Sarah Polley: Stories We Tell (2012)

MULIGE VERSIONER

Sarah Polley afdækker familiemysteriet

Af BO GREEN JENSEN

SOM barn blev Sarah Polley (f. 1979) drillet, fordi hun ikke lignede sine søskende. Det blev en stående vittighed i familien, skønt tonen var hjertelig nok. Sarah var den yngste i et kuld på fem, som Diane og Michael Polley delte i 1970ernes Toronto. Mysteriet fyldte meget for Sarah. Hun spurgte aldrig Michael direkte, og hun kunne ikke få svar af Diane, som døde i 1990, da Sarah var 11 år gammel. Tyve år senere besluttede hun at undersøge familiehistorien i en dokumentarfilm.

   Far var rolig, Mor var vild. Sådan så man forældrene. Det hører med, at film og teater var familiens levebrød. Diane og Michael Polley var skuespillere. Hun gav efterhånden slip på sine drømme om en stor karriere, men de var levende og realistiske nok i begyndelsen. Før Sarah blev født, var parret i krise. Diane tog til Montreal for at spille teater og havde en affære med en kollega. Hun kom siden hjem og blev casting director, mens Michael fortsatte som skuespiller.

SARAH Polley selv debuterede, da hun var seks (i julefilmen One Magic Christmas). Ni år gammel fik hun fik sin første hovedrolle i tv-serien Ramona (1988-89) og slog for alvor igennem som den melankolske pige i Atom Egoyans Exotica (1994). Hun havde medvirket i 50 film, da hun instruerede Alzheimer-dramaet Away from Her (2006) og parforholdsfilmen Take This Waltz (2011). Familien kunne dårligt undslå sig, da hun præsenterede planen for Stories We Tell.

PÅ papiret lyder filmen måske tynd og selvoptaget. Stories We Tell er dog en fængslende blanding af personlig erindring, familieportræt og essayistisk analyse af måden, vi husker hinanden og fortiden på.

   Polley interviewer sine søskende og filmer sin far, som altså ikke er hendes biologiske far, mens han sidder i et studie og indtaler sin egen tekst om Diane. Hun finder sin »rigtige« far, og også han taler ud om det hele, mens de lærer hinanden at kende i arrangerede situationer.

   Der er i sagens natur en akavet tone i mange af samtalerne. Man ved alt muligt om hinanden, og pludselig er der publikum på. Polley bruger den kejtede stemning som dramatisk virkemiddel, hævner barndommens små drillerier og siger endelig, at man i vid udstrækning vælger sin fortid blandt mange versioner af sandheden.

   I hvert fald vælger man sin far. Kun Sarah og Michael agerer naturligt i Stories We Tell.

DE filmede interviews er flettet sammen med private smalfilm, gamle arkivklip og fiktive rekonstruktioner af scener fra forældrenes ungdom. Polley kunne sagtens have skabt en renere film. Imidlertid er det netop filmens causerende kvalitet, som giver den styrke og nu og da skønhed. I et arkivklip fra canadisk tv ser man Diane Polley synge. Hun minder om en ung Dusty Springfield.

   Sarah Polley ser en større historie og søger en dybere sandhed med filmen. Det er nok at gå for vidt. Det er og bliver en personlig historie, men Polley fortæller den stille og stærkt.

Se også Sarah Polley: Away from Her (2006) og Sarah Polley: Take This Waltz (2011)

Stories We Tell. Instr. og manus: Sarah Polley. Foto: Iris Ng. 108 min. Canada 2012. Dansk premiere: 03.04.2013.

Fotos: National Film Board of Canada/ Venice Film Festival (Giornate degli autori 2012)/ DOXBIO/ SF Studios  

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Teksten er fra Weekendavisen Kultur 05.04.2013

Sarah Polley: Take This Waltz (2011)

SAVN OG VANE
Skal tvivleren gå, når forandringen frister?

