Richard Curtis: Love Actually (2003)

KLODEN DREJER

En britisk jule(ny)klassiker

Af BO GREEN JENSEN

RICHARD Curtis (f. 1956) er forfatteren bag Four Weddings and a Funeral (1994), en af Englands største succeser til dato og filmen, der gjorde Hugh Grant til Hugh Grant.

   Curtis havde skrevet kilometervis af tv-manuskripter, primært til komedieserier med Rowan Atkinson, fra den gakkede Blackadder til den efterhånden luvslidte Mr. Bean, men med Fire bryllupper og en begravelse sprang han ud i en mere fuldtonende fremstilling af tilværelsen. Filmen ligner stadig en genistreg. Den rykker i én, skønt man sagtens kan se, hvordan der bliver manipuleret med finmekanikken i følelsesregistret.

   Siden har Curtis adskillige gange forsøgt at skrive Four Weddings igen. Det er formentlig også, hvad man har bedt ham om, for finessen ved Fire bryllupper var, at den slog stort an i samtlige territorier, inklusive USA. Curtis har leveret sin bløde mellemvare i manuskripterne til Notting Hill (1999) og filmatiseringen af Bridget Jones’ Diary (2001). Selv Bean (1997), biografudgaven af Mr. Bean, blev tilsat sentimentale kvaliteter.

   Det ville være lyv at påstå, at »the Curtis touch« ikke har virket. Tværtimod har stilen dannet skole. Bløde britiske film som Nick Hornby-filmatiseringen About a Boy (2002) ville ikke være drejet så fermt uden Curtis’ eksempel.

EFTER disse brede succeser har Curtis fået sit eget legetøj. Med Love Actually debuterer han som instruktør på en film, han også har skrevet. Hele paraden af britiske spillere er aktiveret, fra stjerner som Hugh Grant, Colin Firth, Emma Thompson og Alan Rickman til mindre kendte navne som Bill Nighy, Keira Knightley (og selvsagt Rowan Atkinson).

   Amerikanerne tages i ed med turistprospekter af hjerternes London, en stor rolle til Laura Linney og en strategisk vigtig cameo til Billy Bob Thornton, der som amerikansk præsident besøger den britiske premierminister (Hugh Grant) i Downing Street 10.

   Emnet er kærlighed uden grænser, dén der fylder luften og får kloden til at dreje, skønt mørket og tvivlen nu og da truer. I Four Weddings blev den gamle schlager »Love is All Around« støvet af. Her genanvendes sangen i halvt satirisk øjemed, da den fallerede popstjerne Billy Mack (uimodståeligt fremstillet af Bill Nighy, som tog patent på typen allerede i Still Crazy) gør comeback med en skamløs juleudgave.*

SANGEREN og premierministeren er to af de ti-tolv personer, som Love Actually trækker rundt i manegen. Her er også Alan Rickman som reklamemanden, der overvejer at være sin hustru utro, Liam Neeson som har mistet sin kone, hans stedsøn på ti år som drømmer om en af de lidt ældre piger, og Emma Thompson som den hustru, Rickman er i færd med at svigte. Hun er tilfældigvis søster til Grants minister, som prøver at modstå sin kærlighed til husassistenten Martine McCutcheon. Colin Firth bliver svigtet og prøver at skrive sig ud af miseren i Frankrig, hvor han forelsker sig i en portugisisk kvinde. Sprogforbistring er altid en faktor med komiske muligheder.

SÅLEDES er filmen et patchwork af kriblende kærlighedsforbindelser. Man mødes og skilles, svigtes i ét væk og finder dog hinanden, forfølger på ubændig vis sine mål, mens skæbnen – i skikkelse af Curtis – står parat med en trøstende skulder at græde ud ved og et bittersødt fyndord, som siger det hele. Det er næsten som i virkeligheden – men også kun næsten. Man må acceptere den stærkt forenklede udgave af hverdagen, som er forudsætningen for »the Curtis touch«, hvis man for alvor vil have glæde af filmen. Den manipulerer ganske skamløst og giver os, hvad den tror vi vil have.

