Béla Tarr: The Turin Horse/ Hesten fra Torino (2011)

NU ER KARTOFLERNE RÅ

Balsamisk filmkunst som tirrer og trætter

Af BO GREEN JENSEN

UNGARSKE Béla Tarr (f. 1955) er både berømt og berygtet for sin minimalistiske signatur. Hver scene gransker tingenes væsen, ofte i mikroskopiske panoreringer. Det er slow cinema i sin reneste form.

   Film som Satantango (1994), Werckmeister Harmonies (2000) og The Man From London (2007) betragter den fysiske verden så længe, at man endelig ser noget nyt i hver genstand. Tingene afgiver deres essens. Noget strengt metafysisk bliver meget konkret. Det er en udmattende oplevelse, som bagefter føles lutrende og balsamisk.*

   I Hesten fra Torino overgår Tarr sig selv. Den sort-hvide film varer to en halv time og er bundet op på en anekdote om Friedrich Nietszche, som i 1889 omfavnede en hest, der fik prygl af sin ejer. En prås gik op for tænkeren, som begyndte at græde med ordene: »Mutter, ich bin dumm.« Så gik han hjem til sin mor og sine søstre. Han holdt sengen de sidste år af sit liv, men havde forstået noget vigtigt om verden.

TARR læser selv historien op undervejs, af og til med udførlige regibemærkninger. Forbindelsen til Nietzsche er ikke skærende klar, men måske er det dén hest, som filmen følger hjem til et husmandssted på en bar pløjemark, hvor en far (Janós Derzsi) og en datter (Erika Bók) over seks døgn oplever verdens ende, mens de stort set ikke taler til hinanden.**

   Den historiske tid ligner Nietzsches, men kunne være når som helst. Hesten fra Torino er en fantastisk statisk film med kun 30 indstillinger alt i alt. Til sammenligning er Roy Anderssons Sange fra anden sal (2000), en anden apokalyptisk tableaufilm, et decideret livstykke med 47 faste indstillinger. Apropos svenske navne, sender Tarr en hilsen til Ingmar Bergman og Gøglernes aften (1953), da en vogn gør holdt ved gården.

   Alt er fossilerede rutiner. Hun hjælper ham i og af tøjet, fordi hans højre arm er lam. Han spænder hesten for vognen. Hun koger to store kartofler, som de begge kradser skrællen af med fingrene. Han drikker to glas brændevin for at komme i gang. Under alle scener høres Mihály Vigs tonale trappestiger sammen med lyden af den ubønhørlige vind, som tager til.

NETOP dét er sagen i A Torinói Ió. Vinden blæser uafbrudt og kommer kun fra én retning. Universet reduceres for hver dag. Jorden er gold, brønden løber tør, hesten nægter at lade sig tvinge. Til sidst forsvinder selve lyset, og olielampen vil ikke tage tænding. De samme ting skildres igen og igen i fotografen Fred Kelemens skulpturelle billeder, der er som tegninger udført med kulstift.

   En nabo banker på, bliver beskænket og sidder længe ved bordet, mens han taler om hændelser inde i byen. Far og datter forsøger at rejse, men vender snart tilbage, for der er ingen steder at tage hen. Man venter på, at vinden standser. Man håber og frygter, at noget vil ske. Endelig ophører vinden, men lyset kommer ikke igen. Nu er kartoflerne rå, og de knaser. »Vi er nødt til at spise,« lyder Béla Tarrs sidste ord.

DER er en distinkt europæisk følelse i filmen, som ligner et sindbillede på så meget. Der er et ekko af Samuel Beckett og Michael Hanekes Das weisse Band (2009, da. Den hvide sløjfe). Man sender også H.A. Brendekildes maleri Udslidt (1889) en tanke. Det er selvsagt ikke en let film at se, men den er ikke utilgængelig, og den er ét med sin æstetik. Det er filmkunst for the ages. Hesten fra Torino er både fuldendt askese og en visuel fest.

