Animation | Den Lille Prins/Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]

AT VÆRE TÆT PÅ STJERNERNE
Ny version af en gammel fortælling

Af BO GREEN JENSEN

DEN lille prins er en kær dreng med lyst, krøllet hår. Han kommer fra en planet – asteroiden B-612 – der er så lille, at solen står op og går ned hele tiden. Her passer han på en rose, som er smuk og fin og som fylder hans hjerte. Han renser hver dag de tre vulkaner, som findes på asteroiden. Ellers skyder baobabtræerne op og kvæler måske den kostbare blomst.

   Den lille prins lever i en fortælling, som forfatteren Antoine de Saint-Exupéry skrev i 1943. Bogens fortæller er en pilot, der er styrtet ned med sit fly i Sahara. I ørkenen møder han drengen, som har været vidt omkring i universet. Drengen siger enkle ting, som den voksne mand får en hel masse ud af.

   Den lille Prins er en af verdens mest læste bøger. Den er oversat til 250 sprog og trykt i 140 millioner eksemplarer. Også forfatterens andre bøger har haft et langt liv – især de to, som på dansk hedder Citadellet (1948) og Blæsten, sandet og stjernerne (1938).

DEN lille Prins er en af de børnebøger, som næsten er overtaget af voksne. De citerer fra den uafbrudt og sørger for, at du hører om den, faktisk uanset, om du er interesseret. Bogen er fuld af private symboler. For eksempel er rosen på B-612 identisk med forfatterens hustru, Consuelo, som kom fra El Salvador – i øvrigt også et lille land med tre vulkaner.

   Pilotens tanker er meget voksne og har at gøre med den politiske situation på det tidspunkt, hvor Saint-Exupéry skrev sin fabel. Det var under 2. Verdenskrig. Der er brug for noget ekstra – eller en masse forklaring – hvis man i dag skal lokke nye læsere til.

DERFOR er der lagt en ny historie rundt om den gamle i animationsfilmen, som Mark Osborne har instrueret. Først hører du om Pigen, der bliver ven med en gammel pilot. Pigen bor alene med sin mor, som har travlt med at tjene penge. Hun skal gå i den rigtige skole, og hendes mor lægger et strengt program.

   Pigen gør bestemt, hvad hun kan. Samtidig er hun betaget af historien om Den Lille Prins, som piloten tegner og skriver til hende. Det er fint farvelagte versioner af siderne i den rigtige bog. Den Lille Prins og alle, han møder – f.eks. Rosen og Ræven – er animeret ved hjælp af stop-motion teknik. Du kan næsten røre ved figurerne. Du kan i hvert fald se, at de er levende.

DERIMOD er pigens afsnit fortalt i glat computerstil. Den nye historie er bedst, når den bruger ting fra den gamle. På et tidspunkt ser Pigen sin mor fare rundt på en planet af samme slags som i bogen. Hun har travlt med ting, der intet betyder. Det er en rigtig god pointe, og der er flere, hvor den kommer fra.

   Der er i forvejen lavet mange versioner af Den lille Prins – fortællingen findes som opera, musical og ballet, og den er filmatiseret både med tegninger og levende skuespillere. Faktisk ville det ikke give mening at bruge den gamle historie, uden at tilføre den noget nyt. Her er det gjort i bogens ånd, som man siger.*

ANTOINE de Saint-Exupéry levede fra 1900 til 1944. Han blev født i Lyon i Frankrig og døde under 2. Verdenskrig, da hans fly faldt ned i Middelhavet. Der er forskellige historier om, hvad der skete. I hvert fald var det passende, at han døde på den måde, for flyvning fyldte hele hans liv.

   Det lange franske navn er svært, så amerikanerne kaldte ham bare »Saint Ex«. Han var pilot på et tidspunkt, da flyvning var forbundet med eventyr, fare og en masse romantik. Antoine fløj med post i Andesbjergene. Han elskede at være tæt på stjernerne. De fleste af hans bøger beskriver, hvor pragtfuld flyvefølelsen er.

DEN allerbedste af dem hedder Blæsten, sandet og stjernerne. Den tager udgangspunkt i den samme oplevelse som Den Lille Prins. I 1935 styrtede »Saint Ex« ned i Sahara, da han forsøgte at flyve fra Paris til Saigon i Vietnam, som dengang hed Indokina og var en fransk koloni. Det er sådan, at Piloten møder Den Lille Prins. Noget af det smukkeste ved fablen er dens skær af fatamorgana.

