Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022]

TIDEN OG STEDET
En mageløs hjemstavnsskildring

Af BO GREEN JENSEN

FILMSKABEREN Paul Thomas Anderson voksede op i San Fernando Valley. Det er den del af Los Angeles, hvor de gamle Hollywood-studier har deres bagland. Det er et uhyre prosaisk sted, hvis man kommer der i virkeligheden. Lagerbygninger, p-pladser, villakvarterer. Der er absolut ingen benovet glamour. Alle arbejder i filmindustrien, og enkelte er stjerner. Langt de fleste passer blot en funktion.

   Anderson bruger hjemstavnen, når han ikke laver periodefilm med store ideer: There Will Be Blood (2007), The Master (2012), Phantom Thread (2017). Debuten Hard Eight (1996) var Las Vegas-baseret, og Inherent Vice (2014) var henlagt til Venice Beach, men det er San Fernando Valley, som foldes ud i Boogie Nights (1997), Magnolia (1999) og Punch-Drunk Love (2002).

LICORICE Pizza foregår i 1973. Anderson er født i 1970, så han bruger sine forældres historier. Det sker i en sublim skildring af New Hollywood-tiden. Hvor Boogie Nights og Magnolia havde dommedagsklokker i bunden, er Licorice Pizza en hyldest. Det er instruktørens lyseste værk.

   Gary Valentine er en fremmelig entreprenørtype på 15 år. Han begynder at kurtisere den ikke så selvsikre Alana Kane på 25. Hun arbejder for skolefotofirmaet Tiny Toes, der tager billeder til årbogen på Garys gymnasium. Han begynder straks at tale og holder egentlig aldrig op, før hun to timer senere siger, hvad han vil høre.

   I Garys verden kan alt lade sig gøre. Det er ikke en film om alder, køn og krænkelser. De ting er slet ikke på Andersons radar. Det er derimod tidsånden dengang og nu.

GARY arbejder ivrigt på en karriere. Han går til auditions og medvirker i Under One Roof (baseret på Lucille Ball-filmen Yours, Mine and Ours). Da vandsenge netop dét år bliver moderne, er Gary straks i gang med eget firma. Karakteren er inspireret af produceren Gary Goetzman, som åbenbart virkelig var sådan.

   Der er tre løst skitserede akter. Gary gør kur til Alana, som begynder at arbejde for ham. Forretningen støder på grund i oktober, da OPEC blokerer for oliesalget. I DK fik vi rationering i form af de bilfrie søndage, som siden omgærdes af megen nostalgi; i Californien var der bare hamstring, kaos og generel (blasert) panik.

   Imens prøver Richard Nixon at tale sig ud af Watergate-skandalen, og Gary studerer annoncen for Deep Throat, mens han og Alana drikker kaffe og drøfter dagsplanen. 1970erne var ikke gyldne og problemfri. Men de havde noget, vi ikke har mere.

ANDERSON skaber et panoramisk myldrebillede. Fiktive og faktiske karakterer er blandet. Bradley Cooper spiller fantasten Jon Peters, som var gift med Barbra Streisand i fem minutter. En distingveret Sean Penn er stjernen Jack Holden, baseret på William Holden, der meddeler sig i filmreplikker. Tom Waits gestalter piratinstruktøren, der har træk fra John Huston og Sam Peckinpah.

   Der kan når som helst være slagskygger. Pludselig bliver Gary brutalt arresteret og næsten sigtet i en mordsag. Vidnet ser på ham og siger, at det slet ikke er gerningsmanden. Så sidder Gary bare dér på bænken. Ingen forklarer eller siger undskyld. Under fernissen er det et junglesamfund.

   Alana bliver irriteret på Garys iværksætteretos. Hun vil gøre en forskel og arbejder for en homoseksuel byrådsmand. Scenerne fra kampagnekontoret kunne være en pastiche på Taxi Driver. Det er i sagens natur ikke dén film – som er fra 1976 – der spiller i biografen. Det er Live and Let Die med Roger Moore som agent 007 og titelsang af Paul McCartney.

