Slipstream | Johannes Nyholm: Koko-di Koko-da (2019)

TRE SMÅ KANINER

Levende drømme fra mareridtsskoven

Af BO GREEN JENSEN

FØRST og sidst er der manden i hvidt. Han kommer fløjtende med sin elegante stråhat og en stok af metal, der kan svirpe og skære. Han ledsages af en skovhuggertype og en kvinde i særk, som ligner det modsatte af en prinsesse. Skovhuggeren bærer på en hvid hund.

   Hver gang de kommer gående, ser man først en stor hvid kat, som forsvinder ind i skoven. Manden i hvidt er en intimiderende udråber. Han spilles af musikikonet Peter Belli og synger i snerrende form nogle linier fra visen »Vår tupp är död«, som er den svenske version af »Le coq est mort«.*

MED ét er de alle figurer på spilledåsen, som en 7-årig pige ser i vinduet hos en marskandiser i Gl. Skagen. Maja (Katarina Jakobson) er på ferie med sin mor, som hedder Elin (Ylva Gallon), og sin far, som hedder Tobias (Leif Edlund). De har alle tre kaninsminke på.

   Det er nok til ære for underholdningen på hotellet, et jovialt gøglerpar med enorme fortænder. Den lille familie ser ned i bordet. Så er Mor pludselig ved at blive kvalt. En helikopter flyver alle til hospitalet.

   Næste dag har Elin det bedre. Tobias har købt en kage i kantinen, og de hvisker kærligt sammen, mens de gør klar til at vække Maja med et »Ja, må hon leva uti hundrade år!« De pusler og stryger. De rusker og råber. Men fødselsdagsbarnet kan ikke vågne. Borte har taget den sovende pige.

KANINER og katte; børnesang og skyggespil; et mareridt, som repeteres ad absurdam. Med disse midler skaber Johannes Nyholm en myldrende underskov af blind rædsel, som stedvis er både makaber og morsom. Koko-di Koko-da ville være unik, hvis ikke så mange af de narrative tricks var inspireret af (især) David Lynch og (måske) fortællere som landsmanden Johan Ajvide Lindqvist (Lad den rette komme ind, Grænse) og amerikaneren Ari Aster.

   Tre år efter er Mor og Far atter på tur. Vi ser, hvad datterens død har gjort ved dem. Det er ikke, fordi de taler om, hvad der skete. Hvorfor skulle de det, når begge er fanget i sorgen? De siger ikke meget. De skændes om, hvilken slags is, der er bedst. Så vil Elin helst sove på et hotel, men Tobias insisterer på teltet. Han kan rejse det på fem minutter, hvis de finder en flad plet for enden af sporet, der fører ind i skoven.

TOBIAS får sin vilje. Om natten vågner Elin og skal tisse. Hun kravler ud i mørket, forretter sin nødtørft og bliver overrasket af manden i hvidt og hans ledsagere. Stokken slår. Hunden får lov at gnaske igennem. Peter Belli viser nye, chokerende sider af sit talent. Elin bliver taget. Tobias bliver taget. Det er ikke muligt at flygte. »Yummy yummy yummy, I got love in my tummy«, siger Belli og nynner det gamle bubblegum-hit med Ohio Express.

   Det værste er nok, at det gentager sig. Når skoven har ædt de svenske kaniner, begynder mareridtssløjfen igen. Hun vågner og kravler ud. Eller han vågner først, kan huske det drømte og trækker hende med sig.

   Uanset, hvad de gør, bliver de indhentet. Der er den samme rykvise udzoomning og et brat mørke, som visker tavlen ren. Det ligner en teknisk fejl første gang. Så vågner hun igen, og scenen bliver varieret, før den slutter på det samme sted. Det er som med sorgen og datterens død. Drømmen holder ikke op, fordi man vågner.

DET er et paradoks, at gentagelsen udhuler gyset. Vi er snarere på en jungiansk drømmerejse. Der går tre kvarter med at variere scenariet, og efterhånden bliver processen mekanisk. Ubønhørligheden aftager, og filmen opleves mere som en skriveøvelse i kausalitet: hvad sker der, hvis karaktererne gør A eller B eller C?

