Roots Reggae | Inna de Yard: The Soul of Jamaica (2019)

ROOTS REGGAE

Ganja, dreadlocks, diamanter 

Af BO GREEN JENSEN

EN håndfuld koryfæer fra Jamaicas musikscene mødes på en terrasse i bjergene over Kingston for at spille sammen »inna de yard«, dvs. live og mere eller mindre unplugged. Ideen med Peter Webbers film er for det første at lancere projektet, som omfatter et album og en verdensturné. For det andet at give et rids af den autentiske reggaes historie.

   Dokumentaren begynder med et besøg hos en dedikeret samler, der ransager lokale loppemarkeder for at finde sjældenheder fra den første store tid i 1960erne. Senere siger han, at reggae er et råstof. Nogle lande har diamanter og olie. I Jamaica flyder musikken. Af samme grund blev reggae i 2018 sat på UNESCOS verdensarvsliste.

DE forsamlede veteraner stammer typisk fra bands, som blev på øen og ikke kom med i første række, da den globale appetit på reggae var på sit højeste i 1970erne. Cedric Myton fra The Congos er far til 11 børn og synger stadig »Row Fisherman« med en fantastisk fistelsstemme. Albummet Heart of the Congos (1974) blev et amerikansk hit, men Cedric har ikke været i USA i årtier, fordi han har »smoking issues«. Som bekendt kræver rastafari-troen, at man ryger sig skæv, når man kan.

TROJAN Records gjorde forarbejdet, og Jimmy Cliff-filmen The Harder They Come (1972) bredte lyden ud til resten af verden, men det var Chris Blackwells Island Records, som for alvor solgte musikken i Europa og USA. Blackwell valgte at satse på Bob Marley (1945-1981), Peter Tosh (1944-1987) og Bunny Wailer (1947-2021) fra The Wailers. Læg hertil The Melodians (»Rivers of Babylon« længe før Boney M)*, Desmond Dekker (»Israelites«), Winston Rodney – bedre kendt som Burning Spear – og Toots and the Maytals. De navne er, hvad turister (som jeg) forbinder med reggae, ska og dét, der ligner.**

   I 1970ernes England blev reggae et våben i krigen mod racisme. Især Joe Strummer, Mick Jones og Paul Simonon (som skrev »Guns of Brixton« til London Calling) fra The Clash tog fat i den militante faktor. Der var samtidig altid en hvid kulturindustri, som forvandlede »Redemption Song« og Exodus-råbet til kommercielle klicheer. Det gælder fra Eric Claptons version af »I Shot the Sheriff« til »Red Red Wine« med UB40 og »Sunshine Reggae« fra danske Laid Back.***

FORUDEN Cedric Myton medvirker Winston McAnuff (Electric Dread) og Kiddus I. Judy Mowatt (fra trioen I Threes, som sang med Bob Marley, da Peter Tosh og Bunny Wailer var gået deres egne veje) leverer en tiltrængt feministisk vinkel, som Jah9 (Janine Cunningham), der er født i 1983, og Derahja breder ud i en stærk ny fortolkning af »Black Woman«.

   Højt over vandene svæver Ken Boothe alias »Mr. Rocksteady«, der havde verdenshits før rasta-boomet og var ansvarlig for »Everything I Own«. I en film om country og western ville Boothe være pailletmanden fra det gamle Nashville. I The Last Waltz ville han stå som Neil Diamond. Boothe er den eneste sanger uden rastafari-baggrund.

FILMEN er fransk produceret, men realiseret af englænderen Peter Webber (Girl with a Pearl Earring, Hannibal Rising, Emperor), der har lyttet til reggae fra barndommen. Han fremhæver det politiske islæt og undgår i det store hele at nævne Bob Marley og Jimmy Cliff.

   Inna de Yard kulminerer i en koncert på Le Trianon i Paris. Filmen gør for reggae, hvad Wim Wenders og Ry Cooder gjorde for cubansk musik med Buena Vista Social Club (1999). Man får stor lyst til at udforske rytmen og måske ryge ganja ovenikøbet.****

*) »Rivers of Babylon« er dækket af talrige kunstnere. I sen middelalder var »Super flumina Babylonis« et standardmotiv for latinske motetter. The Melodians-kompositionen er ny – Brent Dowe og Trevor McNaughton skrev »Rivers of Babylon« i 1970 –  men har følelsen til fælles med kanonarrangementet af den britiske musikprofessor og kirkeorganist Philip Hayes (1738-1797). The Muses Delight: Catches, Glees, Canzonets and Canons (1786) hedder samlingen, som det indgår i. »An Wasserflüssen Babylon« er et tema i europæisk musik fra Wolfgang Dachstein (1525) til Arvo Pärt (1976). David W. Stowe udreder en proveniens i Song of Exile: The Enduring Mystery of Psalm 137 (Oxford University Press, 2016). Teksten er taget direkte fra kapitel 137 i Salmernes Bog: »Ved Babylons floder/ sad vi og græd,/ når vi tænkte på Zion«. En særligt fornem fortolkning af kædesangen findes på Don McLean-albummet American Pie (1971).  

