Robert Eggers: The Northman (2022)

AMLED FØR HAMLET

Nordiske guder og (anti)helte

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med ravne på vej gennem stormen og kolossal musik, som får biografen til at skælve. Titlerne skrives med runer, og alting i verden er kaos.

   Senere kommer der stille steder, men det er egentlig sådan The Northman bliver ved: en skabelsesemmende skrøne, der vil give os den fulde sagaoplevelse.

   The Northman er lavet til fans af voldsomme serier som Vikings (2013-2020), men forfatteren Sjón og instruktøren Robert Eggers har samtidig en regulær ambition om at være mere historisk korrekte. Det er den nye, kosmopolitiske version af vikingetiden, som bærer den drabelige fortælling om hævneren Amleth (Alexander Skarsgård), søn af kong Aurvandill (der er uden forbindelse til eddadigtningens Aurvandil – men måske navngivet efter ham, ligesom vi kalder vores børn Freja og Thor). 

   Man bevæger sig frit i Nordsøen og den baltiske region, fra Irland og de britiske øer til Volga og Byzantium; fra Amerika, Island og Grønland til Romerriget i syd. Fordrevne høvdinge finder et nyt sted, måske en ø i Hebriderne eller en vig – som ordet »viking« kommer af – i Island at kolonisere. Der er blomstrende handel og rig kulturel udveksling. Der er militære plyndringstogter, hvor krigerne oplæres i at gå bersærk og tage trælle.

   Det er også skibsbegravelsernes tid. Det er i store træk det samme billede af kulturen, som arkæologen Jeanette Varberg giver i Viking – Ran, ild og sværd (2019), der er den kurante fremstilling af Nordsøkulturen, der havde sin blomstring fra ca. 750-1050, men strakte sig over en meget længere periode.  

ÅRET er 895. Som dreng ser Amleth sin far (Ethan Hawke) blive myrdet af onkel Fjölnir (Claes Bang), der overtager både tronen og dronning Gudrun (Nicole Kidman). Sidst nogen greb fat i Amled før Hamlet, var da Gabriel Axel (1918-2014) lod Christian Bale, Gabriel Byrne, Helen Mirren og Kate Beckinsale spille ømt egnsteater i Prinsen af Jylland (1994).

   Sjældent har to film haft mindre til fælles, bortset fra hårdt vejr og grove gevandter. Axel, som havde brugt materialet fra Saxo og sagaerne i Den røde kappe (1967), realiserede en gammel drøm at gøre det mindre og mere realistisk. Han nedskalerede alt ved historien. Erik Kjersgaard var medforfatter, og Per Nørgaard skrev ny musik for gamle instrumenter. Det hele blev skudt på Hjerl Hede. Prinsen af Jylland har noget af ånden fra Roman Polanskis (1971) og Justin Kurzels (2015) forsøg på at give Macbeth fysisk tyngde og ny relevans. Axels film accentuerer en tidløs småborgerlighed. Eggers' film er en rasende åbenbaring i forhold..

   Den voksne Amleth kommer forklædt som træl, da han har lært at gå ulvebersærk. Han forelsker sig i Olga (Anya Taylor-Joy) fra Ukraine. Og hævner sig så eftertrykkeligt, at alle i salen får kvalme. Det er i forvejen en barsk tid. Kongsgårdene lader trælle dyste i en slags primitiv hockey, som er livsfarlig. Her demonstrerer Amleth sin fysik. Han får et magisk sværd, som kun kan bruges i mørke eller ved Hels port.

FORFATTEREN Sjón har bidraget med den islandske baggrund. Det kunne være interessant at høre, hvad han synes om filmen, der ligner en blanding af fantasy og spaghettiwestern. Det er en altomsluttende oplevelse. Man kan knap have neutrale reaktioner.

   Eggers har gjort betydeligt indtryk med to små produktioner, som blev store arthousehits. The Witch (2015) kom fra puritanernes tid i New England, og i The Lighthouse (2019) var Willem Dafoe og Robert Pattinson fyrmestre, som fik økuller sammen. Her har Eggers for første gang et stort budget til rådighed.

