Translate

Viser opslag med etiketten Alice Munro. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Alice Munro. Vis alle opslag

onsdag den 16. marts 2022

Pedro Almodóvar: Julieta (2016) | Moderne mestre


TREDIVE ÅR EFTER
Almodóvar omplanter Alice Munro

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder i Madrid. Julieta, en velaflagt lærer på ca. 60 år, er ved at flytte til Portugal sammen med kunstneren Lorenzo. På gaden møder hun tilfældigt en af sin datters veninder. De taler om Antía. Tonen er henkastet og desperat. Veninden så hende fornyligt. I Schweiz og med tre børn i hånden.
   Julieta er rystet. Som tilskuer ved man ikke hvorfor og ser frem til en nærmere udredning. Den kommer i glimt og ad mange omveje, mens filmen rejser langt tilbage og dykker dybt ned i Julietas historie. Der er dog aldrig en fuld, forkromet version af sandheden, som ikke findes.
   Men nu skal hun ikke til Portugal. Tværtimod pakker hun om og flytter tilbage til lejligheden, hvor hun boede med sin datter. Julieta begynder at skrive, først om Antía, så til Antía. Der klippes til den firsernat, hvor hun mødte fiskeren Xoan i toget. Et bestemmende møde i sandhed. Nu er det 30 år efter.



JULIETA bygger på et forlæg af Alice Munro, den canadiske nobelpristager, som i novellesamlingen Runaway (2004, da. Væk) lader tre tekster skildre kvinden Juliet Henderson på kritiske tidspunkter i hendes liv. Det er novellerne »Chance«, »Soon« og »Silence«, som i Gudrun og Ida Jessens oversættelse bliver til »En chance«, »Snart« og »Tavshed«.
   Pedro Almodóvar væver teksterne sammen i en sindrig kronologisk struktur, der følger erindringens mekanismer. Samtidig bliver det muligt for ham at grave i flere stilistiske lag. Æstetisk er filmen en delikatesse. Scenografen Antxon Gómez og komponisten Alberto Iglesias føjer atter mange alen til instruktørens karakteristiske misè-en-scene.



FORMEN er gennemført elegant. Til gengæld knager den narrative konstruktion. Der er aldrig nogen oplagt forbindelse mellem Julietas valg i fortiden og hendes handlinger nu. At den yngre og ældre kvinde bliver spillet af to skuespillerinder, Adriana Ugarte og Emma Suárez, forstærker blot inkongruensen. De ligner og er forskellige kvinder.
   En del af filmens usikkerhed kan skyldes den tøvende tilblivelse. I 2005 forberedte Almodóvar en film med titlen Silence. Den skulle være hans første engelsksprogede produktion, og Meryl Streep sagde ja til at spille Julie Henderson både som ung og som ældre. Så fik instruktøren betænkeligheder med hensyn til sproget. I stedet blev han hjemme og instruerede Penélope Cruz i den fremragende Volver (2006).



ALMODÓVAR bliver ofte og med rette hyldet for sin evne til at fremstille kvinder. Han færdes ubesværet i et feminint univers og er virkelig interesseret i, hvad kvinder taler om, når de er sammen. Han har skildret dem humoristisk og erotisk, sentimentalt og hysterisk, varmt og koldt, satirisk, sarkastisk og nu og da rent realistisk - i en kulørt centrifuge af genrer, der spænder fra farce til film noir. Især nærer Almodóvar en kærlighed til melodramaet, og den høje form har ofte belønnet sin elsker.
   Det skal siges, at filmen vinder ved gensyn. Det første lange flashback er perfekt realiseret. Jeg kunne huske stemningen i nattoget, hvor Julieta bærer blåt 80er-tøj og møder sin datters far, mens snelandskabet passerer. Men jeg havde glemt, hvor magisk det virker, da en kronhjort løber ved siden af toget. Samlejet i kupeen er en af de bedste sexscener hos Almodóvar.



PROBLEMERNE kommer i fiskerbyen, hvor kvinderne i Xoans liv er lige karikerede og irriterende tegnet, både den intrigante husholderske (Rossy de Palma), som aldrig giver Julieta en chance, og den anstrengt frigjorte kunster (Imma Cuesta), der bliver ved med at tage, hvad hun vil. Det store twist er en gimmick, og datterens tavshed bliver aldrig vigtig. Eller særligt troværdig.



