Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019)

ALT HVAD DU BEHØVER
Verden med og uden The Beatles

Af BO GREEN JENSEN

FÅ filmskabere deler vandene som englænderen Richard Curtis (f. 1956). Forfatteren har baseret en lang og lukrativ karriere på romantiske og humoristiske film, ofte i multiplotgenren og altid med streg under mainstream, som alligevel stikker lidt dybere end de fleste i hovedsporet.

   Det var Curtis, som gjorde Hugh Grant til Hugh Grant. Som regel har han skrevet til andre – Four Weddings and a Funeral (1994, da. Fire bryllupper og en begravelse), Notting Hill (1999) og de første to Bridget Jones-film (2001, 2004) – men tre manuskripter har han også selv instrueret. Lakmusprøven er Love Actually (2003), et gruppebillede fra Tony Blair-tidens London. Mange kan ikke fordrage den film – endnu flere nyder den hver jul som tung chokolade.

   Curtis elsker den britiske pop, som var stor i hans ungdom. Som forfatter er han let og elegant. Som instruktør har han ikke altid det samme behændige touch. Det kan faktisk være en fordel. Curtis bliver mere interessant, når han stædigt insisterer på besværlige ideer. Love Actually efterligner husstilen i romantiske komedier, men The Boat that Rocked (2009) – en nostalgisk skrøne om Englands svar på Radio Luxembourg og Mercur – og den sentimentale, stilfærdigt fantastiske About Time (2013) er interessante afvigelser fra standardformatet.

YESTERDAY lægger sig efter sidstnævnte. Jack Malik (Himesh Patel) er en håbefuld Suffolk-sangskriver. Og siden veninden Ellie (Lily Taylor) hørte ham synge Oasis-hittet »Wonderwall« ved skoleballet i 2004, har hun bakket ham op og skaffet ham jobs. Det er bare aldrig blevet til noget, hverken med karrieren eller med Ellie. Efter en særligt ydmygende festivaloptræden vil Jack sige farvel til musikken og tage fuldtidsarbejde i supermarkedet.

   Samme nat bliver Jorden ramt af et verdensomspændende strømnedbrud. Udfaldet varer kun tolv sekunder. Da systemerne atter er oppe, ligner virkeligheden sig selv. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at der er sket forrykkelser. Der er opstået små bygningsfejl. Ellie siger, at forvirringen minder om Y2K-sammenbruddet, som man frygtede for ved årtusindeskiftet. Mon ikke Richard Curtis har haft ideen liggende lige så længe?

   

FÆNOMENER, som var store, er nu slettet af hukommelsen. Listen bliver længere efterhånden og er helt vilkårlig. Cigaretter findes ikke, for eksempel, og både Coca-Cola og Harry Potter er væk. Ingen husker The Beatles’ sange, for The Beatles har aldrig været der.

   Jack genkomponerer beatlernes sange og bliver umådeligt populær. Han varmer op for Ed Sheeran – som spiller sig selv – men snart er det Sheeran, som åbner for Jack. Han indgår en faustisk handel med Djævelen – i skikkelse af Kate McKinnon som kynisk amerikansk forretningskvinde – og indser, at det er Ellie, han elsker. Jack er aldrig tryg ved sin succes. Han ved jo, at han har stjålet de sange.

IDEEN med mikroforrykkelser er interessant. Teorien om effekten af en sommerfugls vingeslag bliver afprøvet i en lavpraktisk kontekst. Vi forstår, hvor let givne ting kan forsvinde og indser, at hverdagens stof er fantastisk. Yesterday er i familie med film som The Science of Sleep, The Curious Case of Benjamin Button og Everything Everywhere All at Once. Vi ser, hvordan små ændringer gør en stor forskel, og ligesom i About Time er Curtis ivrig efter at undersøge kædereaktionen i relative virkeligheder. Det er tidsrejse-scifi helt uden effekter.

