Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]

EN KAMP PÅ LIV OG DØD

Jack Londons klassiske hundehistorier

Af BO GREEN JENSEN

DER er tusindvis af historier om hunde. I nogle kan dyrene tænke og tale, og de er meget som mennesker, når de gør det. I andre bliver dyrene set udefra og opfører sig som i virkeligheden.

   Forfatteren Jack London (1876-1916) var kun 21 år, da han kom til Canada for at grave efter guld. Det var i 1897, og han var ikke alene. På tre år kom 100.000 lykkejægere til Klondike for at blive rige i en fart. Det er det samme guldfund, som kalder i Carl Barks’ historier om, hvordan Joakim von And blev rig, og i stumfilmen Guldfeber (1925) med Charlie Chaplin.

   Jack London fandt ikke guld. Derimod fik han skørbug og forfrysninger og lærte nyttige ting om livet i vildmarken. London blev kun 40 år, men han nåede at opleve meget. Allerede før han kom til Klondike, havde han været i Asien og på Stillehavsøerne som sømand.

   London elskede hunde. I Canada blev han ven med flere slædehunde. Han lærte, hvordan det ikke kunne nytte at gøre arbejdshunde til kæledyr. Og på sin særlige måde forstod han at sætte sig i dyrets sted.

   Efter hjemkomsten til San Francisco skrev London to store hundehistorier, som er blevet læst lige siden, både af voksne og børn.*

ROMANERNE er som spejlbilleder af hinanden. Når naturen kalder (1903) handler om Buk, der vokser op som tam familiehund. Han er slædehund under guldfeberen og opdager den vilde side af sig selv. Buk lærer at sætte sig i respekt. Han lærer at kende forskel på gode og dårlige mennesker. Til slut forsvinder han i skoven, men kommer frem én gang om året for at mindes de gode mennesker, som han hjalp.

   I Ulvehunden (1906) er forholdet vendt. Hvidtand vokser op med sin mor i naturen. Han bliver arbejdshund hos indianeren Grå Bæver, som må sælge ham til den nedrige »Beauty« Smith – der hverken er smuk af sind eller krop. Med brutale stokkeslag bliver han afrettet som kamphund. Smith tjener mange penge på Hvidtand. Da den nye filmatisering begynder, ligger Hvidtand såret og ser op på stjernerne, som han kan huske fra tiden med sin mor.

   Også Hvidtand lærer at sætte sig i respekt, mens han er slædehund for Grå Bæver. Han lærer at kende forskel på gode og dårlige mennesker, da han bliver pryglet af Beauty Smith. Men han får en kærlig herre og en god familie, da sheriffen Weedon Scott tager ham med hjem. Ulvehunden bliver tam og hjælper til. Han redder endda sin familie til slut.

DER er mange film- og tv-udgaver af Ulvehunden. Nogle er frie, nogle er fortsættelser, nogle følger slet ikke romanen. Den nye animationsfilm er fransk, og hvis den ikke er fuldkommen trofast, er den i hvert fald lavet i Jack Londons ånd.

   Filmen bruger også Hvidtands historie til at fortælle om forholdet mellem hvide og indfødte amerikanere omkring år 1900. På den måde måde ligner den Dreamworks-filmen Spirit (2002), der lod en kavalleriofficers tæmmede vildhingst fortælle. Hvidtand har dog ingen stemme. Du må selv finde ud af, hvorfor han reagerer, som han gør.

   Grå Bæver er blevet mere ædel, og i Londons fortælling var Weedon Scott ikke sheriff, men en adelsmand, der talte som forfatteren. Slutningen er ændret, så du faktisk får både Når naturen kalder og Ulvehunden fortalt på én gang.

ALLIGEVEL er det en smuk film, som fortæller historien klart og loyalt. Det er i bøgerne et højdepunkt, når Buk eller Hvidtand må kæmpe mod andre hunde. Det er ubærligt, når de bliver slået. Det er så godt, når de får et hjem, de fortjener. Vist er der tilføjet mennesketræk, men Hvidtand er en rigtig hund. Den er ikke – i hvert fald ikke kun – en filosofi i forklædning.

   Landet med nordlys er smukt animeret. Filmen får et ekstra løft af musikken, som Bruno Coulais har komponeret. Til slut synger Will Oldham »You Will Find a Home«, så du kan mærke vinden i hjertet.