**) Der er tonsvis af bøger om reggae og især megen litteratur om Bob Marley. Der er også fiktion med rødder i reggae. Jeg vil især anbefale The Marvellous Equations of the Dread: A Novel in Bass Riddim (Papal Tree Press, 2016; New Directions, 2018) af Marcia Douglas, som tager basrytmen helt ind i sproget og lader Bob Marley og Marcus Garvey genopstå som hjemløse i Kingston og London. Også kong Edward VII og kejser Haile Selassie optræder. »The deep world of Rasta history« lever. 

***) En interessant og hæderlig undtagelse er Country Joe McDonalds »Oh Jamaica« fra albummet Paradise with an Ocean View (1975). Sangen begynder, enkelt og ukompliceret, som en hyldest til øen med solskin og fri marihuana, hvor den amerikanske hippie kan realisere sin utopiske længsel, et pastoralsk Eden med havudsigt, altså: 

I’ve got something that I’d like to relate

Home on the islands sure sounds great

Lying on the sand underneath the palm trees

There’s a beautiful sun and I’m smoking Jamaican weed

Oh Oh Jamaica must be a hippie’s dream

Oh Oh Jamaica sounds like a reggae scene

Bright lights of the city just get me down

And the noise from the traffic’s got my head spinning around

Big city people just don’t make sense

Oh I want to be back home in the country again

Oh Oh Jamaica sounds like a hippie’s dream

Oh Oh Jamaica must be a reggae scene

Sangen siger alle de ting og slutter i grunden lige sådan, men undervejs og ud af øjenkrogen kan fortælleren ikke undgå at bemærke de kummerlige forhold, trøstesløsheden, der krakelerer i solen.

I don’t want to disturb your reggae fantasy

About all that good coke and coconut trees

But the people living in cardboard shacks

You know, that ain’t exactly where the good life’s at

I’ve got a notion to just go away

Find myself a nice little place and stay

Up on a hill with a river below

Just sit back, relax and go with the flow

Oh Oh Jamaica sounds like a hippie’s dream

Oh Oh Jamaica must be a reggae scene

If I ever get myself out of this mess

I’ll never set foot in the city again

I’ll play my guitar for the chickens in the yard

Oh yeah, I’ll sing my songs for the pigs in the park

Oh Oh Jamaica must be a hippie’s dream

Yeah, they’re growing in Jamaica, if you know what I mean

Albummet er fra overgangstiden mellem de psykedeliske dage i Country Joe & the Fish og den lange eftertid med enkle sange om kærlighed, miljø og politik, forsoning og aktivisme på vegne af de veteraner fra Vietnam, der opfattede »I-Feel-Like-I'm-Fixin'-To-Die Rag« som en hån. Albummet huskes især for sangen om rovdrift på hvaler, »Save the Whales«, der bruger »Hooray and up she rises!«-omkvædet fra shantyen »What Shall We Do With the Drunken Sailor«. Men ikke for intet har »Oh Jamaica« linjen, der giver albummet titel. Arrangementet er nærmest cod-reggae. Sangerens rødder ligger mellem Electric Music for the Mind and Body og akustisk americana i sporet fra Woody Guthrie og Bob Dylan. Der er ingen dyb bass riddim dér.

Til slut er tre bolde i luften: den romantiske higen, den realistiske iagttagelse, her-og-nu fornemmelsen af det gode liv. For »de dyrker i Jamaica, hvis du forstår«. Der er ingen overbærende satire. Sangen er et rejsenotat, simpelt hen. 

I don’t want to disturb your reggae fantasy

About all that good coke and coconut trees

But the people living in cardboard shacks

You know, that ain’t exactly where the good life’s at

Out on the islands with the sun beating on down

Me and my friends just messing around

Smoking home grown and drinking home brew

It sounds like paradise with an ocean view

Oh Oh Jamaica sounds like a ganja dream

Yeah, they’re growing in Jamaica, if you know what I mean

Country Joe McDonald (f. 1942) synger stadig væk. Jeg har 30+ album med kunstneren, der i mange årtier har været selvudgiver på Rag Baby Records. McDonald er mere end Manden fra Woodstock.  Må han leve og skrive længe endnu.   

