DET begynder med ravne på vej gennem stormen og kolossal musik, som får biografen til at skælve. Titlerne skrives med runer, og alting i verden er kaos.
Senere kommer der stille steder, men det er egentlig sådan The Northman bliver ved: en skabelsesemmende skrøne, der vil give os den fulde sagaoplevelse.
The Northman er lavet til fans af voldsomme serier som Vikings (2013-2020), men forfatteren Sjón og instruktøren Robert Eggers har samtidig en regulær ambition om at være mere historisk korrekte. Det er den nye, kosmopolitiske version af vikingetiden, som bærer den drabelige fortælling om hævneren Amleth (Alexander Skarsgård), søn af kong Aurvandill (der er uden forbindelse til eddadigtningens Aurvandil – men måske navngivet efter ham, ligesom vi kalder vores børn Freja og Thor).
Man bevæger sig frit i Nordsøen og den baltiske region, fra Irland og de britiske øer til Volga og Byzantium; fra Amerika, Island og Grønland til Romerriget i syd. Fordrevne høvdinge finder et nyt sted, måske en ø i Hebriderne eller en vig – som ordet »viking« kommer af – i Island at kolonisere. Der er blomstrende handel og rig kulturel udveksling. Der er militære plyndringstogter, hvor krigerne oplæres i at gå bersærk og tage trælle.
Det er også skibsbegravelsernes tid. Det er i store træk det samme billede af kulturen, som arkæologen Jeanette Varberg giver i Viking – Ran, ild og sværd (2019), der er den kurante fremstilling af Nordsøkulturen, der havde sin blomstring fra ca. 750-1050, men strakte sig over en meget længere periode.
Sjældent har to film haft mindre til fælles, bortset fra hårdt vejr og grove gevandter. Axel, som havde brugt materialet fra Saxo og sagaerne i Den røde kappe (1967), realiserede en gammel drøm at gøre det mindre og mere realistisk. Han nedskalerede alt ved historien. Erik Kjersgaard var medforfatter, og Per Nørgaard skrev ny musik for gamle instrumenter. Det hele blev skudt på Hjerl Hede. Prinsen af Jylland har noget af ånden fra Roman Polanskis (1971) og Justin Kurzels (2015) forsøg på at give Macbeth fysisk tyngde og ny relevans. Axels film accentuerer en tidløs småborgerlighed. Eggers' film er en rasende åbenbaring i forhold..
Den voksne Amleth kommer forklædt som træl, da han har lært at gå ulvebersærk. Han forelsker sig i Olga (Anya Taylor-Joy) fra Ukraine. Og hævner sig så eftertrykkeligt, at alle i salen får kvalme. Det er i forvejen en barsk tid. Kongsgårdene lader trælle dyste i en slags primitiv hockey, som er livsfarlig. Her demonstrerer Amleth sin fysik. Han får et magisk sværd, som kun kan bruges i mørke eller ved Hels port.
FORFATTEREN Sjón har bidraget med den islandske baggrund. Det kunne være interessant at høre, hvad han synes om filmen, der ligner en blanding af fantasy og spaghettiwestern. Det er en altomsluttende oplevelse. Man kan knap have neutrale reaktioner.
Eggers har gjort betydeligt indtryk med to små produktioner, som blev store arthousehits. The Witch (2015) kom fra puritanernes tid i New England, og i The Lighthouse (2019) var Willem Dafoe og Robert Pattinson fyrmestre, som fik økuller sammen. Her har Eggers for første gang et stort budget til rådighed.
The Northman ligner på den måde The Green Knight(2021), som var David Lowerys tilsvarende riddertidsfantasi. Lowery tog afsæt i digtet om Sir Gawain og den grønne ridder. Her er grundhistorien fra Saxo smagt til med elementer fra Bjowulf-kvadet og sagaen om Sigurd Fafnersbane.