Af BO GREEN JENSEN

CANADISKE Sarah Polley (f. 1979) blev kendt som den stille, sørgmodige pige i to af Atom Egoyans bedste film, Exotica (1994) og The Sweet Hereafter (1999), hvor hun var smerteligt klog for sin alder. Senere gjorde hun indtryk i Isabel Coixets My Life without Me (2003), hvor hun spiller en døende mor, der indtaler en række bånd, som hendes endnu spæde døtre kan spille, når de bliver større.

   De seneste ti år har Polley koncentreret sig om selv at skrive og instruere.* Away from Her (2007) var en sober beskrivelse af, hvad der sker, når et langt ægteskab ændrer vilkår og væsen, fordi den ene ægtefælle forsvinder lidt mere ind i sig selv for hver dag. Julie Christies rolle som den Alzheimer-ramte Fiona Anderson var en af de bedste i hendes karriere, og Polley fastholdt svære nuancer, som de fleste beslægtede film skærer fra.

TAKE This Waltz fokuserer på Polleys egen aldersgruppe, men har mange træk tilfælles med Away From Her. Det er atter en kvinde, som bærer historien, skønt manden i billedet ikke er glemt, og Polley interesserer sig mere for detaljerne i den enkelte scene end for det samlede overblik. Den store kvalitet i hendes film er, at ingen følelser fremstår helt rene. Intet er fuldkommen sort eller hvidt, og hverdagen udgør et stort kompromis. Med andre ord ligner virkeligheden sig selv.

DET synes at være en film om begær, men den viser sig at handle om mere: savn og vane, frustreret tvivl, kedelig tryghed og spændende fare. Freelancejournalisten Margot (Michelle Williams) er i dén grad gift med Lou (Seth Rogen), som skriver kogebøger om kyllingeretter. Tilfældigt møder hun Daniel (Luke Kirby), som bedre kan se hende for, hvad hun er. Det viser sig, at de er naboer, og vægten kan næsten kun tippe én vej. Skal hun gå eller blive? I hvert fald lever hun stærkt for en tid.

   Mens kunstneren Daniel er fri som en fugl – han kører cykeltaxi for at tjene til huslejen, men sidder ellers og maler – er Margot og Lou begravet i familie. Ydermere er det hans familie, der kommer for at prøvesmage de nye delikatesser. Hun vil gerne have et barn, men han vil hellere vente. De taler babysprog sammen og har udviklet et privat ritual, hvor de udtrykker kærlighed ved i detaljer at beskrive, hvordan de vil rive, skære, snitte, brænde eller generelt bare flå hinanden i stykker.

FILMEN følger Margot, mens hun går ved siden af selv og overvejer. Da hun træffer et valg, formulerer svigerinden Geraldine (Sara Silverman) nogle sandheder om, hvordan der er et tomrum midt i livet, som ingen kærlighed kan fylde. Nye ting skinner, men bliver matte, som de gamle var. Geraldine taler af erfaring. Hendes forsøg på at bryde en alkoholvane er en af filmens sidehistorier.

   De fleste parforholdsfilm skildrer optakten til en krise, selve krisen eller det, som følger efter. Polley har hele bevægelsen med. Hun laver også nogle fejl. Der er nørklet med manuskriptets detaljer og stiliseret, så det halve kunne være nok. Away From Her var vinterligt mismod, Take This Waltz satser på sanselig sommer. Men erkendelsen af futilitet er konkret. Det er bittersød realisme for voksne. Og alligevel romantik af en slags.

*) Efter Take This Waltz og dokumentaren Stories We Tell (2012) fulgte en tilsyneladende pause på fem år. De gik med at skrive og producere Alias Grace, miniserien efter Margaret Atwoods roman, som Netflix lagde til streaming den 3. november 2017. Mary Harron har instrueret, og Sarah Polley har skrevet alle seks episoder. Atwood medvirker selv i en lille rolle i episode 4. Hun er krediteret som 'Old Woman at Church'.     