   Alligevel bliver Yesterday aldrig for alvor skarp eller sjov. Produktionen har investeret i 20 Beatles-numre, som man næsten får mere end rigeligt af. Alle, der hører de klassiske sange, overgiver sig efter få strofer. Men flere af de sange virkede kun, fordi de blev sunget af netop de stemmer i netop den tid. Isoleret set er »The Long and Winding Road« ikke nogen umistelig komposition. Her falder verden i svime på stedet.

   Andre sange kommer til deres ret i nye omgivelser. »Ob-La-Di, Ob-La-Da« fra det hvide dobbeltalbum, for eksempel. Det er nede i enkelte scener, at Yesterday bliver seværdig. Som da Jack varmer op for Ed Sheeran i Moskva og [i en før-pandemisk verden uden ny kold krig mellem Kreml og Vesten] lægger dagens russere ned med »Back in the USSR«. Eller da han banker på hos en 78-årig mand, »John« fra Liverpool, som bærer briller med uindfattede glas. Denne John Lennon blev ikke musiker, men fik et langt, roligt liv, der alligevel var »fab«.

DA Jacks debutalbum One Man Only bliver lanceret fra taget af et badehotel i Gorleston i Norfolk, ligner det den ikoniske Get Back-koncert, som The Beatles sagde farvel med i 1969. Her har filmen for første gang visuel styrke. Ellers er det ikke til at se, at Danny Boyle har instrueret. Det må næsten være meningen, at det ikke skal kunne ses.

   Sødmen er der hele vejen. Den lykkes altid for Curtis, og det er den, der har gjort ham forhadt og feteret i lige mål. Yesterday ændrer ikke ved dét. Også denne film vil blive elsket og hadet.

Se også Richard Curtis: Love Actually (2003); Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005); Richard Curtis: About Time (2013).

Se også Danny Boyle | Alex Garland: Sunshine (2007) [Sci-Fi 100]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen].

Se også: The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); En indædt underfundighed: Digteren John Lennon 1940-1980; Living in the Material World: George Harrison 1943-2001.  

Yesterday. Instr.: Danny Boyle. Manus: Richard Curtis. Foto: Christopher Ross. 116 min. UK-Kina-Japan-USA 2019. Dansk premiere: 27.06.2019.

Fotos: Decibel Films/ Dentsu/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ Universal Studios and Perfect Universe Investment Inc./ UIP/ Cinematerial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV/ Blockbuster/ Google Play/ Rakuten TV/ SF Anytime/ Viaplay Rent & Buy/ YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2019 

Richard Curtis: About Time (2013)

GENTAGELSENS GLÆDE

En elskelig film om at rejse i tiden

Af BO GREEN JENSEN

TÆNK, hvis man kunne rejse i tiden, tage tilbage og gøre tingene om, så de værste fejltagelser blev rettet, og detaljerne blev, som de skulle. Temaet er en kær gammel traver i den del af fantasygenren, som drømmer om livet til hverdag.

   I Harold Ramis’ nyklassiske Groundhog Day (1993. da. En ny dag truer) bliver den samme dag levet igen og igen, indtil det lykkes Bill Murray at smile. I Pete Howitts Sliding Doors (1998) har livet to spor og flere muligheder. I Brett Ratners The Family Man (2000) vågner en guldflipper op som familiefar og lønslave. Da han får chancen, vil han dog ikke bytte igen. Disse film handler nemlig altid om at sætte pris på det, man har.

   Genrens grundsten er amerikansk. I Frank Capras It's a Wonderful Life (1946) har den deprimerede James Stewart lejlighed til at se, hvordan tilværelsen havde formet sig i Bedford Falls uden ham. Han indser, at hans gennemsnitsliv har betydning og at alle skæbner dybest set er forbundne. Det er herligt at leve, hedder filmen på dansk.

RICHARD Curtis siger det på engelsk i den elskelige About Time. Tim (Domhnall Gleeson) vokser op i idylliske rammer i Cornwall. Hver dag gør han de samme ting med søsteren Kit-Kat (Lydia Wilson), sin bestemte mor (Lindsay Duncan) og den milde far (Bill Nighy), der holdt op med at undervise som 50-årig og bruger tiden på at læse Dickens og spille bordtennis. Der er også en distræt onkel Desmond (Richard Cordery), som aldrig bliver brugt i historien.

