Marilyn Monroe | My Week With Marilyn (2011)

MARILYNS KUNST

Biopic, metafilm, dannelseskitse

Af BO GREEN JENSEN

I 1956 kom Marilyn Monroe til England for at optage The Prince and the Showgirl sammen med Sir Laurence Olivier, som både instruerede og spillede den ene hovedrolle. Filmstjernen var 30 år og nygift med Arthur Miller. Teatermennesket var 50 og ivrig efter at blive populær. De betalte selv for forsøget. Filmen var finansieret af Marilyn Monroe Productions, mens Olivier varetog logistikken på vegne af Warner Bros., som markedsførte den samlede pakke. 

   Begge ventede sig meget af samarbejdet, og begge gik skuffede hver til sit. The Sleeping Prince, som filmen hed i begyndelsen, var tænkt som »the lightest of comedies« og byggede på et skuespil af Terence Rattigan. I sceneversionen havde Olivier spillet over for sin hustru, Vivien Leigh (alias Lady Hamilton, Blanche DuBois, Scarlett O’Hara). Leigh var 43 og ved at blive mentalt ustabil. Sir Larry ville videre. Nu skulle der tænkes ungt, vitalt og transatlantisk.

OPTAGELSERNE blev et 16 uger langt mareridt. MM opførte sit sædvanlige neurotiske repertoire, kom for sent, kom slet ikke og lavede fejl. Olivier var ved at eksplodere og behandlede sin stjerne med slet skjult foragt. Alligevel kom der en film ud af kaos. The Prince and the Showgirl blev ingen succes, hverken kunstnerisk eller kommercielt, men den fik et liv og findes stadig. I Danmark havde Palads premiere på Prinsen og korpigen den 5. maj 1958. »Vittig kroningskomedie, hvori M.M. ydede sit ypperste,« skriver Bjørn Rasmussen i Filmens Hvem Hvad Hvor.

EFTERHÅNDEN har alle, som var i nogen form for kontakt med Marilyn Monroe, skrevet deres personlige erindring. Colin Clark (1932-2002) var dog særligt privilegeret. Som søn af kunsthistorikeren Kenneth Clark – ældre læsere vil huske den store formidler fra BBC-serien Civilisation (1969-70) – havde Colin kendt Vivien Leigh som en slags tante, siden han var dreng. Derfor gav Olivier ham et job som tredje instruktørassistent på produktionen, da han havde plaget længe nok. Som 23-årig blev han ansvarlig for at opvarte kvinden, han havde fantaseret om i biografen.

DA Arthur Miller fløj hjem for at se sine børn, tilbragte Colin en uge i selskab med Marilyn. Clark førte dagbog under hele produktionen. I 1995 blev den udgivet som The Prince, The Showgirl and Me. I 2000 fulgte My Week with Marilyn, en mere fortroligt henvendt skildring af de ni intense dage, som mangler i den første dagbog, der er ganske hård ved Monroes eftermæle. Begge bind er genudgivet med et forord af Simon Curtis, som har instrueret My Week With Marilyn. Curtis fortæller, at han selv begyndte sin karriere som frivillig assistent på en Shakespeare-opsætning, hvor han løb ærinder for Helen Mirren. »I was familiar with the territory that Colin was in.«*

CURTIS har filmet bøgerne som en blanding af nostalgisk tilbageblik på stjernernes tid og den unge Colins dannelsesskildring. Det er en meget seværdig fremstilling af en lille parentes i to store karrierer. Kenneth Branagh har lejlighed til at spille manden, hvis liv han selv har brugt som blåtryk. Det gør han med stivnakket akkuratesse. Michelle Williams har måske ikke Monroes mix af sex og sødme, men hun overbeviser i scenerne med Eddie Redmayne som Colin og i rekonstruktionen af filmsettet. Mere problematisk er forsøget på at kopiere tre af Monroes dansenumre, »Heat Wave«, »When Love Goes Wrong« og »That Old Black Magic«.

DOUGRAY Scott er et ciffer i rollen som Miller, Julia Ormond har lidt mere at arbejde med som Vivien Leigh. Marilyn flankeres af agenten Milton Greene (Dominic Cooper) og dramalæreren Paula Strasberg (Zoë Wanamaker). Som den eneste gør Dame Sybil Thorndike (Judi Dench), hvad hun kan for at byde Marilyn velkommen: »Du er en meget stor skuespiller, min kære. Du er den eneste af os, som ved, hvordan man spiller til et kamera. Vi andre står bare og lader som om.«

HVIS filmen har dybde, er det i replikkerne om Marilyns kunst. Skønt Olivier skælder ud, lader filmen ham sidde tilbage med et lykkeligt smil, da han ser den færdige version af scenen, hvor Elsie Marina danser i prinsens gemakker. Han erkender, at han troede, MM ville gøre ham yngre. I stedet føler han sig mere gammel og stiv. Colin Clark siger det ligeud til Marilyn: »Du er en stor filmstjerne, som gerne vil være en stor skuespiller. Han er en stor skuespiller, som gerne vil være en populær filmstjerne. Denne film vil ikke gøre nogen af jer tjenester.«

ER man interesseret i MM, skal man se denne film. Den føjer intet til summen af viden og rygter om stjernen, men den er kærligt og gennemført realiseret. Alexandre Desplat har skrevet et »Marilyn's Theme«, der kan måle sig med det bedste af Michel Legrand fra 1960erne.

