Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022]

EN VERDEN AF SAND

Kultbogen får sin bedste filmatisering

Af BO GREEN JENSEN

FRANK Herberts Dune, som på dansk hedder Klit, er en grundsten i verdensbyggertraditionen. Forfatteren præsenterer – i saglig form og sikkert sprog – en fuldkommen selvindeholdt verden, hvor politik, religion, økologi og kultur smelter sammen. Vi har siden fået talløse serier i mange bind, der kopierer konceptet, men i 1965 havde ingen set magen.

   Dune er skabelonen for alt, hvad der følger. Der ville ikke være Star Wars eller George R.R. Martins A Song of Ice and Fire (dvs. forlægget for A Game of Thrones) uden Dune. Desværre fik præcisionen hos Herbert ikke samme langtidsvirkning. Dune fungerer ikke mindst, fordi troværdighedspræget forstærkes af stilistisk formåen.

KORT fortalt handler det om rivaliserende huse i et imperium, som styres efter del-og-hersk-princippet. Rumfarten er afhængig af »krydderi«, som udvindes på ørkenplaneten Arrakis.

   Imperiet har overladt handelen til den fordærvede Harkonnen-slægt. En bitter krig følger, da monopolet overgår til Atreides-familien. Kejseren ved, hvad han gør. Det gælder om at eliminere Huset Atreides.

   Planetens indfødte befolkning er beduiner. Krydderiet har givet dem klare blå øjne. De tilbeder kolossale sandorme og hjælper kolonisterne under protest. Herbert var inspireret af T.E. Lawrence og olieudvinding i Mellemøsten.

   Blandt frimenere lever legenden om Lisan al-Gaib, en hellig kriger, som vil komme udefra og føre an i oprøret. Paul Atreides er måske dén messias. Han forelsker sig i frimeneren Chia og slutter sig til ørkenfolket. Herbert brugte ordet jihad, før det fik sin aktuelle betydning.

   De politiske intriger og den biologiske diversitet imponerer. Det var dog især den åndelige dimension, som gjorde Klit til en kultbog. Herbert skrev fem fortsættelser. Han døde i 1986.

KOMMER snart som storfilm – »Soon to be a major picture« – står der uden på bogen, jeg købte og læste i 1977. Jeg glemmer sent mit første møde med sandormen Shai-Hulud, som er frimenernes guddom og måler 400 meter.

   Alejandro Jodorowsky var den første, som ville filmatisere Dune. Pink Floyd skrev musikken; H.R. Giger, Orson Welles og Mick Jagger var ombord. Der findes en dokumentarfilm om planen. Ingen studier bed på. I 1984 instruerede David Lynch sin version med Kyle MacLachlan. Filmen har fans, men Lynch har aldrig talt venligt om den. To miniserier for tv blev produceret 2000-2003. Drømmen om Dune på film var der stadig.

   Opgaven endte hos fransk-canadiske Denis Villeneuve, som beviste sin flair for cerebral science fiction med Blade Runner 2049 og Arrival, der fokuserede på de fremmedes sprog. Villeneuve formår faktisk at løfte visionen.

HER er første del af bogen, som Villeneuve har delt i to helaftensfilm. Timothée Chalamet er Paul Atreides, den unge Muad’Dib. Hans mor – som tilhører Bene Gesserit-sekten, der har sin egen plan om en frelser – bliver spillet af Rebecca Ferguson. Charlotte Rampling er kirkens leder; Stellan Skarsgård den dyriske baron Harkonnen.

   Villeneuve gør Dune konkret og relevant. Frimenerne har tiden på deres side. Teknologien er let – helikopterne svirrer som guldsmede. Musikken blander sækkepibe, arabisk sang og drone for kampfly. Hans Zimmer må være filmkomponisten, der har udviklet sig mest radikalt.

   Dune holder farve og takt hele vejen. Det bliver stort at se anden del flyve i mål.

Dune er Oscar-nomineret i 10 kategorier: Best Picture (Mary Parent, Denis Villeneuve, Patrick Wachsberger); Best Adapted Screenplay (Jon Spaihts, Eric Roth, Denis Villeneuve); Best Original Score (Hans Zimmer); Best Sound (Mac Ruth, Mark Mangini, Theo Green, Doug Hemphill, Ron Bartlett); Best Production Design (Patrice Vermette - set decoration: Zsuzsanna Sipos); Best Cinematography (Greig Fraser); Best Makeup and Hairstyling (Donald Mowat, Love Larson, Eva von Bahr); Best Costume Design (Jacqueline West, Bob Morgan); Best Film Editing (Joe Walker); Best Visual Effects (Paul Lambert, Tristen Myles, Brian Connor, Gerd Nefzer). 