JULIETA demonstrerer en uheldig tendens hos den sene Almodóvar. Jo mere han gør for at være klar, jo mindre medrivende er han. Julieta skal være en skæbnefortælling på linie med Brudte favntag fra 2009. Og vist går den ned i en enkelt person og viser, hvordan karakteren blev formet. Men det sker med en næsten banal pseudodybde, der slet ikke matcher de stormfulde højder i Alt om min mor og Tal til hende.




Fotos: El Deseo/ Echo Lake Entertainment/ Canal+/ Ciné+/ FilmNation Entertainment/ Televisión Española/ Sony Pictures Classics/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox 09.01.2017
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 09.09.2016

torsdag den 15. april 2021

Sarah Polley: Away from Her (2006)



UDEN HINANDEN
Livet efter Alzheimers

Af BO GREEN JENSEN

HVORDAN tager man afsked, og hvordan kommer man videre, når dén, som man har delt sit liv med, glider ind i sig selv og forsvinder fra én?
   Efter 50 års samliv står Grant Anderson (Gordon Pinsent) alene tilbage, da hustruen Fiona (Julie Christie) bukker under for Alzheimers sygdom. Tilstanden kommer ikke ud af det blå. Fiona har forberedt Grant, og parret har gjort sig umage med at dele den sidste gode tid, men mænd er gode til at fortrænge. Situationen bliver først virkelig for Grant, da han tager afsked med Fiona på plejehjemmet, hvor han fremover kun vil komme som gæst.


DEN canadiske skuespiller Sarah Polley (f. 1979) er især kendt fra landsmanden Atom Egoyans film. Hun var pigen, som noget blev gjort ved, i både Exotica (1994) og The Sweet Hereafter (1997). I hjemlandet var hun på film allerede som 6-årig (i One Magic Christmas, 1985) og havde som 9-årig titelrollen i ti episoder af Ramona (1988-89). Hun blev for alvor bemærket som Jo Pitts i 67 episoder af Road to Avonlea (1990-1996). For canadiske tilskuere er der derfor et ekstra lag i den aura, hun bærer med sig til Egoyans film.*

   Sin voksne breakout-rolle fik hun i Isabel Coixets My Life Without Me (2003), hvor Polley spiller en ung mor, som får konstateret uhelbredelig livmoderhalskræft og bruger sin sidste tid på at indhente ting, have et forhold til en anden mand og indtale bånd til sin mor (Debbie Harry), sin mand (Scott Speedman)  og sine døtre, Penny og Patsy.
   I Coixets The Secret Life of Words (2005) var Polley atter den stille unge kvinde, som har været en masse igennem. Skuespillere ligner sjældent deres roller, og det gør dybest set ingen forskel, om de optræder i eller uden for karakter. Alligevel må det siges, at Polleys fine instruktørdebut stemmer særdeles godt med hendes on screen-personlighed.


FORLÆGGET er en novelle, »The Bear Came Over the Mountain«, af Alice Munro, der har specialiseret sig i at skrive tæt og realistisk om livet, som det sker for almindelige mennesker.** Away from Her er fattig på ydre effekter. Til gengæld er den ubønhørlig. Punkt for punkt afkrydses listen med standardsymptomer, mens Fionas tilstand forværres. Hun får sværere ved at huske, ændrer sin personlighed, er skiftevis aggressiv og apatisk, og forelsker sig ungpigeagtigt i en mandlig beboer på plejehjemmet. Snart er der ikke ét træk tilbage af kvinden, Grant Anderson elsker og savner.
   Manden kan bare se til, fortvivle og huske på, hvad de havde engang. Efterhånden som fornægtelsen bliver til resignation, giver det ham en lille smule glæde at indlede et venskab med kvinden (Olympia Dukakis), som på samme måde er »enke« efter manden, Fiona har kastet sin kærlighed på. Det er prunkløs, varm og livsklog realisme. Der er ingen udveje eller nemme løsninger, mens sygdommen æder Fiona lidt efter lidt. Men bagefter skal livet gå videre, og den klare dag i sneen er lige så smuk uden hustruen.

