Nick Love | John King: The Football Factory (2004)

KNIPPEL OG KNOJERN

Hooligans i nærbillede

Af BO GREEN JENSEN

MILITANT fankultur er fodboldens bagside, et populært sociologisk analyseobjekt og et uigennemtrængeligt mysterium for de fleste almindelige klaphatte. Nick Love forsøger i The Football Factory, som bygger på en kultroman af John King, at løfte lidt af sløret.*

   Med den reflekterende Chelsea-fan Tommy Johnson (Danny Dyer) som sonde dykker filmen ned i hooliganmiljøet. Her lever man for weekendens bråvallaslag, der planlægges som militære operationer. Tilskueren får indsigt i sociale grupperinger og hakkeordenen i fankulturens hierarkier. Han eller hun får også et øjebliksbillede af yngre engelske mænd, som ingen anden midte har i livet.

    Ærkefjenden er Millwall Bushwackers; Headhunters støtter Chelsea til døden. Det kunne være FCK og Brøndby. Eller irske mod amerikanske i Martin Scorseses Gangs of New York (2002). Hvor lidt det har med sport at gøre, demonstrerer filmen ved ikke at vise ét fodboldbillede. Stammekrigen føres i baglandet ved stadion. Man hugger og sparker hinanden til plukfisk, og jo mere ansigtet stinker af knippel og knojern, jo bedre.

   The Football Factory er stærkt inspireret af The Firm (1989), Alan Clarkes tv-film med Gary Oldman, Lesley Manville og Phil Davis, som var en af de første fiktioner, der skildrede hooliganfænomenet med indlevelse og solidarisk distance. Nick Love bredte senere stoffet ud i The Firm (2009), som var en mindre effektiv biografudgave på et meget større budget. 

TOMMY tilhører den følsomme hooligantype. Han har mareridt om, hvordan det vil gå ham og de øvrige Chelsea-fans. Uhyggeligst er de aldrende generaler, der har gjort fodboldfabrikken til deres livsværk. Et par sentimentale sidehistorier gør filmen mindre monoman, men det er og bliver en ensformig affære. Tommys stemme fortæller i voice over og dominerer i stærke staccato-forløb, mens et patchwork af aggressiv powerpop trækkes over stammeopgøret.

   Da The Jam med Paul Weller i front spiller »Going Underground« (1980), falder brikkerne endelig på plads. »Var det så det hele værd?« spørger Tommy. Gu’ var det så, der er slet ingen tvivl. The Football Factory står sig. Primitiv, anstrengende, dynamisk og seværdig.

*) John King: The Football Factory. 272 s. Jonathan Cape, 1996. King fulgte bogen om hooliganisme op med Headhunters (1997) og England Away (1999). Romanerne betragtes under ét som The Football Factory Trilogy og bliver ofte sammenlignet med Chuck Palahniuks Fight Club (1996) og Trainspotting-sekvensen (1996-2018) af Irvine Welsh. Til det kan man sige, at Welsh nok i højere grad er ét med sine karakterer, mens King kommer til materialet med fuld politisk analyse og sociologisk metode. Welsh har The Football Factory på sin egen Top 10: »I was hooked from the opening sentences. This is the most important English novel since Orwell put pen to paper.« King har behandlet andre (overvejende maskuline) sub- og outsiderkulturer i Human Punk (2000), White Trash (2001), The Prison House (2004) Skinheads (2008), The Liberal Politics of Adolf Hitler (2016), Slaughterhouse Prayer (2018) og London Country (2023). Han skrev i 2016 et jubilæumsessay om hooligan-mentaliteten, som han sammenkæder med det britiske Brexit fra EU og proletarmotivet i den dystopiske tradition. Teksten »The people versus the elite« kan læses på Penguin Books' hjemmeside. People's Press udgav The Football Factory i Anders Wilhelm Knudsens danske oversættelse i 2009.  

Se også Apropos EM: Fodboldfeber/ Fever Pitch (1992/1997) [Bogen og filmen]; Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Apropos EM: Sommeren '92/ Summer of '92 (2015); Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021). 

The Football Factory. Instr. & manus: Nick Love. Foto: Damian Bromley. 93 min. UK-USA 2004. Dansk premiere: 12.11.2004.