   »Licorice Pizza« var slang for vinylplader og navnet på en kæde af musikbutikker – som Fona, Guf eller TP i Danmark. Jeg håber, at nogen laver en film om den gode tid hos TP en dag. Lydsporet er asfalteret med sange fra 1973 og ny orkestermusik af Jonny Greenwood.

DA den dødsmærkede Robert Altman skulle instruere sin sidste film, A Prairie Home Companion (2006), kunne produktionen kun blive forsikret, hvis en anden instruktør stod klar. Det blev Anderson, som så en mentor i Altman.

   Licorice Pizza er Oscar-nomineret, og Anderson er indstillet for instruktion og bedste manus. Han er unik i dagens filmmiljø og har sjældent været bedre. Det er den bedste Hollywood-skildring efter 2000.

   Gary spilles med umådelig karisma af Cooper Hoffman, som er søn af afdøde Philip Seymour Hoffman. Alana Kane bliver spillet af Alana Haim, som uden for filmen er en af de jødiske søstre i indiebandet Haim. Hendes familie bliver spillet af hendes familie. Det hele er skåret så tæt på livet.

   Som modeller er nævnt George Lucas' American Graffiti (1973, da. Sidste nat med kliken) og Amy Heckerlings Fast Times at Altamont High (1982, da. Øl, fis og rockmusik). Andersons film er dog mindre nostalgisk. Har man nogen sinde holdt af New Hollywood og 70erne, skal man se denne prægtige hjemstavnsskildring.

Se også Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996); Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997); Paul Thomas Anderson: Magnolia (1999); Paul Thomas Anderson: Punch-Drunk Love (2002); Paul Thomas Anderson: There Will Be Blood (2007); Paul Thomas Anderson: The Master (2012); Paul Thomas Anderson: Inherent Vice (2014); Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017) + Skarp amerikaner: Et interview med Paul Thomas Anderson [Moderne mestre].

Licorice Pizza. Instr. & manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Michael Bauman, Paul Thomas Anderson. 133 min. USA 2021. Dansk premiere: 17.03.2022.

Fotos: Metro-Goldwyn-Mayer/ BRON Studios/ Focus Features/ Ghoulardi Film Company/ United Artists Releasing/ SF Studios

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Pictures 06.06.2022

Anmeldelsen stod [let beskåret] i Weekendavisen Kultur 18.03.2022

Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011)

NOGET ER GALT

Sean Penn som en pilgrim på tilfældets veje

Af BO GREEN JENSEN

»DER er et eller andet i vejen. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan mærke, at noget er galt.« Replikken – som er stærkt inspireret af den gamle Buffalo Springfield-sang »For What It’s Worth« - bliver fremsagt fire-fem gange i Paolo Sorrentinos This Must Be the Place. Det sker, når Cheyenne, en forhenværende rockstjerne, igen har grund til at føle sig utryg. Han puster hårlokken væk, ser på verden med sigende udtryksløshed og konstaterer tørt sin bekymring.

   Cheyenne er en gennemført Peter Pan. Han blev rig af 80ernes sange, men har ikke optrådt i tyve år. I stedet bor han palæagtigt uden for Dublin sammen med hustruen Jane (Frances McDormand), som er anderledes handlekraftig. Han følges med hengiven fan, som kunne være hans datter. Han sælger aktier, er opmærksom på krisen og køber ind i supermarkedet. Han triller kufferten hjem til sit slot, hvor en designer har skrevet CUISINE på væggen i det forkromede køkken.

NOGET er galt. Det har det været siden 1988, da Cheyenne vendte ryggen til tiden, fordi to teenagere begik selvmord med henvisning til en af hans sange. Han mente jo ikke alt dét med mørket. Som han siger til David Byrne, da de mødes backstage i New York, skrev Cheyenne de ting, som folk ville have. Deprimerede sange for deprimerede unge. Byrne er derimod en virkelig kunstner, konstaterer Cheyenne. Han blev ved; han har drømme; han realiserer projekter, som påvirker verden.

