Translate

Viser opslag med etiketten Libanon. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Libanon. Vis alle opslag

tirsdag den 19. juli 2022

Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/Den lille pige og profeten (2014)



AT VÆVE ET KLÆDE
Animation mellem popcorn og arthouse

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE bøger bliver grundsten i søgende menneskers litteratur. Som regel betyder det også, at de forsvinder fra den kritiske radar, bliver overset eller latterliggjort og får et alternativt undergrundsliv. To lysende eksempler fra min egen generations unge tid er Jonathan Livingston Seagull (1970, da. Jonathan Livingston Havmåge) af Richard Bach og Robert M. Pirsigs Zen and the Art of Motorcycle Maintenance: An Inquiry into Values (1974, da. Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel: en undersøgelse af værdier).
   For tiden er Paulo Coelhos O Alquimista (1988, da. Alkymisten), James Redfields The Celestine Prophecy (1993, da. Den niende indsigt), Cheryl Strayeds Wild: From Lost to Found on the Pacific Crest Trail (2012, da. Wild – en fortælling om at fare vild og finde sig selv igen) og Elizabeth Gilberts Eat, Pray, Love: One Woman's Search for Everything Across Italy, India and Indonesia (2006, da. Spis, bed, elsk: en kvindes søgen efter det hele i Italien, Indien og Indonesien) de foretrukne manualer for metafysiske backpackere.


MEN længe før Coelho, Redfield, Gilbert og Strayed var der The Prophet (da. Profeten) af Gibran Kahlil Gibran (1883-1931). Alfred A. Knopf udgav Gibrans bog i 1923. Siden er den oversat til 40 sprog og trykt i mere end 100 mio. eksemplarer. Den første danske udgave kom i 1964, den seneste i 2019.*
   Kahlil Gibran blev født i Libanon, som dengang var en del af Syrien, og kom som 12-årig til Boston med sin mor og tre søskende. Han var maler, tænker, forfatter og guru. Han skrev i alt 17 bøger, ni på arabisk og otte på engelsk. Flere er fortsættelser til Profeten. I Libanon har han status som nationaldigter. I USA og Europa er han synonym med The Prophet.
   Bogen består af 26 prosadigte, som taler i stort sprog om livet og døden. De skiftevis fine og floskuløse tekster er lagt i munden på digteren Almustafa, som efter 12 års husarrest skal deporteres. Han taler til indbyggerne i Orphalese, en fiktiv, undertrykt bystat. Seersken Almitra stiller ham spørgsmål på vegne af Folket. Det politiske budskab handler især om, at sjælen ikke kan lænkes.




SAGT med al respekt for billedsstyrken i Gibrans sufistiske solipsisme: Den er ikke et oplagt forlæg for en stor, moderne animationsfilm, som vil tale til hele familien. Kahlil Gibran's The Prophet, som på dansk er blevet omdøbt til Den lille pige og profeten, har da også en forunderlig baggrund.
   Filmen er co-produceret af skuespilleren Salma Hayek og DOHA Film Institute. Hayek har før sat penge i hjerteprojekter som filmen om Frida Kahlo. Doha Film Institute har bl.a. produceret Mira Nairs ret gode filmatisering af Mohsin Hamids The Reluctant Fundamentalist (2007, da. Den modvillige fundamentalist), som åbnede Venedig Festivalen i 2012.
   Instituttet er ikke så officielt som det lyder. Navnet dækker over en fond, som sheika Al-Mayassa bint Hamad bin Khalifa Al-Thani, et medlem af kongefamilien i Quatar og en af verdens rigeste kvinder, etablerede i 2010. Tanken er tydeligvis at udbrede arabisk kultur i en global sammenhæng.
   Der er derfor købt bredt og fordomsfrit ind. Disney-animatoren Roger Allers (f. 1949) – som var hovedforfatter på Beauty and the Beast (1991) og Aladdin (1992), før han instruerede megahittet The Lion King (1994) sammen med Rob Minkoff og skrev manuskript til The Emperor's New Groove (2000) – har bearbejdet og forstørret grundhistorien.
   Dissidenten Mustafa sidder i husarrest. Han bliver hentet af soldater, som ligner tyrkere fra Ottoman-tiden. Regimet vil løslade ham, hvis han undsiger sin praksis. Mustafa nægter og bliver henrettet. Himmelskibet kan endelig sejle.