Se også Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Oscars 2022]; Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021) [Oscars 2022]; Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022].

Dune. Instr.: Denis Villeneuve. Manus: Villeneuve, Eric Roth, Jon Spaiths. Foto: Greig Fraser. 155 min. USA-Canada 2021. Dansk premiere: 16.09.2021.

Foto: Warner Bros./ Legendary Entertainment/ Villeneuve Films/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.09.2021

Terry Gilliam | Mitch Cullin: Tideland (2005)

DE VREDE EGERN SNERRER

Alice gennem spejlet i den jyske marsk

Af BO GREEN JENSEN

MOSELIG og mumificering er centrale faktorer i denne mørke coming-of-age-historie, hvor bl.a. Tollundmanden og Lewis Carrolls Alice indgår i overraskende sammenhænge. De fleste moderne Alice-variationer er surrealistiske forvandlingsrejser, ofte med en seksuel undertekst. Et eksempel er pædofilien i A.M. Homes’ The End of Alice (1996, da. Exit Alice). Terry Gilliams frapperende Tideland er på niveau med ubehaget ved denne.

   10-årige Jeliza-Rose (Jodella Ferland) er udsat for et omsorgssvigt, der trodser de fleste beskrivelser. Hun er datter af rockmusikeren Noah (Jeff Bridges) og »dronning« Gunhilda (Jennifer Tilly), som begge er narkomaner. Mor ligger bare i sengen og bliver større. Hun flæber om sin kærlighed, men brøler som et rovdyr, hvis pigen vil spise af Mors chokolade. Far er en mere ekspansiv type, som stadig spiller hyren hjem. Han lever dog for »ferien«, som venter i søvnen bag solbrillerne, når Jeliza-Rose har tilberedt Fars aftenfix.

NOAH har indviet datteren i sin drøm om at drage til moselandet i Jylland, hvor de gamle guder stadig har magt. Jeliza-Rose vil dele enhver fantasi, der kan knytte hende til noget varmt. For det meste taler hun med sine halshuggede Barbie-dukker og prøver at redde sig noget at spise. Da Gunhilda dør, vil Noah sætte ild til det hele. Jeliza-Rose tager med ham på den store flugt til Texas, hvor Noah planlægger at bo på gården, hvor han voksede op.

   I Texas er landskabet lige så åbent, som mørket i huset er tæret og tæt. Farmor er død, en koloni af hviskende egern regerer. Fra tid til anden buldrer toget forbi, og ved et dødt træ finder Jeliza det kaninhul, hvor hun endelig falder ned som en Alice. Ved ankomsten er Noah taget på sin sidste ferie. Han sidder i stuen og rådner, mens pigen giver ham læbestift og paryk på. Hun putter sig stadig ind til sin far. Der er myrer i marmeladen.

DE vrede egern snerrer, men mareridtet begynder for alvor, da Jeliza møder heksen Dell (Janet McTeer), som bor på nabogården med sin retarderede bror, Dickens (Brendan Fletcher). Trods en interimistisk lobotomisering plages Dickens af epileptiske anfald. Han og Jeliza bliver »skøre kyssere« sammen. Dickens bærer frømandsudstyr og drømmer at afspore toget, som i hans fantasi er en hvid dræberhaj. Dell, der engang var Noahs kæreste, tager på sin måde hånd om forfaldet. Fars lig bliver balsameret, så han ligner en smuk Tollundmand.

   Ellingpigen overlever ved at tilpasse sig de bizarre rutiner. Dell betaler sine købmandsvarer med seksuelle naturalier. Det fremgår, at også Jelizas farmor og Dickens var »skøre kyssere« sammen. Da indtræffer en forløsende katastrofe. Det sker i sidste øjeblik, for pigen er næsten blevet et egern. Hun knytter sig til et af ulykkens ofre, og flammerne over Texas er smukke. Måske er det hér, at en fremtid begynder.

FAKTISK er filmen indspillet i Saskatchewan i Canada, hvor der endnu findes grænseløs prærie. Terry Gilliam lavede den relativt enkle Tideland umiddelbart efter arbejdet med The Brothers Grimm (2005), et forvokset og mislykket fantasyepos. Det amerikanske medlem af Monty Python har som filmskaber realiseret imponerende originale visioner, som regel i den dystopiske ende af sci-fi genren, hvor Brazil (1985) og 12 Monkeys (1995) har nyklassisk status. Filmografien rummer dog også ekstravagante fejlskud som The Adventures of Baron Munchhausen (1988) og Fear and Loathing in Las Vegas (1998).

