To versioner: Ikiru – At leve | Living (1952/2022)

MENS DINE LÆBER ENDNU ER RØDE
Japansk fortælling omsat til britisk efterkrigstid

Af BO GREEN JENSEN

BRITISK forstad, 1953. Hver morgen mødes de unge kontorfolk. De bærer alle uniformen: nålestriber, bowlerhat, mappe; avis under armen, en fornuftig paraply. De tager toget ind til London, står af på Waterloo Station og går over broen. De er ens som borgerdyrene på et René Magritte-maleri. Eller som der står om myldretiden i T.S. Eliots The Waste Land: »Så mange – jeg troede ikke, at døden havde taget så mange.«

   Synsvinklen er lagt hos en ny rekrut. Peter Wakeling (Alex Sharp) har sin første arbejdsdag på Kontoret for Offentlige Arbejder i London County Hall. Han deler kupé med de øvrige bureaukrater. Flere taler trøstende til ham. Og ved en af de første stationer er det vigtigt at blive set af »the old man«. »Nej, han rejser aldrig sammen med os,« siger en af Wakelings kolleger.

DET er den gamle mand, Mr. Williams (Bill Nighy), som filmen Living handler om. Han har ikke haft en sygedag i 30 år. I kontorlabyrinten er han legendarisk. De forskellige afdelinger i administrationen sender sagerne videre til hinanden. At henlægge dem er et ritual i sig selv. »We can keep it here,« siger Williams. »It’s no harm done«. Det er ingen skade til.

   Living bruger lang tid på at etablere universet. Kun én gang i årenes løb har det vaklet. Det var, da Williams blev alene med sønnen Michael. Nu deler han huset med Michael (Barney Fishwick) og sin svigerdatter, Fiona (Patsy Ferran). Der var kærlighed mellem far og søn engang. Nu er der bare sameksistens. Fiona vil have Michael til at tale om arv og realiteter med den tilknappede far.

   Londons slum ligger stadig hen efter krigen og Blitzens bombardementer. En gruppe mødre ønsker sig en kommunal legeplads. De møder op hver dag på kontoret og bliver sendt fra Herodes til Pilatus i bureaukratiet. Wakeling inddrages tidligt, da Williams beder ham følge kvinderne rundt. De to forstår hinanden, fornemmer man, uden rigtigt at vide hvorfor.

   Dybhavsbomben springer, da Mr. Williams får sine resultater hos lægen. Det sker efter 18 minutter. »I’m afraid this time they’re pretty conclusive,« siger kræftspecialisten og tilføjer, at det jo aldrig er let at meddele den slags. »Quite,« siger den gamle kontormand. Lægen giver ham seks måneder – otte eller ni »by a stretch«.

DET er ingen hemmelighed, at fortællingen om Mr. Williams bygger på et andet arbejde. Titelsekvensen oplyser straks, at Living er baseret på Ikiru (1952, da. Ikiru – At leve), et kanoniseret værk af Akira Kurosawa (1910-1998). Han skabte samtidsfilmen mellem Rashōmon (1950, da. Rashomon – Dæmonernes port) og Shichinin no samurai (1954, da. De syv samuraier), to historiske stykker, som vestlige distributører bed på med det samme.*

   Living har manuskript af Kazuo Ishiguro (f. 1954), forfatteren til forrygende britiske bøger som An Artist of the Floating World (1986, da. Kunstner i den flydende verden), The Remains of the Day (1989, da. Resten af dagen), Never Let Me Go (2005, da. Slip mig aldrig) og senest Klara and the Sun (2021, da. Klara og solen). Ishiguro er født i Japan, men kom til England med sine forældre som dreng. Han modtog Nobelprisen i litteratur i 2017 – og har brugt megen energi på dels at fastholde, dels lægge afstand til den japanske forankring.

   Der er færre udenværker, da bureaukraten Watanabe får sin dødsdom på hospitalet i Japan. Ikiru begynder med et røntgenfoto, en ironisk-lakonisk fortæller og et måbende menneskeansigt. Lige så fattet, Bill Nighy er i situationen, lige så lamslået er Takasha Shimura. Følelsen indvendig er dog den samme.

   Kurosawa ville værdsætte bestræbelsen bag Living. Hjemme blev han ofte kritiseret for at være mere internationalt orienteret end fæller og forbilleder som Ozu og Mizoguchi. Ikiru forsvandt i første omgang mellem den stilskabende metafortælling i Rashōmon, hvor »sandheden« om en voldtægt er set fra flere vinkler, og den fysiske action i De syv samuraier. Først i 1960 fik filmen europæisk og amerikansk premiere.

KUROSAWA var altid brobyggeren. Han gendigtede William Shakespeares Macbeth i Kumonosu-jō (1957, da. Blodets trone) og Kong Lear i det sene hovedværk Ran (1985). John Sturges brugte til gengæld De syv samuraier som forlæg for The Magnificent Seven (1960, da. Syv mænd sejrer), der blev genindspillet i 2016.