   Familien er sammen fra morgen til aften. Man drikker te på stranden hver eftermiddag, og om lørdagen vises der film på stort lærred i haven.

TINGENE ændrer sig, da Tim fylder 21, og hans far røber hemmeligheden. Mændene i familien har altid kunnet rejse i tiden, tage tilbage og ændre det skete. For faderen har den store ting været bøgerne og børnene. For Tim er sagen kærlighed. Han arbejder forgæves på sit forhold til sommergæsten Charlotte, men da han flytter til London og møder amerikaneren Mary (Rachel McAdams), lykkes det ham, efter trial and error-metoden, at lægge fundamentet til et lykkeligt liv.

DER er mange sidehistorier i manuskriptet, som man fornemmer, at Curtis har pudset på rigeligt længe. Nogle er underfundige, andre overflødige, men de fører alle frem mod dagen, hvor Tim må træffe et bestemmende valg, for selv om man kan rejse i tiden, har handlinger konsekvenser.

   Han får børn, han får et godt liv, han får sagt rigtigt farvel til sin far. Hvad mere kan man ønske sig? Ikke meget, mener Curtis, der lader Tim nå et punkt, hvor han virkelig griber hver enkelt dag og sjældent har brug for at rejse tilbage. Også gentagelsens glæde er et tema.

RICHARD Curtis skrev manuskripterne til Four Weddings and a Funeral (1994), Notting Hill (1999) og Bridget Jones’ Diary (2001). Fra og med Love Actually (2003) har han også selv instrueret, bl.a. The Boat that Rocked (2009) om Englands udgave af Radio Mercur-tiden. I sit hjemland er han et hadeobjekt, fordi feel good-faktoren i hans film er så stor. Recepten fungerer dog ved et gensyn med Love Actually, som er blevet den foretrukne julefilm for Sex and the City-generationen.

ABOUT Time kunne være tættere skåret, og det ville muligvis have klædt Tim Lake at beskæftige sig mere med de store problemer i tiden og historien. Der er dog søde detaljer, og Bill Nighy er uforlignelig som den blide far. Curtis genbruger tricks som pinlige bryllupstaler og sorgen, der slår så hårdt til i hverdagen, at det næsten også er smukt. Du har et godt liv, siger filmen. Du skal bare se ordentligt efter.

Se også Richard Curtis: Love Actually (2003); Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005); Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019).

About Time. Instr. og manus: Richard Curtis. Foto: John Guleserian. 123 min. UK-USA 2013. Dansk premiere: 10.10.2013

Fotos: Working Title Films/ Translux/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime

2K Blu-ray fra Universal Studios 20.03.2020

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 11.10.2013

Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005)

LOVLØSE RADIODAGE
Fra de flydende stationers tid

Af BO GREEN JENSEN

ENGANG var der piratradio til. Herhjemme havde vi Radio Mercur (1958-62) og Danmarks Commercielle Radio (1961-62). I England var det stationer som Wonderful Radio London (1964-67), Swinging Radio England (1966) og Radio Caroline, der fra 1964 sendte pop og rock ’n’ roll til folket fra fartøjer uden for sømilegrænsen.

   Danmark fik allerede i 1962 en lov, som forbød de kommercielle monopolbrud. I England ventede man til 1967 med at vedtage The Marine Broadcasting Offences Act, der ulovliggjorde piratvirksomheden. Det lod den sig selvsagt ikke standse af. Ingen og intet kunne standse musikken, der flød som blod fra selve hjertet af det hele på den tid. 

   The Boat that Rocked er en nostalgisk hyldest til disse rebelske radiodage. Hovedparten af filmen udspiller sig ombord på en tæret trawler i Nordsøen, hvor otte excentriske discjockeys vender sort vinyl around the clock, lever for musikken og holder sig oppe på tanken om den månedlige besøgsdag, hvor groupier kommer ombord for at score favoritstemmen.

