Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/Den lille pige og profeten (2014)

AT VÆVE ET KLÆDE
Animation mellem popcorn og arthouse

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE bøger bliver grundsten i søgende menneskers litteratur. Som regel betyder det også, at de forsvinder fra den kritiske radar, bliver overset eller latterliggjort og får et alternativt undergrundsliv. To lysende eksempler fra min egen generations unge tid er Jonathan Livingston Seagull (1970, da. Jonathan Livingston Havmåge) af Richard Bach og Robert M. Pirsigs Zen and the Art of Motorcycle Maintenance: An Inquiry into Values (1974, da. Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel: en undersøgelse af værdier).

   For tiden er Paulo Coelhos O Alquimista (1988, da. Alkymisten), James Redfields The Celestine Prophecy (1993, da. Den niende indsigt), Cheryl Strayeds Wild: From Lost to Found on the Pacific Crest Trail (2012, da. Wild – en fortælling om at fare vild og finde sig selv igen) og Elizabeth Gilberts Eat, Pray, Love: One Woman's Search for Everything Across Italy, India and Indonesia (2006, da. Spis, bed, elsk: en kvindes søgen efter det hele i Italien, Indien og Indonesien) de foretrukne manualer for metafysiske backpackere.

MEN længe før Coelho, Redfield, Gilbert og Strayed var der The Prophet (da. Profeten) af Gibran Kahlil Gibran (1883-1931). Alfred A. Knopf udgav Gibrans bog i 1923. Siden er den oversat til 40 sprog og trykt i mere end 100 mio. eksemplarer. Den første danske udgave kom i 1964, den seneste i 2019.*

   Kahlil Gibran blev født i Libanon, som dengang var en del af Syrien, og kom som 12-årig til Boston med sin mor og tre søskende. Han var maler, tænker, forfatter og guru. Han skrev i alt 17 bøger, ni på arabisk og otte på engelsk. Flere er fortsættelser til Profeten. I Libanon har han status som nationaldigter. I USA og Europa er han synonym med The Prophet.

   Bogen består af 26 prosadigte, som taler i stort sprog om livet og døden. De skiftevis fine og floskuløse tekster er lagt i munden på digteren Almustafa, som efter 12 års husarrest skal deporteres. Han taler til indbyggerne i Orphalese, en fiktiv, undertrykt bystat. Seersken Almitra stiller ham spørgsmål på vegne af Folket. Det politiske budskab handler især om, at sjælen ikke kan lænkes.

SAGT med al respekt for billedsstyrken i Gibrans sufistiske solipsisme: Den er ikke et oplagt forlæg for en stor, moderne animationsfilm, som vil tale til hele familien. Kahlil Gibran's The Prophet, som på dansk er blevet omdøbt til Den lille pige og profeten, har da også en forunderlig baggrund.

   Filmen er co-produceret af skuespilleren Salma Hayek og DOHA Film Institute. Hayek har før sat penge i hjerteprojekter som filmen om Frida Kahlo. Doha Film Institute har bl.a. produceret Mira Nairs ret gode filmatisering af Mohsin Hamids The Reluctant Fundamentalist (2007, da. Den modvillige fundamentalist), som åbnede Venedig Festivalen i 2012.

   Instituttet er ikke så officielt som det lyder. Navnet dækker over en fond, som sheika Al-Mayassa bint Hamad bin Khalifa Al-Thani, et medlem af kongefamilien i Quatar og en af verdens rigeste kvinder, etablerede i 2010. Tanken er tydeligvis at udbrede arabisk kultur i en global sammenhæng.

   Der er derfor købt bredt og fordomsfrit ind. Disney-animatoren Roger Allers (f. 1949) – som var hovedforfatter på Beauty and the Beast (1991) og Aladdin (1992), før han instruerede megahittet The Lion King (1994) sammen med Rob Minkoff og skrev manuskript til The Emperor's New Groove (2000) – har bearbejdet og forstørret grundhistorien.

   Dissidenten Mustafa sidder i husarrest. Han bliver hentet af soldater, som ligner tyrkere fra Ottoman-tiden. Regimet vil løslade ham, hvis han undsiger sin praksis. Mustafa nægter og bliver henrettet. Himmelskibet kan endelig sejle.