   Det er helt klart en film for hundefamilier. Men alle som holder af levende dyr – modsat nuttet legetøj og litterære konstruktioner – vil elske at høre legenden om Hvidtand.

Fysiske fabler i temaet Naturhistorier: Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn/Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; John Curran/Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée/Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen]; Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016) [Survival Cinema]; Joe Penna: Arctic (2018) [Survival Cinema]; Joe Carnahan: The Grey (2012) [Survival Cinema]. 

*) Min far, Harald Jensen (1920-1965), gav mig disse bøger i 1964. Jeg skylder ham evig og inderlig tak.

Ulvehunden (White Fang – Croc-Blanc). Instr.: Alexandre Espigares. Manus: Philippe Lioret, Serge Frydman, Dominique Monfery. 85 min. Frankrig-USA 2018. Danske stemmer. Frarådes børn under 7 år. Dansk premiere: 20.12.2018

Jack London: Ulvehunden. Oversat efter White Fang (1906) af Aslaug Mikkelsen (rev. Kinne Hermann og Niki Robson. Med et forord af Hans Hertel. I serien Kaptajn Nemos Bibliotek. 250 s. København: Høst & Søn, 2001.

Fotos: SuperProd/ Sweet Chili Entertainment/ CineMaterial/ Wikimedia Commons/ Martins forlag/ Høst & Søn/ Imperiet (Harvey Macaulay

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime og Viaplay

Teksten bragt i Weekendavisen Faktisk 21.12.2018

Joe Penna: Arctic (2018) [Survival Cinema]

EN ROBINSON I SNEEN

Mads Mikkelsen som stoisk overlever

Af BO GREEN JENSEN

EN pilot er strandet i den arktiske ismark. Han bruger sit knækkede fly som et helle og har indrettet sig i en nøjagtig rutine. Han jager, sætter fælder og håber at fange en fisk. Han fantaserer om mad og om at blive fundet. Der er kun de basale behov. Han bygger et nødsignal, et SOS som kan læses fra luften, hvis der en dag skulle komme et fly.

   Arctic er en robinsonade, som holder sig strengt og stoisk til sagen: overleverens minimalistiske livsform. Der er ingen forsøg på at blødgøre emnet med de excentriske ornamenter, som Robert Zemeckis brugte i Cast Away (2000), hvor Tom Hanks bevarede fornuften ved at tale til en volley ball, som han kaldte Wilson. Ej heller efterdødsfantasier af typen, som James Franco havde i Danny Boyles 127 Hours (2010).

   Da piloten forlader sit fly, bliver hans rejse en kædereaktion af fra asken til ilden-oplevelser, der kan minde om en slow motion-udgave af Leonardo DiCaprios bane i The Revenant (2015). Allermest ligner manden måske de strandede astronauter i Moon (2009) og The Martian (2015).

   

DA hjælpen når frem, bliver problemet fordoblet. Helikopteren kredser forgæves og styrter. Det lykkes manden at redde en kvinde, som han samvittighedsfuldt tager sig af. Hun er bevidstløs det meste af tiden, men opgaven giver ham formål og fokus. Robinson finder sin Fredag sådan.

   Mads Mikkelsen er alene på lærredet i størstedelen af tiden. Han leverer en udsat figur, der fungerer både fysisk og mentalt. Sammenbidt og dog til at læse. Hver handling er beskrevet så grundigt, at vi forstår, hvor stor triumfen er, når det lykkes at spise varm fisk eller gå et ekstra stykke vej.

   Der er et møde med en isbjørn. Der er et vendepunkt, hvor manden sætter usikkert håb over statisk rutine. Men brasilianske Joe Penna har instrueret, så rejsen aldrig bliver åbenlyst metaforisk. Der er kun det konkrete nu. Det er mere interessant end at se de iscenesatte overlevere i reality-serier som Alene i vildmarken.

DET er en film med sin egen økonomi og logik. Man lever sig ind og bliver inspireret. Det er i høj grad Mikkelsens fortjeneste. I udenlandske roller bliver han somme tider svigtet af sproget. Det er der ingen risiko for i Arctic. Der er kun manden, som bakser på isen.

   Man kunne vise Arctic sammen med Jaume Collet-Seras The Shallows (2016). Her er Blake Lively alene på en klippe i vandet. Hun forsvarer sig mod en hvid kæmpehaj, som bliver ved med at komme. Heller ikke her er der symboler. Eller også er alting symboler. Kvinden vil satse og svømme mod land. De to film er fuldendte spejlbilleder.