   The Northman ligner på den måde The Green Knight (2021), som var David Lowerys tilsvarende riddertidsfantasi. Lowery tog afsæt i digtet om Sir Gawain og den grønne ridder. Her er grundhistorien fra Saxo smagt til med elementer fra Bjowulf-kvadet og sagaen om Sigurd Fafnersbane.

NÅR man har vænnet sig til støjen, kommer stoffet til sin ret. Især lykkes det at nuancere psykologien. Eggers rekonstruerer en verden, der hænger sammen, så brutal den nu er. Man kan lige nøjagtigt fornemme en hverdag i scenerne fra den islandske kongsgård. Der er end ikke tilløb til regressiv eskapisme eller fejlanbragt nostalgi. Ingen får lyst til at rejse tilbage.

   Magien er mere end generisk filigran; der er ægte forankring. Björks blinde seerske er ærefrygtindgydende makaber, og slutopgøret ved Hels port synes virkelig at være skudt i klodens kogende indre. Gudrun og Fjölnir er komplekse og interessante figurer med en mere moderne psykologi. Det er ikke Margrete den Første. The Northman er en monstrøsitet, men der er tænkt over, hvorfor effekterne bruges. Vi skal virkelig se Ragnarok denne gang.

The Northman. Instr.: Robert Eggers. Manus: Sjón, Robert Eggers. Foto: Jarin Blaschke. 136 min. USA-Kina-UK 2022. Dansk premiere: 13.04.2022.

Fotos: New Regency Productions/ Focus Features/ Universal Pictures/ Perfect World Pictures/ Square Peg/ CineMaterial/ MoviestillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Spirit Entertainment (UK) 24.03.2025

Anmeldelsen trykt (i lidt kortere form) i Weekendavisen Kultur 14.04.2022.

Hirokazu Kore-eda: La Vérite/The Truth (2019)

MODENHED ER ALT

Den japanske auteur debuterer på fransk 

Af BO GREEN JENSEN

FABIENNE Dangeville er en ærkefransk diva, der nærmer sig glamourøs alderdom. Hun bliver naturligvis spillet af Catherine Deneuve (f. 1943) – hvis rigtige mellemnavn er Fabienne.

   Datteren Lumir, som selv er blevet midaldrende, slog sig ned i USA. Hun bliver i La vérité spillet af Juliette Binoche (f. 1964), som var for 1980ernes french wave, hvad Deneuve var for 1960ernes nouvelle vague.

   Lumir kommer på besøg med den amerikanske familie, netop som Fabienne får udgivet sine autofiktive erindringer og medvirker i en ny film, hvor hun spiller over for Manon Lenoir (Manon Clavel), en kommende stjerne, som skal være den næste Deneuve og Binoche. Det er svære og krævende optagelser. Fabienne er på usikker grund.

JAPANSKE Hirokazu Kore-eda (f. 1962) er god til at skildre familier. Instruktøren gjorde et uudsletteligt indtryk med Nobody Knows (2004), hvor tre forladte børn skjuler et fjerde, som kun ser dagslys én gang i sit liv. Mange film senere er Kore-eda blevet en ny mester i traditionen fra Yasujirô Ozu og Kenji Mizoguchi. Han ser alle generationer. Kronen på værket var guldpalmevinderen Shoplifters (2019). La vérité er hans første fremmedsprogede arbejde.

   Kore-eda fanger hver nuance i familiebilledet. Især Ethan Hawkes karakter er mere end standardvare. Lumirs mand har alkoholproblemer og falder i. Fabienne tager ham ikke alvorligt som skuespiller, men Hank har åbenbart beskeden succes i en serie, som bliver streamet på nettet.

   Også for ham selv er det uklart, om talentet var utilstrækkeligt. Faldt han som følge af alkoholismen eller førte middelmådighed ham til misbrug? I hvert fald er han en god far og en kærlig ægtemand på sin måde. Det er Hank, der forbinder de praktiske ender, mens Fabienne og Lumir diskuterer fortiden.

DE bedste scener i Sandheden er dog optagelserne til filmen, som Fabienne medvirker i. Det er en science fiction-historie, hvor protagonistens mor tager ud i rummet, fordi hun er syg. Moderen kommer hjem på besøg hvert syvende år og virker da altid ung og perfekt. Det er hun stadig, da pigen er blevet gammel.

