Slipstream | Johannes Nyholm: Koko-di Koko-da (2019)

TRE SMÅ KANINER

Levende drømme fra mareridtsskoven

Af BO GREEN JENSEN

FØRST og sidst er der manden i hvidt. Han kommer fløjtende med sin elegante stråhat og en stok af metal, der kan svirpe og skære. Han ledsages af en skovhuggertype og en kvinde i særk, som ligner det modsatte af en prinsesse. Skovhuggeren bærer på en hvid hund.

   Hver gang de kommer gående, ser man først en stor hvid kat, som forsvinder ind i skoven. Manden i hvidt er en intimiderende udråber. Han spilles af musikikonet Peter Belli og synger i snerrende form nogle linier fra visen »Vår tupp är död«, som er den svenske version af »Le coq est mort«.*

MED ét er de alle figurer på spilledåsen, som en 7-årig pige ser i vinduet hos en marskandiser i Gl. Skagen. Maja (Katarina Jakobson) er på ferie med sin mor, som hedder Elin (Ylva Gallon), og sin far, som hedder Tobias (Leif Edlund). De har alle tre kaninsminke på.

   Det er nok til ære for underholdningen på hotellet, et jovialt gøglerpar med enorme fortænder. Den lille familie ser ned i bordet. Så er Mor pludselig ved at blive kvalt. En helikopter flyver alle til hospitalet.

   Næste dag har Elin det bedre. Tobias har købt en kage i kantinen, og de hvisker kærligt sammen, mens de gør klar til at vække Maja med et »Ja, må hon leva uti hundrade år!« De pusler og stryger. De rusker og råber. Men fødselsdagsbarnet kan ikke vågne. Borte har taget den sovende pige.

KANINER og katte; børnesang og skyggespil; et mareridt, som repeteres ad absurdam. Med disse midler skaber Johannes Nyholm en myldrende underskov af blind rædsel, som stedvis er både makaber og morsom. Koko-di Koko-da ville være unik, hvis ikke så mange af de narrative tricks var inspireret af (især) David Lynch og (måske) fortællere som landsmanden Johan Ajvide Lindqvist (Lad den rette komme ind, Grænse) og amerikaneren Ari Aster.

   Tre år efter er Mor og Far atter på tur. Vi ser, hvad datterens død har gjort ved dem. Det er ikke, fordi de taler om, hvad der skete. Hvorfor skulle de det, når begge er fanget i sorgen? De siger ikke meget. De skændes om, hvilken slags is, der er bedst. Så vil Elin helst sove på et hotel, men Tobias insisterer på teltet. Han kan rejse det på fem minutter, hvis de finder en flad plet for enden af sporet, der fører ind i skoven.

TOBIAS får sin vilje. Om natten vågner Elin og skal tisse. Hun kravler ud i mørket, forretter sin nødtørft og bliver overrasket af manden i hvidt og hans ledsagere. Stokken slår. Hunden får lov at gnaske igennem. Peter Belli viser nye, chokerende sider af sit talent. Elin bliver taget. Tobias bliver taget. Det er ikke muligt at flygte. »Yummy yummy yummy, I got love in my tummy«, siger Belli og nynner det gamle bubblegum-hit med Ohio Express.

   Det værste er nok, at det gentager sig. Når skoven har ædt de svenske kaniner, begynder mareridtssløjfen igen. Hun vågner og kravler ud. Eller han vågner først, kan huske det drømte og trækker hende med sig.

   Uanset, hvad de gør, bliver de indhentet. Der er den samme rykvise udzoomning og et brat mørke, som visker tavlen ren. Det ligner en teknisk fejl første gang. Så vågner hun igen, og scenen bliver varieret, før den slutter på det samme sted. Det er som med sorgen og datterens død. Drømmen holder ikke op, fordi man vågner.

DET er et paradoks, at gentagelsen udhuler gyset. Vi er snarere på en jungiansk drømmerejse. Der går tre kvarter med at variere scenariet, og efterhånden bliver processen mekanisk. Ubønhørligheden aftager, og filmen opleves mere som en skriveøvelse i kausalitet: hvad sker der, hvis karaktererne gør A eller B eller C?