   Vist er der en overfladisk lighed med præmissen i Groundhog Day (1993, da. En ny dag truer), og vist har Lynch & Co. inspireret inventaret, men det strukturelle kneb med at gentage og variere har mere til fælles med britisk 80er-teater. Alan Ayckbourn skrev adskillige stykker, hvor en seriel faktor var indarbejdet. I Intimate Exchanges (1983) brugte han to skuespillere og den samme grundscene til at skabe seksten nye, selvstændige historier.

   Hvad der skete i dem, afhang af, om den kvindelige karakter valgte at tænde en cigaret i første scene. Nouvelle vague-ikonet Alain Resnais (Sidste år i Marienbad) lavede filmudgaven. Historierne blev til to film, Smoking og No smoking, som varede fem timer. Jeg så dem i Park Bio den 19. september 1994 og husker endnu den berusende virkning, følelsen af at have foretaget en rejse.

DER vil også gå et godt stykke tid, før jeg glemmer Koko-di Koko-da. Der er et sidste indskud af skyggeteater. Her følger Elin – eller er det datteren som voksen? – efter den hvide kat ind i skoven. Hun ender ved en forladt ruin. I et hvidt rum er der sat tændte stearinlys foran et rødt scenetæppe. Der er kun plads til én i teatret.

   Tilbage i mareridtet er der en scene, hvor Elin og Tobias kører væk. En hvid hund krydser vejen, og de havner i grøften. Her er måske stedet, hvor figurerne fra spilledåsen bliver sendt hjem. I hvert fald er der kærlighed og håbet om forløsning. En mulig slutning på sorgarbejdet. Som filmen jo er i en gysers forklædning.

JOHANNES Nyholm skabte skyggespillet i Drömmar från skogen (2009), som er en nyklassisk kortfilm. Han instruerede Kæmpen (2017), som kom og gik ubemærket, men de fråsende spædbørn i trickfilmen Las Palmas (2011) har sat sig fast. Det var bolsjefarvet surrealisme for sjov.

   Det nye effektorgie er noget mere. Der er en overflod af ideer i Koko-di Koko-da. Muligvis også for mange, men hvor er det dog befriende at se en nordisk genrefilm, som man ikke kan læse på ti meters afstand.

*) For et dansk publikum føjer det meget til filmen, at den sataniske dandy bliver spillet af Peter Belli (f. 1943). Det er til gengæld svært at forestille sig, hvad man får ud af figuren i Asien og Amerika, hvor Koko-di Koko-da har sit kernepublikum blandt dedikerede horrorfilmfans. Belli inkarnerer 60 års dansk rock- og pophistorie med en status og autoritet, som matcher Kim Larsen (1945-2018). Da elektrisk rock endnu hed pigtråd, var han manden, der begyndte at synge på dansk, først med Les Rivals, siden som Peter & Ulvene. Fra »Ulven Peter« (1964) og »Helt igennem respektabel« (1965) [den danske coverversion af »Well Respected Man« med Ray Davies og The Kinks] til de sene, fine fortolkninger af pristine danske sange på Evig og altid (2013) og Som boblerne i bækken (2016) har han været et fyrtårn. Vist gik der (for) mange år med dansktophits (»Ingen regning«) og rugbrødsarbejde som syngende gøgler, men Belli kunne når som helst vende tilbage med vitale overraskelser som Yeah (1991), Ribbet & flået (1992) og Talisman (1997). June & Peter Belli er Danmarks Johnny & June Carter Cash. Det ved skandinaviske tilskuere, når de ser Koko-di Koko-da. For andre må mareridtsflanøren være en gammel mand i hvidt tøj, der grimasserer. Belli synger ikke for alvor i filmen. Den virkningsfulde musik, som kommer fuldt til sin ret i sekvensen fra skyggeteatret, er skrevet af Simon Ohlsson og Olof Cornéer.  

Peter Belli døde den 8. juni 2023. Han var 79. Hvil i fred & Lev i vor erindring.

 

Koko-di Koko-da. Instr. & manus: Johannes Nyholm. Foto: Tobias Höiem-Flyckt, Johan Lundborg. 89 min. Sverige-Danmark 2019. Dansk premiere: 26.09.2019.

Fotos: Beofilm (Tobias Höiem-Flyckt)/ Film i Väst/ Stray Dogs/ Dark Star Pictures/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Skrevet til – men aldrig bragt i – Weekendavisen Kultur 27.09.2019. 

Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022]

EN VERDEN AF SAND

Kultbogen får sin bedste filmatisering

Af BO GREEN JENSEN

FRANK Herberts Dune, som på dansk hedder Klit, er en grundsten i verdensbyggertraditionen. Forfatteren præsenterer – i saglig form og sikkert sprog – en fuldkommen selvindeholdt verden, hvor politik, religion, økologi og kultur smelter sammen. Vi har siden fået talløse serier i mange bind, der kopierer konceptet, men i 1965 havde ingen set magen.

   Dune er skabelonen for alt, hvad der følger. Der ville ikke være Star Wars eller George R.R. Martins A Song of Ice and Fire (dvs. forlægget for A Game of Thrones) uden Dune. Desværre fik præcisionen hos Herbert ikke samme langtidsvirkning. Dune fungerer ikke mindst, fordi troværdighedspræget forstærkes af stilistisk formåen.

KORT fortalt handler det om rivaliserende huse i et imperium, som styres efter del-og-hersk-princippet. Rumfarten er afhængig af »krydderi«, som udvindes på ørkenplaneten Arrakis.

   Imperiet har overladt handelen til den fordærvede Harkonnen-slægt. En bitter krig følger, da monopolet overgår til Atreides-familien. Kejseren ved, hvad han gør. Det gælder om at eliminere Huset Atreides.

   Planetens indfødte befolkning er beduiner. Krydderiet har givet dem klare blå øjne. De tilbeder kolossale sandorme og hjælper kolonisterne under protest. Herbert var inspireret af T.E. Lawrence og olieudvinding i Mellemøsten.

   Blandt frimenere lever legenden om Lisan al-Gaib, en hellig kriger, som vil komme udefra og føre an i oprøret. Paul Atreides er måske dén messias. Han forelsker sig i frimeneren Chia og slutter sig til ørkenfolket. Herbert brugte ordet jihad, før det fik sin aktuelle betydning.

   De politiske intriger og den biologiske diversitet imponerer. Det var dog især den åndelige dimension, som gjorde Klit til en kultbog. Herbert skrev fem fortsættelser. Han døde i 1986.

KOMMER snart som storfilm – »Soon to be a major picture« – står der uden på bogen, jeg købte og læste i 1977. Jeg glemmer sent mit første møde med sandormen Shai-Hulud, som er frimenernes guddom og måler 400 meter.

   Alejandro Jodorowsky var den første, som ville filmatisere Dune. Pink Floyd skrev musikken; H.R. Giger, Orson Welles og Mick Jagger var ombord. Der findes en dokumentarfilm om planen. Ingen studier bed på. I 1984 instruerede David Lynch sin version med Kyle MacLachlan. Filmen har fans, men Lynch har aldrig talt venligt om den. To miniserier for tv blev produceret 2000-2003. Drømmen om Dune på film var der stadig.

   Opgaven endte hos fransk-canadiske Denis Villeneuve, som beviste sin flair for cerebral science fiction med Blade Runner 2049 og Arrival, der fokuserede på de fremmedes sprog. Villeneuve formår faktisk at løfte visionen.

HER er første del af bogen, som Villeneuve har delt i to helaftensfilm. Timothée Chalamet er Paul Atreides, den unge Muad’Dib. Hans mor – som tilhører Bene Gesserit-sekten, der har sin egen plan om en frelser – bliver spillet af Rebecca Ferguson. Charlotte Rampling er kirkens leder; Stellan Skarsgård den dyriske baron Harkonnen.

   Villeneuve gør Dune konkret og relevant. Frimenerne har tiden på deres side. Teknologien er let – helikopterne svirrer som guldsmede. Musikken blander sækkepibe, arabisk sang og drone for kampfly. Hans Zimmer må være filmkomponisten, der har udviklet sig mest radikalt.

   Dune holder farve og takt hele vejen. Det bliver stort at se anden del flyve i mål.