   Fabienne har rollen som den ældede, døende datter. Hun farer vild i sine replikker og kan ikke koncentrere sig. Hun føler, at professionalismen, som hun har hængt sin hat på hele livet, er ved at glide hende af hænde. Tiden er kold og har svært ved at huske. Hun føler sin alder meget akut og lyver sig stærkere i selvforsvar.  

KORE-EDA gør filmen-i-filmen til en rig undertekst. Tidsrejsemotivet er hentet i Ken Lius novelle »Memories of My Mother«, som forfatteren lagde på nettet i marts 2012. Det er en ganske kort tekst, som benytter formatet flash fiction. Også amerikaneren David Gaddie har brugt den som afsæt for kortfilmen Beautiful Dreamer (2016).

   Det er flot at forbinde cyberspacefremtiden med Fabienne. Mor og datter diskuterer, hvordan det var med mosteren, som tog sig af Lumir, når Fabienne var på optagelse. Lumir synes, at Fabienne fordrejer og forskønner det hele i erindringsbogen. Sandheden var ikke sådan. Mosteren døde ung – ganske som Françoise Dorleac, Deneuves storesøster, der kørte galt og døde, kun 25 år gammel, i 1967.

MAN kan se de to søstre sammen i Jacques Demys meta-musical Les desmoiselles de Rochefort (1967, da. Pigerne fra Rochefort). Og man kan se Deneuve spille over for sin egen voksne datter, Chiara Mastroianni, i Julie Bertuccellis La dernière folie de Claire Darling (2019, da. Claire Darling). Sådan gnider fiktionen kind med den virkelige historie i La vérité. Sandheden er ikke en nøglefilm – og så alligevel. Det enkle kunstgreb har meget stor virkning. Familiefornemmelsen er autentisk.

   »Modenhed er alt,« siger Shakespeare i Kong Lear. Deneuve og Binoche er i virkeligheden 76 og 56 år. Det er godt at se dem som mor og datter. For Kore-eda er filmen et eksperiment. Det må siges at være lykkedes ham. Sandheden er en udsøgt komponeret buket af hyldest og historie. Her er 60 års fransk (og japansk) filmfølsomhed koncentreret.

Se også Den japanske familie: Shoplifters (2018); Hirokazu Kore-eda: Still Walking/ Aruitemo aruitemo (2008); Hirokazu Kore-eda: Nobody Knows/ Dare mo shiranai (2004).  

La vérité (Sandheden). Instr. og manus: Hirokazu Kore-eda. Foto: Eric Gautier. 106 min. Frankrig-Schweiz-Japan 2019. Dansk premiere: 08.10.2020.

Fotos: 3B Productions/ Bun-Buku/ MI Movies/ France 3 Cinéma/ Canal+/ Unifrance/ Le Pacte/Øst for Paradis

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 09.10.2020

Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022)

LINKLATERS LIVSVÆRKER

Om at fastholde tiden og lade den flyde

Af BO GREEN JENSEN

RICHARD Linklater (f. 1960) har lavet mange slags film, siden han ankom med Slacker (1990) og Dazed & Confused (1993). Texaneren blev fra begyndelsen set som en tilbagelænet talsmand for den søvnige »Generation X«, som Douglas Coupland m.fl. skrev om i litteraturen.

   Han har – heldigvis – bevaret sin slentrende tone, uanset om genren var mainstream (Bad News Bears), økologisk protest (Fast Food Nation), skæv biopic (Me and Orson Welles) eller hjertearbejder som Last Flag Flying (2017), der genforener de tre soldater fra Hal Ashbys The Last Detail (1973). 

  

ALLE Linklaters film er seværdige, men hovedbidraget må være de kronologiske projekter. I 1995 lod han to unge rejsende, amerikaneren Jesse (Ethan Hawke) og franske Céline (Julie Delpy), tale til daggry ved toget i Wien. Before Sunrise blev en uforgængelig film, der i dråbeform koncentrerer sin tid. Man ser den nu og er tilbage i årtiet, som tror, at Den Kolde Krig er forbi.