   Japaneren holdt af krimi og western. Tengoku to jigoku (1963, da. Himmel og helvede) skildrer hverdagen på en politistation i Yokohama, men forlægget var King’s Ransom (1959, da. Skæbnen kræver løsepenge), en Station 87-krimi af Ed McBain. Kurosawa fik ideen til Yojimbo (1961, da. Livvagten), da han læste Dashiell Hammetts hårdkogte Red Harvest (1929, da. Dødens Høst eller Rød høst). Til gengæld brugte italieneren Sergio Leone Yojimbo, da han skabte A Fistful of Dollars (1964, da. En nævefuld dollars), den første af tre europæiske westerns med amerikaneren Clint Eastwood som »The Man with No Name«.**

   Kurosawa samarbejdede med Ingmar Bergman og Federico Fellini. Han besøgte Andrej Tarkovskij på produktionen af Solaris (1972) og instruerede Derzu Uzala (1975) for det sovjetrussiske Mostar-studie. Hans æstetik fik stor betydning for hele New Hollywood-generationen. Da Kurosawa selv blev gammel, var det George Lucas og Steven Spielberg, som fandt finansiering og sørgede for, at mesteren kunne realisere de otte vignetter i Yume (1990, da. Akira Kurosawas drømme). Her optræder Martin Scorsese – på Francis Ford Coppolas foranledning – som Vincent van Gogh i segmentet, der hedder »Krager«.

   Kurosawa begyndte som filmskaber i 1943, under 2. verdenskrig. Han vendte stadig oftere tilbage til atombombningen af Hiroshima og Nagasaki, som nivellerede landet og førte til kapitulationen i august 1945. Kurosawa castede Richard Gere i sin næstsidste film, Hachigatsu no rapusodi (1991, Rapsodi i August). En kvinde husker angrebet på Nagasaki. Hun har præcis samme tilgang til sin erindring, som den ældste fortæller i Kazuo Ishiguros debutroman A Pale View of Hills (1982), der på dansk hedder De fjerne blå bjerge.

DER ER GÅET 70 år siden Ikiru. Hermanus og Ishiguro ophæver afstanden ved at flytte handlingen til den samme evige fortid i London. Rodney Williams har spildt sit liv på samme måde som Kanji Watanabe. Begge mænd lod tiden gå. Også Mr. Williams når til at sige: »Før jeg dør, må jeg vide, hvorfor jeg har levet«.

   Flere scener er oversat 1:1 – i andre er trykket justeret. Ishiguro har rutine. Han skrev The White Countess (2005) til James Ivory, da denne havde gjort The Remains of the Day (1993, da. Resten af dagen) til britisk arvesølv. Han skrev The Saddest Music in the World (2003) til avantgardisten Guy Maddin. Som filmforfatter ligner han Harold Pinter (1930-2008), en anden britisk nobelpristager. Begge har rene ideer om formen. De sværger til civiliseret mainstream med diskret modernistisk accent.

   Jeg interviewede Ishiguro, da The Remains of the Day udkom på dansk. Han talte bl.a. om, hvor inderlig træt han var af at høre om den japanske faktor i sine bøger: »Jeg kunne have skrevet som Kafka, og man ville alligevel have modtaget det som en særlig japansk specialitet.« Han talte også om at undersøge »selvbedragets sprog«. Det er dét, som Williams har talt alt for længe.***

KUROSAWAS film skaber sin særlige rytme med skæve synsvinkler, stadige wipes og ekstreme nærbilleder. Hermanus skildrer London i heroisk Eastmancolor, der får farverne til at smælde, så det ligner og føles som 1953. Kurosawa gør en del ud af at skildre amerikaniseringen, der præger sønnens generation. Der er baseball, showgirls og boogie-woogie. Hermanus henlægger natten i byen til en tidløs udgave af Brighton.

   Williams tager kontorets unge (og eneste) kvinde med i biografen, hvor de ser Cary Grant som queer pioneer i Howard Hawks’ I Was A Male War Bride (1949, da. Jeg var en mandlig krigsbrud). Margaret Harris (Aimee Lou Wood) er svært imponeret, da han byder på fornem frokost hos Fortnam’s. Her er scenen med de øgenavne, som mændene på kontoret har fået. I Ikiru blev Watanabe kaldt »Mumien«. Hos Ishiguro hedder han »Mr. Zombie.«

DA JULI BLIVER til august, begynder smerten at bide i Williams. Han forstår, at han må skaffe kvinderne en legeplads, så hans minde vil leve i børnenes latter. Der er det samme frapperende klip til begravelsen. Som tilskuer tænker man: »Er det forbi allerede?«

   Hos Kurosawa følger en lang sekvens, hvor embedsmænd diskuterer, hvem der har æren for legepladsen. De drikker sig syngende fulde imens. Scenen blev fjernet i flere versioner, så Ikiru i spilletid varierer fra 103 til 143 minutter. Hermanus gør det mere stramt. Diskussionen er henlagt til toget og kontoret.***

   Erindringsglimtet fra bilen efter hustruens død er bevaret. Drengen vender sig stadig og siger: »Hurtigt! Mor kører fra os,« mens hans fars øjne løber i vand. Hvor Watanabe synger »Livet er kort« – »ah, en kærlighedssang fra gamle dage,« siger barpianisten hos Kurosawa – er det en skotsk tåreperser, »The Rowan Tree« (»Rønnebærtræet«), som Bill Nighy fremfører med patos og sjæl. Der er den samme følelse i sangen: »Lev, min pige, mens du kan,/ mens dine læber endnu er røde/ og før du bliver kold«.