Fotos: Vertigo Films/ Rockstar Films/ Hanway Films/ Nordisk Film/ CineMaterial

Filmen streames ikke i DK – i UK på Amazon Prime, AppleTV, NETFLIX, og Amazon Store 

Første udgave af teksten trykt som Filmrevy (med rubrikken 'Hooligans') i Weekendavisen Kultur 12.11.2004

Ken Loach: Looking for Eric (2009)

FODBOLDFANTASIER

Et let og fornøjeligt frikvarter

Af BO GREEN JENSEN

KEN Loach har en svaghed for fodbold, som han deler med sin manuskriptforfatter, Paul Laverty. Makkerparret demonstrerede deres kærlighed i episodefilmen Tickets (2005), hvor Loach sammen med iraneren Abbas Kiarostami og italieneren Ermanno Olmi fulgte et tog fyldt med fodboldfans ind gennem Rom. I Looking for Eric bliver passionen til et lunt lærestykke, næsten en social idyl, der må være Loachs første forsøg i den fantastiske genre.*

   Filmen er produceret i samarbejde med Eric Cantona, den franske angrebsspiller, som i årene 1992-97 blev en levende legende, da han scorede umådeligt mange mål for Manchester United og gjorde sig bemærket med uudgrundelige talemåder, dybsindige almindeligheder, når han udtalte sig ved pressemøder. »Den, der er bange for at kaste terningen, kommer aldrig til at slå en sekser,« lyder en af den karismatiske spillers mere mindeværdige aforismer.

POSTBUDET Eric Bishop (Steve Evets) har aldrig glemt Cantonas tid i Manchester, og med den sande fans kompromisløse lidenskab har han forvandlet sit hjem til et fodboldmuseum, hvor venner og kolleger samles. I sit forhold til fodbold føler Eric glæde. I andre aspekter af tilværelsen er han en skuffet mand, der har fremtiden bag sig. Tredive år efter nager det stadig, at han flygtede fra ægteskabet med Lily (Stephanie Bishop) og at han aldrig var en ordentlig far for datteren Samantha (Lucy-Jo Hudson).

   Et tilfældigt møde med eks-hustruen får ham til at tage tilværelsen op til revision. Eric vil gerne begynde igen, men spørgsmålet er, om han kan. Henad vejen har skæbnen forsynet ham med to stedsønner, mutte og modvillige teenagers, som fylder stadig mere i huset og flirter med kriminelle fiduser. »Lille Eric« er dog ikke en mand, som konfronterer problemerne, hvis det kan undgås. På symbolsk vis gemmer han en masse uekspederet post i sit skab. Da en af vennerne åbner døren, vælter brevene ud sammen med de andre skeletter.

NATURLIGVIS er det ikke for sent. Filmen fortæller en enkel historie om en lille mand, der genvinder sin selvrespekt og begynder at stole på livet igen. I svære stunder tænker Eric på, hvad Cantona ville sige og gøre og tænke om det hele. Da træder Cantona frem i rummet, meget som Humphrey Bogarts genfærd gjorde for Woody Allen, da han spillede en forsigtig filmanmelder i Play It Again, Sam (1972, da. Mig og Bogart). I britisk sammenhæng er et andet fortilfælde Arthur Smith og Chris Englands tv-spil An Evening with Gary Lineker (1994).

   Dramaet i historien vokser ud af en irriterende skabelonagtig sidehistorie om den lede, lokale gangster (Steve Marsh) og en forbudt pistol, som den ene af Erics stedsønner skal passe på. Da Eric går til modangreb, bakker hele lokalmiljøet ham op i en utroværdig, skønt vederkvægende rudeknuserfinale, der mildest talt er over the top. Som kollegaen Meatballs er John Henshaw et væsentligt aktiv for filmen, men her kammer tonen over i ren populisme.

EFTER alvoren i The Wind that Shakes the Barley (2006, da. Vinden der ryster kornet) og den lidt oversete It's a Free World... (2007, da. En fri verden), begge stærke film om svære emner, skal det være Loach velundt at holde en pause og spille livsbekræftende fodbold i en løssluppen folkekomedie, der har hjertet på det rette sted. Det er også forfriskende og ganske typisk for Loach, at han dyrker de lyse sider af foldboldkulturen, entusiasmen og solidariteten, hvor andre britiske filmskabere fokuserer på den destruktive hooligan-mentalitet.