ALLERS' kunstgreb består i at gøre »seersken« Almitra til en pige på otte år. Hun har ikke brugt sin stemme, siden hendes far forsvandt. Hun kommer og går hos profeten. Sammen med sin mor, Kamila, forsøger Almitra at redde den dødsdømte mand. Hun taler naturligvis, da det gælder.

   Rammehistorien er solidt fortalt og prosaisk illustreret. De filosofiske og religiøse tirader bliver derimod fortolket i eksperimenterende billeddigte, som nogle af dagens mest originale håndtegnere har animeret.

   Det er svært stof for et ungt publikum. For eksempel fremstiller Joann Sfar (Gainsbourg – vie héroïque, Rabbinerens kat) det livslange parforhold som en fandango, mens Lars Mikkelsens stemme på lydsiden forkynder, at kærligheden mellem ægtefolk må være som »vuggende vande mellem sjælenes kyster«.

   Gibran var stor i den slags udsagn: »Hav tillid til drømmene, for i dem er porten til evigheden skjult.« »Hvordan skal vi kende dødens hemmelighed, hvis ikke vi søger den i livets midte?« »Som vin skal vi bevares: evige kar.«

MICHAL Socha har tegnet segmentet om Frihed; tvillingebrødrene Gaëtan og Paul Brizzi (som instruerede Ildfuglen-afsnittet i Fantasia 2000) har animeret segmentet om Døden. Nina Paleys fortolkning af teksten om Børn er forsynet med en sang af Damien Rice – ellers er det gennemgående score skrevet af Gabriel Yared.

FLERE bidrag holder sig helt tæt på kunstnerens sædvanlige signatur. De føles derfor som enkeltstående værker og bliver næsten fremmedelementer i historien om pigen og profeten. Det gælder for satirikeren Bill Plymptons film (»om at Spise & Drikke«) og Joan C. Gratz' fortolkning af temaet Arbejde, som bruger korncirkler og stjerneklynger i ånden fra Vincent van Gogh. Mohammad Saeed Haribs segment (»om Godt & Ondt«) kunne være sat sammen af malede baggrunde fra gamle tegnefilm.

    

MEST vellykket er nordirske Tomm Moores segment, »Om Kærlighed«, der lader Moores keltisk kantede signaturstil indgå i frodige symbioser med art nouveau (Gustav Klimt) og symbolisme (Egon Schiele).

   Gibran var selv en god og alsidig billedkunstner, som fulgte den franske skole (fra Fantin-Latour) i portrætter og trak på både Rodin og William Blake i sine nøgenstudier. I flere grafiske arbejder ligger stilen tæt på danskeren Rudolph Tegner. Ligesom i teksterne er der et vagt generisk præg, en vilje til kunst, over arbejdet. Mærkeligt nok prøver ingen af tegnerne at integrere Gibrans egen stil i kompendiet.

DE otte film-i-filmen står stærkest hver for sig. Til gengæld kan de sammen demonstrere, hvor mange lag og frie rum, der findes i Gibrans besnærende tekst. Roger Allers forsøger at indlejre dem i en familievenlig fortælling, der vælger en enkel og meget banal grundstil. Det er dén sammenføjning, der skaber problemer. Filmen knækker simpelt hen over i to, så hverken barnets historie eller filosofitimen for alle livsaldre kommer til deres ret. 

KONCEPTET ligner den abstrakte animationskunst i Fantasia (1940), hvor Walt Disney i samme ambitiøse antologiform forsøgte at gøre tegnefilmen til noget for voksne og klassisk musik til allemandseje. Flere af gæstekunstnerne i The Prophet var bidragydere til Fantasia 2000, som markerede den gamle films 60-års-jubilæum.

   Det er under alle omstændigheder et kærkomment bud på en anderledes animationsfilm. Gibran taler et sted om »at væve et klæde« og »bygge et hus med hengivenhed«. Den lille pige og profeten bliver ofte betænkeligt svulstig. Alligevel er man aldrig i tvivl om, at filmen er et kærlighedsarbejde.