   Fordi karaktererne var interessante, kunne de mødes (og skilles) igen i Paris i Before Sunset (2004). Kronen på værket er Before Midnight (2013), hvor vi ser dem som familien, de blev. Parret er i Grækenland med sine døtre, og forholdet er i krise. De taler dog stadig med humor og varme. Det gør selvsagt alt for filmene, at Hawke og Delpy ældes i virkelig tid.

DER blev for alvor syet med lang tråd i Boyhood (2014). Boyhood er filmet over 12 år og følger drengen Mason (Eller Coltrane) fra han er otte til han er 18 og forlader Austin-forstaden for at gå på college. Rammen er autentisk, men historien er fiktiv. Masons forældre, der begge får nye partnere, bliver spillet af Patricia Arquette og Ethan Hawke, som er en avatar for instruktøren.

   Linklater arbejdede på filmen et par uger hvert år. Der sker ikke meget. Omvendt sker det hele: en barndom bliver levet, tiden går, og vi ser, at den sætter sig i karakteren. Linklater blev Oscar-nomineret for sin instruktion og sit manuskript. Boyhood har meget til fælles med Terrence Malicks Tree of Life (2011). Der er bare ingen metafysisk fernis og heller ingen fortidsdyr.

JEG dvæler ved Tempus Fugit-projektet, fordi filmene tydeligvis er vigtige og særlige for Linklater, og fordi den semi-selvbiografiske Apollo 10½: A Space Age Childhood vokser ud af samme bestræbelse. Linklater havde ideen allerede i 2004, da han var midtvejs med Before-trilogien og skulle til at begynde på Boyhood. Han ville gerne bruge sin egen barndom, men syntes ikke, at der var drama nok til en rekonstruktion i fuld skala.

   Apollo 10½ føjer to små historier sammen til en stor barndomsskildring. Stan er ni år i sommeren 1969, da hele verden følger rumkapløbet. Emnet fylder ekstra i Houston-forstaden El Lago, hvor alle arbejder for NASA. Stan er efternøleren blandt seks søskende – de andre i huset driller ham med, at han ofte mangler på fotos og smalfilm. På lydsporet taler Jack Black som den voksne Stan.

FORTÆLLINGEN skildrer med varm præcision og stor kærlighed en hvid drengetid i de nye forstæder. Det særlige er, at det bliver gjort i animationsform. Linklater har før brugt animation i episodefilmen Waking Life (2002), hvor også parret fra Before-trilogien optræder, og i sin kongeniale fortolkning af Philip K. Dicks A Scanner Darkly (2006). Formen var som skabt til at skildre det paranoide verdenssyn hos forfatteren.

   Linklater laver ikke lækre animationsfilm i stilen fra Disney og Pixar. Teknikken er rotoscoping – man filmer i live action og bearbejder digitalt. Metoden blev udviklet til Waking Life af Bob Sabiston. Det var samme mand, som Jørgen Leth henvendte sig til, da han skulle genskabe barberingsscenen fra Det perfekte menneske (1968) i sin og Lars von Triers De fem benspænd (2003).

FORMEN passer perfekt til Apollo 10½. Linklater skildrer en barndom med skole, sport, biografer, tv’et, som der er kamp om, når en familie på otte skal enes. I baggrunden hører vi om krigen i Vietnam, de politiske attentater, den sociale uro. Ældste søster slår over på Dick Cavett Show, hvor gæsten er Janis Joplin. Joni Mitchell besøger The Johnny Cash Show. En anden søster spiller »Sugar Sugar« med The Archies i sløjfe. Stan har mange tv-favoritter, men allerhelst vil han se The Twilight Zone.

   Filmens temasang er Donovans »Barabajagal«. Den ene af de hårdkogte bedstemødre er konspirationsteoretiker. Hun hvisker til børnene om JFK, der overlevede skuddet i Dallas, men blev gemt væk på en græsk ø, som ejes af Aristotelis Onassis. På den måde giver det hele jo mening.