   Byrne svarer ikke. Han har netop sunget Talking Heads-nummeret, som filmen tager sin titel efter, i en funklende klar og energisk version. Sangen handler om længsel efter tryghed og har vel som pointe, at man må finde sit hjem overalt. Vi rejser på tilfældets veje, og måske er det hér, at livet begynder. Cheyenne er kommet til USA for at begrave sin far, som han ikke talt med i 30 år.

SIDEN begiver han sig ud for at finde den SS-soldat, der gjorde faderens liv til et helvede i Auschwitz. Cheyenne søger hjælp hos en gnaven Simon Wiesenthal-figur (Judd Hirsch) og jager historiens genfærd i sære småbyer fra Michigan til New Mexico. Han finder bødlens hustru, datter, barnebarn og endelig også den gamle mand selv. Uendelig langsomt finder han hjem. Det er dybest set dén historie, som filmen vil fortælle, da den når sagens kerne efter to timers svinkeærinder.

SORRENTINOS film er en løs konstruktion, som ad omveje kommer rundt om adskilligt. Sean Penn bærer alt i rollen som Cheyenne, der stadig farver sit lange hår sort, bruger læbestift og går i læder, så han næsten er Robert Smith fra The Cure op ad dage.

   Han taler med tynd fistelstemme og bevæger sig provokerende langsomt. Denne mand har gjort alt for at sætte tiden i stå. Han er samtidig en fuldkommen uimponeret iagttager. Han er god til at tale med fremmede, der reagerer på hans aparte fremtoning med samme undrende fascination, som de fleste tilskuere vil føle.

   For så vidt hænger filmen slet ikke sammen. Cheyennes liv i Dublin og den fortabte søns nazijagt i USA kunne være adskilte historier med hver sin hovedperson. Sorrentino får dog et spændende misfoster ud af materialet. Der er en betagende insisterende uskyld i Cheyennes fikserede karakter. Manden har masser af integritet, skønt han ligner en rynket dreng på 50. Det er derfor, han ikke vil være voksen. »Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan mærke, at noget er galt.«

SORRENTINO har lavet fine italienske film før This Must Be the Place. Især Il divo (2008), et satirisk portræt af Giulio Andreotti, var uforudsigelig og farvestærk. Her forsøger han sig med en af de globale road movies, som Wim Wenders opfandt i 1990erne. Det er næppe tilfældigt, at Harry Dean Stanton optræder i en enkelt scene som Robert Plath, manden der først satte hjul på sin kuffert og blev millionær på ideen. Stanton havde sit livs rolle i Paris, Texas (1984), som ser på det amerikanske landskab med de samme store øjne som Cheyenne.

DAVID Byrne skabte filmen True Stories (1986), da han ville sætte Talking Heads’ sange om huse og mad i en passende ramme. Billederne af det mærkelige »Land of Plenty finder sammen her, hvor Cheyenne får besøg af en bison, tager en tavs indianer med i sin bil, køber våben på vejen og betragter statuen af verdens største pistacienød.

   Han spiller »This Must Be the Place« for sin fars bøddels overvægtige barnebarn, der kun kender sangen med Arcade Fire. Før den lille koncert sætter drengen et foto af sin far på sofabordet. Bagefter tager han billedet med sig og siger tak. Filmen er fuld af sådanne småting. Den er allermest rørende, når den er mindst.

DER er en god begyndelse og en rigtig stærk slutning, som alene hænger sammen i kraft af Sean Penns Kaspar Hauser-figur. Man skal se denne film for detaljernes skyld, for de essayistiske betragtninger, der gør den til et skarpt og ganske livagtigt billede af USA og Europa i nedgangstiden. Man skal ikke se den for drama og klarhed. De ting kan man finde i andre film, som ikke vil kendes ved fremmedgjortheden.