*) I 2013 skulle jeg tale om »Horror vacui i filmkunsten« på KØS – Museum for Kunst i det Offentlige Rum – som ligger i Køge. Det var en bestillingsopgave til en temadag med mange forskellige oplæg og synsvinkler. Altså ikke min egen idé og slet ikke let at gå til. Jeg begyndte i emnets ånd på bar bund og fyldte lærredet ud efterhånden. Foredraget kom vidt omkring, fra Mario Praz og Aubrey Beardsley til Peter Greenaway og Derek Jarman. Jeg sluttede med to citater, som er forbundne modsætninger. Det ene var fra Gaspar Noés Irreversible (2002), som vender kronologien og slutter med en pulserende hvidhed, der fylder lærredet ud. Det andet var Hesten fra Torino, som lukker med et mørke, der er lige så absolut. Der var uro, da jeg begyndte, men bagefter bredte en fred sig i salen. Måske var der lettelse, fordi talestrømmen holdt inde. Eller muligvis virkede filmene faktisk. På min stikordsliste står der:

Gaspar Noé: Irreversible. Frankrig 2002. KAP 14-15. 1:29 inde. De sidste fire minutter af filmen. Det svimle kamera. Hvidheden og stroboskopisk effekt. Le Temps détruit tout. Beethovens 7. Symfoni, 2. sats (Allegretto).

Béla Tarr: Hesten fra Torino. Ungarn 2011. KAP 9. 2:15 inde. De sidste ti minutter. Mørket og vinden der vokser. Det næsten taktile fravær af lys. Minimalistisk musik af Mihaly Vig, som blander sig med vinden og bruger samme tonale register.

**) I et interview med Konstanty Kuzma [East European Film Bulletin vol. 2, February 2011] forklarede Tarr: »Præmissen for filmen er enkel: vi ville undersøge, hvad der blev af hesten efter hændelsen. Og skønt filmen i sig selv ikke handler om Friedrich Nietzsche, hviler ånden i hændelsen over filmen som en skygge.« Béla Tarrs film konkurrerede på Berlinalen i 2011. Her modtog han Juryens Grand Prix og blev fejret efter alle filmkunstens regler.

   Interviewet er værd at se nærmere på. For eksempel taler Tarr om forholdet mellem film og litteratur: »Normalt har mine film ikke noget budskab. Kameraet er en iagttager, der fanger atmosfæren i et øjeblik og reagerer på livet. Jeg vil ikke give tilskuerne et budskab, jeg vil vise dem mit billede af verden. Kameraet har et objektivt synspunkt, jeg kan kun vise dig virkeligheden. Filmen er ikke som litteratur: den viser dig kun, hvad der er foran linsen. Du kan ikke snyde med virkeligheden.«

Hesten fra Torino (A Torinói Ió). Instr.: Béla Tarr. Manus: Béla Tarr, Lászlo Krasznahorkai. Foto: Fred Kelemen. 146 min. Ungarn-Frankrig-Schweiz-Tysland 2011. Dansk premiere: 14.06.2011.

Fotos: TT Filmmûhely/ MPM Film/ Vega Film/ Zero Production Film/ Films Boutique/ The Cinema Guild/ Øst for Paradis Distribution/ East European Film Bulletin (Béla Tarr on set 2011 photo)

Filmen streames på Blockbuster og er udgivet på blu-ray hos Artificial Eye (region 2) og The Cinema Guild (region 1)  

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.06.2011

Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004)

EKSISTENTIELLE DETEKTIVER
En svimlende farce om tankesystemer

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film er så skarpe, skægge og smarte, at det er lige ved at være for meget. Især hvis det tydeligt skinner igennem, at filmskaberen også godt ved det selv, kan resultatet være en irriterende aura af selvfedme.

   Kaoskomedien I ❤ Huckabees lider i nogen grad under denne skavank. Tag nu bare titlens preciøse lille hjertesymbol. Imidlertid er der så megen stil over slaget, dybde i løjerne og kød på intrigen, at man ret hurtigt kapitulerer. En stor del af tiden er filmen nemlig lige så morsom og dyb, som giver sig ud for.