NÅR man har vænnet sig til støjen, kommer stoffet til sin ret. Især lykkes det at nuancere psykologien. Eggers rekonstruerer en verden, der hænger sammen, så brutal den nu er. Man kan lige nøjagtigt fornemme en hverdag i scenerne fra den islandske kongsgård. Der er end ikke tilløb til regressiv eskapisme eller fejlanbragt nostalgi. Ingen får lyst til at rejse tilbage.
Magien er mere end generisk filigran; der er ægte forankring. Björks blinde seerske er ærefrygtindgydende makaber, og slutopgøret ved Hels port synes virkelig at være skudt i klodens kogende indre. Gudrun og Fjölnir er komplekse og interessante figurer med en mere moderne psykologi. Det er ikke Margrete den Første. The Northman er en monstrøsitet, men der er tænkt over, hvorfor effekterne bruges. Vi skal virkelig se Ragnarok denne gang.
The Northman. Instr.: Robert Eggers. Manus: Sjón, Robert Eggers. Foto: Jarin Blaschke. 136 min. USA-Kina-UK 2022. Dansk premiere: 13.04.2022.
Fotos: New Regency Productions/ Focus Features/ Universal Pictures/ Perfect World Pictures/ Square Peg/ CineMaterial/ MoviestillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Spirit Entertainment (UK) 24.03.2025
Anmeldelsen trykt (i lidt kortere form) i Weekendavisen Kultur 14.04.2022.
WILLIAM Shakespeares Hamlet bliver sjældent spillet i tekstens fulde længde. Det er der flere grunde til. For det første tager det fire timer. For det andet kan man diskutere, hvilken af de seks foreliggende udgaver, der er den mest autentiske. Førsteudgaven fra 1603, den såkaldte »bad quarto«, er skrevet af efter hukommelsen og afviger markant fra den forestilling, som vi kender i dag, mens den anden kvart fra 1604 kan betragtes som den mest autoritative. Også denne ændrer sig dog i de senere udgaver.
Heller ikke på Shakespeares tid var det usædvanligt, at en ofte spillet tekst blev filet til gennem årene. Scener blev tilføjet, andre beskåret, der blev rettet og strammet og efterjusteret i overensstemmelse med tidens smag og den dramatiske nødvendighed. Man regner med, at folioudgaven fra 1623 gengiver den version af teksten, som The King's Men faktisk havde på repertoiret, hvorimod den anden quarto ligger tættest på forfatterens egen tekst. Denne er med sine 3.777 linier Shakespeares længste, og det er dén som Kenneth Branagh har baseret sin 90er-Hamlet på.
PÅ film er Hamlet blevet fremstillet af de mest forskellige typer og navne, fra Asta Nielsen i Sven Gades stumme 1920-version til Mel Gibson i Franco Zeffirellis energiske udgave fra 1990. Kenneth Branagh nævner selv russeren Grigorij Kozintsevs 1964-filmatisering blandt sine forbilleder, men der er ingen tvivl om, at han også i denne omgang har kastet et særlig grundigt blik på faderfiguren Laurence Oliviers version fra 1948, som alt andet lige er den klassiske filmatisering. Og lad det være sagt med det samme: det er ikke blot en mere tidssvarende Hamlet, som Branagh har fundet ind til i sit arbejde med figuren. Det er ganske enkelt også en bedre film, som han har aftvunget det kendte materiale.
DET er en stor og forbavsende levende film. Skal man indvende noget, kunne det være et vist forbehold over for den overdosering af kendte ansigter, som i passager distraherer så stærkt, at stjerneeffekten næsten virker mod hensigten.
Vist er Jack Lemmon et udmærket valg til rollen som Marcellus, og vist får Billy Crystal en rigtig figur ud af Graveren, som Hamlet taler forgængelighed med. Også Robin Williams' hektiske nummer som Osrick fungerer som tiltrængt comic relief, men der er intet vundet ved at bruge Charlton Heston som skuespillernes konge eller lade Gérard Depardieu fremsige fem replikker på dårligt engelsk i anden akts scene mellem Polonius og Reynaldo.