Fysiske fabler i temaet Naturhistorier: Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn/Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; John Curran/Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée/Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen]; Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016).

Arctic. Instr.: Joe Penna. Manus: Ryan Morrison og Joe Penna. Foto: Tómas Örn Tómasson. 97 min. Island 2018. Dansk premiere: 31.01.2019.

Fotos: Armory Films/ Pegasus Pictures/ UIP DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Paramount, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Teksten bragt i Weekendavisen Kultur 01.02.2019 

Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016) [Survival Cinema]

DYRET, HAVET OG KVINDEN

Naturen går til modangreb

Af BO GREEN JENSEN

FIRE eller fem slags film stimler sammen i The Shallows. Der er fablen om en vred, hvid haj, der vil hævne sig på mennesket. Der er en effektiv spænding i ånden fra Jaws (1975) og bikiniklædt voyeurisme i Baywatch-traditionen. Der er myten om en uberørt strand, hvor Paradis viser tænder, og der er en overlevelseshistorie, hvor mennesket tager kampen op mod naturen.

   Det er tæt på at være en ren genrefest. Fra Liam Neeson i The Grey (2011) til Leonardo DiCaprio i The Revenant (2015), fra James Franco i 127 Hours (2010) til Robert Redford i All Is Lost (2013), er seje mænd gået survivalist-vejen. Her er prepperen en kvinde, som ikke vil lade sig kue. Der er også lidt Life of Pi i historien. Blake Lively er så godt som alene på lærredet i 87 minutter. Der er hende og hajen og stranden i Tijuana, som ser fantastisk ud i fugleperspektiv.

NANCY er kommet til Mexico for at surfe ved stranden, hvor hendes mor var gravid og lykkelig i 1991. Nu er moderen død, og Nancy har så travlt med at vise chaufføren fotos på sin iPhone, at hun knap har øjne for virkeligheden. Ved stranden møder hun to surfere, som filmer hinanden med et vandtæt Hero 4-kamera. Nancy hilser høfligt, men glæder sig til, at de går.

   Det skal siges, at der allerførst er en dreng, som finder et kamera. Han ser lidt af filmen og gør store øjne, før han løber hjem for at hente sin far. Det hele kunne altså være found footage. Publikum håber det bedste og frygter det værste. Sikkert er i hvert fald, at The Shallows forstår at skabe engagement og kontakt. Salen er på meget hurtigt og bliver i stemningen, til det er slut.

ALT er blåt, hvidt, grønt og helt stille. Kun en måge med dårlig vinge gør Nancy selskab. Hun kalder den Steven Seagull for sjov. Da er surferne kørt, og hun har haft sit første møde med dræberhajen, som kredser på det lave vand.

   Først bider hajen Nancy i låret. Det kan hun heldigvis reparere med sine smykker og belejlig rutine fra lægestudiet, som hun ellers forladt, fordi det ikke hjalp hendes mor. Så cirkler hajen ubønhørligt om klippen, hvor Nancy venter sammen med mågen.

   Når tidevandet kommer, bliver klippen oversvømmet. Nancy vil derfor over til bøjen, hvor der muligvis er en nødraket. Hun kan hele tiden se stranden. Der er kun 200 meter ind, men det kunne lige så godt være ti kilometer. Alle forsøg på at flytte sig mislykkes. Nancy filmer sig selv, mens hun siger farvel. Og lukker øjnene længe ad gangen.

FILMEN er næsten lige så glat som hajen, der snapper og snor sig. Som dyret trækker på et instinkt, der er udviklet over millioner af år, kan The Shallows bruge tricks og teknikker, der ligger dybt i den fysiske films DNA. Det er kvinden mod hajen med publikum på i en situation, der er spændt som Robin Hoods bue. Det er slet ikke dybt, men det suger i maven, meget som rutschebanen i Tivoli.

   Spanieren Jaume Colet-Serra har instrueret og orkestreret, men fotografen Flavio Labiano kan tage en stor del af æren. The Shallows er elegant skruet sammen. De digitale klip veksler med majestætiske overflyvningsbilleder.