*) Profeten findes i mange udgaver. Profetens bog (Lindhardt og Ringhof, 2019) samler Per Thorells oversættelse af The Prophet (1923) og Marit Lise Bøghs oversættelse af The Garden of the Prophet (1933) i et bind med et forord af Rupi Kaur. Standardværket om Kahlil Gibran er skrevet af maleren og billedhuggeren Kahlil George Gibran (1922-2008), som var forfatterens gudbarn og grandnevø. Sammen med sin hustru, Jean Gibran, skrev han i 1974 biografien Kahlil Gibran: His Life and World, som er meget respektfuld, men fuld af detaljer om forfatterens blomstrende kærlighedsliv. I 2017 blev den genudgivet med titlen Kahlil Gibran Beyond Borders. Pete Katz' graphic novel (Simon and Schuster/ Canterbury Classics, 2022) er en meget vellykket fortolkning, der får plads til hele Gibrans tekst i sine Hergé-sirlige talebobler.   

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016); Animation | The Swallows of Kabul/Les hirondelles de Kaboul (2019).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yoshifumi Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016).

Kahlil Gibran's The Prophet (Den lille pige og profeten). Instr.: Roger Allers + Gaëzan & Paul Brizzi, Joan C. Gratz, Mohammad Saeed Harib, Tomm Moore, Nina Paley, Bill Plympton, Joann Sfar, Michael Sochy. Manus: Roger Allers, Hanna Weg, Irene Mecchi, Douglas Wood. m.fl. 84 min. Frankrig-Canada-USA-Libanon-Quatar 2015. Dansk premiere: 23.06.2016.

Fotos: DOHA Film Institute/ Participant/ Code Red Productions/ FFA Private Bank/ MyGroup Lebanon/ Financière Pinault/ Ventanarosa Productions/ Hanson/ Creative Projects Group/ Gibran National Committee/ Bardel Entertainment/ Prophet Screen Partners/ Pathé/ Angel Films/ Alfred A. Knopf/ Lindhardt og Ringhof/ Head of Zeus/ Simon and Schuster/ Cinematerial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime 

Anmeldelsen stod (i kortere form) i Weekendavisen Kultur 24.06.2016.

Kenneth Lonergan: Manchester by the Sea (2016)

TILGIVELSENS GRÆNSER

Når tiden ikke lægger alle sår

Af BO GREEN JENSEN

SORGARBEJDE er en sej proces. På film bliver den ofte skildret rigtigt godt, men der er en uskreven regel om, at bestræbelsen skal lykkes. Tiden læger alle sår, og den bedste måde at komme videre på er at tage vare på en anden. Det skal ende med smil gennem tårer eller i det mindste en stålsat fortrøstning.

   Amerikaneren Kenneth Lonergan (f. 1962) har specialiseret sig i at skildre karakterer, der ikke reagerer efter bogen. Han ser dem typisk i situationer, som er for svære til at reparere med vedtagen visdom og velmente fyndord. Især er han god til at kortlægge langtidsvirkningen efter et dødsfald.

   Lonergan snyder ikke med følelsesstoffet. I You Can Count on Me (2000) var Laura Linney og Mark Ruffalo et søskendepar, der levede i skyggen af forældrenes død. Margaret (2011) holdt ligsyn efter en ulykke. Manchester by the Sea er både arien og kulminationen. Sjældent er en hård sorg skildret så konkret og realistisk.

BEGYNDELSEN betragter manden Lee Chandler, som er tilknappet, for at sige det mildt. Han er vicevært i nogle nedkørte udlejningsejendomme i Boston. Lee skraber sne, samler affald og reparerer toiletter. Hvis lejerne klager for længe, beder han dem holde mund. Arbejdet rager ham ikke en høstblomst.

   Lee bor i en kursorisk møbleret lejlighed i ejendommens kælder. Han går af og til ud og drikker sig stiv. Han sørger altid for at komme i slagsmål og få tæsk. Han reagerer ikke på kvinder, der vil i kontakt. Det er virkelig svært at læse hans ansigt.

   Men der er flashbacks, som viser en mand, der kan smile. Lee er onkel til Patrick, der skal lære at fiske på sin fars båd i Massachusetts Bay. Den solide Joe står ved roret. Brødrene driller drengen med godmodige hajvittigheder.