45 ÅR efter Billy Liar, Darling og Doctor Zhivago har 66-årige Julie Christie en af sine bedste filmroller. Overhovedet er Away from Her båret af eminent skuespil og en medlevende minimalisme i person- og miljøtegning. Polley giver aldrig efter grådkvaltheden, som emnet indbyder til, men lader følelsen stå alene. Det klare canadiske lys kaster skygger i sneen, som fotografen David Wharnsby gør til en aktiv medspiller. Filmen taler også til yngre tilskuere og er bekræftende på en diskret facon. Det er en lille, men stærk og troværdig debutfilm.

*) Ramona bygger på Beverly Clearys børnebøger. Ramona-serien (1955-1999) begyndte som en aflægger af bøgerne om Henry Huggins (1950-1964), hans hund Ribsy, legekammeraten Beezus og hendes lillesøster, Ramona. Bøgerne udkom også i Danmark, hvor det forvirrede både forlag og læsere, at serien skiftede fokus. Cleary skrev endvidere tre romanversioner af tv-serien Leave It to Beaver (1957-1963), som sammen med The Andy Griffith Show (1960-1968) konsoliderede den hvide amerikanske kernefamilies billede af sig selv. Clearys bøger er trykt i 91 mililoner eksemplarer. Hun døde i Carmel i Californien den 25.marts 2021,104 år gammel.  

**) »The Bear Came Over the Mountain« (»
Bjørnen gik over bjergets top«) står i samlingen Hateship, Friendship, Courtship, Loveship, Marriage fra 2001. På dansk er titlen slanket til Fjendskab, venskab, ægteskab. Ildsjælen Helga Lindhardt (1924-2012) præsenterede Munros forfatterskab i Danmark, da hun i 1980 etablerede forlaget Hekla. Arne Herløv Petersen oversatte novellerne om Rose og Flo i Who Do You Think You Are? (1978), som uden for Canada har titlen The Beggar Maid. Fordi romaner solgte bedre, blev Hvem tror du egentlig du er? forsynet med undertitlen »Fortællinger om Flo og Rose« og lanceret som en roman.
   Gyldendal har ændret titlen til Tiggerpigen - Fortællinger om Flo og Rose i anden udgave fra 2014, men oversættelsen er den samme. Hekla udgav også Munros gennembrudsbog, Lives of Girls and Women (1971, da. Pigeliv & Kvindeliv), i Lisbeth Møller-Madsens oversættelse. Gyldendal var inde over og udgav Friend of My Youth (1990, da. Min ungdoms veninde) i 1993. Forlaget understreger i sin præsentation, at der er tale om syv noveller, »der hver for sig næsten opleves som en fuldgyldig roman«. Dét er længe et tema i modtagelsen af Munro: Man ville ønske, at hun skrev romaner i stedet for noveller.
   Munro var rundt om både Samleren (der udgav Open Secrets 1994/ Offentlige hemmeligheder 1996) og Centrum (som udgav The Love of a Good Woman 1998/ En god kvindes kærlighed i 2002), før hun igen blev interessant for Gyldendal, da forlaget udgav Runaway (2004) med titlen Væk (2010) i Ida og Gudrun Jessens oversættelse.
   Man kunne således høste alle frugter i 2013, da Munro modtog Nobelprisen i Litteratur. Hekla var overtaget af Borgen, som på sin side var overtaget af Gyldendal. Centrum var der slet ikke mere, og Samleren var et imprint i Rosinante og Co., som dengang var ejet, men endnu ikke opløst i strukturen i Klareboderne.
   Ida og Gudrun Jessen har oversat Munro fremragende. Men Munro ville slet ikke være der på dansk, hvis ikke Helga Lindhardt havde investeret i forfatterskabet i 1984. Hekla var et betydningsfuldt forlag, som også præsenterede J.M. Coetzee i Danmark. Alligevel er Helga Lindhardt kun nævnt i Biografisk Leksikon i forbindelse med sit ægteskab med Otto B. Lindhardt. De er alle sammen døde nu, men i det mindste bliver mændene husket. 

Away From Her. Instr. og manus: Sarah Polley. Foto: David Wharnsby. 109 min. Canada 2006. Dansk premiere: 04.01.2008


Fotos: Cinematerial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Miracle Film
Filmen streames på FILMSTRIBEN og er udgivet på dvd
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 05.01.2008, ajourført 15.04.2021