Nicolas Winding Refn: Fear X (2003) [Noir 100]

PASSAGE GENNEM SMERTEN
Den svære treer fra NWR

Af BO GREEN JENSEN

APRIL 2003: DER står kvalitet på næsten hver brede indstilling i denne dansk-canadiske nyhed. Efter Pusher (1996) og Bleeder (1999), to markante og meget vellykkede undtagelser fra hovedstrømmen i dansk film p.t., melder også Nicolas Winding Refn sig i rækken af instruktører, der prøver kræfter med en engelsksproget produktion. Det sker i en tæt erkendelsesfabel, der bryder lige så kategorisk med grundskabelonen i tidens amerikanske thriller, som den lægger afstand til lurmærket dansk mainstream. Winding Refn har altid været lidt af en odd man out blandt de yngste filmskabere. Det indtryk forstærkes blot i Fear X.

STAMTAVLEN er frygtindgydende. Instruktøren har skrevet manuskriptet i samarbejde med amerikaneren Hubert Selby Jr. (1928-2004), forfatter til kultbøger som Last Exit to Brooklyn (1964) og Requiem for a Dream (1978). Musikken er komponeret/programmeret  af englænderen Brian Eno, der fremfører den sammen med sin tyske tvilling J. Peter Schwalm. Filmen er klippet af Anna Østerrud, som også Pusher og Bleeder var det, og for skams skyld har Larry Smith, tekniker og fotograf på Stanley Kubrick-klenodier som Barry Lyndon, The Shining og Eyes Wide Shut, stået bag kameraet. I hovedrollen ses John Turturro, og handlingen er henlagt til Wisconsin i det amerikanske Midtvesten. Eneste danske islæt er faktisk Liv Corfixen i en minirolle som servitrice på et hotel i Montana.

   Disse uegale kræfter har i skøn forening frembragt et helstøbt og stærkt underdrejet genrestykke, der hører hjemme i thrillergenrens metafysisk tonede periferi. Fear X er demonstrativt uudgrundelig, spændingsmæssigt uforløst og næsten asketisk konsekvent i kunstnerisk henseende. En frustrerende erkendelsesfabel, hvis hele og svære pointe er, at mysteriet ikke har nogen bund. Intet bliver sagt særlig højt i Fear X. Ej heller bliver det bøjet i neon. Filmen ville være endnu mere bemærkelsesværdig, hvis der ikke gik lovlig megen David Lynch i den effektfulde klimaks.

HARRY Caine (John Turturro) lever alene et sted i delstaten Wisconsin, hvor han arbejder som sikkerhedsvagt i forstadens store indkøbscenter. Det gjorde han også to år tidligere, da hans hustru og en ukendt mand blev skudt ned i parkeringsanlægget. Politiet fandt aldrig nogen tilfredssstillende løsning på gåden. Caine søger stadig hvert vågent øjeblik. I huset, som han har vænnet sig til at dele med hustruens genfærd, bruger han sin tid på at gennemse gamle overvågningsbånd. På væggen hænger en labyrintisk mosaik af ansigter, som går igen på båndene. Han er en mand med en mission og ikke så lidt af en prøvelse for sine omgivelser. Men »who knows what you may find if you keep looking?«.

HVEM ved, hvad man kan finde, hvis man leder længe nok? Det er hele sagen i Fear X. Harry vil med alle midler til bunds i mysteriet om hustruens død. Det er ikke så afgørende at få at vide, hvem der affyrede våbenet. Det har det måske været, men det er det ikke mere. Det vigtige er at vide hvorfor. På dét får publikum faktisk en halv forklaring cirka midtvejs, men for Harry gives der ingen lindring. Han får ganske vist lov at tage kvælertegn på sin kones morder, men om årsagen vil han altid være usikker. Sætstykket er en nærdødsoplevelse, der koger og bruser og knitrer i rødt gennem flere minutter. Hvad der venter på den anden side af passagen gennem smerten, må tilskueren selv ind at se.

FOR værd at se er filmen afgjort. Det er den dog snarere for detaljerigdommen i de tætte miljøer og den fotografisk præcise gengivelse af, hvordan der må være i sådan en mands verden på sådan et sted.

    Filmen er ikke indspillet i Wisconsin. Interiørerne er genskabt i Riisby-studierne i Jylland, mens en canadisk lilleby dublerer for forstaden i Wisconsin.

   Ikke desto mindre er Midtvestens livsfarve sjældent ramt bedre. Butikscentret og de stille veje med ens små huse, som ligger side om side i sneen, ligner på ét hår. Mere problematisk er monotonien og det anonyme præg, som dominerer på hotellet, hvor Harry indlogeres, da han følger et spor til Montana. Her tiltager både dæmonien og forklarelsen i et sindrigt system af kinesiske æsker. Det er med andre ord David Lynch op ad dage.