   I andre flashbacks er Lee faktisk lykkelig sammen med Randi (Michelle Williams). Der er døtre og en lille dreng på puslebordet. Lee tager ham op, når han kommer tilrislet hjem. Der er kærlighed i huset. Det kniber mere inde hos Joe, hvor Patricks mor igen har drukket sig skam- og bevidstløs.

SÅ er der gået ti år. Det bliver hurtigt klart, at Joe Chandler er død, og Lee må tage tilbage til Manchester – en fiskerby to timer oppe ad kysten – for at ordne det praktiske og hjælpe nevøen, som nu er en ung mand på 16. Men der går en time, før filmen forklarer, hvad der egentlig skete med Lee.

   Lonergan stykker et billede sammen. Hele dramaet er koncentreret i Casey Afflecks gestik og fysik. Da hændelseskæden er udredt, forstår man hvorfor der måske ikke gives nogen lindring.

   Lucas Hedges spiller den unge mand, som har et velfungerende liv med to kærester, ishockey og et band. Han sørger over sin far og kommunikerer i smug med sin mor, men dybest set vil han blot have sin irriterende onkel til at påtage sig rollen som værge, indtil han selv bliver voksen nok.

LEE prøver virkelig at følge sin brors sidste vilje. I en fantastisk tæt scene forsøger ekshustruen at sige undskyld for alt, hvad hun sagde til Lee. Han prøver at forklare, hvorfor han ikke vil tilgives. Det er lysår fra gængse studiefilm, hvor man krydser problemerne af, efterhånden som de er eksponeret og løst. Her er der ingen ende på smerten.

   Det er en klar og meget smuk film, som lever i kraft af anti-stjernen Casey Affleck. Man håber så såre, at Lee siger ja til at leve igen. Man håber samtidig, at Lonergan ikke ødelægger sit sorgarbejde ved at følge feel good-skabelonen. Manchester by the Sea er en af de bedste amerikanske film fra årtiet.

Manchester by the Sea. Instr. og manus: Kenneth Lonergan. Foto: Jody Lee Lipes. 137 min. USA 2016. Dansk premiere: 19.01.2017

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ UIP/  Amazon Studios

Filmen streames på Blockbuster, C More, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Weekendavisen Kultur 20.01.2017 

Ben Affleck: Live by Night (2016) [Noir 100]

EN STOISK REFLEKS

Den amerikanske drøm har sin pris

Af BO GREEN JENSEN

HVAD man selv sender ud, kommer altid tilbage, men sjældent på den forventede måde.

   Cirka så tør er den afmålte visdom, som Thomas Coughlin (Ralph Gleason), en ubestikkelig politimand i 1920ernes Boston, deler med sin kriminelle søn, før det går galt. Udsagnet er typisk for den lakoniske tone i Lev om natten, Ben Afflecks første selvinstruerede film siden Oscar-vinderen Argo fra 2012.

   Det er en panoramisk periodekrimi fra den amerikanske forbudstid, baseret på den anden af Dennis Lehanes tre romaner om Joe Coughlin, en århundredets søn fra forrige sekel. De øvrige bøger i serien er Den givne dag (2008) og Verden af i går (2015). Der er også en stor læserskare i Danmark.

   Krøniken er et eksperiment for Lehane, der er bedst kendt for nutidig blue collar-krimi. Affleck debuterede som instruktør med en filmatisering af Lehanes Gone, Baby, Gone. I Live by Night er han også producer, manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver. Det er på alle måder en håndlavet film. Det er muligvis også én post for meget.

JOE Coughlin mister sin barnetro i Europa under 1. verdenskrig, Han vender hjem med en beslutning om ikke at følge ledere mere. I 1926 er den irske immigrantsøn en småtyv, som arbejder freelance. Han gør, hvad han kan, for at styre klar af krigen mellem irske og italienske spritsmuglere.

   Det særlige ved Joe er en grundlæggende godhed og retfærdighedssans, som han ikke bliver sart eller lovlydig af, men som alligevel får ham til at handle empatisk. Frem for alt er han i stand til at elske. Joe falder først for Emma Gould (Sienna Miller), den irske gangsterchefs elskerinde, og bliver en del af mafiavæsenet for at få hævn, da han tror, at han har mistet hende.