DET vil vi faktisk også, de fleste af os, i hvert fald. Curtis er livsklog som en brevkasseredaktør og lige så forudsigelig i sine ytringer. I England, hvor Jante-loven også gælder, er filmen blevet hånet i flere toneangivende fora. Det fortjener den ikke. Helheden tangerer det sødladne, men der er fine og præcise øjeblikke, som Curtis filtrer fri af mangfoldigheden og sætter fast med uanfægtelig flair.

   Hugh Grant danser rundt i Downing Street 10, når han tror sig alene. Han giver den hårdkogte amerikanske præsident tørt på ved pressemødet. Emma Thompson tror, at hun skal have julepakken med guldsmykket, som Rickman har købt til sin kæreste. I stedet får hun en Joni Mitchell-cd, men kan ikke reagere, da familien skal afsted til juleforestillingen på børnenes skole, hvor alle strømme konvergerer i den svimlende sentimentale slutning.

CURTIS åbner og lukker filmen med autentiske videobilleder af par og familier, som mødes i Heathrow Airport. Fortælleren forkynder, at »love actually is all around«. Da der blev ringet fra de faldende tårne på Manhattan, gjaldt det kærlige opkald til hjemmet. Curtis bliver ved en halv time for længe og skamrider sine bedste effekter, men man er temmelig solgt og på under filmen. Man genoplever 2003 øjeblikke fra sine egne relationer gennem årene.

   Og dét er betingelsen. Hvis man ikke selv kommer med noget, får man ingenting med sig hjem. De husker måske episodeserien Karrusel, ti sammenvævede vignetter om kærlighedens veje, som Claus Bjerre komponerede for TV2 i 1998? Det var for meget og for tyndt, men det var ikke uden evner. Her er den britiske biografudgave.

PS 2021: DER er gået tæt på 20 år, så en historisk udredning kan nok være nyttig. Love Actually er blevet den foretrukne julefilm blandt millennials, men har sine rødder i efterkrigsgenerationen – min generation – som amerikanerne kalder baby boomers, altså børn som voksede op i den nye velfærdsstat efter krigen og tog tryghed, økonomisk vækst og så videre for givne størrelser.

   De fleste medvirkende lever endnu. Undtagelsen er Alan Rickman (1946-2016), som kun blev 69 år. Han burde være husket for mange bedrifter, ikke mindst filmene The Winter Guest (1997) og A Little Chaos (2014), som han selv instruerede og var medforfatter på. Men rollen som Severus Snape i Harry Potter-serien blev en faktor, som skyggede for det meste af resten.

   Man undrer sig vel, når jeg taler om Keira Knightley og Bill Nighy som »mindre kendte navne«. Men Knightley (f. 1985) var kun 18 år og kom fra gennembrudsrollen i Bend It Like Beckham (2002). Nighy (f. 1949) havde tre årtier på film, tv og teater bag sig, men udviklede først ved årtusindeskiftet den uforlignelige type, han siden bliver castet som.

   Hugh Grants premierminister var naturligvis baseret på Tony Blair, som inkarnerede dynamisk New Labour og var britisk statsleder 1997-2007. Billy Bob Thorntons amerikanske præsident ligner et forvarsel om Donald Trump, men er baseret på George W. Bush, der var præsident i to perioder fra 2001-2009.

   Love Actually er fuld af sexisme, som skurrer i 2021. Her er graverende aldersforskel; mænd i lyseblå skjorter, som udnytter deres professionelle position; gedigent krænkende adfærd og mange #MeToo-forvarsler. Jeg synes dog ikke, at filmen dyrker de ting eller hylder strukturen. Curtis har skrevet en let sædeskildring, der skildrer verden, som den så ud. Det er netop den krænkende brutalitet i Thorntons karakter, der gør ham til en skurk. Og Grant træder i karakter ved at se stort på transatlantiske relationer og sætte gæsten på plads. Han siger fra og står ved sin demokratiske kærlighed.