Scenen er i øvrigt et af de steder, der i regelen springes over. Den giver os et nyt og skarpere blik på Polonius, og Depardieu distraherer i sammenhængen. Da Hamlet lader gæstespillerne opføre stykket-i-stykket, kan Branagh ikke dy sig for at anbringe John Gielgud og Judi Dench i de levendegjorte tableauer. I den henseende er Branaghs uforkortede Hamlet finkulturens svar på The Longest Day (1962, da. Den længste dag), Ken Annakins film om D-Dagen, som også var angrebet af stjernesyndromet i næsten ufrivillig komisk grad.
FOR sagen er jo, at denne Hamlet er så stærkt besat i de rigtige roller, at udenværkerne irriterer. Derek Jacobi gør Claudius mere menneskelig, og derfor også mere korrupt, end vi er vant til at se ham. Richard Briers fremstiller Polonius, så han for en gangs skyld bliver mere end affældig staffage.
Kate Winslets Ophelia er en lille åbenbaring, og hun hjælpes godt på vej af de friheder, som Branagh har taget sig i forhold til figuren. I flashbacks ser vi faktisk Hamlet og Ophelia elske sammen, før tiden gik af led. Branagh undgår også at vise os Ophelias vanvid som yndigt. I stedet udsætter lægerne hende for den behandling, der var fremherskende i Oplysningstiden, og det er mere hjerteskærende end de sædvanlige tableauer med stille vand og blomster i håret.
HVOR Franco Zeffirellis 1990-version skruede helt op for blodskamsmotivet i sin fremstilling af forholdet mellem Hamlet og Gertrude, som blev spillet af Glenn Close, lader Branaghs udgave Julie Christie være en enklere, mere entydig person, som man næsten kunne kalde ordinær.
Rosenkrans og Gyldenstjerne, som især efter Tom Stoppards Rosencrantz and Guildenstern Are Dead er blevet tragediens mest celebre statister, er næsten ansigtsløse i Timothy Spalls og Reece Dinsdales skikkelser. Derimod er den myrdede konges genfærd – Brian Blessed med tordenstemme og himmelblå kontaktlinser – blevet både en gotisk effekt og en magtfuld person.
Branagh selv er som Hamlet en overlever med dobbeltagentens talent for at forstille sig. Han handler aldrig i affekt, men iscenesætter sin hævn med klart overblik og sætter så at sige sit eget følelsesliv på standby. Han anfægtes nok af Ophelias skæbne, men kan dog ikke andet end trække på skulderen ved denne personlige omkostning. Han sætter aldrig spørgsmålstegn ved sin hævns valør, det destruktive afsind som han møder tidens generelt absurde forvridninger med. Det har han heller ikke grund til, for så vidt som faderens genfærd og hævnens lov her er fremstillet som regulære moralske naturkræfter. Det er op til Hamlet at genoprette balancen, sætte tiden tilbage i led.
FOTOGRAFEN Alex Thomson har tilrettelagt de brede 70mm-optagelser, så hele billedfladen bruges, og Tim Harveys scenografi vender op og ned på vores gængse forestillinger om stykkets formørkede verden. Vi er vant til at se nøgne rum, kalkede vægge og asketiske kostumer i en teatralsk scenografi, som forstærker og forstørrer tragediens centrale konflikt.
Hos Branagh gøres alting tværtimod overdådigt, stort og farverigt – aldrig mere bjergtagende end i åbningscenen, hvor Claudius og Gertrud indtager tronen sammen. En regn af rosenblade drysser ned over de hvide uniformer, og salen er fuld af levende mennesker. Kun Hamlet er i sort som altid, og afstanden til hans omverden føles af samme grund større og stærkere end sædvanligt.
BLENHEIM Palace ved Woodstock i Oxfordshire holder for som slottet i Helsingør, og i slutningen krydsklipper Branagh mellem slutopgøret inde i tronsalen og Fortinbras' soldater, der trænger ind på slottet i uniformer fra Napoleonstiden.