   

RADIO Rock bestyres af Quentin (Bill Nighy), übercool og aristokratisk, og staben tæller stjerner som amerikaneren The Count (Philip Seymour Hoffman) og den feterede Gavin Connaught (Rhys Ifans). Der er dog længst kø ved døren hos Midnight Mark (Tom Wisdom), som har forstået, at tavshed virkelig rykker. Hans kahyt ligner coveret til Electric Ladyland.

   Som publikums vej ind i vildnisset fungerer den relativt ærbare teenager Carl (Tom Sturridge), der er blevet bortvist fra sin skole og skal føres tilbage på rette spor af sin gudfar, Quentin. Som han ser og tager del i miljøet, bliver The Boat that Rocked i passager et britisk sidestykke til Cameron Crowes lille nyklassiker Almost Famous (2000).

   Manuskriptet er med vilje ikke lagt ordentligt til rette, men former sig som et syret mix af snart brillante, snart platte anekdoter, der uvægerligt kredser om spiritus, sex og narkotika. En spænding går på spørgsmålet om, hvem der er far til Carl. Ved juletid kommer Mor (Emma Thompson) på besøg og lader en forløsende bemærkning falde.

MENS nationen sidder klistret til radioapparaterne, forsøger den fascistoide, af princip indeklemte minister Dormandy (Kenneth Branagh bader sig i skurkerollen) med alle midler at trykke friheden ned. Skibet synker i en pastiche på Titanic, før fiskerbåde med hengivne fans kommer sejlende til undsætning, som gjaldt det evakueringen af stranden ved Dunkirk.

   Filmens suverænt bedste scene er dog hanekampen mellem The Count og Gavin, der udfordrer hinanden til at kravle op i sendemasten. Efter sigende bygger alt på autentiske løgnehistorier om Radio Caroline. Mange er forudsigelige, men dysten i masten er original.

   The Boat that Rocked vil også gerne fremstå som et forsvar for retten til at spille folkets musik, men den del af sagen afvikles mindre overvisende, fordi man kun hører harmløse klassikere og fordi det musikalske tidsbillede er meget udflydende. Filmen foregår 1966-67, men musikken rækker langt ind i 1970erne. Alt ender med fællesdans på dækket til tonerne af David Bowies »Let’s Dance« (1983). I den virkelige verden holdt Radio Caroline ikke op med at sende, men satte blot et International bag sit navn. Stationen er stadig aktiv i 2021.

RICHARD Curtis (f. 1956) skrev manuskripterne til Fire bryllupper og en begravelse (1994), Notting Hill (1999) og filmudgaven af Bridget Jones’ Dagbog (2001), før han i 2003 sprang ud som hjertelig mainstream-auteur med den meget vellykkede Love Actually. Hjemme bliver han ofte kritiseret for sin stålsat optimistiske humor og et glat præg af feel good-fermhed, der gør filmene salgbare i USA. Måske derfor er The Boat that Rocked lavet løst og anarkistisk, med noget nær dødsforagt for den kommercielle bæredygtighed.

   Titlen henviser til Peter Sellers-satiren The Mouse that Roared (1959, da. Musen der brølede), som Jack Arnold instruerede i ånden fra ældre Ealing Studios-lystspil. Et europæisk hertugdømme erklærer USA krig for at kvalificere sig til den økonomiske bistand, som plejer at følge med nederlaget. Sellers spiller tre hovedroller i traditionen fra forbilledet Alec Guinness, som satte en høj standard i Kind Hearts and Coronets (1949, da. Syv små synder).

   I USA hedder Curtis' film bare Pirate Radio. Den franske titel er Good Morning England. Trods disse prisværdige anstrengelser blev The Boat that Rocked ingen succes noget sted. Den ligner jo hverken Four Weddings eller Love Actually.

MUSIKKEN er et overflødighedshorn. Der er 36 skæringer på det gavmilde dobbeltalbum med lydsporet. Og mange flere i filmen. Hertil kommer et score af Hans Zimmer og citater fra en bred palet, der rækker fra Edward Elgar (»Nimrod« fra The Enigma Variations ledsager forliset og redningsaktionen i Dunkirk-stil) til Ennio Morricone. 