ALT mødes i den ikoniske scene, hvor den døende mand sidder på gyngen i sneen, betragter sit værk og husker det hele. Kurosawa gik tæt på hans ansigt. Hermanus’ fotograf, Jamie Ramsay, gør atter brug af kran og drone, som er gennemgående virkemidler i Living. Det er det samme rum i den samme slags liv. Og det samme lys på et ansigt til slut.

   Ikiru er en klassisk film, som altid står på de kritiske lister. Men det lykkes Hermanus at skabe et værk, der kan stå ved dets side og være en film i sin helt egen ret. Både Nighy og Ishiguro var Oscar-nominerede for filmen.

   Stamtavlen er alenlang og meget imponerende, Det skal man ikke lade sig påvirke af. Jeg vil faktisk foreslå, at man bare ser Living, uden først at gå til originalen. Som jeg ikke desto mindre har sagt adskilligt om hér – for det er jo den slags, en kritiker gør.

   Filmen står eller falder med Bill Nighys portræt af en mand, der fortryder. Han har sjældent eller aldrig været bedre. Meget i Living kommer af stoffet, men det er frem for alt en stor skuespiller, som forløser og fører det hjem.

*) Kurosawa skrev Ikiru sammen med Hideo Oguni (1904-1996) og Shinobu Hashimoto (1918-2018). Hashimoto var på sin side inspireret af Lev Tolstojs fortælling om Ivan Iljits død (1886), som er oversat til dansk mange gange, senest af Marie Tetzlaff i 2015.. 

**) Den italienske originaltitel på En nævefuld dollars var Il magnifico straniero, og filmen hed stadig The Magnificent Stranger ved sin internationale lancering. Tre dage før den amerikanske premiere blev titlen ændret til A Fistful of Dollars. Yojimbo er ført tilbage til udgangspunktet i Walter Hills Last Man Standing (1996), hvor Bruce Willis og Christopher Walken er antagonister i Jericho, Texas, i 1930. Her hedder manden uden navn meget passende John Smith. »The Man with No Name« var et PR-påfund. I A Fistful of Dollars hedder han Joe. I The Good, The Bad and the Ugly (1965) bliver karakteren kaldt Blondie. Udvekslingen mellem japansk og amerikansk er mangfoldig. John Lasseter og Andrew Stanton lod sig lykkeligt inspirere af De syv samuraier, da de skabte Pixar-filmen A Bug's Life (1998, da. Græsrødderne). 

***  Ishiguro forsøgte faktisk at skrive som Kafka i romanen The Unconsoled (1995, da. Koncerten). Samtalen med Kazuo Ishiguro er trykt i Andre stemmer. Forfatterportrætter og værkstedssamtaler. 30 interviews (Forlaget Per Kofod, 1995).

**** Bjørn Rasmussen angiver følgende spillelængder i Verdens bedste film (1970): »Opr. længde: 143, 3918 m, nedklippede udgaver: 130 min. (i England), 126 min. (i Frankrig) og (i Japan) 103 min. 2820 m - længde i da. TV: 120 min. - Vist i TV 11.11.1965.« Jeg har ikke haft mulighed for at sammenligne de redigerede udgaver, men gætter på, at det er den lange (og trættende, skønt genialt anbragte) begravelsesscene, samt måske nogle nattelivsoptrin, der er taget ud.     

Living. Instr.: Oliver Hermanus. Manus: Kazuo Ishiguro. Foto: Jamie Ramsay. 102 min. UK-Japan-Sverige 2022. Dansk premiere: 04.05.2023.

Ikiru (Ikiru - At leve). Instr.: Akira Kurosawa. Manus: Akira Kurosawa, Shinobu Hashimoto, Hideo Oguni. Foto: Asakazu Nakai. 143 min. Japan 1952. Dansk premiere: 11.11.1965 [tv]; 13.10.2000 [bio].