****) Inna de Yard-konceptet fandt et stort publikum, og projektet lever videre i 2023, hvor albummet Family Affair følger op på det første gavmilde soundtrack. De ustandselige veteraner turnerede massivt i Frankrig i juli-august 2023. Se mere om kommende aktiviteter på det officielle website.

Inna de Yard – The Soul of Jamaica. Instr. & manus: Peter Webber. Foto: Berbard Benat. 99 min. Frankrig 2019. Dansk premiere: 24.10.2019.

Fotos: Borsalino Productions/ Cinema Mondo/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ Papal Tree Press/ New Directions/ Fantasy Records/ Rag Baby Records/ YouTube [Le Pacte trailer + clips]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play Rakuten TV, SF Anytime

Trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 25.10.2019

Hlynur Pálmason: Vanskabte Land/ Godland (2022)

I EN STYRTREGN AF STJERNER
En tidsrejse til oprindelsens Island

Af BO GREEN JENSEN

VI er ved slutningen af 1800-tallet, da den danske pastor Lucas (Elliott Crosset Hove) bliver sendt til Island. Det sker ved en uformel frokost hos Vincent (Waage Sandø), som også er præst og kunne være hans far. Den unge mand skal ikke missionere. Opgaven er at bygge en kirke og assistere menigheden i et fjernt hjørne af kolonien, som fra 1814-74 var suverænt på danske hænder.*

   Vincent forbereder Lucas på is og hård regn; et vildnis af klipper, vulkanudbrud, midnatssol og hævede floder, der gør det svært at orientere sig. Han siger, at han selv var som Lucas 30 år før, lige så tændt og videbegærlig. Lucas lytter med den svært aflæselige mine, han for det meste viser verden. Det er først til sidst på Island, at trækkene lukker sig op.

   Vi bemærker, at mændene taler på nudansk, uden forsøg på historisk diktion. Det er strategien i Vanskabte Land. Filmen vil ikke rekonstruere. Stoffet er levet og skrevet. Den vil sende sin tilskuer fysisk tilbage.

LUCAS er en kompleks karakter. Før afrejsen fotograferer han Vincent. Dét er, hvad han brænder for: at eksperimentere med fotoudstyret, som han siden bærer tværs over Island.

   Da Lucas har taget portrættet, bringer filmen sin første skærmtekst: »En trækasse blev fundet på Island, med syv wet plate-fotografier taget af en dansk præst. Disse billeder er de første, der eksisterer af den sydøstlige kyst. Denne film er inspireret af disse fotografier.«

   Det er med andre ord muligt at vælge, om man vil betragte filmen som en autentisk baseret skæbnefortælling eller en fabel om modernitet. Historien selv har ingen mening om sagen. Den vil os det hverken godt eller ondt.

HLYNUR Pálmason (f. 1984) er uddannet på Den Danske Filmskole. Han har i to forbavsende stilrene film markeret sin originale vision. Vinterbrødre (2017) forvandlede Faxe Kalkbrud til et hårdt, ubestemmeligt sneland. Også dén film gav Hove en stærk hovedrolle og blev prompte belønnet med Bodil og Robert. Nutidsthrilleren En hvid, hvid dag (2019) fulgte med en islandsk politibetjent, formidabelt fremstillet af Ingvar Sigurðsson, der søgte bagudrettet hævn for en utroskab, som først blev klar efter hustruens død.

   Vanskabte Land er bekræftelsen. Instruktøren har fortalt, at han udviklede alle tre film på en gang, da han skulle sikre fremtiden for sin familie. Han er selv spændt på, hvad han nu skal i gang med. Kortfilmen Nest (2022) blev vist på Berlinalen. Her bygger Pálmasons tre børn en træhytte, som kameraet bliver på i to år. Nest kan ses på streamingtjenesteen MUBI.

PÅ DEN FØRSTE del af sin rejse bliver Lucas skolet i islandsk af tolken (Hilmar Guðjónson), som lærer ham, at bøger hedder bækur, og bátur betyder båd. Lucas kan næppe se for søsyge. Regn hedder rigning, men han forstår, at der på islandsk findes lige så mange ord for regn, som inuitisk har navne for sne. »Og det er regnvejr alt sammen? Beslut jer dog,« siger Lucas.