   Looking for Eric er dog lidt for let i alle aspekter, og skønt Evets og Cantona skærer fine figurer i isen og har gode scener sammen, er der ikke bund nok i den dramatiske struktur. Filmen er en sympatisk skuffelse, men fodboldfans vil alligevel smile.

*) Berlin 14.02.2005: »Jeg er medlem af et kritikerpanel, som dag for dag giver filmene stjerner i branchebladet Screen International. Det ligger derfor fast, at jeg følger de konkurrerende titler i hovedprogrammet. Af dem er der 22. Jeg er derimod ikke tvunget til at se film, som afstår fra at konkurrere. Så skal jeg fravælge stafetfilmen Tickets, som udspiller sig i toget til Rom, tre forbundne filmnoveller af Ermanno Olmi, Abbas Kiarostami og Ken Loach?

   Naturligvis ikke, og Tickets er heldigvis bedre end Hannes Stöhrs tematisk beslægtede konkurrencefilm One Day In Europe, der på baggrund af en fodboldkamp fortæller fire historier om mennesker, som mister deres bagage i Rusland, Tyrkiet, Spanien og Tyskland. Filmen lægger flot ud i Moskva-afsnittet, men taber gradvis højde, før den lander med et brag i Berlin-episoden, der ikke hænger ordentligt sammen med de øvrige historier. 

   Tickets er derimod smukt nittet sammen. I Ermanno Olmis prolog må en ældre, anset farmakolog (Carlo Delle Piane) tage toget i stedet for flyet. Han tænker på sit møde med kommunikationsmedarbejderen (Valeria Bruni Tedeschi), som har hjulpet ham med det praktiske. Et liv træder frem i relief på den måde. I Kiarostamis segment bliver en ung mand (Filippo Trajano) taget grundigt i skole af en gammel krigsenke (Silvana de Santis). Der er mere, end man ser, i dem begge, og det når også karaktererne selv til at erkende.

   Særlig kærlig er Ken Loach og Peter Lavertys historie om tre unge Celtic-fans – to af dem spillet af Martin Compston og William Ruane, de unge mænd fra Sweet Sixteen (2002) – der hjælper en familie fra Albanien med at nå destinationen. Her banker et nobelt medlevende hjerte, og den spontane form er (på den gode måde) lige så gammeldags.

   Omnibus-formatet nyder p.t. en renæssance. Michaelangelo Antonioni, Wong Kar-wai og Steven Soderbergh gik sammen om sanseligheden i Eros (2004). Det havde klædt dem at inddrage en kvinde. Fruit Chan, Park Chan-wook og Takashi Miike leverer hver en makaber vignet til horrorkompendiet Three... Extremes (2004). Tickets hænger bedre sammen, fordi toget skaber en levende fælles ramme, og fordi filmskaberne er tæt på hinanden i temperamentet«. [WA 18.02.2005]

Se også Apropos EM: Fodboldfeber/ Fever Pitch (1992/1997) [Bogen og filmen]; Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003); Nick Love | John King: The Football Factory (2004); Apropos EM: Sommeren '92/Summer of '92 (2015).

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: My Name is Joe (1998); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

Looking for Eric. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Barry Ackroyd. 116 min. UK-Frankrig-Italien-Belgien-Spanien 2009. Dansk premiere: 02.10.2009.

Fotos: Sixteen Films/ Canto Bros/ Why Not Productions/ Wild Bunch/ Film4/ Icon Film Distribution/ North West Vision/ France 2 Cinéma/ Canel+/ CinéCinéma/ Sofica UCG 1/ Diaphana Films/ RTBF/ BIM Distribuzione/ Les Films du Fleuve/ Région Wallone/ Cineart/ Tornasol Films/ Filmcompagniet (SF Studios)/ Kino.de (Delphi)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.10.2009.

Bogen og filmen | Nick Hornby: Juliet, Naked (2009/2018)

FANKULTUR I VIRKELIGHEDEN

Forfatteren Nick Hornby, nøgen

Af BO GREEN JENSEN

BRITISKE Nick Hornby (f. 1957) skriver med charme og ydmyg indlevelse om en håndfuld emner, der altid er relevante: fodbold, klassisk populærmusik, forliste og forsøgte forhold; rollen som far, der må og skal spilles, uanset om man magter opgaven.