   Forfatteren døde, da han var mest populær. Der er i alle hans bøger en følelse af, at det hele kan slutte lige om lidt. Hver bog er skrevet, som var det den sidste. Blæsten, sandet og stjernerne hedder egentlig Terre des hommes – dvs. »menneskenes verden«.

DEN lille prins synes ikke om menneskenes verden. I filmen er det sørgeligt at se ham blive voksen og gøre rent for Forretningsmanden, der har købt alle stjernerne, så byen er mørk og helt uden glæde.

   Heldigvis kommer Pigen og redder sin Prins. Du er ikke ved at dø af spænding, men du vil nyde at besøge den tætte, lille verden, og du vil genkende mange træk hos de voksne, som heller ikke Saint Ex var så vild med. Måske vil du finde din Rose. Du skal i hvert fald hjem til din egen planet og læse lidt mere om Prinsen bagefter.

*) Blandt de mange biograf- og tv-udgaver er live-action-filmen The Little Prince (1974), som Stanley Donen instruerede i 1974, nok den mest vellykkede. Drengen Steven Warner spiller Prinsen, og Richard Kiley er piloten, der fungerer som forfatterens stedfortræder. Rollerne omkring dem er meget kreativt besat: Komikeren Gene Wilder spiller Ræven, og i episoden med slangen er det særlig interessant at se danseren og koreografen Bob Fosse (som instruerede bl.a. Sweet Charity, Cabaret og All That Jazz) på den anden side af kameraet. Der er (god) musik og (fine) sange af Frederick Loewe og Alan Jay Lerner, som skrev bl.a. My Fair Lady, Camelot og Paint Your Wagon (da. Når guldfeberen raser). Der er rigtig mange ting i filmen, som viser 1970erne fra årtiets bedste side.

    

Stanley Donens film er ikke en gennemskreven musical i fuld skala. Det er derimod den storslåede franske sceneforestilling, som Richard Cocciante og Elisabeth Anaïs skrev musikken og sangene til i 2002. Cocciante tog erfaringen fra Notre-Dame de Paris (1997), dvs. ikke-Disney-sceneversionen af Klokkeren fra Notre Dame, med sig til Le Petit Prince. Han har siden skrevet musicalen Giulietta e Romeo (2007), dvs. Romeo og Julie af William Shakespeare, sammen med tekstforfatteren Pasquale Panela. 

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/ Den røde skildpadde (2016); Animation| The Swallows of Kabul/ Les hirondelles de Kaboul (2019); Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/ Den lille pige og profeten (2014); Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yushifumo Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/ The Boy and the World (2013); Animation | Makato Shinkai: Weathering With You (2019); Makato Shinkai: Your Name (2016); Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

Den Lille Prins (Le Petit Prince/The Little Prince). Instr.: Mark Osborne. Manus: Irena Brignull & Bob Persichetti. 108 min. Frankrig-Canada 2015. Danske stemmer. Frarådes børn under 7 år. Dansk premiere: 09.06.2016.

Fotos: Onyx Films/ Orange Studio/ CPCT/ Canal+/ CNC/ Fundamental Films/ LPPTV/ Lucky Red/ M6 Films/ ON Animation Studios/ Paramaount Animation/ RTI/ SODEC/ Wild Bunch/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Forlaget Lindhardt og Ringhof/ Egmont/ Facsimile Dust Jackets, LCC/ Wikimedia/ The Times (Saint-Exupéry Portrait).

Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Star Media Entertainment (Skandinavien) 10.10.2016

2K Blu-ray 3D (Limited Edition) fra Paramount Pictures 14.11.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Faktisk 10.06.2016

Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006)

ÅBEN HIMMEL
En hyldest til frihed og flyvende kvinder

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder som performance, men ender som kropsnær virkelighed. Kunst- og dokumentarfilmen Smiling in a War Zone er en befriende varm og trods alt jordnær hyldest til grænseløsheden og den personlige frihed, som stadig er forbundet med at flyve.

   Fornemmelsen har ganske vist trange kår i en terroropskræmt tid, hvor luftrummet er belagt med endnu flere restriktioner end territorierne nede på jorden, og hvor luftfart i vid udstrækning er blevet et synonym for trafikken med kampfly og skumplende luftbusser, der fragter sure og frygtsomme mennesker rundt mellem verdens destinationer.