   Vist er der en overfladisk lighed med præmissen i Groundhog Day (1993, da. En ny dag truer), og vist har Lynch & Co. inspireret inventaret, men det strukturelle kneb med at gentage og variere har mere til fælles med britisk 80er-teater. Alan Ayckbourn skrev adskillige stykker, hvor en seriel faktor var indarbejdet. I Intimate Exchanges (1983) brugte han to skuespillere og den samme grundscene til at skabe seksten nye, selvstændige historier.

   Hvad der skete i dem, afhang af, om den kvindelige karakter valgte at tænde en cigaret i første scene. Nouvelle vague-ikonet Alain Resnais (Sidste år i Marienbad) lavede filmudgaven. Historierne blev til to film, Smoking og No smoking, som varede fem timer. Jeg så dem i Park Bio den 19. september 1994 og husker endnu den berusende virkning, følelsen af at have foretaget en rejse.

DER vil også gå et godt stykke tid, før jeg glemmer Koko-di Koko-da. Der er et sidste indskud af skyggeteater. Her følger Elin – eller er det datteren som voksen? – efter den hvide kat ind i skoven. Hun ender ved en forladt ruin. I et hvidt rum er der sat tændte stearinlys foran et rødt scenetæppe. Der er kun plads til én i teatret.

   Tilbage i mareridtet er der en scene, hvor Elin og Tobias kører væk. En hvid hund krydser vejen, og de havner i grøften. Her er måske stedet, hvor figurerne fra spilledåsen bliver sendt hjem. I hvert fald er der kærlighed og håbet om forløsning. En mulig slutning på sorgarbejdet. Som filmen jo er i en gysers forklædning.

JOHANNES Nyholm skabte skyggespillet i Drömmar från skogen (2009), som er en nyklassisk kortfilm. Han instruerede Kæmpen (2017), som kom og gik ubemærket, men de fråsende spædbørn i trickfilmen Las Palmas (2011) har sat sig fast. Det var bolsjefarvet surrealisme for sjov.

   Det nye effektorgie er noget mere. Der er en overflod af ideer i Koko-di Koko-da. Muligvis også for mange, men hvor er det dog befriende at se en nordisk genrefilm, som man ikke kan læse på ti meters afstand.

*) For et dansk publikum føjer det meget til filmen, at den sataniske dandy bliver spillet af Peter Belli (f. 1943). Det er til gengæld svært at forestille sig, hvad man får ud af figuren i Asien og Amerika, hvor Koko-di Koko-da har sit kernepublikum blandt dedikerede horrorfilmfans. Belli inkarnerer 60 års dansk rock- og pophistorie med en status og autoritet, som matcher Kim Larsen (1945-2018). Da elektrisk rock endnu hed pigtråd, var han manden, der begyndte at synge på dansk, først med Les Rivals, siden som Peter & Ulvene. Fra »Ulven Peter« (1964) og »Helt igennem respektabel« (1965) [den danske coverversion af »Well Respected Man« med Ray Davies og The Kinks] til de sene, fine fortolkninger af pristine danske sange på Evig og altid (2013) og Som boblerne i bækken (2016) har han været et fyrtårn. Vist gik der (for) mange år med dansktophits (»Ingen regning«) og rugbrødsarbejde som syngende gøgler, men Belli kunne når som helst vende tilbage med vitale overraskelser som Yeah (1991), Ribbet & flået (1992) og Talisman (1997). June & Peter Belli er Danmarks Johnny & June Carter Cash. Det ved skandinaviske tilskuere, når de ser Koko-di Koko-da. For andre må mareridtsflanøren være en gammel mand i hvidt tøj, der grimasserer. Belli synger ikke for alvor i filmen. Den virkningsfulde musik, som kommer fuldt til sin ret i sekvensen fra skyggeteatret, er skrevet af Simon Ohlsson og Olof Cornéer.  

Peter Belli døde den 8. juni 2023. Han var 79. Hvil i fred & Lev i vor erindring.

 

Koko-di Koko-da. Instr. & manus: Johannes Nyholm. Foto: Tobias Höiem-Flyckt, Johan Lundborg. 89 min. Sverige-Danmark 2019. Dansk premiere: 26.09.2019.