Se også Paolo Sorrentino: Il Divo (2008); Paolo Sorrentino: Youth (2015); Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013); Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018); Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021).

This Must Be the Place. Instr.: Paolo Sorrentino. Manus: Umberto Contarello, Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 118 min. Italien-Frankrig-Irland 2011. Dansk premiere: 12.01.2012.

Fotos: Indigo Film/ Pathé/ TWC/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.01.2012

Sean Penn/Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]

DEN ABSOLUTTE FORDRING

Portræt af den kompromisløse pilgrim

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN er både sand og utrolig. Christopher McCandless (1968-1998) var 22 år, da han i 1990 realiserede et ønske, som mange unge mennesker deler, skønt de tøver med at udleve drømmen. Han brød med forældrene, gav sine studiepenge til Oxfam, ændrede navn til Alex Supertramp og tog på valsen, opsat på at ende i Alaska, hvor det endnu var muligt at prøve kræfter med vildnisset. Han ville måle sig selv i en ensomhedstilstand, som var ren, kompromisløs og eksistentiel.

   McCandless mødte mange mennesker på sin vandring og gjorde indtryk på de fleste med sit umulige projekt og sin forklarede attitude. I april 1992 nåede han endelig Fairbanks, Alaska, og gik alene ind i vildmarken nord for Mount McKinley. Han krydsede Teklanika-floden, mens der endnu var is på, og indrettede sig i en skolebus, som på »magisk« vis var efterladt i den ufremkommelige tajga.

   Her ville pilgrimmen leve af landet, af vildt som han nedlagde og spiselige vækster. Han var som altid bevæbnet med værker af Tolstoj, Jack London, Pasternak og Thoreau. Sine tanker skrev han ned i en dagbog, han kaldte for Beautiful Blueberries. Fire måneder senere blev hans lig fundet af nogle elgjægere. McCandless døde af sult i august. Han overlevede 112 dage i vildmarken og kunne være vendt tilbage, hvis enkelte forhold havde været anderledes.

FUNDET af liget skabte store overskrifter. Blandt skribenterne var rejsebogsforfatteren Jon Krakauer, som på bestilling afleverede en lang feature om McCandless. Den stod i Outside Magazine i 1993. Krakauer kunne dog ikke slippe historien og brugte siden to år på at rejse i McCandless’ fodspor. Han talte med den unge mands familie og granskede hans dagbog. Endelig skrev han Into the Wild (1995), som belyser både den praktiske og den metafysiske side af McCandless’ projekt. Omslaget viser den strandede bus.

   Dét billede talte klart til Sean Penn, da skuespilleren, som også er en habil instruktør, tilfældigt samlede bogen op i en lufthavn. Som Krakauer blev han betaget af manden, der ville udfordre både tiden og verden med sin absolutte fordring om renhed. Ti år senere lykkedes det Penn at skabe en kongenial filmudgave. Imens var bogen blevet en nyklassiker, som unge mennesker læser igen og igen. På dansk udkom Ind i vildmarken første gang i 1996.

MEGET er stadig til diskussion. Krakauers bog gav McCandless helgenstatus og gjorde den unge mand til en rollemodel. Af samme grund føler stedkendte skovfolk, at det er vigtigt at advare mod hans eksempel. McCandless døde først og fremmest, fordi han havde kasseret sit kort. Han opgav at krydse den skummende flod, men kunne have trukket sig over den få miles længere nede. Han døde 12 kilometer fra en fuldt bemandet jagtstation. For lokale alaskanere svarer det til at dø af sult i Kongelunden.

   Krakuer har svaret igen ved at justere oplysningerne i senere udgaver af Into the Wild. I første omgang mente han, at McCandless pådrog sig en forgiftning, da han spiste de forkerte bær. Han skød en elg, som kunne have holdt ham i live, men forstod ikke at konservere kødet korrekt. McCandless vejede 30 kilo, da han skrev sit sidste dagbogsnotat. Krakauer mener, at der var svampesporer i bærrene. Andre er uenige. Der er med andre ord gået tro i mysteriet.