   Han vælger selv at gå i land fjernt fra målet. Lucas vil krydse vildmarken og tage billeder af den fysiske verden. Naturen er vildere, end han har forestillet sig, men han holder stædigt fast i kasserne med kamera, trefod og glasplader. Alle poserer ofte og gerne. Da tolken drukner, sørger Lucas over sin ven. Han er nu prisgivet spejderen Ragnar, der fører karavanen af heste og mænd.

   Pálmason caster atter Ingvar Sigurðsson som den arketypiske islandske mand. Han færdes hjemmevant i den barske og – ja – gudsforladte natur. I en western ville han være stifinderen, en hjortedræber i pagt med naturen. Der er en scene, hvor Lucas vågner og ser til fra teltet, mens Ragnar dyrker yoga i bar overkrop og tai-chi-stil. Han stamper vand op af mosset med sine fødder.

   

LUCAS er utryg ved urting. Ved bålet fortæller mændene skrøner om ålens elektriske sange og elskende kvinders hengivne lyd. Præsten føler sig fanget og truet. Omvendt er han god til ting, som de andre ikke begriber. Der er et stand-off mellem sprogene. Ragnar taler dansk, når han vil. Troen er egentlig aldrig i spil. Konflikterne har at gøre med køn og kolonialisme.

   Der er to lange akter i Vanskabte Land. I midten er mødet med Anna (Vic Carmen Sonne). Hun er ældste datter af danskeren Carl (Jacob Hauberg Lohmann), som mistror Lucas fra begyndelsen. Kun Carls yngste datter, Ida, ser forstillelsen. Hun er glæden og lyset i levende live og bliver på passende vis inkarneret af Ida Mékkin Hlynsdóttir.

VISUELT ER FILMEN en bedrift. Pálmason har hver gang brugt vejret, tiden og topografien som udtryk for indre kræfter, der raser uanfægteligt. Her er skabelsen og fortabelsen skildret, så ingen dialog er nødvendig. Det er atter Maria von Hausswolff, som tilrettelægger billedsiden og varierer sin æstetiske strategi fra Pálmasons første to film. Hun er blandt de bedste i faget.**

   Nøjagtigt én time inde kommer Annas ansigt i fokus. Vi er nu i en mere genkendelig verden, men konflikten mellem Ragnar og Lucas har sat sig. Der er et irrationelt had og et skæbnefællesskab, som ingen af mændene vil tage på sig. Der er også en mere ordinær East of Eden-agtig historie.

FILMEN har mange fætre og kusiner. Første del er som en episk western, der udforsker det mytologiske landskab og undrer sig over, hvor let vi går til. Der er præster, som færdes i en fjendtlig kultur – som i Bruce Beresfords Black Robe (fra 1991, efter romanen af Brian Moore) eller Martin Scorseses Silence (fra 2016, efter romanen af Shusako Endo].

   Der er stræberen med den umulige drøm: Werner Herzogs afsindige pionerer i Aguirre, den gale erobrer (1972) og Fitzcarraldo (1982). Der er eneren, som overlever, indtil han ikke overlever mere: manden og bjørnen alene i The Revenant (2015).

   Kærlighedshistorien er både Frantz-Jacobsens færøske Barbara, Halldor Laxness og Sjón i en styrtregn af stjerner og en grynet film noir, som James M. Cain kunne have skrevet, hvis han var i det rette saga-humør: Danskerens hest flygter altid to gange.

FILMEN forstærker sin tidsrejsevirkning ved brug af academyformatet, dvs. næsten kvadratiske billeder i størrelsesforholdet 1:33:1. Argentinske Lisandro Alonso brugte samme klassiske beskæring – med sirligt afrundede hjørner – da han instruerede Viggo Mortensen og Ghita Nørby i Jauja (2014). Jauja var en øvelse i slow cinema. Vanskabte Land fastholder forskellen på dansk facade og islandsk oprindelighed.

   Her er slutfotos af de forvitrende døde. Det er betagende stærkt billedstof.

*) Først i 1918 blev Island en uafhængig nation. Før da var man underlagt kolonimagten Danmark. Titlen er for resten hentet hos digteren Matthias Jochumsson, som levede fra 1835 til 1920. Han skrev den islandske nationalsang, »Löfsöngur« – dvs. »Lovsang« – i 1874, da landet fyldte 1000 år og fik et vist hjemmestyre i dagens anledning.

**) Maria von Hausswolff modtog sin tredje Bodil (på seks år) for Vanskabte Land. Elliott Crosset Hove modtog prisen for Bedste mandlige hovedrolle, Ingvar Sigurðsson fik prisen for Bedste mandlige birolle. Vanskabte Land var endvidere nomineret i kategorierne Bedste danske film og Bedste kvindelige birolle (Ida Mekkin Hlynsdóttir). 