FORMATET kommer især til sin ret, når børnene går med mormor i biografen og ser The Sound of Music. Også Rumrejsen år 2001 citeres som tegnefilm – og vi ser Walter Cronkite tale med Arthur C. Clarke, mens der tælles ned til Apollo 11-opsendelsen. Vist er filmen nostalgisk, men det er efter drengetilstanden – den ser ikke 1960erne som et tabt paradis.

   I den anden historie bliver Stan samlet op af to mænd i sorte habitter og kørt til NASA, som har brug for at afprøve måneflyvningen i lille skala. Stan gennemgår træningsprogrammet og lander i Stilhedens Hav. Han fortæller, som skete det faktisk. Stan viser alle de trivielle relikvier frem. Nogle er husket, andre er glemt – »but not by me«, forsikrer han.

DET ER USIGELIGT charmerende, hvis man har Linklaters alder. For yngre tilskuere er det ikke den værste måde at rejse tilbage i tiden på. Fantasien giver endelig mening, da drengen er faldet i søvn og bliver båret i seng, så han går glip af månelandingen. For han har allerede været der, og som Stans mor siger til sin mand: »Du ved, hvordan erindringen fungerer. Med tiden vil han huske det, som om han virkelig oplevede det.«

   Denne lille sandhed er for så vidt hele den store pointe. Linklaters næste kronologiske projekt er Merrily We Roll Along. Den bygger på Stephen Sondheims musical, men filmen skal optages over tyve år, ligesom Boyhood blev til over 12. Tanken er at vende kronologien til slut.

DE fleste Linklater-film har haft dansk premiere. Where’d You Go, Bernadette? (2019) gik tabt i covidnedlukningen. Cate Blanchett spiller en arkitekt i livskrise. Atmosfæren er fortvivlet komik, og finalen er henlagt til Antarktis. Hvor blev du af, Bernadette? kan ses på Filmstriben og C More. Apollo 10½ ligger på Netflix, som også er koproducent.

   Linklater har aldrig brugt store ord og dyre fagter. Men han har bevaret sit særpræg i 30 år nu.

Se også Richard Linklater: Before Sunrise (1995); Richard Linklater: Before Sunset (2004); Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008); Richard Linklater: Before Midnight (2013); Richard Linklater: Boyhood (2014); Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5].

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/ Den røde skildpadde (2016); Animation | The Swallows of Kabul/ Les hirondelles de Kaboul (2019); Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/ Den lille pige og profeten (2014); Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016); Animation | Den Lille Prins/ Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen].

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yushifumo Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/ The Boy and the World (2013); Animation | Makato Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makato Shinkai: Your Name (2016).

Apollo 10½: A Space Age Childhood. Instr. & manus: Richard Linklater. Foto: Shane F. Kelly. 97 min. USA 2022. Dansk premiere: 01.04.2022 (streaming).

Fotos: Minnow Mountain/ Submarine/ Detour Filmproduction/ Netflix Animation/ Soundcrafter/ CineMaterial/ Filmgrab.com/

Filmen streames på NETFLIX

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.05.2022.

Bogen og filmen | Nick Hornby: Juliet, Naked (2009/2018)

FANKULTUR I VIRKELIGHEDEN

Forfatteren Nick Hornby, nøgen

Af BO GREEN JENSEN

BRITISKE Nick Hornby (f. 1957) skriver med charme og ydmyg indlevelse om en håndfuld emner, der altid er relevante: fodbold, klassisk populærmusik, forliste og forsøgte forhold; rollen som far, der må og skal spilles, uanset om man magter opgaven.

   Hornby er en besnærende enkel forfatter. Fordi han bliver ældre, er motiverne alligevel ikke de samme, når man ser nærmere efter. Dybest set handler det hele om livet og tiden, der bare bliver ved med at gå.

   I Juliet, Naked er Annie på snart 40 år i vildrede. Hun bestyrer bymuseet i Sandcliff og er begyndt at overveje, om hun alligevel vil have børn. Kæresten Duncan er lektor i medievidenskab. Han underviser i magasinet The Wire, men hans store lidenskab er musikken. Duncan bestyrer et website, der er dedikeret til indierocklegenden Tucker Crowe.