Take This Waltz. Instr. og manus: Sarah Polley. Foto: Luc Montpellier. 116 min. Canada 2011. Dansk premiere: 16.08.2012

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Angel Films

Filmen streames på Blockbuster, Rakuten TV og SF Anytime

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 17.08.2012

Sarah Polley: Away from Her (2006)

UDEN HINANDEN

Livet efter Alzheimers

Af BO GREEN JENSEN

HVORDAN tager man afsked, og hvordan kommer man videre, når dén, som man har delt sit liv med, glider ind i sig selv og forsvinder fra én?

   Efter 50 års samliv står Grant Anderson (Gordon Pinsent) alene tilbage, da hustruen Fiona (Julie Christie) bukker under for Alzheimers sygdom. Tilstanden kommer ikke ud af det blå. Fiona har forberedt Grant, og parret har gjort sig umage med at dele den sidste gode tid, men mænd er gode til at fortrænge. Situationen bliver først virkelig for Grant, da han tager afsked med Fiona på plejehjemmet, hvor han fremover kun vil komme som gæst.

DEN canadiske skuespiller Sarah Polley (f. 1979) er især kendt fra landsmanden Atom Egoyans film. Hun var pigen, som noget blev gjort ved, i både Exotica (1994) og The Sweet Hereafter (1997). I hjemlandet var hun på film allerede som 6-årig (i One Magic Christmas, 1985) og havde som 9-årig titelrollen i ti episoder af Ramona (1988-89). Hun blev for alvor bemærket som Jo Pitts i 67 episoder af Road to Avonlea (1990-1996). For canadiske tilskuere er der derfor et ekstra lag i den aura, hun bærer med sig til Egoyans film.*

   Sin voksne breakout-rolle fik hun i Isabel Coixets My Life Without Me (2003), hvor Polley spiller en ung mor, som får konstateret uhelbredelig livmoderhalskræft og bruger sin sidste tid på at indhente ting, have et forhold til en anden mand og indtale bånd til sin mor (Debbie Harry), sin mand (Scott Speedman)  og sine døtre, Penny og Patsy.

   I Coixets The Secret Life of Words (2005) var Polley atter den stille unge kvinde, som har været en masse igennem. Skuespillere ligner sjældent deres roller, og det gør dybest set ingen forskel, om de optræder i eller uden for karakter. Alligevel må det siges, at Polleys fine instruktørdebut stemmer særdeles godt med hendes on screen-personlighed.

FORLÆGGET er en novelle, »The Bear Came Over the Mountain«, af Alice Munro, der har specialiseret sig i at skrive tæt og realistisk om livet, som det sker for almindelige mennesker.** Away from Her er fattig på ydre effekter. Til gengæld er den ubønhørlig. Punkt for punkt afkrydses listen med standardsymptomer, mens Fionas tilstand forværres. Hun får sværere ved at huske, ændrer sin personlighed, er skiftevis aggressiv og apatisk, og forelsker sig ungpigeagtigt i en mandlig beboer på plejehjemmet. Snart er der ikke ét træk tilbage af kvinden, Grant Anderson elsker og savner.

   Manden kan bare se til, fortvivle og huske på, hvad de havde engang. Efterhånden som fornægtelsen bliver til resignation, giver det ham en lille smule glæde at indlede et venskab med kvinden (Olympia Dukakis), som på samme måde er »enke« efter manden, Fiona har kastet sin kærlighed på. Det er prunkløs, varm og livsklog realisme. Der er ingen udveje eller nemme løsninger, mens sygdommen æder Fiona lidt efter lidt. Men bagefter skal livet gå videre, og den klare dag i sneen er lige så smuk uden hustruen.

45 ÅR efter Billy Liar, Darling og Doctor Zhivago har 66-årige Julie Christie en af sine bedste filmroller. Overhovedet er Away from Her båret af eminent skuespil og en medlevende minimalisme i person- og miljøtegning. Polley giver aldrig efter grådkvaltheden, som emnet indbyder til, men lader følelsen stå alene. Det klare canadiske lys kaster skygger i sneen, som fotografen David Wharnsby gør til en aktiv medspiller. Filmen taler også til yngre tilskuere og er bekræftende på en diskret facon. Det er en lille, men stærk og troværdig debutfilm.