Dune er Oscar-nomineret i 10 kategorier: Best Picture (Mary Parent, Denis Villeneuve, Patrick Wachsberger); Best Adapted Screenplay (Jon Spaihts, Eric Roth, Denis Villeneuve); Best Original Score (Hans Zimmer); Best Sound (Mac Ruth, Mark Mangini, Theo Green, Doug Hemphill, Ron Bartlett); Best Production Design (Patrice Vermette - set decoration: Zsuzsanna Sipos); Best Cinematography (Greig Fraser); Best Makeup and Hairstyling (Donald Mowat, Love Larson, Eva von Bahr); Best Costume Design (Jacqueline West, Bob Morgan); Best Film Editing (Joe Walker); Best Visual Effects (Paul Lambert, Tristen Myles, Brian Connor, Gerd Nefzer). 

Se også Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Oscars 2022]; Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021) [Oscars 2022]; Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022].

Dune. Instr.: Denis Villeneuve. Manus: Villeneuve, Eric Roth, Jon Spaiths. Foto: Greig Fraser. 155 min. USA-Canada 2021. Dansk premiere: 16.09.2021.

Foto: Warner Bros./ Legendary Entertainment/ Villeneuve Films/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.09.2021

Fatamorgana: Jodorowsky's Dune (2013) [Sci-Fi 100]

ALKYMISTEN OG HANS KRIGERE
Alejandro Jodorowskys umulige drøm

Af BO GREEN JENSEN

DREYERS Jesus, Kubricks Napoleon, Orson Welles' Don Quixote. Filmhistorien er fuld af uforløste værker; projekter, som ikke blev realiseret, typisk fordi der ikke var penge. Især hvis forproduktionen nåede så langt, at der foreligger prøveoptagelser, plakater, storyboards osv., er disse aborterede film forjættende luftspejlinger. Som bøger, der bliver beskrevet i bøger; grundsten i en hemmelig virkelighed.

   Til de mest berømte i nyere tid hører Alejandro Jodorowskys filmatisering af Frank Herberts Dune. Romanen – som på dansk hedder Klit – og de forskellige forhistorier og fortsættelser, som Herbert siden føjede til, bliver stadig dyrket med entusiasme. Da Herbert skrev den i 1965, havde ingen på helt samme måde bygget en verden, der havde sin egen myto-, socio- og økologi.

OPTIONEN på romanen lå først hos amerikaneren Arthur P. Jacobs, som forsøgte at interessere bl.a. David Lean i projektet. Det unikke i Dune er ørkenplaneten Arrakis, et gennemarbejdet økosystem med kæmpemæssige sandorme, som Herbert havde investeret megen omhu i at skabe. Det gav derfor mening at spørge instruktøren af Lawrence of Arabia, men Lean betakkede sig.

   Michel Seydoux (far til Léa) overtog optionen, da Jacobs døde i 1973. Seydoux var mest interesseret i at arbejde med Jodorowsky, som på daværende tidspunkt havde profetisk status. Den chilensk fødte filmskaber var undergrund, modkultur og (s)exploitation i ét. Hvis man forestiller sig en kombination af Ken Russell, Sergio Leone og Jens Jørgen Thorsen, har man en idé om, hvor Jodorowsky kom fra.

JODOROWSKY havde lavet mexicansk avantgardeteater i ti år, da han besluttede at annektere filmmediet. Det skete i 1968 med Fando et Lis. Instruktøren satte for alvor sin vilje igennem med El Topo (1970), en psykedelisk spaghettiwestern, som han selv spillede titelrollen i. I 1973 blev La montana sagrada et eftertrykkeligt arthousehit i Paris. Det hellige bjerg var en socio-seksuel utopi med Jodorowsky i rollen som Alkymisten. Disse film ligner virkelig ikke ret meget andet.

   Da Seydoux spurgte Jodorowsky, hvad han ville arbejde med, var svaret: »Dune!« Han taler generelt på den måde, passioneret og med udråbstegn. I Jodorowsky's Dune beskriver den 85-årige filmskaber, hvordan projektet tog form. Arbejdet udmøntede sig i en legendarisk, 1000 sider tyk hvidbog, »the Dune bible«, som alle de store studier nåede at se, før projektet blev opgivet. Ingen ville følge Jodorowskys vision hele vejen.

MEST spændende er den kvalitetssans, som Jodorowsky valgte sine partnere med. Han ledte efter »krigere«, der ville satse deres liv på projektet. Derfor kunne han ikke bruge Douglas Trumbull – manden, som formgav effekterne i 2001: A Space Odyssey og instruerede sin egen Silent Running, før han arbejdede videre med bl.a. Blade Runner. Jodorowsky mødte Trumbull i Hollywood, men amerikaneren var fuld af sig selv og hørte ikke ordentligt efter.