TUCKER Crowe skar ét enkelt album, Juliet fra 1993. Så forsvandt han sporløst og gav næring til en fuld mytologi af rygter, vandrehistorier og vidtløftige værkanalyser i dylanologisk format. For en fan med hang til det udsøgt specielle er Tucker et perfekt idol. 

   Annie og Duncan var gode sammen engang. Det er de ikke mere. I posten ligger så pludselig en cd med Tuckers demooptagelser. Juliet, Naked er filmens svar på Let It Be … Naked og The Basement Tapes, Raw. For mange år siden sagde man unplugged.

   Annie har rigeligt af Tucker Crowe. Hun skriver en hård kritik på Duncans hjemmeside. Anmeldelsen er fuld af ophobet misbilligelse. Hun vedgår senere, at den nok overdrev.

   Duncan synes, at huset stinker af forræderi. Han bliver interesseret i en kollega, som har den rigtige reaktion. Imens får Annie svar fra legenden, som lever i bedste velgående.

TUCKER har fem børn med fire forskellige kvinder. Da han og Annie endelig mødes, er alle stimlet sammen ved sengen, hvor han kommer sig efter et hjerteanfald. Han bor i garagen hos en af sine eks’er. Han er ædru efter to fortabte årtier og gør sig umage med at være far for den yngste dreng, som er ni år og hedder Jackson (Azhy Robertson).

   Nu er spørgsmålet, om Annie og Tucker skal være et par i den lange udredning. Der er en slet ikke rosenrød skildring af problemerne ved forhold med megen historik. Endvidere møder idolet sin fan nr. 1 og kan slet ikke genkende de kvaliteter, som Duncan hører i Tuckers musik. De har et interessant skænderi om, hvem kunsten egentlig er til for.

   Rose Byrne og Chris O’Dowd er gode som det britiske par, men filmen står og falder med Ethan Hawke, der spiller den arrede Tucker. Der er kælet for detaljen, så de gamle sange lyder som noget fra 1993. I en særlig øm scene sætter Hawke sig på bymuseet og spiller »Waterloo Sunset« på rustent klaver. Den pragtfulde sang med The Kinks er usårlig. Ikke et eneste øje er tørt.

FORFATTEREN selv har ikke haft noget med filmen at gøre. For tyve år siden var bogen nok blevet trimmet og glattet, så filmen kunne være en mainstreamaffære i stil med High Fidelity (2000, instr. Stephen Frears) og About a Boy (2002, instr. Chris & Paul Weitz), der begge blev skabt med et øje på det transatlantiske marked.

   Nu er alt realiseret i en løs og lavpraktisk, henslængt form, som også husker de pinlige steder. Jesse Peretz instruerede HBO-serien Girls (2012-17), som Lena Dunham fik al æren for. Juliet, Naked jager i samme terræn.

   Nick Hornby er fyldt 64. Ethan Hawke er 51, men for 30 år siden var han et af de unge Seattle-ansigter i musikfilmen Reality Bites (1994, instr. Ben Stiller). Der er en vejrbidthed over Juliet, nøgen, som ikke kan købes for penge. For tilskuere med den rigtige alder er filmen en varm og bevægende sang.

Juliet, Naked (Bare Juliet). Instr.: Jesse Peretz. Manus: Evgenia Peretz, Jim Taylor, Tamara Jenkins. Foto: Remi Adefarasin. 105 min. USA 2018. Dansk premiere: 20.09.2018.

Nick Hornby: Juliet, Naked. 248 s. Penguin/ Viking Press, 2009.

Nick Hornby: Juliet, nøgen. Oversat efter »Juliet, Naked« (2009) af Jan Hansen. 332 s. Lindhardt og Ringhof, 2010. 

Fotos: Los Angeles Media Fund/ Lionsgate/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Studio Oscar (cover design)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Pluto TV, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film,

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 28.03.2019

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.09.2018

Richard Linklater: Boyhood (2014)

DE MINDSTE TING

En opvækst forløber i virkelig tid

Af BO GREEN JENSEN

I 90erne fik man begrebet hybridfilm. Det dækker i regelen dokumentariske fortællinger, der intensiverer deres skildring af virkeligheden ved at bruge narrative tricks og strategier, som man er vant til at arbejde med i fiktionen.