*) Ramona bygger på Beverly Clearys børnebøger. Ramona-serien (1955-1999) begyndte som en aflægger af bøgerne om Henry Huggins (1950-1964), hans hund Ribsy, legekammeraten Beezus og hendes lillesøster, Ramona. Bøgerne udkom også i Danmark, hvor det forvirrede både forlag og læsere, at serien skiftede fokus. Cleary skrev endvidere tre romanversioner af tv-serien Leave It to Beaver (1957-1963), som sammen med The Andy Griffith Show (1960-1968) konsoliderede den hvide amerikanske kernefamilies billede af sig selv. Clearys bøger er trykt i 91 mililoner eksemplarer. Hun døde i Carmel i Californien den 25.marts 2021,104 år gammel.  

**) »The Bear Came Over the Mountain« (»Bjørnen gik over bjergets top«) står i samlingen Hateship, Friendship, Courtship, Loveship, Marriage fra 2001. På dansk er titlen slanket til Fjendskab, venskab, ægteskab. Ildsjælen Helga Lindhardt (1924-2012) præsenterede Munros forfatterskab i Danmark, da hun i 1980 etablerede forlaget Hekla. Arne Herløv Petersen oversatte novellerne om Rose og Flo i Who Do You Think You Are? (1978), som uden for Canada har titlen The Beggar Maid. Fordi romaner solgte bedre, blev Hvem tror du egentlig du er? forsynet med undertitlen »Fortællinger om Flo og Rose« og lanceret som en roman.

   Gyldendal har ændret titlen til Tiggerpigen - Fortællinger om Flo og Rose i anden udgave fra 2014, men oversættelsen er den samme. Hekla udgav også Munros gennembrudsbog, Lives of Girls and Women (1971, da. Pigeliv & Kvindeliv), i Lisbeth Møller-Madsens oversættelse. Gyldendal var inde over og udgav Friend of My Youth (1990, da. Min ungdoms veninde) i 1993. Forlaget understreger i sin præsentation, at der er tale om syv noveller, »der hver for sig næsten opleves som en fuldgyldig roman«. Dét er længe et tema i modtagelsen af Munro: Man ville ønske, at hun skrev romaner i stedet for noveller.

   Munro var rundt om både Samleren (der udgav Open Secrets 1994/ Offentlige hemmeligheder 1996) og Centrum (som udgav The Love of a Good Woman 1998/ En god kvindes kærlighed i 2002), før hun igen blev interessant for Gyldendal, da forlaget udgav Runaway (2004) med titlen Væk (2010) i Ida og Gudrun Jessens oversættelse.

   Man kunne således høste alle frugter i 2013, da Munro modtog Nobelprisen i Litteratur. Hekla var overtaget af Borgen, som på sin side var overtaget af Gyldendal. Centrum var der slet ikke mere, og Samleren var et imprint i Rosinante og Co., som dengang var ejet, men endnu ikke opløst i strukturen i Klareboderne.

   Ida og Gudrun Jessen har oversat Munro fremragende. Men Munro ville slet ikke være der på dansk, hvis ikke Helga Lindhardt havde investeret i forfatterskabet i 1984. Hekla var et betydningsfuldt forlag, som også præsenterede J.M. Coetzee i Danmark. Alligevel er Helga Lindhardt kun nævnt i Biografisk Leksikon i forbindelse med sit ægteskab med Otto B. Lindhardt. De er alle sammen døde nu, men i det mindste bliver mændene husket. 

Away From Her. Instr. og manus: Sarah Polley. Foto: David Wharnsby. 109 min. Canada 2006. Dansk premiere: 04.01.2008

Fotos: Cinematerial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Miracle Film

Filmen streames på FILMSTRIBEN og er udgivet på dvd

Teksten er fra Weekendavisen Kultur 05.01.2008, ajourført 15.04.2021