Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011)

NOGET ER GALT

Sean Penn som en pilgrim på tilfældets veje

Af BO GREEN JENSEN

»DER er et eller andet i vejen. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan mærke, at noget er galt.« Replikken – som er stærkt inspireret af den gamle Buffalo Springfield-sang »For What It’s Worth« - bliver fremsagt fire-fem gange i Paolo Sorrentinos This Must Be the Place. Det sker, når Cheyenne, en forhenværende rockstjerne, igen har grund til at føle sig utryg. Han puster hårlokken væk, ser på verden med sigende udtryksløshed og konstaterer tørt sin bekymring.

   Cheyenne er en gennemført Peter Pan. Han blev rig af 80ernes sange, men har ikke optrådt i tyve år. I stedet bor han palæagtigt uden for Dublin sammen med hustruen Jane (Frances McDormand), som er anderledes handlekraftig. Han følges med hengiven fan, som kunne være hans datter. Han sælger aktier, er opmærksom på krisen og køber ind i supermarkedet. Han triller kufferten hjem til sit slot, hvor en designer har skrevet CUISINE på væggen i det forkromede køkken.

NOGET er galt. Det har det været siden 1988, da Cheyenne vendte ryggen til tiden, fordi to teenagere begik selvmord med henvisning til en af hans sange. Han mente jo ikke alt dét med mørket. Som han siger til David Byrne, da de mødes backstage i New York, skrev Cheyenne de ting, som folk ville have. Deprimerede sange for deprimerede unge. Byrne er derimod en virkelig kunstner, konstaterer Cheyenne. Han blev ved; han har drømme; han realiserer projekter, som påvirker verden.

   Byrne svarer ikke. Han har netop sunget Talking Heads-nummeret, som filmen tager sin titel efter, i en funklende klar og energisk version. Sangen handler om længsel efter tryghed og har vel som pointe, at man må finde sit hjem overalt. Vi rejser på tilfældets veje, og måske er det hér, at livet begynder. Cheyenne er kommet til USA for at begrave sin far, som han ikke talt med i 30 år.

SIDEN begiver han sig ud for at finde den SS-soldat, der gjorde faderens liv til et helvede i Auschwitz. Cheyenne søger hjælp hos en gnaven Simon Wiesenthal-figur (Judd Hirsch) og jager historiens genfærd i sære småbyer fra Michigan til New Mexico. Han finder bødlens hustru, datter, barnebarn og endelig også den gamle mand selv. Uendelig langsomt finder han hjem. Det er dybest set dén historie, som filmen vil fortælle, da den når sagens kerne efter to timers svinkeærinder.

SORRENTINOS film er en løs konstruktion, som ad omveje kommer rundt om adskilligt. Sean Penn bærer alt i rollen som Cheyenne, der stadig farver sit lange hår sort, bruger læbestift og går i læder, så han næsten er Robert Smith fra The Cure op ad dage.

   Han taler med tynd fistelstemme og bevæger sig provokerende langsomt. Denne mand har gjort alt for at sætte tiden i stå. Han er samtidig en fuldkommen uimponeret iagttager. Han er god til at tale med fremmede, der reagerer på hans aparte fremtoning med samme undrende fascination, som de fleste tilskuere vil føle.

   For så vidt hænger filmen slet ikke sammen. Cheyennes liv i Dublin og den fortabte søns nazijagt i USA kunne være adskilte historier med hver sin hovedperson. Sorrentino får dog et spændende misfoster ud af materialet. Der er en betagende insisterende uskyld i Cheyennes fikserede karakter. Manden har masser af integritet, skønt han ligner en rynket dreng på 50. Det er derfor, han ikke vil være voksen. »Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan mærke, at noget er galt.«

SORRENTINO har lavet fine italienske film før This Must Be the Place. Især Il divo (2008), et satirisk portræt af Giulio Andreotti, var uforudsigelig og farvestærk. Her forsøger han sig med en af de globale road movies, som Wim Wenders opfandt i 1990erne. Det er næppe tilfældigt, at Harry Dean Stanton optræder i en enkelt scene som Robert Plath, manden der først satte hjul på sin kuffert og blev millionær på ideen. Stanton havde sit livs rolle i Paris, Texas (1984), som ser på det amerikanske landskab med de samme store øjne som Cheyenne.

DAVID Byrne skabte filmen True Stories (1986), da han ville sætte Talking Heads’ sange om huse og mad i en passende ramme. Billederne af det mærkelige »Land of Plenty finder sammen her, hvor Cheyenne får besøg af en bison, tager en tavs indianer med i sin bil, køber våben på vejen og betragter statuen af verdens største pistacienød.