   Præmissen er krøllet og ganske unik. I en gennemglobaliseret virkelighed arbejder forretningskæden Huckabees - »The Everything Store« - på at blive det førende konglomerat. Samtidig, nede i græsrødderne, har miljøaktivister fra Open Spaces-koalitionen viet deres liv til bekæmpe fænomenet suburban sprawl, dvs. butikscentre, motorvejsarkitektur osv. Huckabees vil eliminere modstanden ved at absorbere den. Mere destruktiv er dog den interne magtkamp, som til stadighed hærger i organisationen.

DEN hæmningsløse Huckabees-mand Brad Stand (Jude Law) og den fødte taber Albert Markovsky (Jason Schwartzman) er rivaler og forbundne skæbner. Brad er lys og karismatisk, mens nørden Albert er trodsig og sortsmudsket. Den ene ser ned på den anden. Den anden foragter den første lige så stærkt, som han misunder ham. Det er Brad, der lever sammen med Huckabees-ansigtet Dawn (Naomi Watts) og er på fornavn med Shania Twain. Albert bliver derimod hånet, når han læser miljødigte højt (»Intet står som denne klippe står«) eller anbringer fotos af sig selv i arkivet, hvor autografjægerne køber portrætter.

HUCKABEES-historien er præcis i sin satire og samtidig helt forudsigelig. En udslagsgivende original detalje er derimod de eksistentielle detektiver, som man i denne højnede virkelighed konsulterer, når og hvis man er i krise. Der er flere terapeutiske trosretninger. Ægteparret Bernard og Vivian Jaffe – fremstillet med fuld karikeret skrue af Dustin Hoffman og Lily Tomlin – er bløde folk af den holistiske skole, som lærer deres klienter at tænke på verden, ikke som mig og dig og her og nu, men som et kosmisk slumretæppe, en simrende masse af mellemrum og partikler, hvor alt er godt og til hele tiden.

JAFFE-skolen får skarp konkurrence fra den franske skeptiker Caterine Vauban (Isabelle Huppert), en tidligere elev, som prædiker mørke, egocentrisk sadisme og en grundlæggende mangel på sammenhæng. Caterine bruger billige tricks som hed sex for at lokke Jaffe-parrets klienter over på sin side. Det er sådan, hun vinder Albert for sagen, mens Bernard og Vivian føler sig svigtet sammen med Alberts psykiske tvilling, brandmanden Tommy Corn (Mark Wahlberg), der siden 11. september 2001 har levet sit liv som en tikkende bombe. Snogen Brad går derimod ned og bliver led ved sig selv, da Jaffe-parret præsenterer beviserne for, hvor overfladisk han lever sit liv.

NOGLE af filmens bedste steder lader Albert gå i poseterapi hos Dustin Hoffman. Hoffman breder sit tæppe ud og forklarer, hvordan alle ting og energier er nærværende hele tiden. Når vreden eller fortvivlelsen trykker, skal man trække vejret dybt og visualisere the blanket.

   Huppert prædiker derimod selvudslettelse ved hjælp af en stor gummibold, som man slår hinanden i ansigtet med. Så det er enten bolden eller tæppet, the blanket or the ball, kvantefysik eller rå nihilisme. Der må selvsagt også være en gylden middelvej, og det er sjælens ubændige søgen efter denne, som Russell behændigt allegoriserer.

»MAN skulle nok være der,« siger vi om morsomme historier, som taber i styrke for hver genfortælling. Med I ❤ Huckabees er det lidt ligesådan. Men filmen er ikke så søgt, som den lyder, og der er absurd stringens i detaljerigdommen. David O. Russell er en fætter til filmskabere som Wes Anderson, Michel Gondry og Spike Jonze, dvs. krøllede talenter der arbejder i periferien af den etablerede filmindustri. Han siger selv om præmissen:

   »Jeg har ofte spekuleret på, hvorfor karaktererne i de intellektuelle indie-film altid har det så svært og lever i sådan en mørk tilværelse, men aldrig formår at bruge de traditioner, som har eksisteret i evigheder, til at udforske bevidstheden. I vores materialistiske kultur har vi så mange fordomme over for »mørke historier«, hvor alle bare er deprimerede og hvor livet er hårdt. Jeg synes, der bør være andre paradigmer og muligheder.«