   I dette triste åndsklima findes der stadig gode dissidenter som billedkunstneren Simone Aaberg Kærn (f. 1969), der altid har holdt af at flyve. Hun fik pilotcertifikatet i 1996, endda fra den traditionsrige Clacton Aero Club i Storbritannien, og på et tidspunkt blev længslen efter frihed så presserende, at hun investerede sin rørende formue i en 40 år gammel Piper-Colt maskine med bare én motor, en propelmaskine af den slags, som Carl Barks og Hergé kunne tegne med kærlig detaljerigdom.*

EN dag så Simone Kærn i Dagbladet Politiken en reportage fra det i princippet »befriede« Afghanistan. Blandt andet skrev Carsten Jensen om teenagepigen Farial, der drømte om at blive pilot, men næppe nogen sinde ville komme op at flyve i en kultur, hvor kvinder notorisk bliver holdt nede.

   Her var en sag, som Simone kunne hænge sin autentiske flyverhjelm af garvet førkrigslæder på. Fordi himlen skal være fri for alle, og fordi »sisters are doing it for themselves«, satte Kærn kurs mod Kabul med kæresten Magnus Bejmar i passagersædet. Smiling in a War Zone dokumenterer den 6000 kilometer lange rejse med mange stop i forskellige lande, der til at begynde med stiller sig skeptisk, men ender med at bakke op om projektet.

KÆRN ved, at togtet har karakter af happening eller politisk performance. Hver gang hun søger om tilladelse til at lande, lette eller overflyve et område, får hun kategorisk nej fra myndigheder, der enten er arrogante, rådvilde eller bekymrede. Når hun sætter sin lille maskine ned i Serbien, Tyrkiet eller Afghanistan, bliver hun alligevel venligt modtaget.

   At mennesker dybest set vil hinanden det godt, er en af filmens overraskende pointer. Den slags bliver som regel kun sagt på besværgende vis i fiktionsform. Selv den kontrære amerikanske flykommando undlader at gribe ind, da hun overhører alle instrukser og sætter sin vilje igennem. Logistisk er turen på linje med de store opdagelsesrejsendes bedrifter. På den sidste etape flyver Kærn mellem bjergene ind i Afghanistan og er lige ved at strejfe den højeste tinde med bugen af sit smilende Piper-Colt propelfly.

SIMONE Kærn rejser i ånden fra Amelia Earhart og Mathias Rust. Der er så mange programmer og dagsordener i spil, at man godt kan blive svimmel på vejen til Afghanistan. Kærn poserer i klassisk pilotdragt, og man ser for sig allerede et »aerofeministisk« værk i slægt med kunstnerens »Sisters in the Sky«-projekt, en serie portrætter af kvindelige kamppiloter fra 2. verdenskrig, som blev vist på Biennalen i Venedig i 1999.

   Det lille fly må til stadighed tankes op, men kan til gengæld flyve på almindelig benzin og lande snart sagt hvor som helst. Hver gang en lille forhindring passeres, bliver den episke knast et stort drama i filmen. Indstuderet skøre og kunstfærdige blue screen-sekvenser er klippet ind i de dokumentariske optagelser. Det er lige før, at meningen med filmen forsvinder i alle ideerne bag den.

VED målet for rejsen, fremme i Kabul, skifter filmen imidlertid karakter. Smiling in a War Zone bliver en for alvor levende dokumentar. For vist finder Simone Kærn frem til Farial, og vist kommer den afghanske gymnasiepige op at flyve, men det hele er alligevel ikke så eventyrligt og heroisk, som pioneren fra Danmark ville have troet. Da hun opsøger Farial på skolen, tænker Simone for første gang på, om pigen vil finde det hele lidt småskørt.

   Afghanistan er heller ikke den tilbagestående talebanfæstning, som Kærn har læst om i aviserne hjemme. Hun bliver eksemplarisk modtaget i lufthavnen, og der er ingen problemer med at overtale Farials forældre til at lade datteren prøve kræfter med luften. Ydermere viser det sig, at der i forvejen er flere kvindelige piloter i det afghanske flyvevåben, og de vil gerne hjælpe kvinden fra Danmark med at give pigen fra Kabul en rigtig flytime.

MYNDIGHEDERNE øjner velsagtens en sjælden chance for positiv PR. I hvert fald er hele ledelsen mødt op, og admiralerne sidder på rad og række den formiddag, da Farial skal flyve et stort militærfly. Pigen kommer imidlertid ikke. Hun er til og med længe om at melde afbud, og Simone Kærn og de afghanske officerer venter i stadig mere trykkende tavshed.

   Bagefter undskylder Farial sig med, at hun skulle passe sin syge onkel. Hun henviser halvhjertet til kvindens sekundære stilling i landet, men man mere end fornemmer, at hun simpelt hen har fået kolde fødder. Det er faktisk ikke så lidt af en nedtur.