Fotos: Beofilm (Tobias Höiem-Flyckt)/ Film i Väst/ Stray Dogs/ Dark Star Pictures/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Skrevet til – men aldrig bragt i – Weekendavisen Kultur 27.09.2019. 

Richard Curtis: About Time (2013)

GENTAGELSENS GLÆDE

En elskelig film om at rejse i tiden

Af BO GREEN JENSEN

TÆNK, hvis man kunne rejse i tiden, tage tilbage og gøre tingene om, så de værste fejltagelser blev rettet, og detaljerne blev, som de skulle. Temaet er en kær gammel traver i den del af fantasygenren, som drømmer om livet til hverdag.

   I Harold Ramis’ nyklassiske Groundhog Day (1993. da. En ny dag truer) bliver den samme dag levet igen og igen, indtil det lykkes Bill Murray at smile. I Pete Howitts Sliding Doors (1998) har livet to spor og flere muligheder. I Brett Ratners The Family Man (2000) vågner en guldflipper op som familiefar og lønslave. Da han får chancen, vil han dog ikke bytte igen. Disse film handler nemlig altid om at sætte pris på det, man har.

   Genrens grundsten er amerikansk. I Frank Capras It's a Wonderful Life (1946) har den deprimerede James Stewart lejlighed til at se, hvordan tilværelsen havde formet sig i Bedford Falls uden ham. Han indser, at hans gennemsnitsliv har betydning og at alle skæbner dybest set er forbundne. Det er herligt at leve, hedder filmen på dansk.

RICHARD Curtis siger det på engelsk i den elskelige About Time. Tim (Domhnall Gleeson) vokser op i idylliske rammer i Cornwall. Hver dag gør han de samme ting med søsteren Kit-Kat (Lydia Wilson), sin bestemte mor (Lindsay Duncan) og den milde far (Bill Nighy), der holdt op med at undervise som 50-årig og bruger tiden på at læse Dickens og spille bordtennis. Der er også en distræt onkel Desmond (Richard Cordery), som aldrig bliver brugt i historien.

   Familien er sammen fra morgen til aften. Man drikker te på stranden hver eftermiddag, og om lørdagen vises der film på stort lærred i haven.

TINGENE ændrer sig, da Tim fylder 21, og hans far røber hemmeligheden. Mændene i familien har altid kunnet rejse i tiden, tage tilbage og ændre det skete. For faderen har den store ting været bøgerne og børnene. For Tim er sagen kærlighed. Han arbejder forgæves på sit forhold til sommergæsten Charlotte, men da han flytter til London og møder amerikaneren Mary (Rachel McAdams), lykkes det ham, efter trial and error-metoden, at lægge fundamentet til et lykkeligt liv.

DER er mange sidehistorier i manuskriptet, som man fornemmer, at Curtis har pudset på rigeligt længe. Nogle er underfundige, andre overflødige, men de fører alle frem mod dagen, hvor Tim må træffe et bestemmende valg, for selv om man kan rejse i tiden, har handlinger konsekvenser.

   Han får børn, han får et godt liv, han får sagt rigtigt farvel til sin far. Hvad mere kan man ønske sig? Ikke meget, mener Curtis, der lader Tim nå et punkt, hvor han virkelig griber hver enkelt dag og sjældent har brug for at rejse tilbage. Også gentagelsens glæde er et tema.

RICHARD Curtis skrev manuskripterne til Four Weddings and a Funeral (1994), Notting Hill (1999) og Bridget Jones’ Diary (2001). Fra og med Love Actually (2003) har han også selv instrueret, bl.a. The Boat that Rocked (2009) om Englands udgave af Radio Mercur-tiden. I sit hjemland er han et hadeobjekt, fordi feel good-faktoren i hans film er så stor. Recepten fungerer dog ved et gensyn med Love Actually, som er blevet den foretrukne julefilm for Sex and the City-generationen.