MANUSKRIPTET til I ❤ Huckabees kunne da også være skrevet af Charlie Kaufman, den skæve fløjs fejrede hovedforfatter. Russells film står på skuldrene af kæmper som Monty Python’s The Meaning of Life (1983), Being John Malkovich (1999) og Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004, da. Evigt solskin i et pletfrit sind). Der er desværre også en bismag af fartglade ensemblefarcer som Stanley Kramers It’s a Mad, Mad, Mad, Mad World, der var årets fiasko i 1963, og den lille efterkommer Rat Race, som var årets prut i 2001.

MEST er filmen dog sin egen og en klar forbedring i forhold til Russells første traumekomedier, Spanking the Monkey (1994) og Flirting with Disaster (1996), hvor selvtilfredsheden gik over gevind. Hans hovedværk er stadig Three Kings (1999), en eventyrfilm fra den første Golfkrig, som blot er blevet mere aktuel siden tilblivelsen.

Se også David O. Russell: The Fighter (2010); David O. Russell: American Hustle (2013).

I ❤ Huckabees. Instr. & manus: David O. Russell. Foto: Peter Demming. 106 min. USA-Tyskland 2004. Dansk premiere: 22.07.2005.

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ Qwerty Films/ Kanzeon/ Scott Rudin Productions/ N1 European Film Produktions GmbH & Co. KG/ Huckabee's/ Sandrews/ 20th Century Fox Home Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YARN (Huckabees .gifs)/ YouTube (Huckabees trailer)

Filmen streames på FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.07.2005.

Animation | Den Lille Prins/Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]

AT VÆRE TÆT PÅ STJERNERNE
Ny version af en gammel fortælling

Af BO GREEN JENSEN

DEN lille prins er en kær dreng med lyst, krøllet hår. Han kommer fra en planet – asteroiden B-612 – der er så lille, at solen står op og går ned hele tiden. Her passer han på en rose, som er smuk og fin og som fylder hans hjerte. Han renser hver dag de tre vulkaner, som findes på asteroiden. Ellers skyder baobabtræerne op og kvæler måske den kostbare blomst.

   Den lille prins lever i en fortælling, som forfatteren Antoine de Saint-Exupéry skrev i 1943. Bogens fortæller er en pilot, der er styrtet ned med sit fly i Sahara. I ørkenen møder han drengen, som har været vidt omkring i universet. Drengen siger enkle ting, som den voksne mand får en hel masse ud af.

   Den lille Prins er en af verdens mest læste bøger. Den er oversat til 250 sprog og trykt i 140 millioner eksemplarer. Også forfatterens andre bøger har haft et langt liv – især de to, som på dansk hedder Citadellet (1948) og Blæsten, sandet og stjernerne (1938).

DEN lille Prins er en af de børnebøger, som næsten er overtaget af voksne. De citerer fra den uafbrudt og sørger for, at du hører om den, faktisk uanset, om du er interesseret. Bogen er fuld af private symboler. For eksempel er rosen på B-612 identisk med forfatterens hustru, Consuelo, som kom fra El Salvador – i øvrigt også et lille land med tre vulkaner.

   Pilotens tanker er meget voksne og har at gøre med den politiske situation på det tidspunkt, hvor Saint-Exupéry skrev sin fabel. Det var under 2. Verdenskrig. Der er brug for noget ekstra – eller en masse forklaring – hvis man i dag skal lokke nye læsere til.

DERFOR er der lagt en ny historie rundt om den gamle i animationsfilmen, som Mark Osborne har instrueret. Først hører du om Pigen, der bliver ven med en gammel pilot. Pigen bor alene med sin mor, som har travlt med at tjene penge. Hun skal gå i den rigtige skole, og hendes mor lægger et strengt program.