   The Boat that Rocked er rodet, ujævn, ofte indforstået og mindst en halv time for lang. Men der er charme og tidsånd i rigeligt mål, og slutningen vokser, som årene går. Filmen er et festmåltid for den rigtige tilskuer. Har man tendens til søsyge, skal man overveje sit besøg. Ikke siden Breaking the Waves har billedet vugget så konsekvent og livagtigt.

Se også Richard Curtis: Love Actually (2003); Richard Curtis: About Time (2013); Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019).

The Boat that Rocked. Instr. og manus: Richard Curtis. Foto: Danny Cohen. 129 min. UK 2009. Dansk premiere: 17.04.2009.

Fotos: United International Pictures/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV og TV Play

2K Blu-ray fra Fabulous Films 08.08.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.04.2009

Richard Curtis: Love Actually (2003)

KLODEN DREJER

En britisk jule(ny)klassiker

Af BO GREEN JENSEN

RICHARD Curtis (f. 1956) er forfatteren bag Four Weddings and a Funeral (1994), en af Englands største succeser til dato og filmen, der gjorde Hugh Grant til Hugh Grant.

   Curtis havde skrevet kilometervis af tv-manuskripter, primært til komedieserier med Rowan Atkinson, fra den gakkede Blackadder til den efterhånden luvslidte Mr. Bean, men med Fire bryllupper og en begravelse sprang han ud i en mere fuldtonende fremstilling af tilværelsen. Filmen ligner stadig en genistreg. Den rykker i én, skønt man sagtens kan se, hvordan der bliver manipuleret med finmekanikken i følelsesregistret.

   Siden har Curtis adskillige gange forsøgt at skrive Four Weddings igen. Det er formentlig også, hvad man har bedt ham om, for finessen ved Fire bryllupper var, at den slog stort an i samtlige territorier, inklusive USA. Curtis har leveret sin bløde mellemvare i manuskripterne til Notting Hill (1999) og filmatiseringen af Bridget Jones’ Diary (2001). Selv Bean (1997), biografudgaven af Mr. Bean, blev tilsat sentimentale kvaliteter.

   Det ville være lyv at påstå, at »the Curtis touch« ikke har virket. Tværtimod har stilen dannet skole. Bløde britiske film som Nick Hornby-filmatiseringen About a Boy (2002) ville ikke være drejet så fermt uden Curtis’ eksempel.

EFTER disse brede succeser har Curtis fået sit eget legetøj. Med Love Actually debuterer han som instruktør på en film, han også har skrevet. Hele paraden af britiske spillere er aktiveret, fra stjerner som Hugh Grant, Colin Firth, Emma Thompson og Alan Rickman til mindre kendte navne som Bill Nighy, Keira Knightley (og selvsagt Rowan Atkinson).

   Amerikanerne tages i ed med turistprospekter af hjerternes London, en stor rolle til Laura Linney og en strategisk vigtig cameo til Billy Bob Thornton, der som amerikansk præsident besøger den britiske premierminister (Hugh Grant) i Downing Street 10.

   Emnet er kærlighed uden grænser, dén der fylder luften og får kloden til at dreje, skønt mørket og tvivlen nu og da truer. I Four Weddings blev den gamle schlager »Love is All Around« støvet af. Her genanvendes sangen i halvt satirisk øjemed, da den fallerede popstjerne Billy Mack (uimodståeligt fremstillet af Bill Nighy, som tog patent på typen allerede i Still Crazy) gør comeback med en skamløs juleudgave.*

SANGEREN og premierministeren er to af de ti-tolv personer, som Love Actually trækker rundt i manegen. Her er også Alan Rickman som reklamemanden, der overvejer at være sin hustru utro, Liam Neeson som har mistet sin kone, hans stedsøn på ti år som drømmer om en af de lidt ældre piger, og Emma Thompson som den hustru, Rickman er i færd med at svigte. Hun er tilfældigvis søster til Grants minister, som prøver at modstå sin kærlighed til husassistenten Martine McCutcheon. Colin Firth bliver svigtet og prøver at skrive sig ud af miseren i Frankrig, hvor han forelsker sig i en portugisisk kvinde. Sprogforbistring er altid en faktor med komiske muligheder.