ALLERS' kunstgreb består i at gøre »seersken« Almitra til en pige på otte år. Hun har ikke brugt sin stemme, siden hendes far forsvandt. Hun kommer og går hos profeten. Sammen med sin mor, Kamila, forsøger Almitra at redde den dødsdømte mand. Hun taler naturligvis, da det gælder.
   Rammehistorien er solidt fortalt og prosaisk illustreret. De filosofiske og religiøse tirader bliver derimod fortolket i eksperimenterende billeddigte, som nogle af dagens mest originale håndtegnere har animeret.
   Det er svært stof for et ungt publikum. For eksempel fremstiller Joann Sfar (Gainsbourg – vie héroïque, Rabbinerens kat) det livslange parforhold som en fandango, mens Lars Mikkelsens stemme på lydsiden forkynder, at kærligheden mellem ægtefolk må være som »vuggende vande mellem sjælenes kyster«.
   Gibran var stor i den slags udsagn: »Hav tillid til drømmene, for i dem er porten til evigheden skjult.« »Hvordan skal vi kende dødens hemmelighed, hvis ikke vi søger den i livets midte?« »Som vin skal vi bevares: evige kar.«



MICHAL Socha har tegnet segmentet om Frihed; tvillingebrødrene Gaëtan og Paul Brizzi (som instruerede Ildfuglen-afsnittet i Fantasia 2000) har animeret segmentet om Døden. Nina Paleys fortolkning af teksten om Børn er forsynet med en sang af Damien Rice – ellers er det gennemgående score skrevet af Gabriel Yared.



FLERE bidrag holder sig helt tæt på kunstnerens sædvanlige signatur. De føles derfor som enkeltstående værker og bliver næsten fremmedelementer i historien om pigen og profeten. Det gælder for satirikeren Bill Plymptons film (»om at Spise & Drikke«) og Joan C. Gratz' fortolkning af temaet Arbejde, som bruger korncirkler og stjerneklynger i ånden fra Vincent van Gogh. Mohammad Saeed Haribs segment (»om Godt & Ondt«) kunne være sat sammen af malede baggrunde fra gamle tegnefilm.


    
MEST vellykket er nordirske Tomm Moores segment, »Om Kærlighed«, der lader Moores keltisk kantede signaturstil indgå i frodige symbioser med art nouveau (Gustav Klimt) og symbolisme (Egon Schiele).
   Gibran var selv en god og alsidig billedkunstner, som fulgte den franske skole (fra Fantin-Latour) i portrætter og trak på både Rodin og William Blake i sine nøgenstudier. I flere grafiske arbejder ligger stilen tæt på danskeren Rudolph Tegner. Ligesom i teksterne er der et vagt generisk præg, en vilje til kunst, over arbejdet. Mærkeligt nok prøver ingen af tegnerne at integrere Gibrans egen stil i kompendiet.



DE otte film-i-filmen står stærkest hver for sig. Til gengæld kan de sammen demonstrere, hvor mange lag og frie rum, der findes i Gibrans besnærende tekst. Roger Allers forsøger at indlejre dem i en familievenlig fortælling, der vælger en enkel og meget banal grundstil. Det er dén sammenføjning, der skaber problemer. Filmen knækker simpelt hen over i to, så hverken barnets historie eller filosofitimen for alle livsaldre kommer til deres ret. 


KONCEPTET ligner den abstrakte animationskunst i Fantasia (1940), hvor Walt Disney i samme ambitiøse antologiform forsøgte at gøre tegnefilmen til noget for voksne og klassisk musik til allemandseje. Flere af gæstekunstnerne i The Prophet var bidragydere til Fantasia 2000, som markerede den gamle films 60-års-jubilæum.
   Det er under alle omstændigheder et kærkomment bud på en anderledes animationsfilm. Gibran taler et sted om »at væve et klæde« og »bygge et hus med hengivenhed«. Den lille pige og profeten bliver ofte betænkeligt svulstig. Alligevel er man aldrig i tvivl om, at filmen er et kærlighedsarbejde.

*) Profeten findes i mange udgaver. Profetens bog (Lindhardt og Ringhof, 2019) samler Per Thorells oversættelse af The Prophet (1923) og Marit Lise Bøghs oversættelse af The Garden of the Prophet (1933) i et bind med et forord af Rupi Kaur. Standardværket om Kahlil Gibran er skrevet af maleren og billedhuggeren Kahlil George Gibran (1922-2008), som var forfatterens gudbarn og grandnevø. Sammen med sin hustru, Jean Gibran, skrev han i 1974 biografien Kahlil Gibran: His Life and World, som er meget respektfuld, men fuld af detaljer om forfatterens blomstrende kærlighedsliv. I 2017 blev den genudgivet med titlen Kahlil Gibran Beyond Borders. Pete Katz' graphic novel (Simon and Schuster/ Canterbury Classics, 2022) er en meget vellykket fortolkning, der får plads til hele Gibrans tekst i sine Hergé-sirlige talebobler
.   