   Som ældre dansk tilskuer mindes man uvilkårligt 40 dage med Marilyn, der kunne være blevet en lignende film. Også yngre tilskuere kan begynde hér, hvis de vil se, hvad legenden Marilyn handler om.**

*) Colin Clark: My Week with Marilyn. The Prince, the Showgirl and Me (1995) + My Week with Marilyn (2000). Introduction by Simon Curtis. 397 s. London: HarperPress, 2011.

**) Forfatteren og politikeren Hans Jørgen Lembourn (1923-1997) – som ingen rigtigt læser mere, skønt romanerne om besættelsestiden og journalistikken fra den første efterkrigstid er interessante – fik en vaskeægte skandalesucces med dagbogsromanen 40 dage med Marilyn (Schønberg, 1977).

   Bogen blev endevendt i ugeblade og tabloidaviser – og var den første indiskutable bestseller i et forfatterskab, som ellers udmærkede sig ved den ordentlighed, der var typisk for tonen i efterkrigstiden. Modtagelsen kan minde om den britiske samtids læsning af Colin Clarks dagbøger. Var det sandt eller hvad, og var de mon sammen?

   Offentligheden var særligt pirret, fordi Lembourn i 1977 var formand for Dansk Forfatterforening, nyligt udtrådt folketingsmedlem og på fjerde år gift med skuespilleren og sangerinden Ellen Winther (1933-2011), som bogen var tilegnet. På afstand kunne parret faktisk minde lidt om Arthur Miller og Monroe. I hvert fald for Billedbladet at se.

   Lembourn skrev lødige debatbøger som De intellektuelles forræderi (1956) og gjorde sig filosofiske tanker i Een/mange (1964). Han var eksponent for en liberalkonservativ politik, der talte den toneangivende kulturradikalisme imod. Men han reddede RUC, og han trodsede Schlüter. Hvordan kunne sådan en pæn mand skrive så kulørt, og hvorfor blev der ikke meldt klart ud, om teksten var dagbog eller roman? Lembourn navigerede dygtigt. I dag kunne vi kalde bogen et tidligt eksempel på autofiktion, som er sig selv og genren uhyre bevidst.

   Naturligvis var en filmatisering på tale. Bogen blev oversat til engelsk, tysk, fransk, spansk osv., men fik trods alt ikke et langt liv uden for Danmark. Som en note til noten kan nævnes, at Lembourn ville stifte sit eget parti, da han forlod Det Konservative Folkeparti. Navnet var De Moderate. Lindhardt og Ringhof genudgav 40 dage med Marilyn som e-bog og lydbog i 2016. Nu står der bare roman udenpå.

My Week With Marilyn. Instr.: Simon Curtis. Manus: Adrian Hodges. Foto: Ben Smithard. 99 min. UK-USA 2011. Dansk premiere: 26.01.2012.

The Prince and the Showgirl (Prinsen og korpigen). Instr.: Laurence Olivier. Manus: Terence Rattigan. Foto: Jack Cardiff. 115 min. UK-USA 1957. Dansk premiere: 05.05.1958. 

Fotos: The Weinstein Company/ BBC Films/ Lipsync Productions/ Trademark Films/ UK Film Council/ Scanbox Entertainment/ Warner Brothers Archive Collection/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ YouTube Films

My Week with Marilyn streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Pluto TV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Entertainment in Video (region B) 16.03.2012 

The Prince and the Showgirl streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Archive Collection (regionsfri) 14.03.2023 

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 27.01.2012 - noten er nyskrevet i 2025.

Steven Spielberg: The Fabelmans (2022) [Oscars 2023]

KUNSTNEREN I FAMILIEN
Om at se sig tilbage i glæde og vrede

Af BO GREEN JENSEN

NATURLIGVIS begynder det i biografen. Sammy Fabelman er syv år, da familien går ind og ser Cecil B. DeMilles The Greatest Show on Earth (da. Verdens største show). Det er den 10. januar 1952. Drengen er spændt og lidt frygtsom. Det er hans »første film nogen sinde«. Hans far forklarer, hvordan illusionen om bevægelse fungerer. Hans mor taler blidt om magien.

   Oplevelsen er en åbenbaring. Burt (Paul Dano) og Mitzi (Michelle Williams) udveksler blikke hen over hovedet på deres søn. Filmen – som DeMille fik en sen Oscar for – er ikke helt den hengivne cirkusoplevelse, de har håbet, at drengen kan måbe og more sig over. Der er en intens sekvens med en togkollision. Sammy er mærket for livet. Han kommer sig aldrig helt over filmen.

   De kører hjem til den lukkede vej i New Jersey. Burt siger, at husene ligner hinanden så meget, at man kan tage fejl i vintermørket. Som de eneste på vejen har familien Fabelman ikke julelys tændt. Så deres hus er nemt nok at kende, mener Sammy. Forældrene ler af hans gammelklogskab. Nu ved han, hvad han ønsker sig til Hanukkah. Han vil have et modeltog og genskabe ulykken.

   Burt køber toget. Senere også et Super 8-kamera, da Sammy vil være filmskaber. Men han kan ikke se formålet i at ødelægge toget. Mitzi forstår, hvad der rører i drengen. At han føler en instinktiv nysgerrighed. »He needs to see them crash,« siger hun. Der er en besværgende faktor i denne mani. Hun hjælper ham med at fotografere. Så modeltoget ikke skal knuses igen.