Fotos: Film4/ County Hall/ Lipsync Production/ Rocket Science/ Kurosawa Production Co./ Filmgate Films/ Film i Väst/ Number 9 Films/ Creative Europe MEDIA/ Business Finland/ British Film Institute/ Ingenious/ Sony Pictures Classics/ SF Studios/ Toho Company/ Criterion Collection

Living er i nordisk biografdistribution – streames i UK på Apple TV, Chili Play, Rakuten TV, Sky Store, Virgin Media Store og YouTube Movies

Ikiru streames ikke i Europa – i USA og Canada på AMAZON PRIME, Apple TV, Google Play, HBO MAX, THE CRITERION CHANNEL, VUDU og YouTube Movies

Living er udkommet på (regionsfri) Blu-ray fra Sony Pictures (2023)

Ikiru er udkommet på 4K Blu-Ray fra The Criterion Collection (#221) 

Anmeldelsen indlæst [i kortere udgave] og lagt på Weekendavisen Kultur 04.05.2023

Ron Howard: A Beautiful Mind/Et smukt sind (2001)

DEN STYRENDE MEKANISME

Ron Howards portræt af et martret geni

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN om John Forbes Nash Jr. (1928-2015) er så kulørt og handlingsmættet, at man næppe ville tro den, hvis den ikke var sandfærdig.

   Den amerikanske matematiker formulerede allerede i 1950erne »spilteorien«, som i 1994 indbragte ham Nobelprisen i økonomi. I en vis forstand er han indbegrebet af klicheforestillingen om den geniale undtagelse, distræt og excentrisk, grænsende til det aparte, men velsignet med en evne til at se og læse verden klart.

   Efter gennembruddet fandt han sammen med en kvinde, fysikeren Alicia Esther Nash (1933-2015), som aldrig veg fra hans side og støttede ham i alle henseender, også da han i 1959 blev tvangsindlagt med en skizofren paranoia, som i flere årtier afholdt ham fra at fungere socialt. Endelig vendte han langsomt tilbage, kom ind fra kulden som privilegeret løsgænger på sit gamle universitet, Princeton, og genvandt sin særstatus i forskersamfundet.*

RON Howards film A Beautiful Mind bygger på Sylvia Nasars bog om Nash fra 1998, men der er ikke tale om nogen ordinær biopic. Snarere tager Akiva Goldsmans manuskript afsæt i biografien og spinder en ende over dele af bogen. I neutralt referat lyder A Beautiful Mind velsagtens som en sentimental tv-film om to mennesker, der byder mørket trods og sejrer over modgangen, fordi de fremdeles elsker hinanden.**

   Det er ikke helt retfærdigt. Et sådant sofastykke er filmen også, det er fortællingens overordnede kurve, men der sker ting og sager på vejen. Bedst som man tror, man har regnet den ud, giver filmen sin tilskuer ét stort chok og to mindre overraskelser, som ganske forrykker den samlede ligning. Det ville være synd at røbe mere. Lad det blot være sagt, at man holdes til ilden.***

MEGET i filmen giver sig selv. Vi møder Nash i 1947, da han ankommer til Princeton som en af flere forskere, man ser en strålende fremtid i. Den unge mand skiller sig ud fra begyndelsen. Mens andre spiller spil og går med piger, falder Nash på Isaac Newton-vis i staver over de mønstre, der tegner sig i flokkes adfærd, hvad enten det gælder duer eller mennesker.

   Mens kammeraterne gør indtryk med målrettede projekter, famler Nash i lang tid forvirret omkring, besat af tanken om at bryde koden og isolere »den styrende mekanisme«, som ligger til grund for al social bevægelse. Vi ser ham tegne på glas og gebærde sig sært. Kun en lærer (Judd Hirsch), en konkurrerende kollega (Adam Goldberg som den begavede forsker, der koncentrerer de egenskaber, Nash netop ikke besidder) og den litterært inklinerede Charles Herman (Paul Bettany), vennen som Nash deler værelse med, har kontakt med den erklærede enspænder.

DA Nash formulerer sin spilteori og definerer »det grundlæggende ligevægtsbegreb i ikke-kooperative spil«, som Nationalencyklopædien kalder forskerens fornemste resultat, får vi ganske vist at vide, at der er tale om revolutionerende indsigt.

   Filmen forsøger dog aldrig for alvor at eksponere matematikken. Til gengæld begriber vi hurtigt, at Nash kan gennemskue kaos og se symmetrier i det vilkårlige. Regeringsagenten William Parcher (Ed Harris) kalder ham en født kodebryder, den bedste han har set. Vi følger villigt med, da filmen skifter farve og drager os ind i en hemmelig dobbeltverden, hvor Nash gransker tal på regeringens vegne.

ENDELIG møder han Alicia Lardé Lopez-Harrison (Jennifer Connelly), der tager den sære mand som han er. Psykiateren Rosen (Christopher Plummer) diagnosticerer Nash som skizofren, og filmen følger i detaljer den uhyggelige insulinterapi, som man behandler sygdommen med.

   Nash kommer ud på den anden side som en skygge af sig selv. Lyset i det smukke sind er slukket, og han tager utilregneligheden på sig. Det tjener dernæst filmen til ære, at den skildrer ægteskabets kriser udførligt. Vi ved, at anerkendelsen venter, men det er fascinerende og bekræftende, samt af og til ganske morsomt, at følge en mand, der forsoner sig med sine tvangstanker.