SEAN Penn vælger meget fornuftigt at se bort fra al denne tvivl. For ham er idealismen, McCandless’ erklærede higen mod NATUR/RENHED, en uimodståelig faktor. Som Krakauer følger han pilgrimmens spor og genskaber rejsen på selve stederne. McCandless’ vandreår bliver derved en road movie, som forankres i en robinsonade. Det er tydeligt, at han identificerer sig stærkt med McCandless’ projekt. Supervagabonden fremstilles af Emile Hirsch. I 1980erne havde det været en oplagt rolle for instruktøren selv.

PENN gør adskilligt for at bryde monotonien og forudsigeligheden, som følger af, at man kender rejsens facit på forhånd. Han bruger scenerne fra Alaska som en narrativ akse og klipper herfra tilbage i kronologien. Vidtløftige overskrifter som »Fødsel«, »Barndom« og »The Getting of Wisdom« er indskudt, hvilket forstærker præget af en hagiografi. McCandless’ søster er opgraderet til en rolle som fortæller, og det er hende, der perspektiverer historien, ligesom hun gør rede for volden og fortielsen i forældrenes forhold.

   For Penn er det oplagt at sætte lighedstegn mellem forældrenes materialisme og Chris’ undsigelse af amerikansk konsumerisme. Han lader dog William Hurt og Marcia Gay Harden spille Walt og Billie McCandless, så ingen kan være i tvivl om, at de sørger. Herved demonstrerer filmen en indsigt, som den unge pilgrim aldrig selv lagde for dagen.

FLERE meningsfulde møder er strøet langs vejen til det sidste vildnis. Chris falder godt til som landarbejder hos Wayne Westerberg (Vince Vaughn) i South Dakota. Han slår følge med hippieparret Rainey og Jan Burres (Brian Dierker og Catherine Keener), der ser ham som en erstatning for Jans fortabte søn. På Colorado River har han et næsten surrealistisk møde med to danske naturbørn, som spilles af Thure Lindhardt og Signe Egholm Olsen. Scenen giver ekstra mening for danske tilskuere, som forstår den interne ad hoc-dialog.

   Ikke alle møderne er gyldne. Der er vagtmænd, som prygler den unge hobo, og på bunden af byerne i Californien har Chris ikke lyst til at kende folks navne, skønt han overvejer at blive for natten. I hippiekolonien Slab City, New Mexico, møder han en 16-årige pige, Tracy (Kristin Stewart), som forelsker sig helt urimeligt i ham. Chris afviser hendes tilnærmelser med samme salvelsesfuldhed som en vordende munk. Til gengæld synger parret sammen en bevægende udgave af John Prines »Angels From Montgomery«.

MEST definitiv er afskeden med den 83-årige Ron Franz (Hal Holbrook). Også enkemanden ser en søn i McCandless. Han vil tale ham fra at spilde sit liv, men ender med at velsigne projektet. Alle ved, at de siger farvel, når pilgrimmen siger på gensyn. Chris bliver i stigende grad som en helgen, en verdslig franciskanermunk, der insisterer på sin ret til at forsvinde. Drømmen om renhed er udtryk for en monumental narcissisme. Filmen undlader ikke at spørge, om man har ret til at volde så megen sorg. Den svarer vist nok, at det har man.

   Into the Wild er næsten lige så lang, som den virker, men scenerne hænger udmærket sammen, og der er brug for denne tid til fordybelse, hvis man som tilskuer skal lære at dele Chris’ naturfølelse. Denne er romantisk i sin higen og fuld af ærefrygt for det sublime. Penn er åbenlyst forelsket i McCandless, da han for sidste gang krydser floden i live. Filmen lader ham dø alene, men ikke uden værdighed.

DER er mange smukke billeder og lyriske passager, som aldrig får lov at blive banaliteter, skønt McCandless gør, hvad han kan med sine meningsfulde markeringer i Når naturen kalder, Doctor Zhivago og Walden. I alle de bedste sekvenser optræder pilgrimmen alene.