Den mest effektive tilføjelse til Hamlet, som vi hyppigst ser stykket, er dog fjerde scene i fjerde akt, hvor Hamlet opsummerer sin tragedie og til sin skam »ser døden true tyve tusind mænd,/ som går for eftermælets gøglesyner/ til graven som til sengs«, da Fortinbras' hær marcherer mod Polen. Vi ser faktisk hæren marchere hos Branagh, og scenen forstærker sin virkning ved at være den sidste før pausen i fire timers versionen.
FOR skønt Branaghs full version af Hamlet egentlig ikke føles så lang – man suges ind i handlingen og sproget og glemmer hurtigt tid og sted – var det amerikanske billetsalg så skuffende, at produktionsselskabet Castle Rock rykkede ud med en beskåret to timers version. Den forkortede film havde dansk premiere i 19 biografer, men kun den fulde version fik et videre liv. Den føles netop så stor, helstøbt og færdig, at man ikke ville ændre eller undvære én scene.
Hamlet. Instr. og manus: Kenneth Branagh. Foto: Alex Thomson. USA 1996. 242 min. Dansk premiere: 04.04.1997.
Fotos: Castle Rock Entertainment/ Turner Pictures/ Fishmonger Films/ Columbia Pictures/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ framegrabs [Warner Home Entertainment]
Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray (regionsfri) fra Warner Bros. 17.08.2010
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.04.1997
Dylans sang om JFK giver genlyd i gaderne, som ligger øde
Af BO GREEN JENSEN
FORÅR 2020: Også det amerikanske kulturliv er
lukket ned af coronavirus. Og ligesom her er der hver dag signaler og beskeder
fra kunstnere, der meddeler sig fra isolationen. Ikke alt bliver modtaget med
tak. »We all hate you,« var en repræsentativ reaktion, da Jennifer Lopez sendte
billeder af sin familie i haven fra luksusudgaven af social karantæne.
Neil Young, der har sit eget meget aktive website med et musikalsk arkiv,
man kan abonnere på (og som er det værd), har givet snekoncert. Madonna sidder (i
England) ved sit arbejdsbord. January Jones laver mærkelig mikstur i sit bad.
Mest anfægtende har Michael Stipe (R.E.M.) lagt en ny, spæd sang ud, som hedder
»No Time for Love Like Now«.
Alt dét er, hvad man kunne vente, og det bliver set og hørt og brugt i
en stemning af fælles forståelse. Vi lever i en undtagelsestilstand. Ingen
forventer udødelige værker. Det er i orden blot at meddele sig. Men alle holdt
vejret en ekstra gang, da Bob Dylan uden varsel og helt uopfordret sendte en ny
sang i luften forleden.
»MURDER Most Foul« er en meditation over mordet på John F. Kennedy i
Dallas den 22. november 1963. Dylan undersøger eftervirkningerne i meget bred
forstand og beskriver forløbet (som vi kender til hudløshed, og dét er en del
af pointen) i et sprog, der er farvet af Shakespeare, tragedien om Hamlet,
Prince of Denmark (1604) især.
Det er Dylans første nyskrevne bidrag til noget, siden albummet Tempest
udkom i 2012. Det er for den sags skyld det første, han har reageret med siden
Nobelprisen i 2016. Triplicate fra 2017 var en samling af coverversioner,
der dykkede dybt i The Great American Songbook.
Den nye sang er et væsentligt værk, som har givet virkelig genlyd. Som Rolling Stone Magazine skrev i sin leder, er det musik, der taler til en traumatiseret
nation: »For those of us who often turn to Dylan’s catalog for that very
purpose, ’Murder Most Foul’ has arrived at the right time.«
SANGEN varer 16 minutter og 55
sekunder. Det er længere end både den novellistiske »Highlands« (hvor Dylan
talte kunst med en skotsk servitrice) fra Time Out of Mind (1997) og »Sad-Eyed
Lady of the Lowlands« fra dobbeltalbummet Blonde on Blonde (1966), der
var skelsættende i sin tid, fordi skæringen fyldte en hel LP-side. Der er 165 verselinier
fordelt på fem lange rimede strofer.