PROBLEMET med filmen har rod i de fortællemæssige spidsfindigheder, som samtidig udgør dens primære styrke. Hvad var Et smukt sind ret beset, hvis man fjernede den strategiske gimmick? En ufokuseret beretning om et matematisk geni, som slår revner. Et portræt af den maniske stræber, som bliver offer for sin søgen efter den styrende mekanisme. En sympatisk kærlighedsskildring, som tager frasen »i lyst og nød« gravalvorligt. Og et i alle detaljer gedigent portræt af en kreds og en tid, nemlig forskermiljøet i den kolde krigs varmeste år. Her er lidt af hvert af det hele, men kun få bevægelser føres igennem og flere spor får lov at ligge hen og sande til efter en tid.

DER er dog tale om en original film for voksne, en nuanceret fremstilling af en kompleks præmis, som bestræber sig på at få os til at tænke. Dem er der ikke mange af i dagens amerikanske hovedstrøm. Russell Crowe brillerer som Nash, men har også let spil med figuren. Det er snarere Jennifer Connelly, der løfter hustruens rolle.

   Wynn Thomas’ scenografi genskaber tiden, og især i det første kvarter forsøger fotografen Roger Deakins at filtrere lyset gennem det smukke sind. James Horners musik er ikke så svulstig, som man kunne frygte. Ron Howards instruktion er som altid indbegrebet af soliditet.

   Dog er og bliver det manuskriptet, som skaber og bærer A Beautiful Mind. Se selv hvorfor og hvordan.

*) John og Alicia blev gift i 1957 og skilt i 1963, da John blev indlagt og var i behandling. De flyttede sammen igen i 1970, hvor Alicia påtog sig at være værge for John. De blev gift igen i 2001, samme år som A Beautiful Mind fik premiere. De omkom sammen i en trafikulykke på New Jersey Turnpike den 23. maj 2015. Parret havde været i Norge, hvor John modtog Abel Prisen. De tog en taxi hjem fra Newark Airport, og chaufføren mistede kontrollen over bilen. Begge døde på stedet. De var sammen i næsten 60 år. Parrets søn, John Charles Martin Nash (f. 1958), arvede faderens sindslidelse.  

**) Sylvia Nasar: A Beautiful Mind: a Biography of John Forbes Nash, Jr., Winner of the Nobel Prize in Economics, 1994. 460 s. New York: Simon and Schuster, 1998. Bogen modtog National Book Critics Circle Award for årets bedste biografi og var nomineret til Pulitzer-prisen. Sylvia Nasar (f. 1947) underviste i journalistik på Columbia University, da hun skrev den. Hun er nu professor emirita samme sted.

***) På tyve års afstand kan sløret vel løftes. I virkeligheden hørte Nash stemmer, som ikke var der. I filmen er stemmerne fysisk gestaltet.

 

A Beautiful Mind var Oscar-nomineret i 8 kategorier. Filmen vandt for Best Picture, Best Director (Howard), Best Adapted Screenplay (Goldsman) og Best Supporting Actress (Connelly).

A Beautiful Mind (Et smukt sind ). Instr.: Ron Howard. Manus: Akiva Goldsman. Foto: Roger Deakins. 134 min. USA 2001. Dansk premiere: 01.03.2002.

Fotos: WikiMedia Commons/ CBS/ PBS/ Universal Pictures/ Cinematerial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, HBO MAx, iTunes, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, TV2/Paramount+, Viaplay

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.03.2002

Sarah Polley: Away from Her (2006)

UDEN HINANDEN

Livet efter Alzheimers

Af BO GREEN JENSEN

HVORDAN tager man afsked, og hvordan kommer man videre, når dén, som man har delt sit liv med, glider ind i sig selv og forsvinder fra én?

   Efter 50 års samliv står Grant Anderson (Gordon Pinsent) alene tilbage, da hustruen Fiona (Julie Christie) bukker under for Alzheimers sygdom. Tilstanden kommer ikke ud af det blå. Fiona har forberedt Grant, og parret har gjort sig umage med at dele den sidste gode tid, men mænd er gode til at fortrænge. Situationen bliver først virkelig for Grant, da han tager afsked med Fiona på plejehjemmet, hvor han fremover kun vil komme som gæst.

DEN canadiske skuespiller Sarah Polley (f. 1979) er især kendt fra landsmanden Atom Egoyans film. Hun var pigen, som noget blev gjort ved, i både Exotica (1994) og The Sweet Hereafter (1997). I hjemlandet var hun på film allerede som 6-årig (i One Magic Christmas, 1985) og havde som 9-årig titelrollen i ti episoder af Ramona (1988-89). Hun blev for alvor bemærket som Jo Pitts i 67 episoder af Road to Avonlea (1990-1996). For canadiske tilskuere er der derfor et ekstra lag i den aura, hun bærer med sig til Egoyans film.*

   Sin voksne breakout-rolle fik hun i Isabel Coixets My Life Without Me (2003), hvor Polley spiller en ung mor, som får konstateret uhelbredelig livmoderhalskræft og bruger sin sidste tid på at indhente ting, have et forhold til en anden mand og indtale bånd til sin mor (Debbie Harry), sin mand (Scott Speedman)  og sine døtre, Penny og Patsy.