   UK fremstår derved mere civiliseret – USA er for længst blevet supermagten, man må cleare de mindste ting med. Curtis kompenserer med sympatiske roller til Laura Linney og January Jones (der endnu ikke havde fået rollen som Betty Draper i Mad Men).

   Forskydningen i den geopolitiske magtbalance var stadig et vemodigt britisk vilkår, da Curtis gik i skole på Harrow og studerede ved Christ Church College i Oxford. Her var hans bedste ven Rowan Atkinson. De udviklede Blackadder og Mr. Bean sammen. Atkinson fungerer som en talisman for Curtis i Love Actually. Han medvirker dog ikke i The Boat that Rocked (2009) og About Time (2013), som Curtis instruerede efter Love Actually. 

   Richard Curtis er 65 år i 2021. Han har siden 80ernes slutning været kæreste med Emma Freud (f.1962), som er Lucien Freuds niece og Sigmund Freuds oldebarn. Samt forfatter, skuespiller og medieperson i sin egen ret. Emma Freud har været tilknyttet alle Curtis’ filmprojekter. Parret har fire børn sammen, bl.a. aktivisten Scarlett Curtis (f. 1995), som i 2017 var medstifter af det nyfeministiske kollektiv The Pink Protest.

*) Videoclippet til »Christmas is All Around« er i sig selv en fornem pastiche/parodi på de hyperstiliserede musikvideoer med Robert Palmer (1949-2003), der var med til at give singlerne »Addicted to Love« (fra albummet Riptide, 1985) og »Simply Irresistible« (fra albummet Heavy Nova, 1988) særlig gennemslagskraft i MTV’s storhedstid. Modefotografen Terence Donovan (1936-1996) instruerede de ikoniske clips, som der stadig er stor søgning på. Succesen var en anelse mindre med »I Didn't Mean to Turn You On« (den femte single fra Riptide), hvor Palmer og Donovan bliver trætte af 80’er-fetichismen og sætter af fra New Look-paletten i My Fair Lady, som Cecil Beaton formgav i 1964. Ikke siden de første albumforsider, som fotografen Karl Stoecker og designeren Antony Price udførte for Bryan Ferry og Roxy Music, er sex brugt som blikfang med så megen humor og stil. Som bekendt er verdensmanden Ferry faktisk minearbejdersøn fra County Durham. Robert Palmer kom fra Batley i Yorkshire. Det er ikke til at sige, hvor Billy Mack kommer fra, men selvironien er ramt på et hår.

Se også Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005); Richard Curtis: About Time (2013); Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019). 

Se også Frank Capra: It's a Wonderful Life (1946); Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Christian Carion: En dag uden krig/ Joyeux Noël (2005); Arnaud Desplechin: Un Conte de Noël/ Et juleeventyr (2008); Charles Dickens | Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009); Klassiske karakterer: Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Paprika Steen: Den tid på året (2018); Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019]; Rúnar Rúnarsson: Echo (2019) [Xmas Special 2022].

Love Actually (Love Actually – Kald det kærlighed). Instr. & manus: Richard Curtis. Foto: Michael Coulter. 134 min. USA-UK 2003. Dansk premiere: 21.11.2003.