   Gilliam er altid god for groteske effekter, men har notorisk svært ved at skabe dybde i psykologien. Bedst lykkes det i den oversete The Fisher King (1991). Som filmskaber er han afhængig af at forvrænge. Hvis historien bliver for stille, skinner blankheden gennem de brogede excesser. Tideland lykkes et stykke af vejen ved at blive i pigens synsvinkel og solidarisere sig med hendes sansninger. Der er udsøgte Gilliam-øjeblikke, men også meget grimasserende spil og alt for insisterende henvisninger til Alice-motivet.

FILMEN bygger på en bog af Mitch Cullin, den tredje i hans angiveligt selvbiografiske Texas Trilogy. Gilliam fik manuskriptet at se i 1999, da forlaget bad ham anbefale romanen. Gilliam skyndte sig at købe filmrettighederne, idet han så en mulighed for at kombinere kvaliteterne fra (American) Psycho og Alice i Eventyrland. Man kan hertil føje en lang tradition for sydstatsgotik i sporet fra William Faulkner, Harper Lee og Flannery O’Connor.

   Tideland er blevet en mærkelig film, som man afgjort skal se, hvis man holder af Gilliam. Den er dog mere interessant end egentlig vellykket. Hans næste opus, The Imaginarium of Doctor Parnassus, får premiere i 2009. Alene titlen indikerer, at det gælder endnu et kostbart udstyrsstykke. Forhåbelig bliver der ikke tale om en gentagelse af de store forventninger og den tilsvarende skuffelse, som fulgte med lanceringen af The Brothers Grimm.

Se også Terry Gilliam: The Brothers Grimm (2005); Terry Gilliam: The Imaginarium of Doctor Parnassus (2009); Bill Condon | Mitch Cullin: Mr. Holmes (2015).

Tideland. Instr.: Terry Gilliam. Manus: Tony Grisoni & Terry Gilliam. Foto: Nicola Pecorini. 122 min. Canada-UK 2005. Dansk premiere: 04.07.2008.

Fotos: Recorded Picture Company/ HanWay Films/ Téléfilm Canada/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Arrow Video (regionsfri) 13.08.2018

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.07.2008 

Christophe Gans: Silent Hill (2006) [Horror 100]

DEN SATANISKE GENTAGELSE

Gedigne moderne helvedesvioner

Af BO GREEN JENSEN

DENNE skæve skrækfilm er baseret på et pc-spil. Af sådanne hybrider findes snart nok til en genre, og formen hviler på to grundmodeller. Enten løftes figurerne fri af forlægget og anbringes i en ordinær sammenhæng, som gør det svært at skelne dem fra almindelige filmskikkelser. Det skete for eksempel i Tomb Raider-filmene med Angelina Jolie (2001, 2003) og Alicia Vikander (2018) som Lara Croft. Eller spillets lukkede verden søges rekonstrueret i live action, som regel med billige effekter og dårlige spillere, som gør det svært at tage præmissen alvorligt.

   På denne konto figurerer bl.a. Resident Evil (2002) og den i særklasse dårlige Alien vs. Predator (2004), begge instrueret af håndværkeren Paul W.S. Anderson. Som regel er der i disse film kun rester af en fortælling tilbage. Spillets univers er i sin egen ret blevet historien.

   Silent Hill søger i højere grad at skabe egentlig narrativ spænding. Manuskriptet skyldes Roger Avery, som var medforfatter på Pulp Fiction (1994) og instruerede Julie Delpy i Killing Zoe (1993) og sin egen bearbejdelse af Bret Easton Ellis’ The Rules of Attraction (2002).

DER er skam en rigtig historie. Rose (Radha Mitchell) og Christopher (Sean Bean) har stadig større problemer med deres elskede adoptivdatter Sharon (Jodella Ferland), som går i søvne, krydser over i psykotisk adfærd og har tilbagevendende drømme om et sted, der hedder Silent Hill.

   Vi ved, at det er virkeligt for datteren. I scene ét åbner jorden sig under hendes fødder, og man stirrer ned i et brændende indre, som kameraet synes at falde imod. Far vil hente mere psykologhjælp. Mor mener derimod, at forløsningen for Sharon ligger i det virkelige Silent Hill, en spøgelsesby i West Virginia, som hun finder informationer om på et historisk website.

   Mor og datter kører til Silent Hill. På vejen møder de en læderklædt kvindelig motorcykelbetjent (Laurie Holden), som er meget karismatisk og særdeles handlekraftig. Far, som er fulgt efter, møder derimod en glat kriminalbetjent (Kim Coates), der boede i byen som dreng og kan fortælle en, skal det vise sig, stærkt redigeret udgave af forhistorien.