Kahlil Gibran's The Prophet (Den lille pige og profeten). Instr.: Roger Allers + Gaëzan & Paul Brizzi, Joan C. Gratz, Mohammad Saeed Harib, Tomm Moore, Nina Paley, Bill Plympton, Joann Sfar, Michael Sochy. Manus: Roger Allers, Hanna Weg, Irene Mecchi, Douglas Wood. m.fl. 84 min. Frankrig-Canada-USA-Libanon-Quatar 2015. Dansk premiere: 23.06.2016.


Fotos: DOHA Film Institute/ Participant/ Code Red Productions/ FFA Private Bank/ MyGroup Lebanon/ Financière Pinault/ Ventanarosa Productions/ Hanson/ Creative Projects Group/ Gibran National Committee/ Bardel Entertainment/ Prophet Screen Partners/ Pathé/ Angel Films/ Alfred A. Knopf/ Lindhardt og Ringhof/ Head of Zeus/ Simon and Schuster/ Cinematerial
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime 
Anmeldelsen stod (i kortere form) i Weekendavisen Kultur 24.06.2016.

tirsdag den 28. september 2021

Nadine Labaki: Kvinderne i Libanon [2008] | Et interview

 

LIBANON ER SOM EN LANDSBY
Et interview med filmskaberen Nadine Labaki

PARIS 2008: DET er altid distraherende, når instruktøren selv er stjerne i filmen, man skal tale om. Det kan gå, hvis det gælder berømtheder, som man nærer en illusion om »at kende«. Da handler det snarere om at forvinde benovelsen ved at se giraffen up close. Men er der kun én film at forbinde ansigtet med, falder man let i den klassiske tilskuerfælde: at sætte lighedstegn mellem rolle og spiller.
   Det er lidt sådan med Nadine Labaki (f. 1974), den debuterende libanesiske filmskaber, som vi møder på Le Grand Hotel. Vi har netop set hende som Layale, en moderne kristen kvinde, der ejer en skønhedssalon i Beirut. Hun havde problemer med sine mænd, sine ansatte, sine forældre og hele kulturen. Vi følte virkelig med hende. Hun lærte dog også at gøre sig fri, sige fra og komme videre, ikke mindst i forhold til manden, som var udmærket gift med en anden. Ham gav vi ikke meget for på den nordiske række i biografen.
   »Vi« er jeg selv, Politikens Kim Skotte og en yngre finsk kollega. Vi betragter kvinden med den gyldne hud og dybe mandeløjne. Vi er vintermænd fra Skandinavien. Om det så er vore stemmer, runger de om kap i bunden af registret. Labaki taler kvidrende engelsk og smiler. Hun ligner klichéforestillingen om den arabiske kvinde, der gør kolde mænd til varme orientalister. Sheherezade møder hundene fra »Fyrtøjet«. Vi har øjne som suppetallerkener. Vi formulerer vore guldkorn og forelsker os helt efter planen. 


CARAMEL er den første libanesiske film i en menneskealder, som ikke taler om krigen og fortiden. Labaki skrev den på seks måneder, som hun tilbragte i Cannes Festivalens stipendielejlighed i Paris. Adskillige på holdet er familie og bekendte. Hendes søster har tegnet kostumer, og sangene er skrevet af Khaled Mouzanar, der er gift med instruktøren. Med undtagelse af Labaki selv, er alle de medvirkende amatører.
   Resultatet er en gennemført og forbløffende virkningsfuld miniature. Caramel bruger skønhedssalonen som et socialt og kønspolitisk prisme på samme måde, som Tonie Marshall gjorde i den franske Vénus Beauté (Institut) (1989) og Herbert Ross i den amerikanske Steel Magnolias (1989), en overset sydstatskomedie med Sally Field, Dolly Parton og den unge Julia Roberts.
   Samtidig udmærker Caramel sig ved at skabe blide øjeblikke, som kun kan opstå i en kontekst, hvor fremmede rører intimt ved hinanden. Mens karamelterapien foregår, eller når Rima vasker kundernes hår, er Labakis film både i stil og på niveau med tilsvarende hjertesteder i Patrice Lecontes Le Mari de la Coiffeuse (1990, da. Frisøsens mand) og Lone Scherfigs Italiensk for begyndere (2000). Her har Ann Eleonora Jørgensen og Anders W. Berthelsen en så godt som ordløs scene, hvor meget foregår under huden. Med ét bliver nærheden meget konkret. Det samme sker for Rima og kvinden med det lange hår.