   Blake Lively er sammenbidt og fokuseret. Er der ét gram fedt på konstruktionen, skulle det være den redundante familiehistorie. Det er både en post-human fabel og en gennemført brug-og-smid-væk film. Det var Dødens gab også for 40 år siden, og alligevel bliver den streamet endnu.

Fysiske fabler i temaet Naturhistorier: Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn/Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; John Curran/Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée/Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen]

The Shallows. Instr.: Jaume Collet-Serra. Manus: Anthony Jaswinski. Foto: Flavio Labiano. 87 min. USA 2016. Dansk premiere: 18.08.2016.

Fotos: Sony Pictures/ UIP DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.08.2016

Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen]

DEN BEGRAVEDE MAND

En ode til ukueligheden

Af BO GREEN JENSEN

INDISK slum, en skotsk wc-kumme, stranden i Thailand. Inficerede zombier og protuberanser på solen. Danny Boyle (f. 1956) kan få levende film ud af alt. Fra en lokal begyndelse i Shallow Grave (1994) og Trainspotting (1996) til de geografiske erobringer i The Beach (2000), Sunshine (2007) og Slumdog Millionaire (2008) har filmskaberen demonstreret sin evne til at fortælle energiske historier, som bliver store i små situationer.

   Efterhånden tegner sig også et gennemgående tema i auteurens mangefarvede oeuvre. Skønt filmene flakker i udtryk og zapper mellem genrer, fra narkotisk realisme til zombiehorror og visionær sci-fi, er de befolket med fastlåste karakterer, der kæmper sig fri mod dårlige odds. Fikseringen kan være fysisk, social eller psykisk, men uanset hvad gør de oprør. Skønt tematikken for det meste er mørk, opleves Boyle som en optimistisk filmskaber, der gang på gang priser ukueligheden.

MOTIVET sættes på spidsen i 127 Hours, der i referat må lyde svær og umulig. Filmen baserer sig, som så mange historier i tiden, på »virkelige hændelser«. I 2003 blev bjergbestigeren Aron Ralston (f. 1975) fanget under en kampesten i Blue John Canyon i Utah. I fem døgn ventede han forgæves på assistance. Endelig fandt den forkomne mand en måde at gøre sig fri på. Han tog hjem og skrev Between a Rock and a Hard Place (2004), som ligger til grund for Boyles film. Ralston dyrker stadig sin sport, men husker altid at lægge besked om, hvor han er.*

DÉT er problemet i 127 Hours. For Ralston ligger attraktionen i dét at være alene med elementerne, fri af professionel kævl og personlige forhold. Og fordi han vil opleve grænseløsheden, ender han med at blive levende begravet. Tidens smag for klaustrofobi og ekstremsport finder sit indbegreb hér. For filmskaberen ligger udfordringen naturligvis i at gøre det levende. Fem døgn i et hul i jorden. Hvordan visualiserer man frygten, panikken og monotien, uden at kede sit publikum ihjel?

LAD det straks være sagt, at det lykkes. Filmen er fantastisk intens – endda i næsten udmattende grad. Man føler med Ralston og deler hver af hans sindsstemninger, der glider mod hallucineren, efterhånden som væskemanglen tager til. Han koger om dagen og fryser om natten, filmer sig selv, skriver på væggen, overvejer sin situation.

   Galgenhumoren sætter igennem, da Ralston fantaserer om sodavandsreklamer og interviewer sig selv til morgen-tv. Han ser sin familie i drømme og undslipper flere gange livagtigt. Før faldet møder han to piger, som han svømmer med i en sø under klippen. Da han senere scanner tilbage i optagelsen, for at dvæle ved den enes krop, er det ikke kun lyst til kvinden, han føler. Det er begær efter alt, som er fremtid og liv.

JAMES Franco er formidabel i den ensomme rolle som Ralston. Anthony Dod Mantle får hver farve frem i Moab-ørkenen, og situationen er anskuet så varieret, at man aldrig når at blive træt. 127 Hours er en robinsonade i ånden fra Robert Zemeckis Cast Away (2000), Werner Herzogs Grizzly Man (2005) og Sean Penns Into the Wild (2007), men den har en glæde ved vildskaben i sig, som de nævnte film ikke deler.

   Det er fristende at røbe, hvordan den begravede mand slipper fri, men der skal være en lille belønning for den, som kan undgå at vide for meget på forhånd.

Fysiske fabler i temaet Naturhistorier: Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn/Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; John Curran/Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée/Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen].