SILENT HILL var engang et godt sted at være, en lys og virksom mineby. Så skete noget i 1974, noget som havde at gøre med stedets kristne fanatikere. En underjordisk kulbrand brød ud, opslugte store dele af byen og har raset lige siden. Derfor er lyset i byen helt hvidt, og alting er dækket af aske.

   De kristne brændte en pige som heks. Der er mere i historien, men dét er fundamentet. Menighedens leder, en effektiv blanding af stejl hellig dronning og striks guvernante, Mary Poppins som slangegudinde, spilles af den sortøjede Alice Krige, som har levet sit liv i den gotiske genre. Også en næsten ukendelig Deborah Kara Unger er blandt indbyggerne i spøgelsesbyen, som ikke er så affolket endda.

   Silent Hill bygger på et japansk computerspil fra firmaet Konami, der har udviklet det gennem fire versioner og samlet en international brugergruppe, som velsagtens er denne films primære målgruppe. Jeg kender ikke spillet og har aldrig haft tålmodighed med netop den del af fælleskulturen. Imidlertid blev jeg mere anfægtet af filmen, end jeg ville have troet.

DEN er instrueret af franskmanden Christophe Gans, en æstetisk orienteret outsider, der med afsæt i genrelandskabet har skabt visuelt frapperende kultfilm som den manga-baserede Crying Freeman (1995) og Le Pacte des Loups (2001, da. Pagten), hvor kampsport og esoterisk erotik i ånden fra Dumas-klubben blev transponeret til Frankrig lige før revolutionen. Filmen var fuld af tung, stilfuld regn, og jagten på et utæmmeligt jomfrudræbende væsen havde gedigne genremomenter. Endvidere medvirkede Monica Bellucci.

   Gans bruger altid Dan Laustsen som fotograf, og den danske billeddigter sætter også i Silent Hill sit æstetiske mærke. Spøgelsesbyen i askelandet er skildret med en konkret stoflighed, som netop ikke virker computerskabt. Det ville være forkert at sige, at man tror på stedet som en virkelighed, men så længe det varer, er man anbragt midt i labyrinten og føler sig solidarisk med kvinden og moderen Rose, som hurtigt bliver handlingsbærer og hovedpersonen på platformen, der fører fra sted til sted i strukturen.

BILLEDMÆSSIGT har filmen meget at tilbyde, og kan man abstrahere fra sin drift mod narrativ stringens, er den syrede syndefaldsfabel – der stjæler med arme og ben fra kilder som Nathaniel Hawthornes The Scarlet Letter og Arthur Millers The Crucible – ikke mere håbløs end så mange skabeloner.

   Den klassisk skolede tilskuer søger instinktivt en tråd at følge, en vej gennem labyrinten og en lineært fremadskridende handling. I det postmoderne spilunivers er fiktionen snarere horisontal. Labyrinten er bredt ud, og man pendler mellem øer af plot, som kan gentages i variable kæder og med minimale forrykkelser.

FILMEN har flere sådanne steder, hvor diverse væsener og valgmuligheder er knyttet til bestemte omdrejningspunkter i spillet. Nogle er patetiske konstruktioner, muterede misfostre som vakler ud af askedynger og skal nakkes i flertal, før spillergestaltet kan komme videre til næste niveau.

   Her støtter Gans sig til CGI-kreationer, der kunne stamme fra et stort fælleslager: flodbølger af kæmpemæssige kakerlakker, der har ansigt og kan skrige; slubrende væsener som egentlig blot er forvoksede nullermænd. En drabelig djævel med trekantet stålhoved fungerer som en blind minotaur, men forsvinder uforklarligt, da først Mor er inde i bygningen, hvor Datter sandsynligvis holdes fanget.

ANDRE niveauer har virkelig tyngde og er skabt med betydelig flair. I en mørk korridor under jorden står ti-tolv sygeplejersker stille og venter med hænderne fulde af knive. De vakler på stilethæle og bærer kropsnære uniformer. Til gengæld er deres arme og ansigter skåret i stykker.

   Når der kommer lys i gangen, aktiveres de sexede zombier og bevæger sig rykvis i en robotdans, der kunne stamme fra Bob Fosses hospitalsfantasier om Døden og Kvinden. Er der uro i nærheden, begynder de mekanisk at skære løs i luften. Således er de med årene blevet en ubestemmelig masse af snitsår og arvæv.

   Man ser for sig denne sataniske gentagelse og er både dybt frastødt og sært fascineret. Her er helvedesgeografien lagt frem med en dybdevirkning, som ville tale til Dante, Doré og John Martin. Den store blodhævn til slut er hysterisk, men på mere undselige steder tænker man, at helvede kunne se sådan hér ud.