   
Beirut og Cannes

FØRST og sidst er Caramel en tilidserklæring til fremtiden og det multietniske Beirut, hvor kristne, muslimer og jøder lever virksomt og fredeligt sammen. Labaki var 17 år, da borgerkrigen sluttede i 1990. At tale om landets traumatiske fortid havde derfor ikke høj prioritet, da hun fik mulighed for at arbejde med sin egen spillefilm.
   Det skete ved fransk mellemkomst. Produceren Anne-Dominique Toussaint mødte Labaki i 2003, da hun besøgte filmfestivalen i Beirut. Labaki var kendt for sine musikvideoer, men gjorde indtryk på Toussaint, da hun fortalte om sine filmideer. Toussaint fik Labaki til at søge et stipendieophold i Cannes Festival Résidence, hvor unge filmskabere har fred til at arbejde og adgang til professionel bistand. Her skrev Labaki sin film i foråret 2005. Karamel blev optaget i Beirut fra maj til juli 2006, og i 2007 blev den præsenteret i Cannes i Quinzaine des Réalisateurs (»Directors’ Fortnight«), en festival i festivalen.
   Labaki siger selv om processen: »Man kan næppe tale om en libanesisk filmindustri, ikke i begrebets egentlige betydning. Der bliver ikke lavet ret mange film. I stedet har man en serie små eventyr. Hver instruktør har sin måde at få projekterne gennemført på. Det er vanskeligt nok for en mand, men det er særlig svært for en kvindelig filmskaber. Jeg følte virkelig problemerne i forbindelse med denne film. Men jeg var heldig. Jeg arbejdede med musikvideoer og tv-reklamer, og jeg ville gerne lave en spillefilm. Min producer er fransk, og hun var interesseret i mig, endnu før jeg havde en klar idé. Hun fik mig til at skrive filmen, og hun var der hele tiden for mig. Sådan var det. Jeg ved, at det ikke går så let for andre mennesker.«


Et feminint fristed

– »Karamel« bruger skønhedssalonen som et kvindeligt helle. Der var en fransk film, »Venus Beauté«, og en amerikansk film, »Steel Magnolias«, som gjorde noget lignende. Har du set de film, og hvordan fik du ideen?
   »For det første ville jeg tale om libanesiske kvinders vilkår. Jeg ville vise, hvad en libanesisk kvinde gennemlever lige nu, og undersøge denne tilsyneladende frihed, hun har. Til en vis grad er den illusorisk. Jeg lever selv den frihed, og det samme gør kvinder omkring mig. Der er samtidig mange hensyn at tage i forhold til samfund og religion, uddannelse og familie. Hver kvinde må indrette sig efter modstridende krav og forventninger.
   Jeg ville tale om denne grundlæggende modsætning i libanesiske kvinder. Jeg valgte at bruge en skønhedssalon, fordi dét sted virkelig er vigtigt for en kvinde. Man kommer der for at blive smukkere, så man træder ind i en stemning af håb og forventning. Og det er et sted, hvor kvinder føler sig trygge, fordi de er væk fra samfundet og kan tale på lige fod med hinanden. Du får et særligt forhold til kvinden, som prøver at gøre dig smuk. Hun ser dig uden maske, i din nøgenhed, i dit sande jeg. Det er et meget interessant sted. Det er også fascinerende for mænd. De gør sig mange tanker om, hvad der foregår i en skønhedssalon...«


   – Den feminine mystik?
   »Ja. Derfor valgte jeg et skønhedsinstitut. Jeg tror, at kvinder tænker ens alle vegne. Man er besat af fysisk skønhed, og denne stræben efter det smukke og fuldkomne er universel. Jeg så både Steel Magnolias og Venus Beauté, men jeg kan ikke finde andre fællestræk end det oplagte, at alle tre film foregår i en skønhedssalon.«
  – Karaktererne befinder sig mellem den vestlige og den arabiske verdens værdier. Er det situationen for libanesiske kvinder?
   »Præcis. Disse kvinder er delt mellem to kulturer. Vi prøver stadig at finde den fine balance mellem forskellige værdisæt. Vi var heldige, fordi vi fik begge muligheder. Det er godt at have vestlig frihed, men man behøver ikke af den grund at glemme de kulturelle forudsætninger, som gør os specielle. Jeg tror, vi vil begå mange fejltagelser på vejen til den balance. Der vil være ting, vi overdriver. Det er dét, som sker i øjeblikket. Man vil være fri, så man lever friheden ud i det ekstreme. Eller man går den modsatte vej og bliver mere lukket og konservativ. Vi søger stadig den optimale balance, den unikke identitet.«