   Hornby er en besnærende enkel forfatter. Fordi han bliver ældre, er motiverne alligevel ikke de samme, når man ser nærmere efter. Dybest set handler det hele om livet og tiden, der bare bliver ved med at gå.

   I Juliet, Naked er Annie på snart 40 år i vildrede. Hun bestyrer bymuseet i Sandcliff og er begyndt at overveje, om hun alligevel vil have børn. Kæresten Duncan er lektor i medievidenskab. Han underviser i magasinet The Wire, men hans store lidenskab er musikken. Duncan bestyrer et website, der er dedikeret til indierocklegenden Tucker Crowe.

TUCKER Crowe skar ét enkelt album, Juliet fra 1993. Så forsvandt han sporløst og gav næring til en fuld mytologi af rygter, vandrehistorier og vidtløftige værkanalyser i dylanologisk format. For en fan med hang til det udsøgt specielle er Tucker et perfekt idol. 

   Annie og Duncan var gode sammen engang. Det er de ikke mere. I posten ligger så pludselig en cd med Tuckers demooptagelser. Juliet, Naked er filmens svar på Let It Be … Naked og The Basement Tapes, Raw. For mange år siden sagde man unplugged.

   Annie har rigeligt af Tucker Crowe. Hun skriver en hård kritik på Duncans hjemmeside. Anmeldelsen er fuld af ophobet misbilligelse. Hun vedgår senere, at den nok overdrev.

   Duncan synes, at huset stinker af forræderi. Han bliver interesseret i en kollega, som har den rigtige reaktion. Imens får Annie svar fra legenden, som lever i bedste velgående.

TUCKER har fem børn med fire forskellige kvinder. Da han og Annie endelig mødes, er alle stimlet sammen ved sengen, hvor han kommer sig efter et hjerteanfald. Han bor i garagen hos en af sine eks’er. Han er ædru efter to fortabte årtier og gør sig umage med at være far for den yngste dreng, som er ni år og hedder Jackson (Azhy Robertson).

   Nu er spørgsmålet, om Annie og Tucker skal være et par i den lange udredning. Der er en slet ikke rosenrød skildring af problemerne ved forhold med megen historik. Endvidere møder idolet sin fan nr. 1 og kan slet ikke genkende de kvaliteter, som Duncan hører i Tuckers musik. De har et interessant skænderi om, hvem kunsten egentlig er til for.

   Rose Byrne og Chris O’Dowd er gode som det britiske par, men filmen står og falder med Ethan Hawke, der spiller den arrede Tucker. Der er kælet for detaljen, så de gamle sange lyder som noget fra 1993. I en særlig øm scene sætter Hawke sig på bymuseet og spiller »Waterloo Sunset« på rustent klaver. Den pragtfulde sang med The Kinks er usårlig. Ikke et eneste øje er tørt.

FORFATTEREN selv har ikke haft noget med filmen at gøre. For tyve år siden var bogen nok blevet trimmet og glattet, så filmen kunne være en mainstreamaffære i stil med High Fidelity (2000, instr. Stephen Frears) og About a Boy (2002, instr. Chris & Paul Weitz), der begge blev skabt med et øje på det transatlantiske marked.

   Nu er alt realiseret i en løs og lavpraktisk, henslængt form, som også husker de pinlige steder. Jesse Peretz instruerede HBO-serien Girls (2012-17), som Lena Dunham fik al æren for. Juliet, Naked jager i samme terræn.

   Nick Hornby er fyldt 64. Ethan Hawke er 51, men for 30 år siden var han et af de unge Seattle-ansigter i musikfilmen Reality Bites (1994, instr. Ben Stiller). Der er en vejrbidthed over Juliet, nøgen, som ikke kan købes for penge. For tilskuere med den rigtige alder er filmen en varm og bevægende sang.

Juliet, Naked (Bare Juliet). Instr.: Jesse Peretz. Manus: Evgenia Peretz, Jim Taylor, Tamara Jenkins. Foto: Remi Adefarasin. 105 min. USA 2018. Dansk premiere: 20.09.2018.

Nick Hornby: Juliet, Naked. 248 s. Penguin/ Viking Press, 2009.