*) Aron Ralston: Between a Rock and a Hard Place (2005) er udkommet på forlaget Simon and Schuster. Titlen gør brug af en fast talemåde (som også Rolling Stones har fået en fin sang ud af – »Rock and a Hard Place« på albummet Steel Wheels (1989). Det svarer på dansk til at være fanget som en lus mellem to negle og/eller at skulle vælge mellem ét af to onder, pest eller kolera, Skylla eller Charybdis. Sprogfarven er bevaret i Michael Krefelds oversættelse af Et umuligt valg (Aschehoug, 2005). Lindhardt og Ringhof udgav filmudgaven i 2011, nu med James Franco på omslaget og titlen 127 Hours - Et umuligt valg.

127 Hours. Instr.: Danny Boyle. Manus: Danny Boyle og Simon Beaufoy. Foto: Anthony Dod Mantle. 86 min. USA-Storbritannien 2010. Dansk premiere: 03.02.2011.

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Disney+, Google Play, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.02.2011

Jean-Marc Vallée/Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen]

ALENE I VILDNISSET

En vandrende kvinde finder sig selv

Af BO GREEN JENSEN

PACIFIC Crest Trail er navnet på den vilde vej, som strækker sig fra Mexico til Canada, op gennem staterne Californien, Oregon og Washington. Ruten følger bjergkæderne Sierra Nevada og Cascade. Den korte version, som standser ved Washingtons sydlige grænse, er på 1.800 kilometer. Den fulde vej, som fører fra Campo i Californien til Manning Park i British Columbia, er på 4.286 km.

   Cheryl Strayed gik sin PCT på 100 dage i 1995. Det var, før det for alvor blev trendy at vandre til Santiago de Compostella og andre ekstreme lokaliteter. Hun gik for at være alene, men endte med at sætte pris på vejens fællesskab. 17 år senere skrev hun en bog om sit desperate erkendelsestogt. Wild: From Lost to Found on the Pacific Crest Trail er siden blevet en ny amerikansk nøgletekst.

STRAYED – som har fortabelsen skrevet helt ind i navnet – tog afsted, fordi hun havde nået et nulpunkt i tilværelsen. Da hendes mor døde – af cancer og kun 45 år gammel – gik noget i stykker. Cheryl faldt ud af sine studier, blev heroinmisbruger, havde sex med mange forskellige mænd og blev endelig skilt fra sin egen. Cheryl var 26, da hun gik turen. Den blev vendepunktet, som førte hende hjem.

   Det lyder sikkert meget selvudviklingsagtigt. Tusindvis af mennesker har fundet sig selv på en ø, i et kloster eller ude på vejen, og de fleste hard luck stories ligner hinanden. Men netop præget af noget banalt gør det muligt at fortælle historien i telegrafisk form. Det giver filmudgaven en sjælden frihed og lethed.

REESE Witherspoon, som selv har produceret Wild, er på lærredet i samtlige scener. Hun tænker tilbage, har indre dialoger med sig selv og nynner signifikante sangstumper. Imens når hun længere nordpå, begynder igen at kunne mærke sin krop og bliver en rutineret hiker. Det er sådan set hele filmens struktur.

   Der er dog aldrig tale om forkromede flashbacks, udførlige enetaler eller lyriske musikvideoer. Minderne kommer som indstik, citaterne bruger blot enkelte linier. »Come on, Bruce, walk with me,« mumler Strayed, mens »Tougher Than the Rest« bygger op. Man når aldrig til at høre Springsteens stemme sætte i.

   Kronologien er vilkårlig som erindringen selv, når den arbejder. Man får hurtigt en fortrolighed med Cheryl på turen, og man begynder efterhånden at kunne orientere sig i historien om hendes liv. Her gør tabet af moderen (Laura Dern), en ukueligt kærlig positivist i en gennemført tarvelig verden, den afgørende forskel.

CANADIEREN Jean-Marc Vallee (Dallas Buyers Club) har instrueret, og englænderen Nick Hornby (som altid har forstået at formidle et erindringsstof kreativt) har skrevet et tæt manuskript, som får meget med. Også konturerne af et tidsbillede bliver det til. Da Cheryl når til Ashland, Oregon, er Jerry Garcia fra The Grateful Dead netop død, 53 år gammel, og byen er fuld af hengivent sørgende deadheads.