Se også Hlynur Pálmason: Vinterbrødre/Winter Brothers (2017); Hlynur Pálmason: En hvid, hvid dag/A White, White Day (2019).

Vanskabte Land (Volaða land). Instr. & manus: Hlynur Pálmason. Foto: Maria von Hausswolff. 143 min. Danmark-Island-Frankrig-Sverige 2022. Dansk premiere: 01.12.2022.

Foto: Snowglobe Films [Maria von Hausswolff/ Hlynur Pálmason]/ Join Motion Pictures/ ;Aneki Films/ Garagefilm International/ Film i Väst/ DFI/ Icelandic Film Center/ CNC/ Scanbox Entertainment/ Curzon (UK trailer)

Filmen streames på Apple TV/ Blockbuster/ Google Play/ GRAND HJEMMEBIO/ Rakuten TV/ SF Anytime/ Viaplay Rent & Buy/ YouTube Movies

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 01.12.2022.

Robert Eggers: The Northman (2022)

AMLED FØR HAMLET

Nordiske guder og (anti)helte

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med ravne på vej gennem stormen og kolossal musik, som får biografen til at skælve. Titlerne skrives med runer, og alting i verden er kaos.

   Senere kommer der stille steder, men det er egentlig sådan The Northman bliver ved: en skabelsesemmende skrøne, der vil give os den fulde sagaoplevelse.

   The Northman er lavet til fans af voldsomme serier som Vikings (2013-2020), men forfatteren Sjón og instruktøren Robert Eggers har samtidig en regulær ambition om at være mere historisk korrekte. Det er den nye, kosmopolitiske version af vikingetiden, som bærer den drabelige fortælling om hævneren Amleth (Alexander Skarsgård), søn af kong Aurvandill (der er uden forbindelse til eddadigtningens Aurvandil – men måske navngivet efter ham, ligesom vi kalder vores børn Freja og Thor). 

   Man bevæger sig frit i Nordsøen og den baltiske region, fra Irland og de britiske øer til Volga og Byzantium; fra Amerika, Island og Grønland til Romerriget i syd. Fordrevne høvdinge finder et nyt sted, måske en ø i Hebriderne eller en vig – som ordet »viking« kommer af – i Island at kolonisere. Der er blomstrende handel og rig kulturel udveksling. Der er militære plyndringstogter, hvor krigerne oplæres i at gå bersærk og tage trælle.

   Det er også skibsbegravelsernes tid. Det er i store træk det samme billede af kulturen, som arkæologen Jeanette Varberg giver i Viking – Ran, ild og sværd (2019), der er den kurante fremstilling af Nordsøkulturen, der havde sin blomstring fra ca. 750-1050, men strakte sig over en meget længere periode.  

ÅRET er 895. Som dreng ser Amleth sin far (Ethan Hawke) blive myrdet af onkel Fjölnir (Claes Bang), der overtager både tronen og dronning Gudrun (Nicole Kidman). Sidst nogen greb fat i Amled før Hamlet, var da Gabriel Axel (1918-2014) lod Christian Bale, Gabriel Byrne, Helen Mirren og Kate Beckinsale spille ømt egnsteater i Prinsen af Jylland (1994).

   Sjældent har to film haft mindre til fælles, bortset fra hårdt vejr og grove gevandter. Axel, som havde brugt materialet fra Saxo og sagaerne i Den røde kappe (1967), realiserede en gammel drøm at gøre det mindre og mere realistisk. Han nedskalerede alt ved historien. Erik Kjersgaard var medforfatter, og Per Nørgaard skrev ny musik for gamle instrumenter. Det hele blev skudt på Hjerl Hede. Prinsen af Jylland har noget af ånden fra Roman Polanskis (1971) og Justin Kurzels (2015) forsøg på at give Macbeth fysisk tyngde og ny relevans. Axels film accentuerer en tidløs småborgerlighed. Eggers' film er en rasende åbenbaring i forhold..

   Den voksne Amleth kommer forklædt som træl, da han har lært at gå ulvebersærk. Han forelsker sig i Olga (Anya Taylor-Joy) fra Ukraine. Og hævner sig så eftertrykkeligt, at alle i salen får kvalme. Det er i forvejen en barsk tid. Kongsgårdene lader trælle dyste i en slags primitiv hockey, som er livsfarlig. Her demonstrerer Amleth sin fysik. Han får et magisk sværd, som kun kan bruges i mørke eller ved Hels port.