Labaki og Layale

– Er kvinderne tænkt som repræsentative karakterer? Er der tale om gennemsnitstyper eller individer, som du kender fra din egen hverdag?
   »Jeg er inspireret af mennesker, som jeg kender, men naturligvis er der mere end én model for karaktererne i filmen. De kombinerer træk fra forskellige kvinder. Det er en blanding af ting, jeg har hørt, mennesker jeg kender, historier som de har fortalt mig. Så ja, filmen tager afsæt i mine omgivelser.«
   –  Vidste du fra begyndelsen, hvilken rolle du selv ville spille?
   »Ja, for Layale er meget, som jeg selv er. Naturligvis er hendes historie forskellig fra min, men hendes personlighed ligger tæt på min egen. Hun er delt mellem, hvad hun ser som sin pligt, og dét, som hun gerne vil med sit liv. Hun vil gerne gå ind i det forbudte forhold til denne mand. Samtidig er det svært for hende, da hun stadig bor hos sine forældre. Hun vil ikke svigte dem, og hun vil ikke svigte sin religion. På de måder er jeg meget som hende.
  Endvidere ligner Layales situation min egen som instruktør. Jeg er forbindelsen mellem skuespillerne og filmholdet. Jeg kender alle problemerne. Jeg skal finde løsninger, som får helheden til at fungere, så jeg må indrette mig efter de andre. Layale er lige sådan, fordi hun ejer skønhedssalonen. Hun er forbindelsen mellem kunder og personale. Også hun må finde praktiske løsninger, som bedst muligt tilgodeser alle behov. I de øvrige roller bruger jeg skuespillere, som ikke er professionelle. Jeg valgte med vilje personer, som ligner rollen de spiller. Det samme gælder mig selv og Layale.«

At leve med krigen

 – Krigen begyndte en uge efter slutningen på optagelserne. Var filmen blevet en anden, hvis I havde lavet den tre måneder senere?
   »Jeg stiller ofte mig selv det spørgsmål, og jeg har stadig ikke fundet svaret. Jeg ved det virkelig ikke. Da jeg skrev filmen, var krigen noget, som vi havde lagt bag os. Jeg kunne ikke forestille mig, at den nogen sinde ville begynde igen. Så jeg lavede en farvestærk film, der er fuld af maleriske mennesker, som koncentrerer sig om at se fremad. Det var dét billede af mit land, som jeg ville vise til resten af verden. Desværre brød krigen ud igen ni dage efter optagelsernes slutning. Så jeg kender ikke svaret. Jeg ved ikke, om jeg ville have skrevet filmen anderledes, hvis jeg havde vidst, hvordan situationen ville udvikle sig.«
   – Du voksede op, mens der var krig i Libanon. Det gjorde jeg også, skønt jeg er tyve år ældre. Beirut, som blev bombet i stykker, var simpelt hen, hvad man forbandt med det sted. Gjorde det libanesiske unges opvækst til noget særligt? Fik I en stærkere lev nu-attitude?
   »Naturligvis. Og man føler det virkelig nu. Der er en generation af unge, som ikke fik lov at være teenagere. De lever deres ungdom nu, og de lever den med eftertryk. Vi har udviklet en fantastisk tilpasningsevne. Ofte er det en styrke, men det kan også være farligt. De unge er tilbøjelige til at glemme, hvad der foregår omkring dem. De vil bare leve deres liv. Det er dét, der slår én, hvis man kommer til Libanon udefra. Man ser, hvor sorgløst ungdommen lever, og man har svært ved at fatte, at dette land er i krig. De unge har vænnet sig til, som du siger, at leve nu og og så stærkt som muligt, for måske forsvinder det hele om lidt. Det har utvivlsomt noget at gøre med, at vi har levet med krigen så længe. Måske er det også derfor, jeg valgte at lave en film, som ikke taler om krigen. Endelig fik jeg en mulighed for at udtrykke mig, og jeg ville ikke bruge den på at tale om krigen. Jeg ville ikke leve alt dét igen.«


Modernitet og tradition

– Kvinderne i filmen gør sig smukke for mændene, men også for at overholde de konventioner og krav, som deres familier og samfundet stiller. Mange regler virker absurde og begrænsende. Alligevel virker kvinderne ikke for alvor opsatte på at forandre dem. De synes at acceptere disse koder og systemet, som de er en del af –
   »Jo, de prøver skam at ændre det! Men det vil tage tid. Om man kan lide det eller ej, må man se i øjnene, at man lever i et samfund, i et socialt fællesskab. Familiebånd er meget stærke. Man flytter ikke hjemmefra, før man bliver gift. Sådan er det. Libanon er som en landsby. Man lever tæt på hinanden, og det skaber et stærkt socialt pres. Men det går langsomt i den rigtige retning. Jeg tror ikke, at den næste generation vil have de samme problemer i forhold til modsætningen mellem modernitet og tradition. Vi vil ikke behandle vore børn så strengt, som vore forældre behandlede os.«
   – I filmen er det vigtigt, at man er jomfru, når man bliver gift. Vil dét ændre sig?
   »Jeg tror, at det vil ændre sig. Mange bekymrer sig slet ikke om det. De lever et almindeligt liv, og emnet vil være lidt latterligt for dem. Men samtidig er der en stadig større gruppe, som holder fast i traditionen, og for dem er problemet meget konkret. Jeg ved det, for jeg undersøgte forholdene omkring den operation, som bliver beskrevet i filmen. Man får sin mødom retableret mod betaling. Der er virkelig mange unge kvinder, som får foretaget den operation. Så for dem må det være et rigtigt problem.«
   – Er det noget, man taler offentligt om?
   »Nej, faktisk ikke. Vi taler slet ikke om det.«