STEVEN Spielberg er født i 1946. Han var selv syv år, da Leah og Arnold Spielberg tog ham med til premieren på The Greatest Show on Earth. Han var faktisk fyldt 12, da han lavede smalfilmen med togulykken, men ellers er fiktionen sandfærdig. The Man who Shot Liberty Valance (1962), John Fords ikonisk-revisionistiske western, gav ham mod på at lave westerns. Han forstod filmens grammatik med det samme.

   Den første kunstneriske krise kom samme år, da han så David Leans Lawrence of Arabia. Han ville aldrig kunne skabe film af den støbning, på det niveau. I selvportrættet er det noget andet, der får Sammy Fabelman til at tøve i springet. Forældrenes ægteskab går i stykker, da Mitzi indser, at hun har mere til fælles med husvennen Benny (Seth Rogen), Burts kollega, som altid har været en del af familien. Benny vil forære Sammy det kamera, han ønsker sig mest brændende. Ergo vil Sammy slet ikke røre ved filmen igen nogensinde.

THE Fabelmans har vel ti nøglescener, der lader publikum føle glæden ved at genkende. »Åh – det må være derfor, han gjorde sådan-og-sådan i E.T. og Jurassic Park.« Der er 35 store film i Spielbergs kogger, fra Duel (1971) og The Sugarland Express (1974) til Ready Player One (2018) og West Side Story (2021). Der er sci-fi, thriller og megen adventure. Der er velment kitsch som The Color Purple (1985, da. Farven lilla) og Amistad (1997). Der er politiske stykker som Munich (2005, da. München) og Lincoln (2012). Der er Schindlers liste (1993) og Saving Private Ryan (1998). Altid umådelig klart eksponeret.

   Har man et forbehold, er det dét. Få kan folde en film ud som Spielberg. Man slentrer gennem Bridge of Spies (2015), mens Berlinmuren bliver rejst i baggrunden, og Den Kolde Krig foregår. Alt konfliktstof glattes ud. Der er aldrig ting, som komplicerer eller står i vejen for forståelsen. Hvis der er, bliver de fjernet før premieren. Der er kun én klar fiasko i karrieren. Det er »Japanerne kommer!«-krigsfarcen 1941 – fra 1979 – hvor Spielberg overvurderede tidsåndens appetit på sort, crazy humor.

   The Fabelmans genskaber udvalgte steder i kunstnerens opvækst. Det er ikke et 1:1-selvportræt, men en biografisk baseret fiktion. Der er heller ingen overraskelser i den æstetiske dannelsesskildring. Filmskaberen er ikke et mysterium for sig selv. Han ved præcis, hvad han gør, da han lader Sammy genskabe togkollisionen og projicere den færdige film på et lærred, han danner med sine hænder. Husfotografen Janusz Kaminski giver billedet mytologisk værdi. Det har samme effekt, som når Ingmar Bergman i Fanny & Alexander (1982) lader sit unge alter ego se på figurer i dukketeatret.

ALENE den fineste scene er hele billetprisen værd. Sammy bliver inviteret til jobsamtale og får tilbudt sin første tv-opgave, ganske som Spielberg, da han som 22-årig instruerede Joan Crawford i pilotepisoden af Night Gallery (1969). Agenten kan lide den unge mands entusiasme og tilbyder ham noget særligt: en audiens med den legendariske instruktør, som har kontor på samme etage.*

   Det er David Lynch, der spiller John Ford i en mageløs scene, hvor eleven får æstetiske råd. Ordvekslingen er allerede klassisk. Ford har to malerier af westernkunstneren Frederic Remington hængende på væggen i sit kontor. Han kommer tilbage fra en våd frokost, sætter sig tungt og bruger et fuldt minut på at få ild i cigaren, som er kæmpestor. Endelig spørger han, hvad den unge mand ser. Sammy beskriver motivet: »Der er to ryttere, som kunne være...« Ford afbryder ham: »Nej. Nej. Hvor er horisonten?« »Horisonten?« »Hvor er den?« »Den er i bunden af billedet.«

   Processen gentager sig ved det næste maleri. Sammy begynder: »Der er fem cowboys, som…« »Nej, nej, nej, nej, nej!« buldrer Ford. »Hvor er den forbandede horisont?« »Den er øverst i billedet.« »Det er rigtigt. Kom så herhen«. Novicen går hen til sin mentor. Ford har klap for øjet, det er svært at fastholde hans blik. Men beskeden er klar som en ringende klokke:

   »Husk det hér. Når horisonten er nederst i billedet, er det interessant. Når horisonten er øverst i billedet, er det interessant. Når horisonten er midt i billedet, er det kedeligt ad helvede til [boring as shit]. Now get the fuck of out of my office!«

   Der er en brysk venlighed i den gamle mands dræven. Sammy går, men vender sig lige og får sagt tak. »My pleasure,« siger Ford og ser ikke op. Sammy smådanser hen ad studiegaden. Selvsagt bliver billedet tiltet, tippet, så horisonten ikke ligger i midten. Den unge mand er på vej og in business.

NU hedder filmen jo ikke Sammy Fabelman eller for den sags skyld Portræt af kunstneren i familien. Det er Spielbergs kuraterede dannelsesskildring, men The Fabelmans handler i højere grad om familien som fællesvæsen. Især er den et dobbeltportræt af de inkompatible forældre, den stækkede drømmer og pragmatikeren uden tæft for at flyve, som får hver sin kærlige afsked.