SÅLEDES er filmen et patchwork af kriblende kærlighedsforbindelser. Man mødes og skilles, svigtes i ét væk og finder dog hinanden, forfølger på ubændig vis sine mål, mens skæbnen – i skikkelse af Curtis – står parat med en trøstende skulder at græde ud ved og et bittersødt fyndord, som siger det hele. Det er næsten som i virkeligheden – men også kun næsten. Man må acceptere den stærkt forenklede udgave af hverdagen, som er forudsætningen for »the Curtis touch«, hvis man for alvor vil have glæde af filmen. Den manipulerer ganske skamløst og giver os, hvad den tror vi vil have.

DET vil vi faktisk også, de fleste af os, i hvert fald. Curtis er livsklog som en brevkasseredaktør og lige så forudsigelig i sine ytringer. I England, hvor Jante-loven også gælder, er filmen blevet hånet i flere toneangivende fora. Det fortjener den ikke. Helheden tangerer det sødladne, men der er fine og præcise øjeblikke, som Curtis filtrer fri af mangfoldigheden og sætter fast med uanfægtelig flair.

   Hugh Grant danser rundt i Downing Street 10, når han tror sig alene. Han giver den hårdkogte amerikanske præsident tørt på ved pressemødet. Emma Thompson tror, at hun skal have julepakken med guldsmykket, som Rickman har købt til sin kæreste. I stedet får hun en Joni Mitchell-cd, men kan ikke reagere, da familien skal afsted til juleforestillingen på børnenes skole, hvor alle strømme konvergerer i den svimlende sentimentale slutning.

CURTIS åbner og lukker filmen med autentiske videobilleder af par og familier, som mødes i Heathrow Airport. Fortælleren forkynder, at »love actually is all around«. Da der blev ringet fra de faldende tårne på Manhattan, gjaldt det kærlige opkald til hjemmet. Curtis bliver ved en halv time for længe og skamrider sine bedste effekter, men man er temmelig solgt og på under filmen. Man genoplever 2003 øjeblikke fra sine egne relationer gennem årene.

   Og dét er betingelsen. Hvis man ikke selv kommer med noget, får man ingenting med sig hjem. De husker måske episodeserien Karrusel, ti sammenvævede vignetter om kærlighedens veje, som Claus Bjerre komponerede for TV2 i 1998? Det var for meget og for tyndt, men det var ikke uden evner. Her er den britiske biografudgave.

PS 2021: DER er gået tæt på 20 år, så en historisk udredning kan nok være nyttig. Love Actually er blevet den foretrukne julefilm blandt millennials, men har sine rødder i efterkrigsgenerationen – min generation – som amerikanerne kalder baby boomers, altså børn som voksede op i den nye velfærdsstat efter krigen og tog tryghed, økonomisk vækst og så videre for givne størrelser.

   De fleste medvirkende lever endnu. Undtagelsen er Alan Rickman (1946-2016), som kun blev 69 år. Han burde være husket for mange bedrifter, ikke mindst filmene The Winter Guest (1997) og A Little Chaos (2014), som han selv instruerede og var medforfatter på. Men rollen som Severus Snape i Harry Potter-serien blev en faktor, som skyggede for det meste af resten.

   Man undrer sig vel, når jeg taler om Keira Knightley og Bill Nighy som »mindre kendte navne«. Men Knightley (f. 1985) var kun 18 år og kom fra gennembrudsrollen i Bend It Like Beckham (2002). Nighy (f. 1949) havde tre årtier på film, tv og teater bag sig, men udviklede først ved årtusindeskiftet den uforlignelige type, han siden bliver castet som.

   Hugh Grants premierminister var naturligvis baseret på Tony Blair, som inkarnerede dynamisk New Labour og var britisk statsleder 1997-2007. Billy Bob Thorntons amerikanske præsident ligner et forvarsel om Donald Trump, men er baseret på George W. Bush, der var præsident i to perioder fra 2001-2009.