Fotos: Universal Pictures/ StudioCanal/ Working Title Films/ DNA Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/YouTube 

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.11.2003

Arnaud Desplechin: Un Conte de Noël/Et juleeventyr (2008)

DEN FRANSKE FAMILIE
En stor julefilm til den voksne tilskuer

Af BO GREEN JENSEN

I JULEN samles familien for alvor. Hele den pukkelryggede slægt gør sit bedste for at få tingene til at glide, og skønt det sjældent lykkes at holde fred, er man som regel glad, fordi man kom. Det er trods alt kun én gang om året, og hvem ved, hvor længe vi er her?
   Bryllupper og begravelser har en lignende virkning, men samværet tynges af ydre ceremoniel, og den slags film skildrer bedre en kreds eller klasse. Julefilmen er derimod skabt til at skildre den enkelte nære familie, som i højtiden bliver til alle familier.
   Både amerikansk og europæisk film har en lang tradition for at samle slægten hen over julen. Ikke mindst franske filmskabere nærer stor kærlighed til klassiske livsfriser som Vincente Minnellis Meet Me in St. Louis (1944) og Frank Capras It's a Wonderful Life (1946) fra Hollywood-studiernes guldalder. Men hvor formen i USA er degenereret til sentimentale ensemblekomedier som The Family Stone (2005) og The Holiday (2006), har den modne mellemgeneration af »nye franske« instruktører været i stand til at at skærpe genren og brede den ud. De stjernebesatte gruppefilm inkarnerer det ypperste i tidens mainstream.*

DET gælder bestemt ikke altid, at blod er tykkere end vand, men der er ingen tvivl i Arnaud Desplechins Un Conte de Noël. I den bittersøde julefortælling samles børn og børnebørn hos Abel (Jean-Paul Roussillon) og Junon (Catherine Deneuve) i huset i Roubaix, hvor instruktøren selv har sine rødder. Der er hvide lam og sorte får, voksne børn, som ikke kan tilgive hinanden, og medbragte kærester, der er nødt til at navigere i kaos, fordi situationen kræver det af dem. Det varer i tre tætte timer. Bagefter bliver familien hos én.

ISÆR for Henri (Mathieu Amalric), en kæntrende mand, der har været i krise siden teenårene, er julen en traumatisk sag. Faunia (Emmanuelle Devos), hans sexede jødiske kæreste, tager hjem til Paris, da hun har fået nok.
   Henri er kommet, fordi han som den eneste er i stand til at fungere som donor og give Junon den rygmarvstransfusion, hun har brug for. For længe siden døde en tredje dreng af den blodsygdom, som går i arv i familien. Nu vil skæbnens ironi, at kun den fortabte søn kan redde sin mor. De sætter begge pris på denne balance, skønt de ynder at udveksle syrligheder som: »Jeg hader også dig, min skat.«

DEN store jul passerer, og den døde søn bliver husket, mens alle griner og græder, slår hinanden og elsker i flæng. Sådanne film kommer let til at ligne et skuespil af Alan Ayckbourn eller en pastiche på Ingmar Bergmans Fanny & Alexander. Der er for dens sags skyld også elementer af Woody Allens gruppefilm og Thomas Vinterbergs Festen i Un Conte de Noël. Desplechin har dog sin egen tone, og som social arrangør er han i klasse med salig Robert Altman. Han kan styre op til ni karakterer, og dog give hver person opmærksomhed, i filmens fællesscener. Desplechins dialog kan tangere det sludrevorne, men her balancerer hans form og hans tema.

   

DER er også fantastiske billeder. I et flashback fra den vilde tid står Henri på et fortov og lader sig falde – han laver en død mur, sagde man engang – med ansigtet forrest i rendestenen. Desplechin klipper ikke væk fra hans styrt. Man venter at høre et knæk, men den ustyrlige mand rejser sig bare.
   Der var en lignende scene i Desplechins lige så lange og snaksomme Comment je me suis desputé (ma vie sexuelle) fra 1996. Midt i ordstrømmen blev der stille, da en mandlig karakter fik sin finger klippet af i en smækkende dør. Desplechin holder af at afsløre trygheden med sådanne kvæstelser, og han er god til at gøre ordet til kød.
   Henri har brug for at slå sig, fordi han er fuld og har mistet sin hustru. Dette tab uddybes aldrig, men henvises til i en bisætning. Desplechin forklarer straks den komplicerede genetiske baggrund. Senere må man orientere sig på egen hånd, der er ikke skærmtekster og blinkende pile.
   Også derfor kan man bruge tre timer. Man lærer familien at kende og kommer også til at holde af den, skønt der nok er en overvægt af furier og mimoser om bordet. Un Conte de Noël er på én gang let og meget svær. Det er dejligt, at man slipper for kunstig spænding og stor dåselatter.