   Der er omsider ingen bitterhed. Det er der til gengæld i laget under de to hovedspor. The Fabelmans er også historien om en jødisk familie, der mødes med foragt og racisme alle vegne i Eisenhower-årenes USA. Det bliver værre, jo længere vestpå de kommer, og kulminerer i Kennedy-tidens Californien, hvor myten ellers siger, at alle er frie og lige. Spielberg har beskrevet holocaust og antisemitismen i Europa. Her kommer motivet helt hjem.**

   Det er Spielbergs mest personlige film, men det er ikke nødvendigvis hans mest selvafsøgende. Det var Close Encounters of the Third Kind (1977, da. Nærkontakt af tredje grad), hvor den unge filmskaber virkelig ville finde kilden til sin besættelse. Richard Dreyfuss knuser tingene for at forstå dem og bygger en model af bjerget i sin underbevidsthed.

IMMIGRANTERNES erfaring er koncentreret i sekvensen, hvor familien får uventet (og faktisk også ubelejligt) besøg af onkel Boris (Judd Hirsch), som altid har gjort det forkerte og fulgt med cirkustoget hele sit liv. Han deler værelse med Sammy, som er mere optaget af Mitzis affære og trængslerne i skolen, hvor han bliver mobbet ubønhørligt. Judd Hirsch sidder på sengen i sit undertøj og taler om, hvordan kunsten er en uimodsigelig drift, der ikke tager familiehensyn. Man brøler, eller man indordner sig. Der er ingen gylden middelvej.

   I gymnasiet bliver Sammy systematisk set ned på og kanøflet. Han bliver samtidig løftet op af prom queen-typen Monica (Chloe East), der finder ham lækker og vagt Kristus-agtig. Sammy selv er passiv. Han forvirrer sine plageånder med skolefilmen om deres strandtur på den årlige Ditch Day. Han skildrer den værste af bøllerne som en nørd, den anden som en guddom. Den værste (Oakes Fegley) vil slå ham mere endnu, den anden (Sam Rechner) får anfægtelser. Musikken er »Goodbye Cruel World« med James Darren.

   Der er i disse scener en vred undertone, som minder mere om udsatheden i Carrie (1976), Brian De Palmas eminente filmatisering af Stephen Kings high school-horror, som lader mobbeofferets hævn detonere i blod, end om den elegiske atmosfære i George Lucas’ American Graffiti (1973, da. Sidste nat med kliken), som er det forventede nostalgiske territorium. Monica svigter ham uden at blinke. Intet er glemt eller tilgivet.

FREM for alt er det historien om en mor. Filmen – og vi – forstår længe før Sammy, at Mitzi har rasende storme i sindet og brænder inde med mange afsavn og fravalg. Forældrene tror på en fremtid og vil hinanden det godt. De synger »Who could ask for anything more?« i bilen på vej hjem fra biografen. Men Mitzi er uforholdsmæssigt fortvivlet, da Burt får arbejde i Arizona og bare vil bryde med Benny, som altid har været børnenes »onkel«. 

   Michelle Williams er meget intens. Hun tager bilen og kører med børnene ind i tornadoen, der kommer som noget fra The Wizard of Oz. Hun er – som Leah Spielberg – en klassisk pianist, der har prioriteret familieprojektet. Det har knap nok strejfet Burt, at hans IT-karriere ikke var vigtigst. Men han aner og anerkender det stille.

   Mitzi skal spille i tv. Hun er i fuldt skrud og har ordnet negle. Mændene er venner, før de er rivaler. De kan ikke høre andet end neglenes klik på tangenterne. De holder alle tre af hinanden. Det er rodet og svært som i virkeligheden, men også varmt og for Spielberg sjældent troværdigt – han har sjældent scoret højt på det romantiske barometer.

KRITIKEREN Molly Haskell har i sin bog om Spielberg en interessant iagttagelse af, hvordan filmskaberen er tilbøjelig til at gemme sin egen erfaring i korrekt uangribelighed, når han taler om jødisk identitet. Det er sandt, at der er lagt demonstrativ distance til en overstået historie i skildringen af folkemordet på europæiske jøder og det israelske efterretningsarbejde i Munich. Hadet beskrives i datid, og Spielberg lokaliserer det altid uden for USA.  

   Haskell bemærker, at animationsfilmene om musen Fievel Mousekewitz – An American Tail (1986, da. Rejsen til Amerika) og Fievel Goes West (1991, da. Fievel i det vilde vesten) – var noget af det første, Spielberg satte i produktion, da Amblin Entertainment fik sin egen animationsafdeling: »The two-part Fievel saga is in many ways more deeply personal than 1993's Schindler's List, the film that certified the director's rebirth as a Jew and his much-vaunted evolution into a newfound "maturity" as a man and a director.«**

   Der er flere ting, som endelig lykkes – eller falder til ro i en rigtig balance – for filmskaberen i The Fabelmans. Her får han ordene sagt. Der er ømhed uden sentimentalitet i skildringen af den amerikanske familie, og der er regulær bitterhed i beskrivelsen af, hvordan det var at komme til Californien som jøder. Steven Spielbergs erindringsfilm er rig på klare øjeblikke og faste temaer. Kærligheden er gammel, men vreden i bunden af værket er ny.

