nurse Matilda Goes to Town (1967) og Nurse Matilda Goes to Hospital (1974). Bøgerne, som er charmerende illustreret af Edward Ardizzone, bliver til stadighed genudgivet i England, men er ikke oversat til dansk. Bloomsbury udgav et fornemt bokssæt i 2005, da Nanny McPhee havde premiere. Brand skrev to romantiske »korsetflænsere« under navnet Annabel Jones. The Radiant Dove (1975) skal være et udsøgt eksempel på genren.

Nanny McPhee (Nanny McPhee: Den fortryllende barnepige). Instr.: Kirk Jones. Manus: Emma Thompson. Foto: Henry Braham. 97 min. UK 2005. Dansk premiere: 27.01.2006.

Nanny McPhee and the Big Bang (Nanny McPhee med nye tryllerier). Instr.: Susanna White. Manus: Emma Thompson. Foto: Mike Eley. 110 min. UK 2010. Dansk premiere: 10.06.2010.

Fotos: Working Title/ Three Strange Angels/ Relativity Media/ StudioCanal/ Universal Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Nanny McPhee streames (maj 2025) på Apple TV, Rakuten TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios [Universal Studios 100th Anniversary | Augmented Reality Edition] 23.04.2024

Nanny McPhee and the Big Bang streames på Apple TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Fabulous Films (UK) 22.04.2019 
Anmedelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.06.2010.