Nick Hornby: Juliet, nøgen. Oversat efter »Juliet, Naked« (2009) af Jan Hansen. 332 s. Lindhardt og Ringhof, 2010. 

Fotos: Los Angeles Media Fund/ Lionsgate/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Studio Oscar (cover design)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Pluto TV, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film,

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 28.03.2019

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.09.2018

Apropos EM: Fodboldfeber/ Fever Pitch (1992/1997) [Bogen og filmen]

AT TALE DÆMONEN TIL RETTE
Nick Hornbys fodboldklassiker

Af BO GREEN JENSEN

FODBOLDFANS er besatte mænd (og kvinder), som egentlig aldrig tænker på andet. Når kæresten spørger, hvad der farer gennem hjernen, kan man godt sige sex eller D.H. Lawrence, men der er tale om en nødløgn, for egentlig var det reserveholdets indsats i forrige søndags returkamp mod Everton eller en anden detalje, det gjaldt.

   Englænderen Nick Hornby (f. 1957) forelskede sig som 11-årig betingelsesløst i klubben Arsenals bedrifter. Han brugte siden hovedparten af sin ungdom og manddom på at kombinere boldbesættelsen med dét at få et rigtigt liv. Blandt andet skrev han erindringsbogen Fever Pitch (1992, da. Fodboldfeber) i et forsøg på at tale dæmonen til rette.

   Hornby var aldrig en hooligan. Han undrede sig over fortabelsens paradoksale væsen. For fodboldelskeren står næsten altid i kulden og skuffes, når hjemmeholdet i kamp efter kamp konsekvent spiller under niveau. Han lider store afsavn for at overvære kampe i B-kategorien. Han gør sig umulig i sine omgivelsers øjne og må leve med at blive set ned på som et infantilt, utilregneligt individ.

   Men en sjælden sød gang i legendernes måne kan der så være stunder som meriterer betegnelsen the greatest moment ever. Det er dén overskrift, som Hornby giver kapitlet om Arsenals scoring mod Liverpool den 26. maj 1989. Dét øjeblik blev et vendepunkt. Efter kampen fortsatte han som fan, men der var slået sprækker i manien. Efter 18 års besættelse lykkedes det ham også at tænke på andre ting.

I FEVER Pitch undersøger Hornby sin besættelses udspring og fortæller indirekte sin egen historie. Det var med denne fætter til Hans Jørgen-Nielsens Fodboldenglen (1979) i bagagen, at Hornby kvittede sin karriere som lærer og gav sig til at skrive på fuld tid.

   Siden fulgte romanen High Fidelity (1995), som i fiktiv form angriber en anden af forfatterens besættelser: hans kolossale pladesamling. Eftersom jeg deler denne mani, burde musikbogen sige mig mere. Imidlertid er der en særlig kvalitet i Fever Pitch, som gør den så indsigtsfuld og uimodståelig, at High Fidelity væsentligst føles som mere af det samme. Hornbys næste bog, bestselleren About a Boy (1998, da. Omkring en dreng), falder nærmest uden for konceptet.

   I Fodboldfeber lagde Hornby sit liv frem og insisterede på sin besættelses ret og valør. Han blottede sig, hvor andre ville dække sig ind og forsøge at rationalisere begæret eller fortabe sig i fetichistiske detaljer omkring spillet, som fans og journalister ofte gør. En filmatisering lyder umiddelbart som en god idé, men også som en umulig opgave.

DAVID Evans' Fever Pitch er da heller ikke en filmatisering i gængs forstand. Faktisk kunne der være tale om en selvstændig fiktion, hvis ikke Hornby selv havde skrevet manuskriptet, og filmen insisterede på sit ophav. I bogen bliver en tilværelse skildret i korte, causerende afsnit, som omhyggeligt daterer Arsenals kampe (samt andre skelsættende fodboldbegivenheder, såsom Brasiliens VM-sejr i Mexico 1970) og sætter dem i forhold til fortællerens livsbane. I filmen er hele forløbet koncentreret i en enkelt sæson, og der er lagt en fiktiv ramme om analysen af fodboldmenneskets besættelse.

FOLKESKOLELÆREREN Paul (Colin Firth) fortæller selv om sit liv som Arsenal-fan, en rutine som forstyrres, da han indleder et forhold til kollegaen Sarah (Ruth Gemmell). Paul er til lejligheden udstyret med Hornbys barndom og Arsenal-minder.