I FRANKRIG var filmen en kommerciel succes for Desplechin, som ellers har favoriseret den høje stil, de store ideer og det intellektuelle snakkestykke, der plejer at skræmme masserne væk. År efter år har man siddet i Cannes og haft det godt i selskab med Comment je me suis disputé, periodeværket Esther Kahn (2000), Edward Bonds En jouant »Dans la compagnie des hommes« (2003) og den mærkelige Rois et reine (2004). Man har bestemt sat pris på dybden – og samspillet mellem Amalric og Devos, som altid medvirker hos Desplechin – men man har vidst, at disse film ville blive i Frankrig.
   De gustne overlæg og koncepter er fejet væk i Et juleeventyr, der ganske vist skildrer en særlig familie, men synes at handle om alle familier. Også i det franske borgerskab har samlivsmønstret ændret sig. De fleste par bliver skilt, der er delebørn og sammenbragte familier, alternativ seksualitet og ikke mindst etniske alliancer, som var utænkelige før 1970. 
   Der er selvsagt en faktor af nostalgi i den nye familiefilm, men formens sædeskildrende styrke er netop, at krisen og fryden kan sameksistere. Det er muligt at skildre harmoni og konflikt på én gang. Man kan sige: »Jeg hader også dig, min skat,« så det står klart, at der er tale om en kærlighedserklæring.

   
AF samme grund er formen populær. Mens Desplechin optog Un Conte de Noël, indspillede hans kollega Olivier Assayas, et andet stort navn fra mellemgenerationen, den væsensbeslægtede L'heure d'été. Her samles familien i sommerens hjerte for at fejre matriarkens 75-års dag, men i stedet må man begrave hende. Ikke siden Jean-Louis Trintignant snød familien i Patrice Chéreaus Ceux qui m'aiment prendront le train (1996) har et dødsfald samlet slægten så frodigt.**
   En julefortælling havde været en mere dækkende titel, for tonen er sådan set yderst prosaisk, men Et juleeventyr knytter filmen til Eric Rohmers Contes des quatre saisons (1990-98), som Desplechin både hylder og skylder adskilligt. På dansk havde disse film eventyrtitler. De bedste franske voksenfilm har stadig noget, som filmkulturen savner andre steder.*** Un Conte de Noël er et prægtigt bevis. 

Se også Frank Capra: It's a Wonderful Life (1946); Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Richard Curtis: Love Actually (2003); Christian Carion: En dag uden krig/ Joyeux Noël (2005); Charles Dickens | Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009); Klassiske karakterer: Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Paprika Steen: Den tid på året | That Time of Year (2018); Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019]; Rúnar Rúnarsson: Echo (2019) [Xmas Special 2022].

* Un Conte de Noël var ny på et tidspunkt, hvor nyskabende ensemblefilm som Francois Ozons 8 kvinder - og et mord (2002) stod relativt klart i den fælles erindring. 

**) L’Heure d’été fik dansk premiere med titlen Sommertid i 2009. Desplechin har skabt sit magnum opus med erindringsfilmen Trois souvenirs de ma jeunesse/ De Gyldne År (2016). Han vendte stærkt tilbage til hjemstavnen i Roubaix, une lumière (2019), en politifilm, der leder tankerne hen på både Georges Simenon og en fransk James Gray. På engelsk hedder filmen Oh Mercy! Den var i konkurrence i Cannes i 2019.