   Han spiller »This Must Be the Place« for sin fars bøddels overvægtige barnebarn, der kun kender sangen med Arcade Fire. Før den lille koncert sætter drengen et foto af sin far på sofabordet. Bagefter tager han billedet med sig og siger tak. Filmen er fuld af sådanne småting. Den er allermest rørende, når den er mindst.

DER er en god begyndelse og en rigtig stærk slutning, som alene hænger sammen i kraft af Sean Penns Kaspar Hauser-figur. Man skal se denne film for detaljernes skyld, for de essayistiske betragtninger, der gør den til et skarpt og ganske livagtigt billede af USA og Europa i nedgangstiden. Man skal ikke se den for drama og klarhed. De ting kan man finde i andre film, som ikke vil kendes ved fremmedgjortheden.

Se også Paolo Sorrentino: Il Divo (2008); Paolo Sorrentino: Youth (2015); Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013); Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018); Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021).

This Must Be the Place. Instr.: Paolo Sorrentino. Manus: Umberto Contarello, Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 118 min. Italien-Frankrig-Irland 2011. Dansk premiere: 12.01.2012.

Fotos: Indigo Film/ Pathé/ TWC/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.01.2012

Når skildpadder dør: Harry Dean Stanton 1926-2017

NÅR SKILDPADDER DØR

Harry Dean Stanton 1926-2017

Af BO GREEN JENSEN

SKUESPILLEREN Harry Dean Stanton døde i september 2017. Han har uden tvivl vidst, at det gik i den retning, da han tog titelrollen i Lucky, som kollegaen John Carroll Lynch må have skræddersyet til Stanton.

   Den 90-årige Stanton spiller her en 90-årig pensionist, der passer sig selv til det sidste. Han bor i en lille by i Arizona, dyrker sin yoga, følger faste tv-programmer og sidder på den samme plads i cafeen og baren, som han trisser hen til, når rutinerne er afviklet.

   Lucky ryger trofast en pakke om dagen. Det har han gjort hele livet – det samme gjorde Stanton – og lægen (Ed Begley Jr.) betror ham, at det sikkert ville gøre mere skade, hvis han holdt op. Lucky er en undtagelse fra alle regler. Han er blevet så gammel, at han bor på herrens mark.

   Det samme gør skildpadden President Roosevelt, som kravler rundt i filmens excentriske margin. Den tilhører Howard, som er det tætteste, man kommer på en ven i Luckys kreds. Han bliver passende spillet af David Lynch, som gav Stanton en række markante biroller.

   Lucky tror ikke på andet end dagen. Han fik sit øgenavn i Stillehavskrigen. Han følger solens rejse. Han rystes i sin rutine, da han pludselig falder om. Derfor går Lucky til læge. Men fejler ingenting.

   Alt er, som det plejer. Det er Lucky bare ikke. En mærkelig uro har sat sig i manden. I baren bemærker Elaine (Beth Grant) og Paulie (James Darren), at der er en ny kant under urokkeligheden. Skal Lucky måske finde noget at tro på? Selv skildpadder dør på et tidspunkt.

FILMEN udspiller sig i det landskab, hvor Stanton havde sine bedste roller. Han fik en lang karriere, som begyndte, da han sang »Just a Closer Walk with Me« for Paul Newman i Cool Hand Luke (1967, da. Skrappe Luke). Han var allerede 58, da Wim Wenders gav ham hovedrollen i Paris, Texas (1984).

   Stanton var forlover ved Jack Nicholsons bryllup. Han joggede med Bob Dylan og sang duet med Kris Kristofferson. Han giftede sig aldrig. Han boede i en bungalow på Mulholland Drive i Los Angeles. På dørmåtten stod der »Welcome UFOs«. Sophie Huber lavede en ret god portrætfilm, som hedder Partly Fiction. Det var i 2013. Dengang var Stanton kun 87.

   Der var en tidløs kvalitet af sårbar uforgængelighed over den spinkle westerntype, og Lucky fanger alle nuancer. Skildpaddetempoet passer perfekt til den lille mand, som havde ilden i sig. 

Lucky. Instr.: John Carroll Lynch. Manus: Logan Sparks og Drago Sumonja. Foto: Tim Suhrstedt. 88 min. USA 2017. Dansk premiere: 05.04.2018.

Fotos: CineMaterial/ Superlative Films/ Magnolia Pictures/ Another World Entertainment
Lucky streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay og Filmstriben

Trykt i Weekendavisen Kultur 06.04.2018

David Lynch: The Straight Story (1999)

AMERIKANSKE BILLEDER
David Lynch sætter mørket på pause

Af BO GREEN JENSEN

MAN forbinder jo af vane David Lynch med noget mørkt. Med eller uden indbygget humor har amerikaneren altid dyrket det bizarre og forvredne; fra Eraserhead (1978) og Blue Velvet (1986) til Wild at Heart (1990) og Lost Highway (1996), som må være den særeste fabel fra manden, der med tv-serien om livet i Twin Peaks (1990-91) gav årtiets første halvdel et ansigt, man længe kunne forveksle med tidsånd.