   Pigen gør bestemt, hvad hun kan. Samtidig er hun betaget af historien om Den Lille Prins, som piloten tegner og skriver til hende. Det er fint farvelagte versioner af siderne i den rigtige bog. Den Lille Prins og alle, han møder – f.eks. Rosen og Ræven – er animeret ved hjælp af stop-motion teknik. Du kan næsten røre ved figurerne. Du kan i hvert fald se, at de er levende.

DERIMOD er pigens afsnit fortalt i glat computerstil. Den nye historie er bedst, når den bruger ting fra den gamle. På et tidspunkt ser Pigen sin mor fare rundt på en planet af samme slags som i bogen. Hun har travlt med ting, der intet betyder. Det er en rigtig god pointe, og der er flere, hvor den kommer fra.

   Der er i forvejen lavet mange versioner af Den lille Prins – fortællingen findes som opera, musical og ballet, og den er filmatiseret både med tegninger og levende skuespillere. Faktisk ville det ikke give mening at bruge den gamle historie, uden at tilføre den noget nyt. Her er det gjort i bogens ånd, som man siger.*

ANTOINE de Saint-Exupéry levede fra 1900 til 1944. Han blev født i Lyon i Frankrig og døde under 2. Verdenskrig, da hans fly faldt ned i Middelhavet. Der er forskellige historier om, hvad der skete. I hvert fald var det passende, at han døde på den måde, for flyvning fyldte hele hans liv.

   Det lange franske navn er svært, så amerikanerne kaldte ham bare »Saint Ex«. Han var pilot på et tidspunkt, da flyvning var forbundet med eventyr, fare og en masse romantik. Antoine fløj med post i Andesbjergene. Han elskede at være tæt på stjernerne. De fleste af hans bøger beskriver, hvor pragtfuld flyvefølelsen er.

DEN allerbedste af dem hedder Blæsten, sandet og stjernerne. Den tager udgangspunkt i den samme oplevelse som Den Lille Prins. I 1935 styrtede »Saint Ex« ned i Sahara, da han forsøgte at flyve fra Paris til Saigon i Vietnam, som dengang hed Indokina og var en fransk koloni. Det er sådan, at Piloten møder Den Lille Prins. Noget af det smukkeste ved fablen er dens skær af fatamorgana.

   Forfatteren døde, da han var mest populær. Der er i alle hans bøger en følelse af, at det hele kan slutte lige om lidt. Hver bog er skrevet, som var det den sidste. Blæsten, sandet og stjernerne hedder egentlig Terre des hommes – dvs. »menneskenes verden«.

DEN lille prins synes ikke om menneskenes verden. I filmen er det sørgeligt at se ham blive voksen og gøre rent for Forretningsmanden, der har købt alle stjernerne, så byen er mørk og helt uden glæde.

   Heldigvis kommer Pigen og redder sin Prins. Du er ikke ved at dø af spænding, men du vil nyde at besøge den tætte, lille verden, og du vil genkende mange træk hos de voksne, som heller ikke Saint Ex var så vild med. Måske vil du finde din Rose. Du skal i hvert fald hjem til din egen planet og læse lidt mere om Prinsen bagefter.

*) Blandt de mange biograf- og tv-udgaver er live-action-filmen The Little Prince (1974), som Stanley Donen instruerede i 1974, nok den mest vellykkede. Drengen Steven Warner spiller Prinsen, og Richard Kiley er piloten, der fungerer som forfatterens stedfortræder. Rollerne omkring dem er meget kreativt besat: Komikeren Gene Wilder spiller Ræven, og i episoden med slangen er det særlig interessant at se danseren og koreografen Bob Fosse (som instruerede bl.a. Sweet Charity, Cabaret og All That Jazz) på den anden side af kameraet. Der er (god) musik og (fine) sange af Frederick Loewe og Alan Jay Lerner, som skrev bl.a. My Fair Lady, Camelot og Paint Your Wagon (da. Når guldfeberen raser). Der er rigtig mange ting i filmen, som viser 1970erne fra årtiets bedste side.