***) Men læs lige artiklen om Paprika Steens Den tid på året (2018), som står et andet sted her på bloggen.

Un Conte de Noël (Et juleeventyr). Instr.: Arnaud Desplechin. Manus: Arnaud Desplechin, Emmanuel Bourdieu. Foto: Eric Gautier. 150 min. Frankrig 2008. Dansk premiere: 14.11.2008.

Fotos: Why Not Productions/ France 2 Cinéma/ Wild Bunch/ Bac Films/ Canal+/ CinéCinéma/ CNC/ IFC Films/ Camera Film

Filmen streames ikke i DK – i UK bl.a. på Apple TV og Amazon Store – udkom senest på 2K Blu-ray i 2008

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.11.2008.

Christian Carion: En dag uden krig/ Joyeux Noël (2005)

JUL I INGENMANDSLAND
Den Store Krig holdt pause i julen 1914

Af BO GREEN JENSEN

DET bedste er nok, at historien er sand. Julenat 1914, da krigen i Europa var fire måneder gammel, og ingen kunne vide, hvor stor den ville vokse sig, mødtes franske, tyske og britiske tropper for en stund i ingenmandslandet mellem skyttegravene. De sang i kor om fred på jord, udvekslede rationer, viste fotos af de kære frem. En fodboldkamp blev sat i værk. Ingen misbrugte den interimistiske våbenhvile, men bagefter gik man tilbage og begyndte at dræbe hinanden igen.

EPISODEN er genfortalt mange gange, og flere har været inde på, at den muligvis er apokryf. Europa elsker historien, fordi den synes at demonstrere, hvordan vi i den gamle verden fører krigen lidt mere civiliseret. I julen 1971 intensiverede Richard Nixon de amerikanske bombardementer i Vietnam. Sådan er vi ikke i Europa. Vi deler te og sympati med fjenden, spiser følsom pølse sammen og ønsker hinanden held med at keep the home fires burning.*

CHRISTIAN Carion (Pigen fra Paris, Dengang i maj) graver dybere i historien. Blandt andet skildrer Joyeux Noël de rasende reaktioner og anklager om forræderi, som officerernes respektive baglande lader hagle ned over Ingenmandsland. Episoden får vidtrækkende disciplinære konsekvenser, og man skal langt frem i tiden, før nogen ser forsonligt på de kæmpende mænds julefred. I tilbageblik har man et billede af 1. verdenskrig som et absurd slagteskue, hvor menige blev sendt i døden af arrogante officerer. Faktisk var det om noget officerernes – mellemledernes – fortjeneste, at den skrøbelige fred kom i stand.

DEN historiske afstand er nu så stor, at filmen kan skildre de stridende hære som ligeværdige parter. Carion fokuserer især på den tyske løjtnant Horstmayer (Daniel Brühl), hans franske modstykke Audebert (Guillaume Canet) og den skotske præst (Gary Lewis), som genfinder troen på livet, da han får lov at forrette julegudstjenesten. Horstmayers jødiske hustru har familie i Paris, franskmanden Guesselin (Lucas Belvaux) må snige sig over linierne for at holde kontakt med familien. Disse mænd husker endnu, at fjenden var en slags ven lige før. De lystrer ikke altid, når generalerne vil se resultater.

DET virker fantastisk, at kejser Wilhelm sender juletræer til de tyske skyttegrave, men det skete lige så sikkert, som at en tysk tenor (Benno Fürmann) lod sig fragte til fronten for at synge julen ind. Den danske sopran Anne Sørensen (Diane Kruger) er derimod Carions fiktion. Filmen lader parterne tale deres egne sprog, men æstetikken har prioritet. Akustikken ved fronten er upåklagelig.