 

SAMMY forstår forældrenes forhold, da han redigerer filmen fra familiens campingtur. Han ser Mitzis fortvivlende smukke dans i lyset fra billygterne. Han ser, hvordan hun er gladest med Benny. Det er et gennemgående tema, at instruktøren først kender sin verden, når han ordner den i sine film. Spielberg lader Sammy bevare den kritiske, kroniske uskyld. Han deler den næppe længere selv.

   Eventyrlysten og evnen til undren, der fylder lige så meget som gys og spænding i værklisten, er koncentreret i Arizona-afsnittet, hvor Sammy skriver, producerer og instruerer en western i fuld størrelse, The Last Gunfight, og en krigsfilm, som hele castet lever sig ind i, Escape to Nowhere. Begge amatørarbejder er genskabt med kærlig akkuratesse.

   Mateo Zoryan spiller drengen Sammy; Gabriel LaBelle er den unge filmskaber. Michelle Williams, Paul Dano og Seth Rogen skal overbevise både som unge og ældre. Det gør de på glimrende vis. Især Williams har kompleksitet og nuancer. Mitzi Fabelman er jo den anden kunstner i familien. Det må være Spielbergs fineste kvindeportræt.

FOR første gang i årevis er instruktøren selv medforfatter. Han har udviklet ideerne sammen med Tony Kushner, der har skrevet de fleste film siden Munich. Michael Kahn og Sarah Broashar har klippet, Janusz Kaminski fører kameraet, John Williams har skrevet musikken – med sjæl.

   Kushner og Kaminski er stadig unge mænd i tresserne. Williams er 91. Det øvrige filmhold nærmer sig 80. Der er overskud til at se sig tilbage – både i vrede og med ny ydmyghed. The Fabelmans er kunstnerens kærlighedserklæring til sin metier – hans Amarcord og Intervista, hans La nuit americaine og hans Århus by Night. Men først og fremmest en smuk familieskildring og et vidnesbyrd om en tid og en verden, der forsvinder sammen med ham og med os.

Filmen var Oscar-nomineret i 7 kategorier: Best Motion Picture of the Year (Tony Kushner, Kristie Macosko Krieger, Steven Spielberg); Best Achievement in Directing (Steven Spielberg); Best Original Screenplay (Tony Kushner, Steven Spielberg); Best Achievement in Production Design (Karen O'Hara, Rick Carter); Best Performance by an Actress in a Leading Role (MIchelle Williams); Best Performance by an Actor in a Supporting Role (Judd Hirsch); Best Achievement in Music Written for Motion Pictures [Original Score] (John Williams). 

Se også Steven Spielberg: Magiker og mønsterbryder [Moderne mestre]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001); Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: The Terminal (2004); Steven Spielberg: Munich/München (2005); Steven Spielberg | Hergé: The Adventures of Tintin (2011) [Animation]; Medskabninger | Steven Spielberg: War Horse (2011); Steven Spielberg: Lincoln (2012); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Steven Spielberg: Ready Player One (2018) [Sci-Fi 100]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022] + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100].

*) Night Gallery var Rod Serlings forsøg på at variere formatet og gentage succesen fra The Twilight Zone (1959-1964), som fik sin kultstatus netop i de år og havde enorm indflydelse på Spielbergs generation. Han og John Landis producerede siden spillefilmen Twilight Zone: The Movie (1983), der i Skandinavien var en (skuffende) introduktion til den sagnomspundne serie, som aldrig blev vist på de nordiske statsmonopoler. Spielberg instruerede selv »Kick the Can«-segmentet, mens Landis instruerede prologen »Time Out«. Australske George Miller (som i 1981 var debuteret med The Road Warrior, den første Mad Max-film] instruerede nyindspilningen af den legendariske »Nightmare at 20,000 Feet«-episode, hvor passageren med flyskræk ser gremlins på vingen.

   Piloten til Night Gallery, som i udviklingsfasen hed Rod Serling’s Wax Museum, var i spillefilmslængde (98 min) og bestod af tre segmenter: »The Cemetery« (Boris Sagal), »Eyes« (Spielberg) og »The Escape Route« (Barry Shear). Night Gallery blev samlet op af Universal Television, som producerede tre sæsoner [43 episoder, 93 segmenter + pilot], der blev sendt på NBC-netværket i perioden december 1970 til maj 1973. Serien var populær, men fik aldrig mytologisk status som The Twilight Zone. Spielberg instruerede siden segmentet »Make Me Laugh« i S1, E4.

   Spielberg bidrog også til serierne Marcus Welby, M.D., The Psychiatrist, The Name of the Game og Owen Marshall, Counselor of Law i det første hyperaktive år på Universal. Så langt den mest langtidsholdbare indsats var episode 1 i sæson 1 af Columbo, »Murder by the Book« (med Jack Cassidy som morderen over for Peter Falk i sin signaturolle). Som flidspræmie for sin indsats fik Spielberg mulighed for at instruere Dennis Weaver i Duel (1971), der var en tv-film i USA, mens den fik biografpremiere i Japan og Europa. Richard Matheson skrev manuskriptet. Duellen havde dansk premiere den 27. april 1973.