   Strayeds bog nedstammer fra amerikanske klassikere som Ralph Waldo Emersons Self-Reliance (1841) og Henry David Thoreaus Walden – Livet i skovene (1854). Det handler om verdslig fordybelse, og man ser ind i sig selv for at blive klogere på verden. Filmen ligner Into the Wild, Grizzly Man, Tracks og andre moderne vildmarksmyter. Der må være en vis ydre spænding, og den finder filmen effektivt ind til.

DER er en overvægt af feministiske citater – mænd kan vel også have ondt og få desperat vandrelyst – men Witherspoons usentimentale fremstilling af Strayed giver filmen et så bæredygtigt fokus, at virkningen nærmest bliver kønsneutral. En mørk og lavpraktisk humor kompenserer for den traumatiske baggrund.

   Under slutteksterne kører fotos af den unge Strayed ude på ruten. Hun bor i dag i Portland, Oregon, hvor de fleste scener er optaget. Grateful Deads »Ripple» passer perfekt til den bittersøde realisme. Wild er blevet en lysende film om at fare vild og finde sig selv. Til og med er den fuld af amazing grace, forbløffende nåde og ynde.

Se også: Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn/Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; John Curran/Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]

Wild. Instr.: Jean-Marc Vallée. Manus: Nick Hornby. Foto: Yves Bélanger. 115 min. USA 2014. Dansk premiere: 12.03.2015.

Cheryl Strayed: Wild: From Lost to Found on the Pacific Crest Trail. 336 s. New York: Alfred A. Knopf, 2012.

Cheryl Strayed: Wild - en fortælling om at fare vild og finde sig selv igen. Oversat af Ellen Boen. 356 s. København: C & K Forlag, 2012

Fotos: Bob Industries/ Pacific Standard/ Fox Searchlight Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Teksten bragt i Weekendavisen Kultur 13.03.2015

Sean Penn/Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]

DEN ABSOLUTTE FORDRING

Portræt af den kompromisløse pilgrim

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN er både sand og utrolig. Christopher McCandless (1968-1998) var 22 år, da han i 1990 realiserede et ønske, som mange unge mennesker deler, skønt de tøver med at udleve drømmen. Han brød med forældrene, gav sine studiepenge til Oxfam, ændrede navn til Alex Supertramp og tog på valsen, opsat på at ende i Alaska, hvor det endnu var muligt at prøve kræfter med vildnisset. Han ville måle sig selv i en ensomhedstilstand, som var ren, kompromisløs og eksistentiel.

   McCandless mødte mange mennesker på sin vandring og gjorde indtryk på de fleste med sit umulige projekt og sin forklarede attitude. I april 1992 nåede han endelig Fairbanks, Alaska, og gik alene ind i vildmarken nord for Mount McKinley. Han krydsede Teklanika-floden, mens der endnu var is på, og indrettede sig i en skolebus, som på »magisk« vis var efterladt i den ufremkommelige tajga.

   Her ville pilgrimmen leve af landet, af vildt som han nedlagde og spiselige vækster. Han var som altid bevæbnet med værker af Tolstoj, Jack London, Pasternak og Thoreau. Sine tanker skrev han ned i en dagbog, han kaldte for Beautiful Blueberries. Fire måneder senere blev hans lig fundet af nogle elgjægere. McCandless døde af sult i august. Han overlevede 112 dage i vildmarken og kunne være vendt tilbage, hvis enkelte forhold havde været anderledes.

FUNDET af liget skabte store overskrifter. Blandt skribenterne var rejsebogsforfatteren Jon Krakauer, som på bestilling afleverede en lang feature om McCandless. Den stod i Outside Magazine i 1993. Krakauer kunne dog ikke slippe historien og brugte siden to år på at rejse i McCandless’ fodspor. Han talte med den unge mands familie og granskede hans dagbog. Endelig skrev han Into the Wild (1995), som belyser både den praktiske og den metafysiske side af McCandless’ projekt. Omslaget viser den strandede bus.

   Dét billede talte klart til Sean Penn, da skuespilleren, som også er en habil instruktør, tilfældigt samlede bogen op i en lufthavn. Som Krakauer blev han betaget af manden, der ville udfordre både tiden og verden med sin absolutte fordring om renhed. Ti år senere lykkedes det Penn at skabe en kongenial filmudgave. Imens var bogen blevet en nyklassiker, som unge mennesker læser igen og igen. På dansk udkom Ind i vildmarken første gang i 1996.