FORFATTEREN Sjón har bidraget med den islandske baggrund. Det kunne være interessant at høre, hvad han synes om filmen, der ligner en blanding af fantasy og spaghettiwestern. Det er en altomsluttende oplevelse. Man kan knap have neutrale reaktioner.

   Eggers har gjort betydeligt indtryk med to små produktioner, som blev store arthousehits. The Witch (2015) kom fra puritanernes tid i New England, og i The Lighthouse (2019) var Willem Dafoe og Robert Pattinson fyrmestre, som fik økuller sammen. Her har Eggers for første gang et stort budget til rådighed.

   The Northman ligner på den måde The Green Knight (2021), som var David Lowerys tilsvarende riddertidsfantasi. Lowery tog afsæt i digtet om Sir Gawain og den grønne ridder. Her er grundhistorien fra Saxo smagt til med elementer fra Bjowulf-kvadet og sagaen om Sigurd Fafnersbane.

NÅR man har vænnet sig til støjen, kommer stoffet til sin ret. Især lykkes det at nuancere psykologien. Eggers rekonstruerer en verden, der hænger sammen, så brutal den nu er. Man kan lige nøjagtigt fornemme en hverdag i scenerne fra den islandske kongsgård. Der er end ikke tilløb til regressiv eskapisme eller fejlanbragt nostalgi. Ingen får lyst til at rejse tilbage.

   Magien er mere end generisk filigran; der er ægte forankring. Björks blinde seerske er ærefrygtindgydende makaber, og slutopgøret ved Hels port synes virkelig at være skudt i klodens kogende indre. Gudrun og Fjölnir er komplekse og interessante figurer med en mere moderne psykologi. Det er ikke Margrete den Første. The Northman er en monstrøsitet, men der er tænkt over, hvorfor effekterne bruges. Vi skal virkelig se Ragnarok denne gang.

The Northman. Instr.: Robert Eggers. Manus: Sjón, Robert Eggers. Foto: Jarin Blaschke. 136 min. USA-Kina-UK 2022. Dansk premiere: 13.04.2022.

Fotos: New Regency Productions/ Focus Features/ Universal Pictures/ Perfect World Pictures/ Square Peg/ CineMaterial/ MoviestillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Spirit Entertainment (UK) 24.03.2025

Anmeldelsen trykt (i lidt kortere form) i Weekendavisen Kultur 14.04.2022.

Hlynur Pálmason: En hvid, hvid dag/ A White, White Day (2019)

NÅR HIMMEL OG JORD STÅR I ÉT
Der er blod i sneen og mørke i verden

Af BO GREEN JENSEN

»PÅ sådanne dage, hvor alting er hvidt, og der ikke længere er nogen forskel på jorden og himlen, da kan de døde tale til os, som stadig lever.«

   Betragtningen står på lærredet forrest i Hlynur Pálmasons opfølger til Vinterbrødre. Den tilskrives en ukendt forfatter. Måske er det Palmáson selv. I hvert fald forstår vi, at det er alvor, da titlen senere bliver klippet ind over skinger strygermusik: Hvítur, hvítur dagur. Herefter standser musikken. Nu er der bare lyden af vind.

   En bil kører hurtigt ad snoede veje gennem den drivende tåge. Den klarer flere risikable sving, og vi tænker, at chaufføren må være stedkendt. Så drejer vejen igen, men bilen følger ikke med krumningen. I støt fart kører den gennem autoværnet og forsvinder ned i kløften.

DER er stadig ingen mennesker i billedet. Næste scene viser to lave, indhegnede bygninger, som står isoleret i landskabet. Vi ser dem i vinter, forår og sommer, altid fra den samme vinkel og på samme neutrale afstand. De første fem minutter af En hvid, hvid dag er uden dialog og forklaring. Men siger alt i urbilleder.

   Små heste går og græsser. Husene synes at trykke sig ned. Endelig kommer der biler, og vi hører en mand og en pige, der taler. Han viser hende, hvor hun skal være, når han er færdig. Han sikrer strukturen mod alle slags fjender. Det bliver verdens tætteste hus. Hverken Vinden eller Ulven kan hyle det omkuld. Manden bygger huset til sin datter og sit barnebarn. De skal ikke berøves af skæbnen igen.

POLITIBETJENTEN Ingimundur har orlov efter sin hustrus død. Han er vred og i chok over ulykken. Han går til pligtsamtaler hos psykologen, for det har han fået besked på, men han giver ikke meget for terapien. Han bider tænderne sammen og bygger sit hus. Kun når barnebarnet Salka er med, kan han smile.