Metrikken er relativt konsekvent. Der er i lang tid bare en violin og et
ondulerende klaver. Syv minutter inde begynder en løs og lidt asynkron tromme, som
af og til også bliver strøget over skindet, men der er aldrig et rytmisk forløsende
løft, blot dette simrende mørke i nærheden af to basale akkorder. Det er med
andre ord én lang mørkeblå blues, der snor sig som cigaretrøg:
It was a dark day in Dallas, November ’63
A day that will live on in
infamy
President Kennedy was a-ridin’ high
Good day to be livin’ and a good
day to die.
Scenen er sat, og det samme er sammensværgelsens tone:
He said: ’Wait a
minute, boys, you know who I am?’
’Of course we do, we know who you are’
Then
they blew off his head while he was still in the car.
Stadig vender stemmen tilbage til en fordømmelse af mordet. Der er næppe
adjektiver nok til at beskrive, hvor umådelig denne ugerning er:
Zapruder’s film I seen the night before
Seen
it thirty-three times, maybe more
It’s vile and deceitful, it’s cruel and it’s
mean
Ugliest thing that you ever have seen
They killed him once and they
killed him twice
Killed him like a human sacrifice.
»ZAPRUDERS film« er den historiske 8mm-smalfilm, 486 billeder fastholdt
på 26,6 sekunder, som amatørfotografen Abraham Zapruder optog i Dallas, da
præsidentparrets limousine passerede Dealey Square og drejede ud på Elm Street.
I dét gadenavn hører Dylans fortæller naturligvis også et popkulturelt ekko:
Put your foot in the tank and then step on the gas
Try to make it to
the triple underpass
Blackface singer, whiteface clown
Better not show your
faces after the sun goes down
Up in the red light district, they’ve got cop on
the beat
Living in a nightmare on Elm Street.
The day they blew out the brains of the king/ Thousands were watching,
no one saw a thing. Alle så til, men ingen lagde mærke til noget. Men Zapruder-filmen viser, hvordan »den magiske kugle«
rammer JFK i hovedet, så han kastes til venstre og falder ind over sin hustru. Warren-kommissionen
(og alverdens konspirationsteoretikere) har analyseret hver ramme i 57 år.
I
forbifarten – på associativ Dylan-manér – vil jeg blandt tusind JFK i Dallas-tekster
anbefale romanen Flying in to Love (1992) af D.M. Thomas (som ingen rigtigt
læser nu, men som er husket især for Det hvide hotel). Her optræder en
nonne, som masturberer til slowmotionoptagelser af Zapruder-filmen og lægger
hovedet helt tilbage, når filmen når det bestemmende sted.*
Dylans store sang kender og forstår disse stemninger. Den husker alle navnene,
for:
The day that they killed him, someone said to me, ’Son
The age of the
Antichrist has only just begun...