Muslimer og kristne

– Mens du og din generation bliver friere, vinder islamismen indpas. Kan fundamentalismen og friheden sameksistere?
   »Jeg ved det ikke. Jeg har ikke noget færdigt svar. Islamismen udgør en fare for hele verden. Libanon er et land, hvor kristne og muslimer lever sammen. Fordi det foregår frit og fornuftigt og almindeligt, føler vi ikke den fundamentalistiske bølge. Den er ikke stærk i Libanon. Vi er muslimer og kristne, som finder ud af det sammen. Kan det lykkes os at leve fredeligt sammen, uden at alting springer i luften, vil vi være et eksempel for resten af verden. Det er det libanesiske folks ønske. Vi vil vise verden, at det fungerer. Libanon er et lille land, men der sker nogle afgørende ting i det land.«
   – Politiets opførsel i filmen – det kontrollerer de unge og arresterer et par, som sidder og kysser i bilen – er den virkelig realistisk?
   »Ja. Det er meget op og ned. Beirut er et kaotisk sted. I nogle kvarterer kan man gøre, som man vil. Andre steder kommer der straks en betjent og spørger, hvorfor man sidder og kysser i bilen om natten. Man kan aldrig vide. Der er ingen regler. Sådan er det med modsætningerne i mit land.«
   – Havde »Karamel« problemer i forhold til censuren?
   »Karamel gik glat igennem, fordi den siger tingene blødt og behandler problemerne taktfuldt. Havde filmen været mere provokerende, kunne den godt blive censureret.«
   – Din film bliver distribueret over hele verden. Den var Libanons officielle kandidat til en Oscar, og den har haft amerikansk premiere...
   »Ja. Det er fantastisk. Jeg havde aldrig forestillet mig, at filmen ville blive så stor. Det er en lille film uden kendte skuespillere, men det er gået den godt hele vejen. En debuterende instruktør, en debuterende alting. Jeg er ved at skrive en film mere.«


Verdens tilstand

– Der er en optimistisk grundtone i filmen. Har du været i stand til at bevare den? Du skrev filmen i Frankrig, og du har fået fristende tilbud fra USA. Har du somme tider lyst til at rejse?
   »Nej. Min følelse for Libanon er om muligt stærkere nu. Jeg har fået en plads i denne filmverden, og jeg føler på en måde, at det er min mission at fortælle om mit land. Film er et fantastisk magtfuldt medium. En film kan ændre verdens tilstand og påvirke menneskers tanker. Flere instruktører burde gøre sig klart, at man somme tider virkelig kan lave tingene om med sin film. De burde indse det og handle derefter.
   Så nu bliver jeg mere og mere optaget af mediets styrke og stadig stærkere forbundet med mit folk og mit land. Jeg vil gerne lave flere film, som arbejder med disse ting, og jeg vil gøre det i Libanon, med libaneniske skuespillere og historier. Jeg er forbundet med mit land, men det er et had/kærlighed-forhold. Det er svært at leve i det, men man kan ikke leve uden – «
   - Det er det samme i Skandinavien...
   »Okay.«



Caramel (Sukkar banat/ Karamel). Manus: Nadine Labaki. Manus: Rodney Al Haddad, Jihad Hojeily, Nadine Labaki. Foto: Yves Sehnaoui. 95 min. Frankrig-Libanon 2007. Dansk premiere: 11.04.08

Nadine Labaki blev interviewet på Le Grand Hotel i Paris den 12. januar 2008


Fotos: Festival de Cannes (Tristan Fewings, Cannes 2015)/ Les Films des Tournelles/ Miracle Film Distribution/ Filmgrab
Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 11.04.2008

mandag den 27. september 2021

Nadine Labaki: Kapernaum (2018)


MIRAKLET I BEIRUT
Labaki som magisk socialrealist

Af BO GREEN JENSEN

I EN retssal i Beirut begynder den mest utrolige sag. En dreng har stævnet sine forældre, fordi de bragte ham ind i en verden, hvor livet ikke er værd at leve. De kunne have sagt sig selv, at han ville havne i det fængsel, hvor han afsoner en straf på fem år.
   Der er vildt postyr i salen. Det er ikke hver dag, at børn gør den slags. Journalister fra hele verden er kommet. Også CNN og BBC.
   Zain er vist nok 12 år – forældrene fik aldrig hans fødsel registreret. De har svært ved at klare dagen og vejen, men er trods alt bedre stillet end de illegale og flygtningene, som bor i skure og telte.
   Familien har en trang lejlighed. Da husværten beder om Zains søster, føjer de ham. Pigen er elleve år, manden er gammel. Zain bliver rasende. Han vil ikke ofre sin søster, og han kan ikke tilgive sin far og mor. Derfor går han hjemmefra og gemmer sig i mængden.