   En hvid, hvid dag træder langsomt i karakter. Det er en islandsk skæbnefortælling, som arbejder på at blive til film noir, selv om der længe er humor i bunden. Ingimundur lever med savnet. Han kigger i sin kones ting. Han snuser til hendes tøj. Han finder en bog, som ligger i kassen, og ryster på hovedet over omslagscitaterne med anmelderskamros. Så går noget op for ham, og de døde begynder at tale for alvor.

EN hvid, hvid dag er en studie i jalousi. Den er bagudrettet og svær at bearbejde. Reaktionen bliver derfor mere irrationel. Ingimundur får sine værste anelser bekræftet, da han finder hustruens kamera. Samtidig bliver hun levende for ham. Det er en lille by, hvor man kender hinanden. Hver dag ser han manden, som hun var ham utro med. Når de spiller fodbold sammen, bliver der virkelig tacklet igennem.

   Det er bare ikke nok. Jalousi er en selvforstærkende djævel, og frustrationen må forløses i vold. Ingimundur planlægger sin hævn. Han kan ikke tænke på andet. Vi har vænnet os til hans væsen og regner med, at det går over. Han eksploderer hos psykologen og sætter sine kollegaer i arresten efter et klodset, lavkomisk slagsmål. Men også publikum indser, at noget er galt, da Ingimundur bider ad Salka.

HLYNUR Pálmason er en sikker fortæller med en personlig og effektiv stil. Han taler bedst i billeder og forklarer sig aldrig i dialog. I Vinterbrødre kunne det sære miljø bære mange manerer. Her er der mere realisme end myte. Men også En hvid, hvid dag kulminerer i et opgør mellem det bedste og det værste i manden.

   Jeg skal ikke røbe, hvordan det går til, at manden og pigen når det sted, hvor de knuger hinanden på filmens plakat. Det er dog ikke en spændingsfilm på dén måde. Snarere en sej udstedskrimi. Man håber, at barnet kan slukke ilden i manden og få smerten til at gå væk. Det er også den vej, det går – indtil sjuften, som gjorde Ingimundur til hanrej, beslutter selv at tage hævn.

DET er en floskel at fremhæve sagakvaliteten i islandske fortællinger, men filmen har dette særegne snit. Der er blod i sneen og mørke i verden, skønt nutidens udsatte mænd bor i huse, der afviser alle slags rasen.

   Ingimundur og Salka bærer filmen. De bliver fremragende spillet af Ingvar Sigurdsson og Ída Mekkín Hlynsdóttir. Andre karakterer kommer aldrig i fokus. Og fra første scene ved vi, at det skal ende, hvor det begyndte, på vejen, hvor himmel og jord står i ét.

   Med Vinterbrødre satte Hlynur Pálmason sig i respekt. I En hvid, hvid dag bliver han en moden fortæller, som taler med dybde og autoritet.

Se også Hlynur Pálmason: Vinterbrødre/Winter Brothers (2017); Hlynur Pálmason: Vanskabte Land/ Godland (2022).

En hvid, hvid dag (Hvitúr, Hvitúr Dagúr). Instr. & manus: Hlynur Pálmason. Foto: Maria von Hausswolff. 109 min. Island-Danmark-Sverige 2019. Dansk premiere: 05.12.2020.

Fotos: Joint Motion Pictures/ DFI/ DR/ Film i Väst/ Glassriver/ Icelandic Film Center/ Swedish Film Institute/ Snowglobe Films/ Sena/ RÚV/ Kukl/ MEDIA/ Nordisk Film- og TV-Fond/ Peccadillo Pictures/ Øst for Paradis Distribution

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Peccadillo Pictures (UK) 05.10.2020

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.12.2020

Hlynur Pálmason: Vinterbrødre/ Winter Brothers (2017)

KALK OG SNE
Den skarpe islændings danske debut

Af BO GREEN JENSEN

HER er en sne- og kalkdækket verden, hvor mænd går i minen med udslukne blikke og leger med døden, når de har fri. Det er et ærketypisk arbejdsssted. Der er en skov med nøgne træer, og der må være en by i nærheden, men for det meste findes kun fabrikken og barakkerne.

   Der er også en historie, den skal bare foldes ud. Emil (Elliott Crosset Hove) og Johan (Simon Sears) har i syv år arbejdet for det kalkbrud, som fylder alt i Vinterbrødre. Hvor de kommer fra, bliver aldrig oplyst. De stiger ned i minen hver morgen og kommer op igen, når skiftet er færdigt.