ABOUT Time kunne være tættere skåret, og det ville muligvis have klædt Tim Lake at beskæftige sig mere med de store problemer i tiden og historien. Der er dog søde detaljer, og Bill Nighy er uforlignelig som den blide far. Curtis genbruger tricks som pinlige bryllupstaler og sorgen, der slår så hårdt til i hverdagen, at det næsten også er smukt. Du har et godt liv, siger filmen. Du skal bare se ordentligt efter.

Se også Richard Curtis: Love Actually (2003); Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005); Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019).

About Time. Instr. og manus: Richard Curtis. Foto: John Guleserian. 123 min. UK-USA 2013. Dansk premiere: 10.10.2013

Fotos: Working Title Films/ Translux/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime

2K Blu-ray fra Universal Studios 20.03.2020

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 11.10.2013

Doug Liman: Edge of Tomorrow (2014) [Sci-Fi 100]

GENTAGELSENS METAFYSIK
Groundhog Day møder Klodernes Kamp

Af BO GREEN JENSEN

DAGEN og drømmen, der gentager sig, er en gammel og efterprøvet idé. I den britiske gyser Dead of Night (1945) bliver fem historier fortalt til en mand, der er gæst på en landejendom. Han ankommer med en fornemmelse af at have været der før, og slutningen er som begyndelsen. I Niels E. Nielsens Der meldes fra Sahara (1953) vågner hovedpersonen på første side og gennemlever et mareridt om, hvordan en virus kommer fra Afrika. Da han vågner til slut, indløber præcis samme melding.

   Genrens hjørnesten er dog Groundhog Day, Harold Ramis’ kultkomedie fra 1993, som på dansk fik premiere med titlen En ny dag truer. Journalisten Bill Murray keder sig svært i den lille by, hvor man fejrer Jordegerndag med et kræmmermarked. Han forelsker sig i Andie MacDowell, men siger og gør de forkerte ting. Næste dag er det Groundhog Day igen. Murray har endnu en chance. Han ved, hvad der vil ske. Han er fanget i en tidssløjfe, men han bliver klogere for hver variation.

DEN gamle gimmick bliver kreativt genbrugt i Doug Limans Edge of Tomorrow, som i andre henseender er en robust, gennemsnitlig scifi-thriller. Menneskeheden fører krig mod en race af mimics, uhyrlige kæmpeinsekter, der udgør en kollektiv hive-organisme. USA og Europa er i undtagelsestilstand, og først da supersoldaten Rita Vratanski (Emily Blunt) slår en sprække i skjoldet, begynder krigslykken at vende.

   William Cage (Tom Cruise), militærets PR-mand, bærer kun uniform for et syns skyld. Han er skræmt fra vid og sans, da generalen beordrer ham i kamp. En D-dag bliver iværksat fra London. Cage gør alt for at slippe, men er med i fortroppen, som bliver udraderet på stranden. For de fremmede ved, at soldaterne kommer.

   Cage dør, men så vågner han igen, og det er atter dagen før dagen. De samme karakterer siger og gør det samme, men Cage kan huske det hele og er klogere. På stranden når han lidt længere. Han får også kontakt med Rita Vrataski, som tror på hans historie. Også hun kunne nulstille dagen, før hun blev såret. 

DOUG Limans film bygger på en japansk roman, All You Need is Kill, af Hiroshi Sakurazaka. Det er Groundhog Day møder The War of the Worlds, og ideen fungerer forbavsende godt. Der er plads til humor, stille romantik og filosofiske overvejelser om gentagelsens metafysik. Cage dør 200 gange, men når efterhånden til kernen. Er man trænet i computerspil, har man sikkert en ekstra faktor af genkendelse.

   Cruise leverer varen, og Blunt er en saglig modspiller. Formatet er action i bredeste mål, og korpsånden er som i Paul Verhoevens Starship Troopers (1997), androgyn og vagt fascistisk. Vist bliver slagscenerne monotone, men gentagelsen løfter historien på plads. Tricket virker næppe ved gensyn, men første gang er virkningen optimal.

Edge of Tomorrow. Instr.: Doug Liman. Manus: Christopher McQuarrie, Jez & John-Henry Butterworth. Foto: Dion Beebe. 113 min. USA 2014. Dansk premiere: 04.06.2014

Fotos: Warner Bros/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 12.09.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.06.2014