MEGET er stadig til diskussion. Krakauers bog gav McCandless helgenstatus og gjorde den unge mand til en rollemodel. Af samme grund føler stedkendte skovfolk, at det er vigtigt at advare mod hans eksempel. McCandless døde først og fremmest, fordi han havde kasseret sit kort. Han opgav at krydse den skummende flod, men kunne have trukket sig over den få miles længere nede. Han døde 12 kilometer fra en fuldt bemandet jagtstation. For lokale alaskanere svarer det til at dø af sult i Kongelunden.

   Krakuer har svaret igen ved at justere oplysningerne i senere udgaver af Into the Wild. I første omgang mente han, at McCandless pådrog sig en forgiftning, da han spiste de forkerte bær. Han skød en elg, som kunne have holdt ham i live, men forstod ikke at konservere kødet korrekt. McCandless vejede 30 kilo, da han skrev sit sidste dagbogsnotat. Krakauer mener, at der var svampesporer i bærrene. Andre er uenige. Der er med andre ord gået tro i mysteriet.

SEAN Penn vælger meget fornuftigt at se bort fra al denne tvivl. For ham er idealismen, McCandless’ erklærede higen mod NATUR/RENHED, en uimodståelig faktor. Som Krakauer følger han pilgrimmens spor og genskaber rejsen på selve stederne. McCandless’ vandreår bliver derved en road movie, som forankres i en robinsonade. Det er tydeligt, at han identificerer sig stærkt med McCandless’ projekt. Supervagabonden fremstilles af Emile Hirsch. I 1980erne havde det været en oplagt rolle for instruktøren selv.

PENN gør adskilligt for at bryde monotonien og forudsigeligheden, som følger af, at man kender rejsens facit på forhånd. Han bruger scenerne fra Alaska som en narrativ akse og klipper herfra tilbage i kronologien. Vidtløftige overskrifter som »Fødsel«, »Barndom« og »The Getting of Wisdom« er indskudt, hvilket forstærker præget af en hagiografi. McCandless’ søster er opgraderet til en rolle som fortæller, og det er hende, der perspektiverer historien, ligesom hun gør rede for volden og fortielsen i forældrenes forhold.

   For Penn er det oplagt at sætte lighedstegn mellem forældrenes materialisme og Chris’ undsigelse af amerikansk konsumerisme. Han lader dog William Hurt og Marcia Gay Harden spille Walt og Billie McCandless, så ingen kan være i tvivl om, at de sørger. Herved demonstrerer filmen en indsigt, som den unge pilgrim aldrig selv lagde for dagen.

FLERE meningsfulde møder er strøet langs vejen til det sidste vildnis. Chris falder godt til som landarbejder hos Wayne Westerberg (Vince Vaughn) i South Dakota. Han slår følge med hippieparret Rainey og Jan Burres (Brian Dierker og Catherine Keener), der ser ham som en erstatning for Jans fortabte søn. På Colorado River har han et næsten surrealistisk møde med to danske naturbørn, som spilles af Thure Lindhardt og Signe Egholm Olsen. Scenen giver ekstra mening for danske tilskuere, som forstår den interne ad hoc-dialog.

   Ikke alle møderne er gyldne. Der er vagtmænd, som prygler den unge hobo, og på bunden af byerne i Californien har Chris ikke lyst til at kende folks navne, skønt han overvejer at blive for natten. I hippiekolonien Slab City, New Mexico, møder han en 16-årige pige, Tracy (Kristin Stewart), som forelsker sig helt urimeligt i ham. Chris afviser hendes tilnærmelser med samme salvelsesfuldhed som en vordende munk. Til gengæld synger parret sammen en bevægende udgave af John Prines »Angels From Montgomery«.

MEST definitiv er afskeden med den 83-årige Ron Franz (Hal Holbrook). Også enkemanden ser en søn i McCandless. Han vil tale ham fra at spilde sit liv, men ender med at velsigne projektet. Alle ved, at de siger farvel, når pilgrimmen siger på gensyn. Chris bliver i stigende grad som en helgen, en verdslig franciskanermunk, der insisterer på sin ret til at forsvinde. Drømmen om renhed er udtryk for en monumental narcissisme. Filmen undlader ikke at spørge, om man har ret til at volde så megen sorg. Den svarer vist nok, at det har man.