    

Stanley Donens film er ikke en gennemskreven musical i fuld skala. Det er derimod den storslåede franske sceneforestilling, som Richard Cocciante og Elisabeth Anaïs skrev musikken og sangene til i 2002. Cocciante tog erfaringen fra Notre-Dame de Paris (1997), dvs. ikke-Disney-sceneversionen af Klokkeren fra Notre Dame, med sig til Le Petit Prince. Han har siden skrevet musicalen Giulietta e Romeo (2007), dvs. Romeo og Julie af William Shakespeare, sammen med tekstforfatteren Pasquale Panela. 

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/ Den røde skildpadde (2016); Animation| The Swallows of Kabul/ Les hirondelles de Kaboul (2019); Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/ Den lille pige og profeten (2014); Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yushifumo Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/ The Boy and the World (2013); Animation | Makato Shinkai: Weathering With You (2019); Makato Shinkai: Your Name (2016); Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

Den Lille Prins (Le Petit Prince/The Little Prince). Instr.: Mark Osborne. Manus: Irena Brignull & Bob Persichetti. 108 min. Frankrig-Canada 2015. Danske stemmer. Frarådes børn under 7 år. Dansk premiere: 09.06.2016.

Fotos: Onyx Films/ Orange Studio/ CPCT/ Canal+/ CNC/ Fundamental Films/ LPPTV/ Lucky Red/ M6 Films/ ON Animation Studios/ Paramaount Animation/ RTI/ SODEC/ Wild Bunch/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Forlaget Lindhardt og Ringhof/ Egmont/ Facsimile Dust Jackets, LCC/ Wikimedia/ The Times (Saint-Exupéry Portrait).

Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Star Media Entertainment (Skandinavien) 10.10.2016

2K Blu-ray 3D (Limited Edition) fra Paramount Pictures 14.11.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Faktisk 10.06.2016

Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/Den lille pige og profeten (2014)

AT VÆVE ET KLÆDE
Animation mellem popcorn og arthouse

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE bøger bliver grundsten i søgende menneskers litteratur. Som regel betyder det også, at de forsvinder fra den kritiske radar, bliver overset eller latterliggjort og får et alternativt undergrundsliv. To lysende eksempler fra min egen generations unge tid er Jonathan Livingston Seagull (1970, da. Jonathan Livingston Havmåge) af Richard Bach og Robert M. Pirsigs Zen and the Art of Motorcycle Maintenance: An Inquiry into Values (1974, da. Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel: en undersøgelse af værdier).

   For tiden er Paulo Coelhos O Alquimista (1988, da. Alkymisten), James Redfields The Celestine Prophecy (1993, da. Den niende indsigt), Cheryl Strayeds Wild: From Lost to Found on the Pacific Crest Trail (2012, da. Wild – en fortælling om at fare vild og finde sig selv igen) og Elizabeth Gilberts Eat, Pray, Love: One Woman's Search for Everything Across Italy, India and Indonesia (2006, da. Spis, bed, elsk: en kvindes søgen efter det hele i Italien, Indien og Indonesien) de foretrukne manualer for metafysiske backpackere.

MEN længe før Coelho, Redfield, Gilbert og Strayed var der The Prophet (da. Profeten) af Gibran Kahlil Gibran (1883-1931). Alfred A. Knopf udgav Gibrans bog i 1923. Siden er den oversat til 40 sprog og trykt i mere end 100 mio. eksemplarer. Den første danske udgave kom i 1964, den seneste i 2019.*

   Kahlil Gibran blev født i Libanon, som dengang var en del af Syrien, og kom som 12-årig til Boston med sin mor og tre søskende. Han var maler, tænker, forfatter og guru. Han skrev i alt 17 bøger, ni på arabisk og otte på engelsk. Flere er fortsættelser til Profeten. I Libanon har han status som nationaldigter. I USA og Europa er han synonym med The Prophet.

   Bogen består af 26 prosadigte, som taler i stort sprog om livet og døden. De skiftevis fine og floskuløse tekster er lagt i munden på digteren Almustafa, som efter 12 års husarrest skal deporteres. Han taler til indbyggerne i Orphalese, en fiktiv, undertrykt bystat. Seersken Almitra stiller ham spørgsmål på vegne af Folket. Det politiske budskab handler især om, at sjælen ikke kan lænkes.