   I Coixets The Secret Life of Words (2005) var Polley atter den stille unge kvinde, som har været en masse igennem. Skuespillere ligner sjældent deres roller, og det gør dybest set ingen forskel, om de optræder i eller uden for karakter. Alligevel må det siges, at Polleys fine instruktørdebut stemmer særdeles godt med hendes on screen-personlighed.

FORLÆGGET er en novelle, »The Bear Came Over the Mountain«, af Alice Munro, der har specialiseret sig i at skrive tæt og realistisk om livet, som det sker for almindelige mennesker.** Away from Her er fattig på ydre effekter. Til gengæld er den ubønhørlig. Punkt for punkt afkrydses listen med standardsymptomer, mens Fionas tilstand forværres. Hun får sværere ved at huske, ændrer sin personlighed, er skiftevis aggressiv og apatisk, og forelsker sig ungpigeagtigt i en mandlig beboer på plejehjemmet. Snart er der ikke ét træk tilbage af kvinden, Grant Anderson elsker og savner.

   Manden kan bare se til, fortvivle og huske på, hvad de havde engang. Efterhånden som fornægtelsen bliver til resignation, giver det ham en lille smule glæde at indlede et venskab med kvinden (Olympia Dukakis), som på samme måde er »enke« efter manden, Fiona har kastet sin kærlighed på. Det er prunkløs, varm og livsklog realisme. Der er ingen udveje eller nemme løsninger, mens sygdommen æder Fiona lidt efter lidt. Men bagefter skal livet gå videre, og den klare dag i sneen er lige så smuk uden hustruen.

45 ÅR efter Billy Liar, Darling og Doctor Zhivago har 66-årige Julie Christie en af sine bedste filmroller. Overhovedet er Away from Her båret af eminent skuespil og en medlevende minimalisme i person- og miljøtegning. Polley giver aldrig efter grådkvaltheden, som emnet indbyder til, men lader følelsen stå alene. Det klare canadiske lys kaster skygger i sneen, som fotografen David Wharnsby gør til en aktiv medspiller. Filmen taler også til yngre tilskuere og er bekræftende på en diskret facon. Det er en lille, men stærk og troværdig debutfilm.

*) Ramona bygger på Beverly Clearys børnebøger. Ramona-serien (1955-1999) begyndte som en aflægger af bøgerne om Henry Huggins (1950-1964), hans hund Ribsy, legekammeraten Beezus og hendes lillesøster, Ramona. Bøgerne udkom også i Danmark, hvor det forvirrede både forlag og læsere, at serien skiftede fokus. Cleary skrev endvidere tre romanversioner af tv-serien Leave It to Beaver (1957-1963), som sammen med The Andy Griffith Show (1960-1968) konsoliderede den hvide amerikanske kernefamilies billede af sig selv. Clearys bøger er trykt i 91 mililoner eksemplarer. Hun døde i Carmel i Californien den 25.marts 2021,104 år gammel.  

**) »The Bear Came Over the Mountain« (»Bjørnen gik over bjergets top«) står i samlingen Hateship, Friendship, Courtship, Loveship, Marriage fra 2001. På dansk er titlen slanket til Fjendskab, venskab, ægteskab. Ildsjælen Helga Lindhardt (1924-2012) præsenterede Munros forfatterskab i Danmark, da hun i 1980 etablerede forlaget Hekla. Arne Herløv Petersen oversatte novellerne om Rose og Flo i Who Do You Think You Are? (1978), som uden for Canada har titlen The Beggar Maid. Fordi romaner solgte bedre, blev Hvem tror du egentlig du er? forsynet med undertitlen »Fortællinger om Flo og Rose« og lanceret som en roman.

   Gyldendal har ændret titlen til Tiggerpigen - Fortællinger om Flo og Rose i anden udgave fra 2014, men oversættelsen er den samme. Hekla udgav også Munros gennembrudsbog, Lives of Girls and Women (1971, da. Pigeliv & Kvindeliv), i Lisbeth Møller-Madsens oversættelse. Gyldendal var inde over og udgav Friend of My Youth (1990, da. Min ungdoms veninde) i 1993. Forlaget understreger i sin præsentation, at der er tale om syv noveller, »der hver for sig næsten opleves som en fuldgyldig roman«. Dét er længe et tema i modtagelsen af Munro: Man ville ønske, at hun skrev romaner i stedet for noveller.

