Kenneth Lonergan: Manchester by the Sea (2016)

TILGIVELSENS GRÆNSER

Når tiden ikke lægger alle sår

Af BO GREEN JENSEN

SORGARBEJDE er en sej proces. På film bliver den ofte skildret rigtigt godt, men der er en uskreven regel om, at bestræbelsen skal lykkes. Tiden læger alle sår, og den bedste måde at komme videre på er at tage vare på en anden. Det skal ende med smil gennem tårer eller i det mindste en stålsat fortrøstning.

   Amerikaneren Kenneth Lonergan (f. 1962) har specialiseret sig i at skildre karakterer, der ikke reagerer efter bogen. Han ser dem typisk i situationer, som er for svære til at reparere med vedtagen visdom og velmente fyndord. Især er han god til at kortlægge langtidsvirkningen efter et dødsfald.

   Lonergan snyder ikke med følelsesstoffet. I You Can Count on Me (2000) var Laura Linney og Mark Ruffalo et søskendepar, der levede i skyggen af forældrenes død. Margaret (2011) holdt ligsyn efter en ulykke. Manchester by the Sea er både arien og kulminationen. Sjældent er en hård sorg skildret så konkret og realistisk.

BEGYNDELSEN betragter manden Lee Chandler, som er tilknappet, for at sige det mildt. Han er vicevært i nogle nedkørte udlejningsejendomme i Boston. Lee skraber sne, samler affald og reparerer toiletter. Hvis lejerne klager for længe, beder han dem holde mund. Arbejdet rager ham ikke en høstblomst.

   Lee bor i en kursorisk møbleret lejlighed i ejendommens kælder. Han går af og til ud og drikker sig stiv. Han sørger altid for at komme i slagsmål og få tæsk. Han reagerer ikke på kvinder, der vil i kontakt. Det er virkelig svært at læse hans ansigt.

   Men der er flashbacks, som viser en mand, der kan smile. Lee er onkel til Patrick, der skal lære at fiske på sin fars båd i Massachusetts Bay. Den solide Joe står ved roret. Brødrene driller drengen med godmodige hajvittigheder.

   I andre flashbacks er Lee faktisk lykkelig sammen med Randi (Michelle Williams). Der er døtre og en lille dreng på puslebordet. Lee tager ham op, når han kommer tilrislet hjem. Der er kærlighed i huset. Det kniber mere inde hos Joe, hvor Patricks mor igen har drukket sig skam- og bevidstløs.

SÅ er der gået ti år. Det bliver hurtigt klart, at Joe Chandler er død, og Lee må tage tilbage til Manchester – en fiskerby to timer oppe ad kysten – for at ordne det praktiske og hjælpe nevøen, som nu er en ung mand på 16. Men der går en time, før filmen forklarer, hvad der egentlig skete med Lee.

   Lonergan stykker et billede sammen. Hele dramaet er koncentreret i Casey Afflecks gestik og fysik. Da hændelseskæden er udredt, forstår man hvorfor der måske ikke gives nogen lindring.

   Lucas Hedges spiller den unge mand, som har et velfungerende liv med to kærester, ishockey og et band. Han sørger over sin far og kommunikerer i smug med sin mor, men dybest set vil han blot have sin irriterende onkel til at påtage sig rollen som værge, indtil han selv bliver voksen nok.

LEE prøver virkelig at følge sin brors sidste vilje. I en fantastisk tæt scene forsøger ekshustruen at sige undskyld for alt, hvad hun sagde til Lee. Han prøver at forklare, hvorfor han ikke vil tilgives. Det er lysår fra gængse studiefilm, hvor man krydser problemerne af, efterhånden som de er eksponeret og løst. Her er der ingen ende på smerten.

   Det er en klar og meget smuk film, som lever i kraft af anti-stjernen Casey Affleck. Man håber så såre, at Lee siger ja til at leve igen. Man håber samtidig, at Lonergan ikke ødelægger sit sorgarbejde ved at følge feel good-skabelonen. Manchester by the Sea er en af de bedste amerikanske film fra årtiet.

Manchester by the Sea. Instr. og manus: Kenneth Lonergan. Foto: Jody Lee Lipes. 137 min. USA 2016. Dansk premiere: 19.01.2017

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ UIP/  Amazon Studios

Filmen streames på Blockbuster, C More, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Weekendavisen Kultur 20.01.2017 

Derek Cianfrance: Blue Valentine (2010)

HÅRD KÆRLIGHED
En suveræn ægteskabsskildring

Af BO GREEN JENSEN

DET er svært at give slip, når et parforhold dør. Man mødes og forelsker sig. Man stifter gæld og familie og deler en hverdag. Man arbejder sammen, og mens det er godt, er det virkelig godt, men en dag slutter varmen og glæden. Da vil man ikke kunne undgå at huske, hvor salig begyndelsen var. Det er dén slags erindring, som Derek Cianfrance undersøger i sin smukke film om en familie, der går i stykker.