***
VILE, deceitful, cruel, mean. Adjektiverne
er utilstrækkelige synonymer, fordi intet ord kan rumme graden af mørk
modsathed i det naturstridige kongedrab. Også det er jo i Hamlets ånd. »Murder
Most Foul« tager sin titel fra Første Akt, Femte Scene, hvor Hamlets fars ånd
taler til sønnen:
»Revenge his foul and most unnatural murther.« »Murther?« siger Hamlet,
og genfærdet uddyber: »Murther most foul, as is the best it is;/ but this most
foul, strange, and unnatural.«
Det er særdeles interessant at se, hvordan hver tid og dansk oversætter
har strakt og vredet stoffet for at finde en passende formulering. Hos Niels
Brunse, som næsten altid er klarest og mest kongenial, står der: »Så hævn et
hæsligt, unaturligt mord!« »Et mord?« »Et mord så hæsligt som det altid er, men
dette fælt, fordærvet, unaturligt.«
Hos Edvard Lembcke var der tale om »et unaturligt, grufuldt snigmord«:
»Et mord er altid grufuldt, men det her dog/ især er grufuldt, rædsomt, unaturligt.«
Hos Vilhelm Østerberg handler det om at hævne »hans skændige, unaturlige mord«:
»Et mord er skændigt allenstund, men dette/ skændigt som ingen, uhørt,
unaturligt.«
For Ole Sarvig er det vigtigt at variere endnu mere: »Og hævn hans
hæslige, perverse mord!« »Hans mord? »Et hæsligt mord, for mord er altid
hæsligt,/ men dette mer’ end hæsligt: sygt og ondt!« Johannes Sløk, som altid
er den, der giver kontekst, er på samme bølgelængde: » – så hævn hans onde og perverse
mord.« »Mord?« »Et mord er altid ondt, men dette er/ mer ondt end andre,
sælsomt, unaturligt.«
JOHANNES Sløk (1916-2001) var ikke digter, men teolog og filosof. Han sætter altid sine valg
i kontekst og skriver om vendingen »murder most foul« følgende:
»Det er vigtigt fra begyndelsen at forstå, at den afdøde konge ikke
kræver sit mord hævnet blot af personlige grunde, men fordi dets perversitet er
blevet den pest, der har bredt sig i riget, og som må standses. For så vidt det
blot havde været blodhævn i almindelig forstand, der blev forlangt, havde
opgaven været overkommelig; men Hamlet er udfordret til at genoprette kosmos,
bringe den guddommelige retfærdighed til veje, og det midt i en verden, der er
blevet kaos. Det er dette forhold, der skaber de endeløse vanskeligheder.«
***
PRÆCIS det samme gælder for Kennedy-drabet i Dylans vision. Det er dét,
der har vendt verden på vrangen og vredet tiden af led. I hele resten af
»Murder Most Foul« bliver smittevirkningen fulgt fra 1963 til nu gennem (især)
musikalske henvisninger, der griber ind i og definerer tiden.
Der er samtidig er en konspiratorisk fortæller, som mumler videre i
Shakespearsk betoning og har den samme fortrolige medvidervinkel som Satan (den
faldne oprører fra Miltons Paradise Lost), som vi møder med en vis
forståelse i den klassiske Jagger/Richards-sang om at have »Sympathy for the
Devil«. Det er også djævelen nede fra »the crossroads«, hvor blueslegender
aflægger deres ed:
I’m goin’ to Woodstock, it’s the Aquarian Age
Then I’ll go over to
Altamont and sit near the stage...
Der er en henvisning til The Who og Pete Townshends ikoniske rockopera:
Tommy, can you hear me? I’m the Acid Queen
I’m riding in a long,
black Lincoln limousine
Ridin’ in the back seat next to my wife
Headed
straight on in to the afterlife
I’m leaning to the left, I got my head in her
lap
Hold on, I’ve been led into some kind of a trap...
Ride the pink horse down that long, lonesome road
Stand there and wait
for his head to explode
Play ’Mystery Train’ for Mr. Mystery
The man who fell
dead like a rootless tree
Play it for the reverend, play it for the pastor
Play it for the dog that got no master
Play Oscar Peterson, play Stan Getz
Play ’Blue Sky’, play Dickey Betts
Play Art Pepper, Thelonius Monk
Charlie
Parker and all that junk
All that junk and ’All that Jazz’
Play something for
the Birdman of Alcatraz...
Det bliver ved og ved, og for hvert nyt navn folder lytteren selv en
film af associationer ud i sit resonanskammer. Det er hele vejen rytmen og
rimet, der styrer forstanden, med en blanding af vilkårlighed og lovmæssighed.