   Joe tager til Florida for at implementere den narkohandel, som skal være forretningsgrundlaget, når alkoholforbudet hæves om lidt. Han drømmer også om at åbne et casino og flytter sammen med Graciella Suarez (Zoe Saldana), der er søster til den cubanske smugler, som hele markedet er afhængigt af.

FORBUDSTIDEN er et forpligtende landskab. Der vil være sammenligninger med formatet i Francis Ford Coppolas Godfather-saga (1972-1990), Sergio Leones Once Upon a Time in America (1984) og Brian De Palmas The Untouchables (1987, da. De uovervindelige), hvis en filmskaber vælger den episke vej. Lev om natten ligner snarere en letvægtsudgave af Curtis Hansons L.A. Confidential (1997). Hvis Stefan Zweig var gået gangstervejen, da han skulle skrive Die Welt von Gestern (1942, da. Verden af i Gaar), kunne han godt være kommet på en mand som Joe Coughlin.

   Første akts skildring af Boston er træt og ret klichebelagt. Filmen finder sin stemme i Florida, hvor de etniske grupper foragter hinanden i et sindrigt system af fordomme. Alle lever af den cubanske forbindelse. I Lehanes bog er Graciella aktiv i bevægelsen, som vælter Gerardo Machado og bringer Fulgencio Batista til magten. I filmen er mange forløb skåret ud for at vinde tid og skabe enkelhed.

   De bedste scener skildrer Joes håndtering af situationen i Tampa. Han fører åben krig mod Ku Klux Klan og nægter at promovere racismen. »Engang var Joe en god mand,« står der på filmens plakat. Sagen er, at det bliver han ved med at være. Det hævner sig, som hans far forudsagde. Men det gør ham også til en uforudsigelig spiller i den kyniske rutine.

ELLE Fanning og Chris Cooper spiller datter og far i en sidehistorie, som får afgørende konsekvenser. Cooper er politichefen, som er neutral, snarere end egentlig korrupt. Fanning er datteren, der tager til Hollywood og ender som heroinafhængig pornomodel. Hun genopstår som kristen moralprædikant, da Joe har brugt hende som pressionsmiddel.

   Her er bogen langt mere betændt. Overhovedet er der skåret og strammet i de moralske mellemregninger. Lehane var medforfatter på HBO-serierne The Wire (2002-2008) og Boardwalk Empire (2010-2014). Det er den slags verden, bogen beskriver. Altså mere James Ellroy og Martin Scorsese end høvisk historieskrivning.

   Afflecks film kritiseres for ikke at være mørk nok, hård nok, passende kynisk. Det er dog en holdning, han vælger. Der er en godmodighed i fortællerstemmen, en særegen stoisk refleks. Joe er ingen Scarface, og dét er hans styrke som karakter. Han ved, at han kunne sige fra, hvis det var.

   Denne iboende anstændighed – plus den prægtige periodeskildring – gør Lev om natten særdeles seværdig.

Live by Night (Lev om natten). Instr. og manus: Ben Affleck. Foto: Robert Richardson. 128 min. USA 2016. Dansk premiere: 12.01.2017.

Fotos: Appian Way/ Warner Bros/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. 22.05.2017

Weekendavisen Kultur 13.01.2017

Ben Affleck: Gone Baby Gone (2007) [Noir 100]

ALLE DE FORSVUNDNE BØRN
En forstemmende hjemstavnshistorie

Af BO GREEN JENSEN

DENNIS Lehane (f. 1966) skriver realistiske krimier fra Boston-bydelen Dorchester, hvor forfatteren selv voksede op.

   Nogle er tragisk tonede skæbnefortællinger, der lader nutiden hævne fortidens synder. Det gælder for eksempel Mystic River (2001), som Clint Eastwood filmatiserede i 2003, og psykodramaet Shutter Island (2003), som Martin Scorsese gik hele noir-vejen med i 2010. 