   Krakauer nævner et sidste citat, som Penn udelader. Det er en digtstump af Robinson Jeffers, som McCandless føjer til sin samling af Smukke blåbær:

Døden er en rasende solsort: Men at dø efter at have

Skabt noget mere på højde med århundreder 

End muskler og knogler, består mest i at lade svaghed prelle af. 

Bjerge er døde klipper, mennesker 

Beundrer eller hader deres format, deres uforskammede ro, 

Bjerge bli’r ikke blødgjorte eller bekymrede 

Og enkelte døde mænds tanker er af samme art.

I stedet slutter Penn sin film med at glide fra matheden i McCandless’ døde øjne til glimtet i hans blik på det sidste kendte foto, et selvportræt som sad i hans kamera, da man fandt ham. Alex Supertramp sidder i solen med ryggen mod bussen, bærer skovmandssjorte og smiler til tilskueren gennem sit skæg. Han ligner i påfaldende grad Emile Hirsch, og det er tydeligt, at han har et publikum i tankerne. Der er megen stolthed i blikket. Og også en rystende fred.

SOM filmskaber har Penn altid dyrket svære, traumatiske emner som sorgen over døde børn, hævnens manglende evne til at forløse og skyldfølelsen ved at leve videre. Det gælder fra The Indian Runner (1991) og The Crossing Guard (1995) til den næsten wagnerske patos i The Pledge (2001), en filmatisering af Friedrich Dürrenmatts Løftet. Kun The Last Face (2016), et sentimentalt melodrama om kærlighed, krig og nødhjælpsarbejde med Charlize Theron og Javier Bardem, har ramt helt ved siden af skiven og tiden. Penn laver sine særegne film af ren lyst og kan derfor trække på en indre nødvendighed, som er sjælden i Hollywoods arbejdskultur. Det er klart, at han ser et broderbillede i McCandless.

   Tematisk udgør Into the Wild en slags tvilling til Werner Herzogs dokumentarfilm Grizzly Man (2005). Bjørneelskeren Timothy Treadwell fandt lykken i Alaska og døde på samme håbløse måde, dræbt af de dyr, som han ville »beskytte«. Hvor Herzog lagde et ironisk filter mellem sin film og emnet for samme, går Penn linen ud med McCandless. Det bliver Into the Wild ikke ringere af.

DEN ikoniske bus blev stående i Denali National Park og var i årtier et vartegn for andre supervagabonder og pilgrimme. McCandless' forældre og søsteren Carine McCandless (som i 2014 skrev sin version af familiehistorien i The Wild Truth) satte en mindeplade på bussen. I 2020 blev den fjernet af myndighederne, da (for) mange hikers var kommet til skade – og to var omkommet – i forsøget på at krydse Toklat River. Bus 142 er udstillet på Museum of the North ved University of Alaska i Fairbanks, Alaska.

   Hjemmesiden Christopher McCandless har samlet alle oplysninger. 

Into the Wild (Ind i Vildmarken). Instr. og manus: Sean Penn. Foto: Eric Gautier. 149 min. USA 2007. Dansk premiere: 29.02.2008.

Jon Krakauer: Into the Wild. 224 s. New York: Villard Books, 1996.

Jon Krakauer: Ind i vildmarken. Oversat af Jesper Klint Kistorp. 232 s. Lindhardt og Ringhof, 1996.

Fotos: Paramount Vantage/ River Road Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Christopher McCandless
Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay
Teksten bragt i Weekendavisen Kultur 29.02.2008 - ajourført og revideret juli 2021

To versioner: The Secret Life of Walter Mitty (1947/2013)

JORDEN KALDER WALTER MITTY
James Thurbers apologi for eskapismen

Af BO GREEN JENSEN

TO sider. Så meget fylder den lille novelle om »The Secret Life of Walter Mitty«, som James Thurber (1894-1961) skrev til The New Yorker i maj 1939. Teksten har til gengæld haft et langt og voluminøst efterliv på film, teater og tv. Den har også inspireret generationer af væsensbeslægtede dagdrømme. For eksempel fik Keith Waterhouse ideen til Billy Liar (1959), da han så den første filmudgave af Thurbers humoristiske vignet.