Min favorit er kupletten:
Play ’Merchant of Venice’, play ’Merchants of Death’
Play ’Stella by Starlight’ for Lady Macbeth.
For til slut fører strømmen tilbage til Dallas, og der bliver i en vis
forstand rundet af:
Don’t worry, Mr. President, help’s on the way
Your
brothers are coming, there’ll be hell to pay
Brothers? What brothers? What’s
this about hell?
Tell them, ’We’re waiting, keep coming,’ we’ll get them as
well
Love Field is where his plane touched down
But it never did get back off
the ground.
DET er den første JFK-sang, som fuldt ud matcher Phil Ochs-klassikeren
»Crucifixion« (1966).** Det er 60 års kulturhistorie i flugten eller en drøm, der
kommer ud af bilradioen med Wolfman Jacks stemme. Det er et majestætisk riff
på Shakespeare, og det er den helgenkårede digter, der for en gangs skyld tager
profetrollen på sig og svarer sin tid.
I hvert fald er det en stor ny sang. Og det første og eneste gode, som
er kommet ud af coronakrisen. Dylan lagde den på nettet ved midnat den 27.
marts. Der var endda denne hilsen vedhæftet:
»Greetings to my fans and followers with gratitude for all your support
and loyalty across the years. This is an unreleased song we recorded a while
back that you might find interesting. Stay safe, stay observant and may God be
with you. Bob Dylan«
*) D.M. Thomas: Flying in to Love. 262 s. London: Bloomsbury, 1992. En forunderlig fragmentarisk vifte af fiktioner, som pendler i tid mellem 1962 og 1992. Den relevante passage står på side 70: »Her head thumping as if it were in a clamp, she decided to run back the video and to go with it. Her skin tingled with excitement; she breathed quickly. The sensations brought back the sick, shivery expectation she'd felt as she stood in the Saturday afternoon street of shocked Dallas. She would take revenge for Sylvia, through something quite unspeakable. She spread herself more comfortably on the chair; and as the Lincoln approached she lightly rubbed the remote control against her tracksuited groin. As the shot struck home, she allowed her head to jerk back without restraint or guilt and her mouth to cry out in pleasure.« Se i øvrigt også JFK-sporet i David Bowmans (posthumt) udgivne Big Bang – A Novel (592 s. New York, Boston, London: Little, Brown and Company, 2019), der bruger Dallas-attentatet, tiden mellem dengang og nu + tusindvis af autentiske karakterer og kulturfænomener, meget som Dylan bruger musikkens historie i »Murder Most Foul«.
**) Fra albummet Pleasures of the Harbor (1967), hvor den indgår i et dramatisk orkestralt arrangement ved Ian Freebairn-Smith og Joseph Byrd. Byrd har forklaret: »Phil asked me to arrange the song. I really didn't think it should be arranged, because its power is in the simplicity of the lyric. But he wanted the kitchen sink: Schönberg, Stravinsky, Cage, electronic sound.« Den akustiske version på Chords of Fame, kompilationsalbummet, som udkom kort efter Ochs' død i 1976, er et fraklip fra koncerten, der er dokumenteret på Gunfight at Carnegie Hall (1975). I 1967 mødtes Ochs med Robert Kennedy og spillede »Crucifixion« for ham. Ifølge journalisten Jack Newfield fik RFK tårer i øjnene. Der er skrevet talrige analyser af Kristus-motivet i Kennedy-sangen. En af de bedste på dansk står i Thorkild Bjørnvigs Oprør mod neonguden – et essay om beat (1970).
»Murder Most Foul« er sidste skæring på Rough and Rowdy Ways, Dylans 39. studiealbum, som udkom den 19. juni 2020.
En kort version af teksten stod i Weekendavisen Kultur 03.04.2020
.jpg)
DET begynder med ravne på vej gennem stormen og kolossal musik, som får biografen til at skælve. Titlerne skrives med runer, og alting i verden er kaos..jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.JPG)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.Jpeg)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