   Fear X er en fabel om sorgens og smertens væsen, et identitetsmysterium uden nogen nem og sikker løsning, en labyrint som man ikke nødvendigvis finder ind til midten eller ud af igen. Det hele kan sagtens virke preciøst og frustrerende på den bogstaveligt inklinerede tilskuer. Dybest set er det dog ikke Harrys svar, som er vigtige. Det er måden, som han stiller sine svære spørgsmål på.

FILMEN lever stærkt i kraft af sin atmosfære og sine anelser. Som sneen på de overvågningsbånd, man vænner sig til at scanne igennem og granske sammen med Harry, fortættes mystikken af og til, så man kan ane en kontur og bliver opmærksom. Men måske var det hele blot statisk støj. Det spiller ingen rolle, da Harry sættes af ved statsgrænsen. Både han og vi kan tage hjem i fred, og Nicolas Winding Refn har signeret sin hidtil bedste og klareste film.

Se også Nicolas Winding Refn: Valhalla Rising (2009); Nicolas Winding Refn: The Neon Demon (2016) [Noir 100].

*) Forfatter, digter og kulturjournalist Henrik List (f. 1965) fulgte NWRs forarbejde og var med hele vejen på produktionen af Fear X. Han skrev en kærlig, grundig og indlevet bog om processen. List var fluen på væggen i Riisby og Winnipeg; han talte i dybden med alle på holdet, han besøgte Hubert Selby i West Hollywood. Kameraet i hovedet: Fear X og Nicolas Winding Refn (230 s. København: People's Press, 2003) blev desværre ikke en bestseller. De fleste danske litteraturfolk er analfabeter i forhold til filmkritik, og i akademisk kontekst vil man kun have teori. List er den eneste, som går i dybden med NWRs baggrund og kulturelle referencer. Han kender og deler filmskaberens glæde ved det kulørte og makabre. Kameraet i hovedet er guld værd, hvis man kan finde den nu. Alene for Fredrik Nilsens portrætfoto af Hubert Selby som døende, men ufortrøden desperado skal den være varmt anbefalet.       

Fear X. Instr.: Nicolas Winding Refn. Manus: Hubert Selby, Jr. og Nicolas Winding Refn. Foto: Larry Smith. 90 min. Canada-UK-Danmark 2003. Dansk premiere: 04.04.2003.

Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Screengrabsaz

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime

2K Blu-ray fra Sunfilm Entertainment 05.07.2012

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.04.2003

Hundens hjerte: Et interview med Laurie Anderson

LAURIE, LOU & LOLABELLE

Et møde med Laurie Anderson

Af BO GREEN JENSEN

GÖTEBORG i februar 2016. Laurie Anderson er i byen for at vise Heart of a Dog på den årlige filmfestival. Jeg er kommet med toget fra Helsingborg. En frysende våd vind river og flår. Så til en begyndelse kan vi tale om, hvordan rammen var en helt anden, da filmen blev vist første gang på Mostraen i Venedig i 2015.

   Jeg har en smule heltindenervøsitet. Jeg hører Andersons musik, har været til koncerterne og fulgt den grænseafsøgende stemme fra Big Science (1982) til Homeland (2010) og det nye soundtrack til Heart of a Dog . Her er kvinden, som sang duet med William Burroughs. Her er kvinden, som var gift med Lou Reed.

ANDERSON har altid blandet genrer, medier og udtryk. Sind, krop og maskine; teater, performance, elektrisk musik. Stemmefilter, visuel violin og en digital tryllestav hørte med fra det første verfremdungsfejrende hit, »O Superman«, hvor stemmen stønner og ånder eurytmisk.

   Der er derfor folk, som mener, at livet er for kort til Laurie Anderson, folk som sammenligner hende med Yoko Ono. Det giver i øvrigt god mening. Anderson blev født avantgarde. Den jordnære varme er kommet med tiden.

   Jeg har strejfet om i gaderne for at få tiden til at gå. Så jeg er gennemblødt, og Anderson synes vist nok, det er synd. Hun spørger i hvert fald til toget og båden, koger vand og skænker kaffe. Lou Reed ville ikke have løftet en finger.

   Da det kommer til stykket, er det enklest bare at tale om filmen. Det er også rigeligt. Heart of a Dog er en kærlig erindring om terrieren Lolabelle, som blev blind. Den lærte at male og spille klaver. Den fik en værdig død og var elsket.

   Men filmen skildrer samtidig byen, hvor Laurie, Lou og Lolabelle gik tur. Det er en film om New York efter 9/11, den eskalerende paranoia og uskylden, der døde. Et visuelt essay om Andersons liv. For resten betagende enkelt og godt.