   Roger Waters, David Gilmour, Richard Wright og Nick Mason modtog instruktøren med samme attitude, da han besøgte Pink Floyd i London. Musikerne spiste Big Macs i en pause på arbejdet med The Dark Side of the Moon. Jodorowsky gav dem en opsang, og Pink Floyd indvilligede i at skabe musik til Dune-universet. Til den mørke Harkonnen-verden havde Jodorowsky udset sig franske Magma. Christian Vander, manden der skabte sit eget sprog for at skabe dystopiske konceptalbum som Mëkanik Dëstruktïw Kömmandöh (1973), Köhntarkösz (1974) og Üdü Wüdü (1976), var en mand efter Alkymistens hjerte.

CHILENERENS udvalgte krigere blev: den franske serietegner Jean Giraud (1938-2012), som under navnet Moebius skabte grænseoverskridende science fiction; den britiske illustrator Chris Foss, som designede arkitekturen og maskinerne; den schweiziske mareridtsmester H.R. Giger (1940-2014), som tegnede Harkonnen-planeten, og amerikaneren Dan O'Bannon (1946-2009), som udførte special effects.

   Jodorowsky overtalte bl.a. Salvador Dali, Orson Welles og Mick Jagger til at medvirke. Brontis Jodorowsky, instruktørens søn, fik frelserrollen som Paul Atreides, der bliver en Dune Messiah til slut.

   Alt blev samlet i hvidbogen. Når Jodorowsky kærtegner dens omslag, kan man stadig føle smerten hos manden, som ikke fik lov at lave sin film. Udvalgte gæster får lov at bladre. Nogle af dem »viser« han Dune. Nicolas Winding Refn er et af de privilegerede vidner, som medvirker i Frank Pavichs dokumentar.

PROBLEMET med Dune var især, at filmen ville vare ti timer og koste 50 mio dollars, som var uhørt meget i 1975. Så alle de store studier sagde nej. Da Jodorowsky aflyste projektet, tog krigerne deres indsats med til andre projekter. O'Bannon skrev Alien til Ridley Scott, og Giger designede rumvæsenet. I Scotts Prometheus fra 2012 kan man stadig se arkitekturen fra Dune i baggrunden. Flere film i tiden trak på Jodorowskys grundarbejde: Flash Gordon, Star Wars, Raiders of the Lost Ark.

DER blev en film af Herberts bog - som tiden gik, blev der til og med flere.* Raffaella De Laurentiis købte optionen og gav instruktøropgaven til David Lynch, der afleverede sit bud i 1984. Jodorowsky beskriver, hvordan han med frygt og bæven gik til premieren, fordi en kriger må konfrontere sin angst. Men som filmen skred frem, kunne han smile. Dune er en af de store turkeys i filmhistorien. Lynch har senere frasagt sig filmen.

ALLE fik noget med sig fra Dune. Kun Jodorowsky var lagt på is i en årrække. Han brugte ideerne i de tegneserier, bl.a. L'Incan, som han skabte sammen med Moebius. Han instruerede horrorfilmen Santa Sangre i 1989 og fik en mainstream-chance med The Rainbow Thief (1990). I 2013 fandt Seydoux og Jodorowsky sammen om at skabe erindringsfantasien The Dance of Reality, som fik premiere i Cannes. I 2015 fulgte Endless Poetry som en slags krone på værket. I 2021 er Jodorowsky 92 år. Han er stadig aktiv og fuld af ideer. Han blev ikke taget med på råd, da canadieren Denis Villeneuve gik i gang med at skabe den nye, omsider fuldt forløste Dune (2021-2024), som bryder Frank Herberts bog op i to helaftensfilm.

I FRANK Pavichs dokumentar optræder karaktervidner som Chris Foss, H.R. Giger (som ellers sjældent udtalte sig), sangerinden og modellen Amanda Lear, som var Salvador Dalis muse i perioden, Christian Vander fra Magma, Dan O'Bannons enke m.fl. Man lytter dog især til Jodorowsky, som er et karismatisk og forførende kraftfelt, der taler om nødvendigheden af at voldtage materialet.