   Andre er seriehistorier med partnerne Patrick Kenzie og Angela Gennaro som absolut uglamourøse detektiver, der kan nå dybere ned i de begravede mysterier, end politiet er i stand til. Der er seks romaner om Kenzie og Gennaro. I 2007 valgte Ben Affleck den fjerde, Gone, Baby, Gone (1998), som emne for sin instruktørdebut.*

   Skønt Affleck til hverdag var Hollywood-stjerne, og filmen i referat måske lød som en ret ordinær, skabelonpræget spændingshistorie om bortførte børn og sorte blodpenge, kunne ingen forveksle Gone Baby Gone med overflødig eller forfængelig filmkunst. Også Affleck kommer fra Boston, og han sætter en ære i at reproducere den sammenbidte hverdags-noir, Lehanes bøger bruger som krog. Premieren blev udsat flere gange, fordi plottet har adskilligt tilfælles med sagen om Madeleine McCann, den 4-årige britiske pige, som forsvandt i Algarve i maj 2007 og stadig ikke er fundet.**

BAGGRUNDEN ligner sandt nok en smule. Medierne fråser i medynk, og alle har et øjeblik i blitzlyset, da Amanda McCready forsvinder fra sit hjem. Man fornemmer straks konflikten mellem pigens hærgede mor, Helene (Amy Ryan), og svigerinden Bea (Amy Madigan). Næste dag står Bea og Helenes bror i køkkenet hos Kenzie (Casey Affleck) og Gennaro (Michelle Monaghan). Der forsvinder så mange børn i Amerika. Man hører aldrig mere og er for længe siden blevet immun for paraden af ansigter, der er trykt på mælkekartoner. Kenzie vil gerne tage sagen. Gennaro er skeptisk, fordi hun aner, hvordan det kan ende.

MEDIERNE mister interessen, hjulene begynder at dreje. Politichefen (Morgan Freeman), som i sin tid selv har mistet en datter, der blev bortført, misbrugt og myrdet, beder kriminalbetjentene Bressant (Ed Harris) og Raftapolous (John Ashton) samarbejde med Kenzie og Gennaro. Kenzie spørger sig for i kvarteret. Det kommer frem, at Helene er prostitueret og har stofproblemer. Hun tog ofte datteren med på den bar, hvor hun drak, da Amanda blev bortført. Flere lig popper op i miljøet. Nogle narkopenge er forsvundet. En udveksling sættes i stand, men noget går galt i mørket ved søen, hvor man i øvrigt aldrig finder pigens lig.

HISTORIEN har nået sin midte, da det mørke vand lukker sig tæt over sagen. Tiden går. Gennaro og Kenzie kan ikke tale med hinanden. Hun er deprimeret, fordi de ikke kunne gøre en forskel. Han vil ikke slippe sagen. Her begynder jagten på en dybereliggende sandhed. Der er noget med korruption og falske beviser. Der er noget med gode og dårlige mødre. Der er spørgsmålet om, hvorvidt man kan fjerne et barn fra dets forældre, uanset hvor sølle disse er. Det er en spændende historie med en mangesidet problemstilling, som ikke bliver løst uden omkostninger. Det er en rodet menneskeslutning, som sender filmens publikum hjem.

ED Harris og Morgan Freeman er så nuancerede spillere, at deres typer forbliver interessante og uudgrundelige. Casey Affleck, instruktørens lillebror, giver filmen en nøgtern fortæller, som fører regnskab med de moralske værdier. Filmens primære kvalitet er dog beskrivelsen af miljøet. Det er meget overbevisende gjort. Der er ingen folkloristisk turisme, ingen tendens til at vælte sig i sølet eller romantisere de hårde liv i kvarteret.

   I USA forsvinder henved 800.000 børn på et år. Heraf bliver en fjerdedel bortført, og en fjerdedel af disse sager involverer familiemedlemmer. 99% bliver fundet, men 10.000 børn kommer aldrig tilbage. Filmen vil sætte ansigter på denne statistik. Det lykkes ikke ubetinget. Den vil også være voldsom, hård, kompleks og realistisk. Dét lykkes. Gone Baby Gone er en god kriminalfilm om rigtige mennesker. Det var en overbevisende instruktørdebut for Ben Affleck, som straks gik i gang med at gentage tricket.

Se også Ben Affleck: Live by Night (2016) [Noir 100]; En ny slags fortæller: Jim Thompson 1906-1977 [Noir 100]; Kenneth Lonergan: Manchester by the Sea (2016).