EN afvikling følger. Tilsyneladende er alt da godt, men ingen virker udpræget glade, og det fremgår at Mor og Datter forbliver i Silent Hills limbo, mens Far er vendt alene tilbage. I hvert fald kan han ikke se sine kære, da de kommer hjem. For ham er lyset gyldent. For dem er hele verden hvid. Muligvis røber spillet en årsag, men filmen fungerer uden forklaring.

   Silent Hill er naturligvis ikke for målrettede rationalister, der hverken kan undre sig eller lege. Men vil man se, hvilke myter der skabes i spillenes hypervirkelighed, kan den sære film trods alt anbefales.

Fortsættelsen Silent Hill: Revelation (instr. Michael J. Bassett, Canada-Frankrig 2012) blev produceret i 3D og fik premiere i de fleste territorier, men ikke i Skandinavien. Til gengæld streames den hér på Blockbuster og iTunes, mens Christophe Gans' film p.t. er ude af omløb. Silent Hill og Silent Hill: Revelation udkom sammen på blu-ray i 2016.

Silent Hill. Instr.: Christophe Gans. Manus: Roger Avery. Foto: Dan Laustsen. 127 min. Canada-Japan-Frankrig 2006. Dansk premiere: 23.06.2006.

Fotos: TriStar Pictures/ Focus Features/ Scream Factory/ NFD/ CineMaterial/ FilmGrab/ MovieStillsDB

Filmen streames ikke i DK (men i øvrige EU med variationer på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play eller iTunes)

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.06.2006

Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]

EN KAMP PÅ LIV OG DØD

Jack Londons klassiske hundehistorier

Af BO GREEN JENSEN

DER er tusindvis af historier om hunde. I nogle kan dyrene tænke og tale, og de er meget som mennesker, når de gør det. I andre bliver dyrene set udefra og opfører sig som i virkeligheden.

   Forfatteren Jack London (1876-1916) var kun 21 år, da han kom til Canada for at grave efter guld. Det var i 1897, og han var ikke alene. På tre år kom 100.000 lykkejægere til Klondike for at blive rige i en fart. Det er det samme guldfund, som kalder i Carl Barks’ historier om, hvordan Joakim von And blev rig, og i stumfilmen Guldfeber (1925) med Charlie Chaplin.

   Jack London fandt ikke guld. Derimod fik han skørbug og forfrysninger og lærte nyttige ting om livet i vildmarken. London blev kun 40 år, men han nåede at opleve meget. Allerede før han kom til Klondike, havde han været i Asien og på Stillehavsøerne som sømand.

   London elskede hunde. I Canada blev han ven med flere slædehunde. Han lærte, hvordan det ikke kunne nytte at gøre arbejdshunde til kæledyr. Og på sin særlige måde forstod han at sætte sig i dyrets sted.

   Efter hjemkomsten til San Francisco skrev London to store hundehistorier, som er blevet læst lige siden, både af voksne og børn.*

ROMANERNE er som spejlbilleder af hinanden. Når naturen kalder (1903) handler om Buk, der vokser op som tam familiehund. Han er slædehund under guldfeberen og opdager den vilde side af sig selv. Buk lærer at sætte sig i respekt. Han lærer at kende forskel på gode og dårlige mennesker. Til slut forsvinder han i skoven, men kommer frem én gang om året for at mindes de gode mennesker, som han hjalp.

   I Ulvehunden (1906) er forholdet vendt. Hvidtand vokser op med sin mor i naturen. Han bliver arbejdshund hos indianeren Grå Bæver, som må sælge ham til den nedrige »Beauty« Smith – der hverken er smuk af sind eller krop. Med brutale stokkeslag bliver han afrettet som kamphund. Smith tjener mange penge på Hvidtand. Da den nye filmatisering begynder, ligger Hvidtand såret og ser op på stjernerne, som han kan huske fra tiden med sin mor.

   Også Hvidtand lærer at sætte sig i respekt, mens han er slædehund for Grå Bæver. Han lærer at kende forskel på gode og dårlige mennesker, da han bliver pryglet af Beauty Smith. Men han får en kærlig herre og en god familie, da sheriffen Weedon Scott tager ham med hjem. Ulvehunden bliver tam og hjælper til. Han redder endda sin familie til slut.

DER er mange film- og tv-udgaver af Ulvehunden. Nogle er frie, nogle er fortsættelser, nogle følger slet ikke romanen. Den nye animationsfilm er fransk, og hvis den ikke er fuldkommen trofast, er den i hvert fald lavet i Jack Londons ånd.