**) Citeret efter Molly Haskell: Steven Spielberg: A Life in Pictures (New Haven and London: Yale University Press, 2017) s. 21. Der er faktisk fire lange film (og en serie på 13 korte, Fievel’s American Tails, samt bøger, tegneserier og pc-spil) i Fievel-serien. An American Tail: The Treasure of Manhattan Island (1998, da. Rejsen til Amerika 3: Skatten på Manhattan) og An American Tail: The Mystery of the Night Monster (1999, da. Rejsen til Amerika 4: Fievel og monstermysteriet) blev produceret direkte til video. Det var kun An American Tail, som Don Bluth instruerede, der fik dansk biografpremiere. Universal udgav de fire film på dvd i 2005.

   An American Tail var en samproduktion mellem LucasFilm og Amblin Entertainment i Universal Pictures-regi. Da Bluth og Spielberg afbrød samarbejdet, etablerede Spielberg det britisk baserede studie Amblimation, som producerede Fievel Goes West (og i øvrigt de Jack London-inspirerede animationsfilm om slædehunden Balto), før det blev afviklet i 1997. I 1994 dannede Spielberg DreamWorks SKG sammen med David Geffen og Jeffrey Katzenberg. Amblimation blev til DreamWorks Animation, da selskabet gik i direkte konkurrence med Disney (som Katzenberg både havde en fortid med og et horn i siden på.)  

The Fabelmans. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Steven Spielberg, Tony Kushner. Foto: Janusz Kaminski. 151 min. USA-Indien 2022. Dansk premiere: 23.03.2023.

Foto: Amblin Entertainment/ Amblin Partners/ Reliance Entertainment/ Universal Pictures/ Nordisk Film Distribution/ SF Studios (Fanny & Alexander still) 

Filmen er i biografdistribution – udkom på Blu-ray og 4K Ultra HD [region 1] 14.02.2023

Anmeldelsen indlæst [i en kortere version] og lagt på Weekendavisen Kultur 22.03.2023

Sarah Polley: Take This Waltz (2011)

SAVN OG VANE
Skal tvivleren gå, når forandringen frister?

Af BO GREEN JENSEN

CANADISKE Sarah Polley (f. 1979) blev kendt som den stille, sørgmodige pige i to af Atom Egoyans bedste film, Exotica (1994) og The Sweet Hereafter (1999), hvor hun var smerteligt klog for sin alder. Senere gjorde hun indtryk i Isabel Coixets My Life without Me (2003), hvor hun spiller en døende mor, der indtaler en række bånd, som hendes endnu spæde døtre kan spille, når de bliver større.

   De seneste ti år har Polley koncentreret sig om selv at skrive og instruere.* Away from Her (2007) var en sober beskrivelse af, hvad der sker, når et langt ægteskab ændrer vilkår og væsen, fordi den ene ægtefælle forsvinder lidt mere ind i sig selv for hver dag. Julie Christies rolle som den Alzheimer-ramte Fiona Anderson var en af de bedste i hendes karriere, og Polley fastholdt svære nuancer, som de fleste beslægtede film skærer fra.

TAKE This Waltz fokuserer på Polleys egen aldersgruppe, men har mange træk tilfælles med Away From Her. Det er atter en kvinde, som bærer historien, skønt manden i billedet ikke er glemt, og Polley interesserer sig mere for detaljerne i den enkelte scene end for det samlede overblik. Den store kvalitet i hendes film er, at ingen følelser fremstår helt rene. Intet er fuldkommen sort eller hvidt, og hverdagen udgør et stort kompromis. Med andre ord ligner virkeligheden sig selv.

DET synes at være en film om begær, men den viser sig at handle om mere: savn og vane, frustreret tvivl, kedelig tryghed og spændende fare. Freelancejournalisten Margot (Michelle Williams) er i dén grad gift med Lou (Seth Rogen), som skriver kogebøger om kyllingeretter. Tilfældigt møder hun Daniel (Luke Kirby), som bedre kan se hende for, hvad hun er. Det viser sig, at de er naboer, og vægten kan næsten kun tippe én vej. Skal hun gå eller blive? I hvert fald lever hun stærkt for en tid.

   Mens kunstneren Daniel er fri som en fugl – han kører cykeltaxi for at tjene til huslejen, men sidder ellers og maler – er Margot og Lou begravet i familie. Ydermere er det hans familie, der kommer for at prøvesmage de nye delikatesser. Hun vil gerne have et barn, men han vil hellere vente. De taler babysprog sammen og har udviklet et privat ritual, hvor de udtrykker kærlighed ved i detaljer at beskrive, hvordan de vil rive, skære, snitte, brænde eller generelt bare flå hinanden i stykker.

FILMEN følger Margot, mens hun går ved siden af selv og overvejer. Da hun træffer et valg, formulerer svigerinden Geraldine (Sara Silverman) nogle sandheder om, hvordan der er et tomrum midt i livet, som ingen kærlighed kan fylde. Nye ting skinner, men bliver matte, som de gamle var. Geraldine taler af erfaring. Hendes forsøg på at bryde en alkoholvane er en af filmens sidehistorier.

   De fleste parforholdsfilm skildrer optakten til en krise, selve krisen eller det, som følger efter. Polley har hele bevægelsen med. Hun laver også nogle fejl. Der er nørklet med manuskriptets detaljer og stiliseret, så det halve kunne være nok. Away From Her var vinterligt mismod, Take This Waltz satser på sanselig sommer. Men erkendelsen af futilitet er konkret. Det er bittersød realisme for voksne. Og alligevel romantik af en slags.