ENDELIG skal Simone og Magnus også tilbage med deres fly. Denne gang lader den amerikanske flykommando ikke nogen være i tvivl om, at »you can fuck with the U.S. Air Force once, but you cannot fuck with it more than once,« så der bliver ingen flytilladelser.

   Pengene er brugt, og det smilende fly er under alle omstændigheder ved at falde fra hinanden. Næsten patetisk må eventyrersken tomle hjem med et fragtfly fra NATO. Hendes Piper-Colt foldes sammen og ligner en herreløs cykel henne i hjørnet. Filmen tager afsked med Simone Kærn, da hun selv træder ind i det gabende lastrum.

FORDI flyvedrømmen indhentes af virkeligheden, og fordi Simone Kærn bruger lige så megen tid og opmærksomhed på den prosaiske landing i Kabul, bliver Smiling in a War Zone en sært bevægende og for alvor livsbekræftende film. Hvad der i afsættet ligner mildt fortænkt, programmatisk konceptkunst, ender som fuldtonende realisme.

   Stærke kvinder og pragmatiske fantaster som Simone kan stadig skrive cirkler på den vidtåbne himmel. Men realiteten vil ikke altid som drømmen, og det er fremdeles sandt, at det er rejsen, ikke ankomsten, som er vigtig. Smiling in a War Zone er en tankevækkende dokumentarfilm, der i krydsfeltet mellem fortælling og essay udvirker små mirakler af nærhed og indsigt.

Se også James Gray: The Lost City of Z (2017); Animation | The Swallows of Kabul/ Les hirondelles des Kaboul (2019). 

*) Flyet er blandt de rare klenodier, som vises på udstillingen Efter stilheden - Kunstens kvinder tager ordet (SMK 28.08.-21.11.2021). I sin første inkarnation fra 2002 var Kærn & Bejmars flyveprojekt et koncept med titlen »Microglobal Performance #1 (Open Sky)«. Både flyet og det ikoniske pilot-med-globus foto indgår. Sisters in the Sky var en installation med portrætter af 45 kvindelige kamppiloter, som blev vist på Louisiana i 1997 og på Biennalen i Venedig i 1999. Premieren på Smiling in a War Zone faldt sammen med soloudstillingen Open Sky, som blev vist i Malmö Konsthall i 2006. Kærn blev kontroversiel i flere omgange, da hun i 2010 portrætterede tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen med et fly fra koalitionshærens Afghanistan-indsats i baggrunden og da hun i 2016 skildrede Forsvarets indsats i Libyen på maleriet »Batalje«, et triptykon på 2 x 7 meter. Det Nationalhistoriske Museum på Fredensborg Slot havde bestilt maleriet, men afbrød samarbejdet, da det i ledelsens øjne ikke gav en rimelig fremstilling af »den egentlig ret lykkelige historie om krigen«. 

Smiling in a War Zone. Instr.: Simone Aaberg Kærn & Magnus Bejmar. Manus: Simone Aaberg Kærn. Foto: Magnus Bejmar. 78 min. DK-Sverige-Tyskland-Finland 2006. Dansk premiere: 14.09.2006.

Fotos: Cosmo Film/ DFI Filmcentralen/ CineMaterial/ Magnus Bejmar/ VISDA/ SMK/ YouTube (trailer)

Filmen streames (juli 2025) på FILMSTRIBEN  og Filmcentralen.dk

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 14.09.2006

François Ozon: Ricky (2009)

VÆBNET MED VINGER

En fabel om forskellighed 

Af BO GREEN JENSEN

MAN må hellere sige det stille og gøre det småt, hvis man håber på kollektiv velvilje. En ægte ener er Ricky, der begynder som fransk fabriksrealisme og ender som et moderne eventyr, ovenikøbet af den opbyggelige slags. Katie (Alexandra Lamy) bliver straks gravid, da hun og charmetrolden Paco (Sergio Lopez) har holdt hyrdetime på toilettet under en rygepause på medicinalfabrikken, hvis rutiner skildres længe og indgående.

   Katie har været alene med datteren Lisa på 9 år. Denne føler sig nok tilsidesat, da babyen ankommer, men hun får lov at vælge navn til Ricky, og i grunden fungerer familien ret godt, mens Katie er på barsel. Så skal Paco passe barnet, og Katie må tro, at han har mishandlet drengen, da Ricky græder og udvikler to røde steder på skulderbladene. Man kan heller ikke fortænke Paco i at føle sig så uretfærdigt behandlet, at han går sin vej.