   Sarah må på en eller anden måde lære sig at elske eller i det mindste tolerere Pauls lidenskab for Arsenal, og han må øve sig i at tænke på noget andet, bare noget af tiden. Det kommer der mange varme og morsomme scener ud af. For det første er forelskelsens faser sødt skildret, og Firth og Gemmell klæder hinanden. For det andet er der gedigen situationskomik i de scener, hvor graden af Pauls besættelse kommer til udtryk.

   Et eksempel er parrets boligsøgen. For de fleste huskøbere må det være et mareridt at blive nabo til et fodboldstadion. Da Paul og Sarah ser på hus, fortæller ejeren dem alligevel, at han så godt som ingen støjgener har, skønt huset ligger vis-a-vis hovedindgangen til Arsenals stadion i Highbury. Paul og Sarah smiler. For Paul er det en ønskedrøm at bo så tæt på sit hold.

NOGEN bjergtagende film er Fever Pitch på ingen måde. Channel Four Films har produceret, og der hænger et skær af solidt britisk tv-spil over den. Budgettet har været beskedent. Begejstringen over '89-sejren ser temmelig forkølet ud. Kampafsnittene er skrevet af en kender, og det er en god idé at lade den skeptiske Sarah opdage sportens kvaliteter – og mærke boldbesættelsens rush – i sit eget tøvende tempo. Meget føles autentisk. Ikke for ingenting krediteres både »tilhængere af Arsenal F.C.« og »Elever på Fortismere School« som sig selv.

SÅ det lykkes trods alt Fever Pitch at forløse en del af bogens kvaliteter. Ikke mindst husker den Hornbys lakoniske rugen over sin tilstand, og der er samtidig så meget komedie over fremstillingen, at man lever godt med den psykologiske stregtegning. Foldboldenker vil enten elske eller hade den, fordi den legitimerer mændenes særhed og giver besættelsen intellektuel status. I hvert fald er filmen henvendt til både den angrebne selv og hans omgivelser. Se den med et åbent sind. Men husk at læse bogen bagefter.

JEG skrev det hér for længe siden, da filmen var ny. På 24 år har den selvsagt fået flere lag og mere patina. Det er verden lige før digitalisering og smartphones. Det er New Labour-England længe før Brexit, og det er Colin Firth som ung mand med masser af krøller. Skønt Hornby altid var woke på sin måde, er der karikerede kønstræk, som tages for givet. Nogle ting har virkelig ændret sig. Vi tænker køn på en anden måde i dag 

   Bogen har haft et langt og rigt liv. I 2005 fulgte en amerikansk filmudgave (af brødrene Bobby og Peter Farrelly, som kan mere end Dum og dummere – Peter fik i 2019 en Oscar for Green Book), som oversatte soccer til baseball, men holdt fast i ideen om at beskrive fankultur og mentalitet. Drew Barrymore og Jimmy Fallon spillede parret, som finder ud af det hele.

   I England blev Fever Pitch blandt andet til en opera. Filmens kærligt kuraterede soundtrack er i sig selv en miniklassiker. Hornby har skrevet udførlige noter. Bogen er solgt i mere end én million eksemplarer i hjemlandet. Hornby har siden skrevet mange udmærkede romaner, hvoraf flere er godt filmatiseret – senest Juliet, Naked fra 2014. Men han har altid været særligt stærk i den causerende form, der blander kritik med personlig erfaring. Jeg elsker bøger som 31 Songs (2003), der skriver historien om hans yndlingssange.

   Gensynet er en overraskende god oplevelse. Som film holder Fever Pitch bedre end f.eks. Bridget Jones-filmene, der løb med det store publikum dengang. Nogle film er uden tid. Andre bliver gamle at se på. Det gælder afgjort for Fever Pitch – men på en positiv måde.

Se også: Apropos EM: Sommeren '92/Summer of '92 (2015) og Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003)

Fodboldfeber (Fever Pitch). Instr.: David Evans. Manus: Nick Hornby. Foto: Chris Seager. 105 min. UK 1997. Dansk premiere: 08.05.1998

Fotos: Channel Four Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Penguin Books/ Victor Gollanz Ltd
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime og YouTube Movies

Anmeldelsen er fra Weekendavisen Kultur 08.05.1998