Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]

EN KAMP PÅ LIV OG DØD

Jack Londons klassiske hundehistorier

Af BO GREEN JENSEN

DER er tusindvis af historier om hunde. I nogle kan dyrene tænke og tale, og de er meget som mennesker, når de gør det. I andre bliver dyrene set udefra og opfører sig som i virkeligheden.

   Forfatteren Jack London (1876-1916) var kun 21 år, da han kom til Canada for at grave efter guld. Det var i 1897, og han var ikke alene. På tre år kom 100.000 lykkejægere til Klondike for at blive rige i en fart. Det er det samme guldfund, som kalder i Carl Barks’ historier om, hvordan Joakim von And blev rig, og i stumfilmen Guldfeber (1925) med Charlie Chaplin.

   Jack London fandt ikke guld. Derimod fik han skørbug og forfrysninger og lærte nyttige ting om livet i vildmarken. London blev kun 40 år, men han nåede at opleve meget. Allerede før han kom til Klondike, havde han været i Asien og på Stillehavsøerne som sømand.

   London elskede hunde. I Canada blev han ven med flere slædehunde. Han lærte, hvordan det ikke kunne nytte at gøre arbejdshunde til kæledyr. Og på sin særlige måde forstod han at sætte sig i dyrets sted.

   Efter hjemkomsten til San Francisco skrev London to store hundehistorier, som er blevet læst lige siden, både af voksne og børn.*

ROMANERNE er som spejlbilleder af hinanden. Når naturen kalder (1903) handler om Buk, der vokser op som tam familiehund. Han er slædehund under guldfeberen og opdager den vilde side af sig selv. Buk lærer at sætte sig i respekt. Han lærer at kende forskel på gode og dårlige mennesker. Til slut forsvinder han i skoven, men kommer frem én gang om året for at mindes de gode mennesker, som han hjalp.

   I Ulvehunden (1906) er forholdet vendt. Hvidtand vokser op med sin mor i naturen. Han bliver arbejdshund hos indianeren Grå Bæver, som må sælge ham til den nedrige »Beauty« Smith – der hverken er smuk af sind eller krop. Med brutale stokkeslag bliver han afrettet som kamphund. Smith tjener mange penge på Hvidtand. Da den nye filmatisering begynder, ligger Hvidtand såret og ser op på stjernerne, som han kan huske fra tiden med sin mor.

   Også Hvidtand lærer at sætte sig i respekt, mens han er slædehund for Grå Bæver. Han lærer at kende forskel på gode og dårlige mennesker, da han bliver pryglet af Beauty Smith. Men han får en kærlig herre og en god familie, da sheriffen Weedon Scott tager ham med hjem. Ulvehunden bliver tam og hjælper til. Han redder endda sin familie til slut.

DER er mange film- og tv-udgaver af Ulvehunden. Nogle er frie, nogle er fortsættelser, nogle følger slet ikke romanen. Den nye animationsfilm er fransk, og hvis den ikke er fuldkommen trofast, er den i hvert fald lavet i Jack Londons ånd.

   Filmen bruger også Hvidtands historie til at fortælle om forholdet mellem hvide og indfødte amerikanere omkring år 1900. På den måde måde ligner den Dreamworks-filmen Spirit (2002), der lod en kavalleriofficers tæmmede vildhingst fortælle. Hvidtand har dog ingen stemme. Du må selv finde ud af, hvorfor han reagerer, som han gør.

   Grå Bæver er blevet mere ædel, og i Londons fortælling var Weedon Scott ikke sheriff, men en adelsmand, der talte som forfatteren. Slutningen er ændret, så du faktisk får både Når naturen kalder og Ulvehunden fortalt på én gang.

ALLIGEVEL er det en smuk film, som fortæller historien klart og loyalt. Det er i bøgerne et højdepunkt, når Buk eller Hvidtand må kæmpe mod andre hunde. Det er ubærligt, når de bliver slået. Det er så godt, når de får et hjem, de fortjener. Vist er der tilføjet mennesketræk, men Hvidtand er en rigtig hund. Den er ikke – i hvert fald ikke kun – en filosofi i forklædning.

   Landet med nordlys er smukt animeret. Filmen får et ekstra løft af musikken, som Bruno Coulais har komponeret. Til slut synger Will Oldham »You Will Find a Home«, så du kan mærke vinden i hjertet.

   Det er helt klart en film for hundefamilier. Men alle som holder af levende dyr – modsat nuttet legetøj og litterære konstruktioner – vil elske at høre legenden om Hvidtand.

Fysiske fabler i temaet Naturhistorier: Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn/Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; John Curran/Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée/Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen]; Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016) [Survival Cinema]; Joe Penna: Arctic (2018) [Survival Cinema]; Joe Carnahan: The Grey (2012) [Survival Cinema]. 

*) Min far, Harald Jensen (1920-1965), gav mig disse bøger i 1964. Jeg skylder ham evig og inderlig tak.

Ulvehunden (White Fang – Croc-Blanc). Instr.: Alexandre Espigares. Manus: Philippe Lioret, Serge Frydman, Dominique Monfery. 85 min. Frankrig-USA 2018. Danske stemmer. Frarådes børn under 7 år. Dansk premiere: 20.12.2018

Jack London: Ulvehunden. Oversat efter White Fang (1906) af Aslaug Mikkelsen (rev. Kinne Hermann og Niki Robson. Med et forord af Hans Hertel. I serien Kaptajn Nemos Bibliotek. 250 s. København: Høst & Søn, 2001.

Fotos: SuperProd/ Sweet Chili Entertainment/ CineMaterial/ Wikimedia Commons/ Martins forlag/ Høst & Søn/ Imperiet (Harvey Macaulay

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime og Viaplay

Teksten bragt i Weekendavisen Faktisk 21.12.2018

Charles Dickens | Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009)

GUD VELSIGNE OS, ALLE SAMMEN!
En juleklassiker i animeret udgave

Af BO GREEN JENSEN

DER er ingen ende på de bedste af de store eventyr. Charles Dickens' potente politiske myte om gnieren Scrooge, som genfinder sit indre menneske og udvikler en social samvittighed efter julenats bestemmende møde med tre genfærd, har været gradbøjet utallige gange i snart sagt alle medier, siden teksten blev trykt første gang den 19. december 1843.
   I monografien The Lives and Times of Ebenezer Scrooge (1990) opregner Dickens-eksperten Paul Davis henved 300 bemærkelsesværdige genfortællinger og variationer, fra den første teaterudgave i 1844 til Richard Donners moderniserede version i komedien Scrooged (1988), hvor Bill Murray er misantropen, som undergår den frodige forvandling.*
   

ROBERT Zemeckis' animationsfilm hedder egentlig Disney's A Christmas Carol, men det er ikke første gang, at Disney har fat i Et juleventyr. Burny Mattinsons 26 minutter lange tegnefilmsudgave af Mickey's Christmas Carol (1983) er en af de sødere familieversioner og kan siges at være stedet, hvor Disney betaler gælden tilbage. Her ses Mickey Mouse som kontoristen Bob Cratchit, mens gnieren spilles af Scrooge McDuck, alias Onkel Joakim, som Carl Barks fik ideen til fra Charles Dickens. 
   

ZEMECKIS er manden, som instruerede Back to the Future-trilogien (1985-90) og skabte en af det forrige århundredes store amerikanske succeser med Tom Hanks i rollen som Forrest Gump (1990). Siden Castaway (2000), en moderne robinsonade med samme Hanks, har Zemeckis ikke lavet konventionelle spillefilm.
   Han har i stedet været blandt foregangsmændene  i 3D-formatet og beskæftiget sig med den særlige ende af animationsgenren, der arbejder med motion capture. Formen kræver tilvænning og fordrer en særlig slags historie. Det fungerede smukt i julefilmen om The Polar Express (2004, da. Polar-Ekspressen), baseret på Chris van Allsburgs bog. Det virkede stik imod hensigten i Zemeckis' fortolkning af det angelsaksiske heltekvad om Beowulf (2007), som bl.a. Anthony Hopkins og Angela Jolie lagde fysiognomi til.**

MAN venter sig ikke ret meget før den 3D-versionen med Jim Carrey som julens tre genfærd og Scrooge i alle aldre. Måske er det derfor, at filmen virker så stærkt. Gary Oldman ses både som Bob Cratchit og spøgelset Marley, mens Bob Hoskins er den joviale Fezziwig. Mange andre stjerner er bøjet og strakt i bevægelsesfangeren, før computerfarveladen blev lagt på. Zemeckis holder sig tæt til Dickens' originale tekst og lader noget af den oprindelige indignation komme fuldt til sin ret, bl.a i nevøens humanistiske forsvar for julen, der får den hårdkogte gnier til tørt at bemærke, at Fred (Colin Firth) burde gå ind i politik.

JULENS tre genfærd er visualiseret med det ene ben i fantasien og det andet i John Leechs originale illistrationer. Fortidens spøgelse – »the Ghost of Christmas Past« - er en blafrende, håbefuld flamme, som Scrooge forsøger at slukke, da han har genoplevet sin barndoms og ungdoms skuffelser, især tabet af kærlighed, som indtræffer, da Belle (Robin Wright) hæver forlovelsen på grund af Ebenezers følelseskulde.

FREMTIDENS spøgelse - »the Ghost of Christmas Yet to Come« – er som altid den skygge, der kastes af Manden med Leen, da han henter både Tiny Tim og Ebenezer selv. Sætstykket er dog Nutidens spøgelse – »the Ghost of Christmas Present« – som er lige dele frugtbarhedsgud og Father Christmas i grønt. Under kappen skjuler kæmpen børnene Uvidendenhed og Armod – »Ignorance and Want« – som spytter alle de liberalistiske floskler tilbage i hans ansigt, mens de vokser op i fast-motion. Faktisk er filmens sociale udsyn forbløffende. A Christmas Carol er jo også en familiefilm, der vil tækkes alle i salen.

ET par sentimentale highlights forsvinder, fordi Zemeckis følger Dickens loyalt. Scrooge kommer således ikke personligt med fryden og frelsen til Cratchits forarmede husholdning, men følelsen af solens klare styrke julemorgen og Ebenezers nye fred med sig selv er overvældende frisk og autentisk - som ved et første møde med historien, der aldrig har mistet et gran af sin styrke ved at blive brugt så ofte. Tværtimod føjes et nyt kapitel til den stadig ikke færdigskrevne kulturtekst (udtrykket er Paul Davis'), som Et juleeventyr udgør.

DER findes dybere filmatiseringer med mere hjertelighed i den centrale forvandling. Især Albert Finney (1970) og George C. Scott (1984) har spillet Scrooge med stor troværdighed. Men Carrey fanger den forkrøblede gnier bedre, end nogen har gjort siden Alastair Sim (1951), og fortællingen får lov at have en mørk og mærkelig side, som aldrig bliver helt sukret til. For at blive rigtig rørt af Dickens, skal man finde sin indre Scrooge, og det er som regel lykkedes fint, når kalenderen når til midt i december.
   »And it was always said of him, that he knew how to keep Christmas well, if any man alive possessed the knowledge. May that be truly said of us, and all of us! And so, as Tiny Tim observed, God bless Us, Every One!«

*) Paul Davis: The Life & Times of Ebenezer Scrooge. 284 s. New Haven and London: Yale University Press, 1990. Et sjældent vellykket eksempel på genren »biografi om en bog«, der skildrer tekstens tilblivelse og følger den gennem 150 års kulturhistorie. Sjette kapitel, »The Greening of Scrooge« , gennemgår figurens udvikling fra ideologisk til arketypisk myte og behandler skikkelsens rejse på film.

** Zemeckis vendte tilbage til realfilmen i Flight (2012; Denzel Washington som pilot med et alkoholproblem), The Walk (2015; dokudrama med Joseph Gordon-Levitt som Philippe Petit, der gik på line mellem Twin Towers i 1974, da World Trade Center stadig stod) og Allied (2016; spionage- og ægteskabsdrama med Brad Pitt og Marion Cotillard), men i Welcome to Marwen (2018) foregår de vigtigste scener i den traumatiserede Mark Hogancamps (Steve Carrell) bizarre fetichverden, som befolkes af Action Man og Barbie-dukker. Over tid vil Zemeckis især blive husket for Contact (1997), som er blandt de bedste scifi-film i »første møde«-genren.

A Christmas Carol. Instr. & manus: Robert Zemeckis. Foto: Robert Presley. 96 min. USA 2009. Dansk premiere: 06.11.09

Fotos: Walt Disney Studios Motion Pictures/ Yale University Press/ John Leech (original Christmas Carol illustrations)/ Numista (Dickens Memorial Coin)

Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies 

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 07.11.09