*) Efter Take This Waltz og dokumentaren Stories We Tell (2012) fulgte en tilsyneladende pause på fem år. De gik med at skrive og producere Alias Grace, miniserien efter Margaret Atwoods roman, som Netflix lagde til streaming den 3. november 2017. Mary Harron har instrueret, og Sarah Polley har skrevet alle seks episoder. Atwood medvirker selv i en lille rolle i episode 4. Hun er krediteret som 'Old Woman at Church'.     

Take This Waltz. Instr. og manus: Sarah Polley. Foto: Luc Montpellier. 116 min. Canada 2011. Dansk premiere: 16.08.2012

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Angel Films

Filmen streames på Blockbuster, Rakuten TV og SF Anytime

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 17.08.2012

Kenneth Lonergan: Manchester by the Sea (2016)

TILGIVELSENS GRÆNSER

Når tiden ikke lægger alle sår

Af BO GREEN JENSEN

SORGARBEJDE er en sej proces. På film bliver den ofte skildret rigtigt godt, men der er en uskreven regel om, at bestræbelsen skal lykkes. Tiden læger alle sår, og den bedste måde at komme videre på er at tage vare på en anden. Det skal ende med smil gennem tårer eller i det mindste en stålsat fortrøstning.

   Amerikaneren Kenneth Lonergan (f. 1962) har specialiseret sig i at skildre karakterer, der ikke reagerer efter bogen. Han ser dem typisk i situationer, som er for svære til at reparere med vedtagen visdom og velmente fyndord. Især er han god til at kortlægge langtidsvirkningen efter et dødsfald.

   Lonergan snyder ikke med følelsesstoffet. I You Can Count on Me (2000) var Laura Linney og Mark Ruffalo et søskendepar, der levede i skyggen af forældrenes død. Margaret (2011) holdt ligsyn efter en ulykke. Manchester by the Sea er både arien og kulminationen. Sjældent er en hård sorg skildret så konkret og realistisk.

BEGYNDELSEN betragter manden Lee Chandler, som er tilknappet, for at sige det mildt. Han er vicevært i nogle nedkørte udlejningsejendomme i Boston. Lee skraber sne, samler affald og reparerer toiletter. Hvis lejerne klager for længe, beder han dem holde mund. Arbejdet rager ham ikke en høstblomst.

   Lee bor i en kursorisk møbleret lejlighed i ejendommens kælder. Han går af og til ud og drikker sig stiv. Han sørger altid for at komme i slagsmål og få tæsk. Han reagerer ikke på kvinder, der vil i kontakt. Det er virkelig svært at læse hans ansigt.

   Men der er flashbacks, som viser en mand, der kan smile. Lee er onkel til Patrick, der skal lære at fiske på sin fars båd i Massachusetts Bay. Den solide Joe står ved roret. Brødrene driller drengen med godmodige hajvittigheder.

   I andre flashbacks er Lee faktisk lykkelig sammen med Randi (Michelle Williams). Der er døtre og en lille dreng på puslebordet. Lee tager ham op, når han kommer tilrislet hjem. Der er kærlighed i huset. Det kniber mere inde hos Joe, hvor Patricks mor igen har drukket sig skam- og bevidstløs.

SÅ er der gået ti år. Det bliver hurtigt klart, at Joe Chandler er død, og Lee må tage tilbage til Manchester – en fiskerby to timer oppe ad kysten – for at ordne det praktiske og hjælpe nevøen, som nu er en ung mand på 16. Men der går en time, før filmen forklarer, hvad der egentlig skete med Lee.

   Lonergan stykker et billede sammen. Hele dramaet er koncentreret i Casey Afflecks gestik og fysik. Da hændelseskæden er udredt, forstår man hvorfor der måske ikke gives nogen lindring.

   Lucas Hedges spiller den unge mand, som har et velfungerende liv med to kærester, ishockey og et band. Han sørger over sin far og kommunikerer i smug med sin mor, men dybest set vil han blot have sin irriterende onkel til at påtage sig rollen som værge, indtil han selv bliver voksen nok.

LEE prøver virkelig at følge sin brors sidste vilje. I en fantastisk tæt scene forsøger ekshustruen at sige undskyld for alt, hvad hun sagde til Lee. Han prøver at forklare, hvorfor han ikke vil tilgives. Det er lysår fra gængse studiefilm, hvor man krydser problemerne af, efterhånden som de er eksponeret og løst. Her er der ingen ende på smerten.

   Det er en klar og meget smuk film, som lever i kraft af anti-stjernen Casey Affleck. Man håber så såre, at Lee siger ja til at leve igen. Man håber samtidig, at Lonergan ikke ødelægger sit sorgarbejde ved at følge feel good-skabelonen. Manchester by the Sea er en af de bedste amerikanske film fra årtiet.

Manchester by the Sea. Instr. og manus: Kenneth Lonergan. Foto: Jody Lee Lipes. 137 min. USA 2016. Dansk premiere: 19.01.2017

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ UIP/  Amazon Studios

Filmen streames på Blockbuster, C More, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Weekendavisen Kultur 20.01.2017 

Derek Cianfrance: Blue Valentine (2010)

HÅRD KÆRLIGHED
En suveræn ægteskabsskildring

Af BO GREEN JENSEN

DET er svært at give slip, når et parforhold dør. Man mødes og forelsker sig. Man stifter gæld og familie og deler en hverdag. Man arbejder sammen, og mens det er godt, er det virkelig godt, men en dag slutter varmen og glæden. Da vil man ikke kunne undgå at huske, hvor salig begyndelsen var. Det er dén slags erindring, som Derek Cianfrance undersøger i sin smukke film om en familie, der går i stykker.