   Jodorowskys Dune var uden tvivl blevet unik og fascinerende. Der er dog ingen garanti for, at den var blevet en kongenial filmatisering. Frank Herbert (1920-1986) var interesseret i økologi, sociologi og mytologi, hvordan imperier fødes og forgår. Jodorowsky brænder for frigørelsen af okkulte og psykiske energier.

   Herberts vision er tør og præcis. Jodorowskys verden er én våd, slubrende drøm. Han har skarer af fans, der elsker ham for det, men de færreste lever på Dune.

*) Foruden biograffilmen med Kyle MacLachlan, som David Lynch instruerede i 1984, og Denis Villeneuves 2021-version, er Dune-universet bredt ud i to miniserier, som Hallmark Entertainment producerede til Sci Fi Channel (nu SyFy) tilbage i kabel-tv-tiden. Frank Herbert's Dune (2000) og Frank Herbert's Children of Dune (2003) var begge i tre episoder af featurelængde. Alec Newman spillede Paul Atreides; William Hurt og Saskia Reeves var Leto og Lady Jessica; Ian McNeice spillede baron Harkonnen. Fotografen var Vittorio Storaro. Frank Herberts bøger blev bearbejdet af John Harrison.

Jodorowsky's Dune. Instr. og manus: Frank Pavich. Foto: David Cavallo. 90 min. USA 2013. Dansk premiere: 04.09.2014 (Cinemateket).

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.09.2014

Nicolas Winding Refn: Fear X (2003) [Noir 100]

PASSAGE GENNEM SMERTEN
Den svære treer fra NWR

Af BO GREEN JENSEN

APRIL 2003: DER står kvalitet på næsten hver brede indstilling i denne dansk-canadiske nyhed. Efter Pusher (1996) og Bleeder (1999), to markante og meget vellykkede undtagelser fra hovedstrømmen i dansk film p.t., melder også Nicolas Winding Refn sig i rækken af instruktører, der prøver kræfter med en engelsksproget produktion. Det sker i en tæt erkendelsesfabel, der bryder lige så kategorisk med grundskabelonen i tidens amerikanske thriller, som den lægger afstand til lurmærket dansk mainstream. Winding Refn har altid været lidt af en odd man out blandt de yngste filmskabere. Det indtryk forstærkes blot i Fear X.

STAMTAVLEN er frygtindgydende. Instruktøren har skrevet manuskriptet i samarbejde med amerikaneren Hubert Selby Jr. (1928-2004), forfatter til kultbøger som Last Exit to Brooklyn (1964) og Requiem for a Dream (1978). Musikken er komponeret/programmeret  af englænderen Brian Eno, der fremfører den sammen med sin tyske tvilling J. Peter Schwalm. Filmen er klippet af Anna Østerrud, som også Pusher og Bleeder var det, og for skams skyld har Larry Smith, tekniker og fotograf på Stanley Kubrick-klenodier som Barry Lyndon, The Shining og Eyes Wide Shut, stået bag kameraet. I hovedrollen ses John Turturro, og handlingen er henlagt til Wisconsin i det amerikanske Midtvesten. Eneste danske islæt er faktisk Liv Corfixen i en minirolle som servitrice på et hotel i Montana.

   Disse uegale kræfter har i skøn forening frembragt et helstøbt og stærkt underdrejet genrestykke, der hører hjemme i thrillergenrens metafysisk tonede periferi. Fear X er demonstrativt uudgrundelig, spændingsmæssigt uforløst og næsten asketisk konsekvent i kunstnerisk henseende. En frustrerende erkendelsesfabel, hvis hele og svære pointe er, at mysteriet ikke har nogen bund. Intet bliver sagt særlig højt i Fear X. Ej heller bliver det bøjet i neon. Filmen ville være endnu mere bemærkelsesværdig, hvis der ikke gik lovlig megen David Lynch i den effektfulde klimaks.

HARRY Caine (John Turturro) lever alene et sted i delstaten Wisconsin, hvor han arbejder som sikkerhedsvagt i forstadens store indkøbscenter. Det gjorde han også to år tidligere, da hans hustru og en ukendt mand blev skudt ned i parkeringsanlægget. Politiet fandt aldrig nogen tilfredssstillende løsning på gåden. Caine søger stadig hvert vågent øjeblik. I huset, som han har vænnet sig til at dele med hustruens genfærd, bruger han sin tid på at gennemse gamle overvågningsbånd. På væggen hænger en labyrintisk mosaik af ansigter, som går igen på båndene. Han er en mand med en mission og ikke så lidt af en prøvelse for sine omgivelser. Men »who knows what you may find if you keep looking?«.