KAPERNAUM er Nadine Labakis tredje film som instruktør. Hun er selv skuespiller, men det er kvindebillederne i Caramel (2007) og Hvad gør vi nu? (2011), der er nået vidt omkring. Begge fik også dansk premiere.
   Labaki er født i 1974. Hun tilhører en generation, der har set begge sider af Beirut. Krigen er fortid i Caramel, hvor fire kvinder åbner en skønhedssalon, men brændende aktuel i Hvad gør vi nu?, hvor kvinderne importerer ukrainske sexarbejdere for at pacificere landsbyens mænd.
   Labakis film er altid lokale succeser. Både Caramel og Hvad gør vi nu? blev libanesiske Oscar-kandidater. Også Kapernaum var på årets kortliste, og i Cannes fik den Juryens Pris. Til Weekendavisen sagde hun engang:
   »Nu bliver jeg mere og mere optaget af mediets styrke og stadig stærkere forbundet med mit folk og mit land. Jeg vil gerne lave flere film, som arbejder med disse ting, og jeg vil gøre det i Libanon, med libaneniske skuespillere og historier.«
   Labaki har bestemt efterlevet devisen.



ZAIN bliver et gadebarn, der forstår sig på at overleve. Han udforsker markedet ved den teltby, hvor de illegale bor under kummerlige vilkår, men ikke uden livsmod. Kaos er et farverigt sted. Han får nej og bliver skubbet væk alle vegne, indtil han møder Rahil fra Etiopien, som skal bruge en babysitter til sønnen Yonas.

   En dag kommer Rahil ikke tilbage – vi ser hvorfor, men Zain ved intet og må bare tro, at de voksne svigter igen. Så er det Zain og Yonas mod hele verden, indtil skæbnen indhenter dem. Det ender i retssalen, hvor det begyndte. Drengens advokat bliver for resten spillet af Nadine Labaki.


   
JEG har set mange bud på, hvad titlen betyder. Måske forbinder Mellemøsten bynavnet med babylonisk forvirring. Labaki bruger ordet i betydningen rod eller kaos. Men kaos er frodigt, og rodet kan blomstre. Filmen er fuld af optimisme, selv om de voksne skyder den ned.
   Den 12-årige Zain Al Rafeea er en hjerteknuser i rollen som Zain. Han flitrer gennem gaderne og ser på de voksnes verden fra hoftehøjde. Kapernaum har stolte aner, især i slumskildringer som Vittorio de Sicas Miraklet i Milano (1951), Hector Babencos Pixote (1981), Walter Salles’ Central Station (1998) og Fernando Meirelles’ City of God (2002).
   I sit hjerte er Kapernaum en picaresk fortælling og en hyldest til børn alle vegne. Labaki filmer håndholdt og springer i tiden. Hun bruger tryllestøv og sentimentale tricks, men det eneste, som forekommer fantastisk, er i grunden den opsigtsvækkende retssag.
   Det er helt nyt land for Labaki, der springer ud som magisk socialrealist og en revser, der også kan smile.



Kapernaum (Capharnaüm). Instr.: Nadine Labaki. Manus: Michelle Keerwany, Georges Khabbaz, Khaled Mouzenar, N. Labaki. Foto: Christopher Aoun. 121 min. Libanon-USA-Frankrig 2018. Dansk premiere: 07.02.2019


Fotos: Mooz Films/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, You Tube Film
2K Blu-ray fra Picture House Entertainment (UK) 29.07.2019
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.02.2019

søndag den 26. september 2021

Nadine Labaki: Where Do We Go Now? (2011)


KVINDERNES OPRØR
Bollywood på libanesisk

Af BO GREEN JENSEN

DER findes ingen lov, som siger, at muslimer og kristne skal hade hinanden. Dog bliver det for det meste sådan i mændenes verden. 
Det står heller ikke skrevet, at en religiøs tematik for enhver pris må skildres i tragisk belysning. Dog bliver det for det meste sådan i mændenes kunst.
   Den libanesiske filmskaber Nadine Labaki (f. 1974) undersøger i Et maintenant on va où?, hvordan sagen ville og kunne se ud, hvis kvinder fra begge sider stod sammen og søgte at rette mændenes fejl.
   Filmen udspiller sig i en landsby, hvor tiden har stået stille, også under de lange krige i landet. Skønt jorden i bakkerne er mineret, ligger byen relativt uberørt hen, som et libanesisk Sleepy Hollow, ikke fordi man er mildere stemt, men fordi man har været afskåret fra den internationale nyhedsstrøm. Man har derfor dyrket en praktisk hverdag, baseret på værdier som tolerance, respekt og godt naboskab.