   Love Actually er fuld af sexisme, som skurrer i 2021. Her er graverende aldersforskel; mænd i lyseblå skjorter, som udnytter deres professionelle position; gedigent krænkende adfærd og mange #MeToo-forvarsler. Jeg synes dog ikke, at filmen dyrker de ting eller hylder strukturen. Curtis har skrevet en let sædeskildring, der skildrer verden, som den så ud. Det er netop den krænkende brutalitet i Thorntons karakter, der gør ham til en skurk. Og Grant træder i karakter ved at se stort på transatlantiske relationer og sætte gæsten på plads. Han siger fra og står ved sin demokratiske kærlighed.

   UK fremstår derved mere civiliseret – USA er for længst blevet supermagten, man må cleare de mindste ting med. Curtis kompenserer med sympatiske roller til Laura Linney og January Jones (der endnu ikke havde fået rollen som Betty Draper i Mad Men).

   Forskydningen i den geopolitiske magtbalance var stadig et vemodigt britisk vilkår, da Curtis gik i skole på Harrow og studerede ved Christ Church College i Oxford. Her var hans bedste ven Rowan Atkinson. De udviklede Blackadder og Mr. Bean sammen. Atkinson fungerer som en talisman for Curtis i Love Actually. Han medvirker dog ikke i The Boat that Rocked (2009) og About Time (2013), som Curtis instruerede efter Love Actually. 

   Richard Curtis er 65 år i 2021. Han har siden 80ernes slutning været kæreste med Emma Freud (f.1962), som er Lucien Freuds niece og Sigmund Freuds oldebarn. Samt forfatter, skuespiller og medieperson i sin egen ret. Emma Freud har været tilknyttet alle Curtis’ filmprojekter. Parret har fire børn sammen, bl.a. aktivisten Scarlett Curtis (f. 1995), som i 2017 var medstifter af det nyfeministiske kollektiv The Pink Protest.

*) Videoclippet til »Christmas is All Around« er i sig selv en fornem pastiche/parodi på de hyperstiliserede musikvideoer med Robert Palmer (1949-2003), der var med til at give singlerne »Addicted to Love« (fra albummet Riptide, 1985) og »Simply Irresistible« (fra albummet Heavy Nova, 1988) særlig gennemslagskraft i MTV’s storhedstid. Modefotografen Terence Donovan (1936-1996) instruerede de ikoniske clips, som der stadig er stor søgning på. Succesen var en anelse mindre med »I Didn't Mean to Turn You On« (den femte single fra Riptide), hvor Palmer og Donovan bliver trætte af 80’er-fetichismen og sætter af fra New Look-paletten i My Fair Lady, som Cecil Beaton formgav i 1964. Ikke siden de første albumforsider, som fotografen Karl Stoecker og designeren Antony Price udførte for Bryan Ferry og Roxy Music, er sex brugt som blikfang med så megen humor og stil. Som bekendt er verdensmanden Ferry faktisk minearbejdersøn fra County Durham. Robert Palmer kom fra Batley i Yorkshire. Det er ikke til at sige, hvor Billy Mack kommer fra, men selvironien er ramt på et hår.

Se også Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005); Richard Curtis: About Time (2013); Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019). 

Se også Frank Capra: It's a Wonderful Life (1946); Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Christian Carion: En dag uden krig/ Joyeux Noël (2005); Arnaud Desplechin: Un Conte de Noël/ Et juleeventyr (2008); Charles Dickens | Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009); Klassiske karakterer: Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Paprika Steen: Den tid på året (2018); Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019]; Rúnar Rúnarsson: Echo (2019) [Xmas Special 2022].

Love Actually (Love Actually – Kald det kærlighed). Instr. & manus: Richard Curtis. Foto: Michael Coulter. 134 min. USA-UK 2003. Dansk premiere: 21.11.2003.

Fotos: Universal Pictures/ StudioCanal/ Working Title Films/ DNA Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/YouTube 

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.11.2003