   Dean og Cindy har været gift lige så længe, som datteren Frankie på 6 år har levet. De bor i Pennsylvania, hvor han maler andre folks huse, mens hun er sygeplejerske på hospitalet, hvor hun egentlig skulle være læge. Det hænger lige netop sammen og løber nogenlunde rundt. »I’ve done my best to live the right way/ I get up each morning, go to work each day,« synger Bruce Springsteen i en af de sange, der taler for par som Cindy og Dean. Han er tilfreds. Han ville bo et sted og høre til. Hun er kørt fast og kan slet ikke se, hvad det var, hun så i ham dengang.

Blue Valentine udspiller sig over to dage, hvor Dean booker Fremtidsrummet på et hotel, der er beregnet til par, som vil elske i fred. Det gør han i et sidste forsøg på at trænge ind til Cindy. De har begravet familiens hund, som blev kørt ihjel, og Frankie er parkeret hos sin morfar. På hotellet skal de drikke, høre »deres sang« fra dengang, elske og finde hinanden igen. Sådan ser Dean scenariet.*

   Cindy har tilkaldevagt, men tager med, fordi hun synes, hun skylder Dean noget. På vejen møder hun tilfældigt den mand, som hun havde et forhold til, da hun traf Dean. Også han kunne være Frankies far, og dét ved Dean udmærket. Det har aldrig været picture perfect, men det har været ærligt. Egentlig er det svært at sige, om det er Dean eller Cindy eller fortællingen selv, der giver sig til at huske på, hvordan tingene var, da de mødtes.

   Han kom til New York fra Florida og fik et job som flyttemand. De mødtes på et plejehjem, hvor Cindy besøgte sin farmor. Dean hjalp en ensom gammel mand på plads i værelset overfor. Cindy vidste ikke, at hun var gravid. Han blev præsenteret for hendes skeptiske far og overfaldet af ekskæresten. I tidens løb har det nok været gode historier, men nu ændrer minderne væsen. Lyset er blåt. Der er ingen af Hollywoods pangfarver.

Blue Valentine fortæller sin historie præcist, uden melodramatiske krøller. I sin grundstemning er den på linje med parforholdsfilm som Bille Augusts Honningmåne (1978) og 5 x 2 (2004) af François Ozon. Ozon talte baglæns, ned gennem tiden, mens han undersøgte, hvor revnerne opstod. Cianfrance springer mellemregningerne over. Man ser bare glæden dengang og afmagten nu. Cindy undrer sig over, hvad der skete. Dean forsøger at holde fast. Han tager afsked med sin datter i en scene, man vil huske. Det føles som fuld realisme. Der er ingen dramatiske svigt.

   Michelle Williams og Ryan Gosling spiller Cindy og Dean mellem 24 og 30. Det gør de med fuldkommen indlevelse. Det kommer heldigvis aldrig på tale at konsultere en coach eller parterapeut. Det er ikke den slags virkelighed. Blue Valentine er et øjebliksbillede af to mennesker, der ikke længere kan nå hinanden. Man får ondt i hjertet af at se den, men der er også en dyb blå katarsis i spil.

*) Sangen hedder »You and Me« og er ifølge titelsekvensen af og med Penny and the Quarters. Det lyder som en golden oldie, men faktisk er der tale om det dybeste af deep cuts. Rob Servier fra nicheselskabet Numero overtog nogle masterbånd fra Prix Records, et lokalt og for længst lukket soul/R&B-label fra slut-60erne i Columbus, Ohio. Det viste sig at være demoer, som aldrig var brugt. Numero lagde sangen på en sampler med Prix-indspilninger. Ingen vidste, hvem Penny and the Quarters var, så man kunne ikke betale royalties. Det var Ryan Gosling, som kontaktede Numero og bad om tilladelse til at bruge sangen i Blue Valentine (hvor Dean spiller ukulele for Cindy og synger bl.a. sin egen »Unicorn Tears« ). Da filmen fik premiere, og begejstringen for sangen greb om sig, gravede en dedikeret journalist fra Columbus Dispatch  i mysteriet. »You and Me« var skrevet af Jay Robinson, som havde arbejdet for Prix nogle år tilbage i tiden, da sangskrivere sad på et kontor og havde fast ansættelse. Han fik aldrig succes og forlod efterhånden musikken og blev kok. Robinson døde i 2009. Hans enke, Gloden Robinson, huskede sangen, bare ikke i versionen med en kvindelig sanger. Det er stadig uklart, hvem Penny var, så royalties fra sangen er betalt til Gloden Robinson. Jeg har historien fra Toby Manning på The Guardian, som skrev den i 2011 med henvisning til Columbus Dispatch. Musikken i Blue Valentine er kærligt kurateret. Indiebandet Grizzly Bear leverer otte skæringer. Filmen tager sin titel fra Tom Waits-albummet med samme navn.

Blue Valentine. Instr.: Derek Cianfrance. Manus: Joey Curtis, Cami Delavigne og Derek Cianfrance. Foto: Andrij Parekh. 112 min. USA 2010. Dansk premiere: 05.08.2011

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ SF Studios/ TWC/ YouTube (clips)/ Lakeshore Records

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal [Zavvi Exclusive Steelbook | Limited to 2000 copies] 20.07.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 05.08.2011