   Munro var rundt om både Samleren (der udgav Open Secrets 1994/ Offentlige hemmeligheder 1996) og Centrum (som udgav The Love of a Good Woman 1998/ En god kvindes kærlighed i 2002), før hun igen blev interessant for Gyldendal, da forlaget udgav Runaway (2004) med titlen Væk (2010) i Ida og Gudrun Jessens oversættelse.

   Man kunne således høste alle frugter i 2013, da Munro modtog Nobelprisen i Litteratur. Hekla var overtaget af Borgen, som på sin side var overtaget af Gyldendal. Centrum var der slet ikke mere, og Samleren var et imprint i Rosinante og Co., som dengang var ejet, men endnu ikke opløst i strukturen i Klareboderne.

   Ida og Gudrun Jessen har oversat Munro fremragende. Men Munro ville slet ikke være der på dansk, hvis ikke Helga Lindhardt havde investeret i forfatterskabet i 1984. Hekla var et betydningsfuldt forlag, som også præsenterede J.M. Coetzee i Danmark. Alligevel er Helga Lindhardt kun nævnt i Biografisk Leksikon i forbindelse med sit ægteskab med Otto B. Lindhardt. De er alle sammen døde nu, men i det mindste bliver mændene husket. 

Away From Her. Instr. og manus: Sarah Polley. Foto: David Wharnsby. 109 min. Canada 2006. Dansk premiere: 04.01.2008

Fotos: Cinematerial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Miracle Film

Filmen streames på FILMSTRIBEN og er udgivet på dvd

Teksten er fra Weekendavisen Kultur 05.01.2008, ajourført 15.04.2021

Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]

DE FRAFALDNE PRÆSTER

Shusako Endos tekst om at tro

Af BO GREEN JENSEN

EFTER fråseriet følger askesen. Martin Scorseses forrige film, The Wolf of Wall Street (2013), var et hæsblæsende portræt af hedonisten Jordan Belfort, der voldtog verdens tillid og forbrugte så meget, han kunne. Scorsese gik også helt ud til kanten med sin skildring af 1970ernes musikmiljø i HBO-serien Vinyl (2016).

   Silence er – derimod – en frugal filmatisering af Shusako Endos roman om de katolske missionærer, som afsvor troen eller stod fast under udrensningen af de kristne i 1600-tallets aggressivt protektionistiske Japan. Begge film har Rodrigo Prieto som cheffotograf. Man kan sagtens se dem som tvillingestykker.

SHUSAKO Endo (1923-1996) skrev sin roman i 1966. Tavshed udkom på dansk i 1972 og var altid den første tekst, som blev nævnt, når Endo igen var på listen over nobelpriskandidater. Det blev dog Kenzaburo Oe, som i 1994 tog den første japanske nobelpris siden Yasunari Kawabatas (i 1968).

   Silence foregår på et tidspunkt, hvor de japanske myndigheder har besluttet at sætte hårdt ind mod kristendommen, der betragtes som en subversiv kraft. Det sker efter en afventende periode med relativ åbenhed og tolerance. Og i en politisk afgørende tid, hvor fire imperialistiske stormagter – Portugal, Holland, England, Spanien – forsøger at handle med Japan.

   I 1640 modtager Fader Valignano (Ciaran Hinds) et foruroligende brev fra Japan. Det beskriver den systematiske udrensning af »skjulte kristne«, kakure kirishitan, som tortureres og henrettes, hvis de ikke fornægter deres tro og træder på et billede af Kristus.

   Brevet har været syv år undervejs. Det er skrevet af jesuitterpræsten Ferreira (Liam Neeson), der har fungeret som troens brohoved i Nagasaki. Kureren kan supplere med oplysningen om, at Ferreira efterfølgende selv har fornægtet troen og lever som buddhist, med et nyt navn og en japansk familie.

DET er chokerende nyheder for Sebastian Rodrigues (Andrew Garfield) og Francisco Garupe (Adam Driver), der begge er oplært af Ferreira. De drøfter sagen med Valignano og beslutter at rejse til Japan. Han forsøger på skrømt at tale dem fra det. I det sidste billede fra Europa er præsterne set fra et zenit – tre sorte omrids, der flakser hen over et hvidt felt af marmor.

   Herefter er filmen én lang Smertens Vej. I et broget, travlt Macau (der er skildret med håndholdt, subjektivt kamera, som bandernes verden i Gangs of New York) finder præsterne en fordrukken japaner, Kichijiro (Kubozuka Yosuke), der gerne vil hjem. De ankommer som partisaner og praktiserer i skjul. Der er hemmelige gudstjenester. Især dåben af nyfødte er populær blandt de japanske kristne, som har bidt sig fast i billedet af et lykkeligt, smertefrit Paraiso.

INKVISITIONEN ankommer i skikkelse af guvernøren Inoue (Ogata Issey), en gammel og besnærende elskværdig samurai, som gerne vil diskutere kulturforskelle med de fremmede præster. Han er for øvrigt den eneste karakter, der smiler i løbet af filmens tre timer.