SÅ er mor og datter atter alene, og det synes Lisa udmærket om. Overraskelsen og det umærkelige stilskift i filmen indtræffer, da Rickys vinger begynder at vokse frem. Det er kyllingagtige gevækster, og Ozon gør dygtig brug af både choktaktik og situationskomik i sin skildring af de logistiske problemer ved at have en flyvende baby. Det ser ret troværdigt ud, når Ricky flyver og falder. Hans perlende latter er smitsom.

MERE alvorlig bliver filmen, da medierne kaster sig over familien. Paco, som er vendt tilbage, foreslår at de sælger historien. Da familien poserer for pressen, kommer Katie til at slippe snoren, som udgør Rickys jordforbindelse. Det magiske væsen er fløjet, og intet er, hvad det var. Længe går Katie omkring som i trance. En morgen går hun, måske i søvne, måske for at drukne sig, ned til søen med træerne bag betonbyggeriet. Da kommer Ricky tilbage én sidste gang, og Katie accepterer det magiske.

OZONS kilde er novellen »Moth« af den britiske forfatter Rose Tremain.* Det vides ikke, om han kender Wikke og Rasmussens Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med vinger (2006). Fablerne har meget tilfælles. Der er ingen sange i Ricky, men bag den fantastiske gimmick handler begge film om at udfordre normaliteten, der må åbne sig for og erkende værdien af det afvigende. Katie, Paco og Lisa lærer faktisk noget af Ricky, som ikke er dybt symbol, men en virkelig dreng der kan flyve.

RICKY er en lille film med en stor idé, og den holder ikke sin intensitet hele vejen. Men en stor forbedring i forhold til periodedramaet Angel og endnu et ekvilibristisk formskift fra instruktøren, der har skabt så forskellige film som det psykologiske drama Under sandet, musicalen 8 femmes, metakrimien Swimming Pool og den lydefri Le temps qui reste om en dødsmærket ung mand, som siger verden ret farvel.

*) »Moth« står i samlingen The Darkness of Wallis Simpson (Chatto & Windus, 2005). Rose Tremain (f. 1943) er ophavskvinde til et omfattende og ganske udsøgt forfatterskab. Flere af hendes historiske romaner har danske elementer. Music and Silence (1999, da. Musik & stilhed) udspiller sig ved Christian IVs hof på Rosenborg Slot og fortæller historien om hans skilsmisse fra Kirsten Munk og ægteskabet med Vibeke Kruse. Fortælleren er en engelsk lutspiller, Peter Clair, som arbejder ved hoffet og forelsker sig i Emilia Tilsen, Kirsten Munks tjenestepige. Især er romanen et sjældent portræt af den danske renæssancekonge set med udenlandske øjne. Tremains mest populære bøger er stadig Restoration (1989, da. Genrejst) og fortsættelsen Merivel: A Man of his Time (2012), der foregår i 1660erne, dvs. den engelske Restaurations-periode under kong Charles II. Sacred Country (1996, da. Lukket land) følger udviklingen i en landsby i Suffolk fra 1950-1980 og kredser om et kønsskifte. The Colour (2004, da. Guld) følger et ungt par, som emigrerer til New Zealand i 1850erne. Rose Tremain bor i Norfolk, som de fleste af bøgerne har en forbindelse til. Hun har undervist og fungeret som administrator ved University of East Anglia. Hendes samlever gennem 30 år er Richard Holmes, forfatter til en lang række biografier om digterne fra den engelske romantik, bl.a. den fremragende Shelley: The Pursuit, 1974, Coleridge: Early Visions,1989 og Coleridge: Darker Reflections, 1998. På dansk foreligger også Tremains børnebog Journey to the Vulcano (1985, da. Rejsen til vulkanen) og YA-romanen The Way I Found Her (1997, da. Min sommer med Valentina).

Se også François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Swimming Pool (2003); François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Angel (2007); François Ozon: Potiche (2010) [Liv og teater]; François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Une nouvelle amie/ The New Girlfriend (2014); François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017); François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018); François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020); François Ozon: Alt gik godt/ Tout s'est bien passé (2022); François Ozon: Peter von Kant (2022).

Ricky. Instr.: François Ozon. Manus: Emmanuèle Bernheim, François Ozon. Foto: Jeanne Lapoirie. 89 min. Italien-Frankrig 2009. Ingen dansk premiere. Set på Berlinalen 05.02.2009.

Fotos: Eurowide Film Productions/ Unifrance/ BOF/ CineMaterial

Filmen streames ikke i DK - i UK på Prime Video, i USA på YouTube Movies

DVD fra IFC Films (region 1) 12.04.2011 

Teksten er et udtag fra en festivalreportage (»Jagten på det ansvarlige liv«) i Weekendavisen Kultur 13.02.2009