   Filmen bruger også Hvidtands historie til at fortælle om forholdet mellem hvide og indfødte amerikanere omkring år 1900. På den måde måde ligner den Dreamworks-filmen Spirit (2002), der lod en kavalleriofficers tæmmede vildhingst fortælle. Hvidtand har dog ingen stemme. Du må selv finde ud af, hvorfor han reagerer, som han gør.

   Grå Bæver er blevet mere ædel, og i Londons fortælling var Weedon Scott ikke sheriff, men en adelsmand, der talte som forfatteren. Slutningen er ændret, så du faktisk får både Når naturen kalder og Ulvehunden fortalt på én gang.

ALLIGEVEL er det en smuk film, som fortæller historien klart og loyalt. Det er i bøgerne et højdepunkt, når Buk eller Hvidtand må kæmpe mod andre hunde. Det er ubærligt, når de bliver slået. Det er så godt, når de får et hjem, de fortjener. Vist er der tilføjet mennesketræk, men Hvidtand er en rigtig hund. Den er ikke – i hvert fald ikke kun – en filosofi i forklædning.

   Landet med nordlys er smukt animeret. Filmen får et ekstra løft af musikken, som Bruno Coulais har komponeret. Til slut synger Will Oldham »You Will Find a Home«, så du kan mærke vinden i hjertet.

   Det er helt klart en film for hundefamilier. Men alle som holder af levende dyr – modsat nuttet legetøj og litterære konstruktioner – vil elske at høre legenden om Hvidtand.

Fysiske fabler i temaet Naturhistorier: Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn/Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; John Curran/Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée/Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen]; Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016) [Survival Cinema]; Joe Penna: Arctic (2018) [Survival Cinema]; Joe Carnahan: The Grey (2012) [Survival Cinema]. 

*) Min far, Harald Jensen (1920-1965), gav mig disse bøger i 1964. Jeg skylder ham evig og inderlig tak.

Ulvehunden (White Fang – Croc-Blanc). Instr.: Alexandre Espigares. Manus: Philippe Lioret, Serge Frydman, Dominique Monfery. 85 min. Frankrig-USA 2018. Danske stemmer. Frarådes børn under 7 år. Dansk premiere: 20.12.2018

Jack London: Ulvehunden. Oversat efter White Fang (1906) af Aslaug Mikkelsen (rev. Kinne Hermann og Niki Robson. Med et forord af Hans Hertel. I serien Kaptajn Nemos Bibliotek. 250 s. København: Høst & Søn, 2001.

Fotos: SuperProd/ Sweet Chili Entertainment/ CineMaterial/ Wikimedia Commons/ Martins forlag/ Høst & Søn/ Imperiet (Harvey Macaulay

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime og Viaplay

Teksten bragt i Weekendavisen Faktisk 21.12.2018

Nicolas Winding Refn: Fear X (2003) [Noir 100]

PASSAGE GENNEM SMERTEN
Den svære treer fra NWR

Af BO GREEN JENSEN

APRIL 2003: DER står kvalitet på næsten hver brede indstilling i denne dansk-canadiske nyhed. Efter Pusher (1996) og Bleeder (1999), to markante og meget vellykkede undtagelser fra hovedstrømmen i dansk film p.t., melder også Nicolas Winding Refn sig i rækken af instruktører, der prøver kræfter med en engelsksproget produktion. Det sker i en tæt erkendelsesfabel, der bryder lige så kategorisk med grundskabelonen i tidens amerikanske thriller, som den lægger afstand til lurmærket dansk mainstream. Winding Refn har altid været lidt af en odd man out blandt de yngste filmskabere. Det indtryk forstærkes blot i Fear X.

STAMTAVLEN er frygtindgydende. Instruktøren har skrevet manuskriptet i samarbejde med amerikaneren Hubert Selby Jr. (1928-2004), forfatter til kultbøger som Last Exit to Brooklyn (1964) og Requiem for a Dream (1978). Musikken er komponeret/programmeret  af englænderen Brian Eno, der fremfører den sammen med sin tyske tvilling J. Peter Schwalm. Filmen er klippet af Anna Østerrud, som også Pusher og Bleeder var det, og for skams skyld har Larry Smith, tekniker og fotograf på Stanley Kubrick-klenodier som Barry Lyndon, The Shining og Eyes Wide Shut, stået bag kameraet. I hovedrollen ses John Turturro, og handlingen er henlagt til Wisconsin i det amerikanske Midtvesten. Eneste danske islæt er faktisk Liv Corfixen i en minirolle som servitrice på et hotel i Montana.