   Dean og Cindy har været gift lige så længe, som datteren Frankie på 6 år har levet. De bor i Pennsylvania, hvor han maler andre folks huse, mens hun er sygeplejerske på hospitalet, hvor hun egentlig skulle være læge. Det hænger lige netop sammen og løber nogenlunde rundt. »I’ve done my best to live the right way/ I get up each morning, go to work each day,« synger Bruce Springsteen i en af de sange, der taler for par som Cindy og Dean. Han er tilfreds. Han ville bo et sted og høre til. Hun er kørt fast og kan slet ikke se, hvad det var, hun så i ham dengang.

Blue Valentine udspiller sig over to dage, hvor Dean booker Fremtidsrummet på et hotel, der er beregnet til par, som vil elske i fred. Det gør han i et sidste forsøg på at trænge ind til Cindy. De har begravet familiens hund, som blev kørt ihjel, og Frankie er parkeret hos sin morfar. På hotellet skal de drikke, høre »deres sang« fra dengang, elske og finde hinanden igen. Sådan ser Dean scenariet.*

   Cindy har tilkaldevagt, men tager med, fordi hun synes, hun skylder Dean noget. På vejen møder hun tilfældigt den mand, som hun havde et forhold til, da hun traf Dean. Også han kunne være Frankies far, og dét ved Dean udmærket. Det har aldrig været picture perfect, men det har været ærligt. Egentlig er det svært at sige, om det er Dean eller Cindy eller fortællingen selv, der giver sig til at huske på, hvordan tingene var, da de mødtes.

   Han kom til New York fra Florida og fik et job som flyttemand. De mødtes på et plejehjem, hvor Cindy besøgte sin farmor. Dean hjalp en ensom gammel mand på plads i værelset overfor. Cindy vidste ikke, at hun var gravid. Han blev præsenteret for hendes skeptiske far og overfaldet af ekskæresten. I tidens løb har det nok været gode historier, men nu ændrer minderne væsen. Lyset er blåt. Der er ingen af Hollywoods pangfarver.

Blue Valentine fortæller sin historie præcist, uden melodramatiske krøller. I sin grundstemning er den på linje med parforholdsfilm som Bille Augusts Honningmåne (1978) og 5 x 2 (2004) af François Ozon. Ozon talte baglæns, ned gennem tiden, mens han undersøgte, hvor revnerne opstod. Cianfrance springer mellemregningerne over. Man ser bare glæden dengang og afmagten nu. Cindy undrer sig over, hvad der skete. Dean forsøger at holde fast. Han tager afsked med sin datter i en scene, man vil huske. Det føles som fuld realisme. Der er ingen dramatiske svigt.

   Michelle Williams og Ryan Gosling spiller Cindy og Dean mellem 24 og 30. Det gør de med fuldkommen indlevelse. Det kommer heldigvis aldrig på tale at konsultere en coach eller parterapeut. Det er ikke den slags virkelighed. Blue Valentine er et øjebliksbillede af to mennesker, der ikke længere kan nå hinanden. Man får ondt i hjertet af at se den, men der er også en dyb blå katarsis i spil.

*) Sangen hedder »You and Me« og er ifølge titelsekvensen af og med Penny and the Quarters. Det lyder som en golden oldie, men faktisk er der tale om det dybeste af deep cuts. Rob Servier fra nicheselskabet Numero overtog nogle masterbånd fra Prix Records, et lokalt og for længst lukket soul/R&B-label fra slut-60erne i Columbus, Ohio. Det viste sig at være demoer, som aldrig var brugt. Numero lagde sangen på en sampler med Prix-indspilninger. Ingen vidste, hvem Penny and the Quarters var, så man kunne ikke betale royalties. Det var Ryan Gosling, som kontaktede Numero og bad om tilladelse til at bruge sangen i Blue Valentine (hvor Dean spiller ukulele for Cindy og synger bl.a. sin egen »Unicorn Tears« ). Da filmen fik premiere, og begejstringen for sangen greb om sig, gravede en dedikeret journalist fra Columbus Dispatch  i mysteriet. »You and Me« var skrevet af Jay Robinson, som havde arbejdet for Prix nogle år tilbage i tiden, da sangskrivere sad på et kontor og havde fast ansættelse. Han fik aldrig succes og forlod efterhånden musikken og blev kok. Robinson døde i 2009. Hans enke, Gloden Robinson, huskede sangen, bare ikke i versionen med en kvindelig sanger. Det er stadig uklart, hvem Penny var, så royalties fra sangen er betalt til Gloden Robinson. Jeg har historien fra Toby Manning på The Guardian, som skrev den i 2011 med henvisning til Columbus Dispatch. Musikken i Blue Valentine er kærligt kurateret. Indiebandet Grizzly Bear leverer otte skæringer. Filmen tager sin titel fra Tom Waits-albummet med samme navn.

Blue Valentine. Instr.: Derek Cianfrance. Manus: Joey Curtis, Cami Delavigne og Derek Cianfrance. Foto: Andrij Parekh. 112 min. USA 2010. Dansk premiere: 05.08.2011

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ SF Studios/ TWC/ YouTube (clips)/ Lakeshore Records

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal [Zavvi Exclusive Steelbook | Limited to 2000 copies] 20.07.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 05.08.2011