   Trafikken kan dog også gå den anden vej. I Richard Linklaters stilfærdigt nyskabende Boyhood forstærkes troværdighedspræget, fordi fortælleformen inddrager træk, man forbinder med dokumentaren. En helaftensfilm, der beskriver tolv år af et almindeligt amerikansk drengeliv, lyder næppe særligt spændende. Imidlertid er det lykkedes Linklater at skabe noget skært og dyrebart.

   Boyhood begynder i 2002, da drengen Mason (Ellar Coltrane) er otte år gammel. Han og søsteren Samantha (Lorelei Linklater) bor hos deres mor (Patricia Arquette), som er separeret fra børnenes far (Ethan Hawke), der netop dén dag er på besøg.

   Da filmen slutter i 2013, er Mason fyldt 18 og flytter hjemmefra for at studere. Forskellige udvalgte dage på vejen er skildret i semi-dokumentarisk atmosfære. Forældrene har nye forhold. Masons far begynder forfra i et nyt ægteskab med en ny lille søn. Mor er gift med en fordrukken professor og en bitter Irak-veteran. Miljøerne veksler fra country i Austin til kristen skydeglæde hos Fars nye svigerforældre.

BOYHOOD varer to timer og tre kvarter. Der sker sådan set ikke andet, end at Mason vokser op. Det særlige er, at Linklater har filmet de medvirkende over 12 år. De ældes derfor i virkelig tid, og filmen lagrer hvert øjeblik, som det var. Boyhood bliver på den måde en blanding af sort boks og tilbageskuende Amerika-skildring.

   Linklater brugte en lignende metode i trilogien om Jesse og Céline (Ethan Hawke og Julie Delpy), der mødes som unge turister i Before Sunrise (1995), finder hinanden igen i Before Sunset (2006) og er blevet et træt par med tvillingedøtre i Before Midnight (2013). Også her bliver karaktererne ældre sammen med tiden. Der er dog tale om struktureret fiktion, et afrundet værk for hvert møde.

   Boyhood er derimod bygget som en tidskapsel fra begyndelsen. Fra 2002 til 2013 har Linklater samlet de medvirkende i cirka tre uger hvert år. Fortællingen er ajourført og har til en vis grad taget form efter Coltranes personlige udvikling, men der er ikke biografisk sammenfald. Det er en film, det har taget ti år at indspille.

STYRKEN er især, at Linklater afholder sig fra at tydeliggøre. De bestemmende øjeblikke bliver ikke gjort større, end de er. Dramatikken skabes snarere ved nænsom redigering. Gentagelserne er fjernet fra forløbet. Summen af trivielle hverdage er blot markeret. På den måde friskrabes de nødvendige erfaringer.

   Et eksempel er scenen, hvor den så godt som flyvefærdige Mason får en opsang af sin fotolærer, der kan se, at han har evner, men må lære at bruge dem ydmygt. Mason synes ikke om blot at reproducere. På reportageopgaver kommer han altid hjem med kunstfærdige fortolkninger af virkeligheden.

   Læreren forklarer, at man først må mestre faget og beskrive tingene, som de er. Han sender Mason til en fodboldkamp og beder ham komme hjem med en færdig serie udvalgte og redigerede fotos. Det er både et lynkursus i journalistisk metode og en variation af mødet med Den Gode Lærer, som gør en forskel.

HER er hverken føleri eller kulde. Da Mason vinker farvel og kører væk, føles det virkelig, som om Coltrane og Arquette var mor og søn i virkeligheden. Der er ingen stor musik til at booste det heftige følelsesstof. Et liv tager form, en barndom forlades. Boyhood er blevet en åbenbaring af hverdag, et billeddigt om dybden i de mindste og mest almindelige ting.

Se også Richard Linklater: Before Sunrise (1995); Richard Linklater: Before Sunset (2004); Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008); Richard Linklater: Before Midnight (2013); Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

Boyhood. Instr. og manus: Richard Linklater. Foto: Lee Daniel, Shane F. Kelly. 165 min. USA 2014. Dansk premiere: 04.09.2014.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ IFC Productions

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Arrow Video 02.12.2024

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.09.2014