   Det er interessant at læse teksten, som står i Thurber: Writings and Drawings (Library of America, 1996). Walter kører til byen med sin kone, der taler ustandseligt til ham i bilen. Han skal ordne indkøb, mens hun er hos frisøren. Walter skal have overtræksko, tandpasta, hundekiks og andre trivielle fornødenheder. Han hører ikke efter og forsvinder ind i fantasier, hvor han uvægerligt er en handlingens mand.

NOVELLEN åbner in medias res, da Commander Mitty fører hydroplanet SN202 gennem den værste storm i 20 år. Så er han kirurgen, der holder et betydningsfuldt liv i sine hænder. I flyet siger cylinderne ta-pocketa-pocketa-pocketa. De defekte instrumenter på operationsstuen siger det samme: pocketa-pocketa-pocketa.

   Nu har Walter glemt, hvad det er, han skal købe. Han vidner i en celeber mordsag. Den offentlige anklager rækker han en Webley-Vickers 50.80 og spørger, om våbnet er hans. Det lykkes Walter at rekonstruere hustruens dosmerseddel. Kaptajn Mitty og hans tropper er under beskydning, da han sætter varerne fra sig. Flammekasterne siger naturligvis pocketa-pocketa-pocketa.

   Fru Mitty vækker sin mand af hans dagdrøm. Hun skal lige ordne det sidste. Imens står Walter med ryggen mod muren og ryger en cigaret. Her glider teksten over i den sidste drøm. »Til helvede med tørklædet,« siger Walter hånligt. Han tager et sidste sug, knipser cigaretten væk og ser på henrettelsespelotonen: »Oprejst og urørlig, stolt og hånlig, Walter Mitty den Ubesejrede, uransagelig til det sidste.«

DA Thurber brugte teksten i samlingen My World – and Welcome to It (1942), var USA trådt ind i 2. verdenskrig. Da Danny Kaye spillede Walter Mitty i filmudgaven fra 1947, talte hverdagseskapismen ikke mindst til hjemvendte soldater, som havde svært ved at slå sig til ro. Thurber tog afstand fra filmen. Han mente, at produceren Samuel Goldwyn fordrejede teksten med billig action og sex.

   Filmen med Kaye – og Virginia Mayo som gennemgående love interest i Walters fantasier – er dog en technicolordrøm af de klare. I filmen arbejder Walter som redaktør på et forlag, der udgiver pulp fiction af forskellig art. Hans fantasier foregår i diverse kulørte genrer. Kayes stemme læser beskrivelsen højt. Filmen har ændret adskilligt, men beholdt det distinkte pocketa-pocketa.

   Der var dansk premiere i december 1948. Herhjemme hed filmen Alle Tiders Helt. Norman McLeod instruerede, men Walter Mitty var først og fremmest Sam Goldwyns projekt. Pointen blev drejet stilfærdigt, så den tog afstand fra Walters fantasier. I novellen fungerer de som en overlevelsesmekanisme. I filmen bliver han blandet ind i en farlig sag om nazister og diamanter. Han møder Virginia Mayo i virkeligheden, som overgår fantasien. Mottoet kunne være: Stop Dreaming. Start Living.

NETOP dét hook bruger den nye Walter Mitty i sin lancering. Ben Stiller er den fjerde eller femte instruktør, som har arbejdet med projektet. Officielt har filmen været under optagelse siden december 2005. Det var nødvendigt, hvis Samuel Goldwyn Productions skulle beholde sine rettigheder. Også Steven Spielberg, Ron Howard og Gore Verbinsky har været tilknyttet.