   Andre dage står de ved kværnende tromler, der i princippet passer sig selv. De keder sig inderligt og fordriver tiden med infantile konkurrencer i, hvem der kan holde urinstrålen længst.

   De fleste ord forsvinder, skønt de råber til hinanden. Der er en kakofoni uden lige i filmen, som ikke gør noget forsøg – tværtimod – på at afmystificere den djævelske arbejdsproces. Det kunne være et kraftværk, en kulmine, en boreplatform. Enhver slags isoleret miljø, hvor udsatte mænd går fra forstanden.

JOHAN er faldet til. Emil har derimod sin egen parallelle virkelighed. Han stjæler kemikalier, som han forvandler til hjemmebrændt sprut og sælger til kolleger [meget som matrosen Joaquin Phoenix i Paul Thomas Andersons The Master (2012)]. Han kaster snebolde på vinduet ind til Anna (Victoria Carmen Sonne), universets eneste kvinde, som han fantaserer både blidt og brutalt om.

   Emil er en modtagelig knægt, et sind uden filter. Nålen når let op i øverste felt. Alligevel er det en særlig begejstring, han føler, da han får fingre i en automatisk riffel hos barakbyens gråsprængte særling (Anders Hove, som i virkeligheden er far til Elliott Crosset).

   Emil tager tøjet af og poserer, mens en britisk officer forklarer om våbnets funktion - og fascination - på en gammel instruktionsvideo. Han ser scener fra voldspornografiske krigsfilm, hvor kameraet zoomer helt ind på drøbelen i de skrigende halse.

FILMENS første del er som en virkelig drøm. I anden akt vender det hele tilbage som drømt virkelighed. Skiftet sker, da en kollega bliver syg af at drikke Emils pullimut. Fabrikkens bestyrer (Lars Mikkelsen) afhører Emil i noget, der begynder som en lummer medarbejdersamtale, men udarter til en torturscene.

   Emil må drikke sin egen gift, bliver slået og kastet i hullet. Da han vågner, ligger Anna ved hans side. Han snubler gennem skoven, hvor det ikke mere er muligt at se forskel på dryssende kalk og fygende sne. Her slutter han sig til en gruppe soldater, der instrueres af officeren fra den gamle video. Vi ser nu, at det er Lars Mikkelsen, som træner de unge mænd i dræbe.

SÅ får drøm og virkelighed fællesmængde. Emil og Anna har elsket i fantasien, men det er Johan, som hun ligger med i barakken. De nøgne brødre har en stor brydekamp. Det er maskuline riter i koncentreret form. D.H. Lawrence ville nikke anerkendende.

   Endelig bliver Emil stammens udstødte kriger. Peter Plaugborg har en lang monolog, hvor han fortæller om hunden, der blev ved med at vente på sin døde herre ved minen. Han har historien fra sin far, og han har aldrig vidst, hvad han skulle med den. Nu får Emil den, og stik så af!

DER er naturligvis mere endnu. Vinterbrødre gjorde indtryk. Filmen fik publikumsprisen på CPH PIX, blev vist på London Film Festival og var i konkurrence i Locarno. Hlynur Pálmason modtog instruktørprisen på Thessaloniki International Film Festival. Der var Robert (14 nomineringer, 9 priser) og Bodil (4 nomineringer, 2 priser) i lange baner.

   På sin rå måde er det en meget smuk film. Fotografen Maria von Hausswolff gør verden til en åbenbaring af kalk og sne, men først er der ti desorienterende minutter i mørket under jorden. Toke Brorson Odins score og Lars Halvorsens lyddesign skaber sammen et struktureret inferno, der ligner industrial metal. 

   Hlynur Pálmason er fra Island, men bor og arbejder i København. Vinterbrødre er faktisk optaget i Fakse Kalkbrud, skønt filmen skildrer et mytisk sted uden tid eller navn. Efter Avaz-brødrenes Mens vi lever var det årets anden store debut. Og en af de bedste nye film i 2017.

Se også Hlynur Pálmason: En hvid, hvid dag/ A White, White Day (2019); Hlynur Pálmason: Vanskabte Land/ Godland (2022).

Vinterbrødre. Intr. og manus: Hlynur Pálmason. Foto: Maria von Hausswolff. 93 min. Danmark-Island 2017. Dansk premiere: 07.12.2017.

 

Fotos: Masterplan Pictures/  KimStim/ Join Motion Pictures/ New Danish Screen/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

Ingen Blu-ray udgivelse - DVD fra Angel Films 19.04.2018

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.12.2017.