I FØRSTE scene lykkes det byens unge mænd at finde et sted, hvor tv-signaler kan modtages. Borgmesterens hustru stiller sit apparat til rådighed, og byen kan holde sin første fjernsynsaften på stedet, hvor Amale (Labaki) driver café og udveksler ærbart forelskede blikke med håndværkeren Takla (Claude Baz Moussawbaa). Takla bruger megen tid foran spejlet, hvor han plukker grå totter ud af sit hår. Med andre ord har tingene været sådan i en længere årrække.


DET er en by, hvor det lykkes kristne, muslimer og jøder at sameksistere på fredelig vis. Idyllen kan dog ikke vare. I tv bliver der talt om krig. I byen ulmer mindre konflikter. Man kaster affald ind til hinanden, og børn bliver slået af voksne, som burde vide bedre. Prologen viser begravelsestoget, der skal jordfæste en af de unge mænd. Det er den muntre historie om kvinders forsøg på at gøre en forskel. Man er dog aldrig i tvivl om, at kvindernes fred ikke holder i længden.
   Det er først og fremmest formen, som gør fablen om tro så charmerende varm. Labakis første film, Caramel (2007), var en Beirut-baseret fortælling om sofistikerede kvinder fra instruktørens egen generation, dvs. de libanesiske krigsbørn. Tematikken var moderne. Et maintenant on va où? har et bredere sigte og er for så vidt en tungere, gammeldags film. Med sit højstemte mix af farce og patos – og især sine indlagte sange – kan den føles som Maghreb-kulturens svar på en Bollywoodfilm.


DER er også reminiscenser af Emir Kusturicas Underground (1995), et eventyrligt requiem for landet, som var Jugoslavien. Mest af alt minder billedet dog om den italienske landsby, hvor komikeren Fernandel spillede præsten Don Camillo over for Gino Cervis kommunistiske borgmester. Le petit monde de Don Camillo (1951) fik fem fortsættelser og var en fascinerende kærlig fremstilling af tidens kamp på værdier. Disse film lever stadig i Frankrig, hvor Nadine Labaki bor til hverdag.



I VIRKELIGHEDEN har der nok aldrig været et libanesisk Lidenlund så elskeligt. Her går præsten og imamen hånd i hånd. En bus med ukrainske danserinder forstyrrer mændenes vrede. Kvinderne bager en cannabiskage og synger »Hashishit Amale« imens. Endelig bytter de tro. Aristofanes’ klassiske løsning – at nægte mændene sex, som det sker i Lysistrate – bliver aldrig forsøgt, måske fordi dét var temaet i Radu Mihaileanus La Source de femmes (2011), et tragikomisk syngespil fra samme egn og samme år, tiltænkt den samme målgruppe.*
   Der er grove træk i Labakis film. Egentlig lykkes det aldrig at få sorgen og glæden til at hænge sammen. Imidlertid smiler man ofte og ægte, mens filmen gennemspiller sin lille tragedie. Det kan alt i alt ikke undre, at den modtog publikumsprisen på sidste års filmfestival i Toronto. Man bliver glad af at se Hvad gør vi nu?


*) Festival de Cannes 21.05.2011: »Radu Mihaileanu, den i Frankrig bosatte rumæner, som skildrede de etiopiske jøders svære diaspora-status i Va, vis et deviens (2004, da. Gå og bliv den du er) og siden fik en lidt letkøbt succes med Le Concert (2008), er igen ude med noget stort, musikalsk og folkloristisk. Den til overflod hjertevarme La Source des femmes lader kvinderne i en nordafrikansk landsby gå i kærlighedsstrejke, da deres dovne mænd kun vil holde dem nede. Recepten fra Aristofanes holder stadig, og mange var glade for filmen, der virkelig synes at indvarsle kvindernes oprør i den arabiske verden. Det er dog også en begrænsende glæde. Filmen kunne være lavet for børn.« [Weekendavisen Kultur 27.05.2011]


Hvad gør vi nu? (Et maintenant on va où?). Instr.: Nadine Labaki. Manus: Rodney Al Hadid, Jihad Hojeily, Nadine Labaki og Sam Mounier. Foto: Christophe Offenstein. 110 min. Libanon-Frankrig 2011. Dansk premiere: 07.06.2012.


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Sony Pictures (US) 11.09.2012
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2012