*) Kenzie og Gennaro optræder i A Drink Before the War (1994), Darkness, Take My Hand (1996), Sacred (1997), Gone, Baby, Gone (1998), Prayers for Rain (1999, da. En bøn om regn) og Moonlight Mile (2010). De første tre bøger er ikke oversat; de filmatiserede titler hedder det samme på dansk. I Moonlight Mile er der gået 12 år, også i serien, og Angie og Patrick er selv blevet forældre, da den gamle sag vender værre tilbage.

   Lehane er også forfatter til trilogien om gangsteren Joe Coughlin, som er lige gammel med det 20. århundrede og fortæller en del af dets historie i The Given Day (2008, da. Den givne dag), Live by Night (2012, da. Lev om natten) og World Gone By (2015, da. Verden af i går).

   Ben Affleck filmatiserede Live By Night med sig selv som Joe Coughlin i 2016. Mellem Gone Baby Gone og Live by Night havde han for det første leveret kupfilmen The Town (2010), der kan måle sig med det bedste i genren og bruger fortroligheden med Boston optimalt. For det andet havde han vundet en Best Feature-Oscar for Argo (2012), som åbnede alle døre.

   Produktionen af Live by Night trak i langdrag på grund af andre roller og Afflecks engagement i DC-universet, hvor han var Batman i fire film, men aldrig nåede til at spille rollen i den kommende The Batman (2022), som han også skulle have instrueret. Det er derfor Afflecks Batman, man kan se i Zack Snyder's Justice League, som HBO streamer fra 18. marts 2021. Miniserien er det i DC Fandom længe efterspurgte director's cut af Justice League fra 2017, nu med en spilletid på fire timer.

   Gone Baby Gone blev lavet for 19 mio. dollars og indspillede 35 mio. på verdensplan. Live by Night kostede 108 mio. dollars og solgte kun billetter for 23 mio. Det går med andre ord ikke den rigtige vej. Alligevel har Affleck 23 titler i forproduktion. Det er det, jeg mener med, at Argo åbnede alle døre. Han er i øvrigt en ivrig og ægte tegneseriefan. Jeg vil ved lejlighed poste en samtale, som vi havde i 2006, da Affleck spillede den dræbte, formentlig myrdede skuespiller George Reeves (fra 1950ernes tv-udgave af Adventures of Superman) i Allen Coulters Hollywoodland.

   Affleck instruerede kortfilmen I Killed My Lesbian Wife, Hung Her on a Meathook, and Now I Have a Three Picture Deal with Disney i 1993, da han var 21 år. Det satiriske visitkort varer kun 16 minutter. Jeg kalder derfor Gone Baby Gone hans debut. Det kom ikke bag på nogen, at han ville om bag kameraet. Sammen med Matt Damon skrev Affleck manuskriptet til Good Will Hunting (1997), som Gus Van Sant instruerede med Robin Williams i hovedrollen.

   For så at runde noten af: Dennis Lehane har bidraget med flere manuskripter til Mr. Mercedes (2017-19) og The Outsider (2020), miniserier efter de to første bøger i Stephen Kings triilogi om politidetektiven Bill Hodges. Han er i gang med gøre John D. MacDonalds Travis McGee til en franchise-figur i The Deep Blue Good-By, den første (af 21) McGee-romaner, alle med en farve i titlen, som James Mangold skal instruere. Lehane skrev, instruerede og producerede selv Boston-filmen Neighborhoods i 1993, men kunne ikke finde en risikovillig distributør.   

**) Det gælder desværre endnu. I skrivende stund [15.02.2021] er der stadig ingen løsning i Madeleine McCann-sagen. Pigen forsvandt i Algarve den 3. maj 2007. I 2011 åbnede Scotland Yard en særskilt undersøgelse, Operation Grange, som stadig er aktiv. Så sent i juni 2020 undersøgte tysk politi en mulig mistænkt i Braunschweig. Madeleine McCann ville nu være 17 år gammel. 

Gone Baby Gone. Instr.: Ben Affleck. Manus: Ben Affleck og Aaron Stockard. Foto: John Toll. 114 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.12.2007 

Fotos: CineMaterial/ Miramax/ SF Studios/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Studio Canal  [Zavvi Exclusive Steelbook | Limited Edition of 2000 copies] 13.10.2014

Weekendavisen Kultur 21.12.2007