   Hen ad vejen udartede nogle af Lynchs virkemidler til manerer, som han måtte skære stadig dybere i mørket for at give plads. Også dét blev rutine, men man tog tælling, da Bill Pullman som saxofonisten i Lost Highway skiftede identitet og blev en anden person. Især fordi mysteriet faktisk aldrig blev løst eller kom til at hænge sammen efter nogen logisk forklaringsmodel. Større endnu var forbløffelsen dog, da Lynch på Cannes Festivalen 1999 præsenterede en film, hvor mørket er bandlyst.

   The Straight Story er nøjagtigt så enkel og regelret, som den trods alt lidt krøllede titel antyder. Den bygger på en autentisk smil-gennem-tårer historie om den pensionerede landmand Alvin Straight, der i sommeren 1994 hægtede en trailer på sin John Deere-plæneklipper og trillede tværs over Midtvesten, fra Laurens i Iowa til Mt. Zion i Wisconsin, for at besøge sin bror, som var blevet syg. Alvin var 73 år gammel, da han foretog sin amerikanske odyssé. I filmen spilles han af Richard Farnsworth (1920-2000), der simpelt hen kravler ind i sin rolle, så vi tror hver en gestus og lille manér.

OGSÅ Lynch forsøger at komme et helt nyt sted hen denne gang. Dét gør han forbavsende ubesværet. Varmen, roen, naturskønheden og de mange gode mennesker, som hjælper Alvin af sted på hans vej gennem verden, virker aldrig som eksotiske konstruktioner. Filmen er da også drejet ganske tæt på virkeligheden. Holdet rejste i Alvins spor og gjorde turen efter i samme sneglefart. Resultatet er en unik film, der sætter sig i tilskueren som en slags fred.

   Første indstilling viser en sydende sommergræsplæne ved et lille hus, der sagtens kunne ligge i forstæderne fra Blue Velvet. Fordi vi har vænnet os til forbinde nogle særlige egenskaber med Lynchs superrealistiske billeder af den banale amerikanske virkelighed, begynder publikum straks at fremdrømme alle mulige ildevarslende detaljer. Mekanismen forstærker blot sin aktivitet, da vi lidt efter hører et bump inde fra huset. Vi tror det værste om verden, før vi har vænnet os til tonen i The Straight Story.

LYDENS årsag er skam alvorlig nok. Alvin er faldet om med det slagtilfælde, som siden gør det vigtigt for ham at foretage rejsen til broderen, der kun er med i en enkelt scene, men spilles af Harry Dean Stanton (1926-2017), så man er sikker på at huske den. I filmens første kvarter foretager Lynch en systematisk afkodning af kataloget med kendte effekter. Senere nyder han tydeligvis at vende road movie-genren på hovedet, for som sagt møder Alvin kun gode mennesker. Her er hverken dæmoniske blaffere, seriemordere eller fascistiske trafikbetjente. Kun små byer ude på landet med masser af rigtige mennesker i.

   Selv Angelo Badalamentis musik indretter sig efter grundstemningen og prøver at lyde køn og banal. Men til stadighed hører man alligevel noget ægte, som gør at filmen aldrig bliver et anstrengende glansbillede. Tværtimod hviler den så fint i sig selv, at man efterhånden trækker vejret dybt og føler freden sammen med Alvin, når han sidder under stjernerne og undres ved mangfoldigheden. Med The Straight Story har Lynch har skabt en noget nær fuldkommen film, og nu bliver det for alvor spændende at se, hvor manden i sort vil tage hen næste gang.

Se også David Lynch: Lost Highway (1997) [Moderne mestre]; David Lynch: Mulholland Drive (2001) [Moderne mestre]; David Lynch: The Art Life (2016) [Moderne mestre]; David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre] + Ængstelsens teater: Et interview med David Lynch [Moderne mestre]. 

The Straight Story. Instr.: David Lynch. Manus: John Roach & Mary Sweeney. Foto: Freddie Francis. 110 min. Frankrig-UK-USA 1999. Dansk premiere: 25.12.1999.

Fotos: Asymmetrical Productions/ StudioCanal+/ Walt Disney Pictures/ CineMaterial/ Filmaffinity
The Straight Story streames på FILMSTRIBEN
4K UHD + 2K Blu-ray fra Studio Canal 17.04.2024

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 23.12.1999