SAGT med al respekt for billedsstyrken i Gibrans sufistiske solipsisme: Den er ikke et oplagt forlæg for en stor, moderne animationsfilm, som vil tale til hele familien. Kahlil Gibran's The Prophet, som på dansk er blevet omdøbt til Den lille pige og profeten, har da også en forunderlig baggrund.

   Filmen er co-produceret af skuespilleren Salma Hayek og DOHA Film Institute. Hayek har før sat penge i hjerteprojekter som filmen om Frida Kahlo. Doha Film Institute har bl.a. produceret Mira Nairs ret gode filmatisering af Mohsin Hamids The Reluctant Fundamentalist (2007, da. Den modvillige fundamentalist), som åbnede Venedig Festivalen i 2012.

   Instituttet er ikke så officielt som det lyder. Navnet dækker over en fond, som sheika Al-Mayassa bint Hamad bin Khalifa Al-Thani, et medlem af kongefamilien i Quatar og en af verdens rigeste kvinder, etablerede i 2010. Tanken er tydeligvis at udbrede arabisk kultur i en global sammenhæng.

   Der er derfor købt bredt og fordomsfrit ind. Disney-animatoren Roger Allers (f. 1949) – som var hovedforfatter på Beauty and the Beast (1991) og Aladdin (1992), før han instruerede megahittet The Lion King (1994) sammen med Rob Minkoff og skrev manuskript til The Emperor's New Groove (2000) – har bearbejdet og forstørret grundhistorien.

   Dissidenten Mustafa sidder i husarrest. Han bliver hentet af soldater, som ligner tyrkere fra Ottoman-tiden. Regimet vil løslade ham, hvis han undsiger sin praksis. Mustafa nægter og bliver henrettet. Himmelskibet kan endelig sejle.

ALLERS' kunstgreb består i at gøre »seersken« Almitra til en pige på otte år. Hun har ikke brugt sin stemme, siden hendes far forsvandt. Hun kommer og går hos profeten. Sammen med sin mor, Kamila, forsøger Almitra at redde den dødsdømte mand. Hun taler naturligvis, da det gælder.

   Rammehistorien er solidt fortalt og prosaisk illustreret. De filosofiske og religiøse tirader bliver derimod fortolket i eksperimenterende billeddigte, som nogle af dagens mest originale håndtegnere har animeret.

   Det er svært stof for et ungt publikum. For eksempel fremstiller Joann Sfar (Gainsbourg – vie héroïque, Rabbinerens kat) det livslange parforhold som en fandango, mens Lars Mikkelsens stemme på lydsiden forkynder, at kærligheden mellem ægtefolk må være som »vuggende vande mellem sjælenes kyster«.

   Gibran var stor i den slags udsagn: »Hav tillid til drømmene, for i dem er porten til evigheden skjult.« »Hvordan skal vi kende dødens hemmelighed, hvis ikke vi søger den i livets midte?« »Som vin skal vi bevares: evige kar.«

MICHAL Socha har tegnet segmentet om Frihed; tvillingebrødrene Gaëtan og Paul Brizzi (som instruerede Ildfuglen-afsnittet i Fantasia 2000) har animeret segmentet om Døden. Nina Paleys fortolkning af teksten om Børn er forsynet med en sang af Damien Rice – ellers er det gennemgående score skrevet af Gabriel Yared.

FLERE bidrag holder sig helt tæt på kunstnerens sædvanlige signatur. De føles derfor som enkeltstående værker og bliver næsten fremmedelementer i historien om pigen og profeten. Det gælder for satirikeren Bill Plymptons film (»om at Spise & Drikke«) og Joan C. Gratz' fortolkning af temaet Arbejde, som bruger korncirkler og stjerneklynger i ånden fra Vincent van Gogh. Mohammad Saeed Haribs segment (»om Godt & Ondt«) kunne være sat sammen af malede baggrunde fra gamle tegnefilm.