   Skønt det fryser, og jorden er dækket af sne, er der ingen åndeskyer på mørket. Vi er langt fra den absurde realisme i Stanley Kubricks Paths of Glory (1957, da. Ærens vej) og Joseph Loseys King & Country (1964, da. For konge og fædreland). Vi er for den sags skyld langt fra den kuraterede krig i La chambre des officiers (2001) og Un long dimanche de fiancailles (2004), som var de års andre franske fremstillinger af brodermordet i Flandern.**

ALLIGEVEL gør filmen et stort og positivt indtryk, fordi den fokuserer på menneskeligheden og nægter at nedskrive freden til myte. Lars Lilholt oversatte i 1995 en engelsk soldats brev om oplevelsen og udgav sangen »Jul i Ingenmandsland«. Det lyder sikkert corny, men bekræfter alligevel noget om de mennesker, som vi også kan være, når det i sidste strofe siges: »Vi mødtes igen 1. juledag/ begravede de døde./ Jorden var hård, frossen og kold/ sindene var bløde./ Det var som hørte vi en stemme/ på totusind års afstand/ fra Bethlehem til Flandern/ midt i Ingenmandsland.«

NOTER

*) Julevåbenhvilen er skildret bl.a.  i Oh! What a Lovely War (1969, da. Åh, sikken herlig krig!), Richard Attenboroughs til mindste rolle stjernebesatte filmudgave af Joan Littlewoods ikoniske antikrigsmusical fra 1963. Som teater var forestillingen kontroversiel. I 1969 var stemningen vendt til begejstret konsensus. Attenboroughs filmatisering – hans debut som instruktør efter 20 år som skuespiller – var nomineret i ti kategorier og modtog 5 priser ved BAFTA Awards 1970. Len Deighton skrev manuskriptet og var med til at producere. Forfatteren tog sit navn af creditlisten, fordi han fandt den færdige film for blød og forvansket.  Alfred Ralston bearbejdede musikken og sangene fra sceneversionen.

**) François Dupeyrons film om livet på en hospitalsstue for invaliderede officerer havde premiere på Cannes Festivalen 2001 og blev vist på Copenhagen International Film Festival 2003. Vi kaldte den da Officerernes stue. Den engelske titel er The Officer's Ward. Jean-Pierre Jeunets En lang forlovelse – med Audrey Tautou som krigsenken, der prøver at finde ud af, om hendes deserterede kæreste lever – var baseret på romanen af Sébastien Japrisot og havde dansk premiere i januar 2005. Jeunets detaljerede rekonstruktion af skyttegravslandskabet var den mest omfattende fremstilling før Steven Spielbergs filmatisering af Michael Morpurgos War Horse (2011). Sam Mendes' kropsnære 1917, der udspiller sig i virkelig tid og er lavet i ét langt take, fik dansk premiere i januar 2020. De vansirede soldaters situation er udgangspunktet for efterkrigstidsskildringen i Au revoir là-haut (2017, da. Vi ses deroppe), Albert Dupontels eventyrlige filmatisering af Pierre Lemaitres romantrilogi om Les enfants du désastre (2014-2020).

Joyeux Noël (En dag uden krig). Instr. & manus: Christian Carion. Foto: Walther Vanden Ende. 116 min. Belgien-Rumænien-UK-Tyskland-Frankrig 2005. Dansk premiere: 09.12.2005

Foto: Nord-Ouest Films/ Senator Film Produktion/ The Bureau/ Artémis Productions/ Media Pro Pictures/ TF1 Films Production/ Les Productions de la Guéville/ Canal+/ CinéCinéma/ Sat 1/ Centre national du cvinéma et de l'image animée/ Sony Pictures Classics/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ FilmAffinity/ YouTube (clip + trailer)/ LLMusicVideos (Lars Lilholt: Jul i Ingenmandsland). 

Filmen streames ikke i DK - i UK, Tyskland og Frankrig bl.a. på AMAZON PRIME og Amazon Store
2K Blu-ray fra UCG PH 01.03.2012

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 09.12.05