– LOLABELLE må have været en meget speciel hund –

»Mon ikke alle hunde er specielle? Hun var dejlig, og jeg var egentlig ikke interesseret i en hund, der lavede kunster, men da hun blev blind, klarede hun det virkelig ikke særligt godt. Det gør mange hunde ellers. De ser ikke særlig godt i forvejen, men de kan høre, og de kan lugte. De klarer sig fint.

   Det gjorde Lolabelle ikke. Hun var en se-og-bliv-set hund, og hun var afhængig af at kunne genkende folk. Så da hun blev blind, stivnede hun simpelt hen. Hun frøs. Lige pludselig. Og jeg måtte løfte hende op, når hun skulle luftes. Jeg måtte løfte hende op, når hun skulle lægges i seng.

   Træneren sagde, jeg skulle lære hende at spille klaver. Jeg var skeptisk, men hun var så dygtig til det. For hvis man ikke kan bevæge sig omkring, kan man fylde rummet med musik. Så hun var i gang hver eneste dag. Hun fik godbidder, hun fik opmærksomhed, og folk kom til hende. Mange musikere kan sætte sig i hendes sted. Det kan jeg i hvert fald selv.«

   – Hvornår fik du tanken om at lave en film?

   »Jeg tog bare imod en invitation. Den kom ud af det blå fra Arte TV. De sagde: Vi laver en serie personlige essays. Ordet fik mig til at tænke på Chris Marker, og jeg elskede hans film. Generelt er det en nul-budget-serie, hvor kunstneren får et kamera og et stearinlys. Og laver en voice over. Det kan jeg godt lide, så dér begyndte jeg.

   Jeg havde en håndfuld forbundne historier. Derfor blev det en film om, hvad historier egentlig er. Hvordan fungerer de? Hvordan hænger de sammen med den såkaldte virkelighed? Hvad sker der, hvis man fortæller dem for mange gange? På den måde blev det en film om historiers struktur. Det er jo ikke en film om mig og min hund. Som du sikkert har regnet ud allerede.«

 – MIT favoritafsnit er dét, hvor I rejser til Californien. Der er rovfugle i luften, og du fryser øjeblikket, hvor Lolabelle indser, at farerne også kan komme fra himlen. Det ligner virkelig et indsigtens øjeblik –

   »Det er det. Og det samme var 9/11 for indbyggerne i New York. Det er en film om at undersøge tingenes bagside. I begyndelsen betyder himlen frihed og ekspansion, men på den anden side betyder den frygt. Lolabelle var syg og blev chokeret. Men instinktet satte hurtigt ind. Her var denne socialiserede byhund, men det tog hende kun en brøkdel af et sekund at indse, at fuglene var kommet for at dræbe.«

   – Det er meget fint skildret i  filmen. Man synes, man kan se, hvad hunden tænker...

   »Præcis. Jeg prøvede virkelig at trænge ind i hendes frygt. Lolabelle kunne lide at arbejde. Hun var med mig til mange arrangementer. På en scene er alt koncentreret omkring dette ene, klart markerede område. Hun kunne overskue det hele og bare – du ved – patruljere. Jeg prøvede virkelig at følge med hende på den måde. Ikke for at antropomorfisere. Men for at se, hvilken slags hund hun var.«

   – Du siger antropomorfisere. Vi har megen empati med hunde. Tror du, de har empati med os?

   »Helt klart. De er meget intelligente. De studerer og iagttager os. Og ikke kun fordi vi giver dem mad, selv om det sikkert har stor betydning. Men gennem årtusinder har de lært at sætte sig i vores sted. Og det er en virkelig empati. De kan virkelig lide mennesker. De beundrer os. Måske fordi vi opfandt fantastiske ting som biler. Man kan stikke sit hoved ud af vinduet og sige brrrrr. Fart er fascinerende for dem. Og mad. Og at være med i en gruppe. Hunde sætter pris på de ting.«

SOM 12-årig ville Anderson debutere som tårnspringer, men fejlbedømte afstanden og ramte bassinkanten. Hun brækkede ryggen og lå på hospitalet i et år. Nu er kvinden 68. Hun har fortalt historien mange gange. I filmen bliver springet igen en fortælling, denne gang med en dybere lød.

    »Man fortæller jo de historier, man kan fortælle. Så en 12-årig pige, der fortæller den historie, siger at lægerne er idioter. I lang tid fortalte jeg 12 års-versionen af den historie. Og lægerne var idioter. For de anbragte alle disse børn på ét sted, og så slukkede de lyset. Og der var nogen, der døde hver eneste nat. En lille dreng ved siden af mig døde bare.

   Dén historie kunne jeg ikke fortælle, da jeg var 12. Forholdet mellem fortælleren og fortællingen ændrer sig hele tiden. Pludselig har man en hunds blik, man ser gennem et overvågningskameras linse. Og man tænker: Hvor er historiens sammenhæng henne? Der er ikke noget plot her, ingen protagonist. Du er protagonisten. Det er et krævende job på den måde.«

  – Det hele begynder med drømmesekvensen. Tegninger der viser, hvordan hunden bliver lagt ind i din mave – som bliver syet til, så du kan føde den.

   »Jeg tog den sekvens med for at vække publikum. De fleste mennesker sætter sig før en forestilling, en koncert, en ballet, et teaterstykke, og de tror, at de ved, hvad der venter. De danner sig et indtryk i de første par minutter. Og så skal resten helst følge det mønster.

   Hvis du begynder med et rockshow, som bliver til en opera, bliver publikum utrygge og utilfredse, især kritikerne. Folk forventer en konsistent personlighed. Man må ikke skabe kunst, der stritter i for mange retninger. Det bliver betragtet som uansvarligt, af en eller anden grund.

   Så jeg plejer at begynde med noget, der får dem til at tænke: Hvad er dét her nu for noget? Så du ikke danner den dér forudindtagethed. Og dømmer resten efter forventninger og forudsigelser, som må og skal være korrekte.«

    – I drømmen bruger du teginger, musik, poesi, mange slags medier. Det ligner prologen til et gesamtwerk -

  »Ja. En bricolage – og så er der ikke mange tegninger i resten af filmen. Der bliver lagt mange falske spor ud i begyndelsen. «

– DIN afdøde mand bliver slet ikke nævnt, men du spiller »Turning Time Around« [fra Lou Reed-albummet Ecstasy, 2000] til slut. Var han med i projektet, da det begyndte?

   »Han var med i alt mit arbejde. Hvis du ser godt efter, er han med i baggrunden i et par scener. Jeg ville give ham det sidste ord, for »Turning Time Around« er sådan en elegant sang om tiden og kærligheden. Det er, hvad filmen handler om, så det var en god åben slutning af den slags, jeg ledte efter. Hvad vil det sige at vende tiden om? Hvad er det egentlig, han siger? Den sang vil ikke definere ting. Den vil åbne nogle døre.«

      – Når man ser på dit arbejde, synes du i perioder at være interesseret i en regulær musikkarriere. Til andre tider performance. Og udstillinger. Svarer det til, hvad du siger om at blande udtryk og forvirre forventninger?

   »Jeg tror ikke, jeg har prøvet at skabe en karriere med noget. Jeg kan bare lide at lave ting. Men jeg er en kunstner, som gerne vil gøre det småt. Jeg har ingen ambition om at åbne et kontor i London, blive stor og international. Jeg vil gerne have min frihed, og lige nu prøver jeg at gøre tingene mindre. Jeg vil gerne have en scene med færre mennesker på. Og mine tegninger og malerier er vigtige. Det er ikke, fordi jeg vil gøre karriere som billedkunstner. Jeg tænker ikke på det på den måde.

   Jeg tænkte heller ikke på musik på den måde. Så meget i mit liv er sket tilfældigt. »O Superman« skrev jeg i en kunstverden, og pludselig fik den liv i en popverden. Folk i kunstverdenen råbte: Sikke en falliterklæring! Men så begyndte man at kalde det cross over, og det blev set som en god ting.«

– TIL slut: Overvågningskulturen i Amerika, bliver den værre eller bedre?

   »Det er meget klaustrobisk at have kameraer overalt. Så for mig som person bliver den værre. Men jeg spurgte engang John Cage på samme måde. Jeg ville vide, hvad han mente om verdensituationen, blev den værre eller bedre. Jeg tænkte, det er et dumt spørgsmål, hvordan kan jeg stille ham det? Så vi kredsede om emnet. Jeg sagde, at moderne heste er hurtigere end forhistoriske heste. Omvendt blev der aldrig udviklet drager...

   Til sidst sagde han: Hvad er det, du prøver at sige? Så jeg spurgte direkte: Bliver tingene værre eller bedre? Han sagde bare: Åh, de bliver bedre. Og jeg elskede ham for det. For ingen af os ved noget med sikkerhed. I det mindste bevæger vi os mod mere kompleksitet. Vi bliver hurtigere og dygtigere. Vi bliver ikke til slim og bløddyr igen. Derfor er jeg optimistisk. Uanset om der kameraer alle vegne.«

Samtalen med Laurie Anderson fandt sted på Hotel Scandic Rubinen i Göteborg den 1. februar 2016    

Heart of a Dog. Instr. og manus: Laurie Anderson. Foto: Laurie Anderson, Toshiaki Ozawa, Joshua Zucker-Pluda. 75 min. Dansk premiere: 12.05.2016

Foto: Jason Rodgers/ Ray Pride NewCityFilm/ Mary Ellen Mark/ HBO Documentary Films/ Camera Film 

Filmen streames (køb eller leje) på Blockbuster, Grand Hjemmebio, iTunes og SF Anytime

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 13.05.2016