   Disse uegale kræfter har i skøn forening frembragt et helstøbt og stærkt underdrejet genrestykke, der hører hjemme i thrillergenrens metafysisk tonede periferi. Fear X er demonstrativt uudgrundelig, spændingsmæssigt uforløst og næsten asketisk konsekvent i kunstnerisk henseende. En frustrerende erkendelsesfabel, hvis hele og svære pointe er, at mysteriet ikke har nogen bund. Intet bliver sagt særlig højt i Fear X. Ej heller bliver det bøjet i neon. Filmen ville være endnu mere bemærkelsesværdig, hvis der ikke gik lovlig megen David Lynch i den effektfulde klimaks.

HARRY Caine (John Turturro) lever alene et sted i delstaten Wisconsin, hvor han arbejder som sikkerhedsvagt i forstadens store indkøbscenter. Det gjorde han også to år tidligere, da hans hustru og en ukendt mand blev skudt ned i parkeringsanlægget. Politiet fandt aldrig nogen tilfredssstillende løsning på gåden. Caine søger stadig hvert vågent øjeblik. I huset, som han har vænnet sig til at dele med hustruens genfærd, bruger han sin tid på at gennemse gamle overvågningsbånd. På væggen hænger en labyrintisk mosaik af ansigter, som går igen på båndene. Han er en mand med en mission og ikke så lidt af en prøvelse for sine omgivelser. Men »who knows what you may find if you keep looking?«.

HVEM ved, hvad man kan finde, hvis man leder længe nok? Det er hele sagen i Fear X. Harry vil med alle midler til bunds i mysteriet om hustruens død. Det er ikke så afgørende at få at vide, hvem der affyrede våbenet. Det har det måske været, men det er det ikke mere. Det vigtige er at vide hvorfor. På dét får publikum faktisk en halv forklaring cirka midtvejs, men for Harry gives der ingen lindring. Han får ganske vist lov at tage kvælertegn på sin kones morder, men om årsagen vil han altid være usikker. Sætstykket er en nærdødsoplevelse, der koger og bruser og knitrer i rødt gennem flere minutter. Hvad der venter på den anden side af passagen gennem smerten, må tilskueren selv ind at se.

FOR værd at se er filmen afgjort. Det er den dog snarere for detaljerigdommen i de tætte miljøer og den fotografisk præcise gengivelse af, hvordan der må være i sådan en mands verden på sådan et sted.

    Filmen er ikke indspillet i Wisconsin. Interiørerne er genskabt i Riisby-studierne i Jylland, mens en canadisk lilleby dublerer for forstaden i Wisconsin.

   Ikke desto mindre er Midtvestens livsfarve sjældent ramt bedre. Butikscentret og de stille veje med ens små huse, som ligger side om side i sneen, ligner på ét hår. Mere problematisk er monotonien og det anonyme præg, som dominerer på hotellet, hvor Harry indlogeres, da han følger et spor til Montana. Her tiltager både dæmonien og forklarelsen i et sindrigt system af kinesiske æsker. Det er med andre ord David Lynch op ad dage.

   Fear X er en fabel om sorgens og smertens væsen, et identitetsmysterium uden nogen nem og sikker løsning, en labyrint som man ikke nødvendigvis finder ind til midten eller ud af igen. Det hele kan sagtens virke preciøst og frustrerende på den bogstaveligt inklinerede tilskuer. Dybest set er det dog ikke Harrys svar, som er vigtige. Det er måden, som han stiller sine svære spørgsmål på.

FILMEN lever stærkt i kraft af sin atmosfære og sine anelser. Som sneen på de overvågningsbånd, man vænner sig til at scanne igennem og granske sammen med Harry, fortættes mystikken af og til, så man kan ane en kontur og bliver opmærksom. Men måske var det hele blot statisk støj. Det spiller ingen rolle, da Harry sættes af ved statsgrænsen. Både han og vi kan tage hjem i fred, og Nicolas Winding Refn har signeret sin hidtil bedste og klareste film.

Se også Nicolas Winding Refn: Valhalla Rising (2009); Nicolas Winding Refn: The Neon Demon (2016) [Noir 100].