   Torturmetoderne er ofte karikerede versioner af Jesu lidelser. Tre mænd fra Kichijiros by bliver kortfæstet i strandkanten og druknet af højvandet. Man sprøjter ofrene til med vand fra kogende kilder. Særligt infam er »brønden« – man hænger med hovedet nedad og (for)bløder fra et lille snit i halsen.

   Pinen hører op, hvis man stamper på Kristus. Tilværelsen bliver et spørgsmål om at træde eller ikke at træde. Myndighederne er ligeglade med menigheden. De vil have præsterne til at forlade troen og omfavne buddhismen. Alt er sat i scene som politiske skueprocesser. »Vi kræver ikke overbevisning,« siger en af bødlerne. »Det er bare en lille bevægelse.«

   Præsterne kan redde tusindvis af uskyldige liv – og sig selv – ved at træde. Fundamentalisten Garupe er aldrig i tvivl. Men Ferreira trådte til sidst og gav slip. Rodrigues bliver ydmygende venligt behandlet, mens han fører lange samtaler med inkvisatoren, som insisterer på en betingelsesløs overgivelse. Han møder endelig også Ferreira igen, og hér har filmen sit blødende hjerte.

FOR Rodrigues er tavsheden værst. Først i filmen ser han Jesus’ ansigt og hører en stemme. I Japan bliver han syg og drikker af en kilde i solen. Igen ser han ansigtet, og nu er trækkene blandet op med hans egne. Da han bliver prøvet, siger stemmen: »Træd. Jeg var altid med dig i tavsheden.« Men han kan ikke være sikker. Han har kun sin egen menneskelighed.

   Kichijiro har trådt igen og igen. Manden, som viser sig at være kristen, så sin familie blive henrettet. Han skrifter igen og igen. Han forråder Rodrigues og får sølvmønter kastet for sine fødder af soldater, som foragter ham. Han bliver vist frem som et eksempel på, hvor let det er at træde. Man ser ham også tøve, men han træder altid som forventet. Og Rodrigues tilgiver ham.

   Romanens slutning er fortalt i officielle dokumenter og andenhåndsoptegnelser, så læseren må danne sine egne billeder og udrede, hvad der videre sker. Scorseses film bruger samme teknik i de sidste scener fra Nagasaki, hvor de frafaldne præster er blevet en myte. Hver hollandsk last bliver undersøgt for kristne effekter. Ferreira og Rodrigues takserer.

DET er svært at skildre troen og tvivlen på film, i hvert fald så de giver mening for skeptiske øjne. Scorseses Silence – som han begyndte at skrive på allerede i 1993, før Goodfellas fik prioritet – føjer sig i hans eget filmværk til The Last Temptation of Christ (1988) og Kundun (1997).*
   Der er naturligvis også en vaklende præst i blødende mænd som Travis Bickle (Taxi Driver) og Jake LaMotta (Raging Bull), men især er Silence beslægtet med franske – og meget katolske – film som Robert Bressons En landsbypræsts dagbog (1951) og Maurice Pialats Under Satans sol (1987). Det giver fuldkommen mening. George Bernanos var et forbillede for Shusako Endo, der studerede i Lyon som ung og blev kandidat i fransk litteratur.

   Silence er en lang film, som kræver udholdenhed af sin tilskuer. Der er ikke én smilerynke, og Scorsese og Prieto holder altid igen på de steder, hvor det ville være let at bade lidelsen i visuel overdådighed. Havde Mel Gibson filmatiseret Endo, ville torturscenerne være en uafbrudt blodfest.

DER er meget få effekter. Tydeligvis er det vigtigt for Scorsese at bygge hver scene med sine hænder. Han vil også undgå det salvelsesfulde. Det lykkes ikke altid. Garfield, Driver og Neeson må så ofte se væk, bide tænderne sammen og lide i lamslået maskulin tavshed. Især Garfield er sat på en prøve. Han gør også en ærefuld indsats – men der er grænser for, hvad et ansigt kan bære.

   Det er ikke en film for de fans af Scorsese, som vil have mere ultravold og kokain. Den [i 2017] 74-årige filmskaber indfrier en gammel gæld og beviser igen, at han er en fagets mester, måske den sidste store auteur fra New Hollywood-generationen. Silence taler om tvivl og barmhjertighed i et kulturelt landskab, der dyrker ironisk medvidenhed. Filmen er den katolske skeptikers credo.

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Martin Scorsese: The Aviator (2004); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

*) Endos roman er tidligere filmatiseret af Masahiro Shinoda i 1971 og João Mário Grilo i 1996. 

Silence. Instruktion: Martin Scorsese. Manus: Jay Cocks og Martin Scorsese. Foto: Rodrigo Prieto. 161 min. USA-UK-Taiwan-Japan-Mexico-Italien 2016. Dansk premiere: 26.01.2017.

Fotos: SharpSword Films/ Paramount Pictures/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Official Paramount Pictures Trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal 08.05.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.01.2017