   Maskinerne siger stadig pocketa-pocketa, men desværre med mindre finesse og selvironi. Stiller spiller selv Walter Mitty, der i denne omgang er negativforvalter på Life Magazine. Han var engang på weekend i Arizona, men har ellers levet sit liv i New York. I 16 år har han behandlet de spektakulære fotos, som i en menneskealder gjorde Life Magazine til verdens bedste billedblad.

   Walter drømmer om Cheryl (Kristen Wiig) fra bogholderiet og har et betroet forhold til stjernefotografen Sean O’Connell (Sean Penn), der stadig skyder krige, vulkanudbrud og sneleoparder på analog film. Walter mistede tidligt sin far og måtte forsørge sin mor (Shirley MacLaine) og søsteren Odessa (Kathryn Hahn), der stadig håber at gå scenevejen. I ungdommen var han et es på sit skateboard.

DE halvhjertede fantasisekvenser ligger i begyndelsen af filmen. Walter er en romantisk figur, der svarer til de preferencer, Cheryl har udtrykt på nettet. Det bliver dog hurtigt et spørgsmål om at møde og opleve virkeligheden. LIFE bliver opkøbt og skal udgive sin sidste printudgave. Sean O’Connell har taget sit livs foto, men motivet mangler på det fremsendte kontaktark. De nye ejere svinger kniven. Walter sætter alt ind på at finde O’Connell og aflevere den sidste forside.

   På den måde kommer han til Grønland, Island, Yemen og bjergene i Afghanistan, hvor han endelig finder O’Connell. Kun én fantasi fungerer i ånden fra Thurber: på Grønland vægrer Walter sig ved at kravle ombord i en helikopter. Der er varslet storm, og den islandske pilot (Ólafur Ólafsson fra Dybet) er beruset.

   Med ét står Kristen Wiig på landingsbanen og synger David Bowies »Space Oddity«, som man også håner Walter med på kontoret. »Ground Control to Major Tom« er filmens svar på »Jorden kalder Walter Mitty«. Fantasien hjælper – som hos Thurber – Walter med at komme videre. Sangen, drømmen og virkeligheden glider i ét.

ELLERS er det filmens idé at lade Walter finde kræfterne i sig selv, få stor appetit på den fysiske verden og nå så langt, at han ikke behøver drømmene mere. Scenen med henrettelsespelotonen bliver brugt til at bryde med fantasien, ikke som fundamentet i eskapistens trodsige manifest.

   Den nye vinkel er udmærket tænkt. Stillers version er en fortolkning, snarere end en genindspilning, men den gør fortællingen mindre og mere ordinær, skønt især de smukke scener fra Island – hvor Walter har rig lejlighed til at bruge sit skateboard – er værd at se for deres egen skyld.

I VIRKELIGHEDEN udkom det sidste trykte nummer af LIFE i marts 2007. Magasinet holdt flere pauser i sin lange levetid, men var i storhedstiden 1936-72 et ugeblad med et oplag på 1 mio. Fra 1978-2000 var LIFE et månedsblad. Forlaget er stadig aktivt. Fotoarkivet og samtlige trykte numre har siden 2008 været tilgængeligt via Google og Google Books.

   Den nye film er ikke dårlig, bare for lang, for løs og lidt ordinær. Man savner indlevelsen i den gamle version, der var fortrolig med eskapismens teknik. Med andre ord lidt mere ta-pocketa-pocketa, tror jeg.

The Secret Life of Walter Mitty. Instr.: Ben Stiller. Manus: Steven Conrad. Foto: Stuart Dryburgh. 115 min. USA 2013. Dansk premiere: 25.12.2013

The Secret Life of Walter Mitty (Alle tiders helt). Instr.: Norman Z. McLeod. Manus: Ken Englund, Everett Freeman. Foto: Lee Garmes. 110 min. USA 1947. Dansk premiere: 21.12.1948 

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Time-Life/ Fox/ SF Studios/ Library of America/ The New Yorker

1947-filmen streames ikke men er udgivet på DVD og blu-ray

2013-filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 03.01.2014