    

MEST vellykket er nordirske Tomm Moores segment, »Om Kærlighed«, der lader Moores keltisk kantede signaturstil indgå i frodige symbioser med art nouveau (Gustav Klimt) og symbolisme (Egon Schiele).

   Gibran var selv en god og alsidig billedkunstner, som fulgte den franske skole (fra Fantin-Latour) i portrætter og trak på både Rodin og William Blake i sine nøgenstudier. I flere grafiske arbejder ligger stilen tæt på danskeren Rudolph Tegner. Ligesom i teksterne er der et vagt generisk præg, en vilje til kunst, over arbejdet. Mærkeligt nok prøver ingen af tegnerne at integrere Gibrans egen stil i kompendiet.

DE otte film-i-filmen står stærkest hver for sig. Til gengæld kan de sammen demonstrere, hvor mange lag og frie rum, der findes i Gibrans besnærende tekst. Roger Allers forsøger at indlejre dem i en familievenlig fortælling, der vælger en enkel og meget banal grundstil. Det er dén sammenføjning, der skaber problemer. Filmen knækker simpelt hen over i to, så hverken barnets historie eller filosofitimen for alle livsaldre kommer til deres ret. 

KONCEPTET ligner den abstrakte animationskunst i Fantasia (1940), hvor Walt Disney i samme ambitiøse antologiform forsøgte at gøre tegnefilmen til noget for voksne og klassisk musik til allemandseje. Flere af gæstekunstnerne i The Prophet var bidragydere til Fantasia 2000, som markerede den gamle films 60-års-jubilæum.

   Det er under alle omstændigheder et kærkomment bud på en anderledes animationsfilm. Gibran taler et sted om »at væve et klæde« og »bygge et hus med hengivenhed«. Den lille pige og profeten bliver ofte betænkeligt svulstig. Alligevel er man aldrig i tvivl om, at filmen er et kærlighedsarbejde.

*) Profeten findes i mange udgaver. Profetens bog (Lindhardt og Ringhof, 2019) samler Per Thorells oversættelse af The Prophet (1923) og Marit Lise Bøghs oversættelse af The Garden of the Prophet (1933) i et bind med et forord af Rupi Kaur. Standardværket om Kahlil Gibran er skrevet af maleren og billedhuggeren Kahlil George Gibran (1922-2008), som var forfatterens gudbarn og grandnevø. Sammen med sin hustru, Jean Gibran, skrev han i 1974 biografien Kahlil Gibran: His Life and World, som er meget respektfuld, men fuld af detaljer om forfatterens blomstrende kærlighedsliv. I 2017 blev den genudgivet med titlen Kahlil Gibran Beyond Borders. Pete Katz' graphic novel (Simon and Schuster/ Canterbury Classics, 2022) er en meget vellykket fortolkning, der får plads til hele Gibrans tekst i sine Hergé-sirlige talebobler.   

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016); Animation | The Swallows of Kabul/Les hirondelles de Kaboul (2019).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yoshifumi Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016).

Kahlil Gibran's The Prophet (Den lille pige og profeten). Instr.: Roger Allers + Gaëzan & Paul Brizzi, Joan C. Gratz, Mohammad Saeed Harib, Tomm Moore, Nina Paley, Bill Plympton, Joann Sfar, Michael Sochy. Manus: Roger Allers, Hanna Weg, Irene Mecchi, Douglas Wood. m.fl. 84 min. Frankrig-Canada-USA-Libanon-Quatar 2015. Dansk premiere: 23.06.2016.

Fotos: DOHA Film Institute/ Participant/ Code Red Productions/ FFA Private Bank/ MyGroup Lebanon/ Financière Pinault/ Ventanarosa Productions/ Hanson/ Creative Projects Group/ Gibran National Committee/ Bardel Entertainment/ Prophet Screen Partners/ Pathé/ Angel Films/ Alfred A. Knopf/ Lindhardt og Ringhof/ Head of Zeus/ Simon and Schuster/ Cinematerial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime 

Anmeldelsen stod (i kortere form) i Weekendavisen Kultur 24.06.2016.