HVEM ved, hvad man kan finde, hvis man leder længe nok? Det er hele sagen i Fear X. Harry vil med alle midler til bunds i mysteriet om hustruens død. Det er ikke så afgørende at få at vide, hvem der affyrede våbenet. Det har det måske været, men det er det ikke mere. Det vigtige er at vide hvorfor. På dét får publikum faktisk en halv forklaring cirka midtvejs, men for Harry gives der ingen lindring. Han får ganske vist lov at tage kvælertegn på sin kones morder, men om årsagen vil han altid være usikker. Sætstykket er en nærdødsoplevelse, der koger og bruser og knitrer i rødt gennem flere minutter. Hvad der venter på den anden side af passagen gennem smerten, må tilskueren selv ind at se.

FOR værd at se er filmen afgjort. Det er den dog snarere for detaljerigdommen i de tætte miljøer og den fotografisk præcise gengivelse af, hvordan der må være i sådan en mands verden på sådan et sted.

    Filmen er ikke indspillet i Wisconsin. Interiørerne er genskabt i Riisby-studierne i Jylland, mens en canadisk lilleby dublerer for forstaden i Wisconsin.

   Ikke desto mindre er Midtvestens livsfarve sjældent ramt bedre. Butikscentret og de stille veje med ens små huse, som ligger side om side i sneen, ligner på ét hår. Mere problematisk er monotonien og det anonyme præg, som dominerer på hotellet, hvor Harry indlogeres, da han følger et spor til Montana. Her tiltager både dæmonien og forklarelsen i et sindrigt system af kinesiske æsker. Det er med andre ord David Lynch op ad dage.

   Fear X er en fabel om sorgens og smertens væsen, et identitetsmysterium uden nogen nem og sikker løsning, en labyrint som man ikke nødvendigvis finder ind til midten eller ud af igen. Det hele kan sagtens virke preciøst og frustrerende på den bogstaveligt inklinerede tilskuer. Dybest set er det dog ikke Harrys svar, som er vigtige. Det er måden, som han stiller sine svære spørgsmål på.

FILMEN lever stærkt i kraft af sin atmosfære og sine anelser. Som sneen på de overvågningsbånd, man vænner sig til at scanne igennem og granske sammen med Harry, fortættes mystikken af og til, så man kan ane en kontur og bliver opmærksom. Men måske var det hele blot statisk støj. Det spiller ingen rolle, da Harry sættes af ved statsgrænsen. Både han og vi kan tage hjem i fred, og Nicolas Winding Refn har signeret sin hidtil bedste og klareste film.

Se også Nicolas Winding Refn: Valhalla Rising (2009); Nicolas Winding Refn: The Neon Demon (2016) [Noir 100].

*) Forfatter, digter og kulturjournalist Henrik List (f. 1965) fulgte NWRs forarbejde og var med hele vejen på produktionen af Fear X. Han skrev en kærlig, grundig og indlevet bog om processen. List var fluen på væggen i Riisby og Winnipeg; han talte i dybden med alle på holdet, han besøgte Hubert Selby i West Hollywood. Kameraet i hovedet: Fear X og Nicolas Winding Refn (230 s. København: People's Press, 2003) blev desværre ikke en bestseller. De fleste danske litteraturfolk er analfabeter i forhold til filmkritik, og i akademisk kontekst vil man kun have teori. List er den eneste, som går i dybden med NWRs baggrund og kulturelle referencer. Han kender og deler filmskaberens glæde ved det kulørte og makabre. Kameraet i hovedet er guld værd, hvis man kan finde den nu. Alene for Fredrik Nilsens portrætfoto af Hubert Selby som døende, men ufortrøden desperado skal den være varmt anbefalet.       

Fear X. Instr.: Nicolas Winding Refn. Manus: Hubert Selby, Jr. og Nicolas Winding Refn. Foto: Larry Smith. 90 min. Canada-UK-Danmark 2003. Dansk premiere: 04.04.2003.

Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Screengrabsaz

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime

2K Blu-ray fra Sunfilm Entertainment 05.07.2012

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.04.2003