*) Forfatter, digter og kulturjournalist Henrik List (f. 1965) fulgte NWRs forarbejde og var med hele vejen på produktionen af Fear X. Han skrev en kærlig, grundig og indlevet bog om processen. List var fluen på væggen i Riisby og Winnipeg; han talte i dybden med alle på holdet, han besøgte Hubert Selby i West Hollywood. Kameraet i hovedet: Fear X og Nicolas Winding Refn (230 s. København: People's Press, 2003) blev desværre ikke en bestseller. De fleste danske litteraturfolk er analfabeter i forhold til filmkritik, og i akademisk kontekst vil man kun have teori. List er den eneste, som går i dybden med NWRs baggrund og kulturelle referencer. Han kender og deler filmskaberens glæde ved det kulørte og makabre. Kameraet i hovedet er guld værd, hvis man kan finde den nu. Alene for Fredrik Nilsens portrætfoto af Hubert Selby som døende, men ufortrøden desperado skal den være varmt anbefalet.       

Fear X. Instr.: Nicolas Winding Refn. Manus: Hubert Selby, Jr. og Nicolas Winding Refn. Foto: Larry Smith. 90 min. Canada-UK-Danmark 2003. Dansk premiere: 04.04.2003.

Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Screengrabsaz

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime

2K Blu-ray fra Sunfilm Entertainment 05.07.2012

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.04.2003

Sarah Polley: Stories We Tell (2012)

MULIGE VERSIONER

Sarah Polley afdækker familiemysteriet

Af BO GREEN JENSEN

SOM barn blev Sarah Polley (f. 1979) drillet, fordi hun ikke lignede sine søskende. Det blev en stående vittighed i familien, skønt tonen var hjertelig nok. Sarah var den yngste i et kuld på fem, som Diane og Michael Polley delte i 1970ernes Toronto. Mysteriet fyldte meget for Sarah. Hun spurgte aldrig Michael direkte, og hun kunne ikke få svar af Diane, som døde i 1990, da Sarah var 11 år gammel. Tyve år senere besluttede hun at undersøge familiehistorien i en dokumentarfilm.

   Far var rolig, Mor var vild. Sådan så man forældrene. Det hører med, at film og teater var familiens levebrød. Diane og Michael Polley var skuespillere. Hun gav efterhånden slip på sine drømme om en stor karriere, men de var levende og realistiske nok i begyndelsen. Før Sarah blev født, var parret i krise. Diane tog til Montreal for at spille teater og havde en affære med en kollega. Hun kom siden hjem og blev casting director, mens Michael fortsatte som skuespiller.

SARAH Polley selv debuterede, da hun var seks (i julefilmen One Magic Christmas). Ni år gammel fik hun fik sin første hovedrolle i tv-serien Ramona (1988-89) og slog for alvor igennem som den melankolske pige i Atom Egoyans Exotica (1994). Hun havde medvirket i 50 film, da hun instruerede Alzheimer-dramaet Away from Her (2006) og parforholdsfilmen Take This Waltz (2011). Familien kunne dårligt undslå sig, da hun præsenterede planen for Stories We Tell.

PÅ papiret lyder filmen måske tynd og selvoptaget. Stories We Tell er dog en fængslende blanding af personlig erindring, familieportræt og essayistisk analyse af måden, vi husker hinanden og fortiden på.

   Polley interviewer sine søskende og filmer sin far, som altså ikke er hendes biologiske far, mens han sidder i et studie og indtaler sin egen tekst om Diane. Hun finder sin »rigtige« far, og også han taler ud om det hele, mens de lærer hinanden at kende i arrangerede situationer.

   Der er i sagens natur en akavet tone i mange af samtalerne. Man ved alt muligt om hinanden, og pludselig er der publikum på. Polley bruger den kejtede stemning som dramatisk virkemiddel, hævner barndommens små drillerier og siger endelig, at man i vid udstrækning vælger sin fortid blandt mange versioner af sandheden.

   I hvert fald vælger man sin far. Kun Sarah og Michael agerer naturligt i Stories We Tell.

DE filmede interviews er flettet sammen med private smalfilm, gamle arkivklip og fiktive rekonstruktioner af scener fra forældrenes ungdom. Polley kunne sagtens have skabt en renere film. Imidlertid er det netop filmens causerende kvalitet, som giver den styrke og nu og da skønhed. I et arkivklip fra canadisk tv ser man Diane Polley synge. Hun minder om en ung Dusty Springfield.

   Sarah Polley ser en større historie og søger en dybere sandhed med filmen. Det er nok at gå for vidt. Det er og bliver en personlig historie, men Polley fortæller den stille og stærkt.

Se også Sarah Polley: Away from Her (2006) og Sarah Polley: Take This Waltz (2011)

Stories We Tell. Instr. og manus: Sarah Polley. Foto: Iris Ng. 108 min. Canada 2012. Dansk premiere: 03.04.2013.

Fotos: National Film Board of Canada/ Venice Film Festival (Giornate degli autori 2012)/ DOXBIO/ SF Studios  

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Teksten er fra Weekendavisen Kultur 05.04.2013