   Into the Wild er næsten lige så lang, som den virker, men scenerne hænger udmærket sammen, og der er brug for denne tid til fordybelse, hvis man som tilskuer skal lære at dele Chris’ naturfølelse. Denne er romantisk i sin higen og fuld af ærefrygt for det sublime. Penn er åbenlyst forelsket i McCandless, da han for sidste gang krydser floden i live. Filmen lader ham dø alene, men ikke uden værdighed.

DER er mange smukke billeder og lyriske passager, som aldrig får lov at blive banaliteter, skønt McCandless gør, hvad han kan med sine meningsfulde markeringer i Når naturen kalder, Doctor Zhivago og Walden. I alle de bedste sekvenser optræder pilgrimmen alene.

   Krakauer nævner et sidste citat, som Penn udelader. Det er en digtstump af Robinson Jeffers, som McCandless føjer til sin samling af Smukke blåbær:

Døden er en rasende solsort: Men at dø efter at have

Skabt noget mere på højde med århundreder 

End muskler og knogler, består mest i at lade svaghed prelle af. 

Bjerge er døde klipper, mennesker 

Beundrer eller hader deres format, deres uforskammede ro, 

Bjerge bli’r ikke blødgjorte eller bekymrede 

Og enkelte døde mænds tanker er af samme art.

I stedet slutter Penn sin film med at glide fra matheden i McCandless’ døde øjne til glimtet i hans blik på det sidste kendte foto, et selvportræt som sad i hans kamera, da man fandt ham. Alex Supertramp sidder i solen med ryggen mod bussen, bærer skovmandssjorte og smiler til tilskueren gennem sit skæg. Han ligner i påfaldende grad Emile Hirsch, og det er tydeligt, at han har et publikum i tankerne. Der er megen stolthed i blikket. Og også en rystende fred.

SOM filmskaber har Penn altid dyrket svære, traumatiske emner som sorgen over døde børn, hævnens manglende evne til at forløse og skyldfølelsen ved at leve videre. Det gælder fra The Indian Runner (1991) og The Crossing Guard (1995) til den næsten wagnerske patos i The Pledge (2001), en filmatisering af Friedrich Dürrenmatts Løftet. Kun The Last Face (2016), et sentimentalt melodrama om kærlighed, krig og nødhjælpsarbejde med Charlize Theron og Javier Bardem, har ramt helt ved siden af skiven og tiden. Penn laver sine særegne film af ren lyst og kan derfor trække på en indre nødvendighed, som er sjælden i Hollywoods arbejdskultur. Det er klart, at han ser et broderbillede i McCandless.

   Tematisk udgør Into the Wild en slags tvilling til Werner Herzogs dokumentarfilm Grizzly Man (2005). Bjørneelskeren Timothy Treadwell fandt lykken i Alaska og døde på samme håbløse måde, dræbt af de dyr, som han ville »beskytte«. Hvor Herzog lagde et ironisk filter mellem sin film og emnet for samme, går Penn linen ud med McCandless. Det bliver Into the Wild ikke ringere af.

DEN ikoniske bus blev stående i Denali National Park og var i årtier et vartegn for andre supervagabonder og pilgrimme. McCandless' forældre og søsteren Carine McCandless (som i 2014 skrev sin version af familiehistorien i The Wild Truth) satte en mindeplade på bussen. I 2020 blev den fjernet af myndighederne, da (for) mange hikers var kommet til skade – og to var omkommet – i forsøget på at krydse Toklat River. Bus 142 er udstillet på Museum of the North ved University of Alaska i Fairbanks, Alaska.

   Hjemmesiden Christopher McCandless har samlet alle oplysninger. 

Into the Wild (Ind i Vildmarken). Instr. og manus: Sean Penn. Foto: Eric Gautier. 149 min. USA 2007. Dansk premiere: 29.02.2008.

Jon Krakauer: Into the Wild. 224 s. New York: Villard Books, 1996.

Jon Krakauer: Ind i vildmarken. Oversat af Jesper Klint Kistorp. 232 s. Lindhardt og Ringhof, 1996.

Fotos: Paramount Vantage/ River Road Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Christopher McCandless
Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay
Teksten bragt i Weekendavisen Kultur 29.